Original subtitles

Downloaded from YTS.MX

Official YIFY movies site: YTS.MX

Det var egentlig bare et eksperiment.

At dette uelskede område blev til et fristed.

De kommer fra det ugæstfri landskab derude

og søger mod Knepp.

Det er som et eventyr.

Jorden, der vækkes til live bag dem.

Er det ikke en fantastisk lyd?

Vi havde overhovedet ikke forstået det, da vi dyrkede landbrug.

Vi havde ikke set magien.

Men det skete her.

Det begyndte for længe siden.

Charlie og jeg var meget unge, i tyverne.

Vi kom kørende gennem dette vidunderlige, traditionelle landbrugsområde.

Det var engelsk idyl.

Som vi nu ved, er noget ganske andet.

Et fortabt landskab.

Vi var lykkeligt uvidende om den snigende udvikling, der var i gang.

Men siden vi blev født i 60'erne,

har vi mistet millioner af fugle fra himlen.

Vore hjemlige pattedyr trues af udryddelse.

Vi er et af verdens mest udpinte lande.

Dengang så vi det som normalt.

Knepp Castle blev bygget i 1812

og er omgivet af landbrugsjord på cirka tolv kvadratkilometer

i det sydøstlige England.

Charlie var uddannet landmand

og var klar til at overtage familiens gård.

Han fik allerede at vide som 14-årig,

at den skulle springe en generation over og gå til ham.

Sikke et privilegium.

Og dog boblede der noget under overfladen,

som vi ikke forstod.

Området var fuldstændig pløjet op.

Mark efter mark med afgrøder, druknet i kemikalier.

Gødning og midler mod svamp og ukrudt.

Og det er velkendt, at jorden her er svær at dyrke.

Den er ganske enkelt ikke egnet til industrielt landbrug.

Der dyrkedes intensivt landbrug hele vejen ned til søen og rundt om huset.

Alt, blev pløjet, sprøjtet og gødet. Og det hele finansieredes via tilskud.

Og det gjaldt sikkert alle heromkring.

Vi landmænd var afhængige af tilskud.

Som blandt andet hjalp med at betale for tons af gødning og pesticider.

- Der har vi dig. - Ja, i majsmarken.

Jøsses, se lige den 80'er-frisure.

Men det er ikke holdbart i længden.

Og det ødelægger jorden, som man er afhængig af.

Og ikke at have en plan for fremtiden,

men at vide at vi ikke kunne fortsætte, som vi gjorde,

var deprimerende. Alle de søvnløse nætter.

Og ingen nævnte jorden?

Man gik ikke rundt og duftede til den og sagde: "Sikke fint organisk materiale."

Ikke på den måde.

Måske var det bare mig, der var opgivende, men...

Vores fortælling handler om jorden.

Det lag som dækker planeten.

Som vi er afhængig af i forhold til alt. Og vi var i gang med at ødelægge det.

Der er noget, der ikke stemmer.

Man fornemmer, at der er noget galt.

Det var først, da vi indså, hvor skidt det stod til,

at vi begyndte at høre efter.

Jeg tror, at den, som fik os til at betragte jorden på en helt ny måde,

var Ted Green. Nestoren, når det kommer til jordbrug.

Han var lidt af et utæmmet barn.

Han er næsen symbiotisk forbundet med træerne.

Han er en omvandrende mykorrhizasvamp.

Han går ikke i bad. Han synes, at det er en forfærdelig ting.

At vi alle er bakterier og svampesporer. Han tænker helt anderledes.

Ted kom og rådgav os om vores egetræer på Knepp.

Der var noget galt med dem. Han blev forfærdet over, hvad han opdagede.

Hvor end jeg kiggede hen, så jeg et hav af hvede.

Og jeg tænkte: "Åh, de slår dem ihjel.

De dør."

Han fortalte, at træets rødder strækker sig

næsten femten meter ud fra kronen.

Væk fra kronen. Samtlige egetræer, som ses her,

er forbundet via mikroskopiske fibre.

Mykorrhizasvampe som løber gennem jorden og opsamler mineraler og næringsstoffer.

Det er virkeligt små tråde. Som bomuld.

Han beskrev det som et sydende, kemisk kredsløb under vore fødder.

Det livgivende system, der holder liv i næsten alle planter på planeten.

Planter og træer kan faktisk tale med hinanden.

Kommunikere om sygdomme. Om angreb fra pest og insekter.

Eller om at blive spist af dyr.

Nogle hævder, at mykorrhizasvampe kan strække sig over kontinenter.

Over hundredvis af kilometer

uden at deres system påvirkes.

Og det har vi hakket os igennem hvert år.

Og sprøjtet jorden og mykorrhizasvampene med gift.

