All language subtitles for Dostoyevsky.S01E04.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264.DDP5.1-DKV.da

Stuen.

Der kommer meget lys ind.

Og klokken er kun 14.

Lukker I skodderne, ser ingen jer.

Stille.

Privatliv.

Det er gangen.

Første opbevaringsskab.

Andet opbevaringsskab.

Og her er soveværelset.

Jeg

Jeg skal male det.

Badeværelset. Med det hele.

Håndvask. Brusebad. Spejl.

Om morgenen behøver man
ikke engang at tænde

lyset.

Og så det vigtigste.

Floden. Udsigten.

Og tekøkkenet.

Med alt, I har brug for.

-Tak.
-For hvad?

I vil takke mig, hvis I køber det.

Køber I det?

Vi ser på andre huse
og beslutter os senere, ikke?

Tror I, I finder et andet hus
til 20.000 euro?

Hvad sagde I?

Nej, vi må tænke over det, ikke?

Over hvad?

Vi tænker først over det,
det er vel normalt?

Ja, tænk over det først.

Huset er fint.

-Tak.
-Ja.

KAOSSET PÅ RÆKKE

ALT, VI GØR, GØR VI
FOR AT UNDSLIPPE DØDEN

Er du her for at få mig tilbage?

Nej.

Men nu spekulerer jeg på,
hvor du skal hen.

Væk.

Og din datter?

Hvad vil du gøre med Ambra?

Svar på mit spørgsmål.

Nu hvor jeg er væk,
hvem har så erstattet mig?

Ingen.

TIL SALG

Hvor fanden vil du leve?

Hvem siger, jeg skal leve?

Jeres billigste værelse, tak.

Det er allerede udlejet.

Så jeres næstbilligste værelse.

Det er også udlejet.

Må jeg bede om deluxe-suiten?

Hej.

Med eller uden brus?

-Uden.
-Okay.

Mine komplimenter.

-Undskyld?
-Komplimenter til kokken.

-Hvad har du spist?
-Blæksprutten.

Blæksprutten er god.
Jeg spiste den også. Den var god.

-Tak. Farvel.
-Må jeg stille dig et par spørgsmål?

-Om blæksprutten?
-Nej.

Om alt.

-Rend mig i røven, okay?
-Lad mig forklare.

Der er intet at forklare. Kom ikke
nærmere, eller jeg tæver dig. Skrid.

Marco Carannante, du voksede op
på Acqua Rosa Børnehjem.

Fra 1997 til 2004, ikke?

Hvad vil du?

Jeg vil tale om,
hvad der skete der i de år.

Ved du, hvor lang tid det tog mig
at glemme det lort

med terapeuter, piller og så videre?

Hvor meget vil du betale mig
for at huske det?

Jeg har ikke penge nok.

Men jeg tager også piller.

Og jeg har gået
til psykiatere og terapeuter.

Hvis der er noget, du ikke kan glemme,
kan du tale med mig om det.

Hør, jeg tager hjem, for jeg er dødtræt.

Jeg kan ikke forbyde dig at komme,
da det er en restaurant,

men hvis jeg ser dig følge efter mig
eller sådan noget

Bare rolig.

Jeg ville alligevel tilbage hertil.
Blæksprutten er virkelig god.

Bestil noget kød næste gang.

Du vil forstå, hvem du har med at gøre.
Ingen laver mad som mig.

Jeg burde lave mad på et krydstogtskib,
men jeg er her og spilder min tid med

-Ja?
-Jeg skal lige ringe.

Telefonen er kun til intern brug.
Undskyld.

Jeg skynder mig. Det er en nødsituation,
ellers havde jeg ikke spurgt.

Hvorfor ikke bruge din egen telefon?

Jeg bad om at bruge din,
fordi jeg ikke kan bruge min.

Faktisk ville du gøre mig
en stor tjeneste, hvis du ringede.

Jeg ringer ikke til nogen.

Jeg gør ikke ting, jeg ikke forstår.

Og telefonen her er kun til intern brug.

Læg samtalen på min regning.

Regningen for mit værelse.

Okay.

Opkaldet vil koste dig fem euro.
Selv hvis ingen svarer.

Og jeg tager fem euro
for fremtidige opkald,

jeg måske får fra det nummer,
du giver mig.

Okay, kære frue.

