Original subtitles

Tøm lommerne på bordet.

Stil dig her og vend dig om.

Hvad ved I om The Damned?

- Jeg ved ikke så meget. - Vi ved ikke meget om dem.

Den første punkplade, jeg købte, brugt i Cheapo Records for 4,20 dollar.

- Lad mig tænke... - Rigtige pionerer.

Lemmy har spillet i The Damned. Lemmy! Fra Motörhead!

Jeg har hørt om The Clash og Sex Pistols, men ikke The Damned.

Det er et af de der punk-goth-bands, der forandrede musikgenren.

Hvorfor ikke have en vampyrsanger?

Hvad man end mener om dem, så har de forandret undergroundscenen.

Nogle bands har fået mere opmærksomhed end andre.

BBC Radio Berkshire, klokken er 15.55. Vi har Captain Sensible her.

Det er 37 år siden The Damneds første single "New Rose" udkom-

- på det af BBC bandlyste album "Damned Damned Damned" fra 1977.

Det første punkband, der spillede på CBGB. De blev opløst flere gange.

Havde I ventet det her, Captain?

Nej, 60 år er gammel af punk at være.

Jeg elsker punk, men jeg troede, det ville blive kortvarigt.

Jeg troede, Rick Wakeman og de andre ville komme tilbage og punken uddøde.

Alle spillede på store arenaer, man så bandet på en storskærm på afstand-

- men så kom punken, og man befandt sig midt blandt publikum.

Det opvejede det.

Har I hørt om Peter Frampton?

Hold kæft! Har I hørt om Peter Frampton eller ej?

Synes I om ham?

Jeg hedder Peter Frampton. Det er skønt at være her.

Vent lidt!

Er jeg en idiot? Hvad med jer selv? I har betalt for at se mig!

Hold nu kæft!

Amerikanske skide røvhul.

Det var "skrid så"-musik. "Pas på hovedet på vej ud"-musik.

Sådan var The Damned for mig, som en kulisse for kriminalitet.

De var helt frygtløse og fik mig til at føle mig hjemme.

De er som rockens voodooforskere.

Det første rigtige punkband.

De var bedre musikere end de andre. De så ikke musikken som noget grimt.

De provokerede. Da vi så dem i tv, blev vi chokerede.

Dave Vanian tænkte: "Jeg vil være Casanova som sanger."

"Jeg synes også om Dracula, så det bruger vi også."

De var kendt for at more sig på scenen. Det var rigtig sjovt.

De kunne levere varen. Suveræne sange!

De første singler var lige i skabet.

Der er meget gospel over deres sange, synes jeg.

Folk taler mest om Clash og Pistols, men The Damned var også med.

De var ikke så politiske og vrede, de morede sig og fik folk med.

Et kunstnerisk og sært band.

Herlige gigs! Man vidste, det ville blive vildt.

De kom altid med noget rigtig godt.

Her var ingen som dem. Vi trængte til spændingen og energien.

Få ting var så provokerende på det tidspunkt.

Ville man smide nogen ud, var det bare at sætte The Damned på.

To, to... Jeg tager dem med.

To, et, to, to...

To, et, to, to...

Nej, det er det ikke.

Watford fire, Palace nul. Det er mit gæt.

I tågen i London...

Jeg ville ikke være musiker, jeg ville være grafiker.

Jeg tog rundt i London på jagt efter noget at lave.

Jeg løj for Chrissie og andre, som var ude efter bandmedlemmer.

Jeg sagde, at jeg havde været med i et band.

Jeg havde aldrig sunget, så jeg løj mig med.

Malcolm McLaren fortalte, at han havde mødt en suveræn trommeslager.

Han hade aldrig hørt ham spille, men det var ikke nødvendigt.

Malcolm ville havde mig med i sit og Chrissies band Masters of the Backside.

Vi optrådte aldrig.

Chrissie Hynde på guitar, en sanger, som hed Dave og var min modsætning.

Jeg var helt i sort og med sort hår, han havde hvidt hår.

Han var blond og feminin, som en frisør fra Essex.

Han ville ikke synge i et band, men det var Malcolm ligeglad med.

Chrissie ville kalde bandet Mike Hunt's Dishonorable Discharge. Fyrene sagde nej.

Vi øvede. Jeg spillede guitar, med Chris Miller på trommer.

Han havde en ven med langt hippiehår, som hed Ray Burns.

Han sagde, at han kunne spille, og Malcolm gik med til det.

Jeg ventede, men hørte ikke mere.

Vi kom ikke længere end til øvelokalet, men så kom Rat med en guitarist.

Hvordan så den engelske musikscene ud, da du og resten af The Damned mødtes?

Kedelig. Vi fik ingen gigs. Ingen syntes om intensiv rock.

Der begyndte at ske noget. Jeg havde mødt Mick og Tony-

- og de kendte nogle af dem, jeg lyttede til, som Iggy og MC5.

Vi ledte efter trommeslagere og sangere, og jeg fandt Rat.

Annoncen var i flere gange, så jeg ringede og talte med Bernie Rhodes.

Han var et dumt svin og spurgte, hvad fanden jeg vidste om New York.

Jeg havde jo ingen penge, men han sagde, det var vigtigt for dem.

Så sagde jeg: "Vil du have verdens bedste trommeslager eller ej?"

Jeg var blevet træt af ham, men så bad han mig komme.

Der kom en fyr med rødt hår og slidt frakke.

Han kløede sig overalt og sagde, at han havde skab.

Vores bassist, Tony James-

- tog en avis og lagde den på stolen, så andre ikke fik det.

En rotte løb hen over gulvet, men Tony tværede den ud.

- Så sagde Mick: "Rat Scabies!" - Sådan fik Chris sit kælenavn.

Vi spillede, og de lod, som om de ikke var interesserede i mig.

Det var bare noget, vi fandt på.

Så jeg viste ingen interesse for dem.

Vi så en krigsfilm, og Brian overførte dramatikken til guitaren.

Forestil jer fire musikere, der lader, som om de er ligeglade med de andre.

Det blev et enormt pres.

Jeg blev smidt ud af grupper, der ikke ville spille så hurtigt som jeg.

Brian var meget energisk, så jeg følte, jeg havde fundet, hvad jeg søgte.

Det lokkede noget frem i mig, som jeg ikke havde udforsket før.

Som jeg husker det, troede de ikke, at Tony og jeg kunne klare det.

Så mødte de Ray, og senere "Captain".

De syntes nok ikke, at vi var hårde nok.

London SS havde ikke et eneste gig.

Af det opstod Damned med mig og Rat og Clash med Mick.

Tony fortsatte i Generation X.

Jeg og Captain arbejdede i Fairfield Halls, han stod for toiletterne.

Chefen der hadede virkelig Captain. Jeg sagde, at jeg var trommeslager.

"Så trives du nok med Ray. Han tror, at han er guitarist." Alle grinede.

Så kom han ind med et kæmpe garn, som en enorm dørmåtte-

-og en smøg i munden.

En skikkelse, som bare valsede ind.

Han sagde ingenting, han mumlede bare.

Jeg skulle ordne 14 toiletter hver dag.

Når man havde ordnet toiletterne klokken 10, var der ikke mere at lave.

Koncerterne var jo først om aftenen.

Jeg tog guitaren med og trak mig tilbage for at øve.

Jeg vil tjekke, om de lever op til mine krav.

Rat ordnede gulvet, det var han god til. Jeg var fantastisk til toiletter.

Fyren, der tørrede væggene af, syntes vi ikke om.

Han var lidt af et svin, hvilket førte Chris Miller og mig sammen.

"Sådan en idiot, han skal få noget at gøre rent!"

Så kørte han støvlen mod væggen, så der kom et stort, sort streg.

"Det var jo fint." Og så fortsatte han sådan overalt.

Fyren fik det ret hårdt de følgende uger.

En dag var der en bæ, som ikke ville skylles ud.

