All language subtitles for After.Hitler.2016.Part1.WEBRip.x264-ION10

Det er maj 1945. Nazismens skygge
trækker sig endelig tilbage.

Kontinentet er hærget af krig.
Nu ønsker alle blot at leve på ny.

Men selvom våbnene tier, er anden
verdenskrig endnu ikke forbi.

Det tredje rige har overgivet sig,
men volden vil ingen ende tage.

Europa vil forblive vædet i blod
i lang tid endnu.

Man har lige lagt våbnene fra sig,
da en ny krig truer.

Et jerntæppe har sænket sig
over kontinentet.

Nazismen er snart blevet erstattet
af et nyt frygtindgydende tyranni.

Den 8. maj 1945. Nazityskland har
endelig overgivet sig.

Overalt i Europa fejrer man sejren.

"Det er forbi," siger de.
"Det er forbi."

I alles øjne kan man skimte håbet
om en bedre verden.

I Moskva, New York, Paris, London,
Amsterdam, Prag.

Folk jubler overalt.

I en landsby i Belgien
holder man karneval-

-og hele historien bliver genfortalt.

Flugt, fangenskab.

Befrielse. Der er Sejren til hest.

Og de fire store stjerner.

Churchill, de Gaulle,
Roosevelt og Stalin.

Glæden er ægte nok,
men den vil ikke vare ved.

Nazityskland er måske nok besejret,
men Europa er tvunget i knæ.

Det har været den blodigste krig
i menneskehedens historie.

27 millioner sovjetborgere
er forsvundet.

Tyskland har mistet 4,5 mio. soldater
og over 1,5 million civile.

Næsten 6 mio. jøder
er blevet udryddet.

I hele Europa har anden verdenskrig-

-kostet næsten 40 millioner mænd,
kvinder og børn livet.

Kontinentet er én stor kirkegård.

De overlevende sørger over de døde,
mens alt omkring dem ligger i ruiner.

I Sovjetunionen er over 70.000
byer og landsbyer blevet udslettet-

-af den tyske besættelsesmagt.

I Frankrig er hundredtusindvis af
bygninger blevet jævnet med jorden.

I Holland er digerne brudt sammen.
De blev saboteret af nazisterne.

Nu står hele kvarterer under vand.

Budapest ligger i ruiner. Hele byen
bærer præg af voldsomme kampe.

Hvad Berlin angår,
så er den blot en skygge af sig selv.

Disse ruiner er alt,
der er tilbage af Warszawa.

90% af byen er blevet ødelagt.

Den amerikanske fotograf
John Vachon udtalte:

"Jeg forstår ikke,
det kunne gå så vidt.

Det er så brutalt.
Jeg kan ikke forstå det."

Der har aldrig været
en større katastrofe.

Det frugtbare Europa er blevet
forvandlet til et goldt månelandskab.

Fra maj 1945 kom hundredtusindvis
af tyskere tilbage fra landet.

De var flygtet derud
for at undslippe krigens rædsler.

Der er ingen benzin.

Hitler ønskede et tusindårsrige-

-men har i stedet sendt sit folk
tusind år tilbage i tiden.

Nu er de hjemme, og de har alle
brug for mad og et sted at bo.

Men alle har det hårdt.

Infrastrukturen er brudt sammen,
så forsyninger kan ikke nå frem.

Der er intet tilbage.

Man skal bruge kuponer til alting.
Brød, mælk, tøj, kød.

Selv i Frankrig, der blev befriet
for flere måneder siden-

-er kødrationen nogle få hundrede
gram om dagen inklusive knogler.

Det er én lang kø.

Selv vand er strengt rationeret.
Man må ikke gå rigtigt i bad.

Situationen er forfærdelig
i Napoli og i Budapest.

Hundredvis af gadebørn er så sultne,
at de er villige til alt.

Inklusive prostitution.

De roder efter madrester
eller noget, de kan handle med.

Et par kulstykker
er værdifulde varer.

Sådan en nød
fører hurtigt til plyndringer.

USSR, De Forenede Stater-

-Storbritannien og Frankrig
har vundet krigen.

Men vil de formå at vinde freden?

Denne armod og ødelæggelse
bliver forværret af endnu et problem.

Hvad skal man gøre med de millioner
af tyske og italienske krigsfanger?