Vær nu sød at ringe til nummeret,

og sig, det er forkert nummer.
Det ville jeg sætte pris på.

Jeg forstår ikke, hvorfor du ringer.

Jeg gør ikke noget, jeg ikke forstår.

Jeg vil bare vide,
om min datter stadig er i live.

Hallo?

Undskyld, forkert nummer.

Din datter er i live.
Har du brug for andet?

Vi var så mange

For mange.

Vi var så underlige. For underlige.
Jeg var også underlig.

-Med "underlig" mener du så aggressiv?
-Også det.

Jeg fik mange tæsk.
Men jeg tævede også andre.

Alting var kvælende.
Man måtte have afløb for det.

Hvordan var vogterne?

De var røvhuller, men det var deres job.

At være røvhuller,

at give os en uddannelse.

At give os regler og tæsk.

Du virker ikke, som om du hader det,
der skete dengang.

Det kunne ikke blive værre, så

Og

den eneste måde at sikre,
at nogle har en bedre fremtid,

er at give dem en forfærdelig nutid.

Har du selv fundet på det?

Er det for smart?

Nej, der fik du mig. En fyr

en professor, en frivillig af en slags,
fandt på det.

Bare han aldrig havde gjort det.

Hvem var han?

Du kan ikke anholde ham. Han er død.

Det har han været længe.
Han var døende, da vi kendte ham.

Han var uhelbredeligt syg. Kræft.

Han var evigt irriterende
og talte altid om døden.

Jeg tænkte, det var klart, at livet
ikke gav mening for ham, han var døende.

Er du sikker på, han er død?

Ja, jeg er sikker.

Da de fortalte os det, tænkte jeg:
"Tak, det er jeg sgu glad for."

Kan du huske hans navn,

eller om han var frivillig
på andre børnehjem?

Ambrosoli.

Professor Daniele Ambrosoli.

Du kan selv finde ud af resten.
Jeg vil ikke gøre dit arbejde for dig.

PROFESSOR DANIELE AMBROSOLI

DET SOVENDE BARN

EN KONTROVERSIEL BOG UDGIVET I 2001

OM BOGEN
FORFATTER: DANIELE AMBROSOLI

SKYGGEKEGLE

FØDSELSDATO: 3. JANUAR 1942
LÆRER I ITALIENSK LITTERATUR

DIPLOM I SPECIALPÆDAGOGIK
ARBEJDEDE SOM PROFESSOR I ITALIENSK

ARBEJDSGRUPPEMEDLEM
SEMINARER: ÆGTE PARANOIA

FORSVINDENDE FAR
PSYKOLOGI UDEN PSYKOLOGI

-Det er smukt.
-Det er perfekt.

Det er til os. Til os tre.

Undskyld mig?

Undskyld mig.

Kan vi tale udenfor et øjeblik,
bare dig og mig?

Hun er vild med huset, hørte du det?

Det er jeg også.

Og undskyld, jeg skrev så sent i går,

men vi så annoncen

og kunne ikke sove.

Okay.

Hør, vi er rigtig glade for huset.

Det er perfekt for os.

Jeg mener

At købe et hjem, mens vi venter barn.

Alt er så perfekt.

Der er bare et problem.
Men vi kan finde ud af noget.

Vi har ikke 20.000 euro.

Desværre har vi ikke så meget.
Ikke lige nu.

Men jeg er bange for,
at hvis vi venter, er huset væk.

Derfor ville jeg tale med dig.

Vi kunne have virket mindre begejstrede,
da vi så huset, men

Vi var begejstrede med det samme,
for sådan er vi.

Vi snyder ikke.

Og siden vi er ærlige,

vil jeg fortælle dig,
at vi kun kan betale 10.000 euro.

Kontant.

Okay, det er fint med mig.

Tak.

Tak. Du

Hvordan skal jeg takke dig?
Du er et fantastisk menneske. Tak.

Hvad med, at jeg kalder på min partner
og frier til hende?

Jeg har ikke engang ringen,
men det vil være perfekt

efter de gode nyheder.

Nej, glem det. Foreløbig er det her nok.

Mange tak. Jeg mener det. Jeg

Skat!

Skat!

Kom, skat.

Denne herre har opfyldt vores drøm.

Virkelig? Ja?

Tusind tak, jeg mener det.

Du kan komme, når du vil.
Hvis du vil have kaffe eller

-Ja.
-for at tjekke husets tilstand.

