All language subtitles for Tucci.in.Italy.S01E01.da.retail.23.976

"Jeg så englen i marmoret og huggede,
til jeg havde sat ham fri."

Det sagde Michelangelo
for længe siden.

Han talte om marmoret her i Carrara,

som ligger i Toscana.

Jeg tror, at man bedst forstår,

hvad der gør et land
og dets folk unikt, gennem maden.

Det er utroligt.

Åh, mand!

Og det gælder især i Italien.

-Lad os spise.
-Okay.

Lækkert.

Selv formen på pastaen og saucen,
man serverer den med,

handler direkte om identiteten.

-Kan du lide det?
-Jeg elsker det.

Åh gud, det er så godt.

Det adskiller karakteren og historien
i hver region skarpt fra den næste.

Det er uventet.

Jeg hedder Stanley Tucci. Jeg
udforsker de komplekse forbindelser

mellem landet,
folket og den mad, de spiser,

for at finde essensen af hver region
i det land, jeg elsker: Italien.

-Godaften.
-Godaften.

Det ser godt ud.

Det smager også godt.

Alle italienske regioner er smukke,
men Toscana er et mesterværk.

Renæssancens vugge.

Dens kunst og tænkning har
formet vores verdenssyn.

Denne historiske kunst er tydelig
i regionens storhed...

...men hvordan afspejles den
i Toscanas køkken?

Jeg indleder min rejse
i hovedstaden, Firenze.

I den by tilbragte jeg
et mindeværdigt år af min barndom.

Det er Daviden, men alligevel ikke.
Her stod den engang.

Det ville jeg lige sige.

I må ikke blive forvirret.
Han har ikke en tvilling.

Firenze blomstrede i 1400-tallet

under Medici-slægten, der var
ekstremt velhavende bankierer.

Deres overdådige smag forvandlede byen
til et epicenter for kunst og kultur.

Men trods byens velstand

er mange af byens bevarede opskrifter
bonderetter som lampredotto.

Den er elsket af de lokale og spises
af uransagelige årsager til morgenmad.

Lampredotto er noget,
kun florentinere laver mad af.

Ingen andre vil røre det.

Den australske madskribent
Emiko Davies

har i to årtier skrevet
om florentinsk mad.

Her får man
den bedste lampredotto i Firenze.

-Den bedste?
-Uden tvivl.

-Godmorgen. Godmorgen.
-Godmorgen.

-Går det godt?
-Ja tak.

En lampredotto-sandwich?

Ja, jeg er sulten.
Jeg har ikke fået morgenmad.

Det her er den berømte lampredotto.

Sergio Pollinis bod
har ligget her i 25 år

med denne florentinske ret, der har
været populær siden middelalderen.

-Hvad er lampredottos historie?
-Det er koens fjerde mave.

-Den fjerde mave?
-Ja.

Florentinerne har historisk set
været ret kreative til at bruge

rester og ting,
der ellers ville gå til spilde.

Og salsa verde.

Pragtfuldt.

Og et bad.

Det elsker jeg. De dypper overen i
bouillon, så den bliver meget saftig.

Kun florentinsk brød,
for det er ret sprødt.

Hold da op.

-Damerne først.
-Tak.

-Værsgo. Servietterne er her.
-Dem får vi brug for.

Eccolo.

Vores døtre har spist dem,
siden de blev vænnet fra.

De gik fra mælk til lampredotto?
Det giver mening. Selvfølgelig.

-Ja. Okay. Klar?
-Skål.

Jeg tager for mig.

-Hvad synes du?
-Det er lækkert.

Det er slet ikke,
hvad man venter af kallun.

Det er så blødt,
og der er også en sødme over det.

Ja.

Det minder lidt
om en pastramisandwich.

-Men saftigere.
-Saftigere.

Jeg elsker kallun, men jeg var
lidt nervøs. Jeg ved ikke hvorfor.

