All language subtitles for John Wayne Gacy Devil in Disguise - S01E01 (2021) WEB.dan

I 1992 DELTOG JOHN WAYNE GACY
I ET SJÆLDENT FILMET INTERVIEW.

MAN HAR KUN HØRT FÅ AF HANS ORD.

FREM TIL NU.

Mit spørgsmål til dig, er,
hvorfor du efter så mange års stilhed

aldrig har talt med medierne, når
folk hævder, de har interviewet dig?

Det er noget vås.
Det er det værste vås.

Jeg får kontant at vide...
Jeg bliver konstant fejlciteret.

Man siger, at jeg sagde noget,
når det er usandt.

Vi kan altså fastslå, at dette er
første gang, du taler om din sag?

Ja. Jeg har altid ladet
mine advokater tage sig af det,

og de har altid sagt, jeg skulle
holde lav profil og tie stille.

I lyset af alt det, der er blevet
brugt imod mig i medierne...

De har skabt et fantasiuhyre, og det
har stået på i de sidste 12 år.

Jeg har aldrig haft en kommentar
eller behov for at tale med medierne,

fordi de ledte efter noget
sensationelt og et uhyre.

Når du siger "fantasiuhyre",
hvad henviser du så til?

Idéen om, at jeg er en homoseksuel
spændingsmorder og det vrøvl.

De har malet et billede af mig som
en, der vandrede rundt på gaderne,

forfulgte unge drenge
og slagtede dem.

Kigger man på mine arbejdstider,
kan man se, at jeg aldrig var derude.

Du blev tiltalt, erklæret skyldig

og dømt for 33 mord, er det korrekt?

Det er korrekt.

FØRSTE AFSNIT:
UDLØSEREN

Politiet, der graver under et hus
i Des Plaines, fandt fire lig til.

Husets ejer, en mand,
der hedder John Wayne Gacy,

mistænkes for at have dræbt helt op
til 32 teenagedrenge

og have begravet dem under
og omkring sit hus og sin garage.

Men historien er langt fra slut.

Kriminalassistenterne ved,
at der er lig eller kropsdele,

der stadig skal graves op
fra krybekælderen.

Politiet har modtaget opringninger

fra de forsvundne
teenagedrenges familier.

Før mordene var Gacy velanset
i lokalsamfundet.

Han var aktiv i politik

og spillede klovn
for at underholde børn.

Han var en god nabo,
og vi socialiserede med ham.

I december 1978 førte
en 15-årig drengs forsvinden

politiet til Gacys hjem
i Chicagos forstad.

I de følgende uger
fandt politiet 29 lig

begravet under
og i nærheden af hans hus.

Politiet fandt også fire lig
i vandløb i nærheden.

Man ser lig i sine mareridt.
Man ser ham i sine mareridt.

Det er bare for meget.

Det var i december 1978.

Jeg skulle til at vaske tøj og så tv.

I dag fandt politiet fire lig til
i Gacys hjem i Chicagos forstad.

Jeg så nyhederne om ligene,
man fandt under et hus i Chicago.

En af John Gacys naboer sagde:
"Alt det her er ligesom et mareridt."

Og jeg blev lamslået. Jeg tænkte:
"Kunne en person gøre det her?"

Jeg skrev vel til ham for første gang
i 1983 eller 1984.

I 1988 svarede John endelig
på et af mine breve.

Og så begyndte vi at skrive sammen
og tale sammen i telefonen.

Jeg tænkte på enten at skrive
en bog eller lave en kortfilm.

Men min interesse var
af mere personlig karakter.

Jeg ville spørge ham... "Hvorfor?"

Jeg begyndte at optage
mine telefonsamtaler med Gacy,

fordi jeg ikke
kunne skrive noter hurtigt nok.

Denne opringning bliver overvåget
og optaget.

Læg på for at afvise,
eller tryk fem-fem for at acceptere.

-John?
-Ja.

Hvorfor er du så tidligt oppe?

I slutningen af 1988 talte vi sammen
til tider fire-fem gange om ugen.

Jeg sidder her i mine underbukser,
men jeg har det varmt.

Ud over det har jeg
i den sidste 1,5 måned

været irriteret og frustreret
og derfor taget 11 kilo på.

-Du godeste. Du spøger.
-Nej.

-Hvad spiser du?
-Alt, hvad jeg kan få øje på.

I januar 1989 fløj jeg til St. Louis

og besøgte
Menard Correctional Facility,

som ligger på sydspidsen af Illinois.

Jeg begyndte
at besøge ham hver tredje måned

og blev der i tre dage ad gangen,
og jeg gjorde det i seks år.

Gacy ville lave et interview.

Og selvfølgelig... Det ønskede
kriminalforsorgen slet ikke.

POLITIET
DES PLAINES

De ville ikke give Gacy mere
opmærksomhed end højst nødvendigt.

Og de... Hvem er jeg? Jeg er et nul.

Og så sagde Gacy sært nok:

"Du skal tale med min gode ven,
der arbejder i FBI."

Jeg sagde: "Hvem er det?"
Han sagde: Robert Ressler."

