Original subtitles

- Hvem dér? - Svar mig! Giv dig til kende!

- Vor konge leve. - Barnardo?

Du passer din tid på klokkeslæt.

Den har slået tolv. Gå til ro, Francisco.

Tak for afløsningen. Det er bitterlig koldt, og jeg er elendig.

- Har du haft en rolig vagt? - Ikke en mus har rørt sig.

Møder du Horatio og Marcellus, så bed dem skynde dig.

- Jeg hører dem. Hvem dér? - Venner af landet.

- En rolig godnat. - Farvel. Hvem afløste dig?

Barnardo har min post. Rolig godnat.

- Er Horatio med? - Et stykke af ham.

- Har det vist sig igen? - Jeg har intet set.

Horatio vil ikke tro på det gruelige syn, vi har set to gange.

Så jeg har bedt ham komme og våge med os i nat.

Hvis genfærdet kommer, kan han bekræfte vort syn og tale til det.

- Tys nu! Det kommer ikke. - Sid ned en stund.

Lad os bestorme dit øre, der er så forskanset.

- Hør, hvad vi to nætter har set. - Lad os sætte os og høre Barnardo.

Sidste nat, da den stjerne, som står der lige vest for polen -

- belyste det hjørne af himlen, hvor den nu skinner -

- så Marcellus og jeg, netop da klokken slog et...

Ti stille nu. Der kommer det igen.

- Som vor salige konge. - Du er boglærd. Tal til det.

- Ligner det ikke kongen? - Jo. Jeg rystes af skræk.

Tal til det!

Hvem er du, der vandrer om i nattestunden -

- i samme helteskikkelse som den, hvori vor begravne dankonge -

- førhen vandrede? I himlens navn, tal!

Det er fortørnet.

Bliv! Tal! Jeg befaler dig: Tal!

- Det er væk og vil ikke tale. - Du skæIver og er bleg.

Er dette ikke mere end indbildning?

Ved Gud, jeg havde ikke troet det uden mine øjnes sikre vidnesbyrd.

- Ligner det ikke kongen? - Som du ligner dig selv.

Det var den rustning, han bar, da han besejrede Norges konge.

Hans blik var så vredt, som da han slog de polske slædemænd.

Hvor sæIsomt.

To gange er han ved midnatstid gået forbi os.

Hvordan jeg skal tyde dette, aner jeg ikke.

Men ud af det slutter jeg mig til -

- at det varsler alvorlige rystelser i riget.

Så fortæI mig da, hvem der ved det -

- hvorfor dette skarpe vagthold hver nat bebyrder rigets undersåtter.

Og hvorfor der daglig støbes kanoner og købes krigsforråd -

- og hentes skibstømrere, som slider både søndag og hverdag.

Hvad betyder det, at den travlhed gør natten til arbejdsfælle -

- med dagen? Hvem kan forklare det?

Det kan jeg. I hvert fald går dette rygte:

Vor salig konge, hvis billede netop viste sig for os -

- blev, som I ved, af Fortinbras i Norge -

- som var drevet frem af hovmod, udæsket til kamp -

- og den tapre Hamlet... det kaldtes han her til lands -

- slog samme Fortinbras -

- som efter sluttet pagt, beseglet ved lov og ridderskik -

- mistede både liv og alt det land, han ejede, til sejrherren.

Et tilsvarende pant blev stillet af vor konge -

- og skulle tilfalde Fortinbras, hvis han vandt sejr -

- efter samme pagt, som sagde, at hans land skulle tilfalde Hamlet.

Nu har så unge Fortinbras, der er fuld af hidsig ungdom -

- i Norges fjerneste hjørner hyret en flok hjemløse vovehalse -

- til et grådigt felttog, hvis formåI -

- som står helt klart for os, er at genvinde -

- med væbnet hånd og med vold og tvang -

- det omtalte land, som hans far tabte.

Dette, mener jeg, er grunden til vor rustning -

- årsagen til vort vagthold -

- og baggrunden for al denne hast og uro i landet.

Det er nok det, tror jeg. Det stemmer også med -

- at dette genfærd går i rustning forbi vores vagt -

- og ligner kongen, der var grund til disse krige.

Et støvfnug, der pirrer sjælens øje.

Mens sejrspalmerne hang højt i Rom, kort før den mægtige Julius faldt -

- stod gravene og gabte, og døde i ligklæder -

- gik pibende og hylende i Roms gader.

Netop den slags onde forvarsler, der går forud for skæbnen -

- har både himmel og jord vist for vort himmelstrøg og vore landsmænd.

Stjerner med haler af ild og blodig dug. Onde tegn i solen.

Og den våde stjerne, af hvis magt havgudens rige styres -

- sygnede som til dommedag af formørkelse.

Men stille! Se, der kommer det igen!

Jeg standser det, om det så knuser mig.

Stands, blændværk! Har du lyd og stemmens brug, så tal til mig.

Hvis der er noget godt at udøve, som skaffer dig fred og mig nåde -

- så tal!

Ved du noget, der truer dit rige, og som kan afvendes, så tal!

Hvis du i din levetid har samlet røvede skatte -

- hvad I genfærd tit siges at gå igen for, så tal!

- Stands det, Marcellus! - Med mit våben?

Det er forsvundet.

Vi fornærmer det, majestætisk som det er, med vore trusler om vold.

For det er som luften selv, usårligt -

- og vore slag i luften er det rene spilfægteri.

- Det ville tale, da hanen galede. - Og så for det sammen...

Som en synder ved domsstævningen.

Jeg har hørt, at hanen, som er morgenens trompet -

- med skinger, højrøstet strube vækker dagens gud op -

- og ved dens råb, om det så er i vand eller ild, i jord eller luft -

- må enhver hjemløs ånd ile hjem til sit skjulested.

Det svandt ved hanegalet.

Det siges, at når det lakker ad den tid, hvor Frelserens fødsel fejres -

- så synger den morgenfugl hele natten.

Da, siger man, tør intet genfærd gå omkring.

Natten er tryg.

Ingen onde stjerner -

- ingen elverskud eller hekse har trolddomsmagt.

Så... hellig og så rig på nåde er den tid.

Det har jeg også hørt, og for en del tror jeg også på det.

Men se, morgenen klædt i skarlagenskåbe -

- går over østens dugvåde høje.

Nu er vagten forbi. Og jeg råder til -

- at vi betror, hvad vi så i nat, til prins Hamlet. For ved mit liv...

Skønt ånden var stum mod os, vil den tale til ham.

Skal vi betro ham det, som venskab og pligt kræver?

Ja, lad os gøre det. Og her til morgen ved jeg -

- hvor vi mest belejligt kan finde ham.

Skønt mindet om vor broder Hamlets død endnu er grønt -

- og det sømmer sig for os at bære hjertesorg -

- og for hele vort rige at være som én sorgfuld pande -

- så har vor fornuft dog stridt sådan med naturen -

- at vi med klog bedrøvelse mindes ham -

- mens vi samtidig tænker på os selv.

Derfor... vor fordums svigerinde -

- nu vor dronning -

- medherskerinde til dette stolte rige -

- har vi med underkuet glæde -

- med et håbefuldt glad og et tårevædet øje -

- med fryd ved ligfærd og sorg ved bryllup -

- med ligevægt i skålen af jubel og jammer -

- taget til ægte.

Vi har heller ikke lukket øret for jeres visdom -

- der frit har bifaldet dette skridt.

Til jer alle... vor tak.

Og dernæst skal I vide dette: Unge Fortinbras -

- der har ringe tanker om vort værd eller tror, at vor kære brors død -

- har bragt vort land af lave -

- og som håber at opnå en fordel, han plager os med breve -

- hvor han gør krav på det land, hans far mistede til vor tapre bror.

Dermed nok om ham.

Nu til os selv og vor forsamling. Sagen er i al korthed:

Vi har skrevet til Norges konge -

- unge Fortinbras' onkel, som, syg og affæIdig -

- næppe har hørt om sin nevøs hensigter.

Vi vil hindre, at han farer mere frem, for hele hans hær -

- er allerede samlet blandt hans folk.

Vi vil sende jer, Cornelius og Voltemand -

- med dette brev til Norges gamle konge.

Det giver jer ikke større fuldmagt -

- end der står i de helt udførlige artikler.

Farvel. Og lad hastværk bevise jeres troskab.

Vi skal vise os tro.

Det betvivler vi ikke. Hjerteligt farvel.

Og nu Laertes. Hvad nyt har du at sige?

Du nævned en bøn. Sig frem, Laertes.

Et ord af dig til kongen er ikke spildt.

Hvad kan du bede om, som jeg ikke gerne giver, før du beder?

Hovedet står ikke hjertet nærmere, hånd er ej mund mere hengiven -

- end Danmarks kongetrone er din fader. Hvad ønsker du?

Høje konge, Deres tilladelse til at drage til Frankrig -

- hvorfra jeg villigt kom for at bistå ved Deres kroning.

Men jeg tilstår, at nu den pligt er opfyldt -

- står mit sind og min hu igen til Frankrig.

Jeg beder om forlov.

Har du din fars forlov? Hvad siger Polonius?

Han har fravristet mig forlov -

- med umage og bønner, og hans ønske -

- har jeg modvilligt imødekommet. Jeg beder Dem: lad ham rejse.

Så rejs da, Laertes. Du har din ungdom.

Må heldet føIge dig. Brug den, som du vil.

Og nu min frænde Hamlet ... og min søn.

Lidt mere end din frænde og mindre end din ven.

Hvorfor hænger sorgens skyer stadig over dig?

Slet ikke, herre.

Jeg er en sand søn af solen.

Kære Hamlet...

Kast din natsorte farve væk og lad dit øje se venligt på kongen.

Søg ikke bestandigt med nedslået øje -

- din ædle fader i den sorte jord.

Du ved, det er alles lod.

Alt levende må dø og i døden vinde evigt liv.

Ja, frue, det er... alles lod.

- Hvorfor synes det dig da så sært? - Synes, frue?

Nej, det er. Jeg kender ikke "synes".

Det er ikke blot min sorte kappe, mor, ikke en vanlig sørgedragt -

- ikke højlydte og tunge suk eller øjets stride tårestrøm -

- ikke mørke miner -

- eller sorgens skikke og fagter, der viser, hvad jeg er.

Sådanne ting "synes". For det er en rolle, man kan spille.

Jeg bærer i mig... sorgens sande magt.

Her ser I kun dens udvendige og tomme pragt.

Det er smukt og rosværdigt, Hamlet, at du viser din far skyldig sorg.

Men du må vide -

- at din far mistede sin far, og denne tabte far mistede sin -

- så den overlevende søn var bundet til i nogen tid at vise skyldig sorg.

Men hårdnakket at leve i sorgen er ugudeligt og stædigt.

Det er umandig sorg.

Det viser en trodsig vilje, et svagt hjerte -

- et utåImodigt sind, en dømmekraft, der er naiv. Det, man ved, må ske -

- det, der er så almindeligt og dagligdags -

- hvorfor skulle vi med klynkende trods tage os det så nær?

Det er en synd mod himlen, en synd mod den døde -

- mod naturen og vor fornuft, som prædiker dagligt om fædres død -

- og som har råbt fra det første lig til den, der døde i dag:

"Det må være sådan. " Vi beder dig:

Kast til jorden den frugtesløse sorg -

- og se i os... en fader.

Lad alverden vide det:

Du er den, der står vor trone allernærmest.

Og med en kærlighed, der ikke er mindre -

- end den ømmeste fader føler for sin søn, omfatter jeg dig.

Hvad angår dit forsæt om atter at studere i Wittenberg -

- er det ganske mod vort ønske, og vi beder dig blive her -

- hvor vort milde, muntre øje kan se dig.

Vor første hofmand, vor slægtning og vor søn.

Lad ikke din mor spilde sine bønner, Hamlet.

Nej, bliv her hos os. Rejs ikke til Wittenberg.

Jeg vil i alting lyde Dem, frue.

Se, det var et kærligt og et smukt svar.

Vær som vi selv i Danmark.

Kom, frue.

Vor Hamlets kærlige lydighed har fyldt mit hjerte med smil.

Derfor skal dankongen i dag ikke drikke en glad skåI -

- uden at kanonen fortæller skyerne det. Og himlen skal give genlyd -

- og besvare jordens torden.

Kom med!

Åh, gid mit alt, alt for faste kød måtte smelte -

- tø og opløses i dug!

Havde den Evige dog ikke givet sit bud imod selvmord!

Åh, Gud... Gud!

Hvor led og trist, hul og ussel -

- synes hele verdens færd mig ikke.

Bort med den. Den er en uluget have, der går i frø.

Grimt og fedt ukrudt har helt overgroet den.

Dertil skulle det komme.

Kun død i to måneder.

Nej, ikke så længe. Ikke to.

Så stor en konge, der imod denne -

- var som en solgud imod en satyr.

Så kærlig mod min mor, at han ikke tåIte, at vinden bed i hendes ansigt.

Himmel og jord! Skal jeg mindes det?

Hun hang ved ham, som om hendes lyst voksede ved sin næring.

Og dog, efter en måned... Svaghed, dit navn er kvinde.

En sølle måned... Før hun havde slidt de sko -

- hvormed hun fulgte min fars lig, opløst i gråd som Niobe. At hun...

Åh, Gud!

Et dyr uden sans og fornuft ville have sørget længere.

Gift med min onkel, min fars bror -

- men lige så lidt hans lige, som jeg er Herkules'. En måned kun!

Før saltet af de falske tårer -

- var tørret ind i hendes røde, svulne øjne.

Så var hun gift.

Synd og skam at haste -

- med en sådan heftig fart -

- til... blodskamssengen!

Det er ikke godt -

- og det kan ikke ende godt.

Men... brist, mit hjerte!

For jeg må vare min tunge.

- Vær hilset, ædle prins. - Det glæder mig at se dig vel.

Horatio...

- Om jeg ikke er blevet glemsom. - Netop. Og din ringe tjener.

Gode ven, det navn bytter jeg gerne med dig.

Og hvad bringer dig fra Wittenberg? Det glæder mig at se dig.

Men fortæI, hvad der bringer dig fra Wittenberg.

- Lyst til at skulke. - Det skal din uven ikke sige!

Og du skal ikke bilde mig det ind. Jeg ved, du ikke skulker.

Men hvad er dit ærinde i Helsingør?

- Vi skal lære dig at drikke dybt. - Jeg kom til din fars begravelse.

Spot mig ikke. Det var vel min mors bryllup.

- Ja, det fulgte hurtigt efter. - Sparsomhed.

Stegen fra hans gravøI kunne sættes som rester på brudebordet.

Jeg havde hellere set min fjende i himlen end set den dag, Horatio.

Min far...

- Jeg ser min far for mig. - Hvor, herre?

For mit indre blik, Horatio.

Jeg så ham engang.

Han var en god konge.

Han var en mand.

MåI ham i et og alt -

- og jeg får aldrig hans lige at se igen.

Jeg... tror -

- jeg så ham -

- sidste nat.

Så?... Hvem?

Min herre... kongen.

Din far.

- Kongen? Min far? - Gem forbavselsen lidt.

Lad mig berette på disse herrers vidnesbyrd det sæIsomme syn.

For Guds skyld, lad mig høre!

To nætter i træk havde disse herrer på vagt i midnatsstunden -

- set en skikkelse ganske som din far -

- klædt i rustning fra top til tå -

- dukke op og højtideligt og stolt gå forbi dem.

Tre gange gik han forbi deres skrækslagne øjne i kort afstand -

- mens de stod stivnede af rædsel og ikke turde tale til ham.

Det fortalte de mig med gru, og jeg holdt vagt med dem den tredje nat.

Og ganske som de havde sagt, i samme stund -

- i samme skikkelse... hvert ord var sandhed... kom synet.

Jeg genkendte din far. Mine hænder ligner ikke hinanden mere.

- Hvor var det? - På skansen.

- I talte ikke til det? - Jo, men det svarede ikke.

Dog synes jeg, det en gang løftede sit hoved, som om det ville tale.

Men i det samme galede morgenhanen -

- og ved den lyd gøs det og forsvandt ud af syne.

Forunderligt.

Ved mit liv... det er den skære sandhed.

Vi syntes, vi burde lade dig det vide.

Naturligvis, mine herrer. Men dette ængster mig...

Er I på vagt i nat? I harnisk, siger I? Fra top til tå?

- Så så I ikke hans ansigt. - Jo. Hjelmen stod åben.

- Så han harmfuld ud? - Han viste mere sorg end vrede.

Bleg eller rød? Og så på jer?

- Ja, stift. - Gid jeg havde været der.

- Det havde forfærdet dig. - Sandsynligvis.

- Sandsynligvis. Tøvede det længe? - Man kunne vel tælle til 100.

- Mere! - Ikke da jeg så det.

Var hans skæg gråt?

Det var, som da jeg så ham, med søIvstænk i.

Jeg vil stå vagt i nat.

- Det kommer måske igen. - Det gør det sikkert.

Hvis det kommer i min ædle fars skikkelse, vil jeg tale til det -

- om så helvedes åbne gab påbød mig at tie.

Det, som I hidtil har holdt skjult -

- lov mig at holde tæt med det og med, hvad der end hænder i nat.

Giv det en forklaring, men ingen ord.

Jeg vil belønne jeres venskab. Nu farvel.

Jeg møder jer mellem elleve og tolv på skansen.

- Vi er dine tjenere. - Mine venner...

Som jeg også er jeres. Farvel.

Min fars ånd... i harnisk. Noget er galt fat.

Jeg aner svig her.

Gid det var nat nu. Indtil da... vær stille, sjæI.

Misgerninger kommer for lyset frem -

- om så den hele jord har begravet dem.

Mit gods er bragt om bord. Farvel. Og, søster, når der er medbør -

- og skibslejlighed, så sov ikke, men lad mig høre fra dig.

Tvivler du på det?

Og om Hamlet og hans elskovspjank...

Se det som en artighed, et spil af hans luner -

- en viol i naturens vår, tidlig, men ikke varig, sød, ikke stadig -

- duft og nydelse for et minut.

- Ikke mere? - Se det ikke som mere.

For naturen vokser ikke kun i kød og ben. Når templet vokser -

- vokser sjælens og sindets indre tjeneste også.

Måske elsker han dig nu, og smuds besudler ikke hans gode vilje.

Men du må frygte i lyset af hans rang, at hans vilje ikke er hans egen.

Han er underkastet sin fødselsrang -

- og kan ikke, som ringe folk, selv væIge.

For på hans valg beror hele rigets sikkerhed og velfærd.

Derfor er hans valg begrænset af -

- bifaldet fra det legeme, som han er hoved for.

Hvis han siger, han elsker dig, tør din klogskab tro på det -

- hvis han i sin situation kan omsætte det i gerning.

Og det kan han kun, hvis hele Danmark giver ham lov dertil.

Tænk på, hvor din ære kunne lide -

- hvis du villigt lytter til hans sange eller mister hjertet -

- eller åbner din kyske skat for hans vilde lidenskab.

Vogt dig for det, Ophelia, kære søster.

Gem dig i følelsernes bagtrop, væk fra det farlige begærs pile.

En nærig pige er ødsel nok, hvis hun viser sin skønhed til månen.

Selv renhed kan ikke undgå bagvaskelse.

Ormen æder ofte vårens børn, før deres knopper springer ud.

Og i ungdomsårenes morgendug -

- er der den største fare for rustangreb.

Så vær varsom. Frygten er det, der bedst kan bevare.

Ungt blod er den største fare.

Jeg skal bevare disse gode ord som vogter for mit hjerte.

Men, søde bror, gør ikke som visse ugudelige hyrder -

- der viser den tornede sti til himlen, mens de selv som libertinere -

- vandrer ad lystens rosenrøde vej og glemmer deres egne råd.

