All language subtitles for Drug.Lords.S01E04.720p.WEB.x264-STRiFE

EN ORIGINAL DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Jeg gik op ad trappen til lejligheden
med Dennis, min ældste søn.

Jeg bankede på,
og de sagde: "Hvem er det?"

"Det er mig, Kim.
Jeg vil give dig de 300 dollars."

I næste øjeblik...

...følte jeg et slag i ansigtet.

Som om jeg blev brændt.

Kuglen ramte mig i siden af hovedet her.

Den skød mit øje ud med det samme.

Dennis stod ved siden af mig.
Jeg kunne se mit øje på hans T-shirt.

Jeg kunne intet mærke. Chokket tog over.

Efter jeg blev indlagt,

kom alle underverdenens personligheder

og gav mig blomster, masser af blomster,

og de sagde, at jeg ikke måtte sige,
hvad der var sket.

Specielt ikke til politiet.

Sådan er kodekset
i den australske underverden.

PETTINGILL-KLANEN
AUSTRALIENS HEROINDYNASTI

Melbourne, 1985.

Australiens andenstørste by oplever
et økonomisk og finansielt boom,

men en løssluppen heroinepidemi
hærger byen med tre millioner indbyggere,

drevet af en nærmest endeløs
forsyning af billige produkter

fra det nærliggende Sydøstasien.

Kath Pettingill og hendes lovløse afkom

tjener stort på det voksende marked

og etablerer sig som
en af Melbournes største distributører.

De er skånselsløse herskere
over et forbryderimperium,

og de tjener op mod fem millioner
dollars om året på heroin.

De sælger ikke kun til Melbournes
umættelige narkomaner...

AUSTRALIEN
MELBOURNE

...men over hele staten Victoria.

Pettingills narkosmuglernetværk

var nok det største og mest
aktive i Australien.

SENIORBETJENT

Hvad narkobaroner angår,
var de absolut på toppen.

Vi anslog, at de tjente godt
tre til fem millioner dollars årligt,

formentlig svarende til
20 millioner dollars i dag.

Stoffer er Pettingill-familiens
primære forretning,

men vold er deres varemærke,

og mens Kath er bandens matriark,

er hendes førstefødte, Dennis,
dens leder og psykopat.

Alle var hunderæd for ham.

Han brugte chokerende vold mod folk,

huggede dem med sværd,
slog dem med pistoler,

ingen vold var utænkelig for ham.

OVERBETJENT

Men på trods af Dennis'
sadistiske opførsel,

er Kaths støtte til hendes
førstefødte søn uden vaklen.

Kath Pettingill skildres
på nogle områder...

KRIMINALINSPEKTØR

...som den hengivne mor og bedstemor,

men jeg ser hende ikke som en mor.

Hun var rugemaskine for
en flok kujonagtige kriminelle,

der ødelagde tusindvis af liv.

Og hun burde dømmes derefter.

Det var i 1971, at Kath fik sin første
rigtige smag af det kriminelle liv.

Mens hun kæmpede for at overleve,

tog moren til 10, med tre forskellige
mænd, et job på en lokal massageklinik.

MASSAGE - BOBLEBAD - SAUNA

Uden at indse,
at kunderne søgte mere end blot massage.

Jeg skulle massere og gjorde sådan her...

KLANMATRIARK

Sådan. I den tro,
at man skulle massere dem rigtigt,

og jeg tænkte.
"Gud, det er hårdt arbejde..."

Da jeg kom ud, sagde pigerne:
"Gjorde du noget?"

Jeg sagde: "Jeg masserede ham,"
og så grinte de alle sammen.

Jeg indså det hurtigt derefter.

Den første uge kom jeg hjem
med 1.500 dollars.

Den første uge. Jeg kunne ikke tro det.

Kath lærer hurtigt,
at hvis hun tilbyder flere tjenester,

er der flere penge at tjene.

Og jeg plejede at bruge piske
og al den slags.

Det gav gode penge.

Faktisk har jeg stadig pisken
i min garderobe.

Vil du ikke piskes?

Kath så en forretningsmulighed, og hendes
forbryderkarriere starter for alvor.

Hun går fra prostitueret
til ejer af sit eget bordel.

HELSEKLINIK

I mellemtiden opfostredes Kaths
to ældste sønner, Peter og Dennis,

af deres bedstemor, Gladys.

Kath, der kun er 16 år ældre end Dennis,

fortæller sine sønner,
at hun er deres storesøster,

et forræderi,
som Dennis en dag vil gengælde.

FORFATTER, "THE MATRIARCH"

Gladys indflydelse på Dennis og Peter
var ikke god.

