All language subtitles for Foerst.til.verdens.ende.S01E04.DANiSH.720p.WEB-DL.AAC2.0.H.264-DBRETAiL.da

Man kan hurtigt komme om
på den anden siden af Jorden.

Men går vi i farten
glip af eventyret?

Så er vi kommet med de lokale.

Hvad hvis vi ikke må vælge
den hurtigste løsning?

I et ekstraordinært ræs har fem par
begivet sig ud på deres livs rejse.

Det her er jo noget af det vildeste,
vi nogensinde har prøvet.

Målet er Singapore.

Den destination, som via landjorden
er fjernest fra Danmark.

Udstyret med intet andet end et kort
og et beskedent kontantbeløb -

- skal parrene krydse mere
end 12.000 km på land og til vands.

Det par, som når først frem, vinder
præmien på en kvart million kroner.

Kom nu, far.

De er nået først til verdens ende.

Parrene rejste fra Delfi
til det tredje checkpoint.

Far og søn manglede den rette valuta
og kom i store problemer.

Men alligevel endte de helt i front.

Lige efter dem
kom søstrene Johanne og Josefine -

- mens Kim og Carsten
tog en tredjeplads.

Og efter en langsom togtur
gennem Tyrkiet -

- endte kæresteparret Stephanie
og Nicolaj på etapens sidsteplads.

De fire par er nu samlet i Baku -

- med kun tre timers forspring
fra de forreste til de bagerste.

Ved hvert checkpoint har parrene
en pause, før de rejser videre.

Jo tidligere de ankommer,
jo før må de tage af sted.

Men før turen går videre fra Baku,
skal far og søn et smut i banken.

Nu skal vi få vekslet
alle vores kroner om til dollars -

- fordi vi har haft en del problemer
med vores valuta -

- og den danske krone
skal vi bare af med.

Så nu får vi endelig gjort det.

Og med gangbar valuta på lommen er
far og søn klar til at rejse videre.

"Jeres næste destination
er Tasjkent."

Hvor ligge det så henne? Skal
vi lige prøve at tjekke på kortet?

Tasjkent, hovedstaden i Usbekistan
og Centralasiens største by.

Kendt for sin rige kultur
og sine mange forskellige sprog.

Det må næsten være den,
der hedder Tasjkent.

Der er meget derude,
der venter på os.

"... Næste destination er Tasjkent."
Ja, det må være noget...

Det er Usbekistan.
Så skal vi over Det Kaspiske Hav.

Vores plan er
at spare ekstra meget, fordi...

Hvis vi skal hele vejen
til Singapore, skal der spares lidt.

Usbekistan ligger ikke så lang fra
Afghanistan, hvor vi begge har været.

Vi skal nå noget vand først.

I hjertet af Centralasien
ligger Tasjkent. 2535 km fra Baku.

Første udfordring for parrene
er verdens største sø.

Siden Sovjetunionens fald i 1991
har det været muligt for rejsende -

- at krydse havet
mellem Aserbajdsjan og Kasakhstan.

Turen over Det Kaspiske Hav vil spare
de rejsende for mere end 24 timer.

Derfor har alle fire par valgt
at sætte kursen mod færgelejet.

Jeg har ikke været
på så mange primitive rejser.

Jeg tager det jo som en oplevelse
at leve lidt primitivt i en periode.

Du kan godt lide
at have de basale ting -

- som makeup og noget fint tøj
og sådan noget.

Men der er nok ikke meget luksus
på det ekssovjetiske fragtskib.

- Jeg håber, at det her går hurtigt.
- Det mener de ikke, det her.

Jo, det mener de.

Jeg sover ikke deroppe.

- Cool nok. Der er dejlige tæpper.
- De er nok ikke vasket i et år.

Det er godt,
at vi har vores soveposer.

Der er varmt herinde.
Det kan jeg ikke lide.

Der er ingen sæbe.

Det ser ud, som om der ikke
er blevet gjort rent et år.

I det mindste er der et spejl.

Kim og Carsten samt Stephanie
og Nicolaj ankommer som de sidste.

Dermed er alle par om bord
før den planlagte aftenafgang.

Da alle par nu er med
den samme færge -

- betyder det,
at far og søns forspring er væk.

Vi har brug for et forspring,
og nu er vi det samme sted.

- Nu står konkurrencen jo lige.
- Det bliver en god lejrtur.

Lejrskole eller ej...

Efter adskillige timers ventetid har
færgen ikke rørt sig én eneste sømil.

Det virker lidt,
som om vi står stille.