Jeg skyllede og skyllede... Hvad skal man stille op?

Jeg fik en idé og gik ned i kantinen.

Med kniv og gaffel delte jeg den som en pølse og skyllede den ud.

Jeg skyllede bestikket af og satte det tilbage.

Tænk at være på toilettet hele dagen! Det ville George Michael nyde.

Chris svarede på en annonce, og dagen efter var han blevet klippet.

Havde man ikke noget hår i 1975, ville pigerne ikke engang se på en.

Han sagde, at de også søgte en bassist, men jeg ville beholde mit hår.

Jeg skulle mødes med Brian, og han lavede meget spændende, ny musik.

Han var meget passioneret. Det virkede lovende, så jeg gik med.

- Det var en prøve. - Hvordan gik den?

Der kom ikke andre. Sid Vicious skulle være kommet.

De ville have ham med, og jeg kom en halv time for tidligt for at se-

-men han dukkede ikke op.

Så I det? Der kommer ingen iste.

Hviler der en forbandelse over The Damned? Eller Captain Sensible?

Det er det samme. Det er måske mig, eller hvad tror I?

Jeg knækker strenge hele tiden, og i går faldt projektoren ned.

Det er gyseligt. Vi kommer ude for mange ting.

Har I hørt om "Forbandelsen over The Damned"?

Jeg begynder at tro, at det er sandt.

Punken blev født af frustration og vrede og følelsen af ikke at have en fremtid.

England hang fast i en lavkonjunktur.

Strejker, arbejdsløshed, National Front voksede...

Det var gråt, trist og frygteligt.

- Musikken afspejlede ikke stemningen. - Der var meget progressiv rock.

Triste, skæve bands fra Californien.

En hel albumside blev tilegnet svampe i himlen, eller hvad det var.

Det blev folk trætte af.

De ville have noget, der handlede om deres liv og den rigtige verden.

De ville skabe deres egen sound. Af folket, for folket, om folkets tanker.

Godmorgen og velkommen til rockturen. Jeg hedder Bob.

Jeg er noget yngre end de andre-

- men jeg husker, at fagforeningerne sloges med landets ledere i 1972-73.

Både ledere og fagforeningerne sagde, at de unge ikke have nogen fremtid.

"De vil lide." Det var, hvad vi fik at vide.

I 18 måneder tid fik vi den besked, at vi ikke havde nogen fremtid.

Så bliver man vred.

Det var af den vrede, punken blev født.

Dette er den seneste musikstil fra det land, hvor Händel komponerede Messias.

Dette er punkrock, hvis mål synes at være at fremme vold, sex og ødelæggelse-

-i den rækkefølge.

Man mener, at verden, og alt i den, stinker.

Punk spilles af arbejderklassens unge, for arbejderklassens unge.

Det her er The Damned, og sangen hedder "Fan Club".

Når man hører den hurtige takt, føles det som en flyvende tallerken.

Det fik opmærksomhed.

Det var svært at modstå dem-

- især i den periode, hvor de var så vilde og højlydte.

Deres koncerter var vilde. Det var alle mod alle.

De tog sig ikke af noget, og vi gjorde heller ikke. Vi havde intet at miste.

Synes I ikke om os? Gå ad helvede til!

Jeg så dem første gang på Starwood, med Joan Jett.

Vi var på balkonen, og de var helt vilde på scenen.

Rat satte ild til bækkenerne, Captain Sensible kom ud i tutu og gled.

Han hev tøjet af en kvindelig fotograf.

Joan tog sit bælte af og begyndte at slå omkring sig.

Alle brølede, bækkenerne brændte, og der var totalt kaos.

Rat var en fin trommeslager, og det var vist ham, der begyndte at spytte.

Nogle tror, de er et punkband, som The Jam. Skide middelklassesvin!

Vi er et punkband, og det er jeg skidestolt af!

I starten var der 4-5 bands, de var forskellige, men havde samme attitude.

The Damned brugte sort humor.

Andre var tydelige med deres politiske mening, eller de var bare vrede-

- men de anvendte det psykedeliske, der var lidt varieté og teater over det-

- og det blev blandet sammen til en stor fest.

Vi ville ikke være hurtigst og vredest, det skulle føles rigtigt.

Og det var at være hurtigst og mest vred.

De repræsenterede tidsånden lige så meget som de andre bands-

- men de blev ikke taget lige så alvorligt-

- fordi de ikke talte om social forandring, arbejdsløshed og politik.

Man bliver ikke taget alvorligt, når man har ballerinakjole på.

"Arbejderklassen må kæmpe sammen! Til helvede med paven!"

Jeg kan ikke klare den der utilfredshed, det er ikke mig.

De nød at more sig, og det adskilte dem fra Pistols, Clash og mange andre.

Som fan var man stolt over, at de fik udsendt en plade.

Den første single var vigtig.

Den var nyskabende, og nu kunne man spille den, når man ville.

Her blev de indspillet, i garagen til venstre.

Tre fantastiske singler fra tre store bands.

Elvis Costellos "My Aim is True", The Damneds "New Rose"-

- och Dire Straits "Sultans of Swing" blev indspillet her.

Deres første singler.

Studiet er blevet kaldt punkens fødegang.

The Damned var punkens fødsel.

Jeg hørte sangen i radioen, og den ligesom kastede sig over en.

Det var enormt, de fleste havde aldrig hørt den slags guitarspil.

Folk kom helt op at køre.

Det påvirkede endda DJs.

De gik i panik, da tæppet blev trukket væk under dem.

Vi havde ikke fået en pladekontrakt, da The Damned udgav deres første plade.

Det lagde pres på os.

Når man er alene i sin genre, har man intet at sammenligne sig med.

Man ved ikke, om man er god.

Det var ikke en kærlighedssang, for den handler jo ikke om en pige.

"New Rose" handler mere om den nye punkscene.

Det var en bevægelse med attitude, men meget var noget skidt.

Man behøvede ikke kunne spille, det handlede mere om idéer.

En ville være digter, og de andre gav alt, selv om de ikke kunne spille.

The Damned var meget musikalske, det overså mange vist.

Man mærkede det på det første album.

Det var unger fra gaden, men de kunne spille.

De viste, at de kunne lave plader på deres betingelser, på Stiff.

Det indgød håb.

Det føltes gennemførligt.

Jeg trivedes ikke i skolen og hørte tit:

"Du bliver ikke til noget, Gahan."

Det lod til, at det ville gå sådan.

Da jeg så Dave Vanian, følte jeg, at det kunne jeg også.

Jeg og en ven talte om The Damned, og han sagde:

"Nu er jeg med. Folk siger, du har lidt Jagger i dig"-

- "men er det ikke Dave Vanian?"

"Ja, det var det." Jeg elskede dem.

"Damned Damned Damned" startede punkbevægelsen.

Den startede før Sex Pistols, Stranglers og alle andre.

Det er en vigtig plade for punken og den lyder meget skrattende.

Den er ikke særlig godt produceret, selv om Nick Lowes navn står der.

Han inviterede kun på dårlig cider, mere gjorde han ikke.

Guitarerne lyder helt ødelagt.

På andre punkplader er de ufordærvede-

- men på The Damneds første album lyder det helt modbydeligt. Fremragende.

Det føltes, som om de lavede musik, der ikke var spor kommerciel.

Det var meget forfriskende.

Vi prædikede ikke.

Vi var politiske blot ved at være der.

Det handlede mere om, hvad vi gjorde, end hvad vi sagde.

Alle var på jagt efter noget.

Der var brug for bands, som fik folk til at glemme problemerne.

Der var beskeder i sangene, men vi bankede det ikke ind i hovedet på folk.

Som i "Neat Neat Neat": "ingen betjente" og "ingen pegefingre".

Det handler om sociale spørgsmål, men det er ikke anmassende.

Det handler i bund og grund om grundlæggende rock and roll-

- punkrocken skider på alt og smadrer alt.

