All language subtitles for Conversations.with.a.Killer.The.Jeffrey.Dahmer.Tapes.S01E02.Can.I.Take.Your.Picture.1080p.

Efter den første gang, hr. Dahmer dræbte,

gik han i ni år uden at dræbe.

Men efter denne pause

vågner han op i Ambassador Hotel
med et lig ved siden af sig.

DRAB:
STEVEN TUOMI

Han havde det, jeg ville kalde
en omvendt religiøs omvendelse.

Han begyndte at tænke: "Måske er det
min skæbne at udføre djævelens arbejde."

Han begyndte at udføre
alle mulige bizarre besværgelser.

Han begyndte at forholde sig
til dele af film…

EKSORCISTEN III

…der antyder,
at der var onde kræfter derude.

Jediridderen vender tilbage var en af dem.
Han identificerede sig med kejseren.

Han ville have tankekontrol.

Han havde de gule øjne.

Så Jeff fandt et sted, hvor han kunne få
kontaktlinser med gule øjne.

Så før han gik ud om aftenen,

satte han kontaktlinserne i.

Han skulle ophidse sig selv

ved at prøve at efterligne

en djævel eller ond person

for at opfylde sine fantasier.

Folk tager til

de uhyggelige rædselsfilm

for at få et glimt af,
hvad de viser i filmene.

Den eneste forskel er,

at jeg gjorde det.

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Mit forhold til Jeff voksede med tiden.

Da vi fortsatte,

oplevede jeg diverse facetter af ham.

Der var meget konflikt i ham.

Han gik i meget lang tid,

hvor han ikke begik mord.

Men efter han mødte Steven Tuomi,

var hans kontrol over problemet væk.

Det er et skråplan.

På hvilket tidspunkt

gav du helt efter over for de følelser

og ikke prøvede at ændre noget?

Efter Ambassador.

Det fik tingene i fuld gang.

Til sidst kom han til et punkt, hvor han
røg ud over klippen. Ingen vej tilbage.

Og fire år senere

førte den hensynsløse adfærd
til hans anholdelse.

DEN 22. JULI 1991

Dahmer-sagen er noget,
vi aldrig havde set i Milwaukee.

Det var et uvirkeligt øjeblik
i min journalistkarriere.

Den aften tilbage i juli '91,

den 22. juli,

var Milwaukee-betjentene
på deres aftenpatrulje.

De kom til Dahmers lejlighed

lige nede ad gaden i deres patruljevogn.

Og det var der,
Tracy Edwards henvendte sig til dem.

Tracy Edwards havde boksershorts på

og et håndjern på håndleddet.

Betjentene talte med ham,

og han begyndte at fortælle
en lidt fantastisk historie om,

hvor han lige havde været.

Om den underlige hvide fyr,

han lige havde haft kontakt med.

Dahmer valgte sine ofre

via en bestemt kropsstruktur.

Han tilbød dem penge,

og de lod Dahmer tage billeder af dem.

Men han sagde:
"Kom med til min lejlighed."

Den aften gik Tracy Edwards med til
at komme over til Dahmers lejlighed.

Tracy er for det første
en meget flink fyr,

og han var meget streetsmart.

Han fortalte om,
hvordan Jeffrey opførte sig den aften.

Og han indså pludselig,

at han ikke skulle fotograferes der.

Han tog derhen for noget værre.

Da de var i soveværelset,

satte Dahmer ét håndjern på ham,

og Edwards bevægede sig,
så han ikke kunne få det andet på.

Og Jeffrey satte Eksorcisten III på.

Dahmer begyndte at komme ind i filmen.

Så han tænkte ikke på det andet håndjern.

Han igangsatte en skør bevægelse,

hvor han vippede
frem og tilbage i en stol

og lavede mærkelige lyde

og talte i tunger.

Tracy begyndte at opføre sig,
som om de var venner,

for han vidste,
at han skulle væk for ikke at blive dræbt.

Jeg sagde, jeg skulle på toilettet.
Da jeg gik forbi fyren, slog jeg ham.

Jeg løb over til døren,
og så måtte Gud være med mig.

For han havde otte forskellige låse,
og jeg valgte den rigtige lås.

Tracy stoppede en Milwaukee-patruljevogn.

Han ville bare have håndjernet af.

Jeg tror ikke, han ville sige meget om,

hvordan håndjernet kom på.

Det var andre håndjern,
end Milwaukee-politiet brugte.

Deres nøgler virkede ikke i det.

Så de tog tilbage til lejligheden
for at få en nøgle og for at efterforske.

UDSPURGTE JEFFREY

Da Dahmer åbnede døren, var han beruset.

Han lukkede betjentene ind.

Betjentene tjekkede soveværelset

og fandt under sengen en kniv,

som Dahmer truede Tracy Edwards med.

Tracy Edwards havde bemærket,

at Dahmer sagde, at der var

et hoved eller hoveder i køleskabet.

Betjenten åbnede det

og så hovedet i køleskabet.
Hovedet kiggede op,

og han skreg.

Han skreg bogstaveligt talt.

Han gik på pension.
Drømte om det konstant.

Han kunne ikke magte det.

Dahmer blev anholdt.

Han blev ført til politihovedkvarteret.

Da jeg ankom til stedet og mødte
aftenvagtbetjenten, Roosevelt Harrell,

rystede han bare på hovedet
og gav mig en briefing om,

hvor utroligt det var.

Det er en meget lille lejlighed,
men en masse beviser.

Selve åstedet var grusomt.