Du er altid velkommen.

Hvad ville du døbe vores barn?

Det første navn, der falder dig ind.

-Enzo.
-Og hvis det er en pige?

Det ville være fantastisk

Har du aldrig tænkt på,
at morderen kunne være en kvinde?

Aldrig.

Aldrig?

Det har ingen af os.

Fordi I er

dumme og sexistiske.

Hvad vil du vide?

Hvem var de?

Hvilke piger lyttede til professoren,

hvem var fascinerede af ham,

hvem var hjernevasket af ham?

Jeg ved det ikke.

Jeg var en tyk, genert dreng.

Jeg har altid undgået kvinder.

Selv nu har jeg svært
ved at se dem i øjnene.

Du har spurgt den forkerte.

Jeg er god til at lave mad.

Det er mit eneste talent.
Jeg kan lave mad.

Vi bør skamme os

over alt det vrideri, vi foretager os
hvert øjeblik

for at føle, at vi ikke begår en fejl

ved at være her på jorden.

Men en krop

er aldrig så virkelig,
som når den brænder,

når den bliver det,
den altid skulle have været

aske.

Ingenting.

Stop.

Professoren sagde den slags, ikke?

Ja.

Ja, det gjorde han.

KØN

KVINDE

Jeg ser ro og rigdom.

Da du ikke er god til tarotlæsning,

så fortæl mig om din tid
på Acqua Rosa Børnehjem.

Hvem fanden er du?

En, der er rolig.

Og rig.

Hvad vil du vide?

Hvad kan du huske
om professor Ambrosoli?

Og hvilke af veninderne var de særeste?

Jeg kan ikke huske alle navnene.

Kun de særeste piger.

Hende.

Hende.

Og hende.

Og de mest voldelige?

Hende.

Og hende.

Hvem havde det tætteste forhold
til professor Ambrosoli?

Det havde hun.

Patrizia Piscopo. Fortæl mig om hende.

Vi mobbede hende,
men noget var anderledes.

Hun kunne vist lide det.

Vi slog, spyttede på
og fornærmede hende.

Hun ville altid have mere.

Hun havde altid sådan et blik

Jeg ved ikke, hun skræmte mig.

Man vidste aldrig, hvad hun ville.

Det var, som om hun var omgivet
af noget andet.

Selv når vi fik lov til at gå ud
til jul eller på andre helligdage,

valgte hun altid at blive
på børnehjemmet.

Og hun sagde aldrig noget.

Som om hun var glad for det,
hun havde der.

Men hun havde intet der,
ligesom alle andre.

Hvad var hendes forhold
til professor Ambrosoli?

De var hinandens yndlingsmennesker.

Jeg hadede dem. Jeg væmmedes ved dem.

Jeg har altid ment,
at hun og den gamle kneppede.

Det kan de godt have gjort.

Engang spurgte jeg hende,
om hun gerne ville sutte pik på ham.

Og hun stirrede på mig
med sit grimme fjæs og sagde,

at hun ikke ønskede at sutte hans pik.

Men at hun ville sutte hans kræft.

Den skide tosse.

Ved du, hvor Patrizia Piscopo er?
Hvad laver hun?

Jeg mistede kontakten,
som med alle andre.

Men især med hende, gudskelov.

Vær stille.

Fald ned, jeg kan ikke tage billedet.
Hold så kæft!

Hold kæft, rør jer ikke, tal ikke.

De høje børn bagerst og op mod væggen.

Okay.

Ret ryggen.

Mere.

Jeg vil ikke se jer hænge med skuldrene.
Sådan. Okay.

Kig herhen. Kom så, vi tager et billede.
Det er fint.

Okay.

Jer foran, rejs jer op.

Kom nu.

Kan I mon stå stille nok til at få taget
et billede? Rør jer ikke.

Ret ryggen. Okay.

Ambra, det er mig.

Jeg har nogle penge til dig.

Ti tusind euro.

Jeg beder dig møde mig en sidste gang,
så jeg kan give dig pengene.

Beløbet er i kontanter,
jeg kan ikke give dig dem på anden vis.

Så forsvinder jeg ud af dit liv,
det lover jeg.

Hvor er pengene?

Det er hundekoldt. Kom.

Hvorfor er du ikke hjemme?

Af to grunde.

For det første efterforsker jeg en sag.