Gladys plejede at tæve dem
med et kosteskaft,

så de lærte tidligt,
at vold var en del af livet.

Og det tror jeg, har påvirket Dennis,
da han...

Da hans forfærdelige,
voldelige natur udvikledes senere.

Da Dennis og Peter
var midt i teenageårene,

rodede de sig ud i alt muligt.

De fulgte vores tradition
ud i et liv med forbrydelser.

Sidst i teenageårene blev Dennis dybt
involveret i alvorligere kriminalitet.

Og da en voldelig weekends
udskejelser med sin bror

ender i skyderi med politiet,

ender han i fængsel
for overfald og voldtægt.

HM FÆNGSEL

Bag tremmer får Kath en ny chance
for at være mor for sin ældste,

og denne gang svigter hun ham ikke.

Jeg besøgte Dennis hver weekend.

Han skulle ikke tro,
at jeg havde glemt ham.

Det var vigtigt for mig at være loyal.

Det var nok starten på et meget,
meget stærkt bånd mellem dem.

- Det er sgu hårde tider.
- Du er nødt til det.

Du må spille spillet herinde.

- Vil du ud?
- Ja.

Deres forhold var sprængfarligt
og usædvanligt.

Men frøene blev nok sået
i de tidlige besøg i fængslet,

hvor hun altid var der for ham.

Da Dennis blev løsladt i 1982,

tog han tilbage til sin mors side
og flyttede ind i huset ved siden af

i Melbournes kriminalitetsplagede kvarter,
Richmond.

Kath var utroligt tæt på ham,
og det var et bizart forhold.

Det begyndte som et forhold mellem
bror og søster efter hendes valg.

Senere valgte Dennis ofte kærester,
der lignede Kathy.

De to, mellem meget turbulente skænderier,

havde perioder med ægte omsorg.

Nu hvor Dennis var tilbage på gaden,
kastede han sig ud i en ny branche.

Og han tog sin mor med.

Dennis gik ind på hotellet,
han sagde ikke hvorfor,

og kort efter kom han ud
med en lille pose med hvidt pulver.

- Er det speed?
- Det er heroin.

Jeg tænkte: "Gud, hvad skal han med det?"

Jeg vidste ikke,
om han ville tage det selv,

eller hvad han ville med det.

Det her bringer os op på næste niveau.

- Hvad vil du med det?
- Sælge det.

Og så begyndte det hele.

Dennis lærer Kath
at klargøre heroin til salg,

og mor/søn-duoen bliver
hurtigt sammensvorne.

Men jeg kan huske, at han målte det,

målte det som ren heroin,
og så skal man fordoble det.

Det er bare babypudder eller sådan noget.

Vi plejede at blande det i mikseren.

Når det er blandet, skal det pakkes,

og så skal man bruge sølvpapir.

Man klipper det ud,

og så lægger man heroinen i
og binder det sammen.

Et halvt eller et helt gram.

Jeg tror, det var 90 dollars for en fuld,
50 for en halv portion.

Så snart folk vidste, hvor heroinen var,
kom de i massevis.

Man kunne ikke holde op med at arbejde.

Jeg lukkede døren klokken 22.

Ved brug af Dennis' kriminelle
netværk fra fængslet,

vokser den narkosælgende duos
forretning hurtigt,

og ligeså gør Kaths
tre andre børns indblanden.

Det var en familieforretning.

Victor var der, Trevor var der,
Jamie var der.

Mens brødrene Trevor og Jamie
mest løber narkoærinder for Dennis,

får Victor, en sadistisk bankrøver,
opgaven som håndlanger.

Det var Victor, der tog over.

Hvis der skete noget, overtog de.

Men Pettingill-familiens
hurtige og voldelige succes

sætter dem endnu engang
på Melbourne politis radar.

Det var en stor narkoring,
som Peter, Dennis og Victor drev,

men de drev den uafhængigt.

Peter havde sin egen lille forretning.

Og på det tidspunkt tjente han
35-40.000 dollars om ugen.

Dennis kunne have tjent
over 50.000 om ugen

på sin kriminelle aktivitet,
udelukkende på stoffer.

Pengene vælter ind.

Men Dennis bedes håndtere overskuddet.

Der var ingen opdeling af pengene.

Dennis tog det hele.
Hver aften gav han os 300 dollars hver.

Han var høvdingen, vi var indianerne.
Vi blev betalt for at adlyde.

Men hvem ville ellers
få 300 dollars hver aften?

Det skulle man arbejde længe for.
For os var det en formue.

Jo flere penge han fik,
jo mere investerede han i sig selv.

Han købte guldkæder.

Til over 250.000 dollars.