De er mange, men de er blot en del
af den enorme folkevandring.

En af de største, man har set.

Et tocifret antal millioner
er blevet fordrevet under krigen.

De længes alle efter at vende hjem.

De allierede står over for
en tilsyneladende umulig situation.

Hvordan skal man løse problemerne?

Hvordan kan man genoplive
og genopbygge kontinentet?

Og frem for alt. Hvad skal man gøre
med det besejrede Tyskland?

Fra nu af er Berlin i russernes
hænder. De nåede først frem.

De gjorde sig populære ved at levere
friske forsyninger til byen.

Det er en fin gestus,
men piben får en anden lyd.

Rusland er blevet hærget-

-så på Stalins ordre
river man fabrikker ned-

-og fragter maskinerne bort.
De fjerner endda jernbanespor.

Det hele bliver sendt østpå.

Kvinder bliver desværre også
betragtet som krigsbytte.

Over 2 mio. tyske kvinder
er blevet voldtaget af Den Røde Hær.

Som denne ukendte kvinde.

For hende som for mange andre
er krigen endnu ikke forbi.

I juni 1945 ligger Berlin åben
for alle sejrherrerne.

Her mødes Eisenhower,
Montgomery, Zhukov og De Lattre.

De er alle enige.
Tyskland skal knægtes.

Ifølge Jalta-aftalen
skal USA, Rusland-

-Storbritannien og Frankrig
dele Tyskland imellem sig.

Berlin er i den russiske zone,
men de deler byen i fire.

Det skal symbolisere
sejrherrernes samarbejde.

De allierede fejrer det i fællesskab.

Men bag deres smil lurer
en krudttønde af uenigheder.

Og lunten er tændt.

Man rejser de første skilte,
der opdeler byen.

Og mens charmerende
rekrutter dirigerer trafikken-

-finder man sig til rette.

Du kan bare filme, men jeg
holder ikke op med at arbejde.

Sejrherrerne poserer
for at blive udødeliggjort.

Det har de også fortjent
efter fem års krig.

Amerikanere besøger Rigsdagen
eller det olympiske stadion.

De besøger det sted, hvor Hitlers lig
angiveligt blev brændt.

Benzindunkene ligger der endnu.

Under tyskernes kamp for at overleve
bliver Føreren hurtigt glemt.

En ung Berliner skriver:

"Nu vender alle ryggen til Hitler,
som om intet var sket.

Alle blev forfulgt,
og ingen gjorde noget."

Men de allierede har intet glemt.

I deres øjne er tyskerne fortsat
farlige og ikke til at stole på.

Amerikanerne får klare ordre.
De må ikke fraternisere.

VÆR MISTÆNKSOM

Et sted i Tyskland
er der tusindvis af stormtropper.

De skjuler sig som en del af mængden,
men de holder øje, og de hader dig.

Alle tyskere er en potentiel
kilde til problemer.

Man må derfor ikke fraternisere
med nogen tyskere.

Det tyske folk er ikke vores venner.

For soldaterne
er det vanskeligt at adlyde.

Den store lidelse påvirker dem.
Som en officer bemærker:

"Når jeg ser 2-3.000
gamle kvinder og børn-

-der alle ser svage og skræmte ud-

-så kan jeg ikke undgå
at føle medlidenhed."

Og mange soldater havde ikke
set en kvinde i flere måneder.

En attache fortæller:

"For en mand,
der er træt af andre mænd-

-er alt i en kjole tillokkende.

Soldater og fräuleins
var som magneter og stål."

Snart danser pigerne ikke
kun med hinanden i dansesalene-

-og prostitution er udbredt. Der er
både professionelle og amatører.

De tyske mænd forbander besætterne-

-men de kan ikke hamle op
med soldaternes rationer.

"Se bare," knurrer de.

"Tysklands fremtid er en amerikansk
soldat og en tysk luder."

Man har travlt i de ødelagte byer.

Man skal have vand, reparere broerne
og rydde murbrokkerne.

Det hele skal gøres i hånden.
Der er ingen maskiner tilbage.

Berlinerne er tvunget
til at rydde op i deres by.

Hvis de vil have noget at spise,
må de komme i gang.