Det var os, som ødelagde det livsnødvendige system,

som træerne er afhængige af.

Jorden bliver til sidst til snavs. Uden organisk liv.

Og så har den brug for kunstgødning, hvis noget skal kunne gro i den.

Et ungt par, to børn og et kæmpe areal.

At tage dem med herud og vise dem træer

som det her, og betragte dem.

At betragte træet på en anden måde.

Og de forstod det.

Da jeg gik hjem, tænkte jeg:

De kommer til at foretage sig noget. Noget kommer til at ske.

På sin vis kunne vi ikke se på jorden på den samme måde længere.

Mennesker som Ted fortalte os, hvordan forbindelser

kan starte en kædereaktion,

som kan starte et helt kredsløb.

Og genskabe det landskab, som vi har savnet i hundredvis af år.

Ted fortalte Charlie,

at hvis han virkeligt ville forstå, hvordan et landskab burde se ud,

så skulle han besøge og se nærmere på et radikalt eksperiment i Holland.

Som hed Oostvardersplassen.

Her havde en økolog, Frans Vera, fået en radikal idé om,

hvordan dyr integreredes i landskabet længe før, mennesket ændrede det.

Videnskaben mener, at hele Europa så således ud.

Dækket af træer. Jeg mener, at det er forkert.

Få tror på min idé om, hvordan det naturlige landskab så ud.

Min teori er, at det naturlige landskab

drives frem af store horder bestående af store dyr.

Frans påbegyndte et opsigtsvækkende eksperiment.

Han introducerede konikponyer, en flok af urgamle heste,

og heck-kvæg, en vild kvægrace.

Flokkene efterlignede de fortidige dyr, som engang strejfede over hele Europa.

De store dyr ville holde træerne nede, vende jorden,

forandre landskabet og vise os, hvordan Europa kan have set ud før i tiden.

Et landskab, som vi ikke kan forestille os længere.

Selv forskerne mener, at man er sindssyg, hvis man tror på sådan en idé.

"Det giver ikke mening. Det kommer ikke til at fungere."

Man tror det først, når man ser det.

Træerne overtog ikke terrænet.

I stedet opstod der et kludetæppe af forskellige arter,

som forsynede et enormt antal dyr,

hvor så få havde overlevet tidligere.

Charlie kom. Jeg kendte ham ikke.

Han betragtede kvæget og de vilde heste og hjorte.

Jeg forventede ikke, at det ville føre til noget.

Hvorfor skulle en tosset englænder tage sådan en idé til sig?

Han kunne lide det, men jeg ved af erfaring,

at man møder megen modstand, hvis man tager sådan en idé til sig.

I stedet for konstant at kæmpe mod naturen,

ville jeg tillempe idéen til Knepp.

Kommer vi hjem med denne idé, vil det afstedkomme stor forandring.

Det er aldrig blevet gjort før, og der findes så mange love,

som forhindrer en i overhovedet at tænke i sådanne baner.

Hvis man er landmand, eller især tilhører en generation af landmænd,

er øjeblikket, hvor man beslutter sig for at stoppe,

behæftet med så megen skyldfølelse og så megen stolthed.

SALG AF LANDBRUGSMASKINER

Familien Burrell har dyrket jorden her i over 200 år.

Godmorgen og velkommen til Knepp Castles gård

på denne våde september morgen.

De sælger deres landbrugsmaterialer og udstyr til kvægdrift.

For dem, der ikke har været på auktion før...

Alle ens anstrengelser, forhåbninger og drømme.

Man indrømmer over for omverdenen, at det hele har været forgæves.

Det er uhørt smertefuldt at se på.

Solgt for 25 pund.

Charlie kunne ikke holde ud at se med.

Han var på sit kontor.

Det var stadig for nyt.

Frans' budskab var klart:

Vi skulle rive stakittet ned. Rive alting op

og lade dyrene gå frit omkring.

Det var uhørt spændende, da vi lukkede exmoor-ponyerne ud.

De sparkede og sprang omkring.

De har et robust udseende, som fører tankerne tilbage til istiden.

Der er en vildskab over dem, som tamme dyr ikke har.

Vi ledte efter urgamle racer.

Kvæg, som er så tæt på deres forfader, uroksen, som overhovedet muligt.

I stedet for vildsvin anskaffede vi Tamworth-grise.

Sådan, ja. Afsted med dig.

Det var begyndelsen på en rejse for alle disse dyr.

Fra tamme til vilde.

Jeg husker grisene allerbedst. De fremstod så uhørt føjelige.

Er det muligt for disse dyr,

disse enorme, tamme dyr, at overleve herude?

Den første vinter skulle det briste eller bære.

Kunne dyrene virkeligt overleve herude

hele den lange vinter?

Bondegårdsdyr fodres jo om vinteren.