Værktøjerne i lejligheden

var nedstrygere, skruetrækkere,

andre værktøjer, han brugte,

når han dissekerede ofrene.

Jeg troede, det ville være et rutineåsted,
og da jeg ankom,

førte betjenten mig
ind i Dahmers lejlighed.

Retsmedicinere er vant til at se traumer,

men det her var noget andet.

Når man så sig om i lokalet,
kunne man se, at folk udstrålede frygt.

Og i de år, der er gået siden da,

er jeg nået til den tro,

at det er et tidspunkt,

hvor jeg faktisk stod over for ondskab.

Og jeg kan ikke beskrive det,

men det er en følelse
af menneskeligt fordærv.

Da vi undersøgte
de forskellige skuffer og beholdere,

følte jeg,
at jeg ikke arbejdede på et åsted.

Jeg nedlagde Dahmers museum.

Det var tydeligt, at Dahmer havde samlet

nogle af kropsdelene fra de personer,
han havde dræbt.

Udtørrede kønsdele, menneskehår.

Vi fandt plastikposer

med væv.

Jeg kunne identificere

et menneskehjerte

og andre former for muskelvæv.

Og i soveværelset

var der tre intakte skeletter,

der var blevet halshugget.

Og 11 menneskekranier.

Så slog det mig pludselig.

"Vi har en seriemorder i Milwaukee."

Det var bare meget ekstremt.

Det var næsten utroligt.

Men det var troværdigt,
for vi havde beviserne der.

Da jeg var i soveværelset,

bemærkede jeg en stor,
blå plastikbeholder.

Og da jeg flyttede den og rystede den,

var der en skvulpende væske

og noget tungt.

Så jeg fik HAZMAT-holdet ind

for at fjerne den i tilfælde af,
at der var kemikalier

eller andre skadelige stoffer.

Tidligt næste morgen

tog jeg til politihovedkvarteret

og fik en gennemgang af,
hvad Dahmer havde sagt.

MAND ERKENDER LEMLÆSTELSER

Så begyndte vi at gennemgå tidsrammen.

Det igangsatte mange uger

eller måneders efterforskning.

Hans advokat sagde:
"Jeg vil råde dig til ikke at tale."

Hver dag underskrev han en undtagelse:
"Jeg vil tale."

Vi var i fængslet,

og han gennemgik bare dem alle,

som han kunne huske ved at se tilbage.

Jeg har altid holdt mine følelser
helt for mig selv.

Så det her er lidt
af en læringsoplevelse for mig.

Du har virket åben over for mig.

Det bliver lettere med træning.

Kan du svare på,
hvad der gav dig lyst til at dræbe dem?

Den underliggende drivkraft, tror jeg,

var tydeligvis en forskruet sexdrift.

En konstant følelse af tomhed

og ikke at kunne finde

noget i livet, der virkelig gav mig

en følelse af lykke,
fred eller fuldbyrdelse.

Jeg ledte altid efter noget mere.

DEN 22. JULI 1991

DEN 17. JANUAR 1988

OTTE UGER
EFTER MORDET PÅ STEVEN TUOMI

En aften gik jeg ud,

og jeg mødte… Han er nok inder.

Og han stod der.
Han sagde, han ventede på bussen.

-Kan du huske, hvad han hed?
-Nej.

I januar 1988

gik Jeffrey Dahmer,
mens han boede hos sin bedstemor, ud,

og han mødte James Doxtator, der var 14.

Han var foran en bøssebar
ved busstoppestedet.

Dahmer bad ham komme med
til sin farmors hjem.

Doxtator sagde sin pris,
der var 50 dollar for sex.

-Hvor var farmor?
-Hun sov ovenpå.

Jeg spurgte: "Hvor sent kan du blive?"

Og han sagde:

"Ikke senere end tidlig morgen."

Og det var allerede snart tidlig morgen.

Okay.

Hvad havde du i tankerne?

Jeg ville bare…

…beholde ham.
Det er den bedste måde at beskrive det på.

Han lavede blandinger,
der fik personen til at sove,

og brugte sovepillerne.

Han gav dem fem eller syv i en kop kaffe.

Måske med lidt alkohol.

Mine tanker var tydeligvis ikke

en fornuftig persons tanker
på det tidspunkt.

Jeg ville hellere have holdt ham i live,

men kvælning virkede
som måden at beholde ham på.

Han dræbte én.
Liget var ovenpå i soveværelset.

Farmoren vågnede, og Jeffrey kom ned

og spiste morgenmad med hende.

Liget er ovenpå i soveværelset.

Jeffrey sludrede med sin farmor

og sendte hende i kirke.

Det er en total afsondring.

Han opbevarede Doxtators lig

i sin farmors frugtkælder i en uges tid.

Og når han var alene i huset,

hentede han liget
og brugte det seksuelt.

Lig, mannequiner og bevidstløse personer

har det til fælles,

at de ikke stiller krav,

de beklager sig ikke,

og de går ikke.

For Dahmer er det den store ting.

Der er ingen person, jeg har kendt til,

der var så ensom som Jeffrey Dahmer.

Jeg sagde:

"Jeffrey, har du nogen venner?"

"Nej."

"Har du været i biografen med en fyr?"

"Nej."

"Går du til fester?" "Nej."

Han havde ingen venner,
så han talte ikke med nogen.

Jeg fik kun et billede
af et menneskes skal.

Han havde ingen mening med noget

ud over at tilfredsstille lysten

til at dyrke sex
med et dødt eller bevidstløst menneske.