Så ved vi det. Vi kommer ikke videre,
fordi det blæser.

Derfor kan de ikke sejle over.

Det virker lidt som tilfældighedernes
spil, hvornår og hvor vi kommer frem.

Så det er sådan lidt...
Det hele er lidt uvist.

- Så er det af sted, mand.
- Tror du overhovedet, den kan flyde?

En af de her både sank
for tre-fire år siden.

Den 550 km lange sejltur til Aktau
i Kasakhstan er endelig begyndt.

Det Kaspiske Hav er mere end
otte gange så stort som Danmark.

Så en tur på tværs
kan ofte vare op til flere dage.

Det er nok noget af det mindst
stressende, der har været på turen.

De seneste år op til den her rejse -

- har vi ikke haft
så meget kærestetid.

Vi er ikke så gode til at koble af -

- men det er fedt at blive tvunget
til det, for så får vi det gjort.

Er du træt af at være oppe i båden?

Det er klamt og beskidt og ulækkert -

- og der er ikke noget at lave.

Der er ikke noget ved det her,
der er fedt.

Usbekistan hører blandt de lande,
jeg helst vil opleve.

Jeg er meget spændt på,
hvad der er i vente.

Det er tid til snart at sætte
en ny streg i vores timeregnskab.

Der er plads herovre. Sådan.

- Hvor mange timer har vi været her?
- Alt for mange.

Men selvom timerne er lange, er
der i cafeteriet rig mulighed for -

- at få en sludder
med de øvrige passagerer.

Jeg har også rigtig svært ved
at forstå ukrainsk.

- Halløj.
- Halløj. Hvad så? Fik du røget?

- Ja. Han var også en smule fuld.
- Men han virker også flink.

Jamen han er flink. Bestemt.

Men efter at vi havde fået røget
en cigaret -

- så spurgte han, om jeg ikke
skulle med ned og se hans lastvogn.

Han havde så glemt sin nøgle.

Så fik han åbnet ind til sit værktøj.

Så åbnede han.

Jeg tror, hans promille
er en lille smule for høj.

Parrene har nu krydsets saltsøen
mellem Europa og Asien.

Kasakhstan!

Endelig! Jeg har ikke komme
hurtigt nok af den her båd.

Nu kan de vælge at fortsætte
nordover gennem Kasakhstan -

- eller tage den sydlige rute gennem
de gamle karavanebyer i Usbekistan

Claus og Marco håber på
at komme fra stationen i Aktau -

- til knudepunktet Nukus
i Usbekistan.

Usbekistan er mit personlige
hovedmål på den her tur.

Det skal gå hurtigt for far og søn,
for deres tog afgår om få minutter.

Vi spørger hende der.

Claus og Marco er ikke det eneste
par, der forsøger at nå toget.

Det forstår jeg ikke noget af.
Kl. 10. Hvad er klokken nu?

Den går nu.

- Længere ud.
- Det er måske næste tog.

Det går kl. 10, og det er den nu.

Med et helt døgn
til næste togafgang -

- vælger Josefine og Johanne
at forsøge at finde en taxa.

Vi skal til Usbekistan i dag.

Stik imod deres plan
om at spare penge -

- har pigerne set sig nødsaget til at
tage en taxa til stationsbyen Beyneu.

I Aktau er Kim og Carsten
på vej til at købe togbilletter.

De planlægger at bevæge sig
nordover til byen Turkestan.

De håber at vinde tid
ved at rejse om natten.

Vi har fundet et job i Turkestan,
som vi gerne vil arbejde med.

Derfor undersøge vi muligheden
for at komme til Turkestan med tog.

Claus og Marco har også
lidt sproglige udfordringer.

Lige nu lærer vi nogle gloser,
som vi kan bruge i Usbekistan

Vi prøver at lære sådan noget
som "ja", "nej", "tog", "bus".

De hjælper os med at oversætte.
Vi benytter pegebogen.

Det er nemmere at kommunikere
med folk gennem illustrationer.

Det lyder, som om vi skal tage en bus
for at komme til vores næste by.

Hvad koster det at køre med bus?

Rødgrød med fløde.

De to første par
har altså nu forladt Aktau.

Marco og Claus har fart på
i et tog direkte til Nukus.

Josefine og Johanne
sidder i en taxa til Beyneu.

Lige nu har vi jo noget tid,
indtil vi kan komme til Turkestan.

Vi skal have fundet et sted at bo -

- og vi skal have fundet et eller
andet, vi kan komme ud at se.

