All language subtitles for dans

THE BEATLES:
SGT. PEPPER 50 ÅR

AUGUST 1966
BEGYNDELSEN PÅ ET EKSEPTIONELT ÅR

Det er nemt at glemme,
at det kun var 22 år efter krigen.

Man har det her England,
som man ser gennem sort-hvide billeder.

Og så har man den nye periode i farver,
og der stod The Beatles i front.

-Hej, John. Glæder du dig til turnéen?
-Ja.

Er du bekymret for, at religionsstriden
vil blusse op igen i USA?

Ja, det bekymrer mig. Men jeg håber
selvfølgelig, at det nok skal gå.

Tror I, det bliver en kontroversiel
turné ligesom i Filippinerne?

Nej, nej. Det bliver godt.

-Hvad får dig til at sige det, Paul?
-Bare vent og se.

Klanen vil demonstrere
for at stoppe denne koncert.

Uden for Colosseum var der var kun
en lille gruppe af mennesker-

-der demonstrerede.

Husk på, at Beatles var verdens største.

Beatles var lige så store-

-som hvis man satte syv præsidenter
sammen i ét værelse.

Hvordan føles det?
I kan vel godt sige hej?

-Hej.
-Flot.

-John, er du ked af det, du sagde?
-Ja, det er jeg.

Det er sandt.
Bandet var meget mere populære.

Jeg vil ikke sige hans navn.

Men de var mere populære
end Church of England og religion.

Det er der slet ingen tvivl om.

Det er her, al balladen begyndte.
I det lille studio Station WAQY-

-som sender musik til de 750.000
indbyggere i Birmingham, Alabama.

DJ, Tommy Charles, læste John Lennons
kommentar om kristendommen i dette blad.

Udtalelserne blev nærmest ikke bemærket
i England.

Jesus må have været kæmpestor
i de dage-

-men det var vel kun 300 mennesker,
der hørte ham, ikke?

Selv hvis man overførte til i dag,
hvad han betyder for folk i Europa-

-så ville Beatles være større.

Men amerikanerne var besat af Jesus,
og ikke af Beatles.

Jeg takker Jesus Kristus for,
at vi er samlet her-

-for han frelste mig
for 31 år siden.

Og han er populær hos alle jer
her i aften, ikke? Amen.

De anede ikke,
hvad en liter mælk kostede-

-og de havde intet begreb
om verdenssituationen.

De var som svampe...
De sugede følelser til sig-

-så man skulle tro, at de blev ældre
dobbelt så hurtigt som andre.

Jeg ved, at Brian var ret urolig,
inden de rejste til USA.

Men det var en uskyldig fortalelse.

De var større.

Der var flere mennesker, der ville høre
Beatles, end der var kirkegængere.

Brian, er du bekymret for,
hvad der vil ske, når de kommer?

-Ja, jeg er bekymret.
-Bekymret for hvad?

-Deres sikkerhed.
-Hvad gør I for at beskytte dem?

Man kan ikke gøre så meget.

De har altid fået det største
sikkerhedsopbud her i landet.

Og turnéen er virkelig godt organiseret.

Så vi håber bare på det bedste.

De brændte plader af i Memphis. De gik
på scenen og frygtede at blive skudt.

Det var meget mærkeligt.
Vi forstod det ikke rigtigt.

Der er kommet mest kritik
fra det sydlige bibelbælte.

Vil det betyde,
at I ændrer Beatles' kalender-

-for at undgå byer, hvor radiostationer
brænder deres plader og billeder af?

Det er utænkeligt.
Jeg talte med arrangørerne i morges-

-og jeg har et møde med nogle af dem
lidt senere.

De er ikke så nervøse,
at de vil aflyse koncerter.

Hvis nogle af dem var nervøse
og gerne ville aflyse-

-så vil jeg ikke stå i vejen for dem.

Faktisk har Memphis-koncerten-

-som er det sted,
hvor det alt sammen startede-

-solgt flere billetter i går,
end de har gjort i alle dagene op til.

Det var Tony Barrow, der gjorde
Datebook opmærksom på interviewet.

Han kontaktede redaktøren, Art Unger,
og sagde:

"Du vil elske de her interviews."

Men Art Unger fik idéen til at sende dem
til forskellige radiostationer.

Han vidste, det ville forarge nogle,
så han sendte dem til DJ's i Alabama.

Og de blev rasende.
Det var faktisk sådan, det begyndte.

-Har du set udtalelserne?
-Jeg har læst noget lignende i avisen.

Hvis det gør andre glade,
gør det også mig glad.

Der var ikke lige så mange
vrede mennesker, som jeg troede.

Og de var ikke nær så vrede.

Brian Epstein ville aflyse turnéen.

Men de besluttede sig for at gennemføre,
hvis John undskyldte-

-og det gjorde han nødtvungent.

Jeg talte i sin tid om England.

At vi betød mere for børn, end Jesus
eller religion gjorde på det tidspunkt.

Det var ikke for at nedgøre religion.
Jeg konstaterede det bare.

Det passer,
men nok mere i England end her.

Jeg siger ikke, at vi er større-

-og det er ikke for at sammenligne os
med Jesus eller med Gud.

Det var forkert at sige,
og det blev forkert opfattet.

George var ligeglad. "Nu køber de flere
plader efter at have brændt de andre."

Hvad mener De om, at gruppen siger,
hvad de mener?

Synes De, det er passende
med den position, de har?

-Jeg har aldrig bedt dem om at tie.
-Bad De John om at undskylde?

Vi talte om det,
og vi kom frem til det i fællesskab.

Jeg har aldrig dikteret noget.

Hverken med hensyn til, hvad de måtte
synge, eller hvad de måtte sige.

Vi bestemmer alle sammen.

Og jeg bidrager med en femtedel.

Det var i slutningen af
en meget omfattende verdensturné-

-hvor der var sket frygtelige ting
for Beatles.

De fik dødstrusler i Japan,
og der var voldsepisoder i Filippinerne.

De havde åbenbart fornærmet Imelda
Marcos ved at udeblive fra en reception.

Det her var bare dråben.
De troede, de ville blive henrettet.

Den slags opstod i folks hoveder
så tidligt i historien.

-John, var skete der i Manila lufthavn?
-Vi blev mejet ned af nogle bøller.

Vi var meget bange.

-Hvor bange var du, George?
-Jeg var skrækslagen.

Det var rigtig ubehageligt.

Der var fem store gorillaer
med våben og hele pibetøjet.

-Og de sparkede jer?
-Ja. Og det var planlagt.

Det var tydeligt, at de havde planlagt
at give os vores livs værste oplevelse.

Så vi skyndte os igennem...
Jeg prøvede bare at undgå dem.

-Det var dem, der var ude på ballade.
-Ja, de var fem.

Så I måtte selv bære jeres udstyr?

Kun håndbagagen.
Vores managere sørger for resten.

De slukkede for rulletrapperne,
så vi måtte gå op.

-Med alle forstærkerne.
-Så kloge var de.

-Hvor mange var de om det?
-Jeg mener, at der var 30.

Men nu siger I fem.

Det var kun en lille hær,
der var voldelige-

-og så stod der en ti stykker bagved
og buhede.

Vi kiggede for at se, hvem det var,
og så stod der nogle smilende børn.

Der stod nogle gestapotyper
og buhede bagved.

Man vidste bare,
at de ventede på slagsmål.

Og de skubbede til os.
Hvis vi havde gjort noget...

Har I nydt turnéen
bortset fra Filippinerne?

-Ja. Alle tiders.
-Det var faktisk kun den ene morgen.

-Japan var fantastisk.
-Og Delhi var godt.

Søde mennesker i Japan.
Alle, vi mødte...

De besejrede Manila under krigen.

-Ville I spille i Filippinerne igen?
-Nej.

Jeg tager aldrig til Manila igen.
Jeg ville ikke engang flyve henover.

Da de kom tilbage fra Manila, begyndte
de at tale om at indstille turneen.

Brian var nervøs. Han kunne jo se,
at de ikke behøvede ham-

-hvis de kun indspillede i studier.
Hvor ville hans plads være?

Han bookede turnéer og alt det.
Han elskede showbusiness.

Han elskede teateret,
og han havde gået på RADA.

Beatles kom op fra garderoberne
for at give deres andet show.

De blev nøje overvåget af Kaptajn
Barney Hicks 82 politimænd-

-som alle fik overarbejdsbetaling.

Der var hysteri omkring Beatles.

Det er utroligt, at de fandt sig i det.

De gjorde det, man forventede af dem.

Når man tænker på nykkerne
blandt selv de små rockbands i dag...

Det, Beatles fandt sig i for alles
bedste, og fordi sådan gjorde man-

-var helt ufatteligt.

Idet Beatles' fly ankom, taxiede det væk
fra de hundredvis af fans-

-hen til en øde del af landingsbanen,
som kun bruges af militæret.

Der var kun en håndfuld teenagere,
der trodsede sikkerhedsopbuddet.

Selv om de var bekymrede
for besøget i Syden-

-kunne de trøste sig med deres succes
indtil videre.

Halvvejs igennem turnéen har de omsat
for over en halv million dollars-

-og singlen "Yellow Submarine"
har solgt en million eksemplarer.

-Er det jeres første besøg i Syden?
-Nej, vi har også været i Texas.

-Hvor skal I hen herfra?
-Cincinnati.

-Og hvor længe bliver I i USA?
-To uger mere.

-To uger mere?
-Ja.

-Hvad fik I til frokost?
-Ikke ret meget.

-Jeg lukker nu. Det bliver for varmt.
-Tak.

FIRE FYRE
DER RYSTEDE VERDEN

De hang med mulen bagefter, og John
sagde: "Vi skulle ikke have gjort det."

De havde haft to hits i mellemtiden, og
så kommer de tilbage til dette sted...

De havde lovet at spille igen.
Og det gjorde de.

Der var kun en garderobe.
Den var på størrelse med en telefonboks.

Vi var derinde, Beatles var der
og nogle stykker flere.

De var slet ikke tilfredse.

John var ved at dø af grin. De havde
et klaver på scenen, der var dækket til.

Han sagde: "Kingsize Taylor
har glemt sin regnfrakke."

Beatles gik på scenen, pigerne skreg,
og så gik strømmen...

På nær én lille pære på scenen.

Ingen strøm.
Ingen anede, hvad der foregik.

Og typisk Paul, han springer hen
til klaveret og begynder at spiller.

John spillede vist stadig guitar.

Så man kunne i det mindste stadig høre
lidt akustisk guitarspil.

I flere år troede jeg, at han spillede
en af sin fars sange fra 20'erne.

Det var sådan, det lød.

Og da så "Sgt. Pepper" kom ud med
"When I get older..."

Det var utroligt!
Vi havde jo hørt den sang i 1963.

Det gør ikke noget, hvis folk ikke kan
lide vores plader eller vores udseende.