Denne situation har tvunget mig
til at se anderledes på,

hvordan jeg levede mit liv.

Så du det aldrig dengang?

Jeg så det måske, men jeg valgte
at ignorere det, begrave det

og dykke det ned under den tvang,
der drev mig.

Jeffrey var meget intellektuelt nysgerrig
vedrørende anatomi.

Interessen opstod som meget ung,
da han gik i tredje eller fjerde klasse.

Da Jeff og jeg var unge,
vandrede vi ofte i skoven.

Og vi så ofte…

BARNDOMSVEN

…knogler i jorden,

og han var bare meget interesseret

i dyrenes anatomi.

Han tilbragte tid i et lille skur i haven,

hvor han samlede dyr.

Og det haveskur blev på et tidspunkt

brugt til at opbevare en knoglesamling.

Egernknogler eller kaninknogler,

eller hvad du finder i skoven.

Han havde det hele fint udstillet
på nogle borde i skuret.

Han havde fjernet kødet på dem.

Jeg var ikke interesseret i
at samle på det.

Jeff fandt det interessant.

Hans interesse på den alder

var mere i stil med amatør-udstopning.

Men undervejs i det

skete der det for ham,

at han blev interesseret

i de indre organer.

Det var tydeligvis en morbid interesse.

Og hvad begyndte du med?

Bare trafikdrab,

hunde,

pungrotter.

Det fascinerede ham at skære dyrene op

og se på indvoldene.

Se, hvordan det hele var placeret.

I niende klasse

dissekerede jeg

en griseunge.

Da vi var færdige med dissektionen,

tog jeg grisehovedet med hjem

og tog kødet af

og beholdt kraniet et stykke tid.

Jeg ved ikke hvorfor.

Han dræbte ikke dyr.
Han fandt døde dyr og gjorde det.

Det var en del af hans fascination

af en død krop.

Han var kun interesseret i det.

Det blev en besættelse for ham.

Han havde en mur
mellem sig selv og andre mennesker.

Slet ingen følelser.

En, der ikke kan knytte sig
til andre mennesker.

Jeg ved ikke engang,

om jeg kunne have en ægte

følelse af kærlighed. Selv dengang.
Jeg ved ikke, om jeg kan nu.

Ved du ikke, hvordan man elsker?
Er det det, du siger?

Det tror jeg ikke, nej.

En person, der kan elske,
ville nok ikke gøre de ting.

DEN 23. JULI 1991

Morgenen efter Dahmers arrestation

stod solen op,

nattevagtbetjentene tog hjem,

og dagvagtbetjentene begyndte.

Gyden bag Dahmers lejlighed var fyldt nu

med mediefolk, men mest med beboere,

der var blevet evakueret
fra Dahmers boligblok.

Det er vigtigt for en kriminalreporter
at have forbindelser i politiafdelingen.

Og en af mine venner hos politiet

gav mig Dahmers navn.

Det var ikke ude på det tidspunkt.

Jeg ville væk fra åstedet

til computersystemet
på distriktsadvokatens kontor.

I det computersystem

kunne jeg skrive Dahmers navn
og finde hans historie.

Og der er en sag om sexovergreb.

Jeg kunne se journaler og finde ud af,
at han blev repræsenteret

i den sag af en advokat,
der hed Gerry Boyle.

Dahmer var en kendt person hos politiet.

JULI 1991

Jeg mødte Dahmer for første gang i 1988.

Han var tiltalt
for usømmelig omgang med en ung dreng.

Jeg så en euroasiatisk fyr

gå ned ad gaden om eftermiddagen.

Jeg spurgte, om han ville tjene penge,
50 dollar. Han sagde: "Ja."

"For billeder." Vi tog hjem.

Han klædte sig af til undertøjet.

Jeg tog to billeder af ham.
Et på sengen og et stående, tror jeg.

Jeg drak kaffe med Irish Cream Mist i.

Jeg gav ham lidt, og der var sovepiller i.

Og han drak lidt.

Han var der nok i højst en time.

Han sagde, han skulle videre.
Han fik 50 dollar.

Og han gik.

Hvorfor lod du ham gå?

Fordi jeg ikke havde en kniv.
Jeg ville ikke såre ham.

Jeg ville bare være med ham

og ligge med ham et stykke tid.

Han sagde,
han nød at lytte til folks maver.

VIDNEUDSAGN
NAVN TILBAGEHOLDT

Jeg lå stadig på sengen,

og så lænede han sig ned,
og han begyndte…

Han lagde ørerne på min mave.

Drengen formåede at flygte.

Han kom hjem i en omtåget tilstand.

Hans forældre var bekymrede.

De kørte ham på hospitalet og ringede
til politiet, for han virkede bedøvet.

Vores kontor retsforfulgte Dahmer
for drengens viktimisering.

Dahmer blev dømt for at bedøve
og lokke den unge seksuelt.

Da jeg blev opmærksom på Dahmer,

var jeg chefpsykolog

for Kriminalforsorgen
i Milwaukee-regionen.

Mens han ventede på at blive dømt,

sagde jeg,
at jeg ville udføre en kort evaluering

for at få et indtryk af,
hvad vi arbejdede med.

FREMHERSKENDE VREDE

Jeffrey var reserveret,
vred og usamarbejdsvillig fra starten

og dukkede op en halv time for sent

i håb om, at jeg ikke havde ventet på ham.

Han stirrede bare på mig

med et meget koldt, iskoldt, vredt blik

i hele samtalen.

Men han leverede stadig
en masse vigtig information,

baseret på hans adfærd.