Frygt ikke.

- Tiden iler. - Stadig her, Laertes?

Der er min far. En ny velsignelse! TilfæIdet smiler til et farvel mere.

Om bord!

Medbøren fylder dit sejl, og man venter på dig.

Gud velsigne dig. Og disse formaninger til din opbyggelighed.

Giv ikke dine tanker ord eller dine umodne tanker handling.

Vær vennesæI, men ikke hvermands ven.

De prøvede venner, du har, skal du med jernbånd binde til dig.

Men sløv ikke din hånd ved at trykke hver nyudruget kammerats.

Vogt dig for at yppe strid -

- men har du den, så se til, at din fjende frygter dig.

Lån alle dit øre, men kun få din røst.

Hør på alles mening, men hold igen med din dom.

Klæd dig så fint, din pung magter, men ikke prangende.

Rigt, ikke vulgært. For tøjet er tit et tegn på manden.

Folk af stand i Frankrig har netop en udsøgt smag i den henseende.

Tag ikke lån og lån heller ikke ud, for udlån koster penge og venner -

- og egne lån sløver sparsomhedens æg.

Fremfor alt...

Vær sanddru mod dig selv. Så føIger det som nat på dag -

- at du ikke kan være falsk mod andre.

Farvel. Lad min velsignelse indprente dette hos dig.

Jeg tager ærbødig afsked.

Tiden kalder dig. Gå. Dine tjenere venter.

Farvel, Ophelia.

Og husk, hvad jeg har sagt.

Det er lukket inde i min erindring, og du selv har nøglen til det.

Hvad sagde han da til dig, Ophelia?

Jo, det var...

- Med hensyn til prins Hamlet. - Det var vel betænkt.

Man fortæller mig, at han ofte taler i enrum med dig -

- og at du selv har lyttet til ham meget frit og gavmildt.

Hvis det er sådan, som jeg hører, må jeg advare dig om -

- at du ikke forstår dig selv så godt -

- som det sømmer sig for min datter og din ære.

Hvad foregår der mellem jer? Sig mig sandheden.

Han har i den sidste tid givet mig mange beviser på sin kærlighed.

Du taler som et barn, der er ukendt med livets farer.

- Tror du på disse beviser? - Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.

Du skal tro, du er et barn! Tager hans beviser for gode varer!

Bevis, du er mere forsigtig, eller du beviser, du er et fjols.

Han har talt om sin kærlighed på hæderlig maner.

"Maner" er ordet.

Og har bakket sit ord op med hver en hellig ed.

Ja, fæIder!

Når blodet brænder, lægger sjælen mange eder på tungen.

BåI, der lyser mere, end de varmer, og som slukkes i samme stund.

Regn dem ikke for ild. Vær mere karrig med dine ungpige-møder.

Kom ikke løbende på hans mindste bud.

Prins Hamlet er ung og har større spillerum, end du kan få.

Kort sagt, tro ikke hans løfter. De er koblere, ikke rene i farven -

- men talsmænd for urene bønner, der blot søger at besnære dig.

Jeg vil ikke have, at du fra nu af -

- spilder noget øjeblik med at mødes eller samtale med Hamlet.

Det er min vilje.

Kom nu med!

Jeg vil -

- adlyde dig -

- fader.

Luften er skarp. Det er en rå kulde.

- Ja, luften er iskold. - Hvad er klokken?

- Den er nær tolv. - Nej, den har slået.

Har den det? Det har jeg ikke hørt.

Så nærmer den tid sig, hvor ånden plejer at gå igen.

Hvad betyder dette?

Kongen er sent vågen og tager sig en rus -

- holder drikkelag og raver ør og opblæst om.

Og når han skyller vinen ned, bræger pauken om hans bedrift.

- Er det skik? - Ja, det er.

Men efter min mening, skønt indfødt i den, en skik -

- det er finere at bryde end at lyde. Denne svimle drikken gør os -

- til nar for andre nationer. Vi kaldes drukkenbolte.

Man håner os med navn af svin. Og det stjæler også -

- fra vore bedrifter kernen og marven af vort ry.

Det kan ofte hænde enkeltmand -

- at når han skæmmes af et modermærke -

- som han er uden skyld i ... det er naturens værk -

- eller et overmåI af hedt blod, der nedbryder fornuftens bolværk -

- eller af en vane, der støder an mod god sæd og skik -

- at en sådan mand, der, som sagt, bærer på en enkelt fejl -

- givet ham af naturen eller skæbnen -

- om han så ellers er dydig og from, så ædel, som et menneske kan nå -

- så smittes han dog ved almindelig dadel af denne ene fejl.

Et gran ondskab fordærver tit hele mængden af ædelhed.

Der er det!

Det vinker dig med, som ville det betro noget til dig alene.

Det vinker Dem med til et mere ensomt sted. Men gå ikke med.

Det vil ikke tale. Så går jeg med.

Hvad er der at frygte? Mit liv er ikke en knappenåI værd -

- og kan det skade min sjæI? Den er jo udødelig som det selv.

Det kalder igen. Jeg føIger det.

Sæt det lokker dig til vandet eller til klippetoppen ved havet -

- og bliver til et andet rædselssyn, der kan berøve dig fornuften!

Tænk på det. Stedet kan sætte vanvids-griller i ethvert hoved -

- når man ser ned i havet og hører dets brølen.

Det vinker. Gå blot. Jeg kommer. Bort med jeres hænder!

- Hør på os og bliv! - Min skæbne kalder.

Den gør hver sene i min krop så fast som løven i Nemeas.

Det vinker igen. Slip mig, mine herrer!

Jeg gør den til genfærd, som standser mig!

Gå blot... Jeg vil føIge dig.

- Han er fra vid og sans. - Vi føIger. Vi bør ikke adlyde ham.

- Hvordan skal dette ende? - Noget er råddent i Danmarks rige.

- Det må Gud råde bod på. - Ja, lad os føIge ham.

Nådens engle, bevar os! Er du salig ånd eller spøgelse?

Er du ond eller god?

Du indbyder til at spørge, og jeg vil tale med dig.

Jeg vil kalde dig Hamlet, konge, fader. Svar mig!

Hold mig ikke i uvidenhed, men fortæI -

- hvorfor dine gravlagte knogler har sprængt liglagenet -

- hvorfor din grav har åbnet sit marmorgab og udspyet dig?

Hvad betyder det, at du, en dødning i panser og plade -

- går igen i månens skær og gør natten grum og os tåber -

- så skræmte, at vi ryster ved det ufattelige?

Hvad er det? Hvad skal vi gøre?

Hvor fører du mig hen?

Tal. Jeg går ikke længere.

- Hør mig. - Det vil jeg.

Det er snart den time -

- hvor jeg må overgive mig til de smertefulde svovlflammer.

- Arme sjæI. - Ynk mig ikke.

Men lyt alvorlig til det, jeg nu vil berette.

Det er min pligt at lytte.

Og også at hævne, når du har hørt dette.

Jeg er din faders ånd -

- dømt til en tid at gå igen om natten -

- og til om dagen at hensmægte i luer -

- indtil de grumme synder, jeg begik i kødets dage -

- er brændt og renset bort.

Var det mig ikke forbudt at afsløre mit fængsels løndom -

- kunne jeg give en beretning, hvis mindste ord -

- ville skære i din sjæI og fryse dit unge blod til is -

- få dine øjne til at springe som stjerneskud -

- ud af deres kreds, få dine tætte lokker -

- til at skilles og hvert hår til at rejse sig -

- som piggene på et hidsigt pindsvin.

Men evighedens pinsler er ikke for ører af kød og blod.

Hør, Hamlet, hør.

Åh, hør!

Hvis du nogen sinde har elsket din far...

Åh Gud!

... så hævn hans grumme og unaturlige mord.

- Mord? - Mord.

En grum ting er det vel altid -

- men dette er særlig grumt, rædsomt og unaturligt.

Nævn det, at jeg så rask som elskovs tanker kan fare til min hævn.

Du er rede, og du ville være mere dorsk end det ukrudt -

- der sløvt gror på Lethes bredder -

- hvis dette ikke vækkede dig op. Nu, Hamlet, hør!

Det fortælles, at mens jeg sov i haven, bed en slange mig.

Hele Danmarks øre -

- er ved det falske budskab om min død groft bedraget.

Men vid, min ædle søn: den slange, der tog din faders liv -

- bærer nu hans krone.

Åh, min profetiske sjæI! Min farbror!

Ja, den blodskænder. Det liderlige dyr.

Med sit vids trolddom, med forførerevner...

Fordømt det vid og de evner, der har sådan en magt til at lokke!

... vandt han til skændig lyst -

- viljen hos min udadtil så blufærdige dronning.

Åh, Hamlet! Hvor dybt var ikke dette fald!

Fra mig, hvis kærlighed var så ærlig -

- at den gik hånd i hånd med det løfte, jeg svor hende ved alteret -

- at synke ned til en sådan usling, som fra naturens hånd -

- er fattig i forhold til mig. Men som dyden -

- aldrig kan rokkes -

- om så lasten bejlede i himmelsk skikkelse -

- så vil liderlighed, selv formælet med en engel -

- føle kvalme og lede i en himmelsk seng -

- og kaste sig over ådsler.

Men tys! Jeg tror, jeg mærker morgenluft. Jeg må være kort.

Mens jeg sov i min have -

- som jeg altid havde for skik hver eftermiddag -

- og lå i min trygge ro, kom din onkel med saften -

- af bulmeurten i en flaske, og ind i min øregang -

- hæIdte han denne spedalskhedsgift -

- der har så fjendtlig virkning på menneskets blod -

- at den rask som kviksøIv farer gennem kroppens strømme -

- og den virker så brat og får, som når eddike hæIdes i mæIk -

- det raske blod til at størkne. Sådan også mit.

Og straks satte sig et barket udslet som hos Lazarus -

- med en grim og ækel skorpe på min glatte krop.

Således blev jeg ... i søvne -

- ved en broderhånd -

- berøvet liv og krone og dronning -

- det hele på én gang.

Hugget om midt i mine synders fulde flor -

- mejet om uden skriftemåI og sakramente.

Ingen regning opgjort, men sendt -

- til regnskabets time med alle mine synder på mit hoved.

Åh, rædsel -

- åh, rædsel -

- over alle rædsler!

Hvis du er et menneske, så tåI det ikke.

Lad ikke Danmarks kongeseng være et leje for utugt og blodskam.

Men hvordan du end forføIger denne sag -

- så plet ikke dit hjerte -

- og forgift ikke din sjæI med at lægge råd imod din mor.

Overlad hende til himlen, og til de torne -

- der allerede sidder i hendes barm og stikker og plager hende.

Farvel nu. Lysormen varsler morgengry.

Dens kolde ild er begyndt at blegne.

Farvel, farvel, Hamlet.

Kom mig i hu.

Åh, alle I himlens hære!

Åh, jord! Hvad mere?

Skal jeg også påkalde helvede?

Hvor ledt!

Hold... hold, mit hjerte!

Og I, mine sener, bliv ikke brat gamle, men bær mig oprejst.

Komme dig i hu?

Ja... du arme ånd!

Så længe erindring bor i denne svimle klode.

Komme dig i hu? Ja, på min hukommelses tavle -

- vil jeg slette de hverdagsminder, alle kloge ord fra bøger -

- alle fortidsindtryk, som min ungdom nedfæIdede dér.

Og dit bud alene skal blive stående i min hjernes bog -

- ublandet med alt småligt. Ja!

Ved Gud!

Åh, din fordærvelige kvinde!

Åh, usling! Smilende, fordømte nidding! Min tavle...

Jeg må skrive ned, at man kan smile og være en usling.

I hvert fald ved jeg, man kan det i Danmark.

Se så, onkel! Der står du.

Og nu mit løsen.

Det er "Farvel. "

"Farvel... Kom mig i hu. "

Det har jeg svoret på.

Prins!

- Prins Hamlet! - Himlen bevare ham!

- Amen. - Halløj, prins.

Halløj, min ven. Kom, fugl!

- Hvad nyt? - Vidunderligt. Men I røber det.

- Ikke jeg. - Heller ikke jeg.

Kan mennesker tænke sligt? Men vil I tie?

Der findes ikke en skurk i Danmark, uden han er en ærkeskurk.

- Det ved andre end et genfærd. - Ja, I har ret.

Derfor vil vi give hånd og gå hver til sit.

I derhen, hvor jeres attrå kalder, for enhver har sin attrå.

Jeg for min ringe del agter at gå og bede.

- Det er vild og gal tale. - Jeg beklager, du bliver vred.

- Der er ikke grund til vrede. - Jo, ved Skt. Patrick!

Stor grund! Hvad synet angår, så er det en ærlig ånd.

Men jeres lyst til at vide mere må I tvinge så godt, I kan.

Og så sandt I er venner og brødre og soldater...

Opfyld mig en ringe bøn.

Tal aldrig om, hvad I har set i nat.

- Nej, prins. - Sværg derpå!

- Jeg siger intet. - Heller ikke jeg.

- På mit sværd. - Vi har jo svoret.

- Men på mit sværd! - Sværg!

Nå, siger du det? Er du der, trofaste ven?

- Hører I karlen i kæIderen? - Så nævn eden.

FortæI aldrig, hvad I så. Sværg på mit sværd.

Sværg.

Hic et ubique? Så bytter vi plads. Kom her. Læg hånden på mit sværd.

Tal aldrig om dette. Sværg på mit sværd.

Sværg.

Godt sagt, gamle muldvarp. Roder du rask i jorden?

En dygtig minør! Skift plads igen, venner.

- Det er usædvanligt. - Så hils det som en fremmed.

Der er mere i himlen og på jorden, end vor visdom drømmer om.

Her som før, sværg, at I aldrig, så sandt Gud hjæIpe jer -

- hvor sæIsom min adfærd end er, da jeg nemlig måske -

- finder det fornødent at iføre mig en dåremaske -

- at når I ser mig således, aldrig med armene over kors -

- vil komme med ytringer som: "Ja, vi ved nok" -

- eller "Vi kan måske" eller i øvrigt antyder -

- at I ved noget om mig. Det må I ikke gøre.

Sværg, at I ikke vil det, så sandt Gud hjæIpe jer i nøden.

- Sværg! - Sværg!

Stille.

Stille -

- hvileløse ånd.

Nu, mine herrer -

- vil jeg byde jer et hjerteligt farvel.

Og hvad Hamlet i sin fattigdom -

- kan vise jer af venskab og af troskab -

- skal, om Gud vil, ikke mangle.

Lad os gå ind sammen.

Og stadig, beder jeg jer, fingeren på læben.

Tiden er nu af lave.

Åh, hvilken spot -

- at netop jeg blev født til at vende ondt til godt.

Ja, kom.

Lad os føIges ind.

- Giv ham disse penge og veksler. - Gerne, herre.

Du ville handle meget klogt, Reynaldo -

- hvis du først forhørte dig om hans levevis.

- Det agtede jeg også, herre. - Godt svaret. Meget godt.

Spørg først, hvilke danskere der er i Paris, og af hvilken stand -

- hvilke kår, hvem de omgås, på hvilken levefod -

- og hvis du ved disse omsvøb erfarer, at de kender min søn -

- så gå tættere på dem, mere direkte til sagen.

Lad, som om du kender ham overfladisk.

"Jeg kender hans far og venner og delvis ham. "

- Er du med? - Jo da, herre.

"Delvis ham," kan du sige. "Ikke godt. "

"Men er det ham, er han vild og forfalden til det og det. "

Og så bare pådut ham, hvad du selv ønsker.

Blot ikke noget så groft, at det kan vanære ham.

Men den slags gale, vilde streger -

- som normalt føIger med ungdom og frihed.

- Såsom spil? - Ja, og druk og slagsmåI.

Banden og klammeri.

Løsagtighed.

Så vidt kan du gå.

- Det er da at vanære ham. - Nej, bagtal ham med måde.

Du må ikke give ham ry for at være tøjlesløs. Det mener jeg ikke.

Men berør hans fejl let -

- så de ligner stænk af frihed, udbrud af et viltert gemyt -

- den vildskab, som alle kan blive grebet af.

- Hvorfor skulle du gøre det? - Ja, det gad jeg nok vide.

Jo, så hør min idé. Jeg tror, det er et godt fif.

Når du tillægger min søn de småfejl, som når noget af ilde tilvirket -

- så vil den, du taler med og udfritter -

- hvis han har set disse fejl hos omtalte unge mand -

- helt sikkert tage tråden op således:

"Min herre" eller "Ven" eller "Ædle herre" -

- alt efter hans egen og landets skik og brug.

Og så gør han føIgende. Han...

Hvad ville jeg nu sige? Jeg ville sige noget.

Hvor slap jeg?

Ved "tage tråden op".

Ved "Ven" eller sådan og "Ædle herre".

"Tage tråden op. " Javist! Han tager tråden op.

"Jeg kender den herre. Jeg så ham i går eller forleden -"

"- sammen med den og den, og som De siger -"

"- blev der spillet. Der blev sviret heftigt. "

"Der var håndgemæng ved boldspillet. "

"Jeg så ham gå ind i berygtet hus" ... altså et bordel.

Din falske madding vil fange sandhedens karpe.

Og på den måde kan vi, der har kløgt og finhed -

- med lodder og trisser og med krigslist -

- ad omveje finde ind på den rette vej.

Sådan skal du efter mine gode råd gøre med min søn.

- Har du nu forstået mig? - Ja, herre.

Gud være med dig. Farvel.

Ædle herre.

- Kig også selv på hans levevis. - Ja, herre.

Og sørg for, han passer sin musik.

- Det skal jeg, herre. - Farvel.

- Herre! - Ophelia, hvad er der?

Åh, jeg er blevet så forfærdet.

Over hvad da?

Jo, da jeg sad og syede på mit kammer -

- kom prins Hamlet. Med sin jakke knappet op og ingen hat på -

- strømperne snavsede og hængende ned i åI -

- bleg som sin skjorte, med rystende knæ -

- og med et blik så fuldt af smerte, som var han undsluppet helvede -

- stod han for mig.

- Forrykt af kærlighed? - Det ved jeg ikke, men frygter det.

Han tog mig ved håndleddet og holdt mig fast.

Så trådte han en armslængde tilbage -

- og med den anden hånd således over panden -

- henfaldt han i en betragtning af mit ansigt -

- som om han ville male det.

Således stod han længe.

Til sidst rystede han let min arm -

- mens han tre gange bevægede sit hoved op og ned.

Han drog et suk så dybt og fuldt af elendighed -

- som om det skulle sprænge hans krop -

- og gøre ende på hans liv.

Derpå slap han mig -

- og med sit hoved vendt over skulderen -

- syntes han at finde vej uden øjne -

- for han nåede døren uden deres hjæIp -

- og hele tiden fæstede han deres lys på mig.

Kom.

FøIg med mig. Jeg vil opsøge kongen.

Dette er ægte elskovs sværmeri, hvis vildskab ødelægger sig selv -

- og fører til fortvivlede gerninger -

- så ofte som nogen lidenskab, der plager vores natur.

Det gør mig ondt. Har du for nylig talt hårdt til ham?

Nej, jeg har gjort, som du befalede mig.

Jeg har afvist hans breve og nægtet ham adgang til mig.

Det har gjort ham gal.

Det gør mig ondt, at jeg ikke har bedømt ham mere venligt.

Jeg frygtede, at han fjasede og ville krænke dig.

Pokker tage min mistro!

Men vi gamle har nok den fejl at gå for vidt i vore meninger -

- ganske som I unge gerne mangler besindighed.

Kom.

Lad os gå til kongen. Han må høre om dette.