Bob Ressler var med til at oprette
FBI's adfærdsanalyseenhed,

der undersøger seriemordere.

Jeg tror, Mr. Gacy nyder kontrol.

Han nyder magt
og dominans over andre.

Det er nogle af kriterierne
for en seriemorder.

Robert Ressler var agent i FBI.

Han opfandt stort set
betegnelsen "seriemorder".

Bob var opvokset i Chicago og var
i Chicago, da Gacy blev anholdt.

Så han var indblandet
fra begyndelsen.

FBI's akademi anmodede mange
seriemordere om at lave interview

for at bruge dem som
undervisningsmateriale på akademiet.

Bob foretog
de fleste af de interview.

I 1989 kontaktede jeg Bob.

Ja. Det er Craig Bowley.
Må jeg tale med Robert Ressler?

John skrev til mig og sagde,
at du ville kontakte mig.

Du laver vel en slags dokumentar.

Jeg forsøger at få flest muligt
af de indblandede med.

Jeg sagde:
"Vil du lave et interview?"

På den måde ville kriminalforsorgen
måske sige ja.

Hvis de siger ja,
hvornår skal vi så være dernede?

Hvis det er nødvendigt,
kan vi gøre det om to dage.

Sådan begyndte det.

Ressler og Gacy optog deres interview

om morgenen den 4. maj 1992.

Det må have været svært for dem
at føre John

fra et sikkert område til et andet.

Der er et par optagelser, hvor det
ligner en scene fra  Et juleeventyr  .

Han slæber kæderne, mens han går.
Det var... skræmmende.

Vi brugte fængselsinspektørens kontor
til at lave interviewet.

Ja. Jeg ville spørge om det.
Hvad lyd angår...

Hvis jeg bøjer hovedet,
forringer det så lydkvaliteten?

Nej. Det går nok,
men undlad at bevæge dig for meget.

Hvis du begynder at synge,
så giv ham et tegn.

Jeg skal ikke synge.

John sidder der ved bordet
med sin lille stak oplysninger.

Jeg sagde:
"Kan vi tage håndjernene af?"

Inspektøren og vagten udveksler
blikke og siger: "Ja. Hvorfor ikke?"

Første gang,
jeg havde set John uden håndjern.

Så sagde jeg omgående
til kameramanden:

"Hvis det bliver langsomt
eller kedeligt, så film hans hænder.

Det afslører garanteret noget."

Vi begynder med anholdelsen,
som du ved. Den, du deltog i i 1978.

-Du var til stede.
-Ja.

Jeg vil gerne begynde der
og gennemgå...

Hvad har du? Lad mig se listen.

Jeg vil gennemgå det overordnede
og tale om sagens baggrund.

John er manipulationens mester.

Han fremstår
som en forbandet normal fyr.

At bippe ord ud...
Jeg skal nok passe på mit sprog.

Han forsøger.
John har det med at falde i...

Jeg siger tingene ligeud, og det
kan nogle mennesker ikke forstå.

Vi lærte så meget,
som vi ikke vidste på det tidspunkt.

-Vil du tale først?
-Ja. Jeg laver en intro.

Ting, jeg overså, ikke vidste...
eller ikke ville tænke over.

Det burde være den endelige historie.

Den handler ikke kun om Gacy,
men om familierne, der blev påvirket.

Ofrene.

Forhåbentlig skabe klarhed omkring
nogle af de løse ender.

Historien kræver tid.

Godt, når de nu engang bliver klar.

I 1978, da Gacy-historien kom frem,

var jeg journalist og nyhedsanker
i weekenden på ABC 7 i Chicago.

Chicago var mit drømmejob.

Journalister, nyhedsfolk...

Menneskerne, som Chicagos borgere
inviterede ind i stuen hver aften,

blev behandlet pænt.

Vender man tilbage
til forsidernes tid,

da journalisme var stort i Chicago,
og der fandtes otte aviser i byen,

var Chicago centrum
for god nyhedsdækning.

Jeg husker øjeblikket meget tydeligt.

Jeg gik ind i min lejlighed
på East Randolph Street i Chicago,

telefonen ringede, og jeg tog den.

Det var en person, der skulle blive
en vigtig kilde for denne historie

i mange år fremover.

Kilden sagde: "Tag omgående hen
til 8213 West Summerdale.

Jeg lover dig,
at det kan betale sig."

Og der begyndte en af de mest
utrolige historier, jeg har dækket.

8213 West Summerdale
ligger i et kvarter,

der hedder Norwood Park Township,

lige uden for Norridge
på den vestlige side af Chicago.

Jeg havde meget få oplysninger om,
hvad jeg skulle ud til.

Det var noget om lig begravet...

Så klokken er 23.30.

Der er ikke en nyhedsudsendelse
før næste morgen.

Dette er i tiden før internettet
og Twitter,

hvor man ikke skulle skynde sig
at få noget på nettet før alle andre.

I 1978 blev der begået
en hel del mord i Chicago,

men de var oftest narkorelaterede
eller banderelaterede.

Det kvarter var ikke et,
man normalt forbandt med vold.

Det var et arbejderklassekvarter,
der for det meste var ret fredeligt.