Hans personlighedsmønster

var et individ, der bruger mennesker,

ser dem som objekter
og ikke har nogen empati.

VIL SIKKERT GØRE DET IGEN

Min anbefaling var, at denne person var
for farlig til at være i samfundet.

Denne person burde være fængslet.

BETYDELIG FÆNGSELSDOM

Dommeren lyttede i sidste ende
til Jeffreys tale,

der var ret bevægende.

Han sagde i bund og grund:
"Det her er forfærdeligt."

"Undskyld. Det sker aldrig igen."

MILWAUKEE COUNTY FÆNGSEL

Hans dom var et års arbejdsløsladelse.

Arbejdsløsladelse er et program,

hvor du arbejder om dagen og er i fængsel,
når du ikke arbejder.

Jeffrey Dahmer var ansat
på Ambrosia-chokoladefabrikken.

CELLE 1

Vores kontor sagde,
at hans dom skulle være seks år.

Så vi var uenige med dommeren.

Jeg troede, jeg kunne læse folk,
at jeg ikke kunne narres.

Han narrede mig.

Han narrede alle.

RETSBYGNING

Når vi ser på Jeffrey Dahmer-sagen,

er der en række fejl i systemet,

det være sig prøvetid og prøveløsladelse,
politiet eller domstolene,

der ikke beskyttede ofrene.

Drengen var kun 13 år,
da det skete.

Tretten år.

Det var ikke til at vide,

at han allerede havde myrdet folk.

Men da jeg hørte,

hvad dommeren havde gjort,

tænkte jeg: "Okay, vi får ham tilbage."

"Der er ingen mulighed for,
at vi ikke ser ham igen."

Han havde måneder fra tidspunktet,
hvor han blev dømt,

til selve strafafsoningen.

Det var i det tidsrum,

at han fortsatte bøssebar-besøgene

og fandt folk til en nat sammen.

-Bor du stadig hos farmor?
-Ja.

Okay.

To måneder før jeg skulle ind
på arbejdsløsladelsescentret,

var det lukketid i La Cage.

Var det en af dine faste barer?

Jeg faldt i snak med en sort fyr.

-Hvad hed han?
-Jeg tror, han hed Tony.

Det tror jeg.

Det sagde han, at han hed.

Tony.

MARTS 1989

Tony Sears var omkring 23 eller 24.

Tony Sears var model.

Han var meget tiltrækkende,

og han var altid ulasteligt klædt.

Han havde det smukkeste hår.

VEN AF OFRE

Vi kaldte dem Jheri-krøller.

Han var altid positiv, altid energisk.

Han ville have eventyr…

TONY SEARS' VEN

…og gøre noget nyt.

Du vidste aldrig, hvor aftenen førte hen,

men du vidste, at du ville more dig.

Tony havde ikke en bil,

så jeg hentede ham,

og vi tog ud til barerne.

Det var en typisk lørdag aften.

Jeg hentede ham i hans lejlighed.

Og vi var på barrundtur.

I løbet af aftenen
besluttede vi at gå hver til sit.

Vores aftale var, at vi sidst på aftenen
skulle mødes et sted.

Det gjorde vi.

Da aftenen var omme,

mødtes vi på det hjørne,
som vi altid gjorde.

Og han havde en anden fyr med.

Han var ikke ret flot.
Jeg vil ikke sige, han var grim.

Han var lyshåret.

Han havde briller.

Vi sad på hjørnet
og snakkede lidt om vores aftener.

Hvem vi stødte på, hvor vi tog hen.
Den slags.

Tony ville have morgenmad,

for han ville altid have det sjovt
og ikke stoppe.

Vi fik dejlig morgenmad,

og så satte vi dem af.
Han sagde, det var hjemme hos ham.

Han havde en ven, en hvid mand, med sig.

Og hans ven havde en bil.

Og under køreturen

var han meget kærlig
og tilsyneladende meget fuld.

Og vi kørte

til 57th og Lincoln.

Han fik mig til
at sætte dem af på  hjørnet.

Der var intet hus.
Det var bogstaveligt talt et kryds.

Så hoppede de ud.
Jeg sagde farvel til Tony

og sagde, at han skulle ringe om et lift

før et bestemt tidspunkt.

De gik op ad vejen, og jeg kørte.

Men da du gik ud den aften,

og du mødte den fyr,
der virkede som en sød fyr,

hvad var det så,
der fik dig til at invitere ham hjem?

Blev du bange for, at det ville ske igen?

Nej. Jeg troede,
det ville blive en almindelig nat.

Jeg tog ham med. Min dømmekraft er
ikke altid god, når jeg drikker.

Især når jeg drikker meget.

Jeffrey tog Tony Sears med hjem
til sin farmors hus

i West Allis, hvor han boede.

Vi gik op i soveværelset

og lå der.

Han sagde noget om,

at det snart var morgen,
og han skulle af sted.

Jeg gik ned og lavede en kop kaffe

med pillerne.

Han faldt i søvn,

og så kvalte jeg ham.

Hans farmor sov, mens det skete.

Han ønske om at have en ledsager,

der ikke måtte gå,

var meget stort, meget kraftfuldt for ham.

Faldt det dig nogensinde ind
på det tidspunkt,

at du havde mistet ham
frem for at beholde ham?

Jeg tror, det gik op for mig, ja, men…

-Hvornår?
-Efter de var døde.

Hvordan føltes det?

Utilfredsstillende. Det føltes som spild.

Han fandt altid en måde

at komme af med ligene på.