Hvis vi skjuler det, kan det snart volde mere sorg -

- end had, hvis kærligheden kommer frem.

Kom.

Velkommen... kære Rosenkrands -

- og Gyldenstjerne. Ikke blot længtes vi efter at se jer -

- men behov for jeres hjæIp gjorde, at vi tilkaldte jer.

Noget har I vel hørt om Hamlets forvandling.

Det kalder jeg det, da han i ydre og indre ikke ligner den, han før var.

Hvad andet, det er, end hans fars død -

- der har bragt ham så aldeles fra sig selv, kan jeg ikke ane.

Jeg beder jer to, der siden barneårene er opvokset med ham -

- og står ham så nær i alder og i sind -

- at I vil skænke os jeres ophold en tid -

- så I ved jeres selskab kan få ham ud i livets glæder -

- og kan udforske, når lejlighed byder sig -

- om han plages af noget os ukendt, som vi kan råde bod på.

I gode herrer... han har talt hyppigt om jer.

Der kan virkelig ikke leve to mænd, som han hænger mere ved.

Hvis I vil vise os den gunst og velvilje -

- at ofre nogen tid på os og støtte og nære vores håb -

- så skal jeres besøg blive lønnet med stor tak -

- som det sømmer sig for en konge.

Deres Majestæter kunne ytre ønsket mere som et bud end som en bøn.

Men vi adlyder og indvilliger glad og fro -

- i at lægge vor tjeneste for Deres fødder.

Tak, Rosenkrands og kære Gyldenstjerne.

Tak, Gyldenstjerne og kære Rosenkrands.

Så beder jeg, at I straks vil besøge min ukendelige søn.

Før disse herrer til Hamlet.

Gud give, at vort selskab vil bringe ham gavn!

Ambassadørerne er vendt lykkeligt hjem fra Norge.

Du er altid far til godt nyt.

Tro mig, konge. Jeg agter min troskab som min sjæI -

- både over for Gud og min nådige konge.

Jeg tror, eller også kan min hjerne -

- ikke føIge kløgtens spor så sikkert som før i tiden -

- at jeg har fundet den sande grund til Hamlets vanvid.

Så sig frem! Det længes jeg efter at høre.

Hør først på ambassadørerne. Min nyhed kan være desserten.

Vis du dem den ære selv at bringe dem ind.

Han siger, at han har fundet den sande kilde til din søns vanvid.

Det er nok kun den indlysende:

Hans fars død og vores alt for hastige bryllup.

Vi vil granske ham.

Velkommen, gode venner.

Nå, Voltemand, hvad nyt fra Norges konge?

Et elskværdigt svar på hilsener og ønsker.

På vort krav bød han straks at standse sin nevøs hvervning -

- som han havde troet var et felttog mod polakkerne.

Men ved nærmere eftersyn så han, den var rettet mod Deres Højhed.

I vrede over, at hans sygdom, høje alder og svaghed -

- blev ført bag lyset, sendte han stævning -

- til Fortinbras, som hurtigt og lydigt møder op -

- og bliver taget i skole af kongen og derpå sværger -

- for sin onkel aldrig mere at rejse våbenmagt mod Deres Majestæt.

Herpå blev den gamle konge så fuld af glæde, at han gav ham -

- tre tusind kroner årligt samt fuldmagt -

- til at bruge de soldater, der er hvervet -

- mod polakkerne. Derudover begærer han -

- som her står skrevet, at De vil give ham fri passage -

- gennem Deres rige til dette felttog på betingelse -

- af den sikkerhed og forpligtelse, som her er nedskrevet.

Det er os kært.

Når vi får tid, vil vi læse, svare og gennemdrøfte denne sag.

I mellemtiden takker vi jer for jeres møje. Hvil nu.

- I aften fester vi sammen. - Denne sag er vel fuldbragt.

Høje fyrste og dronning. At forklare hvad højhed er -

- hvad troskab er -

- hvorfor dag er dag, nat er nat og tid er tid -

- var blot at spilde natten, dagen og tiden.

Derfor, da korthed er fornuftens sjæI -

- og vidtløftighed dens lemmer og ydre stads, så vil jeg være kort.

Deres søn er gal. Gal, siger jeg, thi at definere sand galskab -

- hvad er den da andet end det at være gal? Lad det fare.

- Til sagen. Mindre kunst. - Frue, jeg bruger da ikke kunst.

At han er gal, er sandt, og det er sandt, at det er skade.

Og at det er sandt, er skade. Løjerlig vending.

Men lad den fare, for jeg vil ikke være kunstig.

Han er gal, og nu står tilbage -

- at finde grunden til denne effekt, eller snarere, denne defekt -

- for en defekt effekt må have en årsag.

Således står det nu, og dette er sagens stilling.

Mærk Dem nu...

Ophelia.

Jeg har en datter, for hun er min, der som tro og lydig datter -

- har givet mig dette. Læg nu sammen og slut.

"Til -"

"- den -"

"- himmelske... og -"

"- min sjæIs afgud -"

"- den skønt... besmykkede Ophelia. "

Det er et grimt udtryk. "Besmykket". Men De skal høre videre.

"Disse -"

"- til... hendes -"

"- dejlige... hvide barm. "

- Er det fra Hamlet? - Vent, frue. Jeg skal svare Dem.

"Tvivl om, at stjerner skinner, tvivl om, at sol går ned. "

"Tvivl om, at sandhed vinder, men tvivl ej om min kærlighed. "

Kære Ophelia. Jeg kan ikke finde versefødder til mine sukke.

Men at jeg elsker dig højest -

- allerhøjest, det må du tro.

Din for evigt.

"... så længe han har denne form. "

"Hamlet. "

Dette har min datter lydigt vist mig, og al hans ømme bejlen -

- hvordan den faldt på sted, tid og måde, har hun betroet mig.

- Hvordan modtog hun det? - Hvad tænker De om mig?

- At De er hæderlig og trofast. - Det vil jeg vise.

Men hvad måtte De tro, da jeg nu havde set den elskov?

Hvad måtte majestæterne tro, hvis jeg havde spillet skrivepult -

- eller havde lukket mit hjerte og havde set gennem fingre?

Nej, jeg gik til sagen og sagde således til den unge frøken:

"Hamlet er prins, ikke af dine kår. Det går ikke an! "

Så bød jeg hende at lukke døren for ham og for hans elskovstegn.

Hun tog mit råd til sig, og da han blev afvist, kort sagt -

- henfaldt han til tungsind, faste, til søvnløshed, til forrykthed -

- og gradvis til den galskab, der nu griber ham, og som vi sørger over.

- Er det grunden? - Det lyder... meget troligt.

Har De hørt mig sige "Det er så", når det var anderledes?

- Ikke det jeg ved. - Skil det fra den, hvis det sker.

Jeg skal finde sandheden, om den så er gemt i jordens indre.

Hvordan bliver vi klogere?

De ved, han stundom går mange timer her i galleriet.

Jeg slipper min datter ud til ham. De og jeg skal skjult belure deres møde.

Hvis han ikke elsker hende og ikke er gal -

- så lad mig ikke være rigsråd, men køre med en bondekærre.

Se, hvor den stakkel går sorgfuld og læser.

Jeg beder, gå nu, begge to! Jeg går i kødet på ham.

Tillad mig.

Hvordan lever De, prins Hamlet?

Godt. Gud være lovet.

- Kender De mig? - Særdeles godt. De er fiskehandler.

- Ikke jeg. - Gid De da var en så ærlig mand.

At være ærlig, som verden nu er, er at være én ud af ti tusind.

For hvis solen avler orme -

- i et hundeådsel... en sol, der kysser et ådsel...

Har De en datter? ... Lad hende ikke gå i solen.

Frugtbarhed er en velsignelse, men Deres datter kan blive svanger.

Så, gode ven...

... tag Dem i agt.

Hvad siger man til det? Altid slår han på min datter.

Men først kendte han mig ikke. Han sagde, jeg var fiskehandler.

Det er langt ude med ham, langt ude.

Og i min ungdom led jeg selv af kærligheds kvaler -

- der lignede dette... Jeg taler til ham igen.

- Hvad læser De? - Ord...

Ord... ord.

- Hvad handler de om? - Hvem handler?

- Ordene. - Bagtalelse.

For skæImen påstår, at gamle mænd har grå skæg, rynkede ansigter -

- at deres øjne drypper af rav og blommetræers saft.

At de savner forstand og har svage haser. Og skønt jeg tror det -

- er det ikke pænt at føre det på prent.

For De bliver jo selv så gammel som jeg, hvis De som en krabbe -

- kunne gå baglæns.

Der er metode i hans galskab. Går De ind? Her er luftigt.

- Ind i min grav? - Der er godt nok ingen luft.

Så indholdsrige hans svar indimellem er!

Det er et lykketræf, galskab ofte gør -

- og som sund fornuft ikke så heldigt kunne frembringe.

Jeg vil forlade ham og få et møde i stand mellem ham og min datter.

Høje herre! Jeg vil tage afsked fra Dem.

De kan ikke tage noget, som jeg mere villig giver slip på.

Undtagen mit liv.

Undtagen mit liv.

- Undtagen mit liv. - Farvel, min herre.

Kedsommelige gamle narre!

Min nådige herre.

I søger vel prins Hamlet. Der er han.

Min nådige herre.

- Min kæreste herre. - Mine hjertensvenner.

Hvordan går det, Gyldenstjerne? Hvordan har I det begge to?

- Som jævnt gode børn. - Lykkelige, men med måde.

- Vi er ikke kvasten i Fortunas hat. - Ejheller sålen på hendes sko?

- Så I lever midt i hendes gunst? - Vi er hendes fortrolige.

I har fået hendes gunst? Den mær! Hvad nyt?

Kun det, at verden er blevet ærlig.

Så er dommedag nær. Men det er også usandt.

Hvad har I gjort Fortuna, at hun sender jer i fængsel her?

- Danmark er et fængsel. - Som verden.

Et solidt fængsel med mange bure, og Danmark er blandt de værste.

Det føler vi da ikke.

Så gæIder det ikke jer, for intet er godt eller dårligt.

Det er tanken, der gør det. For mig er det et fængsel.

Du er så ærgerrig. Det er for småt for dig.

Jeg kunne sidde i en nøddeskal og føle mig som universets hersker -

- når jeg blot ikke havde onde drømme.

Drømme er ærgerrighed. Dens væsen er skyggen af en drøm.

En drøm er kun en skygge.

Ærgerrighed er så let, at den kun er skyggen af en skygge.

Så er vore tiggere kroppe og vore konger kun tiggernes skygge.

Skal vi gå ind? For jeg kan ikke føIge den tankegang.

- Vi står til tjeneste. - Aldeles ikke.

Jeg vil ikke slå jer i hob med mine tjenere, for ærlig talt -

- så har jeg et uhyggeligt føIge.

Men for at blive på venskabets landevej:

- Hvad bringer jer til Helsingør? - Kun det at besøge dig.

Som en tigger er jeg endog fattig på tak, men jeg takker jer.

Og, kære venner, min tak er ikke fem øre værd.

Blev I ikke tilkaldt? Er det jeres eget indfald?

Er det et frivilligt besøg? Vær nu ærlige over for mig.

Kom så... sig frem.

Hvad skal vi sige?

Når bare det er et svar! I røber en tilståelse -

- som jeres uskyld ikke evner at farve.

- Kongen og dronningen tilkaldte jer. - Hvorfor?

Det må I fortælle. Lad mig besværge jer ved vort kammeratskab -

- ved vor fælles ungdom -

- ved gamle venskabsbånd og ved alle de dyrebare ting -

- en bedre taler kunne besværge jer ved: vær ærlige -

- og sig åbent, om I er blevet tilkaldt eller ej.

- Hvad siger du? - Jeg har gennemskuet jer.

Hvis I er mine venner, så skjul intet.

Gode prins... vi er blevet tilkaldt.

Jeg skal sige jer hvorfor. Jeg kommer jer i forkøbet -

- og jeres løfte til kongen og dronningen taber ikke en fjer.

Jeg har på det sidste, og jeg ved ikke hvorfor -

- mistet al min munterhed -

- opgivet min sædvanlige levevis, og sandt at sige -

- er mit sind blevet så tungt -

- at denne smukke bygning, jorden -

- forekommer mig at være et øde næs.

Denne dejlige tronhimmel, luften, ser I -

- denne fagre hvæIving, der hænger over os -

- dette majestætiske tag -

- der er pyntet med gylden ild...

Mig forekommer det at være blot en peststinkende -

- samling af dunster.

Hvilket kunstværk er ikke mennesket!

Hvor ædel i sin fornuft, hvor ubegrænset i sine evner -

- hvor udtryksfuld og smuk i skikkelse og bevægelse -

- i sin virksomhed ganske som en engel -

- i sin tankes rækkevidde ganske som en gud.

Verdens pryd. Forbilledet for alle skabninger.

Og dog, for mig, hvad er denne -

- kvintessens... af støv?

Ingen mand -

- giver mig glæde.

Heller ikke nogen kvinde, selv om dit smil antyder det.

Det faldt mig ikke ind.

Hvorfor så le, når "ingen mand giver mig glæde"?

Jeg tænkte, at hvis ingen mand giver dig glæde -

- så vil skuespillerne finde mager opvartning her.

Vi passerede dem. De er på vej for at tilbyde sig.

Han, der spiller kongen, skal være velkommen.

Hans Majestæt skal få min hyldest. Den kække ridder skal bruge våben.

Elskeren skal ikke sukke forgæves. Særlingen skal spille til ende.

Klovnen skal bringe latter til de kildne -

- og damen skal sige, hvad hun har på hjerte.

Hvem er skuespillerne?

Dem, du så godt kunne lide. Dem fra byen.

Hvorfor rejser de omkring? Deres faste teater var bedre.

Afbrydelsen er en føIge af de nye forandringer.

- Nyder de stadig anseelse? - Slet ikke.

Er de ude af trit med tiden?

De holder takten, men der er en flok ravneunger -

- der nu spiller skrighalse-teater og får skrækkelig applaus.

De er kommet på mode og rakker ned på de rigtige teatre -

- så mangen kårdeklædt mand nu frygter fjerpennen.

Er det børn? Hvem betaler dem?

Vil de kun optræde, så længe de har sangstemmer?

Vil de ikke senere sige, hvis de ender som rigtige skuespillere -

- at deres forfattere skader dem ved disse angreb på deres fremtid?

Der har været et stort ståhej, og folket puster gerne til ilden.

Penge var der kun, hvis forfatter og skuespiller kom i slagsmåI.

Der var brådne pander.

- Løb børnene med sejren? - Og med Herkules og hans byrde.

Det er ikke så sært, for min farbror er konge af Danmark -

- og de, der vrængede ad ham, mens min far levede -

- giver nu 100 dukater for et lille billede af ham.

Det er ikke naturligt, om ellers filosofien kunne lodde det.

- Der er skuespillerne. - Velkommen til Helsingør.

En velkomst er altid så formel.

Jeg så nødigt, min velkomst til skuespillerne -

- var mere munter end den, jeg giver jer.

Men min farbror-far og tante-mor tager nu fejl.

Jeg er kun gal ved nord-nordvest.

I søndenvind kender jeg en høg fra en håndsav.

- Guds fred. - Hør, Gyldenstjerne. Og du.

Det store pattebarn er ikke ude af svøbet endnu.

Godt, for man siger, gamle folk går i barndom.

Han vil nok fortælle om skuespillerne.

Du har ganske ret. Det var netop mandag morgen.

- Jeg har nyheder. - D'herrer, jeg har nyheder.

Da Roscius var skuespiller i Rom...

- Skuespillerne er kommet. - Hver gøgler på sit æsel red.

"De bedste skuespillere i verden i tragedie, komedie, historie -"

"- tragihistorie, tragikomiko-historikopastorale. "

"Seneca er dem ikke for tung eller Plautus for let. De er mageløse. "

Jefta, dommer i Israel, hvilken skat du havde!

"En yndig datter og ej mer, som han elsked'såre højt. "

- Stadig min datter! - Ikke sandt, gamle Jefta?

I så fald har jeg en datter, jeg elsker højt.

- Det føIger ikke. - Hvad føIger så?

Jo, "Trukket ud til Gud. " Og derpå -

- De ved nok... "Der skete det, som måtte ske. "

Første linie af salmen siger mere, for se, her kommer mit punktum.

Vær velkommen, gode mænd, velkommen!

Det glæder mig at se jer så raske. Velkommen, venner.

Min gamle ven!

Du har fået gardiner om ansigtet siden sidst.

Skal du brumme i skægget ad mig i Danmark?

Jamen, min unge frøken!

Frøkenen er kommet nærmere himlen end sidst med en hæIs højde.

Gid din stemme ikke har tabt klangen som en ukurant guldmønt.

Godtfolk, velkommen! Vi går til den som franske falkonerer -

- der lader flyve på alting. Lad os straks høre ord.

Giv os en prøve. En lidenskabelig deklamation.

Hvilken deklamation?

Jeg hørte dig fremsige noget, som aldrig blev opført -

- eller højst én gang, for det behagede ikke mængden.

Det var kaviar for pøblen, men efter mit og andres skøn -

- hvis dømmekraft er bedre end min, var det et godt skuespil -

- klart fortalt i scenerne, simpelt og fint forfattet.

En sagde, der manglede salt til at give stykket smag -

- og at ordene manglede kød, så forfatteren ikke var søgt -

- men kaldte det ærligt og nærende og langt mere smukt end prangende.

Jeg holdt særligt af én monolog, Æneas' tale til Dido -

- og da særligt det sted, hvor han taler om Priamus'død.

Hvis du stadig husker det, så begynd med linien...

"Den barske Pyrrhus som Hyrkaniens tiger... "

- Det er forkert. - Det begynder med Pyrrhus.

"Den barske Pyrrhus -"

"- han, hvis mørke rustning, sort som hans hensigt, lignede natten -"

"- da han lå skjult i ulykkeshesten, har farvet sin grumme skikkelse -"

"- med et rædsomt våbenmærke. Fra top til tå kun ét blodrødt felt -"

"- grusomt malet med blodet af fædre, mødre, døtre, sønner -"

"- bagt af den brændende by -"

"- der kaster et grusomt lys over sin herskers mord. "

"Opflammet af vrede og ild, indsmurt i størknet blod -"

"- med karfunkel-øjne går den djævelske Pyrrhus -"

"- og søger oldefaderen, gamle Priamus. "

Fortsæt du nu.

Ved Gud, det var fint fremsagt med god betoning og god smag.

"Straks han ser ham -"

"- føre matte hug mod grækerne, og hans gamle sværd -"

"- gør oprør mod hans arm, ligger, hvor det falder -"

"- uden at lyde hans vilje. "

"I ulige kamp slår Pyrrhus nu voldsomt ud mod Priamus. "

"For hans skarpe sværd falder den trætte olding. "

"Det livløse Troja føIte dog dette hug, og dets flammetop -"

"- falder i grus med et grufuldt brag -"

"- der fængsler Pyrrhus' øre. "

"For hans sværd, der hang over Priamus' hvide hoved -"

"- blev som hængende i luften. "

"Sådan stod Pyrrhus som billedet af en voldsmand -"

"- og gjorde ingenting. "

"Men som vi ofte ved et uvejr ser en stilhed i himlen -"

"- hvor skyen standser -"

"- og den raske vind forstummer, og jorden nedenunder -"

"- bliver tavs som døden -"

"- før den hidsige torden brager i rummet -"

"- således kalder hævnen Pyrrhus op til ny blodig dåd -"

"- og aldrig faldt kyklopens hammer på Mars' hærdede skjold -"

"- mere nådesløst, end Pyrrhus' blodige sværd faldt på Priamus. "

"Bort, bort, din skøge til Fortuna! "

"Alle I guder i jeres forsamling, knus hendes magt! "

"Knæk hver en ege og fæIg i hendes hjul -"

"- og send det runde nav ned ad himlens bjerg til afgrundens dyb! "

Det er for langt.