Det er rock and roll i Jerry Lee Lewis-stil.

Man kan ikke diskutere politik med Jerry Lee Lewis-

- men et punkband uden Jerry Lee-følelse er ikke noget punkband.

Jeg tegner i siden... Blev det ikke godt?

Jeg var teenager, da jeg hørte om The Damned.

Omslaget til "Damned Damned Damned" var fantastisk.

Det mindede om "The Three Stooges".

Jeg forstod straks, at de ikke tog sig selv alt for alvorligt.

De var komikere, og pyt med, om musikken var elendig.

Der kræves noget mere for at få det til at fungere.

"Neat Neat Neat" føles lige så frisk nu som dengang.

De havde det allerede fra starten.

Skulle jeg vælge en sang, ville jeg vælge den. Den får en i gang.

Folk tabte hagen, når jeg og Rat kom.

Vi kunne klatre langs muren på 7. Etage på et hotel-

- bare for at skide i nogens seng. Brian gjorde bare sådan her.

Han magtede ikke at skælde os ud. Det måtte hans kæreste gøre.

"I gik langt over stregen i går! I skal rette jer efter Brian."

"I skal være glade for, at I kan være med."

Man fik den fornemmelse, at der kunne ske noget grimt hvert eneste øjeblik.

Det var tre eksplosive personligheder.

Det her var fire unge fyre-

- der red med på bølgen i dette enorme kultfænomen.

De var store stjerner, det blev de efter de første måneder.

GLEM THE PISTOLS

Helt rigtigt.

Det var meget kaotisk, ikke mindst menneskene omkring os.

De nød kaosset og ville se flere skandaler.

Det værste er, når folk kaster øl op på scenen.

Hvis det sker, må I oppe foran-

- få det til at se ud, som om I er i kontakt med de andre.

Det kan hjælpe, men hvis I ser nogen gøre det, skal I straks smide dem ud.

De får ikke en chance til.

Der er intet værre, end når der kommer et glas flyvende.

Man kan ikke undgå dem.

Det siges, at folk får til opgave at gøre det af tidligere medlemmer.

Det kan være sket.

Kaster I flere, så går jeg.

Et til, så er koncerten slut.

Fanden tage jer.

Jeg forsøger at gøre jer glade, men så kastede en idiot noget.

Det gør, at jeg ikke vil tale med nogen mere.

Og heller ikke synge "Happy Talk". Vil I høre den?

Beklager.

Jeg fik fem glas på mig, det går ikke.

Kan I fjerne personen, der kaster? Gør noget, tal med dem.

Jeg klarer mig, hvis I smider synderen ud.

Jeg kastede det første, men ikke flere.

Vær venlig at gå. Du ødelægger det for alle andre.

Jeg kastede ikke det andet.

- Hvem kastede det andet? - Ikke jeg.

Vi er voksne. Vi er ikke børn.

Nu kan vi fortsætte.

Det første album havde Brian James arbejdet på i tre, fire år.

Til det andet havde han ikke så mange sange, og vi andre ville også skrive.

Visionen forandrede sig, og det syntes han ikke om.

Stiff Records gav ham to dage til at skrive sangene, så pladen blev dårligere.

Sangene var ikke de bedste, men energien var den samme.

Tempoet var ti gange højere end før.

Jeg husker, at jeg efter to forsøg spurgte Captain, om vi skulle prøve en gang til-

-og han sagde: "Hvorfor?"

Vi lavede en plade på samme tid, som det tog Pink Floyd at stille trommer op.

Vi tog på turné igen-

- men det var hårdt at sidde i en bil hele dagen.

Dråben var, da jeg fik tæv på et hotel.

Jeg lå på gulvet og blev sparket.

Jeg kan huske, at de andre bare stod der.

Det føltes helt forkert og ændrede mit syn på dem.

Da jeg kom med, blev vi mere psykedeliske, og det syntes jeg om.

Brian var lidt distræt.

Jeg og Rat startede bandet.

Det var energien mellem os, der var det vigtigste for mig.

Jeg og Captain ville ikke have startet et band.

Heller ikke mig og Dave, vil jeg tro.

Jeg savnede ham, jeg startede bandet med.

Der var ikke noget at gøre ved det.

Det blev for trygt.

Bandene kopierede bare hinanden, og det blev pokkers kedeligt.

Det var ikke det mindste rebelsk.

Jeg tænkte på, hvad jeg lavede, og fik lyst til noget andet.

Jeg husker det tydeligt. Vi øvede, og jeg vendte mig mod dem og sagde:

"Det er slut, drenge, bandet skal stoppe."

Captain tog det meget hårdt.

Så ked af det havde jeg aldrig set ham, og det chokerede mig.

Jeg gik rundt og græd, selv om jeg var en stor pige.

Jeg var knust og ville bare væk, så jeg gik i biografen.

Jeg ville bare gemme mig i mørket.

De viste ABBA-filmen, og der var proppet med ABBA-fans.

Jeg sad der i midten i mit punktøj og stortudede.

Det er sandt.

Det var Brian, der bestemte. Vi kaldte ham "riffmeisteren".

"Führeren", bag hans ryg.

Han var den kreative. Det spillede ingen rolle, hvad vi andre syntes.

Vi måtte ikke skrive noget.

Da vi besluttede at spille videre med Captain på guitar, røg handskerne af.

Det var da, det musikalske eventyr begyndte for mig.

Scabies ringede en dag og spurgte, om vi skulle spille sammen igen.

Vi manglede en bassist, og så fandt vi Lemmy, som altid var der.

Jeg vidste, at Captain skulle være leadguitarist.

Vi vidste ikke, om han kunne, for vi havde aldrig hørt det.

Han sagde straks ja. Vi kaldte os The Doomed for ikke at blive stævnet.

Er I klar, I fisser?

Mr Vanian, mr... Sensible, mr... Scabies, mr... Kilmister... The Doomed!

Som punker var det ikke godt at have en langhåret rocker på scenen.

Det blæste de på, de var jo venner.

Vi var nervøse over, hvad publikum ville mene.

- Det var kaotisk og højt som altid. - Det gik rigtig godt.

De spurgte mig aldrig formelt, men jeg fornemmede, at jeg måtte være med.

Jeg havde travlt med Motörhead dengang.

Det var fantastisk og gik så godt-

- at vi følte, at vi kunne blive The Damned igen.

De er tilbage. Rat Scabies, Captain Sensible, Dave Vanian-

-og den nye bassist Alasdair... Ward.

De har lavet en ny plade.

De er her i dag for at spille et par af sangene for os her i studiet.

Mine damer og herrer, The Damned!

"Machine Gun Etiquette" er utrolig, ikke en eneste dårlig sang.

- De rejste sig fra asken som fugl Fønix. - Hvorfor havde Captain spillet bas?

Punkens Jimi Hendrix.

Det føltes som et nyt og mere kreativt band.

Historierne om USA-turnéen er spændende.

- Vi gik bersærkergang. - Vi tog kokain, drak...

Rat drak meget, lige fra om morgenen.

Captain plejede at pisse i medhørshøjttalerne.

Algy havde en hammer i lommen, som han knaldede i bardisken.

Havde de ingen gode øl, smadrede han ting.

- I ved ikke en skid! - Nu kommer "Great Big Tits"!

Til alle kvinder blandt publikum, som vil sutte min pik!

Når vi ankom til byen, plejede Rick Rogers at tale med klubejeren-

- og spørge, om de vidste, hvad vi plejede at lave på scenen.

Nogle gange sagde de fra, men nogle sagde ja. Meget blev smadret.

Af og til kom brandvæsenet, politiet, hunde...

Midt i alt det h3r bankede vi på Ricks dør og hældte vand ud over ham.

Vi var forfærdelige.

Kreativiteten blomstrede, og de skrev rigtig gode ting.