Tusindvis af kvinder går sammen for
at fjerne de mange ton murbrokker-

-som deres by er begravet under.

De kalder dem "Trümmerfrauen".
Ruinkvinder.

Det er udmattende
og tilsyneladende endeløst arbejde.

Og imens vandrer titusindvis af
navnløse børn igennem ruinerne-

-mens de leder efter deres familier.

På vej gennem Tyskland
skriver en britisk major:

"Det mest tankevækkende
er fraværet af mænd mellem 17 og 40.

Det er en verden af kvinder,
børn og ældre."

Ægtemændene, sønnerne
og fædrene er døde.

Eller også er de interneret.

De allierede har fortsat
næsten 11 mio. krigsfanger.

Og det er dyrt.
Så de skal tjene til føden.

Sejrherrerne deler dem-

-og de må genopbygge de lande,
de har været med til at ødelægge.

De er moderne slaver,
der bliver lejet ud for sulteløn.

I England og Frankrig udskriver man-

-over en million tyske krigsfanger
til tvangsarbejde.

Fangerne må til tider
udføre farligt arbejde.

De skal rydde alle de miner, der er
blevet lagt ud under besættelsen.

Det koster mange af dem livet.

For at blive konfronteret med dem-

-bliver nogle tvunget til at åbne
massegravene for deres utallige ofre.

Sejrherrerne drager taberne
til ansvar.

Samtidig regerer de
et opdelt Tyskland med mange fanger.

Det bliver snart for meget for dem.

Hvordan skal de hjemsende
de millioner af fanger-

-som Tyskland har hentet overalt,
og som ønsker at vende hjem?

Jøderne og de politiske fanger,
der fortsat sygner hen i lejrene.

De fanger, der vælter ud
af de tyske krigsfangelejre.

Alle nazisternes tvangsarbejderne,
der nu forlader deres fabrikker.

Og så er der alle de civile,
der flygtede fra kampene.

I alt har krigen medført-

-at 40 millioner mennesker er blevet
fortrængt fra deres hjem i Europa.

Et sammensurium af forskellige
nationaliteter vader gennem ruinerne.

I hjertet af Tyskland-

-strømmer kolonner af dem
over en improviseret bro.

Over 2 mio. russere,
1 mio. polakker, 330.000 tjekker-

-og 600.000 flygtninge fra
Centraleuropa er alle på vej mod øst.

Samtidig er over to millioner
franskmænd, 570.000 belgiere-

-400.000 hollændere
og 420.000 italienere på vej vestpå.

En engelsk journalist udtaler:

"Man ser hele Europas historie
på Tysklands veje."

Det bliver hurtigt et mareridt-

-at have denne tidevandsbølge
rullende omkring.

For mange af disse flygtninge
tænker kun på én ting. Hævn.

På vej gennem landsbyerne-

-trækker rigets ofre et spor
af tyveri, voldtægt og ødelæggelse.

De lokale lader endda det hvide flag
hænge ud af vinduet.

Man plyndrer løs.

"Russere, polakker
og franskmænd har travlt.

De må standses,"
bemærker en britisk kaptajn.

Overalt har krigen drænet
menneskets værdighed.

I udryddelseslejrene straffer
fangerne deres fangevogtere.

En fange indrømmer:
"Da jeg blev befriet, mente jeg-

-at vi skulle have slettet
Tyskland fra landkortet."

Nogle nazister forsøger
at skjule sig blandt deres ofre.

Soldaterne beder fangerne
om at udpege dem.

Og nogle gange
lader de dem tage hævn.

Mordernes håndlangere
bliver også straffet.

I Dessau-lejren i Tyskland
identificerer man en gruppe.

Fotografen Henri Cartier-Bresson
er vidne til scenen-

-og foreviger den for eftertiden.

En informant bliver konfronteret
med en kvinde-

-som hun havde angivet.

Det er begyndt at haste.

Man må sørge for, at disse mennesker
kommer hjem i en fart.

Og det er farligt. For de kan alle
bære på en usynlig plage...

Plettyfus.

De allierede laver vejspærringer.
De har ét formål.

Alle skal sprøjtes med DDT,
et kraftigt insektmiddel.

"DDT-pulver," fortæller en mand.
"I ansigtet. Ned i bukserne.

I ørene og op i næsen. Man kunne
smage det. De druknede os i det."