At have den slags derude
var bestemt usædvanligt,

hvis ikke uhørt.

December er ikke en sjov måned i
Chicago, og det var en kold december,

men man kan udholde hvad som helst,
hvis historien er stor nok.

Jeg havde aldrig oplevet
noget lignende.

Fra det øjeblik og til den dag,
jeg dør,

vil jeg kunne huske, føle, røre,
se og lugte det.

Da jeg nåede frem, var jeg vist
den eneste journalist til stede.

Men som natten skred frem,
spredtes rygtet, og så kom andre til.

Om morgenen begyndte historien
at sive ud.

Det første navn, der kom frem,
var Rob Piest.

Han var hele undersøgelsens udløser.

Rob Piest arbejdede
i en købmand i Des Plaines

og forsvandt pludselig.

Joe Kozenczak
og kriminalassistenterne

i Des Plaines politi ville ikke
skrive historie

eller skrive bogen om seriemordere
den 12. december 1978.

De ledte efter en forsvundet dreng.

Da jeg gennemgik politirapporterne
den 12. december,

bemærkede jeg sagen
om en forsvundet ung dreng.

Man siger,
politifolk har et instinkt.

I dette tilfælde
må jeg beskrive det på den måde.

Jeg følte bare,
at der var noget ved denne sag,

som vi skulle kigge nærmere på.

Jeg var hos
Des Plaines Illinois' politi.

Jeg var begyndt der i 1972.

Jeg blev ringet op af kommissær
Kozenczak den 13. december.

Rob Piest,
en 15-årig dreng fra Des Plaines,

var forsvundet
under usædvanlige omstændigheder.

Sent på dagen den 11. december

var hans mor
taget hen til hans arbejdsplads,

som var en købmand i Des Plaines,
for at hente ham efter arbejde.

Rob Piest kom ud
og sagde til sin mor:

"Jeg er færdig om et par minutter.

Der er en entreprenør, jeg vil
tale med. Han hyrer åbenbart folk.

Jeg kan sikkert tjene meget mere
hos ham, end jeg gør her.

Hvis det er i orden, taler jeg lige
med ham og kommer straks tilbage."

Han virkede ret begejstret for det,
og jeg sagde, at det var i orden,

at jeg ville vente på ham...
Og det var sidste gang, jeg så ham.

Lidt over klokken 21.00
ventede mor stadig på ham.

Han kom ikke.

Da Rob ikke dukkede op,

kørte Mr. og Mrs. Piest rundt
i Des Plaines og ledte efter ham.

Rob Piest havde et godt forhold
til sin familie.

De skulle fejre morens fødselsdag
den aften.

På det tidspunkt satte familien Piest
alle sejl til

i sagen om et forsvundet barn,

som ifølge deres opfattelse umuligt
kunne være forsvundet.

Vi vidste, at der var noget galt.

Så vi opsøgte politiet
og meldte ham forsvundet.

Sager om forsvundne personer både
dengang og nu er meget almindelige.

Folk melder nogen forsvundet,

der sandsynligvis er løbet hjemmefra
før eller har problemer i skolen,

med familien eller noget i den dur.

Det var helt anderledes
med Rob Piest.

Han var en rigtig god knægt.

Han nød at gå i skole
og familiens selskab.

Så det var usædvanligt,
at han var forsvundet.

Da man tog imod anmeldelsen,

hørte betjenten moren
komme med en udtalelse

til faren: "Gad vide
hvem entreprenørfyren var?"

For mig var det iøjnefaldende.
Hvem er det?

De lavede lidt baggrundsarbejde

og fandt ud af,
at entreprenøren, der var der,

var en mand, der hed John Wayne Gacy.

Og hans ekspertise er
at ombygge købmænd.

Giv mig et overblik over firmaet,
du stiftede inden for byggeri.

Var det selvlært, bygnings-
og vedligeholdelsesarbejdet?

Ja. Jeg begyndte med at male,
tapetsere og indrette,

og efter tre år med PDM,
som firmaet hed,

tjente jeg en million dollar om året,
og jeg havde kun fire ansatte.

Det var dit firma,
da du blev anholdt.

Det er korrekt.

PDM blev i 1974 en korporation,

og jeg ejede
PDM Contractors Corporation,

PDM Plumbing, PDM Concrete
og PDM Decorating.

Og så samarbejdede jeg med
en partner i Raphco Construction.

Og fra det tidspunkt
ombyggede vi kun købmænd.

John fik succes med sit firma,
der ombyggede købmænd.

Han var meget god
til at snakke med ejeren,

komme med indretningsforslag
til butikken,

så folk kunne se flere produkter
og købe noget.

Og han hyrede teenagere
til at udføre arbejdet.

Jeg arbejdede for Johns firma
PDM Contractors i sommeren 1975

og sporadisk i 1976.

Han var en udmærket chef.
Han kunne lide at fjolle.

Han var lidt tung,
så han havde denne aura af at være...

...jovial og spøgende og lod til ikke
at tage tingene særlig alvorligt.

Da jeg arbejdede der,
var vi en fire-fem stykker,

der arbejdede for ham,
og vi var i aldersgruppen fra 16 år,

som var min alder, op til 19-20 år.
Det var de ældre fyre.