Folk har ret til deres egen mening, og
vi har ret til ikke at tage os af dem.

Vi har alle sammen vores rettigheder,
Harold...

Det var helt skørt til sidst.

Uanset hvor, sad de på et værelse.
Det kunne være i Wales eller Tokyo.

Det var bare et andet hotelværelse.

Det er svært at forestille sig,
for "Revolver" kan sagtens opføres nu-

-men de vidste ikke hvordan, så de
spillede kun lidt fra "Rubber Soul"-

-og slet intet fra "Revolver" live,
selvom det var det seneste album.

De udviklede også en mere melodisk side.

Man skulle høre finesserne
i deres sange for at vide det-

-men man kunne jo ikke høre noget.

Jeg var på forretningsrejse i New York,
da Beatles gav koncert der.

Og Brian var der også.
Jeg talte med arrangørerne.

Brian og de andre ville holde publikum
nede på 10.000 på grund af lyden.

De ville kunne spille og blive hørt
uden at blive overdøvet af skrigeri.

Men politiet ville ikke tillade det. De
vidste, der ville komme 100.000 fans-

-selvom der kun var plads til 10.000.

Det er farligt at have 10.000 indenfor
og 90.000 udenfor.

Så det var ikke en grådig arrangør
eller Brian Epstein.

Det var politiet.

De var låst fast af den turné. De
kunne først slippe fri, når de kom hjem.

De fløj verden rundt,
og folk skreg af dem.

De kunne ikke høre sig selv,
og de begyndte at tvivle på det hele.

De var begyndt, fordi det var sjovt,
men det var ikke sjovt mere.

John fortalte mig om det
over en middag i New York.

Han fortalte mig, at når de spillede
"Twist and Shout"-

-havde han ændret ordene
til "I'm pissed with gout".

Han syntes, det var hylende morsomt.

A, fordi det var sjovt,
og B, ingen kunne høre forskel.

På forreste række sad børn i kørestole.
Især John flippede ud.

Han havde en fobi
omkring fysiske handikap.

Og så blev de stakkels børn
kørt ind i deres garderobe-

-som om de kunne heale mennesker.

Det værste var, når andre end deres
hjælpere bare kørt børnene derind.

Det var forfærdeligt.
Og fantastisk nok fandt de sig i det.

George talte meget om,
at de ikke udviklede sig musikalsk.

De havde altid udviklet sig ved at
spille for et publikum, de kunne se.

Og nu kunne de slet ikke se publikum.

I Candlestick Park sad de bogstaveligt
i et bur på scenen.

Det var jo langt fra The Cavern.

Vi plejede at arbejde på maskiner,
hvor der stod volumen, tone, bas.

Tre knapper.

Vi havde ikke alle de der fadere
og computere og blinkende lys.

I Beatles' kontrakt stod der-

-at arrangøren skulle stille to-tre
mikrofoner til rådighed og passende lys.

Sange som "Eleanor Rigby" ville
det publikum slet ikke reagere på.

A, fordi man ikke kunne danse til den,
og B, fordi den var lidt trist.

Kirker, enlige kvinder og døden...
Den lød ikke som Beatles.

På grund af Beatles' popularitet
hos de unge-

-har de længe kunnet sige,
hvad de har lyst til-

-uden hensyntagen til egen dømmekraft
eller visdom.

-Var han ikke bare ærlig?
-Hans svar er så flabede.

Hans attitude er så underlig, at man
ikke ved, om han er ærlig eller ej.

Hvilken forskel har hele den ballade
gjort for turnéen? Paul?

Ikke så meget...
Det er måske blevet mere hektisk.

Pressekonferencerne er blevet vigtigere.

Folk har sagt,
at vi var mere flabede sidst.

Og det er vi ikke denne gang, fordi
spørgsmålene er lidt mere seriøse.

Det er ikke gået ud over
vores bookinger.

Publikum er det samme
på nær til den første koncert i Memphis.

Det var synd, men pyt med det.

Der skete et interessant skifte
på musikscenen i 1966-67.

Man begyndte at sige "rock".
Det havde man aldrig hørt før.

I 1967 var årets største begivenhed
Monterey Pop Festival.

Pop var et modeord. Dem, der spillede,
var dem, vi i dag kalder rockstjerner.

Men pressen begyndte mere og mere
at bruge ordet "rock".

De brugte ordet om bands,
der ikke var mainstream-

-og som spillede deres egen musik
og ikke havde studiemusikere.

Og de fleste af dem skilte sig ud
ved at lade håret vokse og se seje ud.

The Stones var arketypen på det.
The Who gik fra poppen til rocken.

Vil du nogensinde spille Beatles igen?

Det spurgte Capitol Record, som
udgiver deres plader i USA, også om.

Brian Epstein ville vide, hvornår vi
ville løfte forbuddet. Alle ventede.

De ville vide, hvad der skulle til,
før vi gjorde det. Jeg ved det ikke...

Jeg vil have, at de får mig
til at ombestemme mig.

Jeg vil se dem blive lidt voksne,
tænker jeg.

DJ Tommy Charles, som startede
alt det her, har sagt-

-at han ikke vil spille jeres plader,
før I er blevet voksne.

Han behøver ikke spille dem nogensinde.

Når vi siger den slags, synes alle,
at vi barnlige.

Man kan kun sige den slags,
hvis man er et barn.

Synes I, at amerikanerne
driver heksejagt mod jer?

Har I noget imod at blive spurgt
til Vietnam-krigen?

Hvis man må mene, krig er noget skidt,
og folk er enige, så er det nok fint.

Man må bare ikke sige det for ofte.

Det virker underligt, hvis amerikanerne
lod, som om det ikke fandt sted.

Men hvorfor skal de spørge jer?

Fordi amerikanere altid spørger
deres stjerner om alt muligt.

Man kan ikke tie stille med det, der
sker i verden, medmindre man er en munk.

Undskyld, munke.
Jeg mente i virkeligheden...

De førte an i det,
der allerede var ved at ske.

Teenagernes revolution. De ville
betragtes som fuldgyldige mennesker.

Swinging London var en kæmpe bevægelse,
en hel kultur i sig selv-

-hvor alle skulle have langt hår
og overskæg og det hele-

-og mødtes i UFO-klubber og alt det
psykedeliske omkring Pink Floyd etc.

Der var mode, miniskørter, butikker,
og det skiftede hele tiden.

Jeg var model hos Foale and Tuffin,
men der var også en butik.

Nogle gange stod jeg i butikken,
når jeg ikke var ude på modeljobs.

Så kom fyrene fra de andre butikker
i Carnaby Street, og vi byttede plader.

Det hele handlede om musik
og om, hvordan vi så ud.

Det begyndte, da Paul kom ud
for en ulykke på motorcykel-

-og knækkede sin fortand
og flækkede læben.

Det var dagen før, han lavede
"Rain and Paperback Writer"-videoer.

Så anlagde han sig overskæg
for at skjule tanden.

Han overvejede ikke at gå til tandlægen.
Han satte bare tyggegummi over hullet.

Men så anlagde han overskæg
for at dække sine krigsskader.

Og de andre syntes, det så fedt ud,
så de anlagde alle sammen overskæg.

Pludselig kom overskægget
og alt det...

Stofferne og et anderledes syn
på omverdenen.

Uanset hvad man gør som musiker,
kommer det med i en sang et sted.

Du trækker på erfaringen.

Vi røg pot.
Og det ændrer ens syn på ting.

Jeg tror,
det bryder en masse mure nede.

Det handlede om modstand
mod det etablerede samfund-

-og om at nå ind til
sin egen kreativitet.

Jeg tror, de prøvede at gøre oprør
mod folks billede af fire søde bamsedyr.

Det var en af grundene.
Klæd dig anderledes, lign en voksen.

-Opløser Beatles gruppen?
-Absolut ikke.

Passer det, at de splitter op
i den nærmeste fremtid?

-Slet ikke.
-Hvorfor holder de så ikke koncerter?

De har haft forskellige arrangementer.
John Lennon er ved at lave en film.

Paul har skrevet musik
til en ny Hayley Mills-film.

De burde alle sammen være samlet
her i landet i slutningen af november.

Så skal de indspille plader...

Og så skal de arbejde på den næste film.

Kommer der ellers ændringer?
Bliver der færre koncerter næste år?

Måske. Som sagt
er der ingen vigtige forandringer.

De har altid udviklet sig og for at gøre
det, må man også foretage forandringer.

Beatles havde gode antenner.
De fangede tingene hurtigt.

"Det gør vi."
Det var en del af deres opvækst.

Og de var...

Med "Penny Lane" og "Strawberry Fields"
var de ikke pseudo-amerikanere længere.

De droppede den amerikanske accent.

Pauls far havde spurgt: "Hvorfor synger
I 'yeah, yeah' og ikke 'yes, yes'?"

De brugte deres egen kultur,
hvilket er meget interessant.

Og de er begge to fantastiske sange.

Jeg synes,
at det var en skam med "Sgt. Pepper".

Hvis de to sange havde været på,
havde det været et fantastisk album.

Jeg har altid ment,
at de skulle have lagt dem på senere.

"Værsgo, det her er de bedste."

"Penny Lane" og "Strawberry Fields
Forever" er Pauls klare billede af-

-hvordan 1950'ernes Liverpool,
som de kendte så godt, så ud.

Johns billede
var meget mere surrealistisk.

Men man får stadig en følelse af,
at det er et rigtigt sted-

-og at det er Johns billede af et sted,
han kendte som barn.

Da de holdt op med at turnere,
kunne de selv bestemme.

De gjorde,
som de ville med "Sgt. Pepper"-

-og de begyndte at ignorere Brian,
som ikke længere havde kontrol over dem.

De begyndte at hundse med George Martin.

Han gav sine input på det tekniske,
men det var dem, der bestemte.

I gamle dage var det George Martin,
der bestemte.

Da turnéen var overstået,
følte Brian sig overflødig.

Han rejste rundt med dem
på turnéen-

-men det var de lokale arrangører,
der stod for det.

Brian var i det mindste med
og følte sig som en del af det.

Da de holdt op med at turnere,
havde han ikke noget at lave.

Han havde aldrig været
med til sangskriveriet eller i studiet.

Så han følte sig udenfor
uden noget at lave.

Det gik ham på.
Han begyndte med stoffer og spil.

Han følte helt sikkert,
at forholdet mellem dem gik i stykker.

Brians rolle ændrede sig.

Men han ville altid være
den rigtige femte Beatle.

Han førte dem fra The Cavern
til verdensscenen.

I starten af 1967 lavede de noget musik,
der kun blev spillet i The Roundhouse.

Det er vist kun Mark Lewisohn,
der ellers har hørt det.

Det var bare dem, der jammede og
spillede på dåser, borde og alt muligt.

Det kunne de gøre i syv minutter.
Og det var idéen med det.

Jo mindre styret, jo bedre, og det ville
blive kunst, men sådan var det jo ikke.

