Original subtitles

Frygten for lukkede grænser får flere til at søge ud af landet.

-Hvor skal I hen? -Paris. Hvad med dig?

Jeg prøver at få bandet med til Finland. Min mor er der.

Lucas.

Du er en af dem, som kan komme på fodboldakademi i Liverpool.

Vi skal til fucking UK. Forstår du, hvor vild du er?

Jeg kan få dig til Rumænien.

Far, jeg tænkte, om mor kunne komme med os.

Til Paris? Jeg har ikke pengene.

-Hvad med mor? -Hvor skulle jeg vide det fra?

Ret mange vil gøre meget for at få fat i penge.

Giv mig de penge.

-Hvad skal jeg med dem? -Du skal til Paris.

Nik har hentet rifler og håndvåben.

-Hvad med din bror? -Han mister det hele.

Nu spinder han en syg logik om, at det, der er mit, også er hans.

Jeg vil med til Paris. Der skulle være en dejlig pige.

Her er nyhederne.

Mange borgere valfarter i dag til den store afskedsgudstjeneste

i Marmorkirken i København.

Det er søndag den 7. september,

tre måneder siden man offentliggjorde, at Danmark lukkes for beboelse.

-Hej, mor. Er det ikke vildt, jeg kom ind? -Jo, tillykke.

Selvfølgelig vil Sorbonne have sådan en klog hjerne som din, lille skat.

Elias har søgt og får svar i næste uge. Fuck, det er lige før, jeg glæder mig.

-Jeg er begyndt at gå i kirke. -Nå. Hvorfor det?

Jeg har så mange spørgsmål.

Man holder gudstjenesten i dag

for at nå det i god tid inden de store afgange i oktober.

Cirka 300.000 mennesker og en del private virksomheder har allerede forladt landet,

mens offentlige institutioner, kirker og kongehuset

som bekendt bliver og holder åbne til det sidste.

Fasen med offentligt finansieret genhusning er så småt begyndt,

og Østeuropa forventes at tage imod et stort antal danskere.

Snart vil Danmark som rige såvel som geografisk sted være historie.

Men sammen vil vi mindes det, der var engang,

og alle de døde, som vi måtte efterlade i deres grave.

Dem kunne vi ikke tage med os.

Gudstjenesten bliver allerede kaldt den sidste samlende begivenhed

for alle danskere, før de spredes over en række kontinenter.

Det er ham igen.

Din bror?

Lad være med at tage den.

Hans kone ringede også i nat, mens du sov.

Hun har lagt en besked, hvor hun nærmest bare skriger.

Hvorfor?

Både det polske og det danske sjak var mødt op hos dem og bare gået ind.

Mens børnene var der.

De kræver noget betaling for materialer og arbejdsløn.

Hvad gjorde de? Var de truende?

De havde vist tævet ham.

Mens børnene var der.

Shit, mand!

Fuck, mand!

-Er du okay? -Nej.

Hvad?

Hvad så? Hvad tænker du? Vil du give ham penge?

Nej. Hvis vi først åbner for den sluse, så tager de det hele.

Henrik!

Henrik, din bror er her nu.

-Hvad skal vi? -I kan vente her.

-Hej. Hvad så? Hvad vil I? -Flyt dig lige.

-Hvor er han henne? -Ovenpå. Hvem er de folk, Peter?

Henrik!

-Peter. -Henrik!

-I stuen eller hvor er han? -Peter!

-Peter, hvad sker der? -Hvorfor tager du ikke telefonen?

-Hvem er dem, der er derude? -De har vækket mig på min bopæl i nat.

Det er Gorm, ham husker du nok.

Piotrek har lagt fliser for os de sidste seks måneder.

Hans børn er alene hjemme.

Lubomirs familie bliver snart smidt på gaden,

for han kan ikke betale husleje. Der er ingen genhusningspakke for dem.

Jeg har ventet på at finde en løsning hen over sommeren,

og nu gider de ikke at vente, og du tager ikke telefonen.

Rolig. Prøv lige at slappe af.

-Vi må lige tale om det. -Vi skal ikke tale mere.

Hornbækprojektet er lagt ned.