Captain er en fantastisk guitarist-

- og på "Plan 9" mærkede man, at han havde styr på det.

Han vidste, hvordan han skulle spille.

Han var skrap på guitar og spillede små symfonier.

Godaften, Looe Fest!

Kan vi få nogle hænder i luften?

1976 var vist et godt år at danne fantastiske punkbands!

Det her er ingen undtagelse -The Damned!

Jeg blev overrasket over "Love Song". Første sang efter genstarten blev et hit!

Den føltes rigtig med det samme.

Dave skrev sjældent tekster. Det blev overladt til den, der havde en pen.

Jeg havde skrevet en tekst, og da Captain lavede riffet, ville han bruge min tekst.

Algy var en stor del af vores kaosår.

Han tog ikke bassen frem, hvis han ikke fik whisky.

Jeg troede, han ville leve rocklivet, men det var vist værre end det.

Han besvimede inden koncerterne, og vi måtte vække ham og tvinge kaffe i ham.

Meget tid i studiet gik med, at han skulle drikke.

Da vi filmede "Smash It Up", begyndte han og Rat at slås med flasker.

Alle troede, at The Damned ville miste endnu en bassist.

Vi udskiftede bassister på samlebånd, efter nogle få koncerter.

Vi mistede mange gode mennesker.

Jeg gik til nye læger hele tiden. Jeg hostede i over et år.

Han stak et kamera op i næsen på mig og spurgte, om jeg ville se.

"Nej, det vil jeg ikke."

Det var cancer.

Jeg fortalte, at jeg spillede med Captain Sensible fra The Damned-

-og så tabte han hagen og sagde:

"Jeg har en anden patient fra The Damned."

Vi gik til samme læge, med samme sygdom-

- i samme uge og fik meget ens behandling.

Vi mødtes en gang om ugen.

Jeg fik strålebehandling i Velindre-

- og så sagde min ven Andy, at nogen havde skrevet på Facebook:

"Hvilket skide stof får bassisterne i The Damned?"

Som om vi havde fået cancer af det, det er jo tosset.

Jeg havde en knude på halsen og forstod straks på lægen, at det var cancer.

Han sagde bare: "Åh..."

Jeg fik cancer i mandlerne.

De tog brystmusklen og fyldte hullet op her.

De måtte fjerne så meget og sagde, at musklerne ville svækkes-

- men det gør de ikke, for når jeg spiller guitar...

- Det sagde du, første gang du spillede. - Ja, nu træner jeg dem.

Jeg er ved at blive til Elefantmanden.

Det kan tage 5-40 år for cancer at vokse.

Selv om jeg holdt op med at ryge i 1990, kan det komme derfra.

Jeg forbinder det med alle de år, jeg var sammen med mine bandmedlemmer-

- og alt det slim, jeg har slugt i løbet af de år.

- Det er muligt. - Hvem ved, var folk bar rundt på.

Alle spyttede på os overalt.

Nogle gange var det så slemt, at vi ikke kunne spille.

Roman havde det hængende fra armen, og jeg fik det i øjnene og næsen.

Det var Rat Scabies skyld, ikke?

Jeg kan huske, at jeg satte mig ned uden for mit hus og tænkte:

"Hvad sker der nu? Hvorfor gør jeg det her?"

- Men vi kom igennem det. - Det gjorde vi.

Jeg har alle de demoer, vi har lavet.

"History of the World", "White Rabbit"...

The Damned stod for musikalsk udtryksfrihed.

Man lavede det, man ville, og det fungerede.

Det er sjældent, man som bandmedlem kan gøre, som man vil, og det fungerer.

"The Black Album" fik blandet kritik-

-og mange idiotiske journalister-

- syntes, at det var helligbrøde at ændre på treakkorderopskriften.

Vores publikum har lært at forvente noget uventet.

Pudsigt nok synes de fleste ikke om det i starten-

- men med tiden kan det blive deres yndlingssange.

Da vi begyndte, havde vi ingen regler. Det var punk for os.

Vi ville ikke sættes i bås. Vi var interesseret i meget.

Mange bands fokuserer på kun en ting.

Det blev kendetegnende for hele den anden punkbølge.

Da forsvandt kreativiteten, og kun tvangen var tilbage.

Det skuffede mig.

Vi elsker mange forskellige musikstile.

Vi kunnet have lavet den første plade igen og igen-

- men vi ville more os og udvide grænserne.

Vi var produktive og havde masser af idéer.

Men når vi lavede noget hver for sig, lød vi stadig som The Damned.

Vi har haft et behov for at udvikle os hele tiden.

Vi havde mulighed for det, fordi vi har haft vores publikum med os.

Efter "The Black Album" troede vi, at karrieren var slut.

Jeg troede ikke, at nogen ville lytte til 15 minutter lange sange a la prog.

Jeg var meget stolt af Dave, når han præsenterede det.

Han var altid nervøs, når han skulle vise, hvad han havde lavet.

Ved et tilfælde fik jeg øje på en notesbog, han havde.

Jeg spurgte, og han sagde, at det var sange, han havde skrevet.

Det første, jeg læste, var: "Vi stiger op af dybet, hvor firbenet skifter skind."

"Det her må vi bruge, Dave."

Det var den sang, vi troede, at vores ældre fans ville hade-

-men det gik lige modsat.

Vi var på vej mod selvdestruktion, med tanke på stoffer og alkohol.

Men det lykkedes os at lave pladen.

Tak!

Tillykke med de 35 år! Til os og især til jer! Mange tak!

PÅ TURNÉEN NÆGTEDE SENSIBLE AT SPILLE RATS "STAB YOUR BACK"

- De har ikke spillet den mere. - I ved, hvor nøjeregnende, de er.

Det er ikke en rar sang, den glorificerer knivstikkeri. Synes jeg.

"Du når ikke at fylde 25, jeg stikker dig ned."

Vores mening spiller ingen rolle, den er jo med på pladen.

Jeg vil ikke forbindes med den sang.

- Det burde du have sagt dengang. - Teksten er styg. En ubehagelig sang.

- Og derfor vil du ikke spille den? - Vil I spille den, så gør jeg det.

Jeg vil ikke, men vi skulle jo spille begge plader i deres helhed.

Eftersom den er med, bør vi spille den.

En del synes om den, knivgalninge gør sikkert.

Det er noget for Michael Meyers.

Fortæl om "Stab Your Back". Hvorfor ville du ikke spille den på turnéen?

- Den er ikke så god. - Det handler om mere end det.

Det er der altså ikke.

Den burde ikke have været med på pladen.

Det var kun, fordi Rat også skulle skrive noget.

Du og Rat har et anspændt forhold. Kan I klare det med en telefonsamtale?

- Hvad vil du gerne høre ham sige? - "Undskyld, at jeg har været en nar."

- Skidedårligt. - Mange tak.

Flot!

Jeg er Johnny Rotten! Jeg skider på alt!

En til!

Farvel.

Hvorfor er du vred på ham? Hvad handler det om?

Jeg er ikke vred, men jeg stoler ikke på ham.

Han fik fat i licenserne til de første plader.

Man skal jo dele med de øvrige bandmedlemmer-

- men han solgte rettighederne og beholdt pengene.

Jeg fik ingenting, så det talte ikke for at samarbejde med ham.

Nu er det løst, så nu får jeg mine penge.

Sådan her fungerer konkurser i England:

Stiff Records gik konkurs, og alt, de ejede, gik til bobestyreren.

Bobestyreren sælger det, og sådan købte vi dem.

Ifølge britisk lov er man ikke bundet af tidligere aftaler.

Den eneste grund til, at Captain får noget, er min og Daves velvilje.

Det der er vist mig.

Jeg ved ikke, om jeg bliver inviteret.

Denne sang er tilegnet Brian og Rat.

De er derude et sted.

De spiller i Leeds den 15.

Gå ind og se dem, men hold fast i jeres tegnebøger!

Den her er til Brian.