De følte sig rådvilde.

De havde været det største turnéband
og største popband.

De lå nummer et til fem
på de amerikanske hitlister.

Hvad gør man så?
Den eneste mulighed er at skabe kunst.

"Vi må gøre noget bedre
på et andet niveau."

"Hvis vi ikke kan blive rockmusikere,
så må vi gøre pop til flot kunst."

Jeg tror,
det var sådan, de ræsonnerede.

Der er ingen grund til at udgive
endnu en "Revolver".

Vi må gøre noget ekstraordinært.
Og det gjorde de så.

Jeg var helt forbløffet,
da jeg hørte "Strawberry Fields".

Jeg sagde til min redaktør,
at Beatles stadig udviklede sig.

Det var utroligt. Det var
et kæmpe skridt fra fx "Love Me Do".

Ingen siger højt, at "Penny Lane" blev
skrevet for at slå "Strawberry Fields"-

-men John havde vist taget føringen
og skrevet en Liverpool-sang.

Der var det her konkurrenceforhold
mellem John og Paul.

De skubbede hinanden til at yde mere
på den gode måde.

"Jeg tager A-siden på den næste single",
og den slags.

Det var ret fantastisk
og uden ondskabsfuldhed.

Planen var at skrive
et helt album om Liverpool.

Det blev diskuteret at lave et album
med forbindelse til Liverpool.

De havde allerede "Penny Lane"
og "Strawberry Fields"-

-og "A Day in the Life".

Og så mente George Martin, at de
havde været for stille et stykke tid.

Så de føjede ham, men insisterede på,
det skulle være en dobbelt A-side.

Ved dobbelt A-sider blev salget delt op,
så de lå kun nummer to.

I mellemtiden var der en gruppe
i Liverpool, der hed Hillsiders.

Manageren, Spencer Lloyd Mason,
bemærkede-

-at et af medlemmerne havde fundet
en helt fantastisk countryplade.

De tog den med hen til deres manager,
Noel Walker fra Merseyside-

-og bad om at få lov til
at indspille den med et orkester.

Men i stedet for at indspille den
med Hillsiders-

-gav han den videre til Engelbert
Humperdincks managere.

Og den røg ind som nummer et og holdt
Beatles derfra for første gang længe.

Og det på grund af en Liverpool-gruppe.

Liverpool-albummet... På en måde
havde de lavet det allerede-

-med "Strawberry Fields"
og "Penny Lane".

De gjorde det på en single. Det gjorde
de med en pragtfuld dobbelt A-single.

-Må jeg spørge om noget?
-Ja.

Skal Beatles skilles i 1967?

Måske... Vi er altid involveret
i hinanden, uanset hvad vi laver.

Kan du forestille dig en tid,
hvor I ikke er sammen?

Ja, i et stykke tid,
men vi vil altid mødes igen.

Man har også brug for andre mennesker
for at få nye idéer.

Vi har det fint sammen.

Indspiller du film for dig selv
næste år?

Nej, det bliver ikke en ny karriere.
Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst-

-og Dick Lester spurgte mig.

Jeg ville ikke have gjort det,
hvis de andre var imod det.

-Har de andre også filmambitioner?
-Næ, ikke synderligt.

-Hvad har du virkelig lyst til at lave?
-Jeg ved det ikke rigtigt.

-Har du ikke besluttet dig?
-Nej, jeg vil prøve lidt forskelligt.

Nu har jeg lært lidt om film.

Men bliver I ved med at skrive sange
sammen, uanset hvad der sker?

Ja, vi bliver nok ved
med at skrive musik altid.

Vi kan ikke lade være.
Man gør det, om man vil det eller ej.

Tror du, at I stopper
med at turnere her og i Amerika?

Det må stoppe på et tidspunkt, fordi
det har da ikke noget at gøre med det-

-vi laver længere.

De vidste, at de løb risici i 1966-67.
De vidste ikke, at folk ville følge dem.

De kunne have været beregnende
i forhold til markedsandele.

Så besluttede de, at det skulle kaldes
et koncept-album-

-fordi Frank Zappa havde et,
der hed "Freak Out".

McCartney var vild med den idé.

Men så sagde Ringo senere,
at de lavede nogle få numre-

-og så glemte de alt om konceptet
og lavede flere numre.

Men det var bundet sammen
på en underlig måde.

Det var de eventyrlystne Beatles,
der samtidig var meget sentimentale.

Det hele er på det album, og det er
sjovt nok John, der binder det sammen-

-med sit mesterstykke
"A Day in the Life".

Men der er også små lydstykker
fra "A Day in the Life"-

-og lydstykker fra Pauls "Lovely Rita",
så det virker som et koncept-

-selvom de ikke troede det.

Paul?
Godaften. Don Edwards, ITN.

Ville det genere dig
aldrig at turnere igen?

Det tror jeg ikke.

Man må forstå,
at vi optræder, fordi...

Det er gået ned ad bakke, for vi kan
ikke udvikle os, når ingen kan høre os.

Så det er svært for os at optræde.

Så I vil altså ikke give koncerter?

Jo, vi vil gerne, men hvis ingen hører
det, og vi ikke kan høre os selv-

-så kan vi ikke forbedre os.
Vi kan ikke blive bedre.

Så vi prøver at blive bedre i studiet.

Det tog flere måneder
og kostede masser af penge-

-og det var ikke kun "Sgt. Pepper", men
også andre store albums fra den tid...

De vendte markedet på hovedet.
Singlen havde været det vigtigste-

-og så skulle man nok tjene albummet
ind med singlen på-

-og det blev kaldt det samme
som singlen, fx "Please, please me".

Men så begyndte albummet
at blive det centrale for-

-hvad de forskellige bands lavede.

De indspillede albums,
og så kom singlerne derfra.

-Glædelig jul!
-Må jeg stille nogle spørgsmål?

-Ja.
-Jeg vender dig lige denne vej.

-Hej. Du ser flot ud.
-Ja, jeg har også været i bad.

Hvad er det med, at Beatles vil lave
mindre sammen i det nye år?

Hvis vi laver alt sammen, så bliver
det jo bare det samme igen og igen.

-Og det vil I ikke?
-Nej, vi vil ikke gentage os selv.

Så vi prøver stadig at få
et ordentligt manus til filmen...

Men det ikke lykkes,
så laver vi nok noget hver for sig.

-Hver for sig?
-Ja. Det er jo ikke som at blive skilt.

-Tak, Ringo. Skal du arbejde?
-Jeg vil lige se, hvad de har gang i.

Med lidt held skal vi spise.
Farvel.

Paul legede med tanken om
at spille som et pseudonym-band-

-altså at spille som et andet band
end Beatles.

-Hej. Må jeg lige stoppe dig?
-Ja.

Jeg vil bare gerne spørge, om du tror,
at I går hver til sit i det nye år?

Nej. Helt sikkert ikke.

-Må jeg stille et spørgsmål mere?
-Alle vil stille flere spørgsmål!

De var trætte af at være "The Beatles",
ikke af gruppen, men af navnet.

Det undertrykte dem. Så de tænkte,
at de kunne lave et alter-ego.

Det skulle hedde "Sgt. Pepper" og skulle
gå med militære tunikaer og den slags.

Men hvis man kigger efter, så ser man
et billede af Pauls far, Jim-

-som havde et lille danseband i
1920-30'erne, hvor han spillede klaver.

Der var et billede af dem fra 1920'erne,
hvor de står omkring en stortromme-

-og ser ud præcis som nogle fra
"Sgt. Pepper"-konceptet, bare uden pot.

De blev forgængerne
for en rock'n'roll-joke.

Hvor længe kan man tilbringe i studiet,
og hvad vil det koste?

Beatles var i studiet med "Sgt. Pepper".

Og alle siger,
at det må have været superspændende.

Det var så det mest røvkedelige,
man kunne opleve.

Vi plejede at indspille et album
på tre dage op til en uge.

"Revolver" tog et par uger.

"Sgt. Pepper" blev bare ved og ved,
fordi de ikke havde skrevet sammen.

Den eneste,
der havde forberedt sig, var Paul.

Når de var i studiet, var kvinderne
forment adgang, selv konerne.

Selv når de var på turné,
var det kun drengene alene.

Det var vist kun Chris O'Dell, der turde
spørge, om hun måtte komme i studiet.

Ingen af os havde forestillet os,
at vi kunne overvære indspilningerne.

Alle spørger,
hvorfor grupperne fik længere studietid.

Det er ikke pladeselskabernes penge.
Det er gruppens forskud på royalties.

Hvis nye bands ikke får hits,
betaler pladeselskaberne regningen.

Når først gruppen havde haft nogle hits,
kan de få så meget studietid, de vil.

Det får grupperne ikke forklaret, så de
tror, de bruger selskabernes penge.

Og ved den her tid har de penge nok
til at købe lidt stoffer og den slags-

-og det er ikke befordrende
for at arbejde hurtigt.

Det var mest Paul, der styrede det.
Ikke med Georges og Johns numre-

-men det var mest Paul,
der svingede pisken.

For mig virkede det, som om de tog
de samme takes om og om igen-

-selvom det var bedst første gang.
Jeg ville bare pakke sammen og gå hjem.

Selv erfarne teknikere var forbavsede
over Beatles' krav.

Ingen gjorde den slags.

Abbey Road var en velsignelse for dem.

De var fulde af entusiasme og idéer.

Tit er 20-årsalderen den bedste i ens
liv, og nu kunne de gøre, hvad de ville.

De havde indflydelsen til at tage
til Abbey Road og indspille.

De første gange de kom der,
gik de ad bagvejen.

Nu gik de ad hovedindgangen
og "Bare sig, hvad du vil have, Paul".

De skabte præcedens for arbejdsgange,
som vi tager for givet i dag.

Vi undrer os ikke, når U2 tager fri
et år for at indspille et album.

Beatles var de første,
der skabte ambitiøse albums-

-som ikke bare var en samling
dansenumre, man spillede i bilen.

Jeg synes, at John var et geni.
Det er der ingen tvivl om.

Og hvor mange genier kan man have
i en gruppe på fire?

Men uden Paul ville John ikke
have udrettet det, han gjorde.

Jeg kalder dem "The Dream Team".

Paul havde mistet sin mor, da han
var 14, og var meget hjemme hos os.

Min mor kaldte ham en stakkels dreng,
fordi han havde mistet sin mor.

Og da vores mor
så gik hen og døde-

-opstod der et helt naturligt bånd
mellem dem.

Jeg tror, at deres forhold var det,
Beatles hvilede på.

John havde et renommé.

Det var ham, folk blev tiltrukket af,
for han havde den her bidende humor.

Han var lidt af en rebel
og virkede ubekymret.

Paul var meget høflig.

Folk tiltrækkes altid af rebellen.

Det blev jeg også,
da jeg mødte ham første gang.

Paul udforskede avantgarden.

Der var ingen idéer,
der var for skøre til Paul.