Alle, som amerikanerne afluser,
får udstedt et kort.

Snart må ingen krydse Rhinen,
medmindre de har sådan et kort.

De overlevende fra Holocaust aner
ikke, hvordan de skal komme hjem.

De er for svage og for syge.

I starten forstår de allierede ikke
den lidelse, de har været udsat for.

De fleste af nazisternes fanger
har overlevet-

-men det er blot 2% af jøderne,
der har undgået udryddelse.

Man har ingen plan for,
hvordan man skal tage sig af dem.

Så de allierede improviserer og
brødføder dem med det, de nu kan.

Seks uger efter
at Bergen Belsen var blevet befriet-

-var 13.000 fanger døde
af plettyfus eller af fejlernæring-

-der skyldtes,
at de fik alt for fed mad.

Et par uger efter sejren bærer
de overlevende stadig fangedragter.

Og de dør fortsat.

CHARTER BLIVER UNDERSKREVET

Det er et historisk øjeblik,
da lord Halifax anmoder om-

-at man stemmer
om chartrets vedtagelse.

Og lederne af de 50 delegationer
rejser sig for at blive talt.

Alle stemmer for.
Et charter for ny verden er født.

Der hersker fortsat kaos i Europa-

-men i San Francisco ratificerer
FN sit charter af 26. juni 1945-

-i den hensigt at forhindre krige
mellem nationer i al fremtid.

FN vil lindre
det gamle kontinents lidelser.

Dets nødhjælpsorganisation
UNRRA sender fornødenheder-

-som kartofler, madolie,
kød, sæbe og tøj-

-til de mange millioner flygtninge.

Tusindvis af efterladte børn
kan nu begynde et nyt liv.

Man ser nu smil på alle de ansigter,
der havde mistet ethvert spor af håb.

UNRRA inddeler dem
i grupper efter deres nationalitet-

-og sørger for,
at de bliver sendt hjem.

Togsporene bliver repareret
lidt efter lidt.

Og de første tog kan drage
af sted til Europas byer.

Det er en glædens konvoj-

-der giver håb om,
man kan gense sine kære.

Nogle af de tårer,
der udgydes, er nu glædestårer.

Det er et organisatorisk mirakel.
I vest indsætter man 1.500 fly-

-så man kan fragte 36.000 mennesker
sikkert hjem om dagen.

I Bruxelles, Paris, Amsterdam-

-Moskva og Prag vender de
hjem til en hjertelig modtagelse.

En korporal, der vendte hjem
efter fem års fangenskab, skriver:

"På perronen så jeg alt,
jeg havde kær.

Min kone, min datter. Hele mit liv.

Det er endnu ikke gået op for mig,
at jeg nu er en fri mand."

En kvinde fortæller, at hun...

"aldrig vil glemme det øjeblik,
vi faldt hinanden om halsen.

Hvilken lykke. Der var glædestårer.
Det var en vidunderlig hjemkomst."

Hans lille pige,
som han sidst så, da hun var ét-

-og som nu var seks,
omfavnede ham og sagde "far, far"-

-som om han aldrig havde været væk."

Men bag lukkede døre kan disse
hjemkomster til tider være bitre.

Mændene, der vender hjem,
er som fremmede for deres familier.

Befrielsen fører til en stor stigning
i antallet af skilsmisser i Europa.

Nogle vender hjem til familien-

-men andre opdager,
at ingen venter på dem.

Det er særligt smertefuldt
for de få jøder, der har overlevet.

De er i så dårlig forfatning-

-at man er nødt til
at oprette herberger til dem.

I Paris bliver de indkvarteret
på Hotel Lutetia.

Efterretningstjenestens hovedkvarter
giver de hjemløse husly.

På en væg hænger der billeder-

-hvor der blot står "savnet"
og et navn.

For mange er det
en kortvarig glæde at vende hjem.

Deres familie
og venner er forsvundet.

Fangen Louise Alcan udtaler:
"Der var ingen glæde tilbage.

Vi tog for mange døde med os hjem."

Disse overlevende vil længe blive
hjemsøgt af det, de har oplevet.

Nazismen er måske nok død, men det
antisemitiske had lever videre.

Østeuropa er hærget af pogromer,
længe efter at krigen er forbi.