Det kommer til barberen sammen med Deres skæg.

Fortsæt endelig. Han ønsker narrespil -

- eller liderligheder, eller han falder i søvn.

Bliv ved. Gå frem til Hekuba.

"Men hvem, åh, hvem havde set den pjaltede dronning... "

- "Pjaltede dronning. " - "Pjaltede dronning" er godt.

"... løbe barfodet om og true flammerne med sine tårer?"

"En klud om det hoved, hvor kronen engang sad -"

"- og som kjole om hendes magre, udpinte hofter -"

"- et tæppe, der blev grebet i nød og skræk. "

"Den, der havde set dette, ville med giftdryppende tunge -"

"- have råbt hidsigt op imod lykkens forræderi. "

"Men hvis guderne selv havde set hende -"

"- da hun så Pyrrhus øve sin onde gerning -"

"- og med sværdet snitte hendes mands lemmer -"

"- ville det skrig, der udgik fra hende... "

"... hvis de da kerer sig om mennesker... "

"... med tårer have slukket himlens flammeøjne -"

"- og vakt dyb medynk hos disse guder. "

Se, han har skiftet farve og har tårer i øjnene. Ikke mere!

Det er godt.

Du fortsætter senere. Sørg vel for skuespillerne.

De skal behandles godt, for de er tidens krønike i kort begreb.

Hellere en slet gravskrift i døden end ilde omtalt af dem i live.

- De skal få efter fortjeneste. - Nej, mand! Langt bedre!

Hvis enhver fik efter fortjeneste -

- så slap ingen for pisken.

Behandl dem efter Deres egen ære og værdighed.

Jo mindre de fortjener, des smukkere er Deres godhed.

- HjæIp dem. - Kom med, gode mænd.

FøIg ham, venner. I morgen ser vi en forestilling.

Hør her, gamle ven.

Kan I spille "Gonzagos Mord"? ... Det får vi i morgen.

I kan vel lære en 12-16 linier, som jeg skriver og indsætter?

- Ja, prins. - Godt. FøIg den herre.

Og gør ikke nar ad ham!

Kære venner, jeg vil se jer igen i aften. Velkommen til Helsingør.

- Høje prins... - Ja, så farvel.

Nu er jeg alene.

Åh, hvilken usling -

- og bondetamp jeg er!

Er det ikke grotesk, at denne -

- skuespiller, blot ved hjæIp af et eventyr, en opdigtet lidelse -

- kan tvinge sin sjæI sådan efter indbildning -

- at det bevirkede, at hans ansigt blegnede -

- han fik tårer i øjnene og et vildt udtryk og brudt stemme -

- og hele hans fremtræden bøjede sig for hans digt?

Og alt det for intet! For Hekuba!

Hvad er Hekuba for ham og han for Hekuba, at han fæIder tårer?

Hvad ville han gøre, hvis han bar på samme lidenskab som jeg?

Han ville... drukne teatret i tårer -

- og sprænge folks øren med rædsomme ord -

- gøre syndere gale og de skyldfri bange -

- forvirre de uvidende og helt bedøve øjets og ørets sanser.

Men jeg, en sløv muddertung tåbe, lister omkring -

- som en drømmer og er ikke fyldt af min sag -

- og kan intet sige. Nej... intet for en konge -

- hvis ejendom og dyrebare liv blev røvet ved en ugerning.

Er jeg fej? Hvem kalder mig skurk og smadrer kraniet på mig -

- rusker mig i skægget, trækker mig i næsen og kalder mig løgner?

Hvem gør det ved mig? Jeg ville finde mig i det.

Ja, jeg har hjerte som en due og mangler galde -

- der kan forbitre uret. Ja, for ellers -

- havde jeg fedet alle landets ravne med den skurks indvolde.

Blodige boler og udyr! Fordømte... falske -

- frække, liderlige udyr!

Åh, hævn!

Jeg er et fæ! Det er vel nok tappert, at jeg -

- sønnen af en elsket, myrdet fader -

- tilskyndet til min hævn af himmel og helvede -

- som en skøge må lette mit hjerte med ord -

- og ty til forbandelser som en tøjte. For pokker! Find på noget!

Jeg har hørt, at forbrydere, der overværede et skuespil -

- og så en stærk scene -

- er blevet så grebet deraf, at de bekendte deres ugerning.

For selv om mord ikke har røst, taler det med sæIsomme midler.

Jeg vil få skuespillerne til at opføre noget -

- der ligner min fars mord, for min farbror.

Jeg vil iagttage ham, jeg vil lodde ham.

Hvis han blot krymper sig, er min vej afstukket.

Den ånd, jeg så, kan meget vel være djævelsk -

- og djævelen evner at antage en smuk skikkelse -

- og måske kan han benytte min svaghed og mit tungsind...

... for i sådanne sjæle har han stor magt...

... til ødelægge mig og til at fordærve mig.

Jeg må finde beviser, der er klarere end dette.

Skuespillet bliver den ting, hvormed -

- jeg vil ramme kongens samvittighed!

Kan I ikke ved list opklare, hvorfor han er så forvirret -

- og ødelægger sit liv med vildt og farligt vanvid?

Han indrømmer, han er forstyrret. Men om årsagen vil han ikke tale.

Han lader sig heller ikke lodde, men optræder med flyvsk galskab -

- når vi prøver at få ham til at bekende sin tilstand.

- Tog han godt imod jer? - Meget belevent.

Men han betvang sine følelser meget.

Han spurgte sparsomt, men svarede os meget åbent.

- Fik I lokket ham til morskab? - Vi traf på nogle skuespillere.

Dem fortalte vi ham om. Det syntes at fornøje ham.

De er her ved hoffet nu. De skal spille for ham i aften.

Ja, han bad mig bede Deres Majestæter overvære det.

Af ganske hjerte! Det glæder mig, at han er i humør til det.

I må bestyrke ham i hans lyst til den slags tidsfordriv.

Kære Gertrud... Gå du også bort. For vi har tilkaldt Hamlet -

- så han, som ved et tilfæIde, kan møde Ophelia.

Hendes far og jeg selv, som lovlige spioner -

- vil finde en plads, hvorfra vi usete kan se og dømme om deres møde.

Så kan vi af hans opførsel se, om det er elskovssyge, der er hans lidelse.

Så vil jeg lyde dig.

Og, Ophelia, jeg håber, det er din skønhed, der er grunden -

- til Hamlets vanvid.

Jeg håber også, at dine dyder -

- kan bringe ham på ret køI igen, til ære for jer begge.

Frue, jeg håber, det er sådan.

Ophelia, gå her. Vi skjuler os. Læs i denne bog.

Den syssel skal slå fast, at du er alene.

Det er en fejl, vi ofte begår -

- at vi med fromme gerninger strør sukker på vor djævel.

Det er så sandt.

Hans ord er en pisk, der rammer min samvittighed!

Skøgens ansigt, der er forskønnet med sminke -

- er ikke mere hæsligt under masken -

- end min gerning er -

- under mine sminkede ord.

Åh, tunge byrde!

Jeg hører ham komme. Lad os skjule os.

At være -

- eller ikke være...

Det er sagen.

Om det er mere hæderligt for sjælen at tåle -

- den vilde skæbnes stenkast og pileskud -

- eller at føre krig mod et hav af sorger og i sin trods -

- at ende dem. At dø -

- at sove... ikke mere.

Og ved søvnen at tro, at vi gør ende -

- på den hjertekval, de tusindvis af lidelser, som er kødets arvegods.

Det er en afslutning, der er værd at ønske sig.

At dø -

- at sove...

At sove. Måske at drømme! Ja, det er sagen.

For i den dødens søvn... de drømme, der da kan komme -

- når vi har kastet livets lænker af os, det får os til at tøve.

Det er den betragtning, der gør vort elendige liv så langt.

For hvem vil finde sig i tidens svøbe og spot -

- undertrykkerens åg -

- den arrogante mands hån -

- forsmået elskovs kvaler, lovens nølen -

- og embedshovmod og uduelighed -

- der sparker til beskeden dygtighed -

- hvis man selv kan gøre sit regnskab op med sin daggert?

Hvem ville bære byrder og stønne og svede -

- under livets møje -

- hvis ikke -

- frygten -

- for noget efter døden -

- det ubekendte land -

- som ingen vandringsmand vender tilbage fra -

- forvirrede vores vilje, så vi hellere tåler den nød, vi har -

- end flygter til andre, som vi ikke kender?

Således gør bevidstheden os alle til kujoner -

- og således vil beslutsomhedens ungdomsrødme -

- sygne mat hen i vore gustne overlæg.

Og vore initiativer med marv og kraft vil ved denne tanke -

- vende deres strøm den forkerte vej -

- og tabe navn...

... af gerning.

Stille, nu. Den dejlige Ophelia!

Nymfe, når du beder...

- Husk alle mine synder. - Gode prins.

Hvordan lever du? Det er længe siden.

Jeg takker dig ydmygt.

Godt.

Godt.

Godt.

Min prins...

Jeg har små minder fra dig, som jeg længe har villet give tilbage.

Vær sød at tage dem nu.

Nej. Jeg har aldrig givet dig noget.

Høje prins, du ved godt selv, at du gav mig dem -

- og dertil ord, der var så søde, at de gjorde hver gave mere værd.

Men duften er væk, så tag dem igen.

For en stolt sjæI er rige gaver fattige, når de gives ukærligt.

- Er du dydig? - Herre?

- Er du smuk? - Hvad mener prinsen?

Din dyd skal ikke omgås for meget med din skønhed.

Kan dyden have bedre omgang?

Sandt! Skønheds magt kan nedgøre dyd til en hore -

- hurtigere end dyd kan løfte skønhed.

Det var engang et paradoks, men nu har tiden bekræftet det.

- Jeg elskede dig engang. - Ja, det fik du mig til at tro.

Du skulle ikke have troet mig, for dyden -

- kan ikke podes på gamle stammer. Jeg elskede dig ikke.

Det troede jeg.

Gå i et nonnekloster. Hvorfor vil du føde syndere til verden?

Jeg er ret dydig, men har dog fejl, så det var bedre, jeg ikke var født.

Jeg har flere forbrydelser rede, end jeg har tid at udføre dem i.

Hvad laver fyre som jeg her? Vi er alle ærkeslyngler.

Skynd dig i et nonnekloster.

Hvor er din far?

Hjemme, min prins.

Se til, at døren bliver låst bag ham -

- så han kan gøre sig til nar -

- ene og alene i sit eget hus.

Farvel!

HjæIp ham, milde himmel!

Hvis du gifter dig, vil jeg give dig denne forbandelse i medgift.

Vær blot så kysk som is og så ren som sne -

- og du undgår ikke bagtalelse. Gå i nonnekloster! Farvel.

Og hvis du vil gifte dig, så ægt en tosse.

For kloge mænd ved godt, at I gør dem til uhyrer.

Gå i nonnekloster og gør det rask! Farvel.

Gud i himlen, helbred ham!

Jeg har også hørt om din sminken.

Gud har givet dig et ansigt, og du laver dig et andet!

Du tripper og svanser, giver Guds skabninger øgenavne og udstiller -

- din letfærdighed som uvidenhed.

Forsvind. Jeg vil ikke vide mere af det.

Det har gjort mig vanvittig.

Jeg siger -

- at vi vil ikke have flere ægteskaber.

De, som allerede er gift -

- skal alle, på én nær, forblive i live.

De øvrige skal forblive, som de er.

I et nonnekloster! Gå!

Åh, hvilken ædel sjæI er ikke ødelagt her!

Hofmandens... soldatens -

- den boglærdes... øje -

- tunge... sværd.

Håbet og rosenknoppen i vort dejlige land.

Spejlet for sæd og skik og forbilledet.

Det beundrede måI for al beundring.

Helt... helt... fortabt.

Og jeg -

- den mest ulykkelige af alle kvinder -

- der sugede nektaren af hans løfters velklang -

- jeg ser nu hans ædle og kongelige tanke -

- som en revnet klokke, forstemt og skinger -

- og hans mageløse udseende af strålende ungdom -

- knust af galskab.

Åh, jeg elendige, som har set -

- som ser, hvad jeg ser!

Kærlighed! Det stiler hans lyst ikke efter.

Ejheller lød hans ord, skønt lidt vilde, som vanvid.

Der er noget i hans sjæI, som han ruger over -

- og når det udklækkes, vil det være farligt.

For at hindre det har jeg truffet en rask beslutning.

Han skal til England, som står i gæId til os.

Måske kan havet og nyheden ved et fremmed land -

- oprykke det, som bor i hans hjerte -

- og som hans hjerne grubler over, og som gør ham så forstyrret.

- Hvad mener De om det? - Det vil være godt.

Dog tror jeg, den første kilde til hans sorg var forsmået elskov.

Ophelia, du behøver ikke fortælle, hvad prins Hamlet sagde.

Vi hørte det.

Herre, gør som De vil. Men efter skuespillet, hvis De synes det -

- så lad hans mor formå ham til at afsløre hans sorg.

Jeg vil overhøre deres samtale Får hun ikke noget ud af ham -

- så send ham til England, eller spær ham inde, hvor De vil.

Ja, det skal være så.

Vanvid hos rigets store må man vogte på.

NORSK HÆR I FREMMARCH Prins Fortinbras har kommandoen

Fremsig replikken, som jeg foredrog den -

- let løbende fra tungen. Hvis I galer op, som I ofte gør -

- kunne mine vers lige så godt udråbes af byvægteren.

Og sav ikke i luften med hånden, men gør alt med lempe.

For midt i lidenskabens strøm eller hvirvelvind -

- må I vise et mådehold, som giver den blødhed.

Det skærer mig i sjælen, når jeg hører -

- en bredskuldret parykblok rive en lidenskab i laser -

- for at sprænge trommehinderne hos parterret, der som regel -

- ikke forstår andet end pantomimer og rabalder.

Jeg kunne lade den karl piske for hans bulder.

Han tyranniserer sin tyran-rolle. Undgå det.

Vær heller ikke for tam, men lad jeres smag styre jer.

Lad bevægelsen svare til ordet og ordet til bevægelsen.

Og agt især på, at I ikke går ud over naturens egne måI.

For enhver overdrivelse er imod skuespillets væsen -

- som altid, fra først til sidst, har været og stadig er -

- at holde et spejl op for naturen.

At vise dyden dens træk, skændslen dens billede -

- og den nulevende slægt dens skikkelse og genspejling.

Når det bliver overdrevet eller ringe fremstillet -

- så vil det nok bringe den ukyndige til latter -

- men vil bringe den forstandige til gråd, og hans dadel -

- må for jer veje tungere end en fuld sal af de andre.

Der er skuespillere, jeg har set og har hørt andre prise -

- og det i høje toner, som ... for at sige det mildt -

- hverken talte eller gik som kristne, hedninge eller mennesker -

- og pustede sig op, som var de gjort af en ufaglært skaber.

- Det var et afskyeligt syn. - Det har vi nogenlunde afskaffet.

Afskaf det helt og aldeles. Og lad dem, der spiller narre -

- sige deres replikker og ikke mere.

For visse af dem ler selv for at få dumme tilskuere til at le med -

- selv om der samtidig er vigtige ting i skuespillet -

- der kræver opmærksomhed. Det er slyngelagtigt -

- og viser ynkelig paradesyge hos den nar, der gør det.

Gør jer nu klar.

Nå, vil kongen høre dette skuespil?

- Ja, og dronningen med. - Bed skuespillerne skynde sig.

- Vil I to skynde på dem? - Det vil vi, prins.

- Horatio! - Kære prins, til tjeneste.

Horatio, du er så brav en mand, som jeg nogen tid har truffet.

Nej, tro ikke, jeg smigrer. Hvad fordel kunne jeg have af dig -

- hvis eneste rigdom er dit humør, som skal føde og klæde dig?

Hvorfor skulle de fattige lade sig smigre?

Nej, lad søde tunger slikke den tomme pragt -

- og bøje knæenes smidige led, hvor sleskeri kan give gevinst.

Siden min sjæI blev myndig og selv kunne væIge og vrage -

- har den udkåret sig dig, for du har været ligemand i lidelse.

En, der har modtaget skæbnens stød og gaver med samme glæde.

Og salige er de, hos hvem natur og fornuft er så godt blandet -

- at lykken ikke kan spille enhver melodi på dem.

Giv mig en mand, der ikke er lidenskabens træI -

- og ham vil jeg bære inderst i mit hjerte -

- i hjertet af mit hjerte.

Som jeg gør med dig.

Men mere end nok om det. Vi skal opføre et skuespil for kongen.

En scene ligner nøje den måde, hvorpå min far døde.

Når skuespillet er i gang, så brug hele din sjæIs styrke -

- til at iattage min farbror.

Hvis hans skjulte skyld ikke stikker hovedet ud i én scene -

- så var det en helvedsånd, vi så, og min fantasi er sort som en ambolt.

lagttag ham nøje. Selv vil jeg nagle mit blik på ham -

- og bagefter vil vi i fælles dom afgøre, hvordan han opførte sig.

Godt, herre.

Hvis han stjæler noget under skuespillet -

- og det ikke bliver opdaget, vil jeg erstatte det.

De kommer.

Jeg må spille gal. Find dig en plads.

- Hvordan lever vor nevø Hamlet? - Strålende. På kamæleon-kost.

Jeg spiser luft og æder kun løfter. Ikke noget at fede kapuner på.

Det er ikke et svar. De ord er ikke mine.

Og nu heller ikke mine.

Gode herre.

De spillede på universitetet, ikke sandt?

Jo, og jeg gjaldt for en god skuespiller.

- Og hvad rolle spillede De? - Jeg spillede Julius Cæsar.

Jeg blev dræbt på Capitol. Brutus dræbte mig.

Det var brutalt at dræbe så kapital en stud.

- Er skuespillerne klar? - Ja, de venter på befaling.

Kom her, kære Hamlet. Sid hos mig.

Nej, gode mor. Denne magnet trækker stærkere.

Bemærkede De det?

- Må jeg ligge i dit skød? - Nej, herre.

Med hovedet i dit skød.

Tror du, jeg er vulgær? Det er en rar tanke at ligge mellem pigeben.

- Du er spøgefuld. - Ja, kan man være andet?

Se, hvor munter min mor ser ud, og min far døde for to timer siden!

Nej, to gange to måneder.

Så længe?

Så skulle pokker gå i sort. Jeg vil bære zobel.

Død i to måneder og ikke glemt endnu?

Så kan en stor mands minde overleve ham et halvt år.

Men han må bygge kirker, eller også bliver han glemt -

- ligesom majhesten, hvis gravskrift lyder:

"Ak, ak! Majhesten er ganske glemt. "

- Hvad betyder det? - Narrestreger. Det betyder ulykke.

- Det er vel stykkets indhold. - Det vil den fyr fortælle.

- Skuespillere røber alting. - Hvad stumspillet betød?

Gør stumme miner, så skal du bare høre.

Du er uartig. Jeg vil se skuespillet.

For os og dette sørgespil -

- vi Deres gunst anråbe vil. Vi beder, hør tåImodigt til.

Er det en prolog eller et kagevers?

- Det er kort, herre. - Som en kvindes kærlighed.

Fuldt tredive gange Phoebus' ildvogn for -

- om salten hav og om den runde jord -

- og tredive dusin måners hvide glans -

- har lyst om jorden i en natlig dans -

- fra dengang, kærlighed og hymens bånd -

- forbandt os to ved hjerte, sjæI og hånd.