Jeg tror, at alle befandt sig
inden for den aldersgruppe.

Jeg tror, at han brugte unge mænd
eller teenagedrenge i sit firma,

fordi det var billigere end at hyre
en snedker, der var i en fagforening.

Han søgte billig arbejdskraft,
og det gav unge drenge ham.

Det troede vi i hvert fald
på det tidspunkt.

Når jeg kigger tilbage på det, burde
jeg have været meget mere bange,

men det var jeg ikke.

Det skyldtes delvis hans adfærd.

Folk kan have flere sider.

For han var tydeligvis et uhyre.

I begyndelsen lærte politiet
af familien Piest,

at Rob skulle hen og tale
med John Gacy om et arbejde.

Det var sidste gang, man så ham.

Vi var simpelthen i chok. Vi kunne
ikke spise, vi kunne ikke sove.

Vi vidste ikke,
hvad der var sket med ham.

Vi vidste, at det ikke var noget,
han havde valgt,

for han elskede os, elskede sit hjem.

Kunne han være kommet hjem,
ville han være kommet hjem.

Så vi vidste, at der var sket noget.

Vi anede ikke, at det ville udvikle
sig til noget i denne retning.

Når man har sådan historie,

skal man finde svar på...
hvor, hvem, hvorfor, hvad skete der?

Man skal også sige:
"Hvem vidste ellers noget om det her?

Har han gjort noget før? Er der en
straffeattest? Kan vi afsløre noget?"

Vi begyndte at ringe til denne person
for at finde ud af, hvad der foregik.

Han opgav sit navn
som John Wayne Gacy

og hævdede, at han ikke vidste noget
om en forsvundet knægt fra købmanden.

Han gik lidt i forsvarsposition.

Derfor ønskede vi
at tale lidt mere med ham.

Vi forsøgte at lave et baggrundstjek,
men i 1978...

Det var ikke, som det er i dag,

hvor man omgående kan få en
straffeattest og det, man vil have.

I 1978 havde Chicagos politi

et arkiv, der hed Alpha File.

Og de ville ud fra det, man fortalte
dem, gennemsøge arkivet manuelt.

Vi ringede til Chicagos politi
og sagde:

"Vi skal finde ud af mere
om denne fyr. Kan I hjælpe os?

Har I hans straffeattest?"

Og politibetjenten sagde:

"Fyren er prøveløsladt i Chicago
fra staten Iowa."

Han har siddet i fængsel.

Han blev dømt for sodomi
med en ung dreng."

Hårene rejste sig i nakken på os.

Da de opdagede,
at han var blevet straffet i Iowa

for at misbruge en ung dreng,
så de selvfølgelig advarselsflagene.

De samlede nogle kriminalassistenter
den aften

og tog ud for at finde Gacy.

Da de kom hjem til ham, var han ved
at forberede sig på at tage afsted.

Ransagede de ikke
huset på det tidspunkt?

Nej. Ifølge... Senere...

De hævder,
at de gik op til husets hoveddør

bankede på, og at jeg gemte mig.

Hvorfor lukkede du dem ikke ind,
da de bankede på?

Jeg kunne ikke høre dem. Jeg sad
bagest i huset og talte i telefon.

Da de gik om på siden af huset,
kunne jeg se dem gennem vinduet,

og de kunne tydeligt se mig sidde
på sofaen og tale i telefon.

Jeg talte med min søster
om et dødsfald i familien.

Jeg sagde, jeg ville ringe tilbage,
rejste mig op, gik hen til døren,

og de præsenterede sig
som Kozenczak og Pickell,

og de ville gerne komme ind
og tale med mig om Robert Piest.

Jeg sagde,
at jeg ikke havde talt med ham,

og sagde: "Hvis I vil tale med mig,
må I komme igen."

Vi pressede ham lidt.

Vi sagde: "Du skal komme ned
på stationen og afgive forklaring

om det, du så,
da du var henne i købmanden."

Han sagde:
"Det har jeg ikke tid til nu."

De ville have mig med på stationen.

Jeg havde ikke tid, fordi jeg
lavede noget arbejde for bystyret.

I det øjeblik, vi forlod Gacys hus,
forsøgte han at flygte fra området.

Han løb ud til sin bil og kørte væk
derfra ved høj fart.

Hvem gør det, ikke?

Jeg havde besluttet,

ud fra Gacys forsøg på at flygte
og hans indstilling i huset,

at jeg ville forsøge
at skaffe en ransagningskendelse.

Jeg tog ind på stationen dagen efter.

Det var, efter Kozenczak og Pickell
havde været hjemme hos mig.

De bad mig om at komme
og gøre rede for mine bevægelser.

Da Gacy kom hen på stationen,

skulle jeg holde ham hen
i et par timer.

For han kom for at blive afhørt.
Vi kunne ikke tilbageholde ham.

Vi ville holde ham hen,
indtil vi fik ransagningskendelsen.

Så jeg sad der i to timer med ham,

og jeg analyserede mig hurtigt frem
til, at denne fyr var en blærerøv

og havde et stort ego,
så jeg fodrede det.