Den værste af dem finder sted
i Kielce, blot 200 km fra Warszawa.

Det starter med,
at en 8-årig dreng hævder-

-at han har været kidnappet af jøder.

Som gengældelse
bliver 42 jøder dræbt og 80 såret.

I pøblen finder man både
kvinder, soldater og betjente.

Massakren i Kielce
har berørt hele verden.

Disse kvinder overlevede
lejrenes rædsler.

De er frie,
men de har nu mistet deres kære.

Denne forbrydelse
blev begået af polakker.

Vi kan ikke benægte,
at vi bære ansvar for den.

Den vil plette Polens ry.

En polsk jøde fortæller:

"Det føltes,
som om vi levede på flyvesand.

Vi ville i gang med at leve
som mennesker igen.

Pogromen i Kielce
fik illusionerne til at briste.

Vi kunne ikke blive der
et øjeblik til."

Men hvor skal de rejse hen?

Mange drager af sted
for at finde asyl.

Som disse 900 forældreløse tjekker,
polakker og ungarere fra Buchenwald.

De håber alle
at kunne begynde et nyt liv i vesten.

Regeringerne i Østeuropa
lader dem rejse-

-og er ikke kede af
at slippe for dem.

I juli 1945 mødes de tre store
i hjertet af det besejrede Tyskland-

-for at forhandle sig frem
til de nye regler.

Den nye præsident,
Harry Truman, hylder de mænd-

-og det mægtige arsenal,
der sikrede sejren.

Han rejser til den sovjetiske zone.

Til Potsdam, der kortvarigt
bliver verdens centrum.

Stalin ankommer en dag for sent.

Den amerikanske ambassadør
Averell Harriman bemærker-

-at det må være tilfredsstillende
for ham endelig at være i Berlin.

Stalin svarer koldt:
"Zar Alexander nåede til Paris."

Det er Kremls capo,
der dominerer konferencen.

Hans hær har befriet Østeuropa-

-og nu skal den røde fane
vaje over det hele.

Han har et godt kort.

Kommunistpartier overalt
vil blindt adlyde hans ordrer.

Stalin er blevet placeret
lige over for Harry Truman.

I Stalins øjne er Truman blot en
butiksbestyrer fra Kansas City.

"Han kan ikke hamle op
med Roosevelt," udtaler han.

"Han er hverken intelligent
eller veluddannet."

Men Roosevelts efterfølger er
også mødt op med en trumf i ærmet.

Den hedder Trinity.
Den første atombombe.

Fire dage forinden har man afprøvet
Trinity i New Mexico-

-og dér målt en sprængkraft,
der svarer til 20.000 ton TNT.

Det er et vendepunkt.
Mennesket træder ind i atomalderen-

-da det skaber
et altødelæggende våben.

Diskussionerne fortsætter.

Truman bekendtgør kryptisk,
at han har udviklet nyt våben.

Stalin ikke så meget som blinker.

Men privat betror han
sin udenrigsminister Molotov-

-at de må indhente USA.

"Washington og London håber, at vi
ikke selv vil kunne udvikle bomben.

Vi skal acceptere deres planer.
Men det kommer ikke til at ske."

Få dage senere beordrer Truman,
at man smider to atombomber.

Over Hiroshima den 6. august.

Og over Nagasaki den 9.

På få minutter dræber eksplosionen
over 150.000 japanere.

Solens rige overgiver sig.
Anden verdenskrig er forbi.

Alle tre. Lad os få et,
hvor I alle sammen giver hånd.

Stalin er kommet til Potsdam
som den stærke mand.

Men han opdager, at butiksbestyreren
er mere determineret-

-end han havde troet.

Imens disse diskussioner står på-

-bliver mennesker fortsat
fanget i befrielsens vanvid.

I Frankrig, Italien, Belgien,
Norge og Danmark-

-bliver kvinder klippet skaldet.

Enhver kontakt med fjenden
er nok til at vække mistanke.

Disse reelle
eller imaginære forbrydelser-

-tillader selvtægtsmænd
at give deres vrede frit spil.

Mænd, der har følt deres virilitet
truet, får afløb for deres følelser.

Helt op til 1946 blev titusindvis af
kvinder ydmyget på denne måde.