Gid vi må tælle sols og månes flugt end tredive gange, før vor ild er slukt.

Men du er så syg og træt og mat, af forne tiders munterhed forladt.

Dog om jeg ængstes må, så lad dog ej, min mand, dit mod nedslå.

For kvindefrygt og kærlighed er lige: Intet eller mer, end ord kan sige.

Hvor stor min elskov er, det kender du.

Som elskov er, så stor er frygten nu.

Stor elskov frygter ved den mindste fare.

Min frygt vil blot min elskov åbenbare.

Ja, elskede, snart skilles må vi to.

Min livskraft svinder bort i dødens ro.

Og du skal blive her på denne jord -

- tilbedt og elsket, og såmænd jeg tror, du finder nok en mand...

Åh, ti dog, ti! En sådan elskov var forræderi.

Et andet ægteskab er mod Guds ord. Et ægteskab, der samtidig er mord.

Det er malurt.

Den, som atter sin tro bortgiver, drives af begær, ej hjertets iver.

Jeg dræber jo min døde mage, når en anden i favn jeg tage.

Jeg tror, oprigtigt mener du dit ord. Men ofte bryder vi jo, hvad vi svor.

Vort forsæt er til vor erindring bundet.

I fødslen stærkt, men ikke sikkert grundet.

Som en umoden frugt, der sidder fast -

- men når den modnes, falder ned i hast.

Vi glemmer let, det er sådan, det går med gæIden, hvori til os selv vi står.

Vort forsæt, som af lidenskab oprandt -

- er blegnet helt, når lidenskaben svandt.

Og slukkes sorgens eller glædens flamme -

- så slukkes vore forsæt med det samme.

Hvor glæden jubler, og hvor sorgen sårer -

- blir hurtigt gråd til glæde, smil til tårer.

Foranderlig er verden.

Undres ej -

- at kærligheden føIger lykkens vej.

Ved vi, om kærlighed er føIgesvend -

- hos lykken, eller lykken føIger den?

Når stor mand falder, flyr hans gamle venner.

Når lille mand blir stor, logrer hans fjender.

Jo, lykken nok ved kærligheden hænger.

For venner nok har de, der ikke trænger.

Og folk i nød, som en falsk ven opsøger -

- straks deres fjenders tal med ham forøger.

Men for at ende, hvor jeg var begyndt...

Vor drift og lod er så forskellig mønt -

- at skæbnen altid krydser ønskets vej.

Vi styrer tanken, men dens udfald ej.

Tro blot, du som en enke leve kan.

Begrav den tanke med din første mand.

Mig nægte himlen lys og jorden brød -

- og dag og nat al lyst og hvile sød -

- vend til fortvivlelse mit håb, min tro -

- og lad mig i et fængsels mørke bo -

- hver modgang, der kan blegne glædens kind -

- skal knuse, hvad jeg ønsker i mit sind -

- og lad mig evigt lide kval og nød -

- hvis atter jeg står brud, når du er død!

Sæt hun bryder det!

Nu har du svoret. Gå nu blot en stund.

Min sjæI er træt -

- og har det ønske kun -

- at hvile i min søvn.

Sov sødt, min ven.

Lad aldrig modgang skille os igen.

- Hvad synes dronningen? - At damen lover for meget.

- Hun holder nok ord. - Det er vel ikke anstødeligt?

Nej, lutter løjer. Giftige løjer. Intet anstødeligt.

Hvad hedder det?

"MusefæIden. " Det er symbolsk. Om et mord, der er begået i Wien.

Gonzago hedder hertugen. Baptista, hans hustru. Det er nederdrægtigt.

Men os med ren samvittighed, rører det ikke. Lad den hudløse ømme sig.

- Det er Lucianus, hertugens nevø. - Du er en ren Chorus.

- Jeg kunne tolke din dukke-elskov. - Du er spids.

Det koster dig sukke at sløve min spids.

- Bedre og værre. - Som når I får en ægtemand.

Begynd, morder! Hold op med de fordømte ansigter og begynd!

Kom! "Den hæse natravn skriger højt om hævn. "

Sort tanke, dygtig hånd -

- stærk gift og stund jeg fik.

Øjeblikket med mig og intet fremmed blik.

Du edderdrik, af midnatsurter lavet, med helvedes magt -

- trefold begavet. Lad din trolddom -

- og grumme dødssaft straks dræbe livets sunde kraft.

Han forgiver ham i haven for at få hans krone.

Historien findes på udsøgt italiensk.

I vil se, at morderen vinder Gonzagos hustrus kærlighed.

Kongen rejser sig.

- Forskrækket af falsk alarm? - Er der noget galt?

Stands skuespillet!

Bring mig lys!

Bort!

Horatio!

"En såret hind lå hist i skov, mens frisk dens mage sprang. "

"En måtte våge, mens andre sov. Sådan er verdens gang. "

Kunne ikke dette og en fjerbusk -

- skaffe mig plads i en skuespillertrup?

- En halv plads. - En hel! "Du ved, Damon kær. "

"Før sad Jupiter selv på tronen her. "

- "Nu sidder der en"... påfugl. - Du kunne have rimet.

Horatio, jeg holder tusind pund på genfærdets ord.

Du så det? Og ved talen om forgiftning?

Jeg lagde meget godt mærke til ham.

Kom med musik! Kom med fløjter!

Fandt kongen ikke i spillet behag, så faldt det nok ikke i hans smag.

- Et ord, prins... - En hel historie.

Kongen... er i en ubeskrivelig tilstand.

- Af druk? - Mere af galde.

Tal med hans læge, for jeg vil blot give ham endnu mere galde.

- Bring dog din vilde tale i orden. - Jeg er tam. Sig frem.

Dronningen, din mor, har dybt bekymret sendt mig til dig.

- Du er velkommen. - Den høflighed er upassende.

Hvis du vil svare ordentligt, vil jeg udføre hvervet.

Ellers vil jeg bede om forladelse og gå.

- Men jeg kan ikke. - Hvad?

Svare ordentligt.

Min forstand er i uorden. Men hvad svar jeg kan give -

- står til din, eller som du siger, min mors tjeneste.

Så ikke flere omsvøb, men til sagen.

- Min mor, siger du? - Hun lader sige...

Din opførsel har højligt forundret hende.

Forunderlige søn, der evner dette! Men føIger der intet i hælene?

Hun vil gerne tale med dig.

Vi skal adlyde, om hun så var vor mor ti gange.

- Har I flere ord at meddele os? - Du holdt engang af mig.

Og gør det stadig. Ved denne tyveklo.

Gode prins... hvad er grunden til din sindssygdom?

Det er forkert at skjule din sorg for en ven.

Jeg savner forfremmelse.

Du har jo kongens løfte om, at du er tronarving.

Jo, men "mens græsset gror... " Skimlet ordsprog. Fløjterne!

Et ord i fortrolighed.

Hvorfor jager du med mig, som ville du drive mig i en fæIde?

Min voldsomme iver skyldes kun et voldsomt venskab.

Det forstår jeg ikke. Vil du spille fløjte?

- Det kan jeg ikke. Tro mig. - Jeg bønfalder dig.

- Jeg kender ikke grebet. - Det er så let som at lyve.

Styr disse klapper, giv luft, og den svarer med veltalende musik.

Men jeg kan ikke styre det til nogen velklang.

Kan du se, hvilken sølle ting du vil gøre mig til?

Du vil spille på mig. Du tror, du kender grebet.

Du vil rive hjertet ud af min hemmelighed.

Du vil prøve mine toner, fra den dybeste til den højeste.

Instrumentet er fuldt af god musik, men du kan ikke få det til at tale.

Tror du da, jeg er lettere at spille på end en fløjte?

Kald mig, hvad instrument du vil. Du kan gøre mig forstemt.

- Men du kan ikke spille på mig. - Dronningen vil tale med Dem.

- Se den sky, der ligner en kamel. - Ja, den ligner virkelig en kamel.

- Mere en væsel. - Ryg som en væsel.

Eller en hval.

Så vil jeg gå op til min mor med det samme.

De prøver at drive gæk med mig. Jeg kommer med det samme.

- Det melder jeg. - "Med det samme" er let sagt.

Lad mig være alene.

Han huer mig ikke, og det er farligt at lade dette vanvid rase.

Så gør jer rede. Jeg udsteder straks en fuldmagt.

Og så skal han føIge til England med jer.

Vor stilling kan ikke tåle de farer, der vokser ud af hans galskab.

Vi gør os rede. Det er en from bekymring -

- at værne om de mange, der har liv og næring hos Deres Majestæt.

Et almindeligt menneskes liv er bundet med sjælen -

- til at værge sig mod skade. Og langt mere -

- den sjæI, på hvis vel så manges liv afhænger.

En fyrste falder ikke alene, men trækker som en malstrøm meget med.

Han er et væIdigt hjul på toppen af et bjerg -

- til hvis eger tusind småting er fastgjort.

Og når det ruller ned, vil hvert lille påhæng -

- føIge med og blive knust.

Aldrig sukker en konge alene, men alle jamrer...

Udrust jer hurtigt til denne rejse.

Vi vil lænke den fare, der går rundt på frie fødder.

Han går op til sin mor. Jeg skjuler mig og lytter.

Hun vil nok læse ham lektien.

Og, som De klogt sagde, bør andre end moderen -

- der af naturen er partisk, lytte til deres samtale.

Farvel, høje konge. Jeg skal berette, hvad jeg har hørt.

Nu er den tid, da heksene færdes frit -

- da graven gaber, og helvede selv ånder pest ud over jorden.

Nu kunne jeg drikke varmt blod -

- og øve gerninger så grumme, at dagen bævede ved at se dem.

Men stille! Op til min mor nu.

Mit hjerte, fornægt ikke din natur.

Lad ikke Neros sjæI trænge ind i dette faste hjerte.

Lad mig være grusom, men ikke unaturlig.

Jeg vil kun tale dolke og ikke bruge dem.

Min tunge og sjæI -

- må være hyklere.

Hårde ord kan jeg sagtens udslynge mod hende -

- men at besegle dem, min sjæI, gør det aldrig nogen sinde.

Min synd er slem. Den stinker op til himlen.

Den allertidligste forbandelse er over den. Et brodermord!

At bede kan jeg ikke, om end ønsket var så stærkt som viljen.

Styrken af min brøde knuser mit stærke forsæt.

Og som en mand med to gøremåI ved jeg ikke, hvor jeg skal begynde -

- og glemmer dem begge. Selv om min morderhånd -

- skulle være tyk af broderblod -

- har himlen ikke regn nok til at vaske den hvid som sne.

Hvad gavner nåden også, hvis den ikke står frem for brødens ansigt?

Og er en bøn andet end et dobbelt ønske -

- om at hindre ens fald og skaffe nåde, når man er faldet?

Jeg vil se opad. Min synd er jo fortid.

Men hvordan skal jeg bede for at finde nåde?

"Forlad mit onde mord"? Det går ikke -

- eftersom jeg ejer det bytte, for hvis skyld jeg begik mordet:

Min krone, min herskelyst -

- og min dronning.

Kan man få forladelse, når synden bliver ved?

I denne vor rådne verden -

- kan syndens forgyldte hånd skubbe retten til side -

- og tit ser man ondskabens gevinst bortkøbe loven.

Men ikke i himlen.

Der gæIder ingen udflugter, der står gerningen utilsløret -

- vi må selv stå ansigt til ansigt med vore synder og vidne om dem.

Hvad da? Hvad gør man så?

Prøver, hvad angeren formår. Hvad formår den ikke?

Og dog, hvad formår den, når man ikke evner at angre?

Åh, bitre nød! Åh, hjerte mørkt som døden!

Åh, bundne sjæI, der i sin kamp for at blive fri, bindes stammere.

HjæIp... engle!

Så prøv dog!

Bøj jer, I stive knæ.

Og du jernhårde hjerte, bliv så blødt som den nyfødtes sener.

Måske kan alting blive godt.

Nu kunne jeg gøre det med lethed -

- nu, mens han beder.

Ja, nu gør jeg det.

Og så kommer han i himlen -

- og så... har jeg så fået hævn?

Jeg må tænke efter. En usling har dræbt min far.

Og jeg, hans søn, sender derfor nu denne usling til himlen?

Det var jo løn og ikke hævn.

Han dræbte min far midt i hans synders fulde blomstring -

- og hvordan hans regnskab står, ved kun himlen.

Men efter menneskelig målestok må hans bod vel blive tung.

Har jeg da fået hævn, hvis jeg dræber ham -

- mens han renser sin sjæI og er beredt på sin bortgang?

Nej!

I skeden, sværd! Mere grumt at ramme ham, når han er fuld -

- når han sover, når han raser, eller i hans blodskamsseng -

- ved spil, banden eller en anden gerning -

- der ikke giver håb om salighed.

Træf ham da, så han vender hælen mod himlen -

- og hans sjæI bliver fordømt og sort og iler til helvede.

Min mor venter mig.

Kun denne grund forlænger dit syge liv en stund.

Mine ord flyver op. Mine tanker stille står.

Ord uden tanker aldrig himlen når.

Han kommer straks. Tag ham i skole.

Sig, hans galskab er utålelig. Sig, De har skærmet ham mod ilden.

Og spar ham ikke.

- Det lover jeg. Bare rolig. - Mor, mor!

Gem Dem. Jeg hører ham.

Nå, mor, hvad ønsker du af mig?

- Du har fornærmet groft din far. - Du har fornærmet groft min far.

- Du svarer med letsindig tunge. - Du spørger med syndig tunge.

Glemmer du, hvem jeg er?

Guds kors, nej! Du er dronning, din svogers hustru -

- og, gid det ej var så, min mor.

- Så må andre tale med dig. - Du rører dig ikke af stedet!

Ikke før jeg har løftet et spejl, hvori du kan se dit hjerte.

Hvad vil du gøre? Vil du myrde mig? HjæIp!

- HjæIp! HjæIp! - Hvad nu? En rotte?

Død for en dukat!

Den dør.

Jeg er dræbt!

Åh nej! Hvad har du gjort?

- Det ved jeg ikke. Er det kongen? - Hvilken grusom, blodig dåd!

Næsten som mord på en konge og bryllup med hans bror.

- Mord på en konge? - Ja, det var mit ord.

Du stakkels blindt nyfigne tåbe...

Farvel.

Jeg tog dig for din herre. Tag din skæbne.

Du ser nok, at for stor iver er en farlig ting.

Vrid ikke hænderne sådan.

Sid ned, og lad mig vride dit hårde hjerte!

Hvis det altså er til at trænge ind til.

Hvis vanens magt ikke har hærdet det mod al følelse.

Hvad har jeg gjort, at du taler så trodsigt til mig?

En gerning, der pletter ærbarhedens rødme -

- gør dyd til hykleri og visner rosen -

- i kærlighedens rene pande og sætter en byld i stedet -

- og gør brudeløftet falsk som en spillers ed.

En gerning, der flår sjælen ud af brystet på hver en pagt -

- og gør gudsfrygtighed til ordskvalder! Himlens åsyn rødmer.

Ja, den faste jordklode ser vemodigt til -

- og er syg ved tanken om den gerning.

Hvilken gerning råber så højt og larmende i min liste af synder?

Se på dette billede og på dette! Her gengives to brødres træk.

Se skønheden, der hvilede -

- i dette ansigt. Hyperions lokker -

- et blik som Mars', truende og befalende -

- en holdning som Merkurs, nys nedsteget på et højt bjerg.

Ja, i disse træk satte hver guddom sit mærke -

- for at vise denne verden, at han var en mand.

Sådan var din ægtemand. Se nu ham her!

Sådan er din ægtemand! Som et brandaks -

- forgiftede han sin sunde bror. Har du øjne?

Har du forladt dette bjergs smukke græsgang -

- for at søle dig til i den sump? Har du øjne?

Kald det ikke elskov. I din alder er blodet tamt og lyder fornuften.

Og hvilken fornuft går fra denne mand til denne?

Du har sanser, men de er lammede, for vanvid kan ikke gå så vild.

Ingen rus kan bedøve sanserne uden at levne lidt dømmekraft.

Hvilken djævel har trukket dig om i en blindebuk?

Øjne uden følelse, følelse uden syn, syn uden lugt, lugt uden nogen sans.

Et svagt levn af blot én sans kunne ikke rave sådan i blinde.

Åh, skam!

Hvor er din rødme? Vilde helvede!

Hvis du kan rase sådan i en kones ben -

- så lad i den hede ungdom dyden være voks og smelte ved egen ild.

Tal ikke om skam, når de hede drifter brænder -

- mens is kan lue lige så hedt, og fornuften er kobler for viljen.

Sig ikke mere! Du har vendt mit blik ind i mit hjerte.

Der ser jeg sorte pletter, der ikke vil skifte farve.

Men at ligge i bolerlejets ramme sved!

I lastens råddenskab at parres i en ækel svinesti!

Sig ikke mere! Hvert ord er som et dolkestik i mit øre. Sig ikke mere!

En morder, en usling! Tusind gange mindre værd end din første mand.

En narrekonge. En tyv, der huggede rige og væIde -

- som stjal kongekronen fra hylden og stak den i sin lomme!

- Nej. - En konge af pjalter og klude!

Bevar mig! Svæv over mig med værnende vinger, himlens engle!

Hvad vil du, ærværdige skikkelse?

Han er gal!

Kom du for at gå i rette med din sløve søn -

- som ikke kan gribe tiden og savner lidenskab -

- til at øve den store gerning, du så strengt påbød? Tal!

Glem det ikke.

Jeg kommer kun til dig for at skærpe -

- dit næsten sløve forsæt.

Men se!

Din mor er grebet af rædsel.

Du må stå hende bi -

- i hendes sjælekamp.

Indbildningskraften virker i de svageste legemer -

- allerstærkest.

Tal til hende, Hamlet.

Hvordan går det med dig?

Hvordan går det med dig? Hvorfor ser du ud i det tomme rum -

- og fører samtale med den legemsløse luft?

Ud af dine øjne stirrer sjælen vildt -

- som når soldater vækkes af krigslarm.

Dit hår løfter sig fra hovedet og rejser sig vildt.

Kære søn...

Stænk kølig tåImodighed på din hede vanvidsfeber.

Hvad ser du på?

På ham.

På ham!

Ser du ikke, hvor bleg han stirrer?

Hans udseende og hans sag kunne råbe, så stene måtte røres.

Se ikke på mig!

Dit ynkelige blik kan forstyrre min strenge hensigt.

Mine hensigter kunne miste kulør og ende i tårer i stedet for blod.

Hvem taler du med?

- Ser du intet? - Intet. Og jeg ser, hvad her er.

- Og hører intet? - Intet uden os to.

Så se der! Han svæver bort!

Min far, som han gik og stod i live. Se, nu går han ud gennem døren!

Det er et foster af din egen indbildning.

At skabe væsner uden kød og blod er netop galskab.

Galskab?!

Min puls slår, ganske som din -

- med samme rolige takt og samme sunde klang.

Det er ikke vanvid, hvad jeg har sagt.

Sæt mig bare på prøve. Jeg gentager det ordret -

- og det evner galskab ikke. Mor, i himlens navn!

Det er hyklerisk trøst for din sjæI at tro -

- at det ikke er din synd, der taler, men min galskab.

Det kan højst trække en tynd hinde over såret -

- mens betændelsen langsomt og uset æder alt det indre.

Gør skriftemåI for Gud. Gør bod for fortids synder. Og sky dem herefter.

Og hæId ikke gødning på ukrudtet, så det trives bedre.

Tilgiv mig, at jeg er så dydig. For i vore fede og slappe tider -

- må dyden selv bede lasten om undskyldning.

Ja, krybe og bejle til dens gunst.

