All language subtitles for Oklahoma.City.2017.Retail.DKsubs.1080p.WEB-DL.H.264.AAC2.0-TWA.da

Skal ansøgningen godkendes?

I får en kopi af mine anbefalinger -

- og kan deltage i bestyrelsesmødet
og give dem informationerne direkte.

Jeg skal bruge informationer
vedrørende fire faktorer.

Lad os se at komme ud!
Pas på elkablerne!

Det ser ud, som om en del af bygningen
er sprængt helt bort.

Vi flyver om på den anden side,
så jeg kan se det bedre.

Eksplosionen skete omkring kl. 9.
Den kunne mærkes på redaktionen.

Og vi er 7 kilometer fra centrum.

Helikopteren kredser om bygningen.
Se nu der! Utroligt.

Den ene side af bygningen er væk.

En tredjedel af bygningen er væk.
Det er jo forfærdeligt.

SKJULT KRIG
MOD KRISTNE AMERIKANERE

FBI HAR FLYGTNINGEN
"LIGE FOR NÆSEN AF OS"

OPSLUGT AF FLAMMER

Jeg var ikke på kontoret den morgen.

Jeg var til et velgørenhedsarrangement
små 45 kilometer derfra.

Vi skulle begynde kl. 9,
men så ringede min telefon.

Jeg fik at vide, at der havde været
en eksplosion i Murrah-bygningen.

Jeg frygtede, at der var
tusinder af dræbte og sårede.

Der kunne sagtens være
et par tusind mennesker i bygningen.

Jeg arbejdede i aktionsstyrken
hos politiet i Oklahoma City.

Vi begyndte straks
at arbejde os hen mod bygningen.

Der var flere køretøjer på
en parkeringsplads nord for bygningen.

De brændte alle sammen.
Sort røg væltede op.

Der var et hul i jorden
på størrelse med en swimmingpool.

Ni meter i diameter
og omkring to og halv meter dybt.

Så forstod jeg for alvor,
at der var tale om en bombe.

Niende etage faldt ned i ottende,
og ottende etage faldt ned i syvende.

Da de ramte sjette etage,
blev jeg kastet ind i væggen.

Jeg fik kraniebrud
og lå bevidstløs i ruinerne.

Mit kontor lå på ottende etage.
Tæt på elevatorerne.

Jeg kom hurtigt til hægterne,
men jeg kunne ikke se noget.

Mine øjne var slemt medtagne.
Jeg kunne høre jamren.

Jeg følte, at jeg burde gøre noget,
men det kunne jeg ikke.

Da jeg nåede frem, kunne jeg se,
at der var folk fanget i bygningen.

De skulle jo undsættes.

Jeg banede mig vej indenfor
og tænkte ved mig selv:

"Hvorfor fredelige Oklahoma City?
Her sker jo aldrig noget."

"Den slags burde ikke ske her."

Da jeg nåede frem til åstedet,
tydede alt på et bombeattentat.

Jeg havde efterforsket international
terrorisme ved FBI's hovedsæde.

Ofte i Mellemøsten.

Det mindede meget om de bygninger,
som blev sprængt i luften i Beirut -

- og lignende steder.

Vi har altid fået trusler.

Når man fortalte nogen,
at deres sag var blevet afvist -

- så fik vi jo trusler -

- men aldrig noget,
som vi tog alvorligt.

Der er sket en voldsom eksplosion
i en bygning i Oklahoma City.

Et stort område af bygningen
er styrtet sammen.

Vi har intet tal på sårede eller døde.

Men vi kan sige,
at situationen er meget alvorlig.

Jeg prøvede at se bygningen for mig.
Hvor ville han være henne?

Hvis jeg skulle grave efter min søn,
hvor skulle det så være?

Jeg så første og anden etage for mig.

Vuggestuen, hvor hans vugge stod,
var lige her, så der måtte jeg ind.

Da jeg klatrede op, råbte en mand:
"Kom ned. Det der er for farligt."

Jeg kan huske, at jeg svarede:
"Vores børn er derinde!"

Det blev jeg ved med at gentage.

Da jeg så bygningen -

- kunne jeg ikke forestille mig,
at nogen kunne have overlevet det.

Så jeg tænkte: "Mine børn er døde!"

Jeg kørte derned og mødte Claudia.
Vi gik hen til afspærringen.

Jeg sagde: "Vi har to børn derinde.
Må jeg gå derind?"

Jeg kunne se mennesker, som lå
dækket af tæpper eller håndklæder.

Jeg beder til, at det ikke er børn.

Jeg kendte mange i bygningen.

Jeg kendte narkobetjentene
og de andre kriminalfolk derinde.

De var mine venner. Jeg kunne
ikke fatte, hvad der var sket.

Hvordan kan nogen nå til et punkt -

- at de bliver så vrede,
at de kan gøre sådan noget?

Hvem var det, der begyndte krigen?

Sådan var det med bombeattentatet
mod Murrah-bygningen.

Det var ikke krigens begyndelse.
Det var et modangreb.

Krigen var allerede i gang.

Hvis I vil være hensynsløse,
så se, hvordan det går.

Hvis I fortsætter med overgreb
som Ruby Ridge og Waco -

- så går det sådan her.

Det nordlige Idaho ligger isoleret,
og befolkningen består mest af hvide.

Det er et sted,
hvor enhver passer sig selv.

I 1980'erne fandt mange
yderliggående grupper et fristed der.

Hvid magt!

En af de grupper var Aryan Nations.

Aryan Nations havde oprettet
hadets hovedsæde i Hayden Lake.

Højreekstremistisk had.

Vi, den hvide race, tabte krigen.
Den jødiske pest vandt krigen.

De har infiltreret vores blod
i alle de lande, hvor vi bor.

Richard Butler, og mange andre
af datidens højreekstremister -

- mente, at statsapparatet
var endt på jødernes hænder.

Og at man kun kunne redde USA -

- ved at hævde
sit hvide, kristne overherredømme.

Alle vore storbyer er nu ikke-hvide.

Det er følgen af
vores races katastrofale undergang -

- under den såkaldte Borgerkrig.

USA skal atter
blive hvidt og kristent.

Der kommer til at flyde
meget blod en skønne dag.

Jeg gør mig ikke til talsmand for det,
og jeg ønsker det ikke, men det sker.

Så sikkert som dag følger nat,
og nat følger dag.

I 1980'erne var den hvide race
ved at blive en minoritet i USA.

Det benyttede racistiske grupper:
"Den hvide race bliver udryddet."

Aryan Nations tiltrak hvide
fra alle samfundslag.

De søgte alle nogen,
de kunne bebrejde for elendigheden.

De rettede vreden mod statsstyret.

Det var folk som Robert Matthews.

Robert Matthews dukkede op
hos Aryan Nations i 1980'erne.

Der traf han ligesindede
unge mænd, som mente -

- at det hele gik op i snak. Bob
sagde: "Tiden er inde til handling."

Skrid med jer, jøder!
Jeg er ikke kommet for at høre jer!

Matthews ville starte en revolution.

Han så regeringen som en fjende,
der var styret af sataniske jøder -

- som måtte tilintetgøres.

Han havde 12 tilhængere, som han
havde truffet hos Aryan Nations.

De besluttede at erklære USA krig.

Mens Bob Matthews udarbejdede
en plan for sin organisation -

- faldt han over bogen
"The Turner Diaries".

Den er skrevet
af racisten William Pierce.

Det var en fiktion
om en gruppe patrioter -

- der samledes i en lille folk,
ligesom Bob havde i sinde -

- og styrtede USA's regering.

Da Bob læste den, tænkte han:
"Det er jo lige os!"

"Vi må følge den plan."

"Enhed otte sikrer os
mellem fem og ti tons sprængstof."

"Vi kører så ind i FBI-bygningens
fragtmodtagelse og antænder lunten."

Bogen ender med -

- at oprørerne sprænger
FBI's hovedsæde i luften.

Den havde en medrivende virkning
på mange på den yderste højrefløj.

The Order er en lille,
men frygtindgydende gruppe.

De plyndrede banker
og pengetransporter og begik drab.

Deres ekspertise øgedes
uge for uge, måned for måned.

Det var en organisation,
der var faldet på plads.

De havde et dygtigt lederskab.

Så dannede de en likvideringsgruppe,
som blev sendt til Denver.

Du lytter til Alan Berg.

Du holder jo ikke kæft,
så jeg kan få et ord indført. Farvel.

Den jødiske radiovært Alan Berg havde
vakt højreekstremisternes vrede -

- ved at håne dem i sit program.

Er du ikke kristen, er du uamerikansk.
Er det ikke korrekt forstået?

Han langede ud efter højrefløjen
og den kristne patriotbevægelse.

Så fik The Order bare nok.

Alan Berg blev skudt og dræbt
i sin egen indkørsel.