Hornbækprojektet, som du og far startede, det er lagt ned, okay?

De mennesker venter på, at vi betaler deres løn og dækker deres udgifter.

Jeg har intet med det projekt at gøre. Du vandt den retssag.

Faktisk vil jeg påstå, du og jeres far startede det sammen.

Du holder din kæft, okay? Du er jo så pisseirriterende.

Smut!

Væk!

-Nu vil jeg tale med min bror. -Fuck.

Jeg vil gerne tale alene sammen med min bror.

De smadrer det her sted.

Prøv lige at høre. Jeg fortalte dem, at vi er partnere, så sådan er det.

-Hvad? -Ja.

Vi to er partnere, og den køber de,

så det tror jeg, du får svært ved at forklare dem, at vi ikke er.

For de ved, og jeg ved, at du har røven fuld af penge.

Jeg snakkede med Kasper.

Han siger, du var nede i Basel at hente en helvedes masse penge.

Du har vidst det.

Du har vidst det. Dig og din luderbøsseven I har vidst det,

og I har nydt at se mig gå ned med flaget, ikke?

Det var derfor, du hentede kontanter. Du har vidst, at de lukkede landet ned.

Så nu må du løse det her. Der er entrepriser for fem-seks millioner,

så jeg sagde til dem, de kunne få 800.000. 800.000. Har du 800.000?

Nu.

Du må selv ligge og rode med dem der.

Nej.

Jeg har ikke noget, og du får ikke noget. Ikke en krone.

Jeg kan invitere dem indenfor.

Så kan du forklare, hvem du har snydt, og hvorfor du har snydt.

Find de fucking penge! Jeg går ud og snakker med dem.

Okay. Hvad så, hvad sker der?

Han er på vej. Han kommer med pengene.

Slap af.

-Det er nu. -Han skal nok betale.

Min kone har ikke råd til mad til mit barn. Det er dit ansvar!

Nik, Nik, jeg tror, det går amok nu.

-Lås døren! -Den er låst.

Fire måneder! Det er sgu dit ansvar!

-Ro på! -Min kone har ikke råd til mad!

Rolig. Han kommer nu.

Min kone har ikke mad til mit barn!

-Venner! -Nu?

-Pis! -Kom nu!

Hvad er det der?

Jeg rammer dem ikke.

Peter, kig herop. Det er godt. Nu siger du, at de skal køre væk herfra.

Hvis de kommer tilbage, skyder jeg hovedet af dem. Okay?

Skyd ikke!

Hey. Tag det roligt. Nej! Hvad laver du? For helvede!

Lad lige være! Slap nu af, mand.

Tag det roligt.

Jeg pløkker hovedet af jer! Tag jeres biler og skrid!

Er du fuldstændig syg i hovedet, mand? For fanden, du er jo sindssyg, mand.

De skyder.

Jeg snakker med dem, okay?

Nikolaj, hvad vil du have, jeg skal gøre? Hvad skal jeg gøre nu?

-Jeg vil have, du skal skride. -Hvad med mig og min familie?

-Hvad tror du, der sker nu? -Skrid. Kom ikke her igen.

Kom ikke her igen, siger jeg.

Hvad så med min familie?

Så.

Hvad fanden laver du?

Hvad? Rolig, rolig. Nu kommer de ikke igen.

-Jeg skulle bare lige markere lidt. -Markere?

Det er sådan, det er nu.

Du ringer efter politiet, og dukker de op, kommer de tre timer senere.

Det må vi vænne os til. Det er sådan, det er.

De er ude til demonstrationer eller noget. De har ikke tid.

Nu finder din brors venner deres penge et andet sted.

Jeg går ned og tjekker døren.

Der er ikke nogen derude.

De kommer ikke igen.

Husk, jeg flyver i morgen efter mødet med min søster og Jacob, ikke?

I morgen?

Gud ja, fuck.

Det kan du ikke nu. Nik, hvad er det, der er så vigtigt?

De tager kun halvdelen af de handicappede i Norge, så nu står vi også med det.

Det var sygt, det, du havde gang i.

Ja.

Ja, det var det, men de er væk, og jeg gjorde det for din skyld.