Åh, Hamlet... Du har sprængt mit hjerte i to.

Så kast den onde halvdel bort og lev des renere med den anden.

Godnat.

Men gå ikke til min onkels seng. Spil dydig, ifald du ikke er det.

Vanen, den djævel, der æder alle følelser -

- er også en engel, fordi den låner alle gode gerninger -

- en klædedragt, som det er let at iføre sig.

Vær afholdende i nat. Det gør afholdenheden lettere næste gang.

For vanen kan omskabe naturen og gøre djævelen til skamme -

- eller drive ham ud med fynd. Endnu en gang godnat.

Og når du føler trang til at velsignes -

- vil jeg bede dig velsigne mig.

For den herre gør det mig ondt, men det var -

- himlens vilje at straffe mig med ham og ham med mig -

- så jeg blev dens svøbe og hævnende engel.

Jeg vil fjerne ham -

- og jeg vil stå til regnskab for hans død.

Endnu en gang godnat.

Når jeg er så hård, skyldes det kun kærlighed.

Nu er ondt begyndt. Og værre forestår.

- Et ord mere, min frue. - Hvad skal jeg gøre?

Fremfor alt ikke det, som jeg bød dig gøre.

Lad den blegfede konge lokke dig til sengs igen -

- knibe dig kælent i kinden og kalde dig sin mus.

Lad ham med et par ulækre kys -

- og med kæIne fingre få dig til at udrede hele sagen.

At jeg ikke er gal for alvor, men bare spiller gal.

Lad ham kun vide det.

For hvilken dronning, der er smuk og kysk og klog -

- kan... over for en tudse og en flagermus -

- skjule den slags? Hvem kan mon det?

Nej, mod al fornuft og fortrolighed -

- kan du roligt åbne din kurv og lukke fuglene ud -

- og som aben i eventyret, der så gerne ville prøve -

- kan du krybe i kurven og falde og brække halsen.

Vær vis på -

- at hvis ord er åndedrag, og åndedrag er liv -

- har jeg ikke liv til at ånde ud, hvad du har sagt.

Jeg skal til England, ved du vel?

Åh gud! Det havde jeg glemt.

Ja, det er besluttet.

Brevet er forseglet, og mine to skolekammerater -

- der er så pålidelige som giftsnoge, skal ledsage mig.

De skal bane vej og føre mig i fæIden.

Men det er fint at sprænge minøren i luften med hans eget krudt.

Og det skal gå hårdt til -

- om jeg ikke graver mig en alen ned under deres miner -

- og sprænger dem op til månen.

Ja, det er en lyst, når snuhed møder snuhed i åben dyst.

Den mand skal føIge mig på vej. Jeg trækker ham ind i sidekammeret.

Godnat, mor.

Den rigsråd ligger nu helt stille, helt tavs og helt ærværdig.

Men i livet sladrede han så rask og tungefærdig.

Kom, herre! Lad os få ende på det.

Godnat, mor.

Der er indhold i de sukke. Du må tolke dine tunge åndedrag.

- Hvor er din søn? - Lad os være alene en stund.

- De ting, jeg har set i nat! - Hvad? Hvad med Hamlet?

Han raser som havet og stormen, når de kappes om herredømmet.

I sin galskab, da han hører noget røre sig bag vægtæppet -

- trækker han sin klinge og råber "En rotte! "

Og i sit vanvidsanfald dræber han -

- den skjulte, gode, gamle mand.

Åh, grumme gerning!

Det var gået os ligesådan, hvis vi havde været der.

Hans frihed er en trussel for alle, for dig, for os, for enhver.

Åh, hvem skal stå til ansvar for den blodige dåd?

Man vil bebrejde os, at vi ikke tænkte på at indespærre -

- og lægge bånd på den unge galning.

Men vor kærlighed var så stor, at vi ikke så, hvad der var bedst -

- som den, der lider af en sot, nægter at røbe den -

- og lader den fortære livet. Hvor er han nu?

Han fjerner liget af den dræbte. Det viser, at hans vanvid -

- som det pure guld i en bunke uren erts, er ren.

- Han græder over sin gerning. - Gertrud, lad os gå.

Før solen går ned, skal han bort herfra -

- og denne udåd må vi med al vor ophøjethed og kløgt -

- både undskylde og forskønne.

Mine venner, skaf jer noget hjæIp.

Hamlet har i sin galskab dræbt Polonius og slæbt liget bort.

Find ham, tal med ham og bring liget til kapellet. Og hurtigt!

Kom, Gertrud. Vi vil sammenkalde vore klogeste venner -

- og fortælle dem om vor hensigt -

- og hvad her desværre er hændt, sådan at sladderen -

- der hvislende over verden sender sine giftpile -

- kan skyde forbi vores navn -

- og ramme den usårlige luft. Kom, lad os gå.

Min sjæI er fuld af splid og rædsel.

Sikkert gemt.

Men hvad er det for en støj? Hvem kalder på Hamlet?

Åh, der kommer de.

- Hvad har du gjort ved liget? - Gemt det i støv. Støv til støv.

- Sig os, hvor det er. - Tro ikke det.

At jeg kan bevare jeres hemmelighed og ikke min egen.

Og når en svamp spørger, hvad skal en kongesøn så svare?

Er jeg en svamp?

Ja, der indsuger kongens bud og belønninger.

Og den slags folk gemmer kongen som en abekat i sin kæbepose.

Det, han først hapser, synker han sidst.

Når han har brug for dit indhold, presser han dig bare, svamp.

- Og du er tør igen. - Det forstår jeg ikke.

- SkæImsord sover i tåbers øren. - Sig os, hvor liget er.

Liget er hos kongen, men kongen er ikke hos liget. Kongen er en ting.

En ingenting. Bring mig til ham.

Tampen brænder. Hvem finder?

Jeg har sendt folk ud efter ham og liget.

Det er farligt, at den mand går løs!

Men vi må ikke straffe ham strengt, for han elskes tankeløst af folket -

- der ikke dømmer med tanken, men med øjet, og derfor -

- vejer man kun synderens straf, men aldrig hans synd.

Hvis det skal gøres glat -

- må den pludselige forvisning se ud som grundigt overlæg.

En fortvivlet sygdom -

- må helbredes med fortvivlede midler eller slet ikke.

- Hvordan gik det? - Han røber intet om liget.

- Hvor er han? - Derude, for at tale med Dem.

Før prinsen ind.

Hvor er Polonius?

- Ved måItidet. - Ved måItidet? Hvor?

Ikke hvor han spiser, men hvor han bliver spist.

En samling politiske orme er netop i gang med ham.

En orm spiser som en kejser. Vi feder dyr for at fede os -

- og vi feder os selv til maddikerne.

Den fede konge og den magre tigger er kun to menuer -

- to retter, men til ét bord. Det er enden.

Man kan fiske med en orm, der har ædt af en konge -

- og spise fisken, der har fortæret ormen.

Altså kan en konge kan gøre en rejse gennem en tiggers tarme.

Hvor er Polonius?

I himlen. Send selv bud og se efter.

Og finder budet ham ikke der, så søg ham selv det andet sted.

Og finder De ham ikke i denne måned -

- vil De kunne lugte ham på vejen op ad trappen til galleriet.

- Søg ham der. - Han løber ingen vegne.

Hamlet, for din egen tryghed, som er os dyrebar -

- mens vi sørger over din udåd, må du straks sendes bort.

Dit skib er klar, vinden gunstig. Alt er rede til England.

Til England?... Godt.

- Hvis blot du forstod vor hensigt. - Jeg ser en engel, der gør det.

Men kom! Til England! Farvel, kære mor.

- Din kærlige far, Hamlet. - Min mor.

Far og mor er mand og hustru. Mand og hustru er ét kød.

Altså... min mor.

Kom!

Til England!

Bliv.

FøIg ham straks om bord. Han skal bort endnu i aften.

Alt er beseglet, som sagen kræver. ll nu med jer!

Og, England, hvis du agter mit venskab -

- som min magt vel må have lært dig -

- da dine sår endnu er friske efter de danske sværd, og du hylder os -

- vil du ikke med lunkenhed opfylde vort herskerbud -

- som i føIgebrevet kræver, at du straks dræber Hamlet.

Gør det, England! For han raser som en feber i mit blod.

Og du må helbrede mig. Før jeg ved, det sker -

- kan jeg, uanset min lykke, aldrig få fred mer.

Gå, kaptajn, og hils den danske konge fra mig.

Sig til ham, at Fortinbras på hans lejde -

- kræver den lovede ret til at gå gennem hans rige.

Du kender mødestedet.

Hvis Hans Majestæt vil tale med os -

- vil vi pligtskyldigt bringe ham vor hyldest.

- FortæI ham det. - Det skal jeg.

Rid... langsomt fremad.

Min herre, hvis er den hær?

- Den er fra Norge. - På vej hvorhen?

- Mod en del af Polen. - Hvem anfører den?

Nevøen af Norges gamle konge, Fortinbras.

GæIder felttoget hele Polen eller blot et hjørne?

Sandt at sige... og uden noget tillæg -

- gæIder det et lille stykke jord uden anden gevinst end navnet.

Så meget som fem dukater -

- blot fem... ville jeg ikke give i forpagtning.

Og hverken Norge eller Polen kunne få mere ved at sæIge det.

- Så vil polakken ikke forsvare det. - Jo, det er stærkt besat.

To tusind sjæle og tyve tusind dukater -

- forslår ikke til kampen om det græsstrå.

Det er en byld, skabt af velstand og fred, som revner indvendigt -

- uden at vise synlig grund til mandens død.

- Jeg takker ydmygst. - Guds fred til Dem.

- Skal vi gå videre? - Jeg kommer straks. Gå blot.

Alt, hvad jeg ser, står som en anklage mod mig -

- og ansporer min slappe hævn.

Hvad er et menneske -

- hvis livets indhold og værdi kun er søvn og mad?

Et dyr... ikke andet.

Den, der skabte os med vor fornuft og vort udsyn -

- gav os ikke denne evne, den guddommelige fornuft -

- for at den skulle ligge ubrugt. Om det nu er -

- dyrisk glemsomhed eller feje skrupler -

- der alt for nøje afvejer udfaldet...

... den tanke parteret er en fjerdedel visdom -

- og tre fjerdedele fejhed... det ved jeg ikke.

Hvorfor jeg stadig går rundt og siger "Dette må gøres" -

- mens jeg har grund og vilje og kraft og midler til at gøre det.

Forbilleder, så håndgribelige som jorden, tilskynder mig.

Se blot denne hær, denne mægtige og stærke hær -

- der anføres af en spinkel og ung fyrste -

- hvis sjæI, der er oppustet af guddommelig drift -

- tør byde den ukendte fremtid trods -

- og sætte det dødelige på spil, tør udæske skæbne, død og farer -

- blot for en æggeskal.

Storhed rører ikke på sig, før store ting står på spil -

- men ypper storsindet kiv om et græsstrå -

- når æren står på spil.

Og her står så jeg, der har set en far myrdet, en mor tilsølet -

- min fornuft og mit blod ægget og udfordret -

- og luller bare det hele i søvn, mens jeg til min skam kan se -

- døden hænge truende over tyve tusind mænd -

- som for en dagdrøm og en sæbeboble af ære -

- går til deres grav som til deres seng for at kæmpe for en plet -

- som ikke engang kan rumme så folkerigt et slag -

- og hvor der ikke er gravplads og jord nok til at dække de faldne.

Åh, fra denne stund -

- skal min tanke være blodig -

- eller intet være værd.

Når sorger kommer, kommer de ikke enkeltvis som spejdere -

- men som bataljoner. Hendes far dræbt -

- din søn rejst bort, og ved sin voldsomhed selv skyld i det.

I folket gærer sladderen om Polonius ' død -

- og vi gjorde uklogt i at begrave ham hemmeligt.

Ophelia er skilt fra sin sunde fornuft, uden hvilken vi kun er rene dyr.

Og det værste: hendes bror -

- er kommet tilbage fra Frankrig, og det må summe i hans øre -

- med giftig sladder om hans fars død.

Og i mangel af bedre er man rask til at give os skylden.

Kære Gertrud, det er som en granat, der dræber mig til overflod.

- Jeg vil ikke tale med hende. - Hun kræver det.

Hun er forvirret. Man føler den største medynk.

- Hvad ønsker hun? - Hun taler meget om sin far.

Hun siger, verden er fuld af falskhed, og slår sig for brystet.

Sparker til et halmstrå, og hendes ord er halvt meningsløse.

Selv om ordene intet er, driver de folk til at drage slutninger.

De spidser ører og lægger sammen efter deres eget hoved -

- og hun tilskynder dem med vink og minespil -

- så man sagtens kunne fristes til at tro -

- selv om intet er sikkert ... de værste ting.

Nogen bør tale med hende, for hun kan vække -

- farlige gisninger hos folk, der er ildesindede.

Lad hende komme.

Min syge sjæI... for sådan er syndens væsen -

- ser hver ny småting som et forspil til stor ulykke.

Den skyldige kan aldrig leve trygt. Man frygter og røbes af sin frygt.

Hvor -

- er den smukke dronning af Danmark?

Hvordan går det, Ophelia?

Kender jeg din hjertenskær, hvis jeg ham da møder?

På hans pilgrimshat og stav og sandal på fødder.

Ak, søde frøken, hvad skal den sang betyde?

Hvad behager? Nej...

Hør blot her.

Han er kold og død, min frue. I muld er lagt hans ben

Ved hans hoved en tue grøn, ved hans fod en sten

- Men Ophelia... - Nej, hør her!

Hans ligskrud var som bjergets sne

Ak, se blot her.

Og blomster på hans båre

På hans grav hans hjertenskær aldrig græd en tåre

Hvordan står det til, frøken?

Godt... Gud bevare jer. De siger, at uglen var en bagerdatter.

Herre, vi ved, hvad vi er, men ikke, hvad vi kan blive.

- Gud velsigne jeres måItid. - Hun grubler over sin far.

Det vil vi ikke tale om.

Men når de spørger, hvad det betyder -

- så sig blot:

I morgen er Sankt Valentins dag I den årle morgentime

En jomfru ved dit vindue står og er din Valentine

Op stod han så, tog tøjet på og døren åbnet fik

En jomfru kom i kamret ind, som jomfru ej hun gik

Søde Ophelia.

Jeg vil ikke sværge på det, men det skal nok få en ende.

Ved Kristus og Sankt Karitas, jeg er i syndens garn

En ung mands pryd ta 'r pigers dyd, og vel er han et skarn

"Før du lagde mig, at ægte mig svor du"

"Åh ja, jeg tror, jeg holdt mit ord, hvis du blot var jomfru endnu"

Hvor længe har hun været sådan?

Jeg håber, alt bliver godt. Vi må være tåImodige.

Men jeg kan ikke lade være at græde over -

- at de ville lægge ham i den kolde jord.

Min bror skal få det at vide.

Og så takker jeg jer for jeres gode... råd.

Nu... Min vogn!

Godnat, mine damer, godnat.

Yndige damer, godnat. Godnat, yndige damer.

FøIg efter hende og våg omhyggeligt over hende.

Åh, dette er en gift af dyb sorg.

Det hele kommer af hendes fars død.

Og se blot nu! Åh, Gertrud...

- Hvad er det? - Hvor er min vagt? Hvad sker der?

Red Dem! Havet, der bryder igennem et dige -

- æder ikke landet hurtigere, end Laertes nedkæmper vagten.

Pøblen kalder ham herre, og som om historien var glemt -

- fortiden ukendt, og skik og brug ikke stod bag ord og gerning -

- råber de "Kongevalg! Laertes skal være konge! "

Hænder og tunger jubler i vilden sky. "Laertes skal være konge! "

De halser lystigt af sted ad et vildspor!

I er på vildspor, falske danske hunde!

De sprænger døren!

Hvor er kongen?

- Venner, bliv udenfor. - Nej, vi vil ind.

- Jeg beder jer. - Så adlyder vi.

Hold vagt ved døren.

Du troløse konge. Giv mig min far tilbage.

Rolig, gode Laertes.

Hver blodsdråbe, der er rolig, kalder mig horeunge -

- kalder min far hanrej og sætter skøgens brændemærke -

- på min kære mors kyske og rene pande.

Hvorfor er dit oprør blevet så væIdigt?

Slip ham. Frygt ikke for vor person.

En sådan højhed omgiver en konge, at forræderi kun tør pege på ham -

- og ikke skride til handling. Sig nu, Laertes -

- hvorfor du er så rasende. Slip ham, Gertrud.

- Sig frem. - Hvor er min far?

- Død. - Men ikke ved hans hånd.

Lad ham blot spørge.

Hvordan døde han? Ingen numre! Til helvede med troskab!

Til fanden med min ed! Til afgrunden med samvittighed!

Jeg trodser fordømmelsen. Så vidt er jeg kommet -

- at jeg foragter både himmel og helvede.

Lad komme, hvad der vil, blot jeg får hævn for min far.

- Hvem hindrer dig? - Min vilje, ikke verdens magt.

Og min egen magt -

- vil jeg holde hus med, så lidt kan række langt.

Gode Laertes, hvis du sikkert vil vide, hvordan din far døde -

- så sig, om du ønsker at hævne dig på både ven og fjende, alle til hobe?

- Kun hans fjender. - Og vil du kende dem?

For hans venner åbner jeg min favn -

- og vil, som pelikanen, nære dem med mit blod.

Nu taler du som en kærlig søn og en sand hædersmand.

At jeg er uskyldig i din fars død -

- og at jeg inderligt sørger over den -

- skal blive så klart for din dom, som dagen er for dit blik.

Lad hende komme ind.

Hvad er nu det for en støj?

Åh, feber, udtør min hjerne.

Tårer syvfold salte -

- brænd al saft og kraft ud af mit øje.

Ved Gud, din galskab skal blive betalt i fuld vægt -

- indtil vores vægtskåI synker ned.

Åh, min majrose! Elskede pige -

- kæreste søster -

- søde Ophelia!

Åh, himmel...

Er en ung piges forstand så dødelig som en olding?

Naturen er ædel i kærlighed, og når den er ædel -

- sender den et dyrebart spejlbillede af sig selv -

- efter den, som den elsker.

"De bar ham på en åben båre, hej-non-nony-nony, hej-nony"

"Og på hans grav faldt mangen tåre. Farvel, min due"

Var du ved fuld forstand, kunne du ikke ægge mig stærkere til hævn.

Du skal synge:

"Dernede, dernede"

Og kald så på ham.

"Dernede, dernede"

Ja, hvor det omkvæd passer.

Den falske foged stjal sin herres datter.

De tomme ord har stor vægt.

Der er rosmarin. Det er for erindring.

Hjertenskær, kom mig i hu.

Der er stedmoderblomst. Det er for tanken.

En lektion i galskab. Tanker og erindring sammenføjet.

Der er fennikel til dig...

Og akeleje.

Der er rude til dig. Og lidt til mig.

Vi kan kalde den søndags salighedsurt.

Åh, du må bære din rude på en anden måde.

Der er tusindfryd.

Og også alle kristne sjæle.

Det beder jeg Gud om.

Gud være med dig.

Kan De se det? Åh, Gud.

Laertes, jeg må rådslå med din sorg. Den ret må du ikke nægte mig.

VæIg dine klogeste venner -

- og de skal høre og dømme mellem dig og mig.

Hvis vi direkte eller indirekte findes skyldig -

- vil vi give vort rige og krone, vort liv, alt hvad der er vort -

- i bod til dig. Men hvis ikke -

- så vær tåImodig. Vi vil sammen søge at skaffe dig oprejsning.

Sådan skal det blive.