Det var terrorisme.

Det var amerikanere -

- som var inspireret af racisme
og regeringsfjendsk ideologi.

FBI anede ikke,
hvem de mennesker var.

Men så besluttede Bob Matthews, at de
skulle plyndre en pengetransport -

- som medbragte flere millioner.

De udførte et dristigt røveri
ved højlys dag på en landevej.

De standser pengetransporten,
og Bob Matthews skovler penge til sig.

Han taber sin pistol,
og den pistol fandt vi.

De fik nogle folk fra The Order til
at overgive sig, men ikke Matthews.

Efter to-tre dages dødvande
rykkede FBI frem mod hytten.

Det førte til skudvekslinger.

Jeg stod ret tæt på huset,
og kuglerne ramte træerne omkring mig.

Han havde masser af våben
og masser af ammunition.

Om aftenen, da det var mørkt,
brugte vi sporprojektiler.

Et af dem antændte bygningen,
som brød i brand.

Det lød, som om det var kinesere,
der bragede af over det hele.

Det var ammunitionen, der brændte.

Ved daggry gik jeg hen til brandtomten
og så hans forkullede lig.

Matthews' død tvang
bevægelsen til at overveje -

- om de ville dø for sagen.

HVID RACIST BAG RØVERI DRÆBT

FBI var i alarmberedskab.

Indenlandsk terrorisme
fik nu absolut topprioritet.

Der blev efterforsket intenst
og foretaget anholdelser i hele USA.

Midt i 1980'erne havde FBI
lært lektien af sagen om The Order.

De vidste, at folk fra Aryan Nations
begik forbrydelser og slog folk ihjel.

Så FBI ville undersøge, hvem de var,
og hvad de havde i sinde at gøre.

Randy Weaver var hvid separatist -

- som havde flyttet sin familie
fra Iowa til Boundary County i Idaho -

- til et sted ved navn Ruby Ridge.

De var 75 kilometer fra Canada og
havde hverken el eller indlagt vand.

Randy og hans kone
havde bygget en hytte på en bjergtop.

De ville bare være i fred.

Familien Weaver var meget religiøs.

De ville leve på en måde, som de mente
var gammeltestamentlig kristent.

De forestillede sig en slags fæstning,
hvor de kunne trække sig tilbage -

- fra en fordærvet og farlig verden.

Jeg tror ikke, at Randy, da de
flyttede til Ruby Ridge, vidste -

- at de var tæt på Aryan Nations,
som holdt til 90 kilometer sydpå.

Men de begyndte at komme der.
I starten kun for selskabets skyld.

De deltog i familieskovture.

Men efterhånden faldt Randy
for deres regeringsfjendske budskab.

Bevægelsen går frem overalt.

Gode mænd melder sig under fanerne.
Viljestærke mænd.

De vil ikke lade deres race dø
eller blive udryddet.

Randy dukkede op hos Aryan Nations
efter balladen med Matthews.

Og desværre for Randy Weaver,
lyttede FBI med.

De havde arrangementer -

- som skulle rekruttere
mere stålsatte folk til bevægelsen.

Og det var ved et af de møder -

- at en af FBI's meddelere
udså sig Randy Weaver.

Fyren kom ind på livet af Randy Weaver
og fandt ud af, at han var racist.

Og at han ville efterleve
sin separatist-tilværelse i Idaho -

- men at han manglede penge
og var interesseret i at tjene nogen.

Weaver blev så overtalt
til at afsave jagtgeværer.

Jeg mener, at ATF lokkede ham -

- til at fremstille ulovlige våben
ved at save for meget af geværløbet.

Og så kommer de for at anholde ham.

De mente, at han kunne føre dem
til folk, der foretog sig værre ting.

De troede,
de kunne få Weaver over på deres side.

De bad ham om at blive meddeler,
hvilket han straks afslog.

Weaver stolede ikke på myndighederne
og ville bestemt ikke være meddeler.

Han udeblev dog
fra sit næste retsmøde.

Hvis man ikke dukker op i retten,
overgives sagen til US Marshals.

Og de ved ikke noget om, hvorvidt
Weaver blev lokket i en fælde.

De ved bare,
at de skal hente en eftersøgt.

De sendte et overvågningshold ind,
og de sneg sig omkring derude -

- for at finde ud af, hvordan de
kunne anholde ham uden bøvl.

Det er indgangen østfra.

De opsatte bevægelsesstyrede kameraer
omkring familien Weavers hytte.

Optagelserne viste,
at Randy var der med kone og børn -

- samt en mand ved navn Kevin Harris,
og at de ofte var bevæbnede.

Hvad skulle man nu gøre?
Det ville jo ende med en skudveksling.

Den dag skudvekslingen fandt sted,
var der seks agenter delt i to hold.

Det ene hold gik op i bjergene
for at få udsyn over hytten.

Det andet hold befandt sig
tættere på hytten -

- da Weavers hund fik færten af dem
og gik løs på dem.

Det eneste, vi ved, er,
at der opstod en skudveksling.

Hvem, der skød først, er ikke klart.

Men 14-årige Sammy Weaver
og hunden blev dræbt.

Og det samme blev
marshal William Deacon.

Han blev dræbt af en hvid separatist.

FBI havde god grund til at tro,
at det kunne blive en ny Matthews-sag.

Så skete der endnu et myndighedsskift.

Det, der begyndte som en politisag
og siden blev en marshal-sag -

- er nu blevet en sag for FBI.

FBI samlede
sit gidselundsætningshold.

Det var FBI's elitehold.

De skulle tackle sager, som lokale
aktionsgrupper ikke kunne klare.

Indsatser mod flere personer,
tunge våben og granater.

De blev briefet på vej derop.

De fik at vide, at det drejede sig
om en krigslignende situation -

- hvor man skyder,
når man ser fjenden.

Alle politimyndigheder arbejder
ud fra en fast aktionsstrategi.

Det er politiet!

Først opfordrer man til overgivelse.

Det hindrer politiet i at skyde,
inden folk kan nå at overgive sig.

Det her var første gang i historien,
at man ændrede på FBI's indsatsregler.

Da de tror, at de skal i ildkamp
med bevæbnede separatister -

- i stil med The Order, vælger man
ikke at opfordre til overgivelse.

Det mener man at have gjort.

Agenterne kan altså give ild,
så snart de ser en bevæbnet voksen.

Men familien Weaver er altid bevæbnet.

Da jeg kom, var der lastbiler,
jeeps og alle mulige køretøjer.

Ja, selv pansrede mandskabsvogne.

Det var overvældende,
så mange mennesker, der var i gang.

Oppe fra vejspærringen
kunne vi ikke følge begivenhederne -

- men der var mange politifolk,
som bevægede sig ind i området.

Naboer, venner af familien
og journalister søgte information.

Når vi ved noget,
skal vi nok sige til.

Vi stod et par kilometer fra hytten -

- så vi anede ikke,
hvad FBI havde i sinde.

Ved daggry omringede
ti FBI-agenter hytten.

Det var finskytter, som kan ramme
en mønt på 200 meters afstand.

Randy, Kevin Harris og Sarah Weaver
vil se til Sam Weavers lig.

De tager deres våben og går ud
til det skur, hvor Samuels lig ligger.

Så lyder der et skud.

Randy er ramt i skulderen.
De løber tilbage til huset.

Og så lyder der et skud mere.

Det går gennem døren,
rammer Vicki Weaver i ansigtet -

- sårer Kevin Harris
og får Vicki til at segne død om.

Da man hørte,
at Sammy og Vicki Weaver var døde -

- gik skaren ved vejspærringen,
som talte op til 200, totalt amok.

Forbandede mordere!

Og I kalder jer selv amerikanere.
De mennesker er gudfrygtige folk.

I kender vist ikke forfatningen.
Gå hjem og læs grundlovsfædrenes ord.

Begivenhederne ved Ruby Ridge
fik højrefløjen i harnisk.

"Regeringen myrdede mænd, kvinder
og børn for at nå deres mål."

Barnemordere!

Vejspærringen blev samlingssted
for skinheads, Aryan Nations-folk -

- og andre, som viste deres foragt for
"den zionistisk befængte regering".

I er en skændsel for den hvide race!

Det var første gang, at bevægelsen
havde samlet sig i fuld offentlighed.

Det blev en politisk begivenhed.

Det var mennesker,
som så sig selv i Randy Weaver.

RANDY WEAVER
EN ÆGTE HVID PATRIOT

Det, der skete, kunne være undgået.

Det yderste højres forestilling om,
at staten var noget farligt -

- syntes fuldstændig bekræftet
af hele denne sag.

Har De en kommentar, mr. Weaver?

Ruby Ridge blev i højere grad
end Matthews og The Order -

- et samlingspunkt
for det yderste højre.

I deres øjne var staten ude efter
Weavers våben og hans religion.