Han læste meget og gik på
kunstudstillinger og lyttede til jazz.

Han udviklede sig betydeligt
i den retning.

John læste en del
og skrev mange sange-

-men mest derhjemme,
hvor han havde familieforpligtelser.

Paul førte an i udforskningen af London
og undergrundsbevægelsen.

John kunne godt lide det, men var ikke
modig nok på det tidspunkt-

-til selv at udforske det.

I november møder han så Yoko Ono
ved hendes galleri-reception.

Og vi ved jo alle, hvad det førte til.

En af de store, store myter, der stadig
generer Paul den dag i dag, er-

-at John var den avantgardistiske-

-mens Paul var det søde
og smilende gennemsnitsmenneske.

Det passer simpelthen ikke.
Som Tony Bramwell sagde:

"John var en doven skiderik,
som blev hjemme i forstaden."

Paul boede midt i London.
Han ville konstant forbedre sig.

Han købte bøger om moderne kunst som
13-årig og var engageret i avantgarden-

-og i vanskelig,
meget moderne musik.

Ikke popmusik,
men folk som John Cage og Luciano Berio.

Han vidste alt om det.
Paul førte an.

Der lå en boghandel, der hed Indica,
hvor Paul havde en stående aftale-

-om at få tilsendt alt det nye.
Og så fortalte han John om det.

Så Paul fortalte John alt om
at 'slappe af og slå hjernen fra'.

John læste bogen og skrev så
"Tomorrow Never Knows"-

-og så var han pludselig
avantgardistisk.

De var mere involveret i moderne kunst,
moderne klassisk musik-

-og moderne design,
end de foregav.

Glem ikke,
at de havde gået i latinskole.

John havde gået på kunstskole.

De var alle sammen, i modsætning
til nogle af rock'n'roll-stjernerne-

-der var gået ud af skolen
som 15-årige og knap kunne læse-

-så var Beatles, på nær Ringo,
som aldrig gik i skole...

Beatles havde læst Shakespeare,
romaner og digte i skolen.

John og George boede ude på landet.

Paul boede midt i London.

De var ikke
synderlig meget sammen længere.

Indtil 1966 var de sammen konstant.

De var et firehovedet uhyre;
man så aldrig den ene uden den anden.

Paul var den mest musikalske af dem,
og lærte John en del.

Så det hele var meget nuanceret.

Idéen om, at Paul var ligeud
ad landevejen og ansigtet udadtil-

-det er delvist rigtigt,
men han var også yderst talentfuld.

Der var meget snak
om noget anderledes musik.

Det stammede helt tilbage
fra "Revolver".

Der var flere forventninger til "Sgt.
Pepper" end "Rubber Soul" og "Revolver".

Det var delvist,
fordi de havde været i studiet så længe.

Pressen spekulerede konstant
over pengene og tiden.

Så man tænkte:
"De fire genier og George Martin-

-har brugt så lang tid i studiet,
så det må bare være helt fantastisk."

Vi må tilbage,
til det tidspunkt den blev udgivet.

Folk er ikke klar over,
hvor svært det var.

Den blev indspillet
på en firesporet båndoptager

George Martin sagde,
det var meget svært.

Men se lige, hvad man kan lave i studiet
nu om dage.

Og alligevel
er det her album helt magisk.

Jeg kan huske, da de besluttede sig for
at sætte bogstaverne på coveret.

Ved de tidligere albums havde
vi skændtes om, hvad der skulle stå.

En af fornøjelserne med Beatles var,
at de stadig sang med Liverpool-accent.

Jeg har en god historie,
fra dengang jeg var i Stafford Street.

George kom en dag og sagde:
"Kan du skrive mine sangtekster ned?"

"De er svære at læse."

"Jeg læser dem højt for dig,
mens du skriver."

Det gjorde jeg så.

Hver gang han var færdig med teksterne,
gav han mig dem-

-og jeg smed dem i papirkurven.

Hvert eneste nummer fra "Sgt. Pepper"
røg i papirkurven.

Hvis bare jeg havde vidst bedre...

EMI var chokerede over, hvor meget
de skulle bruge på pladecoveret.

De ville have teksterne på coveret.

Det var ris til egen røv-

-for så snart folk kunne læse
teksterne, skulle alt fortolkes-

-og tillægges meninger,
der aldrig havde været der.

De havde fået et psykedelisk design
lavet af en gruppe, der hed The Fool.

Deres rådgiver, Robert Fraser,
ejede et galleri.

Han sagde, at det meget hurtigt
ville blive forældet.

Så de besluttede sig for at lytte
til Pauls koncept.

Han havde en idé til at skrive en liste
over alle deres helte.

"Alle vores helte og de mennesker,
vi beundrer, skal være på coveret."

Brian Epstein var i New York
på det tidspunkt.

Han var rystet, da han hørte det.

Han syntes, at Beatles skulle i centrum,
ikke alle mulige andre.

Han besluttede sig for at flyve hjem,
men han havde drømt, at flyet styrtede.

Så han lagde en besked
hos Nat Reeses advokat-

-der lød: "Brun papirpose
som cover til "Sgt. Pepper"."

Folk forventede,
at de var på forkant med alt.

Folk mente,
at alle fulgte i hælene på Beatles.

Så var der den militære trend-

-som "Sgt. Pepper" fulgte op på.
Og så kom hippietiden.

Typisk for John Lennon,
så ville han have Jesus, Hitler...

Hitler var der faktisk,
bare gemt bagved noget.

Da Sir Joseph Lockwood fra EMI så et
billede af Gandhi, blev han forfærdet.

"Det kan vi ikke.
Vi har høje salgstal i Indien!"

Det lykkedes Peter Blake at få fat i
ni voksfigurer fra Madame Tussaud's.

Fire af Beatles og fem andre,
såsom Sonny Liston og Diana Dors.

Jeg havde sagt: "I har alle jeres helte,
filmstjerner og musikere med."

"Hvorfor har I ikke en fodboldspiller?"
De interesserede sig ikke for fodbold.

Ingen af dem havde gået til kampe
som teenagere, og var ikke fans-

-for de havde travlt med at spille
guitar i The Quarrymen.

Paul har senere sagt,
at hans familie var Everton-fans.

Det nævnte han aldrig dengang.

Hans far nævnte det heller aldrig.

Men de syntes, at det var en god idé,
og de havde en fodboldspiller med.

Albert Stubbins. John valgte ham,
fordi navnet morede ham.

Havde det været et andet år, havde
Ravi Shankar og Maharishi været på.

Mange af dem var amerikanere,
og dengang havde man ikke e-mail-

-så man skulle skrive breve til folk
og få deres tilladelse.

Man skulle have tilladelse fra familien,
hvis de var døde.

Jeg havde sådan en tyk mappe
med korrespondancen fra "Sgt. Pepper".

Chertsey. En sigøjnervogn
klar til at rulle til Weybridge.

En gave til en fireårig dreng,
der sikkert har alt.

Julian Lennon,
søn af John Lennon, hvem ellers?

Her er for 4.000 pund malede
og nyrenoverede hjul.

Et stort legetøj til en lille dreng.
De måtte have politieskorte.

Men det er ikke hver dag,
far bruger så mange penge på sin purk.

Måske kan 'penge købe kærlighed'.

Hvis han beslutter sig for
at flytte hjemmefra-

-bliver han den mest velstillede
sigøjner på vejen.

Jeg besøgte nogle venner
ved King's Road.

Vi sad og lyttede til fed musik,
røg pot og sagde ikke så meget.

Jeg kan huske, at der lå
nogle spirituelle bøger på bordet.

Jeg kan huske, jeg tog en op, der hed:
"Karma og genfødsel".

Den var skrevet af Christmas Humphreys.

Jeg bladrede bare i den og faldt over
denne linje:

"Livet går videre inde i dig
og uden dig."

Jeg syntes, det lød specielt.
Jeg ringede til George med det samme.

Så læste jeg det for ham.
"Livet går videre i dig og uden dig."

Han var vild med det, og det blev
til sangen "Within You Without You".

Efter George Harrison døde,
fortalte George Martin mig-

-at grunden til, at det er
første nummer på side B, er-

-at man kan springe det over
og gå direkte til nummer to.

Jeg syntes ikke, det fungerede.

Sitaren i rock
eller psykedelisk musik...

Det var stort på "Sgt. Pepper".

Man havde set Elvis og Little Richard-

-men man havde ikke forestillet sig en
komme med en sitar i et popband.

Paul sagde, at da han voksede op,
var coveret rigtig vigtigt.

Farverne på labelen,
ja, selv duften af en plade.

Han var meget bevidst om
den visuelle effekt og alle detaljerne.

Som barn tager man det hele ind.
Selv trykkeriets navn nede i hjørnet.

Så han ville have,
det skulle være godt.

Der var gode illustrationer
og gaver indeni...

The Fool havde farvet deres inderomslag.

Det var helt fænomenalt.

Der står de så
i al deres "Sgt. Pepper"-gear.

Og så tager man omslaget ud og opdager,
at man kan klippe overskægget ud.

Og der er sergent Pepper,
som man kan klippe ud og stille op.

Dilemmaet var, om man skulle
lade det ligge, som jeg gjorde-

-fordi jeg ikke regnede med at få megen
succes med et pap-overskæg.

Især ikke som 10-årig.

Men jeg har det stadigvæk liggende
i coveret.

Man fik ligesom mere
et forhold til coveret.

Det hele var Pauls idé.
Jeg kunne høre deres diskussioner.

Jeg kunne høre diskussionerne om titlen,
og hvordan den skulle arrangeres.

En dag, da jeg kom forbi, sagde han,
at de skulle have taget billedet.

Så jeg hoppede ind i hans Mini Minor-

-og vi kørte hen til
Michael Coopers studie i Flood Street.

Idet vi kørte fra Pauls hus,
som han stadig ejer-

-sagde han: "Vi skal bruge noget
til at pynte med foran."

Jeg havde set tegninger
og kostumer, der blev afleveret.

De havde prøvet dem,
men var ikke tilfredse.

Han siger så, at jeg skal hente noget
til at lægge forrest i billedet.

Jeg ser mig omkring
og ser en statue på en hylde.

Jeg vidste ikke, hvad det var.
Den så sådan her ud...

Det lignede et rumskib.
De havde fået en hver i gave.

John gav sin væk til en fan,
der dukkede op.

Jeg tog den fra sin plads
ved siden af hans Magritte.

Han elskede Magritte.
Han havde købt en Magritte med et æble-

-det æble, der blev brugt til Apple.

Linda havde købt Magrittes
originale palet og staffeli til ham.

Han ville have Magritte på coveret.

Men det gav hans agent
ikke Robert Fraser lov til.

Det var lidt af en katastrofe.

Her havde man alle de mennesker,
der havde haft indflydelse på dem.

Det ville have været en fin indsigt
i Beatles, men det blev afslået.

Tro ikke, at det er det autentiske
cover, for det er det ikke.