Det har navn efter en ål?
Lampretten.

De levede engang i floden Arno.

-Det gør de ikke mere.
-Det tror jeg på.

Men ål var forbeholdt
de højere klasser.

Så det her var ...

Det er de fattiges version
af den særlige, fine åleret.

Alle kan få lampredotto.

-Må vi se?
-Ja.

Det mørke er det magre kød,

og det hvide er federe,
men smager af mere.

Han hakker det hele sammen
på brættet der,

og krydrer det,
så man får lidt af det hele.

Kan man få lidt olivenolie
til hans cykel?

-Det er lækkert.
-Tak.

-Det er perfekt.
-Tak.

-Chin chin.
-Skål.

-Tak.
-Mange tak.

Adelen beholdt
de bedste stykker kød for sig selv,

men de fattige lærte
at imitere deres mad.

Den stolte tradition findes stadig.

På den anden side af byen,
i arbejderkvarteret Santo Spirito,

er der en restaurant, der skamløst
hylder dette kreative køkken.

-Hej. Rart at møde dig.
-I lige måde.

Kokken og ejeren Matilde Pettini

kommer fra en familie
af respekterede restauratører.

Men i 2021 åbnede hun
sit eget sted, Dalla Lola.

-Så.
-Så?

Det er vores lille køkken.

Hej, Stanley.

-Marteen.
-Rart at møde dig.

Hvad skal vi spise i dag?

I dag har vi toscanske specialiteter.
Vi har francesina di lingua.

Det er en sej ret.
Det er stuvet oksetunge.

Vi bruger mange løg,
og deraf navnet francesina.

-Franskmændene elsker løg.
-Ja, det gør de.

Nu har vi en sjov ret,
som er falsk kallun.

Ja, jeg har hørt om det.

Det var en ussel ret,
som vi har gjort endnu værre.

Snart er der intet på tallerkenen.

-Hav en god frokost.
-Vi ses.

Vi ses.

Matildes idé er
at genoplive glemte bondeopskrifter,

der for hende repræsenterer
det ægte florentinske køkken.

Jeg er født og opvokset i Firenze og
har set den ændre sig de sidste 15 år

på en skræmmende måde.

Og alle restauranterne blev ens.

Jeg var heldig at få mulighed
til at åbne dette sted

og betjene folk i kvarteret
til lave priser,

men også sørge for, at de spiser godt.

-Tak.
-Selv tak.

-Er det tungen?
-Ja.

Javel.

-Må jeg? Det er min livret.
-Er det?

Min livret.
Den tager 24 timer at lave.

Med tilberedning,
afkøling og tilberedning igen.

Åh, mand.

Og det er så lækkert. Alle de ting,
vi synes er klamme, tunge...

...trippa, det er også lækkert.

-Ja.
-Når det er godt lavet.

Matildes signaturret, falsk kallun,
er en ældgammel opskrift,

der blev lavet af byens husmødre,
når selv indmad ikke var til at få.

-Eccoci qua.
-Tak.

Kun florentinerne opfinder
falsk kallun.

-Kun italienere.
-Ja.

Lad os spise det. Det er så spændende,
at jeg ikke kan vente.

-Det ligner kallun.
-Ja, det gør.

Det er en dej lavet
af rasp, parmesan og æg.

Må det smage dig.

-Falsk kallun.
-Det er falsk kallun.

Det er utroligt.

-Jeg er så stolt.
-Ja, det er du.

Lad os skåle! Alle sammen!

For hende!

Jeg elsker jer alle.

-Skål.
-Tak.

Forvandlingen af den fattigste mad
til disse smukke kreationer

er en florentinsk kunstform,
der stadig praktiseres i dag.

Men et andet sted i Toscana
når den til endnu større højder.

I regionens nordligste del
ligger De Apuanske Alper.

Disse marmorbjerge
har bygget byer i hele Italien.