Kim og Carsten fordriver ventetiden
med at besøge et mindesmærke -

- for de faldne soldater
i 2. verdenskrig.

Det er en for hvert år.

Vi er soldater. Det er jo ikke bare
et arbejde. Det er en livsstil.

Når vi går rundt, så er det stadigvæk
de samme mønstre, man har.

Vi er hele tiden meget opmærksomme
på vores omgivelser.

Det fungerer rigtig godt,
når jeg er udsendt -

- og jeg er sammen med min enhed,
hvor vi skal passe på hinanden.

Men når man så kommer hjem -

- så kunne det være rart,
hvis man kunne slappe mere af -

- så man får slukket
for den her overvågenhed.

Det er en løbende proces
igennem rejsen.

Jeg kan mærke,
at jeg er begyndt at kunne give slip.

Det er faktisk virkelig dejligt.

Det bliver spændende at se, om vi har
lagt det her fuldstændig bag os -

- når vi kommer hjem, og bare er
sådan to lallende civilister.

Josefine og Johanne er ankommet
til grænsen til Usbekistan.

De vil finde et tog mod Nukus
i morgen tidlig.

Vi er faktisk i ingenmandsland
lige nu.

Nu skal vi have et sted at sove.

Det er virkelig fucked.

Vi troede,
vi bookede et hotelværelse -

- og så får vi et værelse
med to borde og fire sofaer.

Og ingen dyner eller puder.

Nej, det er bare sådan... "Her er et
rum, I kan være i natten over."

Det er pige og dreng herinde.
Nej, hvor der stinker.

Jag havde virkelig håbet på
et hotelværelse med vores eget bad.

Sådan lidt privatliv.

Efter tre dage på færgen, så kommer
man alligevel til sådan noget her.

Josefine og Johanne har besluttet
at stå tildigt op -

- så de kan slippe for flere dyre
taxaer og i stedet kan finde et tog.

Vores plan er at komme til Navoi -

- fordi tæt på Navoi er det sted,
hvor vi kan arbejde.

Den mulighed, vi har for at komme med
tog til Navoi, er at tage til Nukus.

Han siger, at den eneste mulighed for
at komme til Nukus er med taxa.

Hold nu kæft...

For kæresteparret helt tilbage
i Aktau er der endelig dømt afgang.

Noget tyder på, at de har ramt
en stor rejsedag for de lokale.

- Det første indtryk er lokalt.
- Og kaos.

Så for pokker, du.
Så er vi sgu kommet med de lokale.

Folk kommer slæbende
med alt muligt mærkeligt.

Kim og Carsten er de sidste
til at forlade Aktau.

De har som de eneste valgt
at rejse gennem Kasakhstan -

- hvorimod Marco og Claus, Stephanie
og Nicolaj og Josefine og Johanne -

- er på vej mod Nukus og har valgt
den direkte rute gennem Usbekistan.

De her passer fint. De er fine.

41 danske kroner
for to par hjemmestrikkede sokker.

Er det ikke det, vi gør. Kan du
give tilbage? Det kan hun da.

Det er da lidt hyggeligt. Tak.

Mor bliver lidt skuffet,
når jeg ikke gider at gå i hendes.

Josefine og Johanne
er ankommet til Nukus.

Her håber de på finde et tog til
Navoi, hvor de gerne vil arbejde.

Vi har fundet ud af, at der er tog
til Navoi. Det er megafedt.

250 km derfra er Stephanie og Nicolaj
på vej til Samarkand -

- men det har spredt sig -

- at der sidder to købestærke
danskere i kupéen.

- Ellers tak.
- Hej, hej.

Så er der 4000-5000 mennesker
samlet inde i vores lille område her.

Hold kæft, hvor hyggelig, hva'?

Det er oplevelsen,
der bliver ved med at give her.

- Der kommer mere makrel.
- Der er sgu mere fisk der.

Det er det fede ved at have
endevognen. De når forbi en to gange.

Men vi er trods alt
lidt mere i midten nu.

Jeg kan overhovedet ikke
koncentrere mig om, hvad du siger.

Det lugter forfærdeligt. Det sidder
hun også derovre og siger.

Der lugter lidt af spegepølse og
af makrel, og hvis det ikke er nok -

- så kan du veksle nogle penge,
og så kan du købe noget legetøj.

Det lader til, at vinden
endelig blæser pigernes vej.

De er nu i høj fart
på vej til Navoi -

- og de er kommet i kabine med en
kvinde, der har givet dem aftensmad.