Og våben og religion
blev bevægelsens to søjler.

I sensommeren 1992,
efter hændelserne i Ruby Ridge -

- fandt flere skikkelser
fra det ekstreme højre tiden inde -

- til at skabe ballade om sagen.

Én race, ét folk, én nation
og ét fædreland. Det skal vi opnå!

Louis Beam, tidligere Stordrage
i Ku Klux Klan, sagde:

"Nu er tiden inde til,
at I hver især -

- forpligter jer til
at øve vold mod staten."

Enhver repræsentant for staten
eller politimyndigheden -

- udgjorde et rimeligt og lovligt mål.

Staten er folkets fjende.

Og i denne krig
gælder det alt eller intet.

Enten vinder den hvide race,
eller også taber vi alt.

Der er lukket
for vandet til bygningen.

Kl. 10 om formiddagen
blev jeg ringet op på hospitalet.

En kvinde lå fastklemt i bygningen,
så vi måtte amputere hendes ene ben.

Jeg hentede amputationsudstyr
og nylonreb og tog af sted.

Da jeg så bygningen,
syntes det helt uvirkeligt.

Redningsfolkene
havde fået alt på plads -

- så de kunne køre folk væk,
så snart de fik dem ud.

Jeg blev vist ned i kælderen.

Vi kunne høre folk skrige og græde,
men vi kunne ikke se dem i mørket.

Da de tændte for lyset, kunne man se,
at gulvene var faldet sammen i lag -

- og havde skabt en slags fangekælder
under Murrah-bygningen.

Overalt, hvor man så hen dernede -

- var der runde skjolder af blod,
som sivede gennem sprækkerne.

De var en lille meter i diameter.

De var overalt, og hver af dem
var et menneske, som var blevet knust.

De viste mig, hvor Daina lå fastklemt.

En fra redningsholdet havde hånden
på den bjælke, der holdt hende fast.

Hvis den begyndte at ryste,
skulle vi skynde os ud.

Bjælken hvilede på hendes skinneben
lige under knæet.

For at udføre amputationen måtte jeg
ligge med benene ved hendes hoved.

Jeg tog rebet og bandt det stramt,
så det dannede en årepresse.

Og så måtte jeg
ellers bare kaste mig ud i det.

Væk! Væk!

Netop da jeg nåede vejspærringen,
gik der panik i folkemængden.

Væk!

Man troede,
at de havde fundet endnu en bombe.

Se at få dem væk!

De råbte: "Skynd jer ud af bygningen!
De har fundet en bombe mere!"

Det var nedslående, for der var
stadig overlevende derinde.

Jeg befandt mig på ottende etage.
Mine øjne var slemt medtagne.

To af mine venner banede sig vej
over til mig og sagde:

"Vi skal ud herfra."

Jeg bad: "Gud,
lad der ikke være flere bomber."

Det var ikke en rigtig bombe,
men en af politiets attrapper.

Vi sagde til folk, at vi ikke
kunne garantere for deres sikkerhed.

Jeg kan huske, at jeg så det hold,
der var ved at amputere pigens ben.

Alle råbte: "Se at komme ud!"
Men de ville ikke forlade hende.

Flere gange troede jeg,
at jeg havde fuldført amputationen -

- men når vi prøvede at flytte Daina,
sad hun stadig fast.

Til sidst var alle klingerne knækkede.

Men jeg havde en lommekniv,
som jeg altid holder skarp.

Quadricepssenen sad stadig i klemme.

Da den var skåret over, var benet
frit, og vi kunne flytte hende.

Da jeg kom ud af bygningen, satte
jeg mig og ventede på ambulancen.

Jeg kunne ikke se noget,
men jeg kunne høre folk råbe.

Der lød sirener, og jeg tænkte:
"Hvilken galning står bag det her?"

"Hvem er kommet herind
og har begået denne forbrydelse?"

Bombeattentatet i Oklahoma City
var et angreb på uskyldige børn -

- og forsvarsløse borgere.

Det var en kujonagtig
og ondskabsfuld handling.

Der skal ikke herske tvivl om,
at vi nok skal finde de skyldige.

Bombeattentatet mod Murrah-bygningen
var den største terrorhandling i USA.

Vi havde omkring 500 efterforskere
på sagen her i Oklahoma City.

Der var retsmedicinere og bombehold.

Retsteknikere. Alle mulige eksperter,
som ledte efter ledetråde.

Det blev en af de mest omfattende
efterforskninger i USA's historie.

Hver eneste politimyndighed i landet
var på den ene eller anden måde -

- i gang med at finde ledetråde.

Til at begynde med anede man ikke,
hvem der stod bag det.

FBI.

Vi har fået flere hundrede,
ja, tusinder af tips fra folk.

Hvert af dem tages meget alvorligt -

- men på dette tidspunkt ved vi ikke,
hvem der står bag det.

Vi fik ledetråde fra hver eneste stat
og mange steder i udlandet.

Når der sker en katastrofe
som attentatet mod Murrah-bygningen -

- antager man altid, at der står
en stor sammensværgelse bag.

Vi arbejdede ud fra den antagelse.

Vi fik opkald straks efter attentatet.

Vi fik tusinder af anmeldelser
fra folk, som havde set noget.

Så fik vi besked på
at holde øje med folk fra Mellemøsten.

Ingen har endnu påtaget sig ansvaret
for dette bombeattentat.

Men myndighederne siger -

- at de formoder, at attentatet
har sine rødder i Mellemøsten.

En kilde siger, at det helt klart
drejer sig om mellemøstlig terrorisme.

Jeg ringede rundt for at høre,
hvad der foregik.

Jeg fandt ud af, at FBI havde
ransaget en lejlighed i Dallas -

- som var beboet
af nogle fyre fra Mellemøsten.

Men så var der en, som sagde:
"Ved du, hvilken dato det er?"

Jeg havde haft fri et par dage,
så jeg havde ikke tjekket kalenderen.

"Det er den 19. april."

Og så slog det mig straks.
Det har med Waco at gøre.

Det har med Waco at gøre.

Branch Davidians
havde været i Texas i over 50 år -

- da folk uden for Waco hørte om dem.

De var udbrydere
fra Syvende Dages Adventisterne.

De havde skabt deres eget samfund,
Mount Carmel, lige uden for Waco.

Sidst i 1980'erne fik en davidianer
ved navn Vernon Howell en åbenbaring.

Gud havde valgt ham til deres leder.

Han skiftede navn til David Koresh -

- og forkyndte sit budskab om
Harmagedon fra Johannes' Åbenbaring.

Hvordan vil Gud tale til mig?
Og hvem skal tilvejebringe bogen?

Der er ingen undskyldning.

I maj 1992 -

- fik sheriffen i Waco en anmeldelse
fra en af UPS' lastbilchauffører -

- om en forsendelse til Mount Carmel.

En kasse var gået i stykker,
og nogle håndgranathylstre faldt ud.

Det var det, der satte gang
i politiets efterforskning.

Det viste sig, at de ulovligt
ombyggede automatvåben derinde.

De havde indkøbt skydevåben
for $43.000 året før.

Lokale beboere havde hørt skud
og eksplosioner fra området.

Koresh talte mere og mere om,
at en styrke udefra ville true dem.

Det syvende segl viser os,
at nogen får en ordentlig røvfuld.

Han mente, at staten ville invadere
Mount Carmels hellige jord.

Så det var her,
at Harmagedon skulle udspille sig.

Vi i ATF mente, at hvis Harmagedon,
som han talte om, ikke fandt sted -

- måtte han fremprovokere det.
Så vi var nødt til at handle hurtigt.

Journalister fra Waco Tribune Herald
havde gode kilder hos politiet.

De havde fået et tip om,
hvornår razziaen skulle finde sted.

Vejen bliver snart lukket.

Den morgen, hvor razziaen skal
finde sted, kører en journalist derud.

Han kører rundt for at orientere sig.

Så kommer en stationcar, og føreren
spørger ham: "Er du faret vild?"

Han svarer:
"Ja, jeg leder efter Mount Carmel."

"Der kommer en razzia i dag."

Fyren i bilen tilhørte inderkredsen
af Koreshs tilhængere.

Han fortalte straks Koresh,
hvad der var under opsejling.

Den morgen sagde David -

- at vi havde fået oplysninger om,
at der ville komme en razzia.

Mændene bevæbnede sig,
og kvinderne gik ind på værelserne.

Vi stod over for 150 mennesker
på et pænt stort område.

De havde 45 minutters forspring,
og de skød, så snart vi ankom.

Jeg hørte et M-60-maskingevær
blive affyret.

Så hørte jeg AK-47'ere.

Og derefter .50 mm maskingeværer.
Det er voldsomme våben.

Der var ingen tvivl om,
at de ville slå os ihjel.

- Alarmcentralen.
- Vores bygning bliver beskudt.