Ellers havde du skullet aflevere pengene til de der psykopater.

Det var meningen, at vi to skulle bruge dem på noget, nemlig lave en familie.

Det var en smuk tanke.

Hej, Lucas.

Godt at møde dig.

Jeg hedder Allon.

Vil du stadig til England at spille fodbold?

-Det er en stor drøm. -Selvfølgelig. Kom.

Så snakker vi lidt.

Vi plejer at starte med en prøvetid,

men alt har jo ændret sig, og derfor sidder vi her.

Vi skal have styr på logistikken.

Hvis han altså bliver optaget. Vi skal se nogle flere kampe.

Vi burde kunne sluse Lucas hurtigt ind på klubbens akademi.

Normalt ville du automatisk følge med ham

og dermed få opholdstilladelse.

Men det er blevet sværere at få visum efter jeres regerings nye politik.

Så jeg har brug for nogle personlige oplysninger.

Beskæftigelse?

Jeg arbejder i en reception.

I en skovirksomhed.

Men de lukker jo nu, så…

Vi hjælper også gerne med at finde et sted at bo.

Hvad er dit budget?

Budget?

Nå, jeg troede, at I…

Øhm. Tja…

Jamen bare noget billigt.

Jeg har ikke så mange penge.

Vi hjælper dig gerne med at søge legater og deslige.

-Stipendier. -Ja.

Som tilskud til udgifterne.

Men hvis vi ikke kan skaffe dig opholdstilladelse,

og vi kan finde en sød værtsfamilie til Lucas tæt på akademiet,

må din søn så gerne tage af sted alene?

Øhm…

Christel, jeg tror, han får et sjovere liv i England.

Det ved jeg ikke lige.

-Må jeg tænke over det? -Naturligvis.

Så husker du at lægge dig frem på banen, som de sagde.

Jeg ved ikke, om de tager beslutningen i dag, men tror det.

Sådan. Indover. Indover.

-Dommer! -Frispark.

-Dommer! -Rolig. 6'er herover. Drenge, jeg er…

-Lucas! Du tager det. -Ja.

Og så lægger du ind over til Hjalte, okay?

I bliver her. Ryk jer ikke før…

Skidegodt.

Den offentlige genhusning er godt i gang,

og Østeuropa forventes stadig at tage imod et stort antal danskere.

Det står klart, at Tyskland og de nordiske lande

ikke åbner for ophold i samme omfang, som regeringen havde håbet.

Fra 1. oktober må danske statsborgere ikke længere rejse som turister i EU.

-Hav det godt. -Ja, vi ses. Hav det godt.

-Lars and Lise kører nu. -Allerede?

Ja. Skat, det er nu.

Farvel. God tur.

-Hej, hej. -Jeg troede, det var senere.

-Jeg har den til dem. -Far, hvornår kommer de andre?

-Kører I nu? -Ja, vi kører nu.

-Okay. Ej, hvor vildt. God tur. -Vi ses.

-Må jeg få jeres fliser, Lars? -Pas på jer, børn. Hej.

Hov, stop! Hvor er Laban?

-Har de aflivet ham? -Ja.

Vi ses!

-Hej. Velkommen. -Tak.

Vil du have en kop kaffe? Laura?

Din mor er her.

-Din mor er her. -Bliv ved.

Laura!

Vi kommer nu, far. To sekunder.

-Er du okay? -Ja.

Hej.

-Kom her, skat. -Hej, Fanny. Godt du kunne komme.

Så tager vi den.

Jeg skal lige have…

Kom.

…noget te.

Vi rykker ind ved siden af. Jeg laver bare noget te først.

-Hej, mor. -Hej, skat.

Hej.

-Er du okay? -Hej, Fanny. Hvad så?

Fanny, prøv at se her.

Firmaet har fundet de her lejligheder til os.

Gilles er ret entusiastisk og vil sætte det op som et samarbejde

mellem mit firma og hans, hvor han står som investor.

Min arbejdstilladelse er på trapperne.

Planen er, at vi bliver et fransk firma, som vi alle sammen er ansat i.