Og han havde et kønt ansigt, så jeg…

Jeg skar hovedet af,

lagde det i en stor, hvid tønde,

fyldte den med acetone,

og det bevarede hovedet.

-Hvorfor gjorde du det denne gang?
-Jeg prøvede bare forskellige varianter.

Han beholdt hele hovedet,
ikke kun kraniet,

og han beholdt også hans kønsdele.

Han lagde dem i en lufttæt beholder.

Og han lagde dem ind i skabet
på chokoladefabrikken, hvor han arbejdede.

Det meste af den tid

sad Dahmer i et fængsel,

i det mindste om natten,
og var på arbejdsløsladelse.

Det var sikrere
end at have dem hos farmor,

hvor nogen måske fandt dem.

Du beholdt kønsdelene og hovedet?

Følte du stadig,
at du havde din ledsager?

Det her lyder meget bizart for mig nu.

Tror du, du elskede Tony?

Jeg kan sige, at hvis jeg kunne elske,
så ville jeg have elsket ham.

Det handlede om at bevare resterne af ham.

Hvad håbede du på?

Jeg håbede,
han ville tørre ud og se ud som i livet,

men sådan gik det ikke.

På det tidspunkt var det ret tydeligt,
at det ikke lignede Tony længere.

-Det var helt skrumpet sammen.
-Okay.

Ophidsede det dig stadig?

Nej, ikke ret meget.
Ophidselsen var aftagende.

Jeg blev kontaktet af Tonys søster.

De ringede og spurgte,
om jeg havde hørt noget fra Tony.

Jeg sagde: "Nej. Vi var i byen i lørdags."

"Jeg har ikke hørt fra ham."
Det var vores samtale.

En dag eller to senere

fik jeg et opkald om,
at de ville melde ham savnet.

Fordi de ikke havde hørt noget.

I begyndelsen var jeg den hovedmistænkte,

for jeg var den sidste,
der så Tony i live.

Tonys familie spurgte mig:

"Giver du os alle detaljerne?"

"Findes den anden person virkelig,

eller var du sammen med Tony?"

Det var spørgsmål som dem,
der ændrede på ting med familien.

Jeg havde også mange langvarige venner,

der begyndte at tænke det samme.

At jeg måske havde gjort noget med Tony.

Så kom politiet tilbage
og begyndte at besøge mig

og udspørge mig.

Mere om, hvad der skete den nat,
hvor vi tog hen, hvor han blev sat af.

En af de ting, jeg blev tvunget til

i efterforskningen,

var at gå med betjente

til de forskellige barer

for at se, om jeg kunne genkende,

hvem den lyshårede mysterie-person var.

På det tidspunkt var forholdet
mellem homoseksuelle og politiet

slet ikke det bedste.

Jeg var sikker på,
at de ville sende betjente i civil.

De var i fuld uniform.
Våben, kasketter, politiskilte. Det hele.

Nogle af barejerne sagde til mig:

"Du behøver ikke at komme tilbage hertil."

Vennerne tvivler på, hvad der foregår.

Så på et tidspunkt midt i alt det

besluttede jeg,
at jeg skulle starte på en frisk.

Jeg lagde mit liv i Milwaukee bag mig

og flyttede ud af byen.

Jeg holdt meget af Tony.

Tony var en god fyr.

Jeg følte,
at han og jeg ville være venner længe,

og…

Undskyld.

Der er en masse "hvad nu hvis".

Bare den kendsgerning,

at nogle af mine handlinger den aften…

Jeg hjalp det med at ske for Tony.

Jeg ville ønske,
jeg kunne tage det hele tilbage

og få aftenen til at ende
på en anden måde.

MARTS 1989

JULI 1991

Mens Jeff Dahmer
forbliver varetægtsfængslet

med adskillige sigtelser om drab,

har distriktsadvokaten indledt
sin efterforskning

af den formelle sag
mod den påståede morder.

Et par dage efter hans arrestation

ville min chef, Gerry Boyle,
have én til at gå gennem lejligheden.

Han ville sikre sig,
at vi holdt øje med, hvad de gjorde.

Og jeg blev nomineret til det.

Da jeg gik op til døren til hans lejlighed

og gik ind,

tænkte jeg: "Hvordan kan nogen bo her?"

Madrassen var der stadig,
smurt ind i blod.

På tæppet var der blodpletter.

På væggen var der blodpletter.

Lugten derinde var en kulmination af død

med luftfugtigheden og blodet.

Det var rædsomt.

Jeg var nødt til at gå,
og der var heldigvis for enden af gangen

en brandudgang med en trappe,

så jeg kunne løbe derud og…

Jeg endte med at kaste op.

Jeg var den eneste kvinde.

De mandlige betjente på stedet

stod alle sammen der og grinede.

"Hvordan har du det nu?"

"Du ville se et åsted.
Det er, hvad vi får."

Det var

skræmmende at se,

at det her var ægte.

Hvem ved? På det tidspunkt

var det måske en facade,
at han var høflig over for mig.

Og jeg begyndte at tænke på det.

Det, han ikke kunne kontrollere,

hans egen lille, indre dæmon,

var det, vi så i hans lejlighed.

JULI 1991

MAJ 1990

Da jeg forlod arbejdscentret,

flyttede jeg fra farmors hus
til en lejlighed.

FARMORS HUS

Mens jeg ledte efter en lejlighed,
der så rimelig ud…

DAHMERS LEJLIGHED

…så jeg Oxford-lejlighederne og gik ind.

De havde et "til leje"-skilt ude foran.

Og jeg flyttede ind

i maj '90, var det vist.