Man sad og spekulerede på,
hvem de havde udeladt.

Hvorfor er det lige de her? Men det var
alle stjernerne, der var oppe i tiden.

Man vidste ikke, om det var for sjov,
eller om de mente det.

Man vidste ikke helt...
Det virkede ironisk.

De har moret sig med det.

De havde sat alle de her mennesker
mere i fokus end dem selv.

Og det bød Rolling Stones velkommen.

Det var sindssygt dyrt,
og EMI syntes, de var tossede.

Hvorfor gøre alt det på et popalbum-

-som bliver erstattet af et nyt
inden for seks måneder?

De fattede det ikke,
men Beatles havde enorme ambitioner.

Og talent. Og ego.
De ville lave noget virkelig specielt.

Det her med medaljerne...

Pete Bests far var boksepromotor
i Liverpool ved Liverpool Stadium.

Og han havde fået en pokal
fra Liverpool.

Neil Aspinall kom med den,
så den kunne bruges på coveret.

Min mors familie var født under Rajahen.
En engelsk militærfamilie i Indien.

Min mors far, min morfar,
var major i The Queen's Lancers.

Og min mor var meget stolt over
sin fars medaljer.

Tit når de fire var på besøg,
viste hun dem medaljerne.

Brian kom forbi i 1967, mens de
samlede alle tingene til "Sgt. Pepper".

Og John kom i tanke om medaljerne.

Han syntes,
at de ville være fede at have med.

Så han bad Neil spørge min mor, Mona,
om han kunne låne dem.

Hun sagde,
at det måtte han hjertens gerne-

-men at hun ville have dem tilbage.

Så Neil tog dem med til London.

Da de så kiggede på alle tingene-

-besluttede John sig for
at have de medaljer på.

Man ser dem på coveret
på "Sgt. Pepper".

Den fine var, at han holdt ord.

Han sendte medaljerne tilbage til Mona
med Neils hjælp.

Og sådan blev familien involveret
i "Sgt. Pepper".

Albummet blev verdens mest solgte.

Og der sidder de...

I mange år var der ingen,
der vidste det.

Chas og Jimi var mine gode venner.

Jeg havde en vinyl med "Sgt. Pepper"
og gav den til Chas.

Han spillede den for Jimi.

Han fangede den med det samme
og øvede sig på den.

Jeg hørte ham spille på The Saville
Theatre søndagen efter udgivelsen-

-og der spillede han numre fra den.

McCartney var vild med det.
Han tog det som en kompliment-

-for her var der den her hård
rock-stjerne, der spillede hans numre.

Han var sangskriver, og han elskede,
når folk spillede hans sange.

Da "Sgt. Pepper" udkom den 1. juni 1967,
havde den været undervejs så længe-

-at forventningerne var skyhøje,
og man havde læst om den i bladene.

Uanset hvor man gik omkring King's Road,
så blev den spillet.

I alle butikker og forretninger.
Det var en begivenhed.

Da jeg så coveret, var det
i sig selv også en begivenhed.

Det var noget helt fantastisk.

Da vi filmede til "Strawberry Fields"...

Vi filmede i Sevenoaks i Kent-

-og vi havde et lille hotel,
der hed Bright's Hotel.

Der lå en antikvitetshandler ved
siden af, og der hang plakaten.

Den kostede vel knap et pund.

Der stod der "Til ære for mr. Kite...",
og så blev alle numrene opremset-

-Pablo Fanques cirkus,
den dansende hest og det hele...

Han satte den i glas og ramme
og hængte den i sin stue i Weybridge-

-og så skrev han sangen
baseret på plakaten.

Han gjorde poesi ud af det.

Og George Martin lagde
alle de skønne cirkus-effekter på-

-og gjorde det til et mesterværk.

Han fik sin inspiration
andre steder fra til "Sgt. Pepper".

Han læste i Daily Mail, at hans ven
Tara Brown døde i en bilulykke.

Og det samme gjaldt Paul. Han
læste i Daily Mail om Melanie Cole-

-som var gået hjemmefra
for at møde en mand.

Paul opfandt en mand fra bilindustrien,
og alle troede, det var Terry Doran.

Terry Doran var en af deres venner,
som havde en bilforhandler.

Chertsey. Det var et af hjulene
fra John Lennons Rolls-Royce.

Den er sej. Hvis du er over 80, betyder
det flot. 6.000 for en 1965 Phantom-

-lige så flot indeni som udenpå.

Eller måske ikke helt,
nu når den er blevet proppet med udstyr.

Selv ikke en Beatle
kunne ønske sig mere.

Paul indrømmede at have taget LSD
i Life Magazine.

Jeg læste det på forsiden
af Daily Mirror.

Det bredte sig i pressen
og kom også i TV-nyhederne.

Jeg tror, John blev stødt over det. Han
og George var de første, der tog LSD-

-og så er det Paul,
der kommer ud med det først.

De syntes, det var uretfærdigt,
for de havde været pionererne.

Hvor tit har du taget LSD?

-Omkring fire gange.
-Hvor har du fået det fra?

Det ville være fjollet at sige, hvor
jeg fik det fra, når det er ulovligt.

-Så jeg vil helst ikke sige det.
-Havde det ikke været bedre at tie?

Jeg fik stillet spørgsmålet
af en journalist fra en avis-

-og det var et spørgsmål om at lyve-

-eller at fortælle sandheden.

Og jeg besluttede mig
for at fortælle sandheden.

Men jeg havde ikke lyst til at sige det.
Hvis jeg kunne bestemme-

-ville jeg ikke have sagt noget.
Jeg er ikke ude på at udbasunere det.

Men journalisten er fra medierne.
Jeg ville holde det hemmeligt-

-hvis han også tier med det.

Men han ville udbrede det,
så det er hans ansvar.

Men du er en offentlig person. Du må
have vidst, at det blev en overskrift.

Ja, men at sige det er blot
at fortælle sandheden.

Jeg siger det, som det er.
Hvorfor bliver folk vrede over det?

Mener du så, at du har opfordret
dine fans til at tage stoffer?

Det gør nok ingen forskel. De tager ikke
stoffer, bare fordi jeg har gjort det.

Det er heller ikke pointen. Jeg
blev spurgt, om jeg havde prøvet det.

Om hvorvidt det så vil opfordre folk
eller ej-

-det er op til aviserne og fjernsynet.

I udbreder det i dette øjeblik.

Det kommer ud i alles stuer.

Jeg ville helst ikke have det,
men I stiller spørgsmålene.

Men som offentlig person
har du vel et ansvar?

Nej, det er jeres ansvar
ikke at udbrede det.

Jeg er helt indstillet på at holde tæt
med det, hvis I også gør det.

Hvis I tier, gør jeg også.

Man skal huske, at da det kom frem,
var det ikke ulovligt her i landet.

Der var et sted, der hed
International Psychedelic Centre-

-hvor man kunne gå ind fra gaden
og prøve det.

Det blev hurtigt gjort ulovligt-

-men der var plausible grunde til,
at det var fantastisk at prøve.

John sagde,
at "Lucy in the Sky with Diamonds"-

-kom fra engang hans søn, Julian,
kom hjem fra skole med en tegning-

-hvor der var en pige fra skolen
oppe i en himmel fuld af diamanter.

John påstod,
at det intet havde med LSD at gøre.

Det tror jeg nu, at det havde.

John må have været ordblind, hvis han
ikke kunne se, at titlen stod for LSD.

Og vi ved, at han ikke var ordblind.

Man skal have god fantasi for at tro på
Johns påstand om, at det var et uheld.

Jeg tror nu,
at det var mere end et tilfælde.

Det er et tilfælde,
at det er initialerne for LSD.

Jeg tror ikke på, at det var tilsigtet.

Fx ville folk spørge John om,
hvad "I am the Walrus" betød.

"Kan du forklare os, hvad det betyder?"

Han skrev med vilje noget vås.

Jeg har et citat med i min bog:
"Lad dem selv regne det ud."

Han sendte ikke beskeder.
Han udlagde falske spor.

Beatles havde en god historie om,
hvorfor det ikke betød LSD.

Men den historie var sikkert skrevet
af Brian Epstein.

Jeg tror, det var LSD, men det
havde været bedre, hvis det ikke var.

BBC havde ret i,
at det var, hvad det var.

Men det var jo tidens kultur.

De vidste, hvad de gjorde
med de små jokes i "Sgt. Pepper".

Der var også jokes tidligere, fx
i "Penny Lane", 'fish and finger pie'.

De skrev det med vilje. Det var lidt
vulgært. En skoledrenge-sjofelhed.

De forbød "A Day in the Life" grundet
'Too many holes to fill The Albert Hall'.

Det kom sig af en artikel om huller
i vejen i Blackburn, Lancashire.

Og de troede,
det havde med sprøjter i armen at gøre.

Så den blev forbudt.
Sådan var indstillingen dengang.

Der er ingen tvivl om, at de tog
store chancer på det album.

Når de sang:
"I love to turn you on"-

-så vidste de godt, hvad de gjorde.
De var sluppet af sted med meget.

De troede,
de kunne slippe af sted med det hele.

De præsenterede hele verden
for psykedeliske stoffer.

De havde scenen. Der foregik en del
med stoffer i Amerika og Timothy Leary.

Og den der linje fra
"Den tibetanske dødebog":

"Jeg ved,
hvordan det er at være død."

Det var helt sindssygt.
Fra "She Loves You" og til det.

Det var en dramatisk udtalelse.

Det var normalt Mike og Keith
og deres band, som fik på puklen-

-for at være dårlig indflydelse og
nogen, din datter ikke måtte gå ud med.

Men Beatles var ikke helgener.

Det ville de alle fire have indrømmet.

Det blev ikke anset så slemt som
de stoffer, der skræmte englænderne-

-som fx kokain,
som havde været på markedet i evigheder.

Folk som Lady Diana Cooper,
en stor kendis fra 20'erne-

-sagde senere hen
til forskellige popstjerner:

"I 20'erne sad vi rundt om middagsbordet
med sølvsaltkar fulde af kokain."

Så det var ikke noget nyt.

Lennon læste Lewis Carroll og den slags.
Og de tog det hele ind.

Så på den tid var stoffer
noget progressivt.

Man kunne finde sit indre lys
og den slags.

Musik er en spirituel oplevelse
på mange måder.

De plejede at gå ud på toilettet;
de gjorde det ikke i studiet.

De kunne dukke sig bag en skærm
og tage et hurtigt hvæs af en joint.

Men der var en gang,
hvor John måtte gå op på taget...

Paul kørte ham hjem til sig selv.
Neil Aspinall var der også.

De passede på John.
Man kunne ikke være alene med LSD.

Når man tog stoffer,
vidste man bare-

-at uanset hvad der skete på dit trip,
vidste man, at det var et trip.

Og så måtte man leve med den viden
og ikke blive ved med at tage det.