Ellers kan vi ikke få opholdstilladelse, og så ryger vi til Bukarest.

-Hvor er du med det hele, Elias? -Du har ikke finansieringen og en billet.

Nej, jeg skal have et long-term-visum, som Laura har,

og så skal jeg stille minimumsgaranti på 2.700 euro som uddannelsessøgende.

Men min mor hjælper mig. Hun har fået job i Finland.

Fedt.

Vi skal tale om din ansøgning om ophold.

Nikolajs ven har stået for alt det juridiske. Hvordan er det?

Han har fået strikket en ansættelseskontrakt sammen til dig,

Fanny, i Jacobs firma.

På samme måde, som han også har gjort med vores far.

-Er det nok til at få opholdstilladelse? -Ja. Det er en lidt særlig konstruktion.

I er ansat under Jacob og faktisk også Gilles Benni.

I kan så søge arbejdsophold derfra, og så må vi se, om de ikke siger ja.

Jeg har talt med Benni. Overordnet set siger han, det ser fint ud.

Den er lidt tricky.

Okay. Eller hvad, Fanny?

Ja… Nej. Eller nej, altså…

Det bliver ikke nødvendigt for mit vedkommende.

Hvad bliver ikke nødvendigt? Det skal jeg lige forstå. Hvad mener du?

Det er virkelig rørende, at I gerne vil have mig med til Paris, men…

…sådan bliver det ikke.

Hvorfor?

Jeg tror først… Jeg tror først, jeg sådan helt har forstået det nu.

Det er jo også alt det praktiske. Hvis jeg tager med jer til Paris,

så frafalder tilbuddet om genhusning i Bukarest og alt det der.

Og med den der manøvre med dit firma, Jacob, er jeg jo helt afhængig af,

at det kommer til at lykkes. For hvis det ikke gør,

så står jeg der i Paris uden ophold eller uden noget

og er overladt til mig selv.

Vi har en plan. Jeg er overbevist om, at det her godt kan lade sig gøre.

Det er sødt af dig, men altså…

Det er for usikkert.

Hvad så med os to?

Ja, vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske nu, vel?

Men, altså, du skal bare fortsætte med alt det her, det er klart.

Så har jeg også tænkt på, jeg skylder jer de der penge.

Jeg har nogle af dem, altså.

Det er i kontanter, så det kan godt virke lidt voldsomt. Sådan er det jo nu.

Vi har ikke brug for dem. Det er ikke det, det handler om.

Men jeg må jeg insistere.

-Vi har brug for, du kommer med. -Det gør jeg ikke.

Mor…

Mor!

Vi kan jo ikke bare ligge at rejse frem og tilbage, altså.

Nu kommer vi ikke til at se hinanden.

Laura.

Prøv at høre. Du er en ung kvinde nu, ikke?

Du skal kun tænke på dig selv. Far har masser, han skal passe på.

Han skal ikke passe på mig. Det skal han ikke.

Vi ses, skat.

Hej, alle sammen. Hej.

-Jeg håber, I har haft en god weekend. -Ja tak.

Som I jo nok har fornemmet, er børnene ængstelige over, at de skal rejse.

Derfor har jeg besluttet, at vi mødes alle sammen til en snak.

Hej, Christel.

Du kommer tidligt.

Jeg skal lige tale med Lucas.

Måske er det godt, du er med, så han ikke lige får et anfald.

Lucas.

Din mor er kommet.

Hvorfor kommer du allerede nu?

Øhm.

Ja, jeg kommer lige fra klubben, og…

Ja, Laura, de søde mennesker i England de har sagt ja til Lucas

med et sted at bo og det hele.

-Wow! Du fik det! Hvor er det sejt, Lucas. -Det er så sejt.

-Du rejser jo allerede 1. oktober, så… -Sådan! Det har du da ikke fortalt mig.

Lucas har også været lidt bekymret for, om jeg kunne komme med.

Øhm…

Og, skat…

Mor kommer altså ikke med.

Hvorfor?

Jamen, dem fra akademiet har jo været vildt søde.

Men myndighederne i England vil ikke give mig ophold.