Vi er heldige,
og selvom man ikke forstår et ord -

- så er det stadigvæk megahyggeligt.
De tilbyder mad.

Sådan noget gør danskere ikke.
De er lidt for tilbageholdende.

Skal vi lære hende et dansk ord?

Skål. Nej, hvor er hun sød.

- Nu kører det. Kan du mærke det?
- Nu kører det.

Navoi.

Søstrene er endelig ankommet
til Navoi -

- hvor de kan se frem til
en tiltrængt hotelovernatning.

Så har vi fundet et hotel.
Et kæmpestort rum.

Hold kæft, det er lækkert, mand. Prøv
lige at se, hvor kæmpe det her er.

Det her er vores første
ordentlige seng efter færgen.

Og der er bad.
Vi har ikke fået bad i seks dage nu.

- Godnat.
- Godnat.

Efter en etape, der indtil videre har
budt på for mange dyre taxature -

- har pigerne skaffet sig et job
på en kamelfarm.

- Jeg tror, vi skal samle kamellort.
- Det håber jeg så ikke lige.

- Adr!
- Ja, den er frisk, den der.

Den tager jeg altså ikke med skoen.

Jeg håbede, at vi ikke skulle
muge ud i en ørken.

Det er jo i naturen, så hvorfor skal
man gå rundt og samle det op?

Vi skovler lort i ørkenen
med den her udsigt, Josefine.

Det kunne ikke være bedre.
Jeg strigler den med en pind.

Jeg tror bare,
han giver os til et eller andet.

Så bliver du lige striglet lidt.
Du nyder det.

Hold kæft, den er sød.

Prøv at se, hvor fin en lille frisure
den har. Man kan sætte en spænde på.

Nej, den er fin.

Jeg elsker dens lille tot.

- Det er den, jeg er mest fan af.
- Så går man lige ud i ørkenen.

- Det er da godt nok autentisk.
- Ja.

400 km derfra er Kim og Carsten
ankommet til Turkestan -

- hvor der også
skal skovles kamellort.

Det var sgu lige en lort, jeg
trådte i. Jeg trådte lige i en lort.

Det er sgu okay at stå midt
i Kasakhstan og skovle kamellort.

Kom.

- Går du tilbage?
- Så får du en skalle lige om lidt.

- Ræk hånden op.
- Må jeg komme forbi?

Så... kom så.

Hallo?

Nej, nu må du lige gå væk.

Tak.

Stephanie og Nicolaj vil bruge
deres rejsefrie tid i Samarkand.

Et minut forsinket.
Det synes jeg er meget godt timet.

Velkommen til Samarkand.

Samarkand, silkevejens diamant.

Byen er kendt for sine azurblå
mosaikbesatte moskeer.

En by, der emmer af
"1001 og én nats" -eventyr.

Claus og Marco er ankommet
til Bukhara i Usbekistan.

Her vil de bruge deres rejsefrie tid.

Især Marco har glædet sig til
at opleve kulturen i den smukke by.

Min far er desværre
blevet noget sløj.

Derfor har vi valgt at afbryde vores
sightseeing og få lidt mad og drikke.

Vi skal simpelthen både være bedre
og hurtigere til at vælge nogle ting.

Det er jo dig, der har det dårligt,
far. Du må acceptere det.

Du ser bleg ud. Det ville være rart,
hvis min far ville åbne sig mere op -

- fordi jeg ønsker,
at han en dag får nemmere ved...

Altså, at hver gang
når noget går ham på -

- at han bare kan sige det til mig,
uden at han spiller lidt macho.

Det der filter irriter mig lidt. Jeg
håber at få det blødgjort på turen.

Jeg er vokset op med, at det er
et svaghedstegn at have det dårligt.

Derfor har jeg svært ved
at acceptere, at jeg kan være syg.

Hvis du ikke indrømmer det,
bliver det bare værre hen ad vejen.

Tv-holdet har tilkaldt en læge for at
få afklaret, om Claus kan fortsætte.

Min far fik en blodprop,
da jeg var en lille dreng.

Så jeg ved, at han kan have
problemer med blodtrykket.

Jeg ved også, at han har
taget en del medicin imod det -

- men det er aldrig rart,
når man er langt hjemmefra.

Heldigvis vurderer lægen,
at Claus godt kan forsætte rejsen.

Imens er det for Stephanie og Nicolaj
blevet tid til et stævnemøde.

Gud, hvor jeg håber, vi har råd til
det her. Nej, hvor er det hyggeligt.

Wow.

Vi er landet på Restaurant Samarkand.