Men vores skulle jo klare sig selv.

Efter al tvivlen og bekymringerne

var det ren glæde, når man mødte en so

komme gående langs en gammel hæk med et følge af pattegrise efter sig.

Når dagen gik på hæld,

ledte hun dem forsigtigt i ly i en lysning.

Ved hjælp af bladene på jorden

byggede hun en lille rede til dem.

Hun var vendt tilbage til sin naturlige adfærd.

De finder en lille hule, hvor de kan holde varmen,

for de er ganske små og ret tynde, når de fødes.

Men det stopper ikke der.

Hun vender tilbage med løv og mos,

som hun putter dem i, og som fungerer som en dyne om natten.

Og på denne tid af året går de drægtige køer rundt og leder efter et afsides sted,

hvor de kan kælve.

Efter generationer i fangeskab

fødes denne kalv et skridt tættere på det fri.

Efter fødslen har hun brug for jern, så hun begynder straks at æde nælder.

Hun spiser dem ikke på andre tidspunkter af året.

Og når tiden er inde, introducerer koen sin kalv for resten af flokken.

Det er en rørende oplevelse at se alle køerne, først matriarken,

byde kalven velkommen og se den blive en del af stammen.

En del af deres kollektive bevidsthed.

Man indser, at disse instinkter er komplet uopnåelige

i et bondegårdsmiljø.

Charlie bryder sig ikke om at tale om fortiden.

Han fokuserer på, at vi skaber et nyt landskab for fremtiden.

Men vi forsøger definitivt at vække urgamle relationer.

Vores dyr ligner måske tamme ponyer og lurvede gamle køer,

men lige fra begyndelsen begynder dyrene at blive noget helt andet.

Dermed ikke sagt at der ikke var udfordringer på rejsen

fra det tamme til det vilde.

Ikke mindst med den ret så komplicerede Duncan.

Duncan var overhovedet ikke bange for mennesker,

og han sked i en bunke udenfor døren til ejendommens kontor.

Det gør de for at markere deres territorium.

En dag brød han ind på kontoret og gik direkte til receptionen.

Han skræmte livet af vores sekretær.

Ud med dig nu.

Han var problematisk, for han vidste ikke, om han var vild eller tam.

Han befandt sig i et underligt grænseland.

Det var ikke kun Duncan, der var for tam.

Dengang indsamlede vi penge

gennem messer og poloturneringer.

Han skal hele vejen igennem.

Og grisene begyndte selvfølgeligt at forbinde partytelte med mad.

De gik direkte ind i teltet og begyndte at mingle med gæsterne.

Og spise kanapéer.

Han tager bolden.

De leder efter en mulighed op ad banen.

De brød ind i et cateringtelt

og åd kasser af Mr. Whippy's isblanding.

De bevæger sig fremad. Nu har de bolden og nærmer sig målet.

Og så dukkede Duncan op.

De presser på og fører bolden fremad.

Det ligner en baneløber. En vild Exmoor-pony.

Forhold jer i ro.

Duncan blander sig med de her dyrebare poloponyer,

og er klar til at slås.

Vi har lidt problemer, men spillet fortsætter.

Bare hold jer i ro.

Der var altid totalt kaos.

Åh, nej. Han er på vej mod partyteltet.

Han kommer ud og vælter bordet! Citronkagen er ødelagt.

Han vender tilbage til banen. Han er definitivt ikke en polopony.

Han er på vej mod målet. Ponyen drøner rundt over det hele.

Det er sjovt her bagefter, men den slags adfærd

kunne let have vendt offentligheden imod os.

Hvis det skete, risikerede vi, at staten fjernede deres støtte.

Uret tikkede.

Ville denne brogede forsamling af dyr, kunne omforme landskabet

på den måde, som folk som Ted og Frans påstod, at de ville?

De første tegn på, hvordan dyrene kunne forandre denne lille del af England,

kom fra grisene.

Det første, de gjorde, var at pløje kanterne ned langs alle indkørslerne.

Furer på begge sider af indkørslerne.

Årsagen var, at disse områder aldrig havde været pløjet før.

Det var den eneste del af området, som vi aldrig havde pløjet eller sprøjtet.

Som var fulde af liv, med ormene, insekterne og rødderne, som de søgte.

Det var som om, at de viste os, hvad vi havde gjort ved jorden.

De steder, som vi ikke havde dyrket, var dem, som grisene flokkedes om.

Pludseligt fik Charlie et klarsyn.

Det var det, der skete med jorden,

som skulle vise os, hvorvidt projektet ville lykkes.

Om livet faktisk vendte tilbage.

Der findes et cirkulært ornament udenfor hoveddøren.

Med en stenstatue af en hund i midten.

Der har vi naturligvis aldrig pløjet.