Vil du se i min taske? Vil du læse min post?

- Jeg tænkte på det, du sagde, Rat. - Ja, selvfølgelig.

Du ser gerne, at personligheden træder frem. Ikke sandt, Wes?

Du vil se det, ikke bare høre en masse rygter.

"Ved du, hvad den skide Rat gjorde?" Intet af det der er sandt.

Gennem årene har Rat og jeg lavet meget sammen og haft det sjovt.

Jeg beklager mig ikke over det nye Damned, men de har ikke samme energi som os.

De vil vist spille hele "Damned Damned Damned" for at markere de 35 år.

Den plade er snarere Brians og min end Daves og Captains.

- Vi kunne også gøre det. - Det er mine sange.

- Folk er vant til min version af sangene. - Vi har ret til at spille vores sange.

Det er kun Brian, der kan spille dem rigtigt.

Folk genkender dem fra før.

De er kede af, at Captain og Dave ikke er med, men de synes om energien.

De har en særlig kemi, på samme måde som Jimmy Page og John Bonham.

Få så originalbesætningen, vi kørte kun i et år.

Folk har ikke hørt Brian spille sangene.

The Damned...

Første punksingle, første punkalbum...

- I England? - I verden.

Så ses vi i morgen.

- Hvornår skal vi til USA, Brian James? - Det vil jeg gerne.

Det ville vi ikke tjene nogen penge på. Alene et visum koster.

Vil I ikke turnere i Storbritannien?

- Det er gjort. - Det er I færdige med.

Det, der gør punk så specielt, og som får dig til at ville tale med mig nu-

- er, at når man lige har fået en guitar, er det svært at spille en hel sang-

- men en Ramones-sang kan man lære på et par minutter.

Det er godt at begynde der.

Det er enkelt og kan udvikles til noget bedre.

Hvordan går det, makker?

- Hvordan går det for The Buzzcocks? - Vi skal til Polen, vi spiller overalt.

Moskva, festivaler... Og så spiller jeg også akustisk.

Bandmedlemmer beklager sig altid. "Denne bil er elendig."

Man behøver ikke dele med sig selv, så må man gå til en psykolog.

Musikalske forskelligheder...

Venstre hjernehalvdel er ikke enig med den højre. Så er det slemt.

Hvorfor tegner folk altid pikke på væggene i omklædningsrum?

Alle omklædningsrum i hele verden.

Nogen har sagt, at Rod Stewart tegnede pikke overalt.

- Han har gjort det i nogens pas. - Der kan du se.

Det føltes fjollet at skrive sit eget navn-

- så vi kunne skrive: "U2 var her, lyden var elendig."

Meningen var ikke, at det skulle holde, I gjorde det her og nu.

Man tænker ikke på, at man skal blive ved i flere år-

- men så forstår man, hvor mægtig musikken er.

Folk har glemt, at det slet ikke var populært, da det kom.

- En totalt ukommerciel musikstil. - Alle hadede os.

- Alle andre bands, alle musikmagasiner. - Vi lever, det er det vigtigste.

Her er de byer, hvor jeg har set The Damned, i England og Skotland.

Jeg har set Siouxsie 100 gange og UK Subs 350 gange-

- men The Damned har altid været mit favoritband. 582 gange.

Jeg bliver stadigvæk nervøs, når jeg skal se dem.

Eller spændt, snarere. Over at jeg skal se The Damned igen.

At misse dem er som at misse hovedgevinsten.

Under The Damneds koncerter plejer skinheads at slås.

Efter mishandlingen i Reading kom The Damned ind på sygehuset-

- og betalte billetten hjem til Leicester.

Min kone døde for 45 år siden i en motorcykelulykke.

Hun blev kørt ned, og føreren stak af.

En fyr, der kendte hende, sagde, at hun var en tøjte-

-så jeg slog ham med en ishakke.

Jeg ville bare slå ham, ikke dræbe ham. Jeg fik ti år.

Jeg blev løsladt fra Brixton i 1976.

Og da så jeg The Pistols, The Damned og T-Rex.

Jeg følte, at The Damned var noget for mig.

Jeg vil se dem så tit, fordi jeg synes om musikken og menneskene.

- Hvad får du ud af det i din alder? - Det holder mig ung.

Captain Sensible får mig til at fortsætte. Sker der dem noget, giver jeg op.

Johnno!

Forkert omklædningsrum, det her er jo Johnnos.

- Er du stadig her, din fulde parasit? - Jeg har været her siden 1977.

- Jeg har siddet her og ventet på dig. - Hvad skal man sige?

Uden The Damned havde jeg været fodboldhooligan.

De reddede mit liv.

Det her bliver vores sidste sang.

Det eneste, der er endnu værre, er, at det ikke er "Happy Talk".

Jeg havde en stak med lette sange, som ikke duede til The Damned-

- og nogen syntes, at jeg skulle indspille dem. En vellykket fejltagelse!

Den skide sang blev spillet overalt.

Resten af bandet spiste fastfood-

- mens Captain bookede bryllupssuiten på Howard Johnsons.

Der opstod stor ubalance.

Ved koncerter kunne jeg få øje på mig selv på en plakat med The Damned.

Jeg har læst om folk, der ville se Captain Sensible-

- men krævede pengene tilbage, fordi det kun var støj og bandeord.

Det var jo The Damned, noget helt andet.

Jeg var ude efter en kontrakt og talte med CBS's chef, som elskede os.

De kom til en koncert, men de syntes ikke om Captain.

Eftersom Dave havde været nr. 1 med "Happy Talk" duede han ikke som frontmand.

Frontmanden er vigtigst.

Jeg brændte mest for The Damned, men mine plader solgte bedst.

Til sidst må man vælge, og så valgte jeg det, der gav penge.

Roman havde spillet lidt keyboard med os, og Bryn var vores nye bassist.

Nu sultede vi igen.

Vi havde under 500 pund tilbage. Skulle vi dele dem-

- eller skulle vi gå i studiet? Det gjorde vi.

Vi skilte os af med manden med pels og baskerhue-

- ham, der var værst på scenen, både visuelt og verbalt.

En frontman, der så ud som Tom Wolfe, var vejen frem.

- Pludseig havde folk noget at fokusere på. - Nu skulle Vanian sælge.

Dave Vanian med sit lange hår og store piratskjorte...

Det var ikke ligefrem punk, men det var helt sikkert en piratskjorte.

Alle har vel ret til at skifte skjorte af og til?

Hver gang nogen tændte radioen, spillede de "Eloise".

17. Pladsen den første uge, så 5. Pladsen, og så 2. Pladsen.

Vi kom næsten helt til tops, men en møgsang kom i vejen.

Dengang var man nødt til at sælge plader, det var ikke som nu.

"Er det sådan, det føles at være kendt?"

Selv om The Damned var kendte, blev de ikke spillet i radioen hele tiden.

Det var sejt, og jeg følte, at det kunne blive farligt.

Da "Eloise" var på hitlisterne, mødte jeg MCA's A og R, som sagde-

- at Dave havde ringet og sagt, at han ikke ville have "Eloise" udsendt.

Jeg spekulerede på, hvad han havde gang i.

Min afdøde mand holdt meget af jer. Det var os, der råbte "Eloise".

Det var vores sang. Vi dansede til den ved vores bryllup.

- Han døde sidste år. - Det gør mig ondt.

Det var jeg, der stod og græd blandt publikum.

- Vil du skrive på hans kort? - Ja.

Det ville være fantastisk.

Det var pudsigt, at de, der spillede sange i radioen, som var meget respekterede...

"Her kommer The Damneds seneste sang 'Eloise'!"

"Jeg kan huske, at jeg så dem på Roxy..."

Det var første gang, det virkede okay at have været punker-

- selv om vi var ældre nu. Det var acceptabelt.

- Pas godt på jer selv. - Hav en god aften.

Man skal ikke tro, at ens egen mening er vigtigst.

