All language subtitles for Diving.With.Dolphins.2020.NORDiC.720p.WEB-DL.H.264.DD+5.1-TWA.[dan]

Vores have er planetens livsnerve.

Min bedstefar, Jacques Cousteau,
inspirerede verden

med sin udforskning.
Han videregav mysterierne

fra et af Jordens vigtigste habitater.

Det var i den ånd,
at et hold af Disneynatures filmskabere

tog ud for at kaste nyt lys
over denne skjulte verden...

...og et af dens mest
fortryllende beboere.

For skabere af naturudsendelser
er havet den største udfordring.

Det er nådesløst.

Og besøg under overfladen er korte.

Her kommer de til en verden,
hvor de ikke bestemmer.

Og de må udvise de lokale respekt.

Nej, nej, nej, nej, nej, nej

Holdets mission?

At vise hvordan det er
at bo i delfinernes verden.

DYKKER MED DELFINER

I Det røde hav
gør naturfotografen Roger Horrocks

klar til at filme
historiens hovedpersoner,

øresvinene.

Han har filmet delfiner over hele verden,

men det er første gang, han filmer her.

Det er forskeren Angela Ziltener,
der er nøglen til en vellykket optagelse.

ANGELA ZILTENER
DELFINFORSKER

Hun har studeret dem her
i mere end et årti

og er ledvogteren
for Det røde havs delfiner.

Delfinerne er helt klart et af...

ROGER HORROCKS
FOTOGRAF

...et af de mest karismatiske dyr,
der findes i havet.

De er pattedyr, og folk kan forstå dem.

De har en pattedyrsagtig bevidsthed,

så vi er beslægtet med dem.

Roger er en yderst erfaren fridykker,
så han er i form til

at følge med delfinerne under vandet.

At filme delfiner er
en meget fysisk opgave,

for de er konstant på farten.

Så den største udfordring er
at følge med dem

og så opleve de øjeblikke med rent,
smukt samspil.

Det var en stor hjælp at have Angela der,

for hun har tilbragt
enormt meget tid på det sted.

Hendes kendskab til delfinerne
hjalp os meget.

Angela er en af de få forskere i verden,

som studerer dem ved at sportsdykke.

På den måde har hun lært
over 200 forskellige delfiner at kende,

og de har også lært hende at kende.

Hvis man vil forstå dyrene,
skal man være en af dem.

Det betyder ikke,
at man er et dyr som dem,

men at man bliver accepteret i gruppen.

Man får de forskellige individer at se

og forstår, at hver delfin er sig selv.

Hver delfin har sin egen personlighed,
ligesom mennesker.

Flokken kender Angela,

men vil delfinerne acceptere
vores mærkelige, nye fotograf?

Jeg vidste det faktisk fra det øjeblik,
jeg hoppede ud i det,

at det var alle tiders mulighed.

Delfinerne var ivrige efter
at komme i kontakt.

Ikke kun med hinanden,
men også med mig som kameramand.

Det var en stor glæde.

Vilde dyr, der gerne ville filmes.

Det var fantastisk.

Jo mere vi filmede, jo mere forstod vi,
hvordan de fungerer som flokke.

Det, der virkelig var specielt for mig,

var at se, hvor meget kontakt der var
mellem delfinerne.

Det var utroligt at se,
hvor fysiske de var.

Delfiner gnider hinandens finner

og rører hinanden, plejer hinanden.

Til at begynde med troede jeg,
det var noget med romantik,

men det er en måde at knytte bånd på.

De har følelser, er yderst intelligente
og minder meget om os.

Det varede ikke længe,
før Roger så et andet eksempel

på deres legesyge intelligens.

Der kom en flok unge delfiner,
og det var næsten, som om de viste sig.

Jeg mindes følelsen af,
hvor unik deres opførsel var,

og at det fik jeg nok aldrig at se igen.

De slår med halen for at flytte sandet

og blotlægge et stykke koral.

Og værsgo. Så er der legetøj.

Kun få dyr bruger så meget tid på at lege,

men det, vi tror, er legesyge,

kan også være en af de måder,
de unge delfiner øver sig i at jage.

Man kan nærmest se deres intelligens
og deres drillesyge,

og det er bare en utrolig forståelse for,
hvor intelligente de dyr er.

Jeg tror, delfinerne gør det,
fordi de elsker at gøre det,

og fordi de elsker udfordringen i det.

Jeg tror, de gør det for sjov.

Angelas research har afsløret
endnu en ting ved delfinernes liv,

som man sjældent ser i naturen:

søvnen.

Den her flok delfiner er så afslappet
i hendes nærvær,

at de tager en lur, mens hun ser på,

og Roger filmer.

Delfiner sover kun med én halvdel
af hjernen ad gangen.

Halvdelen af hjernen skal være vågen
for at huske at gå op efter luft

og holde udkig efter fare.

En konsekvens af at have
så aktive hjerner er,

at vilde delfiner, ligesom os,

skal have meget søvn.

De laver de her smukke bevægelser,
synkrone bevægelser,

hvor de kommer op og går ned igen.

Det er meget søvndyssende og langsomt.

Meget smukt at se på.

Det virkede så poetisk.

Takket være Angela begynder Roger
og de andre at forstå,

hvordan det er at være en vild delfin.

Den viden skal de bruge
i næste del af deres eventyr.

Det var et stort privilegium at være...

at have sådan en tilgang

til dyrene på deres vilkår,
fordi de vælger dit selskab.

Man kan ikke tvinge dem til
at være sammen med én.

Af alle de steder, jeg har dykket,

var de de mest imødekommende,

og det kommer jeg aldrig til at glemme.

Roger fik det til at se let ud
at filme delfiner,

men vil fotografen Didier Noirot
være lige så heldig på Hawaii,

når han skal filme historiens
næste hovedpersoner?

Pukkelhvalerne.

Hawaii er et godt sted
at filme pukkelhvaler,

DIDIER NOIROT
FOTOGRAF

fordi der er mange af dem.

Der er garanti for at se hvaler der.

Krystalklart vand.
Et perfekt sted at filme hvaler.

Det er også her,
hunnerne hvert år føder deres kalve.

Holdets første opgave er
at filme en mor med kalv.