Derfor var det så let, da Maharishi
dukkede op, for alle var parate.

Tiden med Maharishi begyndte
med Georges kone, Patti Boyd.

Hun havde hørt om ham.

Maharishi havde tit været i London.

Jeg kan huske hans foto
fra undergrundsbanen-

-længe før Beatles opdagede ham.

De er i en situation, hvor rigdom
og berømmelse begynder at kede dem.

De søger noget mere spirituelt.

Og Maharishi havde en direkte vej
til indre ro og oplysning-

-og man skulle blot bruge
en halv time om dagen-

-og det passede perfekt til
en rockstjernes koncentrationsevne.

Jeg blev ringet op
af Michael McCartney, som sagde:

"Der skal være en happening."
Der var altid happenings i 1960'erne.

Det kunne bare være at spise en burger
sammen; det var en happening.

Han sagde: "De skal til Bangor i morgen
for at besøge Maharishi."

-"Og hvem er han?"
-"De mødte ham i aftes."

De havde været til et
af hans arrangementer på Hilton Hotel.

George var allerede optaget
af indisk spiritualitet og musik.

Jeg satte mig på toget
i kupé med de fire Beatles.

Det her er i 1967.
Det var en førsteklasseskupé.

Der var en gang og så en lukket kupé,
hvor man kunne trække gardinerne for.

Jeg sad der med de fire Beatles, mig,
Mick Jagger og Marianne Faithful.

Vi kørte hele vejen til Bangor.

Undervejs stoppede vi fx i Chester-

-hvor der stod børn på perronen
og skreg efter autografer.

Man kunne åbne vinduerne. Børnene
fik tre autografer, men ikke Johns.

John sagde: "Jeg er røvtræt af det."

Og så græd de jo,
så jeg skrev Johns autografer.

Maharishi var på det samme tog,
og vi besøgte ham i hans kupé-

-hvor han gav os et hemmeligt mantra.

Hvordan er det
at have fået Beatles som tilhængere?

Det er dejligt
for den yngre generation-

-for hvis Beatles begynder
med transcendental meditation-

-er det en ideel energi
for den yngre generation-

-og det vil give ungdommen et godt
niveau af forståelse og intelligens.

Det glæder mig, at de kom her i aftes.

Vi talte sammen en times tid
efter arrangementet.

De virker meget intelligente og åbne.

Tror De, Beatles kan udbrede Deres lære
til andre unge, hvis de adopterer den?

Ikke kun i England, i hele verden, for
Beatles er kendt på alle kontinenter-

-og de unge er fascinerede af dem.

-Hvad mener De om Beatles?
-De er meget intelligente, unge drenge.

-Og hvad med deres musik?
-Jeg har ikke hørt den.

Men de må jo have noget taknemmeligt
i deres musik.

Cynthia blev altid efterladt,
ligesom Candide i sangen.

Da de tog til Wales for at høre
Maharishi, kom hun for sent til toget.

De tog alle sammen toget,
og hun stod på perronen og græd.

Jeg mener, at Maharishi var ret snu
og vidste, hvordan man fik omtale.

Der var folk fra tidligere generationer,
der også havde hægtet sig på de rige-

-for de vidste, at hvis jetsettet
tog deres idéer til sig-

-ville det også brede sig til resten
af befolkningen. Så det var ikke nyt.

Maharishi gjorde det samme.
Hare Krishna gjorde det.

De fornemmede noget med Apple
og endte med en pladekontrakt.

Hvis nogen kender til Hare Krishna-

-vil de vide, at de opnåede
deres popularitet gennem Beatles.

Jeg ved jo af egen erfaring,
hvad de oplevede.

Man oplever en del i sådan et band,
og så vil man bare gerne opdage mere.

Man spiller live på scenen, man kreerer
musik, man har fantastiske oplevelser...

Det er fantastiske input,
og man skal kunne håndtere det.

De må have villet føre spiritualiteten
op på et højere niveau.

Maharishi var klog. En amerikansk
kvinde reklamerede for ham i Amerika.

Det var hendes søn, der blev
Bungalow Bill på "The White Album".

Så ja, han kendte udmærket værdien
af omtalen-

-i forbindelse med de her fire
mest berømte fyre-

-i hvert fald mest berømte sanggruppe.

Han vidste nok intet om deres musik, men
han kendte værdien af deres udbredelse.

Maharishi var en dreven forretningsmand.

Han havde læst fysik på universitetet,
så han havde en videnskabelig side-

-en PR-side,
og så den her spirituelle side.

Vi nåede til Bangor. Da det blev aften,
var roadierne stadig ikke ankommet.

Vi tog ind til byen for at spise.
Vi gik på kinesisk restaurant.

Regningen lød på ti pund,
og jeg havde kun fem pund på mig.

Jeg undskyldte mange gange.

Det var kinesiske tjenere, der nok
var kommet fra Hong Kong dagen før.

De kunne bare høre en Liverpool-accent.

Det var ret almindeligt, at der kom
rødder fra Liverpool en lørdag aften.

De ville spise og drikke
og løbe fra regningen.

De lukkede døren, sleb knivene...

Jeg sagde: "Jeg er journalist
på Sunday Times. Her er mit kort."

"Jeg kommer med pengene i morgen."
Det var ved at udvikle sig-

-da George satte sin fod op på bordet.

Han havde håndlavede,
indiske sandaler på.

Han bad om en kniv
og skar toppen af.

Beatles havde været berømte
i fire år.

Som en anden kongelig familie var de
holdt op med at have penge på sig.

Roadierne holdt pengene.

George skar sandalen op
og trak en 20 pundseddel frem.

De var verdensberømte multimillionærer,
men havde ingen rede penge.

Han havde tænkt, at han en skønne dag
ville få alvorligt brug for kontanter.

Og det blev den aften.

Brian Epstein arrangerede en fest
for at fejre "Sgt. Pepper".

Beatles ville egentlig gerne
have haft en særlig reklamefilm-

-der tidmæssigt faldt sammen
med udgivelsen. Det skete ikke.

Men Brian var begyndt at spille-

-og han tog også for mange piller.
Han gled længere og længere væk.

Selv Cilla Black og hendes mand
gik til Brian og bad om en ny manager.

Han græd og bønfaldt hende om at blive.

Brian var homoseksuel.

Folk omkring ham vidste det.

Det mærkelige var...

Alle troede, han var glad for Paul,
for Paul var den kønne af dem.

Men han var glad for John,
for han foretrak macho-fyre.

Når han var på kærestejagt i London-

-gik han altid efter fyre,
der ikke var bøsser.

Han ville drikke dem i hegnet
og tage dem med hjem.

Han ville prøve at få dem med i seng,
og så tævede de ham.

Det var det, han tændte på.
Han var masochist og fik tæv.

Og bagefter stjal de så hans ting.

De stjal tit bånd
og sendte dem til Radio Luxembourg.

Det var frygteligt.

Tænk, hvis de stjal Beatles-bånd,
som ikke var blevet udgivet endnu.

Der var ikke meget for Brian at lave.

Men hans firma, NEMS, var blevet verdens
største underholdningsselskab.

De repræsenterede alle.

Beatles, Andy Williams, Bee Gees,
Cream, Donovan, Tony Bennett...

Og det var sket
inden for fire års tid.

Hvis Beatles holdt op med at turnere,
og det var de jo...

Og når pladekontrakterne
var underskrevet og afleveret-

-og forlagskontrakterne var på plads,
så var der intet for en manager at lave.

De henvendte sig til andre
for at få gode råd til-

-hvordan de skulle leve,
bruge deres penge og deres forstand.

Og Brian følte sig mere og mere udenfor.
Han tog flere og flere stoffer-

-rendte efter kærester,
og blev mere og mere promiskuøs.

Han distancerede sig fra dem,
ligesom de distancerede sig fra ham.

De meldte sig ind i hans
transcendentale meditationsbevægelse.

Og de skulle på et kursus i Bangor
i det nordlige Wales.

Det var et stort cirkus,
da de satte sig på toget-

-for at tage til det her meget
anderledes undervisningsmiljø.

Og det var der,
nyheden om Brians død nåede dem.

Husholdersken fandt ham i hans
soveværelse lidt efter klokken 14.

Hun sagde, han havde for vane
at sove længe i weekenden-

-hvis han havde haft en hård uge.

Hun sagde, at han var hjemme
hele den foregående dag og aften.

Mr. Epstein havde været syg
i nogle måneder.

Han har taget sovemedicin for at sove.

For kun en måneds tid siden oplevede
han sin fars pludselige død.

Venner havde prøvet at overtale ham til
at holde ferie.

Men han skal have sagt så sent
som i går, at han var helt ovenpå.

Vennerne er kommet her
hele eftermiddagen og aftenen.

De har talt med hans advokat,
mr. David Jacobs.

Og en af dem forlod huset for lidt siden
og sagde, at det var en ulykke.

Han var ulykkelig.

Han havde aldrig en fast partner.

Han havde masser af partnere,
mange fra Apple-

-men det blev aldrig rigtig
et ordentligt forhold.

Når han havde de her fyre,
og det gik skidt-

-blev han deprimeret og tog piller
og var selvmordstruet.

Han begik ikke selvmord, men han havde
prøvet at begå selvmord tidligere.

Og det gjorde ham deprimeret...

Hvordan vil I hylde mr. Epstein?

Vi ved ikke, hvad vi skal sige.
Vi elskede ham. Han var en af os.

Vi kan ikke udtrykke det med ord.

Hvad er jeres plan nu?

Vi tager hjem til London og hjælper,
så godt vi kan.

Kan Maharashi trøste jer?

Meditation kan give dig styrke til
at stå imod sådan noget som det her.

Selv den smule vi har lært indtil nu.

Noget af det,
vi allerede har lært, er-

-at døden ikke findes.
Døden findes på et fysisk plan-

-men livet går videre som før.

Så det er ikke slemt.
Det er slemt, men alligevel ikke.

Det er en trøst at vide,
at han har det okay.

Jeg kan forstå, at Maharishi
talte med jer i eftermiddag.

Må jeg spørge, hvilket råd han gav jer?

Han sagde, at vi ikke skulle
lade sorgen slå os ud-

-men tænke glade tanker om Brian-

-for vores tanker vil nå ham,
uanset hvor han er.

-Havde han mødt mr. Epstein?
-Nej. Men han så frem til at møde ham.

-I morgen?
-Ja.

Man kan se, at John er helt slået ud.

De var meget optaget af Maharishi.
Det var ikke bare en ny grille.

De troede på ham.

De havnede i det rene kaos.
Brian døde.

Og det...
Der er nok perioder i alles liv-

-hvor vi vender os mod en
eller anden slags religiøs filosofi-

-i en søgen efter svar.
Og det var det, de gjorde.

Jeg blev ret tidligt ringet op
af en ven.

Og jeg kunne ikke tro det.

Jeg kan huske, at jeg tænkte,
hvordan vi skulle kunne fortsætte.