Her er så hyggeligt herinde.
Byen er ikke fyldt med restauranter -

- men dem de har eller i hvert fald
den her... Spot on.

Vi har regnet ud, at med tre retter,
en flaske vin og en øl -

- så er vi på omkring 91
danske kroner inklusive drikkepenge.

- Så vi flotter os lidt i dag.
- Det har vi råd til, synes vi.

Hvorfor ikke gribe chancen
og så bare nyde det og være her?

Imens Claus kommer til hægterne -

- skal Marco have den kulturelle
oplevelse, han har drømt om.

Han har fundet sig et job
ved et stort usbekisk bryllup.

Indtil videre har jeg bemærket, at
der kun er gamle mænd ved mit bord.

Det kan være noget
af det værste publikum.

Det bliver lidt sjovt, at det er dem,
jeg skal servicere i aften.

Det vigtigste til sådan
et bryllup her, det er vodka.

Indtil videre har jeg fundet ud af...

Jeg er imponeret over, hvor meget
vodka det her selskab kan drikke.

Det er fascinerende.

Hos Stephanie og Nicolaj
er festen også kommet i gang.

Vi hygger os megameget.
Det er helt klart kærestetid.

Det er tid til at kigge hinanden lidt
i øjnene og få en oplevelse.

Vi nyder det meget lige nu.

Vi ved, at vi gør det godt sammen,
og folk siger:

"I er da bare et dejligt match."

Udfordringen er,
at vi står et sted i vores liv -

- hvor jeg inderligt gerne
vil noget mere.

Det er jo et kæmpestort ønske
for Stephanie at få børn.

Jeg skulle være sikker på, at det var
Stephanie, jeg skulle have børn med.

Der har jeg brug for lige
at mærke forelskelsen igen -

- før man sætter børn i verden.

Vi har jo snakket om, at den her tur
kan være med til at huske os på -

- hvorfor vi er sammen, og hvad
vi godt kan lide ved hinanden.

Jeg håber, at Nicolaj kan kigge mig
i øjnene og sige:

"Det her er det, jeg gerne vil,
og jeg er det rigtige sted."

Er I klar?

Jeg har en megagod fornemmelse
i kroppen efter i dag.

Jeg håber, at rejsen fortsætter ud af
det spor, vi er i gang med lige nu.

Efter en uge på farten
nærmer de fire par sig målet.

De to par, der forlod sidste etapes
checkpoint som de sidste -

- har lagt sig i spidsen og begge har
nu mindre end 100 km til Tasjkent.

Kim og Carsten tager en taxa
det sidste stykke.

Men den travle morgentrafik kan vise
sig at spænde ben for forspringet.

Begge par skal nu tjekke ind
på det imponerende Hotel Uzbekistan -

- som ligger ved Amir Temur-pladsen
midt i den travle millionby.

Kæresteparret løber ind i problemer,
da de skal betale deres taxachauffør.

Han skal have penge.
Det ved jeg godt.

Der er en bus herovre.

Vi har kun 100 dollar,
og manden kan ikke give tilbage.

Er det metroen?

Det er noget af et hotel.

Vi skal op her.

Sådan.

"Tillykke!
I er nået til det fjerde checkpoint."

Seriøst?

Så fik vi lov til at prøve det.

Det er dejligt
at være kommet ind som nummer et.

Det betyder også noget for os, at
vi ikke hele tiden ligger i bunden.

Jamen altså... Nej, hvor er det fedt!

Nej, hvor er det fedt.
Hvor er det godt

16.24.
Hold kæft, de er kommet tidligt.

Andenpladsen føles godt, men jeg
ville godt have ligget nummer et.

De var de eneste,
som tog over Kasakhstan.

For mig var det en lidt usikker rute.

De tog et modigt valg, som gav pote.
Det skal de have cadeau for.

Fire timer senere
ankommer Claus og Marco.

Det er stadig fint.

De hårdtprøvede søstre halser i mål
godt 14 timer efter vinderholdet.

Vi er sidst. Øv.
Nej, hvor er det nederen.

Men det giver os motivation til
at give ekstra meget i næste etape.

Fjerde etape
vendte op og ned på det hele.

Kim og Carstens
rute gennem Kasakhstan bar frugt -

- og sikrede dem en førsteplads.

Næste gang
fortsætter rejsen til Kina.

Her venter parrene en lang rejse dybt
ind i det enorme land til Chengdu.

Vi er meget ude af vores komfortzone.

Tænk, at det skal være så svært
at komme herfra.

Det er jo for vildt.