Den måde, han er død på -

- hans hemmelige begravelse -

- uden gravmæle eller våbenskjold på hans grav -

- uden mindegudstjeneste eller sørgeoptog -

- alt dette råber fra jorden til himlen.

Jeg må kræve regnskab for hele denne sag.

Det skal du få.

Og hvor forbrydelsen er, der skal bøddeløksen falde.

Kom, føIg nu med mig.

Hvem spørger efter mig?

Sømænd. De siger, de har breve til Dem.

Jeg ved ikke, hvem der skulle sende breve, om ikke prins Hamlet.

- Gud velsigne Dem. - Og jer med.

Hvis det behager ham. Brev til Dem. Fra kongens sendebud til England.

Hvis Deres navn er Horatio, som man fortæller mig.

"Når du har læst dette, så skaf dem foretræde for kongen. "

"De har breve til ham. "

"Knap var vi to dage til søs, før en sørøver -"

"- af krigerisk udseende gjorde jagt på os. "

"Vor langsomhed tvang os til tapperhed -"

"- og i kampens hede entrede jeg dem. "

"Så jeg blev deres eneste fange. "

"De har behandlet mig som nådige røvere. De vil høste fordel af mig. "

"Giv kongen vedlagte breve og kom til mig -"

"- så rask, som var døden i hælene på dig. "

"Jeg har ord at hviske dig, som vil gøre dig stum -"

"- og dog er de lette i forhold til sagens kerne. "

"Disse brave folk fører dig til mig. "

"Rosenkrands og Gyldenstjerne -"

"- er på vej til England. Om dem har jeg meget at fortælle. "

"Farvel. Du ved, at jeg er din -"

"- Hamlet. "

Jeg skal skaffe jer af med de breve.

Og hurtigt, så I kan føre mig til deres afsender.

Nu må din samvittighed frikende mig -

- og du må give mig plads i dit hjerte som en ven -

- siden du har hørt og også har forstået -

- at den, der dræbte din ædle far, også har efterstræbt mit liv.

Det er jo tydeligt. Men sig mig -

- hvorfor De ikke har straffet den ugerning -

- der er så forbryderisk og blodig -

- og som Deres sikkerhed og visdom måtte tilskynde til.

Åh, af to vægtige årsager, som du måske vil finde svage.

Men for mig er de stærke. Dronningen, hans mor -

- lever kun rigtigt ved synet af ham... Og jeg selv -

- det kan så være fortrin eller fejl hos mig -

- er så bundet til hende med liv og sjæI -

- at, ganske som en stjerne kun føIger sin bane -

- kan jeg intet gøre uden hende.

Den anden grund til, at jeg ikke har fulgt loven -

- er, at folket, der er ham dybt hengiven -

- dypper hans ugerninger i kærlighed -

- som kilden, der gør træ til sten, og gør hans synder til dyder.

Mine pile er for tynde mod en sådan storm -

- og var vendt tilbage til buen og havde ikke ramt deres måI.

Og således har jeg mistet en ædel far -

- og set galskab gribe min søster -

- hvis værd... om jeg tør prise hende -

- stod alene på tinden af vor tid og ikke havde sin lige.

- Men min hævn skal komme. - Lad det ikke holde dig søvnløs.

Tro ikke, at vi er så sløv og dorsk -

- at vi udsætter os for fare og morer os derved.

Det skal du høre mere om. Jeg elskede din far -

- og vi elsker også os selv.

Og det, håber jeg, vil lære dig at se...

Hvad nu? Hvad nyt?

Breve, høje konge, fra Hamlet. Dette til Deres Majestæt.

- Dette til dronningen. - Hvem har bragt dem?

Sømænd, siger man. Jeg så dem ikke.

Jeg fik dem fra Claudio. Han tog imod dem af overbringerne.

Laertes, du skal høre det. Gå blot.

"Høje og mægtige herre. Jeg er sat nøgen i land i Deres rige. "

"I morgen beder jeg om lov til at fremstille mig, og da skal jeg -"

"- berette årsagen til min bratte, sæIsomme hjemkomst. Hamlet. "

Hvad betyder det? Er alle vendt hjem? Eller er det opspind?

- Kender De skriften? - Det er Hamlets skrift.

"Nøgen". Og senere skriver han "alene". Kan du forklare det?

Jeg fatter ingenting. Men lad ham bare komme.

Det varmer mit syge hjerte -

- at jeg skal opleve at sige til ham: "Dette gjorde du! "

Hvis det er sådan. Hvordan kan det? Hvordan kan det ikke?

- Må jeg råde dig? - Bare De ikke råder mig til fred.

Til fred for dig selv. Hvis han nu er kommet hjem -

- og ikke lader sig drive bort igen, vil jeg lokke ham til en bedrift -

- ved hvilken han ikke kan andet end at falde.

Og for hans død skal ikke et vindpust af dadel rejse sig.

- Selv hans mor vil kalde det uheld. - Jeg adlyder Dem.

- Især hvis jeg kan blive redskabet. - Det falder heldigt.

Efter din afrejse er du ofte blevet prist i Hamlets påhør -

- for en kunst, hvori du siges at glimre.

Summen af dine evner vakte mindre misundelse end den ene -

- som endda i mine øjne er den ringeste.

Hvilken evne?

En sløjfe på ungdommens hat, men nødvendig -

- for det klæder ungdommen at bære en let og løs dragt -

- ligesom de modne år bærer pels og kappe, en sund og værdig dragt.

For to måneder siden var her en herre fra Normandiet.

Jeg har selv set og kæmpet mod franskmænd.

De kan tumle en hest, men han her ydede ren trolddom.

Han sad limet i sadlen og skabte sådanne vidundere -

- som om han i krop og natur var ét med dyret.

Han overgik min fantasi sådan, at jeg, i alle hans kunster -

- knap kunne føIge med.

Han var normanner?

- Det må være Lamord. - Netop.

Jeg kender ham. Han er en perle i sit eget land.

Han omtalte og priste dig for dit mesterskab -

- i al slags våbenkunst, og helt specielt med kården.

Han gad nok se, om nogen kunne måle sig med dig.

Fægterne i hans land, svor han, var uden stød og forsvar i dyst med dig.

Disse ord opfyldte Hamlet med en så galdesyg misundelse -

- at han blot bad til, at du snart kom hjem for at dyste med ham.

- Deraf kunne man... - Hvad?

Laertes, elskede du din far? Eller er det blot skin af sorg?

- Ansigt uden hjerte? - Hvorfor spørger De?

Ikke at jeg tror, du ikke elskede din far.

Men jeg ved, at kærlighed er et barn af tiden -

- og jeg kan se, hvad erfaring har vist mig -

- at tiden dæmper kærlighedens ild og gnist.

Man finder i selve kærlighedens flamme -

- en slags væge eller tande, der dæmper den.

Ingenting kan bevare den samme kraft -

- for når kraften svulmer for meget op -

- dør den af sit eget overmåI.

Det, man vil gøre, bør man gøre, mens man vil det.

For dette "vil" skifter og har så mange udflugter -

- som der er tunger, hænder og hændelser.

Og så ender dette "bør" -

- med at blive et tomt suk, der gør ondt, mens det letter.

Men til sagen.

Hamlet er kommet hjem. Hvad vil du vove -

- for at vise dig din fars søn i gerning mere end i ord?

At skære halsen over på ham i kirken!

Ja, intet sted bør være fristed for mord.

Hævnen bør ikke kende nogen grænser.

Men, gode Laertes, vil du gøre det?

Så hold dig skjult i dit kammer.

Hamlet skal få at vide, at du er kommet hjem.

Vi får nogle til at finpudse den ros, franskmanden gav dig -

- og bringer jer sammen og gør væddemåI på jer.

Han, der er ubekymret og storsindet -

- og helt uden svig, vil ikke undersøge kårderne -

- så du i ro mag eller... med lidt kneb -

- kan væIge en kårde, der er uafstumpet -

- og med et stød betale ham for din far.

Det vil jeg.

Og jeg vil til formålet salve mit sværd.

Jeg købte hos en kvaksalver en salve så dødelig -

- at når man sårer nogen, kan intet lægemiddel nok så sjæIdent -

- lavet af alle de lægeurter, der gror under månen -

- redde ham fra døden, hvis blot han får en rift.

Jeg vil dyppe min kårde i denne gift -

- så hvis jeg så meget som strejfer ham... vil det dræbe ham.

Lad os tænke sagen igennem -

- og overveje, hvordan tid og lejlighed kan stå os bi.

Skulle det fejle, så vi bliver afsløret, så bør vi holde os fra det.

Så vores plan bør have et rygstød -

- der kan holde, hvis det andet slår fejl.

Lad mig nu se...

Ja, vi gør et væddemåI på jeres dygtighed.

Jeg har det!

Når kampens hede gør jer tørstige, ... og stød ivrigt, så hjæIper det...

... og han ønsker at drikke, har jeg et bæger så veltillavet -

- at blot han nipper til det, også selv om han udgår din kårde -

- skal vort forsæt lykkes.

Men hvad er nu det for noget?

Hvad nu, kære dronning?

Sorger træder hinanden i hælene, så hurtigt føIges de.

Din søster er... druknet.

Druknet?!

Hvor?

Der står en pil og luder ud over åen.

Sit grå løv spejler den i den klare strøm.

Der gik hun ned og bandt sære kranse -

- af ranunkler... næIder, tusindfryd -

- og den høje gøgeurt -

- som grovmundede hyrder giver et ublu navn -

- men som kyske unge piger kalder dødningefinger.

Da hun klatrede op på den bøjede gren -

- med sine blomsterkranse -

- for at smykke den, knækkede den skinsyge gren -

- og med sine kranse faldt hun ned -

- i den grædende strøm.

Hendes klæder spredtes vidt -

- og som en havfrue bar de hende en kort stund på vandet -

- alt imens hun sang stumper af gamle sange -

- som om hun ikke fattede sin egen fare -

- eller som var hun en skabning, der var født i det element.

Men det varede ikke længe -

- før hendes klæder, gennemblødte af vandet -

- trak staklen fra hendes smukke sang til en død i dyndet.

Åh, Gud... er hun druknet?

Druknet...

Druknet.

Din grav blev for våd, stakkels Ophelia.

Derfor vil jeg holde mig fra tårer.

Og dog... sådan er vi jo indrettet.

Naturen kræver sin ret -

- uanset hvad skammen siger.

Når jeg har grædt, er jeg ikke kvinde mere.

Farvel, høje konge.

Jeg har ord af ild, som gerne ville flamme op -

- hvis ikke dårskaben havde slukket dem.

Vi går også, Gertrud.

Det har kostet mig besvær at tæmme hans vrede.

Nu frygter jeg, at dette vil vække den igen.

Derfor...

... lad os gå med.

Skal hun begraves i kristen jord, når hun selv har søgt sin frelse?

Ja, hun skal. Så se at få gravet den grav.

Ligsynet har holdt møde og dømt kristen jord.

- Druknede hun sig da i nødværge? - Det er bedømt.

Det må være se offendendo. Det kan ikke være andet.

Det er således: Hvis jeg drukner mig selv med vilje -

- er det en handling, og den har tre trin:

At handle, at gøre, at udføre. Argo druknede hun sig med vilje.

- Men hør nu... - Lad mig tale.

Her er vandet, ikke?

Her står manden, ikke?

Hvis manden går til vandet og drukner sig -

- så går han, nolus volus. Bid mærke i det.

Men hvis vandet kommer til ham, drukner han ikke sig selv.

Er man ikke skyldig i sin død, forkorter man ikke sit liv.

- Men er det loven? - Bestemt. Ligsynsloven.

Vil du høre sandheden?

Var hun ikke adelig, blev hun ikke begravet i kristen jord.

Så sandt! Det er jo synd, at fine folk skal have lov til -

- at drukne og hænge sig mere end deres medkristne. Min spade!

Den sande gamle adel er gartnere og gravere. De har Adams håndværk.

- Var han adelig? - Den første markgreve.

- Vel var han ej. - Din hedning! Forstår du Bibelen?

Der står, Adam gravede marken. Er han så ikke markgreve?

Et andet spørgsmåI. Svarer du ikke, må du indrømme, du er en...

Hvem bygger stærkere end murer, skibsbygger og tømrer?

Galgebyggeren!

For hans bygning overlever tusindvis af beboere.

Det var en god vits. Galgen, den er god.

Men hvordan er den god? God for dem, der har gjort ondt.

Det er ondt at kalde galgen stærkere end kirken. Galgen er god for dig.

Hvem bygger stærkere end murer, skibsbygger og tømrer?

- Sig det og hold fyraften. - Jo, nu ved jeg det.

Nej, jeg ved det ikke.

Plag ikke din hjerne. Det nytter ikke at prygle et dovent æsel.

Næste gang nogen spørger dig -

- så sig "En graver". Det hus, han bygger, står til dommedag.

Nå, smut du nu hen til Johan.

Hent mig en pægl -

- brændevin.

"Dengang jeg var ung og elskovsfuld"

"Var livet til stort behag"

"Og alt gik så let, og tiden gik let, og jeg syntes"

"Det var ingen sag"

Har den fyr ingen følelse ved sit arbejde?

Han synger, mens han graver en grav.

Vanen har vel gjort, at han tager det let.

Sandt nok. Den hånd, der arbejder mindst, er mest føIsom.

"Men alderen kom listende og tog mig i sin klo"

"Landsatte mig på fremmed kyst. Der var jeg glad og fro"

Det hoved havde engang en tunge og kunne synge.

Han smider med det, som om det tilhørte Kain, den første morder.

Det var måske en snu statsmand, som den nar nu har krammet på -

- en, der kunne narre Gud selv, ikke?

Eller en hofmand, der kunne sige: "Godmorgen, min høje konge. "

Det kunne være Grev Dit, der priste Grev Dats hest for at få den.

- Ikke sandt? - Det kunne det.

Og nu tilhører det Grevinde Orm -

- indfaldent, og får øretæver af en gravers spade.

Det er en flot omvæItning, hvis vi kunne indse det.

Kostede de ben så lidt at opfostre, at man spiller kegler med dem?

Mine værker ved tanken. Der er et til.

Kunne det ikke være skallen af en sagfører?

Hvor er nu hans tovtrækkerier, lovbrækkerier, titler og tricks?

Hvorfor lader han den slyngel tærske sig med en spade -

- uden at ville stævne ham for overfald?

Den fyr var måske en stor godsejer -

- med statutter og skøder og pantebreve og sikkerheder.

Har han skøde på at ligge i jordens skød og pant på pandebrasken -

- og sikkerhed på at få kraniet fyldt med jord?

Vil kautionisterne ikke kautionere for større jordopkøb -

- end længden og bredden af et par slutsedler?

Ejerbrevene på hans jord kan knap -

- ligge i dette hul, og nu må stamherren ikke få mere.

Ikke en tøddel mere, herre.

- Er pergament ikke af fåreskind? - Jo. Og også af kalveskind.

Så er folk får og køer, når de søger sikkerhed i det. Jeg vil tale ham.

- Hvis grav er det, min herre? - Min, herre.

"Og så et hul i dyben muld til sådan en gæst så fin"

Det må være din, for du lyver i den.

De lyver uden for den, så det er ikke Deres.

Jeg lyver ikke i den. Og dog er det min.

Du lyver i den, for graven er de dødes, ikke de levendes.

Det er en livlig løgn. Den løber tilbage til Dem.

Hvilken mand graver du til? ... Hvilken kvinde, da?

- Hvem skal begraves deri? - En, der var kvinde, men nu er død.

Den slyngel er strid. Han skal tiltales med omhu.

Ellers dør vi af ordkløveri. Jeg har tænkt meget over:

Vor tid er blevet så forfinet, at bondens tå -

- er så tæt på hofmandens hæI, at han træder skoen af ham.

Hvor længe har du været graver?

Jeg fik hvervet den dag, da salig kong Hamlet besejrede Fortinbras.

- Hvor længe er det siden? - Ved De ikke det?

Det ved da enhver tosse. Det var den dag, prins Hamlet blev født.

Han, som er gal og blev sendt til England.

- Hvorfor blev han sendt til England? - Fordi han var gal.

Han skal genfinde sin forstand. Ikke at det gør meget dér.

Der mærker de det ikke. Der er alle lige så gale som han.

- Hvordan blev han gal? - På sæIsom vis, siges det.

- Hvordan sæIsom? - Jo, han gik fra forstanden.

- Hvad var grunden? - Det var her på dansk grund.

Jeg har været graver i tredive år.

Hvor længe kan et menneske ligge i jorden, før han rådner?

Hvis han ikke er rådden, inden han dør -

- og nu til dags har vi mange lig, der ikke er så holdbare -

- så kan han holde sig en otte-ni år.

- En garver holder ni år. - Hvorfor han mere end andre?

Hans hud er så garvet af arbejdet, at den holder vandet ude en tid.

Og vandet er bandsat til at ødelægge et lig.

Her er et hoved.

Det hoved har ligget i jorden i 23 år.

- Hvem tilhørte det? - En fandens rablegal fyr.

- Hvem tror De, det var? - Det ved jeg ikke.

Gid han få en ulykke! Han hæIdte engang en flaske rhinvin over mig.

Denne hjerneskal, herre, er Yoricks hjerneskal. Kongens hofnar.

Den...?

- Ja, lige netop den. - Lad mig se den.

Ak...

Stakkels Yorick!

Jeg kendte ham, Horatio.

En karl af stor lystighed og det herligste humør.

Han har båret mig på sin ryg tusind gange.

Og hvor min fantasi nu gruer for dette!

Min mave vender sig ved det.

Her hang de læber, jeg har kysset så mange gange.

Hvor er nu dine morsomheder, dine indfald, dine sange -

- din lystighed, der hensatte hele bordet i stormende latter?

Har du ikke en eneste vits nu om dit eget dødningeansigt?

Er du helt indtørret?

Gå du nu op til den nådige frues kammer -

- og sig, at om hun lægger tommetyk sminke på -

- skal hun dog engang ende sådan.

Få hende til at le ad det.

- Sig mig en ting. - Hvad er det?

Tror du, Alexander også så sådan ud i jorden?

Helt sådan.

- Og lugtede sådan? - Helt sådan.

At vi kan risikere at synke ned til at lav en anvendelse!

Kan fantasien ikke føIge Alexanders støv -

- til vi finder det som spuns i et hul?

Det er for spekulativt at spekulere sådan.

Ikke spor! Man føIger ham blot med sund fornuft som sin vejviser.

Alexander døde. Alexander blev begravet.

Alexander blev til støv, støvet er jord -

- af jord tager vi ler, og kunne det ler, han endte som -

- ikke ende som spuns i en øItønde?

Den store Cæsar, død og lagt i mulde -

- kan lukke et hul til værn mod vinterkulden.

Tænk, at det støv -

- der var alverdens skræk -

- skal tætne en væg mod vinterblæstens træk!

Men stille!

Vær stille et øjeblik.

Her kommer kongen, dronningen -

- og hoffet! Hvem er det, de føIger? Og med så lidet ritual?

Det tyder på, at den, de føIger, fortvivlet har taget sit eget liv.

En person af stand.

Lad os skjule os lidt og lytte.

- Hvilke flere ritualer? - Det er Laertes, en ædel mand.

Hvilke flere ritualer?

Hendes jordefærd er så stor, som vi har ret til.

Hendes død var tvivlsom, men ordre ovenfra har tilsidesat loven.

Ellers måtte hun hvile i uindviet jord indtil dommedagsbasunen.

I stedet for bønner ville sten og grus blive kastet på hende.

Her får hun dog sin jomfru-krans og en indviet grav og klokkeklang.

- Så der sker ikke mere? - Nej, ikke mere.

Vi vanhelligede gravritualet -

- om vi sang rekviem og lyste fred som for den, der dør i Herren.