De sejler ud med Luckey Strike,

hvor kaptajnen Tad Luckey...

TAD LUCKEY
KAPTAJN

...og en gruppe forskere
med professor Joe Mobley i spidsen...

HVALFORSKER

...er deres bedste mulighed for
at finde de familiepar.

Det er altid en udfordring.

Men ved aldrig, hvad man får.

Det er svært med de hvaler.

Det er svært for produceren.

Det er ikke så svært
at finde en hval på Hawaii,

men kaptajn Tad skal finde
den rigtige hval,

og det er svært.

Det med at finde
den rigtige hval at filme,

især mor og kalv
har jeg ingen forventning om.

Det vil sige, at jeg aldrig ved,
hvad jeg får filmet.

Didier var med på Jacques Cousteaus
originale ekspedition

og har dermed over 30 års erfaring
i at filme hvaler.

Jeg har 200.

Men det er uforudsigeligt hver gang.

Kom så. Kom så.

Det er en mor og en kalv,

men vil hun acceptere Didier,
som delfinerne tog imod Roger?

Prøv det.

Af sted.

Det svære ved at filme mor og kalv

er at være stille
og komme så tæt på som muligt.

Han bruger en boblefri dykkerflaske
for at nærme sig i stilhed.

Og hvaler, der ikke finder sig i Didiers
tilstedeværelse, bliver ladt i fred.

Holdet skal finde en venligsindet hval,

som er rolig i nærheden af en dykker.

De er lige taget af sted.

Vi var klar til at filme,
men nu er de langt væk.

Men forsøgene på at filme
en anden mor med kalv

endte på samme måde.

Når man ser en mor med kalv,
er hun altid meget årvågen.

Hun beskytter kalven,
så alle ukendte elementer som mig

vil sætte hende på vagt.

Optagelse to gav ingenting.

Endnu en er sluppet væk.

-Mor og kalv er smuttet.
-Så du fik ikke noget?

Af sted.

Didier har set alt for meget

til bagenden af hvalmødre.

Man må bare prøve igen.

Jeg skal finde en ny hval,
der vil lade mig komme tæt på.

Efter en lang dag uden held

prøver han en sidste gang.

Det er i øvrigt niende gang.

Han er heldig.

Didier har fundet en legesyg kalv,
han kan komme tæt på.

Man dykker ikke direkte ned til moren,
når kalven er nedenunder.

Man skal først blive
gode venner med kalven.

Hvis kalven bliver i nærheden af en
uden at virke bange og vender sig om,

så ved hvalen det, også selvom hun sover.

Hun ved, at der er nogen,

men også at kalven er glad
for vedkommende,

så hun tolererer det måske.

Da den dykker ned under sin mor
for at hvile sig,

følger Didier stille efter.

Tiden er inde,
for hvis hvalen svømmer væk,

mister jeg hende for altid.

Så jeg bestemte mig for
at svømme meget langsomt

og uden at lave den mindste støj.

Mor holder et vågent øje med ham,

men hun lader til at have det fint med,
at han er der.

Endelig succes.

Dykkere som Didier er kun ydmyge gæster
i den umådelige undersøiske verden,

men selv de mægtigste dyr

vil af og til lade folk komme tæt på.

Efter mange ugers forsøg

får holdet endelig filmet en mor med kalv.

Det er morens pligt at beskytte sin kalv,
mens den hurtigt vokser sig stor,

før den lange rejse tilbage til Ishavet.

Mellem hvilestederne på deres tur

opmuntrer moren sin kalv til
at springe op over vandoverfladen.

Det ligner en leg, når den plasker rundt,

men det er en vigtig måde
at opbygge styrke og muskler på,

hvilket også udvikler deres evne
til at holde vejret.

Det tætte bånd mellem moren og kalven

giver vores filmskabere adgang

til pukkelhvalernes samfund.

Det lave vand ved kysten
er et perfekt fristed,

når en ung kalv skal vokse sig
stor og stærk.

Langt fra de farer,
der lurer i det dybe, åbne hav.

Men det er også stedet,
hvor den snart bliver præsenteret

for et større hvalfællesskab.

Et indviklet samfund,

som vores hold
kun lige er begyndt at forstå.

For virkelig at forstå delfinernes verden

må filmskaberne rejse

til det inderste af deres hjem i havet.

Til grundlaget for hele historien.

Et sårbart afbalanceret økosystem,

der er et fristed for millioner
af fantastiske birolleindehavere.

Et koralrev.

Hvis man vil fange detaljerne
i denne undersøiske verden,

kræver det en virkelig dygtig kameramand

med en udpræget sans
for præcision og detaljer.

Fotografen Doug Anderson...

DOUG ANDERSON
FOTOGRAF

...er det perfekte valg til opgaven.

Vi ville gøre synet af revet

så virkeligt som muligt.

Så vi prøvede forskellige teknikker.

Så mange vi kunne komme i tanker om

for at få nogle mere spændende billeder.

Vi brugte en undervandsscooter,

som minder om en torpedo med en propel på,

for at opnå en følelse af en delfin,
der glider hen over revet.

Vi brugte en jib, et kamera,
der sidder på en stang.

Med den kunne vi lave
meget rolige bevægelser

hen over koralrevet og forsøge at få

personligheden for de forskellige arter,
vi gerne ville have med

op på lærredet.

Af alle de undersøiske habitater
på planeten

er koralrevene dem med størst diversitet.

Jeg er målløs over farverne,
livet og skønheden foran mig.

Det er fuldkommen fantastisk at se på.

Intense oplevelser af liv.

Jeg tænker tit på koralrev som en by.

Bygningerne er korallerne.

De bygninger er hjemsted for utallige dyr.

Hvert et dyr, der bor der,
er lige så vigtig for hinanden

som alle de andre.

Men der er nogle dyr i koralrevet,

der udfører meget vigtige opgaver.

Doug vil finde nogle nøglefigurer

for at understrege
vigtige elementer i samfundet.

De flotte fyre her er et godt eksempel.

Bulepapegøjefisk.

De er de lokale gartnere,

som rydder revet for døde koraller,
der er dækket af alger.

I den seneste tid,
hvor havene er blevet varmere,

er koralrevene blegnet og døde.