Ja, de er holdt op med at føre familier sammen,

og jeg har ikke fået nogen af de jobs, jeg søgte, så…

Skat, vi kan jo give det en sæson og så se.

Der er samling.

Lucas, kom. Der er samling.

Hey, Lucas, jeg tror, jeg har en idé til dig.

Fordi jeg har jo set dig spille fodbold mange gange.

Der er du allermest glad, faktisk.

Og derfor bliver du også rigtig god og, det ved jeg ikke, måske rig.

Men skide være med pengene, men når man er rig, kan man købe et kæmpe hus,

som din mor kan bo i og dine venner kan bo i.

Kan du forestille dig det?

Jeg kommer godt nok til at savne dig, Lucas.

Min lille krystalkugle.

Tror du, vi ses igen?

Det ved jeg ikke.

Kom.

Lucas, er det en kælk?

Ja, det er dig, der sidder på den.

Har jeg fortalt dig om min kælk?

Nej.

Og det er din far.

Hvem er det der? Er det…

Det er en, der er død.

En, der er faldet af.

Eller måske bare sover.

Lucas, hvem er det, som er død?

-Det er jo bare noget, jeg har tegnet. -Kan du se sådan noget rigtigt?

Mm.

Nogle gange.

Laura og Lucas, kommer I?

Laura, kommer du?

Det er min mor.

-Avelina. -Ja.

Kan du fortælle os, hvor du skal hen med din mor og far?

Jeg skal til Canada.

Hold da fest, det lyder godt nok spændende.

-Øh, Filippa. -Altså jeg skal til Tyrkiet.

Du skal til Tjekkiet, ja.

-Og så har vi Bille. -Jeg skal til Polen.

Det skal jeg også!

-Adam? Hvor skal du hen? -Jeg skal med min mor og far.

Jamen til hvilket land? Jeg havner selv i Bulgarien.

-Et sted, hvor der er god chokolade. -Ahh.

Schweiz? Nå, Laura, hvad med dig? Hvor skal du hen?

Øh, jeg ved det ikke.

-Okay. -Jamen, skulle du ikke til Frankrig?

Jo, men…

Vi kommer til at savne dig. Gør vi ikke også?

Jo!

Øh, Uma… Hvor er Uma?

-Uma hun er stoppet. -Nå ja. Undskyld.

Lucas? Hvad med dig?

-Kuk, kuk. -Kuk, kuk hvad?

Ved du, hvor du og din mor skal bo i England?

Nej, det ved jeg ikke.

-Skal du bo hos… -Jeg skal ikke bo nogen steder.

Hvor kommer det fra, Lucas? For du skal da til England, ikke?

-Hold kæft. -Nej, Lucas.

-Tal helst ikke sådan. -Hold kæft!

-Lucas, vi har snakket om det her… -Hold kæft! Hold kæft!

-Lucas! -Hold din kæft!

-Hold kæft! -Hey. Nej, nej, Lucas. Hey.

-Lad være! Lad være! -Hov. Lucas…

Nej, nu slapper du af. Lucas!

-Slip mig! -Nej! Lucas!

Ja, venner, nej. Hallo, der er ikke noget at se der.

Det er fint nok. Han skal lige ud.

Hej, skat.

Kunne du ikke sove?

Hvor er Elias? Er han dernede?

Ja, han sover.

Hvad så?

Amalie…

Jeg kan ikke… Jeg kan ikke lade mor rejse alene.

-Hvad? -Jeg tror, jeg tager med hende.

Nej. Det kan du da ikke.

-Hun har kun sig selv. -Jamen.

Og vi har hinanden, ikke?

-Men, Laura… -Nogen bliver nødt til at passe på hende.

Jeg talte længe med hende igen. Hun tør ikke tage med os.

Hun græd, og hun var slet ikke sig selv.

Det forstår jeg også godt altså.

Men hvad med alt det praktiske? Med ophold og din skole? Hvad med det?

Det ved jeg ikke.

Vil du hjælpe mig med at finde ud af det?

Du må ikke sige noget til far.

Jeg må tage en beslutning først. Og heller ikke til Elias.

Han vil så gerne til Paris, og ja,

han kan nok ikke komme ind i Rumænien, tror jeg, fordi han har familie i Finland.