Flyttemændene tog mit tv

og en stor kiste
med alle mine ejendele i.

Ting, du havde hos farmor?

Jeg havde mit eget sted,

et rart og privat sted,

hvor jeg kunne tage nogen med hjem,

bedøve dem og kvæle dem.

Milwaukee har altid været
en af de typer byer,

der er meget segregeret.

MILWAUKEE MEST SEGREGERET I USA

Sorte boede på den ene side af byen,

og hvide boede på den anden side af byen
og i forstæderne.

Dahmer boede i en boligblok,
der hed Oxford Apartments,

men der boede mange afroamerikanere
i den bygning.

Den første gang jeg mødte Jeff…

DAHMERS GENBO

…havde vi boet der i to ugers tid.

Og han sagde,

at han lige var flyttet fra West Allis,

og at han havde slået op med sin kæreste.

Og jeg kunne godt lide ham,

fordi han så nydelig ud.

Han så mild ud.

Han lignede en ung Clark Kent.

Han var den eneste hvide single-mand
i bygningen.

Jeg fandt det ikke underligt eller sært,

at han var der.

Han var bare en almindelig fyr,
der prøvede at holde hovedet oven vande.

Der var én gang,

hvor jeg prøvede at præsentere ham

for en dame.

Hun boede nedenunder,
og hun var lun på Jeff.

Hun sagde til mig:

"Hvorfor spørger du ikke, om din genbo

vil spille kort med os?"

Så jeg bankede på hans dør.

"Hej, Jeff.
Vi spiller kort herovre, og jeg får tæsk."

"Af de kvinder."

"Jeg kunne bruge en anden fyr
til at hjælpe mig."

Han sagde, at han ikke ville.

Så jeg sagde:
"En af kvinderne der kan godt lide dig,

og I får en chance for at snakke."

Han fortalte mig, at han ikke var
interesseret i at tale med hende.

Jeg tænkte: "Den fyr må virkelig være vild
med den anden kvinde i West Allis."

Det tog ikke lang tid, før jeg bemærkede,

at Jeff var en enspænder,

og at han holdt sig for sig selv.

Og han var ikke festtypen.

-Dig og Timmy.
-Det er rigtigt.

-Og hvem er det?
-Jeff.

Det er fætter Jeff.

Ja.

LIONEL DAHMER HJEMMEVIDEO 1990

Jeffrey kunne narre folk

i situationer,
hvor det var vigtigt at gøre det.

Det ligner en flok tilfredse personer,
der sidder her.

Selv med farmor eller hans far.

LIONEL DAHMERS STEMME

Vågnede du klokken otte i morges?

Så gjorde du rent i din lejlighed,
så du kunne vise os, hvordan den ser ud.

Ja, kig forbi, hvis I vil.

Jeg har ikke støvet af eller støvsuget.
Det gør jeg om søndagen.

Dahmer kunne være indtagende.
Han lokkede mange ind i lejligheden.

Men de anede ikke,

at de gik ind i en hugormerede
i hans lejlighed.

Er det den første,
du tog billeder af efter deres død?

Ja.

Kælenavnet var "Cash D".
Jeg kender ikke hans rigtige navn.

Hvad brugte du til at tage billederne?
Havde du et kamera?

Det var et Polaroid. Et Polaroid-kamera.

I Dahmers lejlighed

var der en række albummer,

og det var
en række organiserede Polaroid-fotografier

af Dahmers tidligere ofre

før, under og efter dissektionen.

Jeffrey tog de billeder

af personer, han foretrak mest.

Han lagde dem i forskellige stillinger,
fordi det viste fysikken.

Der var forskellige dele
af forskellige personer,

som han foretrak mere end andre,
og så tog han billeder af det.

-Hvor længe varede det?
-En times tid.

Med at tage billeder?

Da jeg så de Polaroid-billeder,
Jeffrey tog,

blev jeg forfærdet.

Nogle af dem var meget intense.

Når du ser folk skære i virkeligheden,

er det et helt andet omfang,
et helt andet niveau.

Jeg fik mareridt om det.

Men skulle være professionel.

Jeg tænkte bare:
"Hvordan kommer jeg igennem det?"

"Jeg har ingen at tale med."

Det føltes bare som spild at ødelægge én,

der så så godt ud.
Men på det tidspunkt havde jeg intet valg.

Han var død,

og jeg måtte finde en måde
at komme af med resterne på.

Han indså nu, at han havde
et andet problem end hos sin farmor.

Han kunne ikke bruge en forhammer

til at brække knogler i en lejlighed.

En dag eller to senere

gik jeg ud og købte
en stor 300-liters kedel

af en af restauranterne.

Så kunne han koge det,

der var tilbage af liget.

Og det igangsatte
hans mere sofistikerede produktion

af lig-bortskaffelse.

Man får kvalme af bare at tale om det,

men han kom af med knoglerne i syre.

Købte du derfor en stor tønde?

Til at hælde syren i til knoglerne?

Ja, det var

en affaldstønde.

Så du lagde knoglerne i,
og de blev bare…

De blev til søle,

der så kunne skovles op
og ned i toilettet

og skylles ud.

-Hvad gjorde du med kraniet?
-Beholdt det.

-Hvor opbevarede du det?
-I skabet.

Jeff blev mere end bare genboen overfor.

Jeg kunne lide ham,
for han lod til at være blødhjertet.

Der var én gang,

da min søster blev gift.

Jeg havde ingen penge
til en gave til hende.