Rev med papegøjefisk
bliver hurtigt renset,

så nye koraller kan slå rod
og revet leve videre.

Rev, som har mistet deres papegøjefisk,
overlever sjældent.

Papegøjefisk er vigtige for
at holde revet sundt,

men Doug har opdaget en anden vigtig fisk.

Den utrolige og energiske pudsefisk.

Der er øjeblikke ved revet,
hvor det bliver meget tydeligt,

hvor kontrolleret og indviklet

forholdet mellem de forskellige dyr er.

Et er de øjeblikke er, når man ser
pudsefiskene gøre deres arbejde.

De gør et enormt vigtigt arbejde.

De fjerner parasitterne og den døde hud

og skæl og alt det andet.

De går helt ind i munden på dem
og ind i gællerne.

De arbejder konstant.

De er så sjove at se på.

Og så laver de en sjov,
lille dans for at lokke kunder til.

Alle kommer ind på deres vaskerier.

Sød lille revfisk.

Og så er der de store rovfisk.

Man bliver virkelig målløs,

når man ser en pudsefisk

gå ind i munden på
en rovfisk på en halv meter.

Der er en lov her ved revet.

Man rører ikke en pudsefisk.

Det er et af de skønne eksempler på,

hvor indviklet forholdene på et rev er.

Mens Doug udforsker samlivet

mellem fiskene og revet,

er Roger stadig ved Det røde hav,
hvor han snart opdager,

at delfiner har lignende afhængigheder.

Angela har opdaget en utrolig forbindelse

mellem delfinerne og korallerne her.

Jeg var helt oppe at køre over
et specielt adfærdsmønster,

som Angela fortalte mig om,

og jeg var fast besluttet på
at fange det på film.

Angela har taget Roger med til
et meget specielt sted,

som delfinerne besøger hver dag...

og som de får mange goder fra.

Hovedsagen for mig var den følelse,
man får som fotograf,

når man ved, det er en unik opførsel,

og man mærker presset om
at få det med på filmen.

Angela fortjente godkendelse af delfinerne

gjorde, at hun kunne følge dem
og gøre sin utrolige opdagelse.

Der er en særlig art koral.
De kaldes søtræer.

Delfinerne kan lide at gnide
alle dele af kroppen

mod denne koral, fordi den er så blød.

Dette gnideritual lader til at være

en vigtig del af hverdagen for dem.

Det er så fint at se dem ligesom stå i kø.

De er meget blide.
De kæmper ikke for at komme først.

De er høflige og lader hinanden komme til.

Og så svømmer de tilbage
og går igennem igen.

Så det er også et fint socialt ritual.

En anden ting,
vi ved om forskellige koraller, er

at de har antibakterielle egenskaber.

Så måske bruger delfinerne også

korallerne som medicin

eller for at forebygge hudsygdomme.

Det er svært at bevise,

for det kan også bare være
den rare fornemmelse,

men vi må finde ud af,

om de virkelig selvmedicinerer sig.

Angelas sensationelle observationer

har udvidet vores forståelse

og giver også anledning til nye spørgsmål

angående delfinernes opførsel.

Den hypotese, som Angela forsker i...

Hvis det kan bevises, at den er sand,

understreger den
den fantastiske samhørighed

mellem disse pattedyr og koralrevene.

De kommer ikke kun her for
at hvile sig og lege

og føle sig sikre,

men også for at helbrede sig selv.

Angela håber på at kunne afsløre mere
om delfinernes liv,

så vi kan beskytte dem
og deres hjem ved revet

i lang, lang tid endnu.

Men et koralrev er ikke altid

et sundt fristed for sine beboere,

hvilket Doug snart opdager.

Revet er selvfølgelig levende,
farverigt og smukt.

Det er den lyse side af revet,

men revet har også sine skumle gyder.

Det har sine mørke steder.

Steder, hvor...

det visuelle ikke kun er glæde
og skønhed og liv,

men føles lidt mere uhyggeligt.

Det er de steder,
de fleste dykkere ikke tør besøge.

Doug og hans hold er i Malaysia

på vej mod Sipadan,

en ø med en unik og skjult hemmelighed,

der viser de farer,
nogle af vores medvirkende har

i deres eget hjem.

Sipadan er en usædvanlig lille ø.

Det er en klippe midt i
flere hundrede meter vand.

Det er et havreservat,

og der er tonsvis af skildpadder her.

Revet her virker som et perfekt fristed.

Men under den rolige overflade
ligger katastrofen og lurer

på alle vildfarne skildpadder.

Inde i revet er der en katakombe.

Det er den, de er kommet for at filme.

Jeg havde hørt om skildpaddegrotten
tyve år tidligere,

og hvor svært det var at komme ind.

Bare det at få udstyret derind er svært,

for slet ikke at tale om at sætte lys op
eller filme noget.

Vi har en jib, som minder om en boomstang

med et kamera i den ene ende
og vægte i den anden.

Vi har undervands-samtaleanlæg,

som gør, at vi kan tale sammen.

Vi kan kommunikere med båden,

men forbindelsen ryger, når vi går ind
gennem indgangen til grotten.

Ovenvande, dykkerne her.

Vi skal til at gå ind i grotten.

Vi ses på den anden side.

De kan blive dernede i tre timer.

Hvis noget går galt,

kan vi ikke hjælpe dem heroppefra.

Vi kan ikke gøre andet end at vente.

HELEN SAMPSON
PRODUCER

Vi krydser fingre for, at det går godt.

Åh, dykkere

Dykkere, er I okay?

Vi er ved grotten

Der er så uhyggeligt

Virkelig skummelt

Åh, dykkere

Det går op for os, at det bliver
virkelig svært at arbejde her.

Vi må lægge liner, så vi kan føle os frem

ind og ud af grotten.

Der er ikke noget lys.
Det er en lille passage.

Vi lyser det kun op med en lommelygte.

Nu kan I se små glimt af, hvor fjern

og svær at komme ind i
og dermed svær at komme ud af

det sted var.

Jeg følte mig slet ikke rolig.

Normalt når man dykker på åbent hav,

og der er et problem;

man løber tør for ilt
eller får problemer med udstyret,

så går man bare op.

Det kan man ikke i en grotte.

Der er ingen vej op. Kun en vej ud.