-Jeg kan ikke finde ud af det. -Okay.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe dig, ikke?

Men altså, Laura…

Du skal virkelig love mig, at du tænker dig godt om.

-Hej, skat. -Hej. Henter du Mikkel?

-Nej, det gør du. -Okay.

Hvad laver du?

Jeg er lige inde i byen.

-Er du sammen med Laura? -Hvad? Nej.

Nej, det er jeg ikke, men jeg tror ikke, hun kan, skat.

Vi ses om lidt, ikke? Hej.

Jeg kan se, at det er næsten fuldt belagt i Bukarest-området.

Jeg kan oprette en ansøgning og sende den afsted.

Så går din mor ind og godkender jeres fælles bopæl online.

Og hvad, hvis Laura fravælger en anden mulighed?

Det er, fordi jeg har fået ophold i Paris. Jeg skal gå på universitetet der.

Jamen så mister du dine tilskud. Så bliver det på din egen regning.

Og hvordan er det? Man kan ikke rejse frem og tilbage mellem de to lande nu?

Mmm. Nej.

Det er blevet en jungle med alle de nye regler, så…

Man kan godt søge, men…

Vælger du Bukarest, ryger dit visum til Frankrig.

Og din uddannelse selvfølgelig også.

Så hvad vil du gerne, Laura?

Laura, jeg synes, det er svært at sige nej til en plads på Sorbonne.

Du har virkelig noget stort for dig.

Jeg vil godt se på mulighederne i Bukarest,

men jeg synes, at du skal overveje det.

Hvis du skal betale for opholdet, hvordan vil du finansiere det?

-Undskyld, må jeg tale med Laura? -Selvfølgelig.

Hvad er det?

Nu har jeg talt med dem, og der er kun seks billetter tilbage på din mors afgang.

Kan vi godt købe en billet?

Jeg vil gerne have en billet.

Er du helt sikker?

Ja.

Okay.

Livet er som bekendt fyldt med modsætninger.

Det er med frygt og bæven, jeg kan konstatere,

at det er sidste gang…

-Hej. -Hej, skat. Har du nøgler med?

Der er låst, og jeg ligger lige i stuen. Jeg ligger så godt.

Ja, jeg har nøgler med. Hvad laver du?

Jeg ligger og ser gudstjenesten. Det er sindssygt det her.

Er der nogen chance for, vi kan tage af sted lidt før? Hvad siger de derinde?

Det ved jeg ikke lige nu. Det må vi lige snakke om.

Okay. Husk lige at låse efter dig, når du går ind.

Hvad mener du?

Jeg er i Bukarest. Jeg kommer først hjem i morgen. Skal jeg ringe senere?

Ja, gør det.

…og siger det danske kongehus et dybfølt tak.

Der er han!

Hey, stop, stop!

-Dumme svin! -Penge!

Vær stille! Nu nakker vi dig sgu, er du med?

Stop!

Hey. Hey.

-Hvor er den anden fyr? -Hvor er han?

Hvor er pengene?

Hvor?

-Kig ovenpå. -Hvor er pengene?

Pengene, for fanden! Fuck!

-Tænk, at de svin skød efter os! -Bliv liggende.

-Kom ned, nu! -Efter ham!

Stop, for satan!

Hjælp! Hjælp!

Op med dig. Giv os pengene.

Giv os vores penge. Så kører vi.

Vores penge, okay? Det er bare det.

Fuck jer.

Hjælp!

Luk røven på ham, ellers går jeg amok.

Kvæl ham lidt!

Hold ham.

Så løber han sgu ingen vegne.

Nu finder vi de knaster.

-Jeg går til højre. -Kom så!

-Han stikker af! -Fuck!

-Fang ham! -Drenge!

Nej. Fuck.

Fuck. Fucking svin!

Hvad fanden…

Nej, for helvede, mand!

Det er Nikolaj Engbergs telefonsvarer.

Læg en besked, eller send en sms, så ringer jeg…

Nik, det er mig.

De har været her i nat, de fucking svin! De har været her i nat! Ring lige til mig!

Åh! Ah!