For 500 år siden
rejste Michelangelo herop

på jagt efter den fineste sten
til sine mesterværker.

Jeg har fulgt hans spor
til den afsides mineby Colonnata

for at få kendskab til dem,
der laver Toscanas hvide guld.

Vi skal se et monument
for dem, der brød marmor.

Det fortæller historien om
marmorbruddene fra romerne til i dag.

Fabrizio Cattani stammer fra en slægt
af stenbrydere i Colonnata.

Familien ejer en af de lokale miner.

Her kan vi for eksempel se
kvinder bære spande

med sand,
som blev brugt i marmorbruddet.

Kvinderne hjalp til i stenbruddene.

Det gjorde børnene også.
De bar vand til stenbruddene.

Så hele lokalsamfundet deltog
i arbejdet med at bryde marmor.

Men de laver andet end marmor her.
Fabrizio er også med i et slagteri.

Her laver han
en af egnens mest inspirerede retter,

det mest dekadente toscanske
charcuteri, lardo.

Mafalda er byens ældste butik med
lardo, og Mafalda var min bedstemor.

Hun begyndte at sælge lardo i 1930,

da det kun blev spist
af fattige arbejdere i marmorbruddet,

ofte under minearbejdet.

Det er vores laboratorium.

-Fedthuset.
-Fedthuset.

Lardo di Colonnata er blevet lavet her
siden minernes barndom.

Lad mig præsentere Carlo,
som er min svoger

og ansvarlig for produktionen.

Det marmor, hvoraf renæssancens
mesterværker blev skabt,

spiller en vigtig rolle
i den unikke tilberedning.

Og hvilken udskæring er det?

Det er fra en gris, der er avlet,
opdrættet og slagtet her i Italien.

Den del, vi bruger,
kaldes "fedtryggen".

Den deles i to her,
så der er to stykker,

og den går op til halsen.

En teknik,
der nok opstod i minerne,

med at salte fedtet og lagre det
i marmor forlængede holdbarheden.

Det gnides ind i fedtet.

Vi begynder med at tage hvidløget,
som er pillet i hånden.

Jeg gnider det ind her.

Jeg vidste ikke, man gjorde sådan.

Og marmoret, hvor er det fra?

Marmoret er fra et brud
oven over landsbyen Colonnata.

Det er en sten, der ikke absorberer.

Statuemarmor eller Calacatta-marmor
giver dårlige resultater.

Ja, fordi de er mere porøse.

Den her indeholder
næsten 98% kalciumkarbonat,

og det skaber en særlig reaktion.

Når saltet smelter,
absorberes alle aromaerne af fedtet,

og det mættede fedt smelter væk.

Hold da op.

Nu kommer der salt i
til at dække bunden af karret.

Så kommer krydderierne.

Hver lardo-familie har sin egen
velbevogtede krydderiopskrift,

normalt med kanel,
allehånde og muskatnød.

Så tager vi et stykke...

...og begynder at massere.

Vi lægger det i siden af karret,
hvor vi vil starte.

Man skal slå meget hårdt på det
for at gøre det fladt.

Heldigvis er han høj.

Ja, du kunne ikke gøre det.

Carlo fortsætter processen,
indtil karret er fyldt til randen.

Han lader det lagre
i op til ti måneder,

og den isolerende marmor
holder det køligt.

Nu skal vi besøge min mor,
som er en fantastisk kok.

Hun drev en restaurant,
da hun var yngre.

Marmorbjergene inspirerede
til kreativitet i århundreder.

Men stenbrydernes største præstation
var nok at lære at lave mad på sten.

Smukt.

Det er vores lardo.

Den skal skæres meget tyndt.

Prøv at smage.

Også mig.

Min mor vil lave
en traditionel ret fra Colonnata.

Den hedder "kanin i spæk".

Jeg elsker lardo og kanin.
Og jeg elsker din mor.

-Ja.
-Farvel.

Lad os begynde.
Her er ingredienserne.