Jeg bankede på Jeffs dør,

og jeg sagde: "Jeg gør mig klar
til min søsters bryllup."

Jeg sagde:
"Kan du låne mig penge til hendes gave?"

Han gav mig 60 dollar.

Han sagde: "Tænk ikke på det."

Han sagde: "Køb din søster noget godt."

Jeg vidste intet om hans fortid.

Hvor mange ved, hvad deres nabo gør,

når de går ind og lukker døren?

Du kan kun gå ud fra,

hvad du ser,

og hvad du hører fra deres mund.

JULI 1990

DEN 22. JULI 1991

Jeff, hvad ved vi om den mistænkte?
Er han 31 år?

Han er 31 år.

Naboerne fortalte mig om ham
i løbet af natten.

De kendte ham ikke.
De beskrev ham som sær, en enspænder,

men han havde et job
og arbejdede hver dag.

Den aften, han blev anholdt,

anede vi ikke, hvorfor de var der.

Og jeg spurgte en af betjentene:

"Er Jeff okay?"

Han sagde: "Ja, det møgdyr er okay."

Jeg stod der

og så dem tage kropsdelene,

der var i små kasser.

Lidt større end en skoæske. De var brune.

De tog to-tre kasser ud ad gangen.

To-tre ad gangen tog de kasserne ud.

Det viste sig, at Jeff

faktisk er Jeffrey Dahmer,

der har myrdet mænd

inde i lejlighed 213.

Delene, kasse efter kasse med
sønderdelte menneskerester, blev fjernet.

Nu er jobbet at identificere ofrene.

Vi har her og nu ingen identifikationer

af nogen af de dele, vi har fundet.

På det tidspunkt var der ikke dna,

der var tilgængelig
for en almindelig retsmediciner.

Så vi brugte tandanalyser

og fingeraftryk

og personlige ejendele,

tatoveringer, kirurgiske ar og så videre

i vores forsøg på at identificere ofrene.

At sætte skeletterne sammen igen

var som et puslespil.

Retsmedicinske antropologer
kunne fortælle os alder, race, køn

og hjælpe os med at fortolke
nogle af de skader, vi så.

Når efterforskere her

er i stand til at udarbejde
fysiske beskrivelser af ofrene,

bliver informationen ført
ind i en computer

og krydsrefereret med beskrivelser
af savnede personer i hele landet.

Der havde været meldinger

om en række savnede personer

i det forgangne halvandet år.

Så vi havde et manifest

med mulige ofre.

Efter Jeffrey blev anholdt,

fik vi 300 opkald om dagen fra folk,

der spurgte om,
hvad der skete med deres barn,

eller om han vidste noget om deres børn.

SAVNEDES FAMILIER SØGER SPOR

Folk er bekymrede.

Folk, hvis nære og kære har været savnet
i sagen.

De er begyndt at dukke op

på åstedet ved 25th og Kilbourn.

Vi kiggede bare herude. Helt tilfældigt.

Det er måske noget eller ikke.
Vi leder selv efter spor.

Vi talte med retsmedicineren,

der prøvede at samle delene.

Når vi havde de oplysninger,

og hvis vi havde et billede af ham,

så viste vi Dahmer billederne

i et forsøg på at identificere dem.

Det var en enorm opgave.

Han forklarede meget detaljeret
om alle ofrene.

Der var helt sikkert ofre,
som vi ikke ville have kunnet knytte

til Dahmer uden hans samarbejde.

Henry Smith har ledt efter sin bror
i bøssebarer i Milwaukee og Chicago,

men indtil videre uden held.

Du gik ofte ind i en bar, og folk sagde:

"Endnu én er savnet."

Og du sagde: "Hvad? Hvem er savnet nu?"

Fordi Milwaukee er så lille,

især for de sorte bøsser.

Så hvis du ikke så én i to-tre uger,

troede du, de var flyttet.

Men så var det næsten,

jeg vil siger hver uge,
at en anden sagde:

"Ham der er væk."

DRAB:
EDWARD SMITH

Jeg så Eddie Smith ofte.

Og pludselig var han væk.

Jeg tror ikke, han er derude.

EDDIE SMITHS SØSTER

Carolyn Smith beder til,
at hendes frygt ikke realiseres.

Hendes 28-årige bror, Eddie,
blev sidst set den 16. juni sidste år,

da han ville se
Milwaukees Gay Pride-parade.

Eddies søster kom ind i baren.

Hun spurgte folk. Hun havde billeder.

Hun sagde:
"Han ville have ringet til nogen."

"Han ville have ringet.
Jeg taler med min bror hver dag."

Ernest Miller voksede op her i Milwaukee,

men ville tilbage til Chicago,
da han forsvandt.

DRAB:
ERNEST MILLER

Ernest Miller, en anden ung mand.

Ernest havde en god sjæl.

Han var meget kreativ.

Så da Ernest blev meldt savnet,
blev der også talt om det i barerne.

Den 18-årige Curtis Straughter boede
i dette hjem med sin bedstemor.

Hun så ham sidst for fem måneder siden.

Dengang kunne du købe cigaretter
i en cigaretautomat i barerne.

HAR DU SET JEREMY WEINBERGER?

De havde plakater med savnede personer
på cigaretautomaten.

Det var plakater med voksne,
der var forsvundet sporløst.

Og deres familiemedlemmer
eller venner prøvede at finde dem.

Kæmp imod! Bekæmp AIDS!

Men de år,
hvor Dahmer var mest aktiv i Milwaukee,

faldt sammen med år,

hvor antallet af AIDS-dødsfald i Wisconsin
steg tidobbelt.