Han fortalte mig om, hvor stor
en succes hans firma var,

hvordan han tog sig af kvarteret
og var referencen i sit kvarter.

Jeg spurgte ham om folk, han kendte,

og så fortalte han mig, at han kendte
den ene og den anden, politikere...

Jeg foregav at blive meget imponeret,

og han var vild med at fortælle mig
det, så han var let at holde hen.

Sagen er den... Den samme dag...

De beholdt mig der i ni timer, og
i mellemtiden ransagede de mit hjem.

Den første ransagning
blev gennemført den 13. december.

De hævder, at de gennemsøgte
huset for at finde Robert Piest.

Officielt set ledte de
efter Robert Piest. Han var der ikke.

Gacy boede i et kommunefrit område i
Cook County, der hedder Norwood Park.

Stedet, hvor han boede,
var bemærkelsesværdigt,

fordi det lå et stenkast
fra Nisson Pharmacy

i Des Plaines,
hvor Rob Piest arbejdede.

Den første ransagning gik ud
på at finde Rob Piest i live.

Det gjorde vi ikke.

Den første ransagning gav os
ingen direkte oplysninger

i forhold til,
hvor Rob Piest var henne.

De fandt ingen lig i Gacys hus.

Men de fandt ting, der ikke hørte
hjemme der såsom en klassering

med andre initialer
end John Wayne Gacys.

De fandt en hel del pornografi.
Oppe på loftet fandt de nogle lænker.

På loftet fandt de også
under noget isolering to bøger.

Den ene hed  The Gay Love Letters,

og den anden bog hed
Pretty Boys Must Die  .

Det er meget mærkelig ting at have.

I affaldsspanden i køkkenet
fandt de en fotokvittering,

der kom fra Nisson Pharmacy,
hvor Rob Piest havde arbejdet.

Der stod intet navn på,
kun et nummer.

Så vi anede ikke, hvad der var
på filmen, eller hvem den tilhørte.

Vi gik ud fra, det var Gacys, men de
tog den med for en sikkerheds skyld.

Vi fandt to andre personers kørekort.

Så det var det, vi fandt, men intet,
der førte os til Robert Piest,

så vi måtte forlade huset
og lukke Gacy ind igen.

Mit job på det tidspunkt var at grave
i hans og hans firmas fortid.

Gacy havde været gift i Iowa.

Han havde to børn derude på det
tidspunkt, hvor han røg i fængsel.

Så snart han blev prøveløsladt,
tog han tilbage til Chicago.

Da vi tjekkede sager
om forsvundne personer i området

inden for en bestemt aldersgruppe,
opdagede vi,

at flere af hans tidligere
ansatte var forsvundet.

OFFERS ARBEJDSGIVER JOHN GACY

Disse individer var unge mænd,
der var blevet meldt forsvundet

og ikke var blevet set
i flere måneder.

Vi opdagede, at kørekortene,
der blev fundet i hans hus,

var forbundet
til forsvundne personer.

Efter første ransagning...

Da betjentene kom tilbage
med klasseringen

med initialerne J.S. inde i den,

lykkes det at finde ud af, at ringen
tilhørte en fyr, der hed John Szyc.

Og da vi tjekkede det
med hans familie,

fandt vi ud af,
at Szyc var forsvundet.

FORSVUNDET

Vi sad der på politistationen
i Des Plaines og tænkte:

"Hvad i alverden er det,
vi har med at gøre?"

Vi så, at Gacy havde
en lang straffeattest.

Der var røde flag fra ende til anden,

som ingen havde skænket
sin opmærksomhed.

Man siger:
"Hvor der er røg, er der ild."

I dette tilfælde var det
et ustyrligt flammehav.

Det var i så mange distrikter,

og nogle distrikter havde forfulgt
sagerne lidt flittigere end andre.

Jeg tror, at man kiggede den anden
vej mange gange.

Men det, at han slap afsted med det
i så lang tid,

Er han den eneste, man kan klandre?

Eller er der noget galt med systemet?

KUN TIL POLITIBRUG
FORSVUNDET UNG MAND

Vi fokuserede kun
på at holde øje med Gacy.

Man håber,
man finder knægten i live et sted.

Hvad som helst... Og få ham hjem.
Men det var ret tydeligt

efter et par dage, at Rob Piest måske
havde været offer for et drab.

Vi mente, det var afgørende
at holde øje med Gacy.

Han må ikke slippe væk.

Fra begyndelsen havde vi et hold
med undercoveragenter.

Fire af dem havde 12-timers vagter,
hvor de skulle følge efter ham.

Jeg iværksætter overvågningen
kort efter den første ransagning.

Vi tænker omgående:

"Hvis Rob Piest ikke
bliver tilbageholdt mod sin vilje,

er han i værste fald blev dræbt,

og så er der mulighed for,
at der er mere end et offer."

Så jeg tænker:
"Hvad laver jeg herude alene?"

Jeg tog tilbage den dag og sagde:
"Det er sikkert en god idé

at sende en fyr til afsted
på nattevagten som min partner."

Sådan blev min partner
Mike Albrecht indblandet.