Den gik de direkte efter.

Men grise, der roder i græsplænen, var en tand for meget.

Ikke engang Charlie, hvor meget han end ville, kunne giv slip på græscirklen.

Han har altid en pisk hængende ved paraplyerne.

Det er svært at få en kæmpe so til at vende om,

når hun er fast besluttet på, at vende op og ned på græsplænen.

Man behøver kun at gøre det et par gange, for de er ret intelligente.

De husker det og fortæller smågrisene, de ikke skal gå derhen.

"Der er fri leg overalt, bortset fra cirklen der."

Jeg bliver tosset, når de roder i græsplænen.

- De er hurtige. - Ja. Man må cykle for at fange dem.

Forestil dig Indiana Jones på en cykel.

Okay, endnu en rød en.

Hov, den fløj sin vej.

Det sker de underligste ting indimellem.

Der lå en død ugle i fryseren ved siden af isen i et halvt år.

Der er en del skrammel i den.

Jeg har opbevaret en masse forskelligt i fryseren.

Vi forsøgte at skabe en database.

En begyndelse på historien og om vores udgangspunkt.

En form for skala.

Tidligt i forløbet så vi ingen tegn på forandring.

Og det var en øjenåbner.

Hvad havde vi dog haft gang i?

Hvad tænkte vi på?

En slags skyldfølelse.

Vi deler den tankegang nu.

Vi er ansvarlige for en periode med massive ødelæggelser.

Vi bliver nødt til at tænke os om.

Og det gør vi. Vi er begyndt at tænke os om.

Bonden, som jeg giftede mig med, var blevet insektsamler.

Han kravlede rundt og rodede i kokasser for at se, hvad han kunne finde.

Det var vigtigt, for fra intet at have kunnet finde i kokasserne,

dengang vi var landmænd,

begyndte vi at betragte dem som et slags nyt univers for liv.

Selv på et meget tidligt stadie

begyndte vi at se livet vende tilbage til det, der havde været landbrugsjord.

Man kan mærke jordens lethed,

når den begynder at komme sig takket være alle disse små væsener.

Og det liv, som vender tilbage til den døde jord

efter hundrede år af pløjning, er fantastisk at iagttage.

Vi gjorde noget, som var helt uden mål.

Vi måtte stole fuldt ud på naturen

og se, hvad der ville ske.

Det var en udfordring efter 200 år med såkaldte fremskridt inden for landbruget.

Og det krævede forsigtig kommunikation med vores jorddyrkende naboer.

Hej med jer.

Charlie rejste sig og fortalte om fritlevende dyr

og det at genskabe jorden.

Og han forklarede, at landbrugsstøtten måtte ændres.

Han viste billeder af Knepp

og billeder af, hvordan vi forventede, at Knepp ville se ud om ti år.

Vi havde forventet en stor grad af entusiasme.

Kom gerne og tag en snak med os. Tak.

Men der var larmende tavshed.

Men så tog enkelte af dem ordet.

- Det giver ikke mad på bordet. - Det er problemet.

De sagde, at det var en skændsel.

Det er det rene vanvid.

At vi var uansvarlige.

Skal vi have vildsvin rendende rundt på hovedvejen?

At der ville vokse ukrudt overalt, og værst af alt, engbrandbærer.

Den vil dræbe kvæg og heste. Det er der ingen tvivl om.

Den slags skal håndteres af den enkelte.

Vreden de følte, da de så vores marker dækket af dem.

Denne rejse ville ikke blive så let, som vi havde håbet på.

Vi forsøgte at opdrage to småbørn.

Vi forsøgte at bygge en tilværelse.

Vi følte os under stort pres.

Jeg har følt mig som lidt af en outsider i store dele af mit liv.

Jeg er adopteret, og så oplever man nok altid en form for distance

og en vag følelse af ikke at være en del af gruppen,

eller at man ikke er født til at følge den konventionelle vej.

Jeg tror, at det kan hjælpe en, når man tror, at alt er ved at gå galt.

Min far sagde altid, at jeg ledte efter hullet i hegnet.

På en måde er det det, vi gør. Vi leder efter en vej væk fra en tankegang,

som har begrænset os så længe.

Vi havde brug for nogle tegn på, at det ikke førte ud i ingenting.

Vi havde brug for at se, at der faktisk ville komme noget ud af det.

Det var på det tidspunkt, at vi gik ud ved solopgang

og pludselig blev helt overvældet af fuglekvidder.

Det førte os tilbage til vores barndom.

Nattergalen vendte hurtigt tilbage,

og de var nu flere end nogensinde før.

Men så skete der noget ganske fantastisk.

Den der vidunderlige kurren.

Vi havde aldrig haft turtelduer før.

At en af landets mest udrydningstruede fugle havde fundet os...