Læg hende i jorden.

Og gid der af hendes rene, jomfruelige krop må skyde violer.

Men hårde præst, min søster vil stå som engel, når du ligger i flammer.

Hvad? Er det Ophelia?

Skønhed til den skønne. Farvel.

Jeg håbede, du skulle være min Hamlets hustru.

Jeg skulle have smykket din brudeseng, ikke strøet din grav.

Må trefold ve -

- ti gange trefold ramme den forbandede -

- hvis ugerning berøvede dig din gode forstand.

Vent med jorden, indtil jeg endnu en gang har omfavnet hende.

Dyng nu kun jord på levende og døde -

- til I har rejst et bjerg, der overgår Pelion og Olympens blå top.

Hvem er det, hvis smerte taler så højlydt -

- hvis sorgfulde ord besværger stjernernes gang -

- så de må standse og lytte forundret?

- Det er mig, Hamlet af Danmark. - Fanden tage dig!

Det er ikke en smuk bøn. Fjern de hænder!

Jeg er ikke hidsig, men der bor noget i mig, som du gør klogt i at frygte.

Skil dem!

Rolig, prins.

Jeg vil slås med ham om dette til min død.

- Om hvad? - Jeg elskede Ophelia.

Fyrretusind brødres kærlighed kunne ikke måle sig med min.

- Han raser, Laertes! - Vær tåImodig med ham.

Hvad du ville gøre? Ville du græde?

Ville du slås, faste, sønderrive dig selv?

Ville du drikke eddike, æde krokodiller? Det vil jeg med.

Kom du for at hyle, for at overgå mig ved at springe i hendes grav?

Lade dig begrave? Det vil jeg med.

Lad dem dynge tusind tønder land på os -

- til gravhøjen når op til solen og gør et bjerg til en vorte!

Jeg kan tage munden lige så fuld som du.

Det er ren vanvid. Anfaldet vil vare en stund.

Derpå vil han som en due ved reden sidde tavs med sænket vinge.

Sig mig: Hvad er grunden til, du behandler mig sådan?

Jeg var altid din ven. Men det er lige meget.

Lad Herkules selv gøre, hvad han kan.

En kat vil mjave -

- og en hund vil vise tand.

Horatio, føIg med ham.

Vær tåImodig, tænk på vor samtale. Vi skal få gang i den sag.

Gertrud...

Lad din søn bevogte.

Denne grav skal få et levende gravmæle.

Vi kan se frem til et par timers fred.

Nu væbner vi os med tåImodighed.

Det var så det. Nu skal du se det andet.

- Husker du hele sagen? - Om jeg husker den?!

Der var en kamp i mit hjerte, som holdt mig vågen.

Jeg lå værre end en slave i lænker.

Rask for jeg op... Og Gud være lovet for det.

Vi må indrømme, at ubetænksomhed somme tider tjener os godt -

- når god planlægning slår fejl. Deraf kan vi lære -

- at højere magter finpudser de planer, vi selv har råt tilhugget.

... op fra kahytten med sejlerjakken om mig -

- rodede efter dem i mørket -

- fandt pakken og listede mig igen ned til min kahyt.

Min frygt overvandt opdragelsen, og jeg åbnede fuldmagten.

Der fandt jeg, Horatio... åh, kongelige skurkestreg -

- en klar befaling, spækket med alle mulige grunde:

For Danmarks velfærd og også for Englands -

- og alt djævelskabet i mit liv -

- skulle man efter læsning, helt uden tøven -

- end ikke til at slibe øksen, hugge hovedet af mig.

- Er det muligt? - Her er brevet.

- Vil du høre, hvad jeg gjorde? - Ja, endelig.

Nu sad jeg fast i onde intrigers garn -

- og før jeg kunne digte en prolog, var jeg i sving med komedien.

Jeg satte mig, opfandt en anden fuldmagt, renskrev den.

Engang føIte jeg, som fine herrer gør -

- at skønskrift var en skam, og søgte at glemme den.

Men nu hjalp den mig som en god tjener.

Vil du høre indholdet?

En streng formaning fra kongen, at da England er hans tro vasal -

- så sandt som venskabets palme er grøn -

- så sandt som freden bærer sin krans og binder dem i venskab -

- og mange andre fine så-sandt'er -

- skulle han, når han havde læst brevet -

- uden den fjerneste tøven gribe overbringerne -

- og straks henrette dem.

- Hvordan forseglede du det? - Selv der hjalp himlen mig.

Jeg havde på mig min fars signet, som var udført efter rigsseglet.

Så foldede jeg brevet, skrev uden på det -

- forseglede det og lagde det på plads, og ingen opdagede det.

Næste dag kom søslaget. Resten kender du allerede.

Så Gyldenstjerne og Rosenkrands betaler gildet.

Jo, men de var selv så forlibte i det hverv.

De rører ikke min samvittighed.

De blev fæIdet, fordi de selv masede sig på.

Det er farligt for folk af lav natur at gå mellem store fjender.

Nej, hvilken konge!

Er det ikke tid for mig nu, synes du?

Ham, der dræbte min konge og gjorde min mor til luder -

- stjal min krone, angler efter mit eget liv med sådanne rænker...

Er det ikke rimeligt at betale ham med denne hånd?

Og var det ikke en synd at lade den kræftbyld gøre mere fortræd?

Han vil snart høre fra England, hvordan sagen er endt.

Om kort tid.

Mellemtiden er min.

Og et menneskeliv -

- er ikke længere end at tælle til et.

Men det gør mig ondt, at jeg forglemte mig over for Laertes.

For i min egen sag ser jeg et spejlbillede af hans.

Jeg vil søge hans venskab.

Men hans højrøstede sorg satte min lidenskab i brand.

Vær stille. Hvem kommer der?

Deres Højhed er velkommen tilbage til Danmark.

- Tak. Kender du den vårflue? - Nej, herre.

Godt. Det er en synd at kende ham. Han ejer meget land.

Når kvæg hersker over kvæg, står hans krybbe ved kongens bord.

Det er en påfugl, men som sagt med store besiddelser af møg.

Hvis det er belejligt, vil jeg meddele noget fra Hans Majestæt.

Jeg vil lytte med største opmærksomhed.

- Deres hat hører til på hovedet. - Tak, men det er meget varmt.

- Nej, meget koldt. Vinden er i nord. - Ja, det er temmelig koldt.

Og dog synes jeg, det føles meget lummert og hedt.

Ja, overordentlig...

Det er meget lummert, som om det ... jeg ved ikke hvad.

Hans Majestæt bad mig sige, han har indgået væddemåI på Dem.

- Sagen er den... - Jeg beder Dem. Husk på...

Nej, for mit velbehag...

For nylig er Laertes kommet til hoffet.

Tro mig, den fuldkomne kavaler, fuld af de største fortrin -

- af behagelig omgang og nobel anstand.

For at sige det delikat er han en ren håndbog i kavalerskab.

De vil i ham finde summen af den sande kavaler.

Han taber ikke i Deres beskrivelse, skønt en liste over hans dyder -

- ville lamme ens forstand og dog sakke agterud for virkeligheden.

Jeg ser ham som en sjæI af stor rigdom -

- og en så sjæIden begavelse, at han, sandt at sige -

- kun har sin lige i sit spejl, og alle andre kun er hans skygger.

Deres Højhed taler aldeles korrekt om ham.

Og anledningen?

Hvorfor omsvøber vi denne kavaler med vor rå ånde?

Er det ikke forståeligt i et andet tungemåI? Det må De da kunne.

Hvad er anledningen til den kavalers omtale?

- Laertes? - Hans gyldne ord er opbrugt.

- De er ikke uvidende... - Fra Dem er det kun en ringe ros.

De er ikke uvidende om Laertes' evner...

I så fald måtte jeg vel være lige så evnerig som han.

Jeg mener i våben. Efter det ry, han har deri, er han uden lige.

- Hvad er hans våben? - Kårde og dolk.

Det var to våben.

Kongen har med ham væddet seks arabiske heste -

- og han har modsvaret -

- hører jeg da, med seks franske kårder og dolke -

- med tilbehør såsom bæIter, gehæng og deslige.

De tre bespændinger er overmåde smagfulde at skue -

- og står smukt til skæfterne -

- overmåde fine bespændinger, meget elegant udført.

- Hvad er bespænding? - Man bliver klogere af fodnoter.

Det er gehænget.

Ordet ville passe bedre, hvis vi bar kanoner i vores bæIte.

Men videre! Seks araberheste mod seks franske sværd -

- deres gehæng og tre elegant udførte...

Bespændinger.

Et fransk væddemåI mod et dansk. Og hvorfor er de "modsvaret"?

Kongen har væddet på, at i 12 stød -

- skal han ikke give tre mere end De. Han vædder 12 mod 9.

Det kan straks afgøres, hvis Deres Højhed vil behage at svare.

Og hvis jeg svarer nej?

Jeg mener, om De vil stille Deres person på prøve.

Jeg vil spadsere her i salen. Hvis det behager kongen -

- det er min hvilestund... så lad kårderne bringe -

- og hvis kavaleren vil, skal jeg prøve at vinde for kongen.

Hvis ikke, vil jeg kun vinde skammen og de fleste stød.

Skal jeg meddele det?

Indholdet, ja, men De må gerne brodere på indpakningen.

- Jeg anbefaler mig ærbødigst. - I lige måde.

Han bør anbefale sig selv, for ingen andre vil.

Han bukkede for sin mors brystvorte, før han pattede.

Således har han og mange andre, som vor tid er så forgabet i -

- kun lært døgnets melodi og de bedre kredses fernis -

- der kan bære dem igennem de mest fortærskede talemåder.

Og puster man til dem, brister boblerne.

Herre... Hans Majestæt sendte sin hilsen med Osric -

- som bragte det svar, at De venter ham i salen.

Han spørger, om De ønsker at fægte med Laertes eller vil udsætte det.

Mit forsæt retter sig efter kongens ønske.

Hvis det passer ham, passer det også mig -

- nu eller når som helst, når jeg er frisk.

- Kongen, dronningen, alle kommer. - Det er godt.

Dronningen beder Dem tiltale Laertes med venlighed.

Det er et godt råd.

Du vil tabe dette væddemåI.

Det tror jeg ikke.

Siden han drog til Frankrig, har jeg øvet mig meget.

Jeg vinder på de stød, jeg får forud.

Du aner ikke, hvor beklemt jeg føler mig om hjertet.

- Men det betyder intet. - Men, gode prins...

Det er kun blændværk.

Men det er den slags ond anelse, der måske ville ængste en kvinde.

Hvis du er ilde tilpas ved det, så føIg din fornemmelse.

Jeg holder dem hen og siger, du er uoplagt.

Ikke tale om!

Vi trodser varsler.

Der våger et højere forsyn over hver en spurv, der falder til jorden.

Sker det nu, sker det ikke siden.

Sker det ikke siden, sker det nu.

Sker det ikke nu -

- så skal det dog ske engang.

Man skal blot være beredt.

Da intet menneske ved, hvad han går bort fra -

- hvad betyder det så at gå tidligt bort?

Lad det være.

Kom, Hamlet, kom, og tag denne hånd af mig.

Tilgiv mig.

Jeg har gjort dig uret. Tilgiv, så sandt du er en hædersmand.

Alle her ved, og du har nok også hørt, at jeg er straffet -

- med sindsforvirring. Hvad jeg har gjort -

- der kan såre dit hjerte, din ret og fornærme din ære -

- er sket i vanvid.

Krænkede Hamlet da Laertes? Nej, ikke Hamlet.

Når Hamlet ikke er sig selv og gør uret mod Laertes -

- er det ikke Hamlet, der gør det. Hamlet nægter det. Hvem gør det da?

Hans vanvid. Og i så fald har Hamlet også lidt uret.

Vanvid er stakkels Hamlets fjende. Lad den forsikring i vidners påhør -

- frikende mig for forsætlig ondskab -

- og i dit ædle sind stå som den -

- der skød sin pil op over huset og ramte sin bror.

Du har fyldestgjort min natur, der stærkest driver mig til hævn.

Men når det gæIder min ære, er jeg ubøjelig og afslår forsoning -

- indtil æIdre adelsmænd af prøvet ære -

- råder mig til at slutte fred, så mit navn kan være uplettet.

Indtil da modtager jeg dit venskab som venskab og vil ikke krænke det.

Det tager jeg glad imod -

- og ser hen til denne broderlige fægtekamp.

Giv os kårder!

- En til mig. - Du kan kåre mig til offer.

Ved min ukyndighed vil din styrke stråle som en stjerne i en sort nat.

- Du spotter. - Nej, ved denne hånd.

Giv dem kårder, Osric.

Hamlet, kender du væddemålet?

Ja, herre. Men De har satset på den svage.

Jeg frygter ikke. Jeg har set jer begge.

Men eftersom han er gået frem, får vi noget forud.

For tung. Giv mig en anden.

Den her er god. De har samme længde?

Ja, høje prins.

Sæt bægrene med vin på bordet dér.

Hvis Hamlet giver første eller andet stød -

- eller gengæIder stødet i tredje udfald -

- skal alle kanonerne på skanserne brage.

Så drikker kongen på prins Hamlets held.

Og i sit bæger vil han kaste en perle -

- så kostelig, som ikke fire konger i rad -

- har båret i Danmarks krone. Bægeret!

Lad pauken fortælle kanoneren -

- og kanonen til himlen og himlen til jorden:

"Nu drikker kongen Hamlets skåI! "

Begynd!

Og I dommere, se til, at I er agtsomme!

- Kom an! - Kom an, prins.

En dom!

Et stød. Afgjort et stød.

- Videre! - Stands! Mit bæger.

Hamlet... denne perle er din.

For din sundhed!

Ræk ham bægeret!

Først fægter jeg. Sæt det til side.

Endnu et stød!

Et stød. Jeg erkender det.

Vor søn vinder.

Han er for tyk. Og lidt stakåndet.

Hamlet, tag mit lommetørklæde og tør din pande.

Dronningen drikker glad på din lykke, Hamlet.

Drik ikke!

Jo, min husbond. Du må have mig undskyldt.

Det er giftbægeret. Det er for sent.

Jeg tør ikke drikke endnu.

Lad mig tørre dit ansigt.

Herre, jeg rammer ham nu.

Det tror jeg ikke.

Det byder næsten min samvittighed imod.

Angreb!

Tredje gang, Laertes. Du leger kun med mig.

Gå nu til mig med al din kraft.

Jeg frygter, at du kun har mig til bedste.

Det tror du?

Så kom da an!

- Ingen stød. - Skil dem. De er hidsige.

Nej, kom igen!

HjæIp dronningen!

De bløder begge to.

Hvordan går det?

Jeg er fanget som en sneppe i min egen snare, Osric.

Jeg er blevet fæIdet, og med rette, af min egen svig.

Hvad med dronningen?

Hun dånede, da hun så, at de blødte.

Drikken...

... drikken!

Åh, kære Hamlet!

Drikken... drikken!

Jeg er... forgivet.

Åh, ugerning! Luk dørene!

- Forræderi! Lad os finde det! - Her, Hamlet!

Hamlet, du er dødsens. Ingen lægedom i verden kan frelse dig.

Du har ikke en halv times liv tilbage.

Forrædervåbnet er i din hånd -

- tilspidset... og forgiftet.

Min svig har vendt sig mod mig selv.

Her ligger jeg for aldrig at rejse mig igen.

Din mor er forgivet. Jeg kan ikke mere.

Kongen... Kongen er skyld i alt.

Forræderi!

Så spidsen er også forgiftet?

Så... gift -

- gør din gerning!

Forsvar mig, venner. Jeg er kun såret.

Her... din blodskænder -

- morderiske, fordømte danske konge!

Tøm dit bæger. Er din perle her? FøIg min mor.

Han har fået sin bekomst.

Det er en gift, som han selv har blandet.

Lad os udveksle tilgivelse, ædle Hamlet.

Mit og min fars blod skal ikke komme over dig.

Og dit ikke over mig.

Gud befri din sjæI for det.

Jeg føIger dig.

Jeg må dø, Horatio.

Ulykkelige dronning... Farvel.

I, som blege og skæIvende ser til -

- som stumme tilskuere til dette sørgespil... Hvis jeg havde tid...

Men døden er en ubønhørlig stævningsmand.

... da kunne jeg fortælle jer... Men lad det fare. Horatio, jeg dør.

Forklar mig og min sag til dem, der ikke forstår.

Tro ikke det! Jeg er mere romer, end jeg er dansker.

- Der er lidt gift endnu. - Er du en mand, så giv mig det.

Gode Gud!

Giv mig det! Åh, Gud, Horatio -

- hvilket såret navn -

- om alt forbliver ukendt, vil ikke overleve mig!

Hvis du nogen sinde har holdt af mig -

- så hold dig endnu en stund fra saligheden i denne hårde verden -

- og lev dit liv i lidelse, så du kan berette min historie.

Hvad er det for en krigslarm?

Unge Fortinbras er kommet sejrrig fra Polen -

- og giver nu de engelske ambassadører -

- denne krigerhilsen.

Jeg dør, Horatio...

Den stærke gift -

- drukner helt min livskraft.

Jeg lever ikke til at høre de tidender fra England.

Men jeg spår -

- at valget -

- vil falde på Fortinbras.

Ham giver jeg i døden min stemme.

Sig det til ham -

- sammen med hele sagen, stort og småt -

- som har udvirket det.

Resten...

... er...

... tavshed.

Nu brister et ædelt hjerte.

Godnat -

- kære prins.

Og må engleskarer synge dig til ro.

Hvad vil de trommer?

Vis mig det syn.

Hvad er det, De vil se?

Et syn at ynkes over og undres over? Så søg ikke længere.

Dette... blodbad skriger på hævn.

Du stolte død!

Hvilken fest afholder du i evighedens hal, at du -

- har fæIdet så mange fyrster med ét blodigt skud?

Dette syn er tungt -

- og vores bud fra England kommer nu for sent.

Døve er de ører nu, som skulle have hørt vor besked om -

- at hans bud til os er blevet opfyldt.

At Rosenkrands og Gyldenstjerne ... er døde.

Hvor skal vi hente vor tak?

Ikke fra hans mund -

- selv om den havde liv til at takke.

Han gav ikke befaling til deres død.

Men siden I nu kommer så brat ind i denne -

- blodige sag... De fra Deres polske krig -

- og De fra England -

- så giv befaling til, at disse lig -

- bliver udstillet højt på en scene for alles øjne.

Og lad mig berette -

- for den intetanende verden, hvordan alt er gået til.

Så skal I høre -

- om lystne... blodige -

- og unaturlige gerninger.

Om lemfæIdige domme... tilfæIdige drab.

Om mord, der er forøvet ved svig og ved vold.

Og om rænker, der slog fejl, og ramte deres ophavsmænd.

Alt dette kan jeg med fuld sandhed berette.

Lad os da snart høre det.

Og kald de bedste folk sammen til at lytte.

Selv er det med sorg, jeg tager imod min lykke.

Jeg har gammel adkomst til dette rige -

- og min fordel byder mig nu at kræve det.

Om den sag har jeg også det hverv at tale -

- med ord fra ham, hvis røst vil trække flere med sig.

Men lad det blive ført ud i livet straks -

- mens folkets sind er oprørt, så der ikke sker flere ulykker -

- som føIge af rænkespil og uvidenhed.

Lad fire officerer bære Hamlet som kriger på en løftet båre.

For hvis han var blevet konge, var hans færd blevet kongelig.

Og til hans ligtog -

- skal krigsmusik og krigerskikke højlydt hædre ham.

Bær liget ud.

Et sådant syn sømmer sig på en slagmark -

- men ikke i salen her.

Gå...

Lad hæren skyde salut.