Ja! Ja!

I fucking røvhuller! Ja!

Pas på, der er glasskår over det hele.

Det kan jeg godt se.

Og så har de brudt fars pengeskab op, men der var ikke rigtig noget.

Hold da kæft!

Men Henrik, jeg fikser det.

-Fedt. -Det må jeg gøre.

Dani, jeg tænkte også på, om du måske kunne blive her lidt?

Nik har jo måttet tage af sted. Det var derfor, jeg ringede.

Altså, Henrik, min søn skal giftes. Det er i morgen, så jeg har lidt travlt.

Men vi rydder op her.

-Så må jeg gå om et par timer. -Tak.

Men…

Prøv at se her.

Det er til min søn og hans dame.

-Okay, med sten og det hele. -Ja.

Han vil giftes, mens vi er i Danmark, så vi får meget travlt.

Det er klart. Du må hilse og sige tillykke.

Tak. For satan, hvordan du ser ud, mand.

-Henrik, du skal ikke være bange. -Nej.

Jeg tror ikke, de kommer tilbage.

-Nej. -Sådan, lad os gå i gang.

Ja. Tak.

-Hej, skat. -Av, for satan!

Må jeg se?

-De satte mig fast i deres bilrude. -Shit, shit, shit.

Okay, det her er gået for vidt. Øhm…

Så må han få de penge, han vil have, ikke?

Han får ikke flere af vores penge.

Jeg ved godt, hvad mor ville have sagt.

"Peter er lidt ked af det og lidt forvirret over det hele.

Du skal være sød ved ham."

Men jeg har givet, og jeg har givet…

Jeg har fået slag.

Og jeg har sagt undskyld.

Og så sender han de mennesker efter mig.

Den mand gider jeg ikke være mere.

Det er slut.

Nej, se. Han lader hende sgu sidde.

-Vi går ind og ser nogle papirer igennem. -Han gider ikke sin egen mor.

Hvad? Skal vi ikke bare hjælpe hende?

De vil ikke have hende ind. Jeg tror ikke, hun kommer med.

Hvad?

Det er en usynlig måde, hvor han langsomt lukker hende ude. Det er sygt.

Hvor skal hun så hen?

Hun bliver sorteret fra.

-Det er forfærdeligt. -Laura, kom.

To sekunder.

Fryser du?

Hej, mor. Hvordan går det?

Hvad så?

Ja, nå ja… Det var, hvad hedder det? Nej, men jeg har nogle gode nyheder.

-Hvad sker der? -Laura, vi dropper opmagasineringen.

Og så lader vi bilen stå.

Vi må hente den, når vi er kommet på plads i Frankrig.

Amalie, hvad… Er du okay?

-Nå ja, Henrik blev overfaldet i nat. -Nej!

Jo.

Jo, og de tør ikke ringe til politiet.

Min bror er mega nervøs for, hvad de finder ud af.

Det er ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige.

Jeg ved ikke, alt muligt han har sagt af fortroligheder inde fra ministeriet og…

Ulovlig cash over grænsen. Jeg ved ikke, hvad han har gang i.

Det er over det hele nu.

Tre huse her på vejen er blevet tømt for smykker og computere og…

I morges gik nogen rundt om huset og tjekkede kældervinduerne.

-To sekunder. -Hvad skal du, Jacob?

Min farmor sidder stadig i haven, og vi skal hente Mikkel.

Hvad laver han?

Er du okay?

Hvad med dig?

Jeg har allerede fået svar på min ansøgning

fra Udrejsestyrelsen.

Okay, hvad?

Jeg kan godt komme med min mor.

Okay.

-Ja. Jeg har ikke sagt det til Elias. -Nej.

Jeg har ikke godkendt endnu.

Det kan jeg vente med at gøre til på færgen.

Wauv.

Jeg har fundet papirerne nu. Jeg laver lige en kop kaffe.

Tak. Du er en skat.

-Hej. -Hej.

-Jeg skulle hilse fra min mor. -Hvad sagde hun?

Øhm…

Jeg fortalte hende, at jeg ikke kom ind på Sorbonne.

Nej…

-Men jeg kom ind på PSL. -What?