Øjeblik.

- Kommissær Lynch her.
- 75 mænd beskyder os.

- Ude ved Mount Carmel?
- Ja. Her er jo kvinder og børn.

Javel.

Jeg kan høre skud.

Ildkampen varede 2 time.

Da de gik med til en våbenhvile,
kunne vi trække os tilbage.

- Det er Lynch.
- Sjovt navn i denne situation.

- Hvem taler jeg med?
- David Koresh, den berygtede.

Hvad skal alt det her til for?

Jeg forsøger at skabe
en kommunikationsforbindelse til jer.

Nej, hør nu her.

I har sendt en flok fyre herud
og har slået nogle af mine børn ihjel.

Vi sagde, at vi ville tale med jer.
Hvorfor er I ATF-folk så voldsomme?

Der er døde på begge sider,
og det er jeres fejl.

Lad os finde en løsning.
Sig mig en ting.

Hvor mange dræbte har I?
ATF trækker sig tilbage nu.

- Vi prøver at ...
- Hvorfor begyndte I ikke med det?

Da skudvekslingen var forbi -

- var fire ATF-agenter dræbt
og omkring 12 andre såret.

Fem davidianere var blevet dræbt,
og David Koresh var såret.

Af sted!

Vores tilbagetog
var forholdsvis uorganiseret.

Vi tre indsatsledere
var alle hårdt sårede.

Jeg blev pakket ind i et tæppe
og lagt på køleren af en bil.

Og jeg kan faktisk ikke
huske noget fra tilbagetoget.

Ingen amerikansk politimyndighed
havde før oplevet et sådan tab.

De havde aldrig før
mødt så stærk modstand.

Der herskede chok,
vrede og usikkerhed.

Fire ATF-agenter og et kultmedlem
er blevet dræbt i Waco i Texas -

- efter en skudveksling hos kulten.

Yderligere 14 agenter blev såret,
da man trængte ind til kulten.

Jeg blev ringet op fra Washington.

Det var søndag formiddag
den 28. februar.

Man anmodede om,
at vi hjalp med at løse problemet.

Jeg var hjemme sammen med familien,
da telefonen ringede.

Det var Jeff Jamar, der sagde,
at ATF's razzia i Waco var slået fejl.

"Tag hurtigst muligt til Waco
og bistå dem med forhandlingerne."

Det var en ustabil situation,
for nu at sige det mildt.

FBI's gidselundsætningshold,
som havde deltaget ved Ruby Ridge -

- blev indsat for at prøve
at holde davidianerne i skak.

Samtidig skulle forhandlerne
arbejde parallelt med gidselteamet -

- i forsøget på at få folkene ud.

Tag telefonen, David Koresh.
Forhandlerne vil tale med dig.

Vi havde fire dræbte ATF-agenter.

Og retfærdigheden skulle ske fyldest
på den ene eller den anden måde.

Men vi ville undgå
yderligere blodsudgydelse.

Vi ville bruge den tid, der skulle til
for at få de mennesker ud.

Vi ville især koncentrere os
om at få børnene ud derfra.

Om aftenen den 28. februar
lykkedes det for os.

Vi begyndte at få børnene ud.
Men vi kunne ikke begribe -

- hvordan forældre kunne være så tro
mod David, at de svigtede børnene.

Vi filmede dem,
mens de legede og spiste is -

- og hyggede sig med hinanden.

Vi sendte de film ind til forældrene.

Det var meningen,
at de skulle tænke:

"Måske skulle jeg gå derud
og påtage mig mit forældreansvar."

Jeg besluttede ikke at sende mine børn
ud. Det var en del af profetien.

Jeg vidste ikke, hvornår det skete,
men jeg vidste, at det skete.

De var ikke Davids børn.

Han lod børnene slippe ud,
indtil kun hans egne var tilbage.

Han sagde: "Resten er mine."

Forhandlerne måtte gribe
situationen anderledes an.

Så man foreslog Koresh,
at han indspillede et bånd -

- så hans budskab
kunne nå ud til hele verden -

- hvis han så førte sit folk ud.
Det gik Koresh med til.

Så spiller vi David Koreshs bånd.

Den 2. marts 1993.

Mit navn er David Koresh,
og jeg taler fra Mount Carmel Center.

I Johannes' Åbenbaring står der,
at det, som Johannes har nedskrevet -

- er en åbenbaring om Jesus Kristus,
som Gud har givet ham -

- for at vise hans tjenere det,
som skulle ske.

De bragte busser
og forskellige folk ind -

- som skulle registrere de folk,
der kom ud af bygningen.

De troede, at han ville komme ud.

Vi var helt oppe at køre,
fordi vi troede, at det var overstået.

Vi lykønskede hinanden,
men så gik det hele pludselig i stå.

Vi fik at vide, at Gud havde
fortalt David, at han skulle vente.

- Du er løbet fra dit løfte.
- Det er jo løgn.

- Det vil du opdage på Dommens Dag.
- Du forventes at åbne de syv segl.

- Det er falske forhåbninger.
- Nej.

Forhandlerne var blevet narret.
Man havde løjet for os.

Men det største problem var,
at vi havde mistet troværdighed -

- hos indsatsleder Jeff Jamar.

Han må jo have tænkt:

"De gutter har vist slet ikke
styr på situationen."

Forhandlerne bad om mere tid.

"Vi skal nok få flere folk
hentet ud derfra."

Men holdningen i FBI skiftede -

- til fordel for
en mere handlingspræget indsats.

Det gav gidselundsætningsgruppen
en stor fordel.

FBI's taktik blev nu mere aggressiv.

De afbrød strømmen til området
og rettede projektører mod det.

De havde fået kampvogne bragt ind,
og med dem knuste de Koreshs biler.

De opstillede højttalere -

- og spillede Nancy Sinatras
"These Boots Are Made For Walking".

Julesange. Lyden af døende kaniner.
Telefonsignaler.

Ja, sågar tibetanske munkes messen.

Gidselundsætningsgruppen ville vise,
hvem der bestemte.

Der var to forhandlinger i gang.

Vi forhandlede med Branch Davidians
og med vore egne kolleger.

Vi ville overbevise Jamar om -

- at hvis man anvendte magt
over for davidianerne -

- ville man bare gøre dem
mere og mere stålsatte.

- Er vi lykkelige, Candy?
- Ja.

Det var vi,
indtil de begyndte at skyde.

David Koresh
havde sine hustruer og børn.

Han havde sine betroede ledere
i organisationen.

Nogen fremstillede dem
som kriminelle eller sindssyge -

- men de nærede fuldstændig
hengivenhed over for Koresh.

Jeg ved,
at der er en grund til, at vi er her.

Gud har sagt, at vi skal vente.
Den Gud, som David har vist mig.

Læs selv i Johannes' Åbenbaring.
Der står det jo så tydeligt.

Jeg hedder Scott. Jeg er ikke
tilbageholdt mod min vilje.

Min far Ken i Honolulu
skal have mine børn.

Nu må vi bare se,
hvad der udspiller sig i regeringen.

Det er det, der ryster os lige nu.

Vi venter på, at Gud fortæller os,
hvad vi skal gøre.

Vi indså, hvor stor magt
han havde over sine folk.

Det bliver svært
at få dem til at komme ud.

Dødvandet ved Branch Davidians lejr
er blevet en psykologisk magtkamp -

- mellem FBI og David Koresh.

Kilder siger, at FBI ikke har i sinde
at lade dette fortsætte uendeligt.

De er meget irriterede,
og bærer forhandlingerne ikke frugt -

- rykker de ind i weekenden.

Historien greb om sig.

I begyndelsen støttede pressen os
og viste forståelse.

Men som dagene gik,
begyndte de at blive mere kritiske.

De sagde: "De har skudt fire agenter.
Hvorfor ser I bare passivt til?"

De skal ikke løbe om hjørner med os.
Vi gør alt for at løse det her.

Det har hele tiden været vores mål
at finde en fredelig løsning.

Det var landets topnyhed.

Mange højreekstremistiske patrioter
begyndte at dukke op.

De troede,
at vi beslaglagde våben.

At ATF angreb et trossamfund,
fordi de gik ind for retten til våben.

De kom ikke ind til pressemøderne,
men det var der en anden, som gjorde.

Louis Beam, den tidligere
Ku Klux Klan-leder, dukkede op -

- og udgav sig for at være journalist.

Er det en politistat,
vi ser vokse frem her?

Vi opdagede snart, hvem han var.
Han havde været eftersøgt af FBI.

Jeg nævnte en politistat.

Det vil de ikke høre tale om
trods deres sortklædte stormtropper -

- som overfalder folk.

Racister som Beam
så de samme elementer i denne sag -

- som de havde fundet vigtige
i sagen om Randy Weaver.

Branch Davidians var ikke racister.