Jeg synes ikke om "Grimly Fiendish".

Den er ikke dårlig, men den lyder ikke, som The Damned lavede den.

Ofte synes vi ikke om ting pga. Det, de er, men det, de ikke er.

Det er ikke helt rimeligt, men det er ærligt.

Folk kom hen og sagde, at jeg var elendig på guitar. "Hvor er Sensible?"

Jeg bad dem gå, men de blev ved.

Man faldt for The Damneds sange "New Rose" og "Neat Neat Neat"-

- og endnu mere for "Just Can't Be Happy Today".

Med "Alone Again Or" voksede de som band-

- men det lykkedes dem at bevare fansenes interesse, hvilket ikke er let.

Når bands ændrer sig, bliver de ofte til noget, som de første fans ikke synes om.

The Damned er specielle, fordi de blev genfødt flere gange.

Mange tænker på, hvorfor "Anything" ikke solgte så godt som albummet inden-

-hvorfor det ikke blev en succes-

- og det handler nok om samme dilemma, som mange nye bands oplever.

Man har hele livet til at lave den første plade og et halvt år til den næste.

Eftersom de gik i opløsning og var væk i mange år-

- var de næsten som et nyt band, da de kom tilbage.

De havde god tid til comeback-pladen, men ikke så meget til den næste.

"Anything" blev lavet for hurtigt.

Vi havde turneret og skulle direkte til Danmark for at indspille en plade.

"Hvordan?"

Det var vores mest succesrige periode. Vi solgte bedre end tidligere.

Vi rejste længere og lavede mere end nogensinde.

Vi fik vores kommercielle gennembrud.

Flad som en pandekage.

I starten var det sjovt at være i gang igen-

- men det blev stadig mere irriterende. Da begyndte jeg at miste interessen.

- Hvad har du der, mr... Scabies? - Det er et meget gammelt kæbeben.

Jeg tror, det blev brugt i den forrige video.

Pladeselskabet vidste nok ikke, vad de skulle stille op med The Damned.

Vi lavede en coverversion af Loves sang "Alone Again Or"-

-som var meget kendt.

Men den slog ikke an i USA og gik heller ikke så godt i andre lande.

Som altid, når der kommer en ny chef med nye folk:

"Det band har jeg aldrig syntes om."

Desuden havde vi intet materiale, som kunne begejstre dem.

Jeg havde fået min første søn og havde det rigtig godt.

Jeg havde penge, hus, bil, børn, kone, karriere...

Så kom jeg ind i øvelokalet og så forstærkerne fra Mesa Boogie-

- bas fra Trace Elliot, stort trommesæt med for mange bækkener-

-to road crews og airconditioning...

Vi tog vores instrumenter, jeg satte mig bag trommerne-

- og ingen af os vidste, hvad vi skulle spille.

Vi havde alt, vi havde drømt om.

Guitarerne, trommerne, forstærkerne, roadier, succesen... Alt.

Vi manglede kun viljen til at spille.

- Hvilken besætning synes du bedst om? - Svært... Da Algy var med.

- Den her. - Med Paul Gray.

- Brian James. - Originalbesætningen.

- Scabies, James, Vanian og Sensible. - Uden tvivl.

Turnéarrangøren, Rats ven Henry McGroggan, spurgte, om jeg ville turnere.

Først skulle vi spille med Brian, så blev han erstattet han Paul Gray-

- og vi spillede "Machine Gun Etiquette", "Strawberries" og sådan. En god idé.

Vi begyndte i New York, så var det Boston og 9:30 Club i Washington D.C.

Bandet havde det skønt. De var som i de gode gamle dage med vennerne.

Men den aften skete der noget.

Jeg kan jo ikke styre mig, når jeg står på scenen. Jeg er et svin.

Får jeg en mikrofon, siger jeg det første, jeg tænker på.

"Her kommer sangen 'New Rose'"-

- "af en fantastisk gruppe, som hedder Guns N' Roses."

Det her er Guns N' Roses sang.

Brian kastede sin Telecaster i gulvet.

Brian havde rettighederne til sangen-

- og vi havde fået at vide, at de måske ville lave en coverversion af den.

Det ville han tjene stort på, så han frygtede, at det her ville stoppe dem.

Jeg stemte guitarerne og gjorde klar til ekstranummer.

Publikum blev utålmodige. Da jeg kom ned, hørte jeg råb.

Brian sagde: "De penge har jeg brug for".

"Hvis Guns N' Roses indspiller min sang, gavner det min familie. Ødelæg det ikke."

Henry, som var turnéansvarlig, ringede klokken to om natten.

"Brian skal til Baltimore i morgen tidlig. Han skal hjem."

Brian fortalte, at efter vores skænderi havde han skændtes voldsomt med Rat.

"Det er ikke jeres band længere! Jeg kan smide dig ud, hvis jeg vil."

"Sensible har mistet grebet."

Jeg sagde, han kunne gå ad helvede til.

Jeg har aldrig smidt nogen ud. Jeg holder af Brian, men han kan være ret usikker.

Og han drikker, så af og til er hans logik ikke, som den burde være.

Så jeg hentede Brian om morgenen og kørte til Baltimore.

Captain var rar og sagde undskyld. Dave sagde ikke et ord.

Og Rat... Han havde bestemt sig.

Man kunne mærke, at han var såret. Han græd ikke udenpå, men indvendigt.

Det var hårdt at samle alle igen. Vi burde have taget os bedre af Brian.

Men som jeg så det, var det bare at komme i gang.

Jeg skød sikkert genveje, som jeg ikke burde have gjort.

Captain var ivrig efter at spille guitar igen.

Han har vist altid ment, at bas er under hans værdighed.

Scabies, James, Sensible og Vanian har ikke spillet sammen siden 1991.

Se, Dave.

Mener du brillerne?

Jeg ser ingen forskel.

Angående jeres gamle sang "New Rose". Har I hørt Guns N' Roses' version?

- Hvad synes I om den? - Jeg mangler ord.

- Skal I spille den i aften? - Vi tager Guns N' Roses' version.

Dave skal have pandebånd og læderbukser på.

Og opknappet skjorte.

Så går vi over til "Sweet Child O' Mine".

Der er varmt i den her! Hvem fandt på, at jeg skulle have den på?

Jeg husker, at Captain spurgte, hvorfor folk ikke tog ham alvorligt som guitarist.

"Det kan skyldes, at du trasker nøgen rundt på scenen."

"Nogle mener ikke, at man kan være en god musiker, hvis man spiller nøgen."

Sensible er nok en af vor tids bedste inden for absurd komik.

Han er unik, og en meget dygtig musiker.

- Det der var Keith Richards. - Ikke Mick Jagger?

- Hvad er der sket? - Det er al den mexicanske mad.

Hvad er forskellen på Ray Burns og Captain Sensible?

De er to helt forskellige personer.

Captain Sensible er nok mere sanset end Ray Burns, ærligt talt.

Captain Sensible ved man er en klovneagtig guitarvirtuos-

- som altid gør sit yderste. Med Ray Burns ved man aldrig.

På dette tidspunkt plejer jeg at rive en ildslukker løs.

Det forurener atmosfæren og bidrager med et herligt drøn.

Han har været den mest uforskammede, ufølsomme-

- og pinlige person, jeg har mødt.

Skid på bassen, guitaren er vigtigere.

Når folk kommer hen på gaden og råber "Captain!"-

- skifter han straks fra Ray Burns til Captain Sensible. Det er belastende.

Han er træt af lave om på sig selv.

Kan I se ligheden?

Man bliver mere og mere excentrisk.

Jeg regner ikke det her som at arbejde, så vi har aldrig haft et rigtigt job.

Vi sidder fast i rollen som utilpassede unge.

Jeg begyndte at spille som 16-17-årig, så det er stadig min mentale alder.

Jeg har aldrig måttet slås for at blive forfremmet-

-eller for at kunne betale af på lånene.