Som i mange lokale opskrifter

supplerer lardoen
det beskedne kød,

stenbryderne kunne få fingre i.

Hvem har lavet den?
Er det dig? Eller slagteren?

Jeg klargjorde den selv.
Jeg stoler ikke på slagteren.

Lad os starte med saltet.

Så lægger vi lardo på.

Den har lagret så længe,

at jeg skal passe på,
at den ikke falder fra hinanden.

Nu synes jeg, det er fint.
Så ruller vi sølvbede i.

-Må jeg hjælpe?
-Selvfølgelig.

-Sådan.
-Smukt.

Nu tager vi den kogte skinke
for at lukke alle smagene inde.

Sådan her.

Nu er vi klar til at rulle den sammen,
meget langsomt.

Jeg bliver sulten af det.

Vi skal sørge for,
at den er stramt bundet.

Nu er den klar til tilberedning.

Og nu er den klar
til at komme på panden.

Jeg bruger meget rosmarin,
fordi jeg elsker det.

Jeg elsker de stærke smage.

Vi er minearbejdere.
Vi er stærke mennesker.

Men mændene fik tydeligvis
styrke fra kvinderne,

som gav dem mad.

Kvinderne her har altid hjulpet
deres mænd oppe i stenbruddene.

Men det må have været farligt.

Ja. Og de kom med mad,
vand og sand til arbejderne.

-Kvinderne har altid arbejdet.
-De arbejdede og lavede mad.

Ja.

Når den er stegt lidt gylden,
tilsætter jeg hvidvin.

Vi lægger låg på.
Skruer ned for varmen.

Og lader det simre langsomt.

Ca. en time.
Jeg vender den nu og da.

Mens Roberta lader
kaninen simre en time,

tager Fabrizio, Carlo og jeg
os tid til at sludre over fedtet.

Er du født her?

-Blev du født her?
-Nej, men jeg har boet her i 34 år.

Jeg giftede mig
med Fabrizios tvillingesøster.

Først forelskede jeg mig i hende.
Bagefter i lardo.

Ja?

Her kommer den.

Så jeg forlod mit job
og begyndte at lave lardo.

-Hold da op!
-Tak.

Bare lidt. Det er for meget.

Roberta spiser sjældent det,
hun laver.

Når jeg laver mad,
bliver jeg altid mæt af duften.

-Jeg spiser aldrig meget.
-Virkelig.

-Nej.
-Jeg bliver mæt af duften.

Sådan er min mor også.
Hun spiser ikke meget.

Fantastisk.

Hold da op. Hvorfor bliver det
ikke sådan, når jeg laver kanin?

Det er godt. Det er så saftigt.

Det er, fordi fedtet smelter væk.

Og al dets smag trænger ind i kaninen.

Man får en eftersmag,
der får en til at ville have mere.

Det giver
en skøn smag i munden.

Lardoen er utrolig. Den er perfekt.

-Godt gået, mor.
-Det er dejligt, Roberta.

Det virker mindre storslået
end at hugge marmorengle.

Mad, der smelter i munden,
er dog lige så værdigt et værk.

-Skål.
-Skål.

Grazie.

Det er ikke sært, at folk er stolte
af disse ydmyge traditioner.

Men det kræver
helt andre færdigheder

at lave Toscanas
mest skattede råvare.

Jeg er i Maremma,

som er en del af Toscana,
der er flad og tør.

Jeg skal møde nogle cowboys
og spise nogle køer.

Det sydligste hjørne af Toscana,
Maremma, er Italiens vilde vesten.

Tenuta di Alberese er
en 900 år gammel ranch,

der engang tilhørte Medici-slægten.

Den er hjemsted for en
af de ældste toscanske kvægracer.

Det er Maremmana-køer,
der avles for deres utrolige bøffer,

som engang var forbeholdt
de toscanske kongelige.