Og der er også et problem,
at der er mørkt derinde,

og med alt udstyret,
må vi have sat lys op.

Det, vi tænkte på, var mest,
hvordan vi skulle gøre det praktisk,

fremfor hvordan det ville se ud.

Det var først,
da jeg tændte lyset i grotten,

at jeg fik en fornemmelse af,
hvad det var for et sted.

Jeg så et gravsted.

Og på grottens fremspring

lå næsten perfekte skeletter
af grønne havskildpadder,

der var døde der i løbet af årene.

Åh, se

Der er en skildpadde bag dig

Den spørger sig selv, hvorfor du mon

Filmer i en grotte

Han vil gerne følge med dig

Følge med dig

Følge med dig

Doug skal bevæge sig
meget langsomt og forsigtigt.

Grottens gulv er dækket af fint bundfald.

Der er dem, der tror,
at det er forstøvede rester

af tusindvis af skildpaddeskeletter,
der er forvitret over mange tidsaldre.

Én forkert bevægelse kan hvirvle
grotten ind i støvskyer,

så holdet får svært ved at finde ud.

Efter mange timers
møjsommelige forberedelser,

begynder Doug at afsløre
grottens uhyggelige hemmeligheder,

fra en skildpaddes perspektiv,
når den på tragisk vis er faret vild.

Det var som at være i en kirke.

Jeg følte en enorm respekt for stedet.

Der var en følelse af fred og ærbødighed.

En uhyggelig forbindelse til noget.

Vi mærkede det alle sammen.

Et koralrev er på mange måder en livgiver,

men den tager også liv.

Mange timer senere vendte de op
til overfladen igen

og til sikkerheden i båden.

Til dig

Det var meget mere specielt,
end jeg troede, det ville være

GISLE SVERDRUP
PRODUCER

Det var meget rørende
at se alle de skildpaddeskeletter

i bunden af grotten

og så forestille sig skildpadderne,
da de for vild derinde,

og hvor bange de må have været.

For at vise et bredere billede
af denne verden under havet

ville filmskaberne afbalancere
de hårde realiteter

med billeder af skønhed og fortryllelse.

Og på Hawaii

har Didier fundet noget
af det mest fortryllende.

En syngende hanpukkelhval

med hundredvis af andre,
der slutter sig til sangen.

For kun 50 år siden var der stille her.

Forsker Joe Mobley har overvåget
deres voksende antal.

Pukkelhvalerne i Det nordlige Stillehav
blev næsten udryddet af jægere,

men så blev de fredet i 1966.

På det tidspunkt var der nok
under 1000 hvaler,

der kom til Hawaii.

Men nu, 50 år senere,

er der måske helt op til 10.000 dyr,
der besøger Hawaii-øerne.

Så den dag på Luckey Strike

ledte vi efter en sanger.

For at vise, at hvalerne kommunikerer.

De hører til et samfund.

Men Didier havde ingen anelse om,
hvad han skulle se.

...100 fod ned, så vi kan se bagfinnerne.

Der er mange makreller her, og det er...

Det røde mærke her er en hval.

-Den er 100 fod nede.
-Han er lige der.

-Han sang.
-Jeg hørte det også.

Pigerne sagde,
de kunne høre ham klart og tydeligt.

På båden kan vi høre
hannen synge så tydeligt,

fordi vi er lige oven over ham.

-Vi kan stadig høre ham.
-Ja.

Så vi er tæt på.

Vi gik forsigtigt ned i vandet.

Jeg så mig omkring,
og så dukkede to hvaler op,

og de kom hen og stoppede op foran mig.

Lige foran mig.

Så begyndte der at ske
noget helt fantastisk

lige for øjnene af Didier.

Så dukkede en tredje hval op,
og de begyndte at danse sammen.

Det er en gave fra naturen

at være tilskuer på første række.

Når man dykker med de kæmper,

forstår man endelig, hvor lille man er.

Det var et af de bedste
øjeblikke i mit liv.

Det var helt fantastisk.

Man kan ikke glemme de øjeblikke,

når man er alene og så lille
ved siden af de kæmper.

Så det er virkelig noget,

jeg vil mindes for evigt.

Det, Didier har fanget,
er kun et lille glimt

af pukkelhvalens sammensatte
sociale opførsel.

Men vi har endnu ikke forstået meningen
med den smukke hvalballet.

Delfiner tager de sociale aktiviteter
til nye højder.

Og holdet ville vise,
præcis hvordan de opnår spænding.

De er et symbol på frihed.

De strejfer rundt i havene.
De er ikke bundet.

Og det ser man nok bedst
og smukkest udtrykt, når de surfer.

Surfende delfiner ser man jævnligt
Sydafrikas vilde kyst,

hvor Roger voksede op.

Nu vender han tilbage til sine rødder

med et hold specialister i store bølger

for at forsøge at filme
delfinernes utrolige opførsel.

Grunden til, at vi valgte kysten her,
er, at vi ved, her er delfiner.

Vi ved, at om vinteren,
når vinterdønningerne kommer,

bliver bølgerne fantastiske.

Rogers idé er at filme dem
inde fra surfzonen.

Fotografen Jamie McPherson

JAMIE MCPHERSON
FOTOGRAF

har anbragt et gyrostabiliseret kamera
bag på en speedbåd.

Og kaptajn Carl...

CARL ELKINGTON
KAPTAJN

styrer båden bag ved bølgernes brydning.

Surferveteranen Paris
vil bruge en vandscooter

PARIS BASSON
VANDSCOOTERFØRER

til at få Roger på plads foran bølgen.

Alt er parat,

og delfinerne er dukket op som på tælling.

De er svømmet langs kysten
I store grupper.

Men holdet er lige stødt på
deres første problem.

Ironisk nok er den berygtede vilde kyst
blevet helt stille.

Vi kom forbi to-tre hundrede delfiner,

opdelt i seks eller syv grupper.

Så delfinerne er her,

men her er ingen bølger.

Vi har delfiner.
Nu mangler vi bare en bølge.

Der er ingen bølger nu, så...

Vi skulle få nogle bedre bølger
de næste to dage.

Så vi må bare vente og håbe,
at der sker noget,

og at delfinerne har lyst til at surfe.

Men i stedet fik vi meget stille vand,

hvilket er meget usædvanligt i Transkei.