Jeg har bare skidt på alt. Få penge i dag, være flad i morgen.

En musiker, ligesom ham der. En guitar, og så ud at rejse.

I musikbranchen er der mange med lavt selvværd, mig selv medregnet.

Folk siger: "I skal ikke opmuntre ham, for så bliver han selvglad."

Men bifaldet løfter kun en op til det niveau, hvor de fleste befinder sig.

Under solokarrieren var det min manager, der fik mig med i morgen-tv-

- tv igen til frokost, så reklamer i udlandet, og hjem og spille med Damned.

Jeg var helt udmattet efter et par år. Begge karrierer gik elendigt.

Det tog mig lang tid at komme til hægterne igen.

Jeg lod mig indlægge på en klinik i nogle uger.

Jeg var låst inde med tremmer for vinduet. Det gik skidt.

I flere år lavede jeg ingenting.

Politiet ville tage huset fra mig. Jeg havde tre små børn.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Ingen vil have en afdanket popartist.

Jeg tog en taxi uden for hotellet, og Dave steg ud.

Chaufføren sagde: "Så du ham galningen?"

Publikum ved ikke, hvordan Dave er. De aner det ikke.

Vi gør heller ikke! Vi har ingen idé om, hvad han finder på-

- og hvad der driver ham. Han er en gåde.

Han er forbavsende normal, af en Dracula at være.

Det lyder måske skørt nu, men i 70'erne spurgte folk mig hele tiden-

- hvorfor jeg var klædt i sort. Skulle jeg til begravelse? Man gik ikke i sort.

Hvis det her skal være det victorianske England, burde alle gå i sort, sagde jeg.

Efter at Albert døde, skulle alt være sort.

Så jeg var sikkert fanget et sted i historien.

Min indstilling har været, at folk må forstå mig. Jeg vil ikke tilpasse mig.

Folk syntes ikke om hinanden, det var stemningen, da jeg voksede op-

- og jeg blev endda kaldt "underlig". Det var hårdt.

Gamle mennesker accepterede mig.

Det var en fyr, der hed Pete, som jeg syntes var gammel. Han var vel 50.

Han havde cykelstyroverskæg og lignede en fra en gammel film.

Den slags mennesker accepterede mig.

- Få den der væk. - Nej, det her er for dejligt.

Det er da ikke så tosset, vel?

Din gamle nar.

Han var altid sådan. Hvis han arbejdede i haven, var han klædt i sort.

Han var altid pletfri. Han en aura af stil.

Man tager ikke et par jeans på og forvandler sig til mørkets herre.

Det var ikke for at skjule det, men hvordan kunne vi fortælle det?

Jeg delte værelse med Dave engang. Ved I, at han har været kirkegraver?

Om morgenen lå han stiv i sengen, og så satte han sig op sådan her.

De fleste strækker sig lidt, men han satte sig bare op.

Han troede sikkert, at han var vampyr.

Vi skulle møde fans i Austin, men Dave var der ikke.

Der var stille fem stoler frem, så en stod tom.

Og der var en fyr, der lignede Dave Vanian meget, men 22 år gammel.

"Kom og sæt dig", sagde jeg.

Så han satte sig ned og begyndte at signere sjældne singler.

Køen gik rundt om hjørnet, så de fleste så ikke, da han satte sig hos os.

30-40 personer købte det.

Et par stykker så, at det ikke var ham-

-men ellers hoppede folk på det.

Hyggeligt at møde dig, mit fremtidige jeg.

Han levede sig helt ind i rollen som Dave Vanian-

- hvilket er pudsigt, for Dave Vanian er en fantastisk skuespiller.

Hvorfor tror du, han holder den afstand?

Det er et godt spørgsmål. Det kan ingen af os vist svare på.

Han åbner sig ikke.

Man ved aldrig helt, om han er med eller ej.

Når vi spiller, tror man af og til, at han ikke vil være der.

Og når han så siger, at han nød noget, bliver man glad.

Han er jo dygtig til det, han laver! Bare han kunne nyde det mere.

- Tanya. - Hej, Tanya!

Må jeg tage et billede? Jeg ville ønske, at Dave også var her.

- Han er lidt af en enspænder. - Ja, det ser man.

Det er et ord for det. "Asocial" er et andet.

Giv et eksempel på noget, Dave gør. Som ikke er "en for alle, alle for en"-

-ved øvning, signeringer, interviews...

Dave gør ikke ting, han ikke vil.

Så længe han synger så godt, kan han gøre, som han vil.

At sige noget dårligt om Dave er det samme som at sige stop.

Så ville han se filmen og tænke: "Captain synes vist ikke om mig."

Jeg vil ikke sige noget dårligt. Han synger vidunderligt.

"Svinet Vanian er ikke dukket op!"

"Vi er forfærdede. Hvis I går nu, får I pengene tilbage."

"Hvis I bliver, vil Captain og bandet spille jeres yndlingssange for jer."

Vil I se The Damned? Vil I se The Damned?

Den store skiderik Vanian...

Undskyld, men han har gjort det her mod os for mange gange.

Hvor er Jarvis Cocker, når man har brug for ham?

Men vi er her da. Fuck Vanian!

Her er meget mørkt. Og koldt.

Jeg kan se kameraet, og det er tændt...

Stil det ind i køleskabet.

Så I tror, at I kan smugfilme os?

Grøntsager.

Det her er godt.

Og det her er fint, se.

Det går lige så fint med denne hånd som med den anden.

Og her er der dessert.

Det er ikke tænkt, vel?

Jeg vil spørge om dit brud med Rat. Hvad skete der?

Det gik op og ned. Vi var tæt på at stoppe, for vi var flade.

Så vi holdt pause, kan man sige. Jeg spillede lidt i Phantom Chords.

Rat kom og sagde, at hans guitarist havde skrevet en plade. "Vil du synge?"

Så jeg øvede og syntes om musikken. Så vi lavede pladen med Alan Lee Shaw.

Vi aftalte, at vi ville lave pladen-

- og kun udsende den i Japan, det troede jeg.

Pengene skulle gå til at lave en plade med The Damned.

Toshiba EMI tilbød os nok til at lave en ny The Damned-plade.

Så kunne vi udsende pladen i resten af verden. Dave skrev også under.

Det var ikke The Damned. Det var en god plade, og vi bidrog jo med vores stil-

-men det var Alan Lee Shaws-plade.

Alan og jeg skrev pladen sammen. Alan lavede lidt mere end mig.

Dave ville have en lige andel af indtægterne, men Alan sagde nej.

Så indledte Dave sin kampagne om, at materialet ikke havde hans tilladelse.

Jeg følte, at jeg var blevet snydt.

Jeg sagde til pladeselskabet, at de ikke måtte udsende pladen.

Hvis de ville gøre det, skulle de fjerne al min sang.

Han ville satse på The Phantom Chords. Til sidst stillede vi et ultimatum.

Vi bookede fire koncerter, først den fjerde ville give os overskud.

Dave ville aflyse en af koncerterne, på grund af The Phantom Chords.

Så sagde jeg: "Gør det her, ellers er vi færdige."

Han blev ved, så jeg sagde, at vi aldrig skulle tale sammen igen.

Det er trist, at det endte sådan.

Jeg fortsatte og tænkte ikke på fortiden. Jeg følte, at det var slut.

Du får fem euro, hvis du gør det.

- Hit med femmeren. - Afslør ikke, at det er så nemt.

Pludselig skulle jeg optræde med Daves The Phantom Chords.

Vi spillede et sted i det nordlige London-

- og bagefter kom han og sagde, at det ikke gik så godt på det tidspunkt.

"Skal starte The Damned igen?"

Jeg tænkte over det i tre sekunder, og så sagde jeg ja.

Det havde jeg aldrig troet.

Da jeg hørte, at Captain var med, vidste jeg, at det var sket.