Vi fik ikke nødvendigvis instrukser.
Vi skulle bare overvåge Gacy.

Det var en mistænk i en mulig
drabssag, så han skulle overvåges.

Politiet havde fokuseret på dig
som mistænkt for drengens forsvinden,

og på et tidspunkt...

-De forfulgte mig.
-Forfulgte dig?

Ja. Konstant.

Den 13. december havde jeg afgivet
forklaring på politistationen,

og fra den dag overvågede de mig.

Problemet var den amatøragtige måde,
de gjorde det på.

To biler fulgte efter mig nat og dag.

De havde svært ved at følge med,

så jeg gik ud til deres bil om
morgenen og sagde, hvor jeg tog hen,

hvis de nu skulle blive væk.

For jeg havde fem bygningsprojekter
fem forskellige steder i byen.

Så jeg var i bund grund
over det hele,

men de var som  Keystone Cops  ,
når de fulgte efter mig.

Gacy vidste, han blev overvåget.

Den første dag, jeg overvågede ham,
da jeg skulle afløses,

kom Gacy op til os og spurgte,
om vi kom fra politiet.

Vi svarede:
"Vi er fra Des Plaines' politi

og har fået at vide, at vi skal holde
øje med dig, så det gør vi."

Den ene af os holdt parkeret
foran Gacys hus.

Den anden holdt på hjørnet,

så hvis Gacy gik ud ad bagdøren,
så ville vi opdage det.

Første aften skete der ikke så meget.

Vi tilbragte det meste af natten
foran huset.

Så begyndte han
at tage steder hen om natten.

Den tredje dag afløste vi holdet,
der overvågede ham, klokken 00.00

på et sted, der hed
Moose Lodge i Des Plaines.

Og Gacy var inde på Moose Lodge
på det tidspunkt.

Så Mike og jeg, der var ude
i noget helt nyt, tænkte:

"Det ville være meget lettere,
hvis vi bare gik indenfor.

Han ved allerede, at vi er her."

Mike og jeg gik ind på Moose Lodge
og så omgående Gacy.

Han så os gå ind.

Vi sad ved et bord
cirka tre borde fra Gacy.

Og efter et kort stykke tid kommer
servitricen hen til os med et par øl.

Hun siger: "De er fra herren
derhenne." Og peger på Gacy.

Halvvejs gennem vores øl
sendte vi en øl over til Gacy.

Så vi gengældte gestussen. Da det var
tid til at gå, rejste han sig op,

gik forbi os, og sagde: "Skal vi
spise noget morgenmad et sted?"

Henne om hjørnet lå restauranten
Pot and Pan.

Så vi gik derhen.
Gacy gik ind og satte sig ned.

Vi sad i hjørnet lidt væk fra ham
og begyndte at tale frem og tilbage.

Han sagde: "Hvorfor sætter I jer ikke
over til mig?"

Fra det tidspunkt, når han gik ind
på et offentligt sted, fulgte vi med.

Vi førte alle mulige
slags samtaler om,

hvad vi lavede,
hvorfor vi fulgte efter ham,

og han talte om sin virksomhed
og sin store succes.

Han fortalte os,
hvorfor han hyrede unge mennesker.

Han sagde: "Min erfaring siger mig,

at hvis jeg hyrer en fyr,
der har en hel del erfaring,

så er han svær at oplære,
fordi han har sine egne vaner.

Hyrer jeg disse unge fyre,
der ikke har nogen erfaring,

kan jeg oplære dem
til at gøre tingene, som jeg ønsker."

Han var en rigtig pralhals,

og han antydede, at han havde en
masse kontakter i bystyret i Chicago

og en masse venner i Chicagos politi.

Han ville give en smagsprøver på,
hvor mange kontakter han havde.

Han sagde aldrig:
"De har gjort det her for mig."

Han lod os bare vide,
at hvis han havde brug for hjælp,

ville han kunne skaffe det.

På grund af sine politiske kontakter
følte John, han var lavet af Teflon.

At alt prellede af på ham.

Det, jeg har lært er... Du godeste.

Der er en hel trailer fyldt med
detaljer om Chicagos politik,

jeg aldrig havde overvejet.

Alting i Chicago byggede på politik
tilbage i 70erne.

Borgmesteren havde magten,
og han sad øverst på rangstigen,

men det kom frem,
at der fandtes alle disse delegerede.

Gacy var en af de soldater ude
i felten i Norwood Park Township.

Gacy var politiker.

Han fortalte embedsmændene, at han
ville stille op til valg en dag.

Han var en meget venlig,
imødekommende og jovial fyr.

John Wayne Gacy var også Pogo
the Clown, der fik børn til at le.

Han blev gift to gange,
skilt to gange og fik to børn.

En demokratisk delegeret
med politiske forbindelser.

Naboerne kendte ham som Johnny.

Han holdt store fester
i sit hus hvert år.

Der var flere forskellige grupper
mennesker, der kom til festerne.

Fra naboer til unge mænd og drenge,

ansatte, der troede, at han var
nøglen til et job eller penge.

Gacys fester blev også holdt
for de politisk aktive mennesker

i Norwood Park Township.