Så vi benyttede os af lejligheden

til at få nogle undervandsoptagelser
af de passerende delfiner.

Vi krydser fingre, finner,
flokke og blæsehuller

STEVE BENJAMIN
SIKKERHED

og haler og luffer og hænder og fødder.

Vi krydser alt, vi kan.

Roger dykker ned i det klare vand
ved stranden.

Inden længe dukker en flok
ivrige delfiner op.

Da jeg svømmede med delfinerne
for første gang,

foregik der en del skubben
med bagudbøjede rygge.

Om det var en speciel form
for samspil, ved jeg ikke.

Og jeg har aldrig set det
andre steder i verden.

Det er heldigt, at nu,
da Roger er sammen med flokken,

kommer der endelig bølger.

Og vores hovedrolleindehavere er i gang.

Deres fart var utrolig.

Man kan faktisk se,
hvordan de bruger bølgens energi

for at opnå fremdrift.
De rider på trykbølgen.

Og så ser man dem vende, få mere fart på

og så dreje mod venstre.

Og det er det tryk,
der sender dem ud bagom bølgen.

Det var pragtfuldt at være med i det.

Det var virkelig en bonus.

Men snart begynder bølgen
at blive farlig for Roger.

Det er på tide at komme væk.

Endelig er der bølger.

Og med dem, flere delfiner.

Hallo, kan I høre mig?

Der er mange delfiner
på vej ind mod surfzonen.

Ja, det ser holdbart ud.
Jeg tror, vi får noget nu.

Kom herned.

Endelig er Jamies hold klar til kamp.

Delfiner i bølgen.

Carl skal styre sin båd ind i surfzonen...

og have Jamie til
den bedst mulige position.

Man skal være hurtigere end bølgen.

Men så kommer der et tidspunkt,
hvor man må ud.

Hen over en fem meter høj bølge,
så der er fem meter ned bagefter.

Midt i kampen med bølgerne
må Carl også vise Jamie,

hvor delfinerne måske springer frem.

Ja, der er de.

Ja, vi kom foran den bølge.

Det er svært at holde sig tæt på delfiner,
der svømmer gennem en bølge,

mens man sejler den anden vej i høj fart.

Men endelig er der gevinst,

og Jamie fanger bølge efter bølge
med delfinmagi.

Det er det mest spændende, jeg har lavet.

Men Carl må ikke blive fanget
foran bølgerne.

Hvis de begynder at brydes,
kan de let kæntre hans båd.

Det er her, Roger og Paris kommer ind.

-Nu skal vandscooteren i vandet.
-Ja. Kom så.

Det var første gang, jeg prøvede

at filme delfiner fra en vandscooter.

Det, vi håbede på at få, var en
eller to optagelser taget foran bølgen.

Det bølger var store.

Det er en stor bølge.

Den her virkelig dygtige fører
prøver på at få en

ind i afsindigt svære situationer,

hvor bølgen kan vælte ind over en
når som helst.

Paris var fantastisk.

Han kunne forudse,
hvordan bølgen ville brydes.

Jeg glemmer aldrig det øjeblik,

hvor der kom en rigtig flot bølge

med en stor flok delfiner.

Vi forsøgte os med en bølge...

og så så jeg delfinerne
på forsiden af bølgen.

Paris må vente, vente, vente.

Han skal bedømme den.

Der var det skønne syn af dem,
der susede ned ad bølgen.

Og idet bølgen brydes,
skal han have os væk i en vældig fart.

Det skete så hurtigt.

Det var den optagelse,
jeg havde håbet på at få.

Det er helt fantastisk.
Når man har ventet så længe.

Ventet og ventet i dagevis,

og så pludselig sker det,
og det er helt perfekt.

I næste øjeblik tager Steve kameraet

og siger: "Tag jeres gear,"
og så er den der bare.

Præcis som vi forudså.
De springer ned foran,

surfer bølgen sammen
og springer baglæns ud.

Det er fantastisk.

Vores filmskabere har fanget
nogle utroligt dynamiske scener

af delfiner, der leger.

Men delfinens hverdag
er ikke kun sjov og ballade.

De skal også finde mad,

og den finder man ikke så tit
på selve revet.

Og et af delfinernes
mest fantastiske spisesteder

er i Bahamas.

Om bord på Dolphin Dream

sætter Bahamas-holdet sin lid til,
at kaptajn Scott Smith,

en erfaren delfinfinder,
kan tage dem et godt sted hen.

Til denne del af historien
har vi fotografen Paul Atkins...

PAUL ATKINS
FOTOGRAF

...en havbiolog med speciale i delfiner,

som har filmet dem over alt i verden.

Jeg har filmet delfiner
og hvaler i over 30 år.

Så jeg har filmet øresvin i Bahamas før.

Jeg griber enhver mulighed
for at tage tilbage.

Det er altid spændende at hoppe i vandet

og se de dyr, jeg kender så godt.

Nogle gange er det,
som om de kan huske mig.

At de kommer hen og siger goddag.

Når de til sidst holder op med
at lægge mærke til en,

er man blevet en del af deres stamme.

Og det er en fantastisk oplevelse,
når man kan følges med dem

og se, hvad de laver.

Paul er kommet for at filme
delfinernes meget specielle jagt.

De benytter en slags sonar,
der kaldes ekkolokalisering,

og som fungerer som en slags røntgensyn.

De udsender nogle hurtige kliklyde,
som rikochetterer på skjulte genstande.

På den måde finder de mad under sandet.

Det kan være bajonetfisk.

Når man er sammen med en flok delfiner,

er det et privilegium at se deres kultur.

Delfiner er et af de få dyr,

bortset fra mennesker og menneskeaber,

der har vist sig at have en kultur.

Og den kultur er baseret
på måder at finde mad på.

Rundt om i verden har delfinerne
udviklet forskellige ernæringsstrategier

alt efter deres habitat.

Nogle af dem kræver
en usædvanlige grad af samarbejde.

Disse lavvandede vådområder i Florida

er rige foderområder
for mange hav- og kystdyr.

Og den overflod af fisk

har medvirket til at udvikle
en spektakulær jagtteknik for delfiner,

kendt som muddercirkling.

Forskeren Laura Engleby...