Det her er Chaucer, Shakespeare. Den slags, som vi synger om til jul.

"Min sande kærlighed gav mig." Vi er ved at miste denne art.

De er vores næstmest udrydningstruede fugl.

Pludseligt findes der et sted i Sydengland,

hvor antallet af turtelduer faktisk er stigende.

Det går helt imod trenden.

Det havde ingen forventet.

Der sker noget ganske fantastisk her.

Dette grimme, tornede, uelskede stykke jord begyndte at blive et fristed.

Og andre sjældne dyr fandt frem til os.

De små dyr, som mange af os har glemt.

Og jeg elsker tanken om dværgmusen.

Vi havde ikke observeret dette pattedyr før projektets start.

De fandt os på en eller anden måde. Jeg nyder at forestille mig,

at de på en eller anden måde instinktivt søger mod os,

nu da vi har et område til dem.

Man kan forestille sig dem i det fjendtlige terræn derude.

Ude på eventyr. På jagt efter et bedre sted.

De kommer ind gennem viadukter. Under vejene.

Og ender steder som her, med perfekt mulighed for at bygge rede.

Og de bygger de smukkeste små reder.

Hvor de balancerer alt.

De væver dem rundt om de her lange stilke,

og så forer de dem med tidselfrø.

Så det ender med at blive de her utroligt smukke og luksuriøse reder.

Vi undrer os over dagligt, hvad vi nu finder.

Hvilke dyr er på vej til at finde os?

Vi ved aldrig hvilken lille ting, der vil gøre en forskel.

Den der sommerfugleeffekt som kan igangsætte en forvandling.

Hvor end man kigger hen, så genopdager dyrene og planterne forbindelser,

som længe har været gået tabt i det moderne landskab.

Når en ko efterlader et aftryk, kan selv aftrykket i jorden

blive til et helt univers af fantastiske væsener.

Et sted, hvor man kan finde vandkalve og snegle.

Vi har sågar fundet en lille flue, som ikke er set før i Storbritannien.

Alle disse væsener bliver til føde for afgrøder, flagermus og fugle.

Takket være køerne, som vandrer rundt i landskabet.

Selv egetræer har komplekse relationer.

De har brug for åbne arealer, for at kunne vokse.

Og det er de store drøvtyggere, som skaber disse åbne arealer.

Med lidt hjælp fra skovskaden.

Det er sådan, egetræer vokser i det fri.

Deres liv begynder under tornede buske.

På den måde beskyttes det unge træ mod gnavende munde.

Indtil det er stærkt nok til at klare sig selv.

Præcis som med Oostvaardersplassen skete forandringerne i landskabet

gennem dyrenes påvirkning.

I Holland reguleredes projektet til sidst på grund af offentligheden.

Folk mente, at naturlige dødsfald forårsagede unødvendig lidelse.

Her på Knepp tager vi os af dyrene.

Men vi har vores egne problemer med den offentlige mening.

I et brev til Charlie stod der, at hans bedsteforældre ville vende sig i graven,

forfærdede over, hvad han havde gjort.

At vi var upatriotiske.

En kvinde sagde ganske enkelt, at det, som vi gør, sårede hendes følelser.

Det blev opfattet som en fornærmelse af dem, som så landsbyen

som noget kontrolleret, styret og som noget med et eget skønhedsideal.

Og at vi forvandlede noget smukt til noget vældig grimt.

Det var faktisk tæt på at knække os fra tid til anden.

Det blev personligt og sårende.

Og afstedkom følelsen af, at man ikke er velkommen længere.

Man står udenfor samfundet. Man føler sig udstødt.

Vi var under stort pres og kritikken voksede.

Store landområder er overladt til naturen.

Men der kan stilles spørgsmål hertil.

TV-udsendelser.

Sidste sommer var der meldinger om marker inficeret med engbrandbæger.

Vrede breve til ministre.

Dette forfærdelige ukrudt. Det giver mig kvalme.

Radioindslag.

I kan gøre dette, fordi I er så enormt privilegeret.

Vi kunne have kastet håndklædet i ringen.

Men vi stod fast.

Fordi gennem hele perioden så vi, hvordan livet vendte tilbage.

Jeg har brugt hele mit liv på at kigge på insekter,

så jeg kunne se, at der var noget i gærde.

Ormene som migrerede hertil og bevægede sig i jorden...

Noget, som forskerne mente kunne tage hundrede år,

skete på ti år.

Nu har vi 19 forskellige arter af jordorme.

Alt materialet fra overfladen, som trækkes ned i de små huller, skaber jord.

Det er livets byggesten.

Alle de millioner af orme der bidrager med liv og organisk materiale

og giver næring til alle de små insekter.

Og giver næring til Teds netværk af mykorrhizasvampe.