Men nu spejler højreekstremisterne sig
i situationen i Waco.

De sagde: "Man undertrykker os
på grund af vores tro og vores våben."

Det er de to hvide bygninger
på bakken der.

Der lå en bakke
små fem kilometer fra Mount Carmel.

Den lå tilpas højt til, at man lige
kunne ane Mount Carmel i det fjerne.

Offentligheden kunne ikke
komme tættere på belejringen.

I bliver de næste! I bliver de næste!
Så vågn dog op og fat det!

Alle mulige mennesker følte sig
draget mod det, der skete i Waco.

Jeg er lige kommet.

Mange mennesker er bange for
at skilte med den slags der.

Timothy McVeigh havde været rystet
over det, der skete på Ruby Ridge -

- så han tog ned til Waco -

- og solgte klistermærker
med regeringsfjendske slogans.

Han så razziaen som udtryk for det,
staten var villig til at gøre -

- for at konfiskere skydevåben
og chikanere våbenbesiddere.

Tim McVeigh elskede skydevåben.

Hans bedstefar
havde lært ham alt om skydevåben.

Hvordan man omgikkes skydevåben
og våbenbesidderes rettigheder.

De tog ud og skød sammen
og gik til skydeøvelser.

Han elskede skydevåben -

- og tanken om,
at en mand kunne eje skydevåben.

Pendleton i delstaten New York
var en hvid forstad.

Den ligger tæt på Buffalo, og familien
havde boet her i generationer.

Som dreng elskede Tim superhelte
og havde en stor tegneseriesamling.

Han læste bladet "Soldier of Fortune"
og hadede bøller.

Tim var mager og høj.

I skolen blev han kaldt
for Spaghetti McVeigh.

Det førte til et livslangt had
til bøller.

Da han var færdig med skolen,
meldte han sig til hæren.

Han kunne ikke finde vej
til nogen egentlig karriere.

Og så elskede han jo skydevåben.

Her fik han adgang til alskens våben.
Det var et slaraffenland for ham.

Jeg er jo våbenentusiast.
Det gælder om at øve sine færdigheder.

Og hæren byder på gratis ammunition.

Jeg ville ud og opleve verden,
væk fra Pendletons isolation.

Hæren gav Tim McVeigh et sted,
hvor han passede ind.

Han lå i top i Fort Riley
i sin Bradley-kampvogn.

Hans overordnede
lagde mærke til ham.

I hæren var han en lederskikkelse.

Og så kommer han til Irak
under den første Golfkrig.

Det var under den krig,
at McVeigh mistede troen -

- på både militæret
og den amerikanske regering.

Når han slog irakiske soldater ihjel -

- følte han ingen begejstring.

Som finskytte dræbte han
på lang afstand en irakisk soldat.

Han så mandens hoved eksplodere.

Men han så ikke nogen grund til det.

Han forstod ikke,
hvad USA skulle derovre.

Mine egne erfaringer under Golfkrigen
viste mig, at de også er mennesker.

Mennesker,
som ikke er meget anderledes end mig.

Det måtte jeg få til at harmonere med,
at jeg jo faktisk slog dem ihjel.

Han er meget splittet og ser
den amerikanske regering som en bølle.

Men han bliver sendt på Rangerskole
for at komme i specialstyrkerne.

Han var villig til at skrinlægge
sit regeringsfjendske sindelag -

- for at kunne blive elitesoldat.

Men han er ikke i topform -

- og til hans store skuffelse
dumper han fra Rangerskolen.

Hans desillusionering øges.

Han blev i hæren et par måneder mere,
men det sagde ham bare ikke noget.

Han rejste hjem -

- og ventede at finde et godt job
på baggrund af sin militærtjeneste.

Men sådan blev det ikke.
Fiaskoen nagede ham.

Han sagde, at han følte,
at tiden i hæren var et højdepunkt -

- derefter var alting
bare middelmådigt.

Han bliver mere og mere utilfreds
og mere og mere ekstrem.

Han lyttede til
de mest rabiate konspirationsteorier -

- som at FN ville overtage USA.

Og han troede
fuldt og fast på de teorier.

Han bliver også meget påvirket
af bogen "The Turner Diaries".

Han bliver grebet af den roman.

Han var meget interesseret
i figuren Earl Turner -

- og hans regeringsfjendske tanker.

Og hans idé om, at man måtte handle
brutalt for at vække regeringen.

I 1992 skrev McVeigh et indlæg
i Lockport News & Journal:

"Jeg ønsker ikke et blodbad i gaderne,
men det kan ende sådan."

Mange bryder sig ikke om regeringen,
men de skriver ikke læserbreve -

- som Timothy McVeigh gjorde.

Det var det første tegn på,
at han nærede farlige tanker.

Og så kom Ruby Ridge.

Ruby Ridge gjorde McVeigh rasende.
Han mente, at det var mord.

Han mente, at det var et angreb
på folkets ret til at besidde våben.

Han havde problemer med familien.
Han havde ikke nogen kæreste.

Han tog sin gamle øse
og drog ud på en odyssé -

- gennem det vestlige USA, hvor han
sugede denne ideologi til sig.

De steder, hvor højreekstremisme
især blev udbredt -

- var på våbenmesserne.

Våbenmesser var nogle gange mere
end bare våbenmesser.

Regeringsfjendske budskaber,
der var svøbt i patriotisme -

- blev udstillet og faldbudt
ved våbenmesser overalt.

Der var flere, som drog
fra våbenmesse til våbenmesse.

McVeigh blev en af dem.

Der mødte han hvide racister
og talte med dem.

Han forhandlede "The Turner Diaries"
og blev inddraget i bevægelsen.

Og så dukker han op ved Waco.

Han kan ikke begribe,
at amerikanske borgere er fanget der -

- af statslige agenter.
Det fanger hans opmærksomhed.

Hvem var aggressoren her?

Koresh ville ikke give sig,
men det var FBI, der angreb.

Alt, hvad de foretager sig, viser,
at de føler, at de fører krig.

Og hvem fører de krig mod?
Det amerikanske folk.

Den 40. dag af belejringen ved Waco
er endt ligesom de øvrige 39.

Koresh og hans folk sidder derinde,
og FBI venter udenfor.

Tag telefonen, David Koresh.
Forhandlerne vil tale med dig.

Som tiden gik blev forhandlingerne
mindre og mindre produktive.

Især fordi David nu havde sendt
de folk ud, som han ville sende ud.

De af os, som forlod stedet,
var ikke til gavn for gruppen.

Vi kunne ikke hjælpe gruppen
med at nå et højere stade.

Så vi blev smidt ud.

Det sidste medlem, som forlod lejren,
kom ud den 21. marts.

Det sidste barn
forlod lejren den 5. marts.

Vi stod i en vanskelig situation.

I gør det på jeres måde,
og jeg gør det på min.

Hvis I vil gå i rette med mig,
så tag fat i mig og tal med mig.

Men truer I mine hustruer og børn,
så får I med mig at bestille.

Der var ikke mere at forhandle om.
Hvis der nogensinde havde været det.

Vi kom ingen vegne.
Det hele kunne kun blive værre.

Hans retorik bliver mere voldelig.
Han nægter at tale med os.

Psykologen mente, at han var rede til
at skabe et spektakulært endeligt -

- medmindre vi griber ind.

Flere og flere FBI-folk,
deriblandt forhandlerne, mente -

- at man måtte
tvinge Koresh til handling.

Så FBI opsøgte
justitsminister Janet Reno -

- med en plan om at lade pansrede
køretøjer pumpe tåregas ind i lejren.

I begyndelsen afviste hun det.

Så FBI vendte tilbage med
erklæringer fra tidligere medlemmer -

- om at der foregik overgreb på børn
i Mount Carmel.

Hun så videooptagelserne
af unge piger med små børn -

- og i hendes øjne bekræftede det,
at den slags virkelig fandt sted.

Det var sandsynligvis da,
at Janet Reno godkendte planen.

Et par gange
havde vi fået rettens godkendelse -

- til at aflytte bygningen.

Den morgen kunne vi intet høre
på grund af larmen.

Larm fra omgivelserne.

Når man fjerner larmen, kan man
høre en, der siger: "Tag maskerne på!"

Derefter bliver der givet ordre
til at "sprede benzinen".

Har I hældt det ud?
Det sagde David, at vi skulle, ikke?

- Har han sagt det?
- Ja, spred benzinen.

Mens vi sprøjtede tåregas ind,
hældte de benzin over det hele.

Havde vi hørt dem sige:
"Spred benzinen!" havde vi trukket os.

Det, der skete,
var simpelthen forfærdeligt.

Som I nok kan se,
kommer der røg ud af bygningen.

Vi kan også se flammer.
Hvad kan du se, Mike?

Det sidste kvarters tid
har vi set et pansret køretøj -

- som har slået huller i bygningen
og pumpet tåregas ind.