Det er ikke kun hår, der bliver
klippet af. Hoveder ruller også.

I Cusset i Allier bliver
to kollaboratører hentet i fængslet.

Og politiet lader mængden
få afløb for sine følelser.

Denne barbariske udrensning
finder sted overalt i Europa.

Det er, som om at bladet skal plettes
af vold, inden man kan vende det.

Når man har fået afløb for raseriet,
skal retfærdighed ske fyldest.

I Frankrig, Belgien, Italien,
Holland og Norge-

-kommer hundredtusindvis
af kollaboratører for retten.

Nu skal bødlen på arbejde.

I Italien foreviger filmskaberne
Visconti og De Santis-

-udrensningernes brutalitet.

Disse optagelser er misvisende.

Mange kollaboratører bliver dømt
in absentia, eller de slipper udenom.

Men efter flere års blodudgydelser-

-længes verden efter en epilog
og en følelse af afslutning.

I 1945 bliver den største retssag
i historien indledt i Nürnberg-

-hvor de antisemitiske love var
blevet bekendtgjort ti år tidligere.

Nazipartiets ledere skal stå
til ansvar for deres forbrydelser.

Iblandt dem er Hermann Göring.
Hitlers højre hånd.

Rudolf Hess.

Men også Wilhelm Keitel.
Værnemagtens øverstbefalende.

I alt bliver 21 tidligere ledere
stillet for retten.

Da retssagen begynder,
henvender anklageren sig til juryen.

De forbrydelser,
vi ønsker at fordømme og straffe-

-har været så overlagte,
så onde og så forfærdelige-

-at civilisationen ikke vil kunne
tolerere, at de bliver ignoreret.

Den vil ikke kunne overleve,
at de bliver gentaget.

De anklagede rejser sig på skift.

Jeg erklærer mig ikke skyldig.

Jeg erklærer mig
ikke skyldig i anklagerne.

-Jeg erklærer mig ikke skyldig.
-Ikke skyldig.

Det kræver næsten et år, 400 høringer
og 16.000 siders transskription-

-at blotlægge nazismens barbarisme.

Blandt vidnerne er modstandskvinden
Marie-Claude Vaillant-Couturier-

-der sad i både
Auschwitz og Ravensbrück.

Hendes vidnesbyrd gør indtryk.

-Var du selv vidne til det?
-Ja.

En nat blev vi vækket
af frygtelige skrig.

Den følgende dag
hørte vi fra de mænd-

-der arbejdede i sonderkommandoen...

Gaskommandoen....

... at man dagen forinden
var løbet tør for gas-

-og at man derfor havde smidt børn
levende ind i ovnene.

Disse grusomme gerninger medfører,
at man for første gang-

-anvender betegnelserne "folkemord"
og "forbrydelser mod menneskeheden".

Der følger hundredvis af retssager.

For eksempel den mod Ilse Koch.
Heksen fra Buchenwald-

-der samlede på tatoveringer
og skrumpehoveder.

Hendes makabre trofæer
bliver anvendt som beviser.

Hun idømmes livsvarigt fængsel.

De værste forbrydere bliver hængt.

For eksempel Tjekkoslovakiets svøbe.
Karl Hermann Frank.

Deres lig bliver kremeret
og deres aske spredt-

-så der ikke vil være et mindesmærke
for dem eller deres forbrydelser.

I Rusland tiltrækker henrettelserne
tusindvis af tilskuere-

-der vil se deres undertrykkere dø.

Mange henrettes, men man
udsletter ikke alle nazisterne.

For eksempel brændte Divison Das
Reich landsbyen Oradur-Sur-Glane ned-

- og massakrerede 642 mænd,
kvinder og børn.

Men dens øverstbefalende, general
Lammerding, sover fredeligt ind.

Og hvor mange af de andre
bag Den Endelige Løsning-

-vil forblive på fri fod?

Efter hævnen er det blevet tid
til at genopbygge.

Men det bliver en enorm opgave
at trække Europa ud af skyggerne.

Folk sulter fortsat.

Og så længe Tysklands fremtid
er uvis, lurer en ny krig.

Amerikanerne og russerne
har forskellige syn på fremtiden.

De allierede har vundet krigen.
Men kan de vinde freden?

Jonathan Kobylecki Højen
www.btistudios.com