Det er imponerende.

Fornyelsen af jorden.

Det er, hvad forvandlingen af Knepp handler om.

Opmuntret af forandringerne i jorden

tog Charlie sin besættelse af landskabsforandring til et nyt niveau.

Han ville nu genforvilde floden Adur,

som løber gennem vores jord og som var blevet presset sammen som en lige kanal.

Han ville genetablere de smukke kurver,

som man stadig kan se kaste fortidens skygger på tværs af sletterne.

Men det krævede naturligvis en enorm mængde udstyr og investeringer.

Ti år af studier om miljøpåvirkningen

i samarbejde med myndighederne. Det var et enormt projekt.

Så dukkede Derek Gow op.

Vi viste Derek rundt, og han himlede med øjnende og sagde:

Et par bævere ville havde fikset det gratis på et halvt år.

Og de ville have gjort et bedre job.

Jeg husker tydeligt, at jeg sagde til Charlie,

at bævere har gjort det her i hundredvis eller millioner af år.

De er langt bedre til at genoprette vådområder, end vi nogensinde bliver.

Derek har skabt et fristed for europæiske bævere på sin gård i Devon.

Han er Storbritanniens førende bæverspecialist.

Han inviterede os forbi, så vi kunne møde de bævere,

som han håbede, at kunne sætte ud i det fri en dag.

Man kan se vandet men ikke mange synlige grene.

Når de bygger fundamentet,

kan man tydeligt se, at de er lavet af grene, træ og sten.

Det her væsen kommer til at forandre landskabet.

Man kan se, at vandet, som bæverne dæmmer op,

afskærer skoven, som åbner sig op som et svar herpå.

Og det hele bliver til en stor, våd, hængende have.

Fuld af liv.

De får et landskab, der har det skidt, til at få det bedre.

De her destruktive forhold,

hvor vandet strømmer direkte fra markerne,

direkte ned i hovedkanalen, ned til byen

og "bang". Oversvømmer skoler og parcelhuse.

Biler vælter, og folk står og græder ned i afløbet.

Det er snart overstået.

Da Charlie mødte Derek, vidste vi, at en af de vigtigste ting,

som vi måtte bringe tilbage hertil, var bævere.

De har været forsvundet i over 400 år.

Hvis vi ville slippe bævere ud,

måtte vi have myndighedernes godkendelse.

Det er totalt latterligt.

Et tilladelse for at holde to bævere i en indhegning.

Et dyr, der kan forhindre oversvømmelser, rense vandet,

genskabe den biologiske diversitet. Hvad er problemet?

De er ikke radioaktive. Det er ikke en allosaurus,

som vi slipper ud i naturen.

Som vælter busser i det centrale London.

Det er bare et dyr, som gør utrolig meget godt.

Der fandtes allerede en del bævere i England, men de var sat illegalt ud

af guerillaen inden for rewilding, kan man sige.

Uanset hvor sympatisk vi fandt denne tilgang,

var det ikke noget, som vi kunne gøre.

Jeg kommer ikke fortælle om hemmelige operationer. Det går ikke.

- Hvad handler det om? - Min mund er lukket.

Der findes mange måder, at bringe bævere tilbage til et område på.

Vi gør det med en licens.

Vi måtte vente otte år på tilladelsen.

Vi har måske ikke bævere ved Hammer Pond endnu,

men grisene viser os noget helt nyt.

En adfærd, som vi aldrig havde forventet.

De svømmer, eller nærmere dykker.

De kan holde vejret. Det er ret unikt.

Jeg tror ikke, at køer kan, men grise kan holde vejret under vand.

Og de kommer op med enorme dammuslinger i munden.

For hvert år der gik, så vi, hvordan én art kunne igangsætte en kædereaktion,

som vi aldrig havde kunnet forestille os.

Som piletræets frø, der driver som dun gennem luften i maj.

De skal finde fugtig, bar jord. Ellers dør de.

Grisene skaber de åbne områder,

hvor pilens frø kan vokse.

Så nu har vi en masse piletræer, der hvor grisene har rodet.

Og pil udgør føden for larverne af den lille Iris-sommerfugl.

En af vor mest sjældent sete sommerfugle.

Der findes nu hundredvis af dem rundt om Knepp.

Vi har nu landets største population.

Så en af de mest sjældne sommerfugle trives her takket være grisen.

Der findes så mange lignende sammenhænge,

der strækker sig ud og gør landskabet mere komplekst.

Og der findes også en ny kompleksitet i deres liv.

Man ser deres personlighed træde frem. Et helt spektrum af udtryk,

samspil og interesse.

Og man indser, at bondegårdsdyr er en skygge af sig selv

på grund af den kontekst, som vi placerer dem i.