Gacy ville gøre hvad som helst
for at indynde sig

hos magtstrukturen,

fordi han ville stige i graderne
i det demokratiske system

i byen Chicago.

Han fik taget fotos sammen
med dignitarerne.

Rosalynn Carter var i Chicago
til en polsk højtid.

Der var en parade.

Og en af paradekoordinatorerne
var John Wayne Gacy.

Gacy deltog også
i den private reception,

hvor han mødte præsidentens kone.

Emblemet afslører, at han var blevet
godkendt af efterretningstjenesten,

selvom han blev dømt
for en sexforbrydelse i 1968.

Der er fotoet med Rosalynn Carter...

Ja. Mrs. Rosalynn Carter...
Efterretningstjenesten siger:

"Vi ved ikke, hvordan han kom ind."
Jeg stod for receptionen.

Jeg stod i døren og fortalte dem,
hvem der måtte komme ind.

Men efterretningstjenesten forsøger
at skjule det

og fremstille det,
som om jeg ikke burde være der.

Jeg blev godkendt og lagde ruten til
paraden med efterretningstjenesten,

for jeg stod for paraderne
i Polish Alliance.

I tre år havde jeg planlagt ruterne
til deres parader.

Det er en stor bedrift
at få 20.000 polakker

til at gå i samme retning på en gang.

I mange historier, siger folk:

"Jeg mistænkte ham."
Ikke i dette tilfælde.

Gacy brugte auraen omkring det
at have politiske forbindelser

til at narre folk til at tænke:

"Lad os lade denne fyr være i fred,
for det kan give bagslag senere."

Han manipulerede
offentlige embedsmænd

til at tro,
at han havde politiske ambitioner.

Og han narrede alle hele vejen.

Da vi fulgte efter Gacy,
skulle vi til tider minde hinanden om

ikke at lade os forføre af denne fyr,
for han var en fupmager,

meget pralende
og kunne vinde ens tillid.

Han var meget sympatisk.

Mike og jeg sagde: "Vi skal have
paraderne oppe over for ham."

Selvom man havde tendens
til at sænke paraderne

på grund af måden han talte til os
og opførte sig venligt over for os.

Han opførte sig normalt. Han sagde:
"Jeg ved ikke, om I overvåger mig

på grund af en forsvunden person,

men jeg har ikke noget
at gøre med den knægt.

Jeg kan hjælpe jer med
at lede efter ham,

men jeg er slet ikke
indblandet i det her."

Han opførte sig til tider sært,
skiftede personlighed, om man vil.

Han kunne opføre sig venligt
og pludselig blive irriteret.

Og så fik han dette yderst
usædvanlige ansigtsudtryk.

Nærmest som en knust mand.

Et irriteret, skræmmende ansigt.

Vi var nødt til at hive ham ud af
bilen og ryste ham og sige:

"Holder du ikke op, anholder vi
dig for hensynsløs kørsel."

Så fik han det pludselig fint.

Så var han sådan i et par timer,
og så gik han amok igen.

Politiet har overvåget John Gacys
hjem i Chicago i de sidste ti dage.

De fattede mistanke, da den 15-årige
Robert Piest forsvandt

efter at være blevet set med Gacy.

Vi var så optaget af det her.
Vi tænkte ikke på andet.

Og under hele...
Det var kun ti dages overvågning.

Men det var alt, hvad vi lavede.
Vi skænkede ikke andet en tanke.

På samme tidspunkt afhørte politiet
Michael Rossi

og David Cram,
der var to af hans loyale ansatte.

Unge mænd i 20erne.

Mike Rossi og David Cram
udførte jobs for ham.

De hjalp ham med byggearbejde
og den slags.

De var hans arbejdere.
De arbejdede for ham.

Hver gang de afhørte dem,
og de gjorde det flere gange,

fik de lidt mere ud af dem.

De fortalte politiet,
de havde været i en krybekælder

og fået ordre
til at grave nogle grøfter.

De sagde, Gacy fik dem til at grave
grøfter nede i krybekælderen.

Og begrundelsen for at grave disse
grøfter, som Rossi og Cram fik, var,

at der skulle laves huller
til afløbsrør.

Kommissær Kozenczak
og kriminalassistenterne

begynder at finde ud af,

at der er en sær lugt nede
i krybekælderen.

Og Gacy har altid slået det hen med,
at der er et problem med afløbet.

Og når der kom en lugt op
fra krybekælderen,

fik Rossi og Cram besked på at smide
kalk derned for at kvæle lugten.

Grunden, som huset i Summerdale
ligger på, består af ler.

Når det regnede,
løb regnen ind fra begge sider

og lagde sig mellem husene.
Krybekælderen blev fyldt op med vand.

I 1976 talte jeg
med en landskabsarkitekt.

Jeg sagde: "Hvad gør man
ved den sure lugt af ler?"

Han sagde: "Hæld kalk, helt
almindelig kalkmørtel på jorden.

Det forsøder leret, og tager lugten,
lidt ligesom kul filtrerer ting."

Derfor blev der hældt kalk ud
i krybekælderen.

Hvor meget kalk
hældte man ud dernede?