Det var et kæmpe chok for alle.
Hvordan skulle det gå?

Jeg kan huske,
at Maharishi sagde til dem:

"I skal ikke være kede af det,
for han er rejst videre til næste fase."

"Vær ikke kede af det.
Han er rejst, og han skal..."

Han sagde alt det sludder, og uheldigvis
blev Beatles interviewet straks efter-

-at Maharishi havde sagt
alt det nonsens.

Og de fremstod hjerteløse.

Brians mor og Brians bror blev rystede
over måden, det blev fremstillet på.

De mente det ikke.

Brian skulle have været i Bangor
den uge, men han blev hjemme.

I weekenden inviterede
Robert Stigwood mig hjem på drinks.

Og da jeg kom, var Brian der.
Vi sad og så tv og fik nogle drinks.

Bagefter tog vi ud til Battersea tivoli,
hvor vi gik rundt nogle timer.

Vi røg nok noget pot. Jeg kan huske, vi
fniste, og det gør man, når man ryger.

Og så gik vi ud og spiste sammen. Brian
spurgte, om vi ikke kunne ses igen.

Så vi aftalte at mødes den næste aften.

Og den næste aften kørte vi
til Islington og spiste på Frederick's.

Vi kørte hjem til ham bagefter
og fik nogle drinks.

Det blev ret åbenlyst, at Brian
gerne så, at jeg blev der natten over.

Og det havde jeg bestemt ikke lyst til.

Jeg sagde, at jeg ville gå,
og Brian blev mopset.

Og jeg gik. Han spurgte, om jeg ikke
ville komme og blive der i weekenden?

Jeg vidste, hvorfor han spurgte, så jeg
svarede, at vi kunne tale om det senere.

Han ringede næste dag og spurgte igen,
og jeg sagde, jeg skulle til Irland.

Hvad ved vi
om slutningen på Brians liv?

Ingenting.
Og vi finder nok aldrig ud af det.

Jeg talte med Jo dagen efter,
og hun...

De vidste ikke engang,
at han var derhjemme.

Han skulle have været på landet.

Hun fortalte, at chaufføren havde ringet
og sagt, at han ikke kunne få døren op.

Hun tog så derhen og fandt ham.

Jeg forstod det ikke, for han havde
virket glad for at være på landet.

Hvorfor kom han hjem midt i weekenden?

Men vi finder nok aldrig ud af det.

-Skal jeg fortælle om mig og Brian?
-Ja tak.

Mens jeg var i Irland, blev jeg ringet
op og fik at vide, at Brian var død.

Jeg læste aviserne, og de skrev, at han
var blevet fundet død af en overdosis.

Jeg havde en af de første telefonsvarere
overhovedet derhjemme.

Den var lavet specielt til mig af
et firma, der udviklede telefoner.

Jeg havde en sjette sans om, at
når jeg kom hjem og trykkede på den-

-ville der ligge en besked fra Brian.

Da jeg kom hjem,
lå der flere beskeder fra Brian.

Han havde taget på landet som planlagt.

Han ringede, mens jeg var i Irland.
Han bad mig komme ned på landet.

Og så ringede han og sagde,
at han tog hjem og bad mig komme.

Jeg hørte ikke beskederne.
Jeg var i Irland.

Han lagde flere beskeder,
og de blev mere og mere snøvlede.

Det var ret tydeligt,
at han tog sovepiller eller noget andet.

Han faldt vel i søvn, vågnede og glemte,
at han havde taget en, og tog en mere.

Den sidste besked var meget sløret.
Han sagde: "Simon, bare du var her."

Og så døde han.
Så jeg var lidt indblandet i det.

Og jeg gjorde det typisk britiske,
korrekte og slettede båndet.

Jeg lyttede ikke engang en gang til.

Jeg vidste ikke, hvad det var værd.

Brian Epstein var med hele vejen.
Det var et kæmpe chok.

Ville de kunne fortsætte?
Hvad skulle der ske?

Når man ser tilbage på det, er det,
som om han havde udspillet sin rolle.

Han var rejst hinsides,
og de var på vej et andet sted hen.

De opdagede,
at deres beskytter var forsvundet.

Som en beskyttende forælder.

Brians aftaler var ikke altid
de mest favorable for Beatles-

-for han tog udgangspunkt i handler,
der var indgået tidligere-

-og det var jo helt nyt territorium.

Men han helligede sig opgaven med
at beskytte dem fuldt ud.

Tag eksemplet med Johns udtalelse om,
at de var mere populære end Jesus.

Brian var så nervøs for deres sikkerhed,
at han ville aflyse turnéen i Amerika.

Han kunne ikke, men han ville gerne.

Og det uigennemtrængelige værn
var nu væk.

Det havde han sørget for,
fra det øjeblik han mødte dem.

Han beskyttede dem.

Brians... ansatte-

-Peter Brown
og de andre på NEMS-kontoret-

-de servicerede Beatles.
De betalte alle deres regninger-

-de købte gaver
til deres veninder og koner.

Man påstod, Brian var en dårlig manager,
og han kunne nok have investeret bedre.

Men uden ham
ville de ikke være blevet til.

Hans hengivenhed og overbevisning om,
at de ville blive til noget...

Han gjorde også andet,
som er forventet af en manager-

-såsom at holde
alle snylterne væk fra dem.

Det er lidt pudsigt, for det lykkedes
ikke Brian at gøre det for sig selv.

De snyltede på ham og slog ham for
penge. Men han værnede om Beatles.

Så uden ham, og da hans forsigtige
omgang med penge var forsvundet-

-så flokkedes snylterne om dem.

En gruppe har brug for en dommer.
De færreste grupper enes om alt.

Vi så i bladet Help,
at de alle fire boede sammen-

-men det var kun en kort tid,
mens de filmede.

Man udvikler sig i en gruppe,
og man er ikke altid enige-

-men man får det til at fungere-

-og når til en eller anden form
for fælles forståelse.

Men da Brian døde, var der ingen
til at tage over som leder.

De kunne ikke gøre noget alene.
Det havde altid været ham.

Som band var det ham,
der holdt dem sammen.

Men de kom ret hurtigt på banen igen
og startede Apple.

Apple var en finansiel manøvre
i forsøget på at sikre deres formuer-

-og for at undgå at betale
for meget i indkomstskat.

Det kunne de undgå
ved at investere i en virksomhed.

De begik en fejltagelse.

Det beskyttede ikke
deres musikalske rettigheder.

Det var en kortsigtet finansiel manøvre.

Det skulle være et plademærke
med andre støttevirksomheder.

For Beatles' indflydelse strakte sig
til alle andre områder, ligesom mode.

De skulle åbne en butik
og alt muligt.

Det skulle være en rådgivning-

-hvor kreative mennesker
kunne få opbakning og sympati-

-for Beatles kunne godt huske,
dengang de ikke fik opbakning.

Men Beatles fik altid opbakning!
Det er en myte.

De havde Brian Epstein,
George Martin og Dick James.

De havde tre ærlige mænd, der kun
arbejdede for dem og støttede dem.

Men nej, de havde haft det svært,
så de ville hjælpe andre nødstedte.

Jeg interviewede Paul, som
havde masser af kommunistiske idéer.

Jeg tænkte, at det aldrig ville gå.
Men jeg var lidt i tvivl...

Det lød interessant, men...

Det var jo Paul, og måske havde de ret.
Det viste sig så, at det havde de ikke.

Sådan tror Alice Pollock og Ossie Clark,
at pigerne vil gå klædt i sommer.

Et par af beatlerne var blandt publikum.

George Harrisons, hvis kone,
Patti Boyd, stod model, og John Lennon.

Fra krøller til kjoler, eller rettere
en læderdragt til 25 guinea.

Patti Boyd i en "African Queen"
i crepe til 9,5 guinea.

Og lidt mindre formelt,
en hvid satinjakke og sorte bukser.

Jeg arbejdede i Apple-butikken
fra begyndelsen.

Jeg var der, de tre måneder før
vi rejste til Indien.

Og det var så anderledes
end noget andet.

Vi havde smukke nipsgenstande
fra Indien-

-og billeder med Ganesha,
guder og gudinder.

Det var meget spændende
at arbejde der.

Men det var også i tråd med,
hvordan vi følte i den tid.

Verden kan være fuld af farver.
Den behøver ikke bare være sort-hvid.

-Har de besøgt Dem?
-Ja, i går.

Vi hilste kort,
med det samme de ankom.

Og nu har de været hos mig
siden klokken ti.

Efter de havde spist morgenmad.

-Hvor længe var de hos Dem?
-Fra klokken ti. Omkring tre timer.

Mediterede De eller talte De sammen?

Vi mediterede og talte og mediterede.
De er meget intelligente.

Bliver de så uddannede i meditation?
Hvad bliver deres status?

-Det håber jeg.
-Hvad skal de gøre for at nå dertil?

De skal opnå en dyb,
tydelig oplevelse af det at være til.

Jeg havde fejlagtigt fået at vide,
at jeg havde halsbetændelse.

Det var noget helt andet.
Men folk kom på sygebesøg.

Og John og Cynthia kom en af dagene,
og John havde tegnet en tegning til mig.

Det var en tegning af en inder
med turban.

Han spiller på fløjte.
Han sidder i skrædderstilling-

-og ved fødderne har han en kurv
med en slange på vej op.

Der stod:
"Med den indre og den ydre styrke-

-befrier jeg dig for dine onde mandler.
Kærligst John og Cyn."

George snakkede meget om
sine oplevelser med LSD.

Han oplevede det som at bestige et bjerg
for at opdage endnu et bjerg bagved.

Jeg tror,
han gerne ville opleve det hele stoffri.

Det gav dem en naturlig pause
fra det hele.

De fik en undskyldning til
at være sammen i fred og ro.

Jeg ved ikke, hvordan Maharishi indtog
deres liv, men han var ikke den første.

Jeg var sammen med dem hele tiden
og så dem på Scotch of St. James.

Og allerede dengang så de
en anden slags guru.

Jeg tror, Maharishi var nummer to
i rækken af indiske mystikere.

De opdagede måske,
at den første ikke var på topniveau.

Så de tog til Indien med Maharishi.

Bagefter fandt vi ud af,
at han var lidt af en fidusmager.

Men han gav dem et femstjernet ophold.

Det er meget flot at fordybe sig
i den indiske mystisk og dens æstetik-

-fra et femstjernet hotelværelse.

Jeg har en sjov historie
fra deres besøg i Indien.

Maureen, Ringos kone,
var skrækslagen for insekter.

Hun tog til Harrod's og købte
en sparkedragt i voksenstørrelse.

Så de ikke kunne genere hende.

Og Richie, som havde en sart mave,
fordi han havde været syg som barn-

-bad mig købe litervis af
Dr. Collis Brownes mikstur mod diarre.

Og jeg skulle fylde kufferten
med baked beans.

Baked beans og Dr. Collis Browne.