Det vækker følelser, at se dyrene udtrykke sig.

Jeg kan huske et særligt øjeblik,

hvor et af føllene førte flokken hen til afgrænsningen omkring Knepp,

og en smuk fuldblodshest kiggede ind

fra menneskenes verden udenfor.

Det er let at få et romantisk syn på det hele,

men jeg kunne ikke slippe tanken om, at hun må have set på med længsel.

Måske med en form for hestenes modsvar til jalousi.

Det var ikke bare hestene, som så på.

Det føltes som om, at hele verden så på, da en ny trussel mod vores troværdighed

begyndte at spredes over gården.

Vi havde sluppet et monster løs fra jorden.

En plante, som bønder altid har frygtet og bekæmpet. Agertidsel.

Dens rødder spreder sig som en løbeild under jorden,

når den kloner sig og skaber enorme kolonier.

Kun kraftfulde bekæmpelsesmidler kan slå den ned.

Selv her i landet, hvor den hører hjemme,

findes der statslige regulativer for at kontrollere dens spredning på markerne.

Det var ikke det nye landskab, som vi havde forventet os efter så lang tid.

Charlie begyndte at tvivle og tænkte,

at vi måske bare skulle sprøjte mod dem.

For meget stod på spil.

Vi var sikre på, at der ville komme en embedsmand

og lukke projektet ned.

Utroligt nok, og uden vores viden, mobiliseres vores redning i Nordafrika.

År 2009, for første gang i over ti år,

migrerer en enorm mængde tidselsommerfugle til Europa.

De ankommer med et højtryk

og trækker ind over kanalen i konstant stigende antal.

Om morgenen den 25. maj

opdager en radarstation i New Hampshire en migration

med elleve millioner sommerfugle på vej mod Storbritannien.

Jeg ved ikke, hvordan de fandt til Knepp.

De steg ned fra himlen uden for hoveddøren og fløj mod tidslerne.

Titusindvis af sommerfugle.

Lukkede man øjnene lød det som et fjerntliggende vandfald.

Det var fantastisk. Man kunne føle deres tilstedeværelse.

De lagde deres æg på tidslerne.

Larverne begyndte at æde bladene.

Snart stod kun stilkene tilbage.

De var helt molesterede.

Vi var reddet for en stund. Af en sky af millioner af sommerfugle.

Folk taler stadig om det fantastiske år 2009.

De kom ikke igen næste forår. Ikke en eneste af dem.

Endelig fik vi et glimt af, hvordan naturen fungerer.

En gruppe af arter, der forbindes og afdækker et engelsk landskab,

som ingen har set i hundredvis af år.

Det er magisk. Et uvirkeligt landskab.

Med høje, tornede, hvide blomster.

Og fuglekvidder overalt.

Den højeste koncentration af sangfugle i landet.

Stier, der åbne buskadset op og krydser hinanden som svampenetværket nedenfor.

Og skaber en fantastisk, kompleks, tæt og dyb vegetationsstruktur,

der er som raketbrændstof for dyrelivet.

De følelser, som man får, det, som vælter op i en,

hensætter en til fortiden.

Det føles som om, at man befinder sig et helt andet sted.

Tænk, hvordan et lille mikrokosmos som Knepp

kan skabe noget meget større, end summen af de enkelte dele.

Følelsen af, at have udrettet dét.

Bare ved at give slip.

Årene med at iagttage dette ske har også forandret os.

Det har gjort os mere og mere bevidste

om det tab, som kontinuerligt skete.

Rundt omkring os.

Fjorten millioner fugle er forsvundet fra himlen.

Vi har mistet 97 procent af vore vilde blomsterenge.

Vi har pløjet 120.000 km levende hegn op.

Vi har mistet titusindvis af gamle skove.

En fjerdedel af alle pattedyr i Storbritannien er udrydningstruede.

Vi er et af de mest udpinte lande i verden.

Femten år efter, at vi første gang hørte vores turtelduer på Knepp,

fandt jeg en død due på jorden.

Det kan ske, at den var død af alderdom, af stress eller under migrationen.

Og det faldt sammen med en videnskabelig rapport,

der viste, at mange af de her arter er dømt til at uddø.

Knepp kan aldrig på egen hånd standse udryddelsen

af turtelduer i Storbritannien.

Det satte en tyk streg under, hvor lille projektet er.

Knepp er en boble. Det er en dråbe i havet

i forhold til den enorme forvandling, som denne planet behøver.

Eksperimentet viste os løsninger.

Hvordan man kan binde et genforvildet landskab sammen.

Men efter femten år havde vores budskab om genopretning ikke fanget an.

Det skal række ud over disse grænser.

Ud over Knepps fæstning.

Det skal nå andre mennesker.