I dag passes de stadig

af en gruppe ukonventionelle
kvægfarmere, kaldet butteri.

De producerer det majestætiske kød
efter ældgamle traditioner.

-Hej.
-Godmorgen.

-Godmorgen, Stefano. En fornøjelse.
-I lige måde.

Stefano Pavin er overbuttero,
leder af disse toscanske cowboys.

Det føles som Amerika.
Næsten som Utah.

Det er en stor ranch, måske
Europas største med fritgående kvæg.

I modsætning til mange moderne
kvægbrug er butteri her hver dag.

De flytter kvæget rundt på det store
område efter de bedste græsgange.

Den store omhu
sikrer oksekødets høje kvalitet.

Alle årets dage
rider vi ud og ser til alle dyrene.

Hver eneste dag.
Der er altid mindst én person her.

For det, der normalt ikke sker,
når vi er fire eller fem,

sker, når man er alene.

Det er en stor udfordring at have
styr på tingene. Det er et hårdt job.

Hvor mange butteri er der nu?

Lige nu er der fem butteri på gården.
Og omkring 500 køer.

Så der er kun fem butteri?
I hele Italien?

Nej, i Italien er der en del,
der laver rodeoshows.

Men af butteri, der stadig arbejder
med faget, er der nok kun 20 tilbage.

-Virkelig?
-Ja.

Hold da op.

Den gamle form for kvægavl
er nok en uddøende kunst,

men engang var der stor respekt for
denne faglærte og farlige profession.

I århundreder var de lokale cowboys
ikoniske skikkelser i området

og beundret som helte
i en Hollywood-western.

Deres stolthed er ikke forsvundet,

men Stefano, Alessandro, Luca og Sara

har mere ansvar som butteri
end nogen sinde før.

De træner heste, reparerer hegn
og udfører endda simpel kirurgi.

I dag viser de mig resultatet
af deres hårde arbejde.

Se den bøf.

-Er det kødet?
-Fra kvæget på vores ranch.

-Virkelig?
-Ja.

Det har lavt fedt-
og kolesterolindhold.

Så det må ikke steges for meget.

Så bliver det hårdt.

Det skal også tørmodnes.

-Skal vi prøve?
-Ja.

Den moderne tørmodningsteknik betyder,
at bøfferne bliver endnu mere møre.

De er stadig nogle af de bedste
i hele regionen

og indbringer op til $100 per styk.

Det spiser man ikke
til frokost hver dag, vel?

Nej.

-Det er noget særligt, ikke?
-Ja.

-Skal du ikke tilsætte noget?
-Nej.

På denne gård lever dyrene
i en helt naturlig tilstand.

Dyret er ikke stresset,
fordi det lever på en foderplads.

Jeg elsker det.

Det bliver stegt lidt på undersiden.

-På benet.
-Ja.

Så kan du tage det af. Og det er det.

Hvorfor blev du buttero?

Jeg har altid villet arbejde
med kvægbrug.

Selv om det virkede
som en fremmed verden.

Så den tidligere leder
lod mig prøve.

Ranchens gamle leder af butteri
begyndte at lære mig op.

Du kunne vel lide det.
Hvor gammel var du?

-Omkring 20. Jeg tager den af.
-Klart.

Bed til, at jeg ikke ødelægger det.

Åh gud.

Du milde.

-Vil du smage?
-Hvordan spiser jeg det?

-Med fingrene.
-Hvis du siger det.

Hvad synes du?

Det er virkelig godt. Lækkert.
Hold da op.

-Det er noget særligt.
-Tak.

Prøv fileten. Den er fantastisk.

Det hårde arbejde belønnes
utvivlsomt med det utrolige kød.

Men uden unge til at tage over

risikerer den ædle profession
at forsvinde.

Fortæl mig,
hvorfor du lever dette liv?

Jeg har altid arbejdet med heste,
både som akrobat og stuntman.

Og jeg var fascineret af det her.