Nu er der udbrudt en voldsom brand
i den sydlige ende af bygningen.

Jeg var gået ud til vejspærringen
og kiggede gennem en vens tv-kamera.

Jeg kunne se små flammer,
der skød ud fra bygningen.

Det føltes som få sekunder,
så var bygningen omsluttet af flammer.

Vi stod og ventede på,
at folkene skulle komme ud.

Der var jo 80-90 mennesker derinde.

Da ilden fik godt fat,
kom nogle få voksne ud.

En af dem sprang ud ad et vindue
på første sal.

Så løb hun ind i flammerne igen.

En agent løb efter hende
og slæbte hende ud af bygningen.

Hun var klar til at gå op i flammer.
Der kom røg fra hendes tøj.

Ni voksne kom ud af bygningen.
Ikke én af dem havde et barn med.

Jeg så det i fjernsynet
ligesom alle andre.

Det overraskede mig ikke,
at mødrene ikke kom ud med deres børn.

David havde sagt, at der ville opstå
et stort slag, som vi ville tabe.

Og vi skulle stige til himmels
ved en flammende himmelfart.

Det overraskede mig faktisk,
at nogle løb ud.

Jeg havde ventet, at de alle ville dø.

Man kan ikke ignorere
vores rolle i begivenheden.

Vi fremprovokerede situationen, men
Koresh bestemte, hvem der skulle dø.

Det, der skete, tjente hans hensigter,
og det er i mine øjne det værste.

At jeg tjente hans hensigter.

Da jeg så branden,
tænkte jeg kun på børnene derinde.

Forældrene traf deres egen beslutning,
men det gjorde børnene ikke.

Jeg tudede, da jeg så det.

Det var virkelig Harmagedon,
sådan som han havde forudsagt.

SORT MANDAG
80 FRYGTES OMKOMMET I BRAND

TV VISTE ØDELÆGGELSEN

Ved Ruby Ridge så amerikanerne
to menneskers død.

Men ved Waco
så de omfattende tab af menneskeliv.

Mange sagde rimeligt nok,
at der blev begået mange fejl her.

Men andre sagde, at det var
en statslig massakre af uhørt omfang.

Sådan blev det udlagt
af højreekstremister.

Og reaktionen kom straks.

Vidner siger, at de så 25 mennesker,
som kom ud af dobbeltdørene -

- for at undslippe branden,
men de blev skånselsløst skudt.

Højrefløjen lavede flere film,
som hævdede, at det var overlagt drab.

En af de tidligste var dokumentaren
"Waco - den store løgn".

Deres vigtigste materiale
var optagelser fra branden -

- hvor de påstod, at man kunne se
kampvognene sætte ild til bygningen.

Mens branden brød ud bagved,
som vi lige så -

- kan man se flammer skyde ud
fra denne kampvogn.

Når man pakkede de optagelser,
som havde rystet hele landet -

- ind i et stærkt budskab
om statslige overgreb -

- greb det nogen.

De, der nærede mistro til staten,
blev jo rasende.

Da branden brød ud i Waco,
var McVeigh hos en ven i Michigan.

Han arbejdede på et køretøj.

En eller anden råbte:
"Kom lige ind og se det her, Tim."

Jeg så flammer skyde ud ad vinduer
og kampvogne, der smadrede vægge.

Tårerne vældede op i mine øjne
og trillede ned ad mine kinder -

- da jeg så det hele udspille sig.

Jeg tøver ikke med at bruge
ordet raseri. Jeg blev rasende.

I Tim McVeighs øjne skete det
på grund af USA's regering -

- verdens største bølle.

Et par måneder senere
blev Brady-loven vedtaget.

Forbuddet mod stormgeværer
har længe været imødeset.

McVeigh var overbevist om -

- at Brady-loven ville føre til,
at borgerne blev frataget deres våben.

Et forbud mod at besidde håndvåben
og mindreåriges adgang til samme.

En reform af vores
våbentilladelsessystem.

Kombinationen af de formodede
statslige drab på familien Weaver -

- og det brutale styres formodede
drab på landets borgere i Waco -

- og så Brady-loven,
hvor staten ville tage ens våben -

- fik rekrutteringen af ekstremister
til at stige voldsomt.

Vi har en regering,
som snart er helt ude af kontrol.

De tillader, at tyranner
med skimasker kan komme -

- og sparke jeres dør ind.
Det er sket over hele landet.

Det her er noget nyt i USA.
Det kaldes militser.

De siger, at de ikke er racister,
og at det ikke handler om våben -

- men det gælder våbenloven.

Ingen skal sparke deres dør ind.
Så skyder de dem!

Der var stor vækst i militserne
efter Ruby Ridge.

Men Waco og Brady-loven
sætter rigtig gang i bevægelsen.

Sidst i 1993
var der et enormt undergrundsnetværk -

- af bevæbnede, hvide militser
over hele landet.

De stod alle for aktiv modstand
mod regeringen.

Tim McVeigh
tilhørte ikke nogen militsgruppe -

- men han havde samme syn på staten,
som militsgrupperne havde.

Tim McVeigh så det hele som en del
af en stor statslig sammensværgelse.

Alle disse begivenheder
hang tydeligvis sammen.

Og det ville alt sammen føre til -

- at FBI-folk ville komme til hans
og andre våbenbesidderes hjem -

- og storme ind
for at fjerne deres skydevåben.

Fra da af overvejede han -

- hvilken terrorhandling han skulle
begå mod den amerikanske regering.

Den formiddag gik vi ind i sydgavlen
uden at ane, at det var børnehaven.

Granitgulvet var brudt helt op
og lå forvredent tilbage.

En af embedsmændene kom netop da
ud med en lille dreng i favnen.

- Det er der, hvor elevatorerne var.
- Lad mig holde ham.

Jeg tog en dyb indånding
og gik ind i børnehaven.

Vi flyttede murbrokker og sten.

Vi lå på knæ og gravede
for at nå ind til børnene.

Børnene blev bragt ud, et efter et.

Brandon var alvorligt kvæstet,
og det samme var Nekia.

Rebecca så ud,
som om hun var dyppet i blod.

Det næste lille barn, de bar ud,
blev lagt på jorden.

De havde nogle skarpt foldede lagner.
Og de bar endnu et barn ud.

Og endnu et. Og endnu et.

Og de lagde dem på række,
pakket ind i de lagner.

Så kom der en sygeplejerske
og løftede lagnet fra deres fødder.

Hun skrev noget ned
og satte mærkat på deres fødder.

Og da gik det op for mig,
at min lille søn ikke kom hjem.

Skønt det var én person,
som bar et givent barn ud -

- følte vi alle, at vi bar det.

Det var hårdt at se, hvordan vi
måtte lægge børnenes lig derude.

Det var vores alle sammens børn.

Det var ikke bare ét menneskes barn.
De børn tilhørte os alle.

De følelser, som vi havde og stadig
har efter den oplevelse, er stærke.

Og de børn, som overlevede
og kom igennem det, er enestående.

Vores børn kom på hver sit hospital.

Da vi havde lokaliseret dem,
besluttede vi -

- at Claudia sad hos Rebecca,
og jeg sad hos Brandon.

Da jeg kom, havde Brandon været
igennem fire timers hjernekirurgi.

Han havde fået slynget et eller andet
ind i venstre side af hovedet -

- og det var trængt ind i hjernen.

Neurokirurg Reynolds
kunne ikke fortælle os -

- om han overlevede det.

Vi vidste, at vores børn
havde været 15 meter fra det.

15 meter fra en kraftig bombe.

Der sad fem børn ved et bord
i børnehaven, og et barn var på wc.

Og de seks børn overlevede.

Da jeg genså Rebecca,
sagde lægen:

"Hun skal nok klare den.
Hun har skrammer og blå mærker."

"Hun har brækket kravebenet."
Men hun var dog i live.

Kl. 9.02 den dag
brød vores verden sammen.

Og da vi fandt vores børn,
begyndte vores nye verden.

Kl. 16 den 19. april.

Jeg elsker dig, min dreng.

"Mit arbejde begyndte
lidt før kl. 17 i går -

- da jeg hjalp Ed Sanders med at
blande brændselsolie med gødning."

I "Turner Diaries" havde McVeigh læst,
hvordan man laver en lastbilsbombe.

Han fandt andre artikler,
som mere uddybende beskrev det.

Han ville gøre det,
som Earl Turner gjorde.

Nemlig at knuse en statslig bygning.

McVeigh troede, at han havde to fæller
i Terry Nichols og Michael Fortier.

De havde været i hæren sammen.
De holdt af "The Turner Diaries".

De nærede de samme
regeringsfjendske tanker.

Og de ville vise, at staten
var sårbar over for angreb.

De skulle have fat
i hovedingrediensen, kunstgødning.