Men et nyt dyr skulle profilere os på en måde,

som ingen ko eller gris nogensinde kunne have gjort.

Dette nye kapitel hos Knepp ville på en måde

blive det allervigtigste.

Sådan, ja.

Hovedet først.

Hej.

Seksten år efter projektets start

introducerede vi et dyr,

som ikke var rapporteret ynglende i Storbritannien

siden 1416.

Det føles som magi.

Det her med storke, der kommer med babyer i næbbet.

De symboliserer stadig held, genfødsel og en ny begyndelse.

Det er så smukt, når fuglene letter fra indhegningen.

De folder vingerne ud, og straks svæver de over en.

Og kigger ned på den nye verden.

Den store spørgsmål for os:

Kan vores fugle overhovedet finde ud af at bygge en rede,

når storker ikke har ynglet her i flere hundrede år.

Når de indsamler grene, tænker jeg:

Herregud, ved de overhovedet, hvordan man bygger en rede?

Senere begynder de på en endnu mærkeligere proces,

hvor de forsøger at gøre det på en tilsyneladende ubekvem seng af grene.

Og som kronen på værket

hørte jeg en morgen en lyd fra skorstenen.

Jeg havde aldrig troet, at de ville være så selvsikre,

at de ville turde at bygge rede på vores tag.

Nu må vi vente og se om der udklækkes nogle unger.

Som bliver de første vilde storke, som fødes i Storbritannien i 600 år.

Og efter at have ventet på tilladelsen i ti år,

fik vi endeligt vores bævere.

Et dyr, som har været udryddet i Storbritannien,

og som vi har udryddet gennem jagt, var vendt tilbage til britisk jord.

Og de var der helt lovligt.

Det var så spændende.

Bævere er fantastiske ingeniører.

De skaber komplekse vandløb, der opsuger storme og forhindrer oversvømmelser.

Det er utroligt, hvordan et dyrs handlinger

ikke bare kan helbrede jorden men også forandre menneskers liv

langt væk fra Knepp.

Utroligt nok har vi nu to storkeunger.

Og de er klar til deres første flyvetur.

Inspireret af denne fantastiske fortælling

ankommer der folk.

Det har vækket noget hos offentligheden.

Så folk nu ved, hvad der er gået tabt

i andre dele af landet.

Jeg har fundet en sommerfugl!

En sommeraften i juni

udklækkes den første storkeunge i Storbritannien i 600 år.

Den forlod sin rede.

Og fløj.

Nu har jeg en stor bunke grene ovenpå skorstenen.

En undskyldning for at få Charlie til at klatre derop.

Er de på alle tre skorstene eller bare på to?

Han lytter vist ikke. Det er ikke usædvanligt.

- Charlie. - Ja?

- Hvordan ser der ud deroppe? - Der vokser engbrandbæger heroppe.

Åh, nej.

Det føles måske som afslutning på vores fortælling, men selvfølgelig

har Charlie nye ambitioner og drømme.

Om en fremtid langt væk fra Knepp.

Heroppefra kan jeg se

stien gennem Downs til floden Adur.

Kvæget, grisene og hjortene

og ponyerne søger mod vandet.

Tænk, hvordan korridorer kan formes som årer i en krop.

Gennem hele Storbritannien.

Og forandre landskabet.

Gennem hele vort land, hele vores verden, vor planet.

Der er noget magisk over denne enorme transformation

på dette udpinte stykke jord. Størstedelen af planeten er udpint.

Det er fantastisk at forestille sig disse store planteædere

vandre rundt og genskabe landskabet, hvor de kommer frem.

Det er muligt, at vores grise når hele vejen ned til stranden.

Hvor de roder i tangen og bringer næringsstoffer

fra kystområderne helt op i bjergene.

Det føltes ensomt så længe.

I et af vores mørkeste øjeblikke sendte en ven dette filmklip af en mand,

der danser en helt vanvittig dans.

Og alle, der sidder omkring ham, synes, at han er sindssyg.

Men snart begynder andre modige mennesker at danse.

Snart slutter alle sig til ham.

Og pludseligt har de dannet en bevægelse.

Og de få, som stadig sidder ned, fremstår pludseligt mærkelige.

De deltager ikke.

Vi er ikke længere ensomme galninge,

der danser som tosser for at tiltrække os opmærksomhed.

Vi er en del af en stor bevægelse bestående af mennesker, som forstår.

Hvis vi vil redde de systemer, som alt liv afhænger af,

så må vi ændre vores måde at se på jorden på.

Og Knepp har vist, hvordan vi kan gøre det.

Det viser, at vi kan bringe livet tilbage til steder,

hvor det ikke tidligere fandtes.

Vi ved, hvordan man gør. Vi ved, hvordan man lukker naturen ind i vores liv igen.

Undertekster: J. Petersen