Som er et andet universitet i Paris og lige så fucking ekstra.

-Hvor er det vildt! -Yessir, vi skal til Paris, ikke?

Men nu skal jeg lige noget.

Hvad, Elias, hvad laver du?

-Hej. Vil du ikke med indenfor? -Nej, det er fint nok her.

-Jeg tænker, du hopper op ad trapperne? -Lad hende sidde, for helvede!

-Så var der noget med noget kaffe, ikke? -Ja, tak for det.

-Det trænger vi til. -Godt gået, det der.

Vi tager kaffen indenfor.

Jeg synes, det er meget naturligt…

Jamen det er fantastisk.

Mig og Laura har i øvrigt lavet en bogstavforening,

som bevarer de danske bogstaver æ, ø og å. Derfor vil jeg udbringe en skål med å.

-Ja. Skål! -Skål.

Man synger en sang med æ, ø og å. Jeg har en.

-Okay. - Alle sømænd

Er glade for piger

Du skal se, når vi rømmer i havn

Husk det er sandt, når jeg siger At mit hjerte kun banker for dig

Stop, Jacob. Du kan ikke synge! Shh.

Alle folk kan se det straks Du er så smuk og dejlig

-Det er da ikke en æ-ø-å-sang. -Småk!

Åh, det å der, okay, det havde jeg glemt.

Dine øjne skinner Du må hellere passe på

Ja, pas på At ilden i mig ikke bliver tændt

Vi kunne begge to Meget let blive forbrændt

Hvor er du henne?

Hos dig.

-Hej, skat. -Hej.

Det var tidligt.

Hør, det er dejligt, men var det ikke først på mandag, du skulle komme?

Jo, men… Nu fik jeg lyst til at komme herhjem.

Hvor hyggeligt. Åh…

Jeg er nødt til at lave noget kaffe. Det er lidt tidligt, ikke?

Er du okay?

Laura?

-Jeg tager med de andre til Paris. -Ja.

Det vidste jeg godt.

Altså, det er jo bare ikke så rart.

Nej, det er det ikke. Det er ikke spor rart.

Jeg laver lige noget kaffe, ikke?

Men Elias skal da med derned, skal han ikke?

Øhm. Jo.

Giv mig to minutter. Jeg tager en trøje på.

Hmm.

Så for helvede, nu kommer de!

Okay. Fuck. Pis, pis, pis!

Den kommer herned.

Jeg henter riflerne, hvis de prøver at bryde ind.

Det gør de.

Venter vi bare her så?

-De ved jo godt, vi er her. -Fuck.

Fuck, fuck, fuck, okay.

Kom.

Hallo, stop den bil!

Stop bilen. Kommer I ud, pløkker vi jer i smadder!

Stop den skide bil.

Bak ud!

Vi fucking skyder. Stop bilen.

Bak ud nu! Bak!

-Bak ud, eller jeg skyder! -Vi skyder.

Hvad laver du?

Jeg tror kun, der var en i bilen.

Han ligger helt stille.

Find noget plastik.

Jeg får ham om bag i bilen. Vi skal have det her væk.

Hvem er det?

Åh, fuck.

Det er ikke en, vi kender.

Hvis Gud er god og almægtig,

hvordan kan han da lade os stå her, hvor vi skal til at sige farvel?

Farvel til alt det, vi elsker.

Det er et spørgsmål, som mange stiller sig nu.

Men Gud fortæller os,

at med til det menneskelige liv hører også modgang og lidelse.

Men det er netop i lidelsen, at Gud er med os.

For han har selv gennemlevet det.

Alting har sin tid.

Minderne, dem tager vi med os.

Var det kun mig?

Det var kun mig, der skød igennem forruden, ikke?

Vi var to om det her.

Minderne, de er det slør,

som vores nye liv er bundet og favnet under.

Jeg tror, den er dyb nok.

Vi skal også huske at rulle vinduerne ned.

På Island kalder man minderne "de dødes liv".

Nu må vi herfra sige, at minderne er Danmarks liv.

Minder om alle de døde, som vi måtte efterlade i deres grave.

Dem kunne vi ikke tage med os.