Noget havde været til et bryllup, hvor Captain havde optrådt-

- og mellem sangene havde han ævlet om, at Rat Scabies havde taget hans penge.

Sandheden spiller ingen rolle længere, det er gået alt for vidt.

Scabies tilhørte originalbesætningen og var med til at bygge bandet op-

- men jeg forbinder musikken med Captain Sensible.

Det var ham, jeg fokuserede på som ung.

Man kan være med i et punkband og være glad.

Man kan være politisk, uden at skulle proklamere det.

Man kan være positiv og punker samtidigt.

De har været opløst og har mistet medlemmer, men vi var jo til koncerten...

Alle fansene var der, der var udsolgt og vild stemning. Herligt og sjovt.

- Kommer Charlie Harper op bag os? - Vi flyver over New York.

Tog du min tegnebog?

Løb rundt!

Nogle mener ikke, at denne besætning er The Damned.

Når man indgår i et band, kan det føles godt i starten-

- og alle støtter hinanden, en for alle, alle for en-

- men når man begynder at turnere og er efter hinanden hele tiden-

- og alles dårlige sider kommer mere og mere frem-

- er det let at føle, at man ikke vil mere.

At der er en, man ikke synes om, som ikke er, som man troede.

Måske var det derfor, der opstod en kløft mellem Captain og Rat.

Måske bliver de samlet igen og spiller sammen.

Det var sjovt at spille med Rat igen-

- men jeg tror ikke, at vi fire vil spille sammen igen. Vi er for forskellige.

Jeg ved ikke, hvad de skal have klaret-

- men det skal gå stærkt så de kan give os, hvad vi vil have.

Underligt... Jeg fik et slag i ansigtet i går-

- og det eneste, jeg tænkte på, var, hvor flad jeg er.

Kød, kød, kød. Jeg har ikke råd til pizza.

Kød, kød, kød. Jeg har ikke råd til kebab.

Hvorfor er det sådan, at når vi er på turné, og tv'et er tændt-

- så hører man Sting, Iggy Pop, Blondie, The Buzzcocks og The Undertones-

-i en masse skide reklamer!

Hvorfor spiller de ikke The Damned, Dave?

Vi har ingen, der arbejder for os og kan ordne den slags.

Vi skulle have en forfærdelig, jødisk advokat eller sådan noget.

The Pistols har en hvid, protestantisk jødinde, som ordner kontrakter.

Derfor fik de en kvart million hver.

- Hvad er hendes nummer? - Stil op for bandet, Captain.

Det er et tilbagevendende tema, at det er så synd for The Damned.

Hvorfor? Har de været uheldige i 37 år, eller handler det om noget andet?

Ingen kommentarer.

Enten tror de, at de ved bedst-

- eller også vil de gøre det på deres måde og skider på alt andet.

Så kan de ikke forvente at få kommerciel succes-

- og burde så være tilfredse med deres kreative frihed.

De har været igennem så meget, at de ikke burde gøre det her.

Mange pladeselskaber, managere og forkerte beslutninger, det gik bare ikke.

Når vi var på vej mod noget stort, fik vi altid ødelagt det.

I 80'erne ville Simon Cowell have os med.

Vi forhandlede med mange selskaber, men glemte hele tiden, hvad de sagde-

- så Roman syntes, at vi skulle optage møderne.

Da Simon Cowell opdagede, at vi båndede mødet-

-sagde han farvel og tak.

Desværre lykkes det ikke for alle.

Alle selskaber har bands, som de synes burde have fået succes-

-men som ikke fik det.

Forbandelsen er, at vi ikke er kommet nogen vegne-

- mens andre, mindre begavede, har høstet frugten.

Man vil ikke være bitter, men det kommer krybende, når man bliver ældre.

Ikke et tv-program med referencer til 1976 misser "God Save the Queen"-

-eller "London Calling".

Vi var faktisk også med dengang, vores otte plader solgte rigtig godt.

Hvordan kan det være, at alle andre har tjent meget mere end os?

Jeg kan ikke spille på trommer i madbutikken, man skal have penge.

Da disse plader blev alvet, fik alle andre bands store kontrakter-

- men vi turnerede rundt og levede et rigtigt punkliv.

Fulde, 19-årige tosser, der morede sig og lavede god musik.

De andre bands fik store pladekontrakter, men vi gjorde ikke.

Men alligevel blev de kaldt punkbands.

En a os burde være død-

- eller også kunne vi have været med i en trafikulykke og døde unge.

Efter at have lavet en suveræn plade.

- Fremstår jeg som et kapitalistsvin nu? - Ja!

- På et tidspunkt må det blive bedre. - Ja, når vi dør.

"Pladesalget stiger voldsomt, nu da The Damned er døde."

"Dronningen siger, at hun altid har elsket Captain."

Engang vil min genialitet blive bemærket.

Hvad vil du? Hvad fanden vil du?

Jeg er sgu ligeglad, jeg vil skide på din dokumentarfilm.

Jeg vil ikke være med et skide band, jeg skider på alt.

Irriterende. Jeg vil bare overleve og komme videre.

Intet af det der tæller nu. Det er historie.

Hvorfor fanden tænker nogen på det?

Vi lavede nogle plader, vi fandt ingen kur mod cancer.

Vi forandrede ikke verden.

Pistols og Clash forandrede verden. Vi var der bare samtidigt.

Folk er ligeglade, branchen er helt ligeglad-

-og jeg er endnu mere ligeglad.

Brian og de andre vil måske blive husket, men det rager mig!

Er kommerciel succes et mål for storhed?

De eneste, der er kede af, at de ikke har kommerciel succes, er bandet.

Jeg er sgu da ligeglad!

For mig er de stadig bedst. Pyt med, at naboen aldrig har hørt om dem.

Det, de lavede, var suverænt. Det er stadig suverænt-

- og meget bedre end noget, andre laver. Ingen kommer i nærheden.

Forskellen på The Damned og resten af punkbevægelsen-

- er gennemslagskraften i USA. Damned var de første, der tog derover.

Især på vestkysten har de sat sig deres spor.

Øst-og vestkysten er meget forskellige, og det skyldes delvist The Damned.

Det skyldes, at The Damned var der først.

Tak, og så får dem her. God fornøjelse.

De fornyr sig selv hele tiden.

Det er sjældent, at grupper fungerer så godt sammen. De har klaret det godt.

Der sker meget i verden. Man skal være taknemmelig for at være blevet udvalgt.

Tillokkelsen ved The Damned er nok, at man kan opdage dem.

Alle kender Pistols' og Clash' sange, men The Damned-

- er musik, som musikelskere kan opdage.

Og sige: "Hvorfor kender folk ikke dem? De lavede rigtig gode plade."

Hej!

Nu er jeg blevet et gammelt røvhul! En forbandet pensionist.

Men da jeg ville købe et buskort, havde de hævet alderen til 65.

Når jeg fylder 65, er den vel hævet til 70.

Sådan er det med punkgenerationen, vi forsvinder ikke ubemærket.

Jeg drikker ud, og så vil jeg spille guitar, højt.

Da I startede i 1977, troede I vel ikke-

- at I ville spille i 2014 og være på verdensturné?

Nej, så noget må vi have gjort rigtigt.

Nogle synes, at andre bands var bedre. Hvad siger I til det?

Hvilke andre bands?

Hallo, helt bagest!

Det handler om attitude og livsstil.

Man finder sig ikke i noget, man vil tænke selv.

Man vil have det bedre, og ikke være en del i et spil.

Man finder sig ikke i en skid. Det er punk.

TILEGNET BRYN MERRICK 1958-2015

Det her er Wes, han laver en film om os.

Sig hej til ham, så kommer I måske med.

Sig ikke, at Sensible er en taber. Jeg klipper det straks fra.

Hej, Johnno!

Wesley er en taber! Kom så!

Wesley er en taber! Wesley er en taber!

Wesley er en taber! Wesley er en taber!