Det gjorde jeg så.
Hele hans kuffert var fuld det.

Og så kom de hjem efter to uger...

Jeg spurgte Maureen,
om de havde nået at spise alle bønnerne.

Hele Apple-koncepten var blevet udtænkt,
før Brian døde.

Han var urolig for, at det ville
gøre ham endnu mere overflødig.

De sagde ikke, han ikke måtte være med,
men det var ikke hans initiativ.

Jeg hørte, de talte om Apple,
flere uger før Brian døde.

Jeg tror, at det var med til at give ham
følelsen af at være udenfor.

Da de købte Apple, plejede vi at spise
frokost sammen i det store kontor.

Vi havde en kok, der kom.

En dag kom Paul... De tabte penge,
for de gav dem nærmest væk.

Paul sagde: "Der kommer en mand-

-som skal fortælle os,
hvad vi gør forkert med forretningen."

Det var Beeching.
Han var inviteret til frokost.

Han skulle finde ud af,
hvad vi gjorde forkert.

De spiste frokost.

Jeg tog noter fra mødet bagefter.

Han sagde til Paul: "Jeg tror ikke,
at jeg vil være til den store hjælp-

-for jeg arbejder for langt større
organisationer end Apple."

Og Paul blev helt forbløffet.
"Du godeste."

Og jeg kiggede på Paul og sagde:
"Ja, det tror jeg vist lige."

De havde nogle gode idéer, men også
mange skøre idéer som at åbne et forlag.

Store ambitioner. Og de opfordrede folk
til at sende deres digte og romaner ind.

De havde ikke tid til at læse det.
De var slet ikke gearede til det.

Også på det område var de pionerer.

De begyndte at få mere kontrol
over deres produkt-

-kontrol over deres pladecover,
og hvilket udtryk det fik.

Til sidst fik de styr på det meste, men
ikke så meget, som man ville få i dag.

Problemet med Apple og alt det,
der foregik i Baker Street, var-

-at de havde masser af penge og frihed,
og nymodens indiske idéer...

De havde mange snyltende tilhængere,
som vidste præcis, hvad de gjorde.

Det var Magic Alex. Hvem fandt på
at tapetsere studiet med mikrofoner-

-for at opnå verden bedste lyd?
Magic Alex.

Og jeg tror, at især John troede,
at han var magisk.

De var ret naive.
Det var vi nok alle sammen.

Det hele var så nyt.

Men det var ret tiltalende, at de var så
generøse med deres egen berømmelse.

Hvis en kom og sagde,
at de lavede en lækker vaniljebudding-

-ville John sige,
at de skulle have budding hver dag.

Enhver kunne få et job der, så det
vrimlede med søde, talentløse mennesker.

Det gik ligesådan med Apple-butikken.

De solgte lidt designertøj.
Interessante, ikke-kommercielle ting.

Næsten alt, hvad de rørte ved,
var ikke-kommercielt.

Neil var en utrolig samvittighedsfuld
og god mand.

Og Peter arbejdede også hårdt.

Så kontoret blev drevet
meget effektivt.

Jeg havde kontor imellem
Neil og Peter.

Neil og Mal var i gang med
"The Long and Winding Road".

De indspillede på bånd.

Jeg skrev alle brevene
til Amerika-

-til alle medierne, og bad om
at får deres TV-optagelser med Beatles.

Og sådan fik vi det hele tilbage
fra Amerika. De var ret gode.

Og så en aften
gik jeg forbi Neils kontor.

Neil og Mal sad ved pejsen.
Jeg glemmer det aldrig.

Og jeg var nødt til at kravle over,
jeg burde slet ikke nævne det her...

Jeg måtte kravle over Derek Taylor,
som lå og kneppede på gulvet.

Tegnefilmen laver grin med Maharishi.
Er I færdige med ham nu?

Vi er ikke færdige med ham,
men vi er ovre den fase i vores liv.

Han er stadig en rar mand,
men vi omgås ikke længere.

Jeg mente, at han var en fupmager
lige fra første færd.

Et af problemerne... John var værst,
for han hoppede på hvad som helst.

Han var nem at forføre.

Og det var et problem, at de var
blevet beskyttet som gruppe så længe.

Jeg var sikker på,
at han var en fidusmager.

Meditation er sikkert rigtig godt
for dem, der er til den slags.

Men jeg troede ikke på det.
Og det gør jeg stadig ikke.

Beatles troede
på livets spirituelle side

De ville sprede det budskab.

Og for Maharishis andel,
så var Beatles jo verdenskendte-

-og derved kunne de sprede
hans budskab.

Oprindelig var det tanken at stifte
et meditationscenter i London-

-som Beatles skulle tage del i.

Patti havde haft nogle drømme om
Maharishi, som viste ham i et andet lys.

Og jeg tror også,
det havde noget med Mia Farrow at gøre.

Men vi var milevidt fra alt,
og det var et andet slags liv.

Og her var vi så
og mediterede seks-syv timer i stræk-

-måske flere dage i træk.

Og det var så forskelligt fra det,
alle var vant til. Især Beatles.

På en måde fik Maharishi
ret dårlig presseomtale.

Han var ret harmløs.
Han så pudsig ud.

Det ville man ikke kunne sige i dag.
De latterliggjorde ham.

Men han sagde bare almindeligheder
som 'elsk hinanden' og den slags.

Det var en forlængelse
af hippie-filosofien.

Stakkels Maharishi fik besked om,
at hans præmie-hold ville rejse.

Han sad og så os gå forbi, mens en
mand holdt en paraply over hans hoved.

Han spurgte flere gange,
hvorfor vi rejste. Han anede det ikke.

Der er et citat fra John...
Jeg mindes det ikke, men John svarede:

"Hvis du var så kosmisk,
burde du jo vide det." Og det var det.

Lukning af Apple-butikken
juli 1968

Beatles' eventyr som butiksindehavere
er forbi.

De er trætte af dette stykke legetøj.

Jeg er helt rystet.
Jeg blev bare skubbet ind ad dørene.

-Rystet på grund af balladen udenfor?
-Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

-Hvad slags tøj leder du efter?
-Hvad som helst. Noget hipt.

-Hvorfor er du kommet her?
-Fordi det er gratis.

-Ville du være kommet ellers?
-Nej, det er for dyrt til mig.

-Har du fundet noget spændende?
-Jeg kan godt lide couture.

-En kjole eller et par bukser.
-Ville du også have betalt for det?

Jeg har købt flere ting herinde før.
Jeg kan godt lide butikken.

Man må spørge sig selv om-

-hvor længe forholdet mellem bandet
og manageren kunne fortsætte.

Og så kommer Yoko Ono ind i billedet.

Hun får stadig stigende indflydelse
på John.

Så begynder man at betragte Beatles som
en forretning, så kommer Alan Klein...

Og så forandrer alt sig
for denne fremragende popgruppe.

For mig at se er det
det perfekte album.

For det betød så meget,
og det holder stadig efter alle de år.

Det er verdens bedste rockalbum.

Der er ingen dårlige Beatles-albums.
De er alle sammen fænomenale.

Men det er mit yndlingsalbum,
fordi jeg var med fra start til slut.

Og dets cover var revolutionerende.
Det er min yndlingsplade.

Det var kæmpestort, fordi de kunne
udgive det i den størrelsesorden-

-og de havde alle i deres hule hånd.
Alle var betagede.

Der var ingen kritik. Alle syntes,
coveret og sangene var geniale.

For mig var det et mesterværk.

Det var en popsymfoni
med en vidunderlig kontinuitet.

Hovedtemaet... titelnumret lå først,
og det lå også næstsidst.

Det hele gled glat over
i noget andet. Det var en fornøjelse.

Der er noget til alle stemninger.

Eftertiden mener,
at det er det bedste album nogensinde.

Det er fantastisk. Hvem har vi ellers,
der er blevet 50 år-

-og hvor generationer stadig lytter
til musikken?

Lyt til dem i mono.
Glem stereoen.

Beatles var der ikke, da det blev mixet.
De var i Indien.

De sad sammen og traf beslutninger
ud fra mono-versionen.

Det er mit vigtigste budskab
omkring "Sgt. Pepper".

Man ved, at når man får et album,
så er der et... Altså for år tilbage.

Der er et, måske tre numre på,
som man er vilde med.

Resten var der bare,
og man sprang dem over.

Det var dengang,
man gjorde det manuelt.

Men Beatles var det omvendt.

Der var højst ét nummer,
man ikke var vild med.

De greb øjeblikket.
Det var perfekt.

Og de trak alle andre efter sig
som et lokomotiv. De trak forrest.

Hvis de havde lagt "Penny Lane" og
"Strawberry Fields" på "Sgt. Pepper"-

-ville det have været det bedste album
nogensinde.

Jeg modsiger mig selv. Nogle gange
kan jeg ikke fatte, at det skete.

Men jeg vidste bare,
at musikken ville vare evigt.

Det er et vindue ind
i en fantastisk, foranderlig tid.

Hvis man studerer Beatles,
studerer man også 1960'erne-

-og Vestens historie til en vis grad.
Hvordan tiden ændrede sig.

Den er tidløs. Folk læser også stadig
Shakespeare mange år efter.

Der har også altid været
noget livsbekræftende ved Beatles.

Hvis man er nede,
så sæt en Beatles-plade på.

Så ser man verden i et nyt lys.
De har nærmest en helende effekt.

Fire fyre... Det fungerede bare,
og de havde talentet.

Jeg tror ikke, at der nogensinde kommer
en ny Beatles-gruppe.

Det går tilbage til Liverpool Echo, hvor
der var en artikel med Brian Epstein.

Han sagde: "Jeg tror,
Beatles bliver større end Elvis."

Alle grinede. "Hvordan kan et lille
Liverpool-band fra The Cavern-scenen-

-blive større end Elvis?"

Elvis var i Amerika
og verdens største stjerne.

Men han fik jo ret.
Verdens største band.

Han så noget, vi andre ikke så.

Jeg tror, både Beatles og andre bands
fra Liverpool var flove over det udsagn.

Helt ærligt, større end Elvis?
Men Brian havde ret.

Selv den dag i dag er der en karisma
og spænding omkring navnet Beatles.

Ikke kun i Liverpool.
Det er uanset, hvor man er.

Mexico, Sydamerika, Japan, Tyskland,
alle steder.

Hvis du nævner Beatles på en lille ø
i Samoa, bliver folk vilde.

Det er den arv, de har efterladt.

Og guderne må vide,
om nogen nogensinde slår dem.

Det er noget af en arv.

Det er vidunderligt
at have været en lille del af det.

583 dage efter "Sgt. Pepper"-

-udgav Beatles et dobbeltalbum
med 30 nye sange i et helt hvidt cover.

Den røg ind som nummer et
på hitlisterne overalt i verden.

Team Wild Animals Only Released On:
www.HoundDawgs.org

Hej, hvor er den hund, vi så?