Men er der andre unge,
der vil det her?

Det er ikke et job for hvem som helst.

Man skal virkelig elske det
for at blive ved.

Men ja, der er unge mennesker,
der vil fortsætte traditionen.

Virkelig? Det håber jeg.

Men man må lede efter dem med lup.

Men der er nogle derude?
De findes.

Se, hun træner med os.
Og hun er god.

Men vi må se,
hvad der sker om et par år.

Der er dage, hvor man ikke siger
et ord, fordi man er alene.

Det er, når det går godt.

-Skål. Tak.
-Mange tak.

-Mange tak.
-Åh gud, tak.

Forhåbentlig vil flere unge som Sara
kæmpe videre

for at bevare denne unikke livsstil

og blive ved med at skabe
noget så perfekt.

Perfektion kommer ikke altid
af at følge reglerne.

Nogle gange må man bryde dem.

Et italiensk koncept
opsummerer for mig,

hvorfor toscanerne kæmper
så hårdt for deres traditioner.

Campanilismo,
der kommer fra ordet for klokketårn,

er en stærk tro på,
at du ikke hører til dit land,

men området inden for hørevidde
af dit klokketårn.

Men ordet har også
en mørkere bibetydning,

en frygt for alt fremmed,
både mennesker, religion og endda mad.

Hvor voksede du op?

-I det her kvarter?
-Ja.

Jeg voksede op her.

Og markedet er
hjertet i Sant'Ambrogio.

Jeg er i Firenze igen
for at møde restauratør Giulio Picchi,

hvis provokerende vision
for toscansk mad udfordrer status quo.

-Det er et lokalt marked.
-For de lokale.

Det bruges af florentinere,
og det er stadig autentisk.

Den ligger på en diskret sidegade
i centrum,

og restauranten er
blevet anklaget for

at bryde nogle af byens
800 år gamle kulinariske regler.

-Tak.
-Du er velkommen.

Cibleo blev grundlagt af Giulios far,

afdøde Fabio Picchi,
en af byens mest roste kokke.

-Smukt.
-Tak.

-Hej, Masa.
-Stanley.

Jeg er Masaru.
Godt at møde dig.

Tak.

I dag drives den af Giulio
sammen med kokken Masaru Kawai

og serverer en unik fusion
af toscansk og asiatisk mad.

-Hvor længe den været her?
-Siden 2017.

Og hvordan reagerede folk?

Det er svært at håndtere
florentinernes reaktion på,

at vi ikke serverer brød.

Italienerne uden brød?
Har I ikke brød?

Og da vi åbnede Cibleo,
kom bystyret med disse Unesco-regler.

I det centrale Firenze
må der ikke åbnes en restaurant,

der er ikke en simpel,
toscansk, traditionel restaurant.

Var reglen ikke også, at en vis andel
af ingredienserne skulle...?

Jo. Man skulle bevise,

at 80 procent af det, man har,
kommer fra Toscana.

Så vi tager noget
traditionelt japansk som gyoza

og fylder det med svinekød
fra Toscana.

Jeg forstår, hvad de prøver på,
men i praksis giver det ikke mening.

Man kan åbne en dårlig toscansk
restaurant med traditionelle retter?

-Ja.
-Præcis.

Okay, nu er jeg meget sulten!

Først tre genopfundne
toscanske klassikere,

med en af mine nye favoritter.

-Tak.
-Tak.

Jeg råder dig til at starte
med den stegte spinat med kikærtemel.

Ved siden af er der en kødbolle
af lampredotto med miso og yuzu.

Og så lidt katsuobushi.

-Fantastisk.
-Tak.

-Tag spinaten.
-Tag den her, okay.

Sådan.

Det er en opskrift
fra Cibleos grundlæggelse.

-Indisk. Meget indisk.
-Det smager man.

Spinat med kikærtemel.

-Og hvad var det røde på toppen?
-Hindbær.