Jeg tror, det var 315-360 kilo.

Vi var faktisk nede i krybekælderen
den første gang,

men hvis man leder efter en frisk
grav, leder man efter en bunke jord.

Der var ingen bunker jord dernede,
så vi kiggede ikke grundigere.

Men nu, hvor vi hører, at Rossi
og Cram har gravet grøfter dernede,

lægger vi to og to sammen.

Da man ser, hvor skørt
han har opført sig tidligere,

begynder kriminalassistenterne at
overveje, om han har et lig dernede.

Den første ransagning blev gennemført
den 13. december.

Men det underlige er,

at 20 veluddannede betjente
kom ind i det hus

og angiveligt gik ned
og kravlede rundt i krybekælderen.

Der var ingen jordbunker, ingen lugt.
Der var ikke noget.

Jeg frygtede ikke,
at nogen skulle gå derned.

Holdet begynder at presse Gacy lidt.

Han bliver hidsig, så vi begynder
at få krammet på ham.

Vi kan se det.

Da vi indledte overvågningen,

lod Gacy til at kunne fungere
med tre-fire timers søvn.

Men som tiden skred frem,

og han blev mere og mere bekymret,
fik han næsten ikke sovet.

Det var meget synligt.

Hans kropssprog, hans holdning,
det hele. Han så forfærdelig ud.

Han blev forvandlet fra denne
sprudlende fyr til en knust mand.

Politiet anmodede
om en ransagningskendelse til.

Den største forhindring var, at man
allerede havde ransaget stedet.

Så vi skulle have
en ny begrundet mistanke.

Den begrundede mistanke til
den anden kendelse var en blanding

af to-tre beviser.

Det ene var klasseringen, der sikkert
ikke burde have været der.

Et andet bevis, der blev fundet
hos Gacy, var en fotokvittering.

Den slags, man fik dengang,
folk tog fotos med film.

Der stod ikke Piests navn på,

men navnet på en ung dame,
der hed Kim Byers,

der arbejdede i købmanden.

Kim Byers var ekspedient
i Nisson Pharmacy,

og hun stod ude i butikken
ved indgangen.

Kim Byers skulle
til at gå udenfor for at holde pause,

så hun lånte Rob Piests frakke.

Og lige før hun gik udenfor,
tog hun sin film

for at få den fremkaldt,
fik kvitteringen

og lagde kvitteringen
i lommen på Piests frakke.

Det var den kvittering,
vi fandt i Gacys affaldsspand,

så det forbandt Piest til Gacys hus.

Den tredje ting så vidt, jeg husker,

var en samtale,
jeg førte med politibetjentene.

Og de stod for overvågningen af Gacy.

Det var en meget kold vinter.

Og det er et vigtigt faktum.

For de sad lige uden for hans hus
i en umærket politibil.

Gacy, som var fyldt med hybris
og arrogance,

inviterede dem nogle gang ind
for at bruge toilettet og få varmen.

Det andet overvågningshold bestående
af Bob Schultz og Ron Robinson

gjorde stort set de samme ting,
som vi gjorde.

De fulgte efter ham,
førte samtaler med Gacy,

de blev hos ham ligegyldig hvor.

På den givne dag siger Gacy
til Schultz og Robinson:

"Halløj, vil I spise middag hos mig?"
De overvejede det og sagde: "Ja."

Så de følger efter Gacy over
til hans hus, går indenfor,

Gacy begynder at lave mad til dem,
og mens de er derinde,

Siger Schultz: "Jeg skal på WC."

Bob gik ud på toilettet, og mens han
var derude, blev varmen tændt.

Og da der bliver tændt for varmen,
kan Schultz lugte noget forfærdeligt,

som han kun kunne sammenligne
med lugten på lighuset.

Han mente, at lugten mindede ham
om det, han havde lugtet

under sit arbejde som gadebetjent...
Lugten af rådnende kød.

Da jeg hørte det, sagde jeg: "Jeg
tror, vi har begrundet mistanke."

ANMODNING OM RANSAGNINGSKENDELSE

Da jeg havde forberedt
ransagningskendelsen med politiet,

var det allerede sent
på eftermiddagen, tidligt om aftenen.

Jeg tog hjem
og spiste middag med min bedstemor.

Så tog jeg hjem og faldt i søvn.

Alt gik fint indtil klokken 05.00,
da jeg modtog en opringning

fra statsanklagerens assistent
Mike Corkell,

der sagde: "Få din røv ud af sengen

og over på politistationen.
Vi har fundet knogler."

Jeg kom i huset flere gange
under udgravningen.

Stanken derinde var overvældende.

Politiet bar tørklæder
rundt om næsen og munden.

Og jeg kan huske, at jeg så,
hvad de lagde ned i ligposer.

Jeg havde set drabsofre før, døde
mennesker, men intet som det her.

Set i bakspejlet
er alting meget tydeligt.

Men mens det står på,

prøver man at forstå,
hvordan han kunne tage alle de ofre

fra de samme steder
uden at blive fanget.

Og det eneste mulige svar er,
at nogen kiggede den anden vej.

Han kunne være blevet stoppet.

Tekster af: Martin Speich
plint.com