Så folk forsvandt bogstaveligt talt.

Var de døde?

Var de syge? Var de flyttet?
Ingen vidste det.

Homoseksuelle rettigheder nu!

Dahmer havde en sjælden mulighed,
en sjælden åbning i tiden,

hvor folk forsvandt i samfundet.

Ingen vidste hvorfor.

Jeffrey Dahmer var kendt
i Hughes-familien.

Venner af Tony Hughes, en døvstum,

fortalte Tonys mor og søster, at de så
Tony forlade en bar med en lyshåret mand.

MAJ 1991

TO MÅNEDER FØR
DAHMERS ARRESTATION

Tony kunne ikke høre eller tale,

men han skrev sedler.

Han havde altid blok og papir.

Når du var med ham,
ville du have det sjovt,

fordi han havde det sjovt.

Tony kendte Jeff i lang tid.

Og Tony og Jeff havde haft et forhold.

Det sagde Tony.

Det var Memorial Day-weekenden i 1991.

Tony Hughes og jeg

var sammen i en bar,
der hedder The Phoenix.

Vi sad i baren og fik cocktails,

og Jeff kom ind ad bagdøren.
Jeffrey Dahmer.

Da Jeff kom ind,

rejste Tony sig fra baren
og henvendte sig til ham.

Tony forlod mig
og gik med Jeff ud på dansegulvet.

Og det var sidste gang,
jeg så Tony Hughes.

Jeff talte om alle ofrene med mig.

Men det tager tid
at få det forhold og den tillid,

indtil du virkelig føler,
at du kan tale om

alle de indre hemmeligheder med folk.

Med den døvstumme fyr

ville jeg beholde ham hos mig,

så jeg gav ham en drink med pillerne i.

Han faldt i søvn,

og jeg ville se,

om jeg kunne finde på en måde

hvorpå jeg kunne beholde ham

uden faktisk at dræbe ham.

Da vi kom til det punkt,
hvor han følte sig rigtig tryg med mig,

kom der flere ting fra ham,

der ikke kom ud med politiet.

Og så… Jeg havde en boremaskine.

Og…

Det vil lyde slemt,

men…

Skal jeg sige det eller ej?

Jeg tog boremaskinen, mens han sov,

og borede et lille hul i hans kranie

for at se, om jeg kunne

skabe noget, hvor han var

i en form for zombie-tilstand.

Han troede,
at hvis han kunne holde en af dem i live

ved at udføre en primitiv lobotomi,

så ville det være nok
til at tilfredsstille hans behov.

Jeg var forbløffet.

At høre det var mere, end jeg kunne klare.

En af de psykologer,

vi arbejdede med,

Kenneth Smail, fik jeg til at blive.

Jeff, hvor fik du den idé fra?

Den kom fra mine egne tanker.

Jeg tænkte, at det måske ville virke,
fordi jeg ikke ville blive ved med

at dræbe folk
og ikke have andet end kraniet.

Han ville fjerne personens vilje,
som han sagde.

Det er forbløffende. Du bliver målløs.

Han indsprøjtede muriatsyre

gennem hullet i kraniet.

Hr. Hughes døde af den indsprøjtning.

Det var unødvendigt at kvæle ham senere.

Og Dahmer beholdt kraniet på lang sigt.

Det var faktisk et af kranierne

i hans lejlighed, da han blev anholdt.

Det gør mig trist,

hver gang jeg tænker på

de mænd.

For ligesom alle andre i den periode

prøvede de at finde sig selv.

De forventede ikke at blive dræbt.

De var i de fleste tilfælde

fattige, homoseksuelle mænd

der sikkert ikke havde
et stort støttesystem,

eller hvis støttesystem, når de sagde det,

"min elskede er væk",

så fik de ikke den opmærksomhed,
de skulle have fået.

Myndighederne undrer sig over,
hvordan grusomhederne kunne udføres,

ligesom andre her undrer sig over,
at politiet intet vidste.

Især fordi Dahmer var
en prøveløsladt sexforbryder.

Jeg var ofte i barerne.

Ingen spurgte mig om nogen.

Ingen betjent eller kriminalbetjent kom
til mig og sagde:

"Hvad ved du om den person
eller den person?"

Det var ikke et par måneder
eller et par uger.

Det stod på i årevis.

Hvordan kunne én mand dræbe så mange
så længe

uden at blive opdaget af politiet?

Svaret er ifølge nogle delvist
et ordenshåndhæversamfund,

der reagerer langsomt
på bøssekriminalitet.

Hvis ofrene havde været hvide

og heteroseksuelle,

ville eftersøgningen have været
mere dybdeborende

og mere specifik.

Bitre anklager om racisme
og at mange af drabene kunne stoppes.

Det viser dig bare følelsen

mod minoritetssamfundet,
som om vi er en byrde.

De familier,
der ikke mente, politiet gjorde nok…

Nogle af dem havde måske ret.

Jeg tror, der var den følelse,

at det var en 20-årig fyr,

der gik ind i barer og samlede fyre op.

Så hvem ved, hvor han er?

Der er en ægte tvivl om, hvorvidt politiet

fulgte nok op på de savnede personer.

Gik de bare ud fra, at de havde problemer

og ikke var værd at følge op på?

Hvis de havde lyttet til farvede personer,

så kunne de have reddet mange unges liv.

Jeg gik ud og købte en stor fryser.

Hvad fik dig til at gøre det?

Fordi jeg forberedte mig på mere.

Tekster af: Claus Christophersen