-Åh gud. Nu bliver jeg mere sulten.
-Jeg med.

-Hvad så nu?
-Lampredottoen.

Det er farligt at ændre opskriften
på lampredotto i Firenze.

-Ja.
-Man risikerer at blive dræbt.

-Hvad synes du?
-Jeg synes, det er utroligt.

Jeg elsker lampredotto,
men det her løfter den virkelig.

Løgene og misoen transformerer
lampredottoen. Den er lidt sød,

og kødbollen er lidt sprød.

Vi tør godt servere denne lampredotto,
for vi ved, den er god.

-Hvis de ikke spiser det, er de dumme.
-Ja.

Røget, tørret atlantisk bonito.

Det fungerer som prosciutto.
Masaru lagrer, salter og ryger det.

Jeg sagde: Er du skør? Så prøvede vi
det sammen, og det er utroligt.

Okay. Lad os prøve.

Jeg ville aldrig have sat osten
sammen med fisk.

I starten kan man mærke røgen.

Så tænker man: Er det skinke?
Så får man eftersmagen af fisk.

Det er fantastisk.

Ved at arbejde med lokale råvarer
har Giulio og Masaru

omgået bystyrets bureaukrati.

Hvad laver han?

-Han har vist en ekstra ret.
-Ja. Noget i den stil

Værsgo. Vi slutter af
med grillet sværdfisk med røget smør,

blandet med flade grønne bønner
og tilberedt på trækul.

Masaru vil bruge alle dele af fisken.

Det er fantastisk.

Jeg er blæst helt bagover.
Hold da op.

-Vi må prøve det her.
-Det er det sidste.

Okay, aspetta.

Den sidste provokation på menuen
er en japansk ossobuco.

Kalveskanken er erstattet
af rå knoglemarv fra sværdfisk.

Han er et geni. Han er et ægte geni.

Pointen er ikke,
hvilken slags køkken man har,

men kvaliteten af det, vi laver.

-Det hele er så lækkert. Tak.
-Mange tak.

Sådan et køkken,
der kreativt udfordrer traditioner,

men stadig omfavner dem,
er sjældent her.

Måske ikke sært,
når de opretholdes så stolt.

Men kvæler denne fiksering på fortiden
Toscanas kreativitet?

Der er en begivenhed, der kan
besvare det spørgsmål ret dramatisk.

Medici-slægten forenede regionen
i 1500-tallet.

Før bestod Toscana
af stridende bystater og kongeriger.

Ingen var stærkere
end republikken Siena.

FIRENZE

Siena ligger i det centrale Toscana
og er opdelt i 17 distrikter,

centreret omkring Piazza del Campo.

Jeg skal se et imponerende skue, hvor
toscansk historie vækkes til live.

Siena.

Jeg har været her tit. Første gang
med min familie, da jeg var ca. 12 år.

Jeg blev meget imponeret
over denne utrolige plads.

To gange om året, fire dage og nætter,
samles hele byen til Palio di Siena.

Den middelalderlige fejring kulminerer
i et dramatisk hestevæddeløb.

Begivenheden går tilbage
til det 13. århundrede,

da byen valgte at fejre en brutal sejr
over Firenze med væddeløb og fest.

Vi har fået lov
til at filme begivenheden

og se, hvorfor de lokale går
så meget op i den.

I dag skal vi se generalprøven
på morgendagens løb.

Hele løbet varer kun 45 sekunder.

En masse arbejde for 45 sekunder,
så det er vel noget, de nyder.

Gamle spændinger og rivalisering
findes stadig mellem contradaerne.

Nogle går tilbage til en tid,
da Palio var mere blodig.

De rider uden saddel.

Alle, der har prøvet at ride
på en hest, ved, at ikke er nemt.

Farverne er utrolige.

Starten er gået!

Palios ældgamle regler kan virke
forvirrende for uindviede.