LAURA ENGLEBY
DELFINFORSKER

...har taget fotografen Jamie McPherson
med til vådområderne

for at opsøge det fantastiske fænomen.

For Jamie vil det måske ikke være så stort

som at filme delfiner, der surfer,

men det er lige så svært.

Fandens også.

Det er svært fra båden,
for man skal regne ud, hvor de er.

Kameraet er lige ved havoverfladen.

Man ser dem kun, når de kommer op.

Man ser finnerne af og til.

Man prøver at regne ud, hvor de er
på vej hen. Det er svært at koordinere.

Det er svært
at være det rette sted på rette tid.

Pludselig lader det til,
at delfinerne begynder at samarbejde.

De er ude til højre nu, Jamie.

-Til højre.
-Hvor?

-Til din højre.
-Okay.

Kan du se dem...?

Jagten er gået ind.

Jamie zoomer ind på jagten.

Der er en del plasken.

De kommer ikke op med hovedet
for at fange fisken før sidste sekund.

De skal forsøge at fange fisken,
når den flyver gennem luften.

Så at se deres ansigtsudtryk,
og hvor hurtige de er

om at reagere på fiskene i luften,
gør, at man bliver helt opslugt.

Men for at forstå deres opførsel og se,
hvad der foregår,

måtte vi se det fra luften.

At få øje på delfinflokke
her i vådområderne

er meget lettere fra en helikopter.

Jeg kan se nogle delfiner dernede.

Hver dag svømmer delfinerne
op gennem kanalerne

og ind i det farligt lave vand,

lokket af de store mængder fisk, der er.

Det er vist inde på meget lavt vand.

Når det er ebbe, er vandet så lavt,
at de ofte må svømme på siden.

Den her ser ud til at hygge sig
med at jage i havgræsset.

Hvad laver du?

Men det er ikke den type jagt,
holdet er ude efter.

Så de fortsætter deres søgen.

-Ja, jeg vender om.
-Okay. Ja.

Jeg vender snuden nu.

Ja, og så tager vi tilbage til dem her,
hvis vi ikke finder andet.

I nærheden viser
en anden flok delfiner os en af farerne

ved at jage på så lavt vand.

-De er helt klart strandet.
-Ja, det er de.

Utroligt. De har lavet
et lille mudderhul til dem selv.

De er svømmet rundt i små cirkler
og har lavet et mudderhul,

de kan svømme hen til.

Der undgår de solskoldning
og at vælte om på siden,

for det værste,
der kan ske i den situation,

er, at de knuser deres indre organer
med deres egen vægt og blive overophedet.

Det er slemt at se dem så stressede
og bekymrede, for vi kan ikke gøre noget.

Vi sidder i en helikopter
og kan ikke hjælpe.

Laura ved, at tidevandet er på vej,
så delfinerne bliver snart befriet.

Og inden længe får de øje på noget.

Mudderskyer.

Da de nærmer sig, kan de se,
at delfinerne er i gang med en jagt.

Set fra luften får man
et helt andet perspektiv på,

hvad der foregår.

De jagter helt klart et bytte,
men det er en jagtstrategi,

der ikke er dokumenteret i litteraturen,

og som nu via luftfotograferingen

gør os i stand til at se, hvad de laver.

Men det er stadig ikke den form for jagt,
de er kommet for at filme.

Og så endelig får Jamie øje på det,
de er kommet for.

En delfin,
der hvirvler mudderet op med halen

og skaber en perfekt cirkel.

En muddercirkel.

Hold da op.

Den her teknik er et godt eksempel på
delfinernes usædvanlige intelligens,

når de bruger mudderet
som et perfekt fiskenet.

Jeg kan se,
at de har omringet en fiskestime.

Ja, det er rigtig fint.

Andre delfiner har gennet
fiskestimen ind i ringen.

Og de fangede fisks forsøg på at undslippe

fører dem lige ind i de ventende gab.

Det er helt perfekt. Der er en fiskestime.

Man kan se delfinerne prøve
at komme uden om dem.

Se lige det.

-Det er utroligt.
-Ja, det er.

Jeg har aldrig set noget så koordineret.

De samarbejder og kommunikerer

for at koordinere ringen bedre
og få fiskene til at springe op og lande,

hvor delfinerne venter.

Det er en fantastisk opvisning.

Holdets tålmodighed har givet pote.

De har endelig fået filmet

øresvinets usædvanlige strategi
med samarbejde i jagten.

Ude på meget dybere vand ved Hawaii

er hvalholdet vendt tilbage for at filme

en stor forsamling pukkelhvaler.

Men denne forsamling minder på ingen måde
om delfinernes samarbejde.

Tværtimod.

En intens konkurrence er undervejs.

De samles her i stort antal

for at deltage i naturens
mest spektakulære kamp.

På Luckey Strike har Tad slået sig sammen

med Paul Atkins for
at filme det her mægtige ritual.

De følger en hunpukkelhval,
der har adskillige hanner i hælene.

Der er helt klart spænding i luften,

når man er på vej ud for
at filme en af de kampe.

Man ved aldrig, hvad der vil ske.

De svømmer virkelig hurtigt derude.

Professor Joe Mobley dokumenterer
aktiviteten fra boven.

Og da båden får indhentet flokken,

sker der virkelig noget.

Kampen skal til at begynde.

Hannerne begynder at jagte hinanden.

Flokken bevæger sig hurtigt.

Da Paul begynder at filme
den spektakulære adfærd,

blander flere og flere hvaler sig
i konkurrencen.

Alle udfordrerne prøver på at indhente

og erstatte hvalen i spidsen

i ønsket om at blive
den ultimative mester.

Ude foran er det hunnen,
der bestemmer tempoet.

Men oppe fra overfladen
ser man ikke hele kampen,

hvilket Joe har haft mistanke om
i mange år.

Det er frustrerende,
at jeg er bundet til verdenen over vandet,

hvor vi kun ser mindre end to procent
af deres adfærd.

De fleste vigtige ting foregår
under vandet.

Vi bruger jibben, ikke?

Værsgo.

Vi gør et forsøg.

Jeg er begyndt at udnytte
muligheder som den her,

hvor jeg kan arbejde med filmhold
og deres hightech-udstyr.