Og jeg tror,
jeg har fundet det afgørende spor.

Hvor er mine penge?

For det andet

har jeg solgt huset.

Er der 10.000 euro i konvolutten?

Der er nok ikke engang det halve.

Det er alt, jeg har.

Det er ikke 10.000 euro.

Jo.

Jeg må snart af sted.

Jeg går.

Bliv.

Da du var lille,

var vi altid sammen.

Det var det, jeg elskede mest.

At komme hjem fra arbejde
og være sammen med dig, men

Så blev du voksen.

Kun lidt, ikke meget,
der gik kun et par år.

Du var fire, så fem.

Noget i mig virkede ikke længere.

Jeg var ikke rask.

Jeg gik til mange læger for at forstå,
hvad der foregik.

Deres svar

stillede mig med ryggen mod muren.

Min krop

begærede din.

Jeg ved ikke, hvorfor det skete. Det

Det var aldrig sket før.

Men min krop ville have dig.

Mit sind ville have dig.

Og jeg kunne ikke være sammen
med dig mere, de tanker var der altid,

mens jeg prøvede at kæmpe mod dem.

Så gjorde jeg, hvad en far ville gøre.

For at undgå at gøre dig fortræd
gik jeg min vej.

Jeg forlod dig.

For at redde dig.

For at redde

Så du er pædofil.

Jeg har aldrig misbrugt nogen
i hele mit liv.

Du er pædofil.

Jeg har en klam sygdom,

men jeg har aldrig misbrugt nogen. Jeg
kæmpede imod hver dag og gav aldrig op.

Det er klamt.

En pædofil.

Et uhyre.

Nej, dem, der udlever det, er klamme.

Dem, der lod sygdommen vinde.
Jeg lod den aldrig vinde.

Jeg tog masser af piller,

gik til masser af terapeuter,

indtil jeg

mistede alt.

Men jeg rørte aldrig nogen.

Hvad så nu?

Vil du kneppe mig?

Se, hvor vi er.

I et skodværelse på et pensionat.
Det er jo perfekt.

Vil du stikke den ind i mig?

Ambra, hvad fanden er det, du siger?

Min far vil ikke længere kneppe mig,
fordi jeg er blevet gammel.

For fanden, Ambra!

Hvad? Du er forbandet!

Du er forbandet!

Du er forbandet!

Jeg væmmes ved dig! Du ville kneppe mig!
Jeg væmmes ved dig!

Jeg opgav alt for dig, Ambra.

Jeg rørte dig aldrig.

Aldrig.

-Nej!
-Du dræbte alt!

-Ambra, hold op.
-Du ødelagde alt,

bare fordi din pik ville kneppe børn.

Stop så! Okay?

Jeg skal vise dig! Jeg skal vise dig,
hvad der virkelig gør ondt!

Stop så! Dit dumme svin!
Gør ikke grin med mig!

Jeg skal vise dig!

Ambra

Hvad laver du, Ambra?

Se på mig.

Hvad har du taget? Vis mig det! Hvad?

Kast op, Ambra. Kom her.

Kom her. Kast det op.

Kast det hele op, Ambra. Kast op.

Åbn munden. Ambra, kast op.

Kast op!

Kast op.

Jeg vil aldrig se dig igen!

Lad mig være!

Sådan.

Kast det hele op.

eller leve i frygt.
Brevene fundet på gerningsstedet

og offentliggjort af efterforskerne
for nogle dage siden

hjælper os med at tegne
et bedre billede af seriemorderen,

som stadig er på fri fod,

med tilnavnet Dostojevskij.

Morderen myrdede dem
"uden større drama",

som Dostojevskij skrev efter at have
skudt Camilla Vialli i hovedet,

den lille pige, der smiler på billedet,
og som blev dræbt på et landsted

sammen med sine forældre.

"Børn bør få det at vide med det samme:

'Det var en fejl at skabe dig.'

'Det var en fejl at sætte dig
på det her bord,

i det her permanente mareridt.'

Det bør forklares med det samme.
'Vi ledte bare efter nogen,

der kunne tage gruen i vores sted.'"

Sådan lyder endnu en tanke
fra Dostojevskij,

skrevet efter knivstikkeriet
ved højlys dag på Mohamed Josef,

fra Egypten, 52 år gammel

Imens leder teknikerne
efter spor inde i og omkring

Tekster af: Thomas Kirkegaard