Jockeyerne må brase ind i
og piske hinanden,

og hesten på andenpladsen
betragtes som taber.

En rytter blev smidt af i starten,

så den rytterløse hest
fører indtil videre.

Jeg ved ikke, hvad der skete. De
prøver at stoppe hesten, men forgæves.

Hvis rytteren bliver smidt af,
kan hesten stadig vinde løbet.

Uanset resultatet
er det her bare træningsløb,

forberedelser til morgendagen.

Men jeg er i Siena

for at se
noget endnu mere imponerende.

Der er tradition for,
at alle de konkurrerende contradaer

skal generobre gaderne i Siena

og fejre deres distrikt
med et festmåltid.

Jeg er på vej til middagen,

som holdes af den contrada,
som var så venlige at lade os filme.

Alt det, vi lige er gået igennem,
er endnu en contrada,

og det er nok en middag
for omkring tusind mennesker.

I den øvre del af middelalderbyen,
hos Contrada Valdimontone,

"Vædderens Contrada",

har en lille kokkehær
været oppe siden daggry

for at forberede aftenens festmåltid,
og humøret er højt.

Det er rød, hvid og gul

Farver, der altid skinner

I morgen vinder vi Palio

Vi knuser jer alle

-Hej.
-Hej.

Hvad skal vi have i aften?
Hvad skal vi spise?

Vi har en trerettersmenu.

Vi starter med skinke,
rullet med ... Ciaccino.

Det hedder også schiacciata.
Det er en hvid pizza.

-Hvad ellers?
-Sig det, Stanley.

Hvad mere? Du milde.

-Hvad ellers?
-Bagt pasta.

Risotto med...

Det er umuligt.

...med pølse.

-For os er det muligt.
-Nej!

Hvad?

Det er imponerende
at lave risotto til mange tusind.

Og mange af de frivillige er
ikke engang professionelle.

Hvad laver du resten af året?

Jeg er på universitetskontoret.

-Ja.
-Anæstesiolog.

-Hun er læge.
-Øjenlæge. Vi har alt muligt.

-Og hvad laver han?
-Hvad laver du?

-Han er tandlæge.
-Jeg er tandlæge.

-Virkelig?
-Ja.

Godt, for jeg har ondt lige her.
Jeg viser dig det senere.

Efter middagen. Ikke i aften.
Det er farligt for dig.

Meget farligt.

-Må jeg se køkkenet?
-Selvfølgelig.

Hver contrada rejser penge
via donationer og middage som denne

og investerer pengene i aktiviteter,
der gavner lokalsamfundet.

Vi har et køkken.

-Mere ris.
-Risotto.

-Men hvorfor gør I det her?
-Af lidenskab.

Af kærlighed
til Siena og vores contrada.

Vi vil gøre det hele selv
uden hjælp udefra.

Og vi sætter en ære i,
at vi laver det hele selv.

Fantastisk.

Udenfor gør folk klar
til at skåle for deres contrada.

Selv om festerne er
en ret ny tradition,

fortæller en af lederne mig,

at de er lige så vigtige
for de lokale som løbet.

Vi har fået flere deltagere
siden 1980'erne.

I 80'erne
var der 500 mennesker til middag.

Og pludselig steg det til tusind.

Så 1500. Og så videre og så videre.
I dag er det over 2000.

Det er fantastisk.

I USA og England ville det
være utænkeligt.

Det gælder også resten af Italien.
Alle, der kommer her,

siger, at de er imponerede.

Det handler om fællesskab. Det er
en livsstil og et tilhørsforhold.

Alle aldre fra 10 til 90 er samlet.
Det er som en familie.

Ja.

Trods gammel rivalisering

står det klart for mig, at Palio er
en begivenhed, der forener.

Det er et monument over toscanernes
evne til at gå mellem fortid og nutid

og finde inspiration
i gamle traditioner

og skabe noget af utrolig skønhed.

Tekster: Tine Demandt