Den slags udstyr giver os hvalperspektiv.

Vi kommer til deres verden.

Vi får sandsynligvis svar på de spørgsmål,

vi har stillet i årtier nu.

Okay, har du den?

Vi har designet det ultimative jib-kamera.

Det havde ingen gjort før.

Okay, jeg har den.

Stativet skal være solidt nok

til at klare at bevæge sig gennem vandet
med fire-fem knob i timen.

Nogle gange seks knob.

Paul håber på at få
nogle unikke undervandsoptagelser

af den fantastiske konkurrence.

Han gør monitoren klar oppe på dækket.

Båden suser af sted for
at indhente de angribende giganter,

og kaptajn Tad skal have den
op på siden af dem.

Okay, der er to hvaler.

Nu er der tre hvaler i billedet.

Der er en midt i billedet nu.

Vi ligger godt her, Tad.

Han kommer op lige her. Det er godt.

Bliv her og lad de fyre indhente os.

Ved at kombinere Pauls optagelser
under vandet og ved overfladen

med optagelser fra en helikopter...

Det er godt, Tad. Hold den.

...viser han for alvor,
hvor intens den kamp er.

Der kommer en nedefra.
Det er en fantastisk placering, Tad.

Han kommer op lige her. Det er godt.

Hold da op.

Jøsses.

Alle hvalerne dykker ned i dybet.

Dykker, dykker.

Og de er på vej.

Vi kan se dem alle sammen
dykke mod bunden.

Omkring 60 meter ned.

Nogle gange kan vi følge dem

helt ned til bunden og se dem

ligesom gnide sig mod bunden
60 meter nede.

Hvis vi kunne få et kamera derned,

kunne vi måske finde ud af,
hvor det hele sker.

Måske er det der, de parrer sig.

-Hvem ved?
-De kommer op.

De er stadig hos os.

Pludselig kommer de op fra dybet,

og kampen genoptages
i et endnu vildere tempo.

Ja, for det er...

Ja, det her bliver godt.

Over 25 hanhvaler brager forbi kameraet

i en sky af aggressive bobler.

-Mange bobler.
-Ja.

Enormt mange bobler.

De bagerste prøver
at presse de forreste ned.

De vædrer dem for at komme i spidsen
tæt på hunnen.

Det er den vildeste konkurrence i havet.

Endelig,
da de andre hanner er blevet trætte,

tager de to hurtigste
og stærkeste føringen

i jagten på hunnen.

I sidste øjeblik gør udfordreren et udfald

og presser sin rival ned...

og ud af kapløbet.

Han har vundet.

Så er de væk.

Nu smutter de.

Kampen er endelig forbi.

En mægtig pukkelhval har kæmpet
og vundet retten

til at beskytte den ensomme hun.

Det var kun muligt
at filme den storslåede begivenhed,

fordi fredningen af hvalerne har gjort,
at der er flere nu.

Den slags succeshistorier
er desværre sjældne.

Og til forskel fra pukkelhvalerne

går det ned ad bakke
for havenes mægtigste rovdyr.

Der bliver fisket over
100 millioner hajer hvert år

for at mætte efterspørgslen
fra hajfinne-industrien.

Kæmper såsom tigerhajen
bliver mere og mere sjældne.

Og deres overdrevne rygte
som uhyggelige og farlige rovdyr

har ikke hjulpet dem.

Men Paul har filmet hajer i mange år,

og han ved, at de slet ikke er sådan,
som de bliver fremstillet.

Første gang jeg så hajer,
blev jeg slået af,

hvor usædvanligt smukke
og yndefulde de er.

Hvor perfekt udformet til at svømme
og hvor smidige de er.

Det næste,
man lægger mærke til ved hajerne,

for man er vokset op med al den frygt,

er, at de ikke lader til at true én.

De virker ikke så uhyggelige.

Når tigerhajer dukker op,

er alt ligesom domineret
af deres tilstedeværelse.

Man holder sin opmærksomhed på tigerhajen,
og man vender aldrig ryggen til dem,

for de har det med at vide,
hvor man ser hen,

og de vil gerne snige sig ind på én.

Men de vil gerne teste én og se,
hvad man er for en.

Noget af testen kan være
at skubbe snuden ind mod én.

Det, man kan gøre, er
bare at tage hånden op til dens snude

og blidt skubbe dem væk.

Hvilket rovdyr på landjorden
kan man gøre det med?

Hvis man gjorde det med bjørne i gang
med at spise eller løver eller tigre,

ville man nok blive kanøflet.

Men her med et af de største
og farligste rovdyr på planeten,

ud fra vores forhold til dem,

er det sikkert at gøre det, så...

Hajer bliver ikke kun misforstået
af mennesker.

Deres vigtige rolle i opretholdelsen
af økosystemet i havet

bliver ofte overset.

Et sundt koralrev har mange hajer,

men i vore dages have bliver det
sværere og sværere at finde de rev.

DENIS LAGRANGE
FOTOGRAF

Undervandsfotograf, Denis Lagrange,
har i årevis kendt til

et af de sidste steder på Jorden,

hvor store grupper af grå revhajer samles.

Han er i Fransk Polynesien for
at dykke i de hajfyldte vande.

Hundredvis af hajer kommer ind
i kanalen med tidevandet.

Denis er ligesom Paul
ikke bange for disse rovdyr,

for han ved, at de ikke vil spise ham.

Jeg mener, at hajer er et
af de mest fantastiske dyr i havet.

Det mærker man virkelig.

Og når alle de hajer samles,

og der er rigtig mange af dem,

er det et fantastisk syn.

Og Fransk Polynesien er vist
det sidste sted i verden,

hvor man kan se det.

Vi forsøger at vise,
hvorfor hajer skal reddes og ikke dræbes.

Vi kæmper mod hajfinnedrab,

men det er vigtigt at gentage det,

for de er øverst i fødekæden.

De renser revet for naturlige sygdomme.

Så hvis der ikke er nogen rovdyr,
vil revet lide under det.

Det er en realitet.

Vi må beskytte hajerne.

Fransk Polynesien er et
af de eneste lande i verden,

der virkelig beskytter hajerne.
Det står i loven.

Man må ikke dræbe hajer.
Man må ikke fiske hajer.