De købte sæk efter sæk efter sæk
med ammoniumnitrat.

McVeigh og Nichols brød ind
i et skur i et stenbrud -

- hvor de stjal Tovex-sprængstof,
som kan gøre bomben kraftigere.

Mange af sprængstofferne var jo ikke
tilgængelige for almindelige borgere.

De brugte flere måneder på
at samle dele til bomben.

Fortiers rolle var meget begrænset.

Nichols spillede en større rolle,
men adlød mest McVeighs ordrer.

Det lykkedes McVeigh
at få fat i 55 tromler -

- med nitromethan-brændstof.

Bomben i "The Turner Diaries" bestod
af gødning og brændstofolie.

McVeigh gjorde sin bombe kraftigere
med det meget stærkere brændstof.

Mens McVeigh kørte rundt
og samlede materiale til bomben -

- var han på
en regeringsfjendsk odyssé.

Han besøgte en militslejr.

Han besøgte Area 51.

Og han besøgte Waco.

Det betød meget for ham
at være vidne til det, der var sket.

At fornemme det,
der var sket på det givne sted.

Samtidig begyndte han, Fortier
og Nichols at udse sig et mål.

De besøgte Little Rock i Arkansas
samt Tulsa og Dallas.

De valgte Murrah-bygningen
i Oklahoma City, fordi ATF -

- som havde stået for razziaen mod
Branch Davidians, havde kontor her.

De fandt det passende at gå efter
dem, der havde forbindelse til Waco.

Der var flere statslige kontorer
i Murrah-bygningen: Byplanlægningen.

ATF. Statsrevisionen.

Der var et hvervekontor,
et socialkontor og narkopolitiet DEA.

Det er uvist, om McVeigh vidste,
at der var en børnehave i bygningen -

- men han har antydet, at det ikke
ville have ændret på noget.

Michael Fortier begyndte
at blive bekymret for foretagendet.

Han så for sig, hvad der ville ske.

Han påpegede,
at uskyldige mennesker kunne dø.

McVeigh sagde,
at kun dødstallet talte.

Han sagde, at regeringen kun
ville lade sig påvirke af dødstallet.

De kan bygge en ny bygning,
men dødstallet vil vække dem.

Hvis man vil have sit budskab igennem,
må man ramme dem der -

- hvor det gør ondt.

Vi kan kun få budskabet igennem
ved at sikre et stort dødstal.

Tim vælger datoen den 19. april, fordi
det er årsdagen for branden i Waco.

Påskesøndag, tre dage før -

- ringer McVeigh til Nichols og siger,
at tiden er inde.

Han og Nichols kørte i hver sin bil
fra Kansas til Oklahoma City.

McVeigh tog sin billige flugtbil
og stillede den på en parkeringsplads.

Han satte et skilt i vinduet:
"Fjern venligst ikke denne bil."

Og så kørte de tilbage til Kansas.

Næste dag tager McVeigh alene til
Junction City for at leje en lastbil.

En stor Ryder-lastbil,
som han vil bruge som bombe.

De sagde: "Skal den forsikres?"
Han svarede: "Nej tak."

"Skal du bruge flere dage?"
"Nej."

Han ses på overvågningsfilm
fra en McDonald's i nærheden.

Den 18. april var dagen,
hvor de byggede bomben.

McVeigh kørte lastbilen ud
til nationalparken Geary Lake -

- hvor de skulle bygge bomben.

Han var meget vred, fordi
Nichols var ved at få kolde fødder.

Han truede med
at slå Nichols og hans familie ihjel -

- hvis han ikke hjalp ham
med de sidste forberedelser.

Jeg samlede selv bomben
med en smule hjælp fra en anden -

- som jeg truede til at hjælpe mig.

Det var mig, der satte tændsatserne,
gjorde lunterne klar -

- og sikrede tændsatserne i tromlerne.
Det hele tog tre timer.

De bomben var færdig, sagde Nichols,
at han ikke ville deltage mere.

De tog så afsked med hinanden.
Nichols ønskede ham held og lykke.

Og så kørte han sydpå.

Han var nervøs,
da han kørte ind i Oklahoma City.

Men jeg tror ikke,
at han vaklede i sin beslutning.

Det faldt ham slet ikke ind,
at det her var helt forkert.

Da han nærmede sig bygningen,
kørte han ind til siden -

- og antændte to lunter,
som førte om til bomben.

Den sidste video, vi har af ham,
er fra kl. 8.57 foran en boligblok.

Han var da kun to gader
vest for Murrah-bygningen.

Da jeg kørte forbi,
bemærkede jeg en gul Ryder-lastbil -

- som var kørt ind i afsætningsbåsen
foran bygningen.

En ung mand steg ud af bilen.
Han havde militærfrisure.

Så jeg tænkte, at det var en sergent,
der skulle ind på kontoret -

- men hvorfor i alverden
bevæger han sig væk fra bygningen?

Jeg gik langsomt hen mod KFUM.

Da jeg nåede gyden bag KFUM,
begyndte jeg at løbe.

Senere den dag nåede vi et sted -

- hvor der var dannet et krater,
da etagerne styrtede sammen.

Vi gravede murbrokker væk
for at finde eventuelle overlevende.

Pludselig råbte en af gutterne:
"Vær stille, alle sammen!"

Man kunne svagt høre en stemme.

Det lykkedes os
at skære folk fri.

Det var meget farligt.
En betonklods knuste en sygeplejerske.

20 andre redningsarbejdere
blev også kvæstet.

Der kom frivillige fra hele landet.

Folk kom med tøj, handsker og støvler.

Nogen dukkede op og lavede mad
til redningsarbejderne.

Der blev udvist stor empati
fra lokale borgere.

Oklahoma City er en lille by,
og næsten alle hjalp til.

Man oprettede en blodbank, som modtog
tusind gange mere, end de behøvede.

Der blev arbejdet hårdt.

Jeg fik til opgave
at patruljere omkring bygningen.

Der blev stille, når de fandt et lig.

De informerede os om dødstallet.

Vi holdt vejret og håbede,
at tallet ikke blev ved med at stige.

Oklahomas guvernør
nævnte et dødstal på 18.

Seks af dem er børn.

Retsmedicineren kom og sagde:
"16 bekræftet omkommet."

Og så "32 bekræftet omkommet."
Tallet steg bare så hurtigt.

Jeg kunne slet ikke overskue det.

Jeg var der i seks-syv timer.
Vi var alle dækket af støv og blod.

Ingen sagde noget.
Andet end "åh gud".

Det hele var så ubegribeligt.

Vi efterforsker bombeattentatet.
Kører De tit denne vej?

Vi arbejder ud fra den præmis,
at beviserne fører en til målet.

Vi må indsamle alt bevismateriale -

- og så udarbejde hypoteser
og teorier om hændelsesforløbet.

Det første gennembrud,
som skete få timer efter attentatet -

- var fundet af bagakslen på det,
der viser sig at være bombebilen.

På den findes køretøjets
stelnummer.

Det var PVA26077.
Det nummer glemmer jeg aldrig.

Det førte os til en Ryder-lastbil fra
Elliott's Body Shop i Junction City.

Vi sendte straks agenter
hen til det udlejningskontor.

Den var blevet lejet af en herre
med et kørekort fra South Dakota.

Han hed Robert Kling.

Vi havde tre vidner
i det udlejningskontor.

De beskrev en militæragtig mand.
Cirka 1,80 meter høj.

Tynd og tætbarberet.

De mente, at han havde en makker.
Vi kaldte dem Ukendt 1 og Ukendt 2.

Vores agenter
dækkede hele Junction City.

En agent besøgte Dreamland Motel.

Han spurgte, om der havde været nogen
med en Ryder-lastbil.

Bestyreren svarede:
"Ja, der boede en gæst i værelse 25."

"Han havde en Ryder-lastbil."

"Jeg så ham sidst
om morgenen tirsdag den 18. april."

De viste hende så fantomtegningen.

Hun genkendte ham
og tjekkede sine optegnelser.

Trods McVeighs solide planlægning
begik han her en fejl.

Han indskrev sig
under sit eget navn.

Vi ville vide, hvem Tim McVeigh var.

Vi foretog så en søgning
i kriminalregistret -

- for at se, om en Tim McVeigh
havde været anholdt et sted i USA.

Det viste sig, at en færdselsbetjent
havde anholdt en Timothy McVeigh.

Han var på vej til Kansas
i sin gamle Mercury Marquis.

Han kom ud på motorvejen
og blev standset af en betjent -

- fordi han ikke havde
en nummerplade bag på bilen.

Betjenten bemærker så
en bule under førerens jakke.

"Er det en pistol?"

Føreren svarer: "Ja, det er det."
Og Tim McVeigh bliver så anholdt.

Han bliver ført
til det lokale fængsel.

På den T-shirt, han er iført
står der "Sic Semper Tyrannis".

"Sådan går det tyranner."

Det var det, John Wilkes Booth råbte,
da han skød Abraham Lincoln.

McVeigh sad fængslet i to dage,
og ingen anede, hvem han var.

Udover at han ulovligt
medbragte et skjult våben -

- havde politiet ikke
nogen mistanke til ham.

Vi ringede til domhuset.
McVeigh var på vej i retten -

- og klar til at blive løsladt.
Vi bad dem tilbageholde ham.

To agenter afhører ham
på sheriffens kontor.

Den ene agent spurgte ham:
"Ved du, hvorfor vi er her?"

Og McVeigh svarede:
"Har det noget med bomben at gøre?"

Jeg kan meddele, at en person -

- som menes at stå bag angrebet
på Murrah-bygningen i onsdags -

- er blevet anholdt.

Man beslutter sig for at overføre ham
til et sikrere fængsel.

Det slipper ud til pressen,
som bekendtgør det i tv.

Så folk strømmer til langvejsfra
for at overvære det.

Jeg og resten af landet
så McVeigh for første gang.

Og vi forstod så med ét,
at der var indenlandske fjender -

- ikke udlændinge,
men ægte amerikanere -

- som førte krig mod USA.

Vi genkendte ham straks.
Det var fyren fra fantomtegningen.

Jeg tror, at vi alle følte os forrådt.

Vi tænkte alle: "Du er jo en af os."

Fornemmer man nu,
at det ikke var en udenlandsk trussel?

Hverken jeg eller justitsministeriet
har sagt, at det var en udlænding.

Men det,
der er vigtigst at forstå nu, er -

- at der stadig venter meget arbejde
med denne efterforskning.

MISTÆNKT BOMBEMAND SIGTET

Anholdelsen af Timothy McVeigh
satte skub i efterforskningen.

Alt tydede på, at han var direkte
involveret, men i hvor høj grad?

På hans kørekort stod
en adresse i Decker i Michigan.

Vi sendte agenter til stedet.

Den mand, som boede der,
hed James Nichols -

- og havde en bror, Terry Nichols,
som boede i Herington i Kansas.

Vi gennemførte en ransagning
på Terry Nichols' bopæl i Kansas.

Det var en ren guldmine.

Der fandt vi en kvittering
på 900 kilo kunstgødning.

Vi fandt en boremaskine,
som blev et vigtigt bevis.

Men det vigtigste,
som vi fandt der -

- var et telekort
lydende på navnet Daryl Bridges -

- som havde samme adresse
i Decker i Michigan.

Der var foretaget 685 opkald
på kortet.

Vi sporede, hvor de var foretaget fra,
og hvem de var rettet til.

Der var flere opkald til kemifirmaer
og tromlefabrikker.

Til racerbaner og andre steder,
som McVeigh og Nichols kontaktede -

- for at købe materialer
til deres bombe.

Telekortet
førte os også til Michael Fortier.

Han vidste mere end os om bomben.

Da McVeigh havde boet hos ham,
tog han en masse konservesdåser -

- og viste Fortiers hustru,
hvordan han ville bygge bomben.

I aftes blev Timothy McVeigh sigtet
for bombeattentatet her i byen.

To brødre, James Douglas Nichols
og Terry Lynn Nichols -

- er tilbageholdt som vigtige vidner.

Yderligere en mistænkt,
omtalt som Ukendt 2 -

- er stadig på fri fod.

Der blev begået en fejl. Han er tegnet
med Carolina Panthers-kasket.

Det viste sig,
at fyren havde været i udlejningen -

- dagen før Timothy McVeigh.

Signalementet af ham passer perfekt.

Findes der en Ukendt 2?
Ethvert svar er skræmmende.

For hvis der er flere involveret,
så er de stadig på fri fod.

Men det er jo også skræmmende,
hvis jeg kunne gøre det alene.

Vendingen "I kan ikke tåle sandheden"
passer jo fint her.

For sandheden er jo den,
at det kun var mig.

Anklageren pressede McVeighs
forsvarer med alt, hvad de havde.

Michael Fortiers vidnesbyrd
var helt afgørende -

- men han fortalte også
en gribende historie.

Han sagde, at han ofte drømte,
at han ringede og advarede folk.

Og så vågnede han i fængslet
og havde slet ikke ringet.

Så folk var døde på grund af ham.

Jeg var det andet vidne ved retssagen.

Da jeg sad i vidneskranken -

- syntes det, som om McVeigh
sad blot en armslængde borte.

Han stirrede olmt på mig,
men jeg lod mig ikke skræmme.

Folk spurgte: "Hvordan kunne du
være i lokale med din søns morder?"

Jeg sagde: "Min historie er stærkere
end alle ukvemsord mod ham."

"Min historie er stærkere
end min knyttede næve."

Jeg synker ikke ned på hans niveau.
Både jeg og Tevin fortjener bedre.

Alle bombeofrene fortjener bedre.

McVeigh satsede på et nødretsforsvar.
At han måtte bombe bygningen.

Han ville ikke påstå at tilhøre
en omfattende sammensværgelse -

- som forsvareren gerne så.

Det ville McVeigh ikke høre tale om,
for det var jo ikke sandt.

Og desuden ville han have "æren"
for det, han havde gjort.

Det er ingen beviser på -

- at nogen andre end han,
med hjælp fra de to venner -

- havde udført attentatet.

Han udtænkte og byggede bomben,
og det var han stolt af.

Der var ikke nogen sammensværgelse.
Det står fast.

Men tanken om, at McVeigh var alene
er helt forkert -

- fordi det frikender den bevægelse,
som det hele udsprang af.

Timothy McVeigh stod ikke alene.

Han var et produkt
af den racistiske bevægelse.

Han havde "The Turner Diaries"
med sig og læste den højt for folk.

Han kom på våbenmesserne.

Han traf nynazister
og talte med dem.

Han var en del af bevægelsen.

Tanken om, at der ikke er forbindelse
mellem bevægelsen og attentatet -

- er helt forkert.
Der var en stærk forbindelse.

En rodfæstet forbindelse.

Da dommen blev læst op,
fortrak McVeigh ikke en mine.

Jeg tror,
at han havde ventet den dom.

Han ventede at blive dødsdømt,
og jeg tror, han ville være martyr.

SKYLDIG

Han troede,
at han startede en ny revolution.

Men han gjorde det modsatte.

Han satte ansigt på,
hvad det vil sige -

- at angribe en regering.
Folkets regering.

Vi var staten.
Vi var ikke skurke.

Vi var mødre, fædre og døtre.

Og sønner.
Og bedsteforældre.

Vi havde et arbejde at udføre.

Man påstår, at man ikke kan være
tilfreds med et job i det offentlige.

Sådan tænkte vi ikke på kontoret.
Vi var stolte af vores arbejde.

Dødsstraf er jo et oxymoron.

Døden er ikke en straf,
men en flugt.

De behandler mig som et trofæ.
"Vi henretter ham. Vi vandt."

De vandt jo slet ikke.
Stillingen er 168-1.

Han døde uden et ord.

Han følte ingen smerte.
Han følte ingen anger.

Jeg så ham i øjnene,
inden han lukkede dem for sidste gang.

Jeg så samme dybe vrede,
foragt og raseri -

- som jeg havde set ved retssagen
flere år tidligere.

Retfærdigheden skete fyldest.

Det giver os ikke de døde tilbage,
men det afslutter et kapitel.

Og det var, hvad der skete,
da de henrettede Timothy McVeigh.

Jeg var nødt til at tilgive ham,
for det truede med at slide mig op.

Jeg vidste,
at hvis jeg holdt det had i live -

- ville han have vundet.
Og den sejr skulle han ikke have.

Han skulle ikke ødelægge mig.

Vi overværede ikke henrettelsen.
Det ville vi ikke bruge tid på.

Vi koncentrerede
alle vores kræfter om vores børn.

Vores børn og vores familie.

Vi er meget heldige,
men vi har haft det svært.

Det har været hårdt at følge
Brandons kamp gennem de sidste 20 år.

Troen, familien og vennerne.
Det har holdt os oppe.

Men det får mig også til at tænke:
"Hvorfor?"

Jeg tænker det ikke hele tiden,
men nogle gange tænker jeg: "Hvorfor?"

Jeg føler noget
af de overlevendes skyldfølelse.

Mine børn overlevede,
men det gjorde mange af de andre ikke.

Jeg håber, at ingen nogensinde igen -

- bliver så fyldt med had,
fordomme og fordømmelse -

- at de føler,
at det eneste, der er at gøre -

- er at myrde
og skade andre mennesker.

Jeg håber, at trods alt det her -

- så er kærligheden stærkere
end nogen terrorhandling.

Jeg håber, at det aldrig sker igen.

Danske tekster:
Aage Brock - Subline