Fredningen af hajerne i havet her gør,

at de kan udføre deres vigtige jagt.

Men de fleste hajer jager ikke om dagen.

Den alvorlige jagt finder sted
efter mørkets frembrud.

Så Denis' næste dyk
bliver en meget større udfordring.

Han skal filme hajer på jagt om natten
for første gang.

De iklædte sig
specielle ringbrynjedragter,

designet til at afholde hajernes tænder
fra at gennembore huden.

Hajer bider ikke så tit
mennesker med vilje.

Men er de midt i et rasende madorgie,
er det klog at tage forholdsregler.

Vi forventer, at der sker noget i aften.

Vi håber, vi overlever.

-Skal vi af sted nu?
-Ja.

Ja.

-Alt okay?
-Alt okay?

Ja.

Det minder om en militæroperation.

Og det er godt.

Nogle få hajer dukker op med det samme.

Og så kommer der hurtigt flere.

Når man dykker ned til revet,

og man ser alle de hajer, der er der,

bliver man lidt bange.

Folkene på overfladen er nervøse.

De kan se hajerne samles oppefra.

Det har vi aldrig set før.

Om dagen er hajen ret doven,

men når man dykker med dem om natten,

ser man, hvor stærke de kan være.

Så længe fiskene holder sig skjult,
er de i sikkerhed.

Men en nervøs revfisk viser sig,

og så er madorgiet i gang.

At blive spist af en haj er alles skræk.

Når der kommer hundredvis
af dem lige imod én,

er de ligeglade med én.
De vil bare have fisken.

Nej, nej, nej.

On l'a fait! On l'a fait!

Ja, men man skal passe på de små fisk,
der svømmer imellem os.

-Ja, ja.
-Gå væk, gå væk!

Når de går i spisemodus,
og der er mange af dem,

og de kommer hen til én,
så skubber de en ned.

Jeg fik det at føle,
da en lille fisk svømmede ud af revet,

og de gik efter den.
De er ligeglade med én.

De går bare efter fisken.

Det var som en flod.

Og bagefter, et andet billede,

han var midt i trafikken i Los Angeles.

Ligesom i filmene, ikke?

Som en stor rundkørsel
med biler alle vegne.

En motorvej fuld af biler. En trafikprop
og dér stod Denis midt i det hele.

-Jeg har været der.
-Det var som en strøm.

Hajer, der strømmede rundt om ham.

De har været her i 400 millioner år.

Den dyreart er... Når man ser dem jage,

kan man se,
hvor mægtig evolutionen har gjort dem.

De er de bedste.

Det er smukt at se dem jage.

Smukt.

Vores fotografers ønske om at vise jer

et lille glimt af delfinernes verden,

førte dem til nogle unikke steder.

Mange af dem er nogle
af de sidste eksempler

på samfund i havet, der trives.

Sunde koralrev, fulde af liv,

dækkede engang bunden
af vores tropiske oceaner..

men nu er der kun få tilbage.

Vi dræber dem.

Forurening og ikke bæredygtigt fiskeri

er kun nogle af de ting,
der tilintetgør dem.

I løbet af de tre år, det tog,
at lave den her film,

blegnede og døde en tredjedel
af Great Barrier Reef.

De fleste forskere er enige om,
at hvis der ikke gøre noget straks,

vil næsten alle koralrev
være ødelagt om kun 50 år.

Utallige væsner vil uddø.

Og vores delfiner vil have mistet
deres vigtige hjem.

Men der er en enkel løsning,
der giver håb...

fredning.

Det bedste eksempel er Palau-øerne
i Mikronesien.

Didier er taget hertil for
at filme en særlig begivenhed.

Da jeg vidste, jeg skulle til Palau,

blev jeg glad,
for jeg har aldrig været her før.

Da jeg fik hovedet under vandet,
så jeg, hvor smukt her er.

Det er et af de steder,
hvor der er stærke upwellinger,

der fører næringsrigt vand op.

Det er meget næringsrigt.

Det giver det bedste rev med masser af liv

og en masse fisk alle vegne.

Og det er ikke kun de små.

Kæmper og andre rovdyr...

alle mulige fisk.
Vi har hele fødekæden her.

Rokker, hundredvis af hajer. Alle er her.

I 1998 troede alle,
at revet her måske var dødt for altid.

El Niño havde bleget og dræbt korallerne.

Men I-ved-nok-hvem kom og ryddede op.

Den trofaste bulepapegøjefisk.

Og med hjælpen fra regeringens fredning

er revet nu så godt som nyt.

Det er ingen overraskelse, at Palau nu
er berømt for de store fiskeforsamlinger.

Ved fuldmåne mødes bulepapegøjefiskene
ved daggry for at gyde.

Det er denne legendariske forestilling,
Didier er kommet for at filme.

Det er noget ganske særligt
at filme dem, når de gyder,

for det er første gang, jeg gør det.

Først ser man alle de fisk,

og det er ikke ti eller tredive;
det er hundredvis af dem.

De er kæmpestore fisk på 20-30 kilo.

Det er helt unikt for en fotograf.

Didier skal holde sig klar hele tiden,

for selve gydningen kan ske når som helst.

Når de mødes, er man ved revet,

og så venter og venter man,
og lige pludselig

svømmer de ud i det blå,

og det er her, der begynder at ske noget.

Det er ret kompliceret,

for man skal svømme mod strømmen,

og vi kan ikke kappes med fiskene.

De er meget hurtigere end os.

Når den første hun kommer for at gyde,

kommer alle de andre også.

De svømmer op,
og alle hannerne følger efter.

Der er to, tre, fire,
nogle gange op til ti,

og man skal reagere hurtigt,
for det går stærkt.

Vi vil ikke gå glip af noget.

Millioner af æg sendes
ud i det varme vand,

så vi får den næste generation
af revreddere.

Med deres fantastiske optagelser
af den slags over hele verden

har vores filmskabere givet os
værdifuld indsigt i,

hvordan vi kan hjælpe
vores skrøbelige oceaner.

Hvis vi fik en international fredning

ville flere steder som Palau
blive genoprettet...

og være med til at gøre havet
sundere og mere produktivt.

Et hav fyldt med fantastiske væsner,

der vil trives langt ud i fremtiden.