Dennis etablerer sig hurtigt som
klanens ubestridte narkobaron...

...og han investerer deres heroin-overskud
i ejendomme i Melbourne.

Forretningen gik så godt,
at han købte 86 Chestnut Street,

så købte han 35 og 37 Stephenson Street,

men han købte også en gammel gård
på Cubert Street.

Han prøvede at opbygge et imperium.
Han ville kun det.

Dennis køber sammenlagt
14 billige ejendomme

og gør Stephenson Street
til klanens hovedkvarter og skjulested.

Men da han køber tre af husene kontant,

tiltrækker Dennis uønsket
opmærksomhed fra politiet.

Han herskede i det område af Richmond.

Han kontrollerede stofferne i det område.

Han kontrollerede meget
af kriminaliteten i det område.

Han troede, at han kunne alt.

Politiet prøver
at stoppe Pettingill-familien

ved at gå efter familien og deres
to ejendomme på Stephenson Street.

Politiet var overalt omkring Dennis

i forsøg på at fange ham med heroin.

Men han troede, at han var klogere.

Han gjorde sit hus til en fæstning.

Han havde alt, hvad han kunne få
for at sikre stedet.

Man kunne ikke komme ind ad bagdøren
eller fordøren.

End ikke politiet kunne komme ind.

End ikke med forhammere ville
de kunne komme ind.

Det var som Fort Knox.

Så politiet ændrede taktik

og nedsatte overvågning nær bandens bolig.

Jeg overvågede Pettingill-klanen meget...

...hvilket var at sidde
på observationsposter i fabrikker

eller på gaden i ødelagte møgbiler,

og vi fandt et sted at parkere,

så vi ikke skilte os ud.

Der er han.

Vi optog alle bevægelser
med udstyr med nattesyn.

Vi fandt ud af, hvor ofte folk kom og gik.

Pushere, prostituerede, junkier.
Fantastiske beviser.

INGEN ADGANG

Det er Dennis'... Samme låge.

Det var en syndens hule.
Melbournes kriminalitets-hovedkvarter.

Dennis kom ud,
og en bil kørte rundt om hjørnet.

Alle forbryderne ville vælte herned,
stoppe i ti eller 20 sekunder,

og Dennis kom ud til bilen...

Og der blev tydeligvis udvekslet penge.

Så gik han ind igen og kom ud

med sine stoffer, normalt i en serviet,
og smed dem ind i bilen.

Så løb han lige ind, låste lågen,

gennem den næste, låste hoveddøren,
og ind i sin fæstning igen.

McLarens overvågningshold

samler omfattende efterretninger
om Dennis' heroinsalg.

Men for at kunne anholde ham,
må de fange ham i akten.

Politiet kunne umuligt
trænge ind på de steder

eller få hurtig adgang.

Det ville nok tage et helt hold
med en forhammer

ti eller 15 minutter at komme ind.

Og på det tidspunkt

ville alle stoffer
være skyllet ud i toilettet

eller spredt i luften i baghaven.

Så vi bad SOG,

universelt kendt som et SWAT-team...

Dem i sorte pyjamasser.

Hvad de gjorde var, midt om natten

skubbede de deres vogne ved håndkraft

op ad vejen og til husenes forsider.

Og så hægtede de lydløse kæder over dørene

og over de låger,
der var svært forstærket,

og så satte de firhjulstrækkerne i gang

og ræsede væk med 160 i timen.

Og rev lågerne direkte af hængslerne.

Og så spænede de ind.

Pludselig er der razzia i éns hus,

og der er seks af dem,
alle store klepperter, ikke?

Til sidst sagde jeg: "Jeg kan ikke
få døren op. Slå den ind."

Jeg kunne ikke få nøglen i låsen,
fordi jeg rystede sådan.

Gud, det var forfærdeligt.

De skreg: "Politi! Politi!
Rør dig ikke, rør dig ikke!

Ned på gulvet!"

Ned på gulvet.

Det var meget skræmmende.

Da SWAT-teamet havde svinebundet
alle inde i huset,

kunne vi som teknikere overtage kommandoen

og komme videre med razziaen

med bevislister og at finde stofferne.

Mens politiet søger, tilkalder Dennis
sin advokat, Andrew Fraser,

der går i sving med
at holde Dennis ude af fængsel.

Det typiske syn, der ville møde en,
ville være politi over alt,

hunde, betjente, en råbende Kath...

PETTINGILL-FAMILIENS ADVOKAT

...Dennis, der vandrede omkring
og mumlede.

Dennis ville have mig til stede
under razziaerne,

fordi Dennis var bekymret for,
hvad de ville...

Som man siger i Australien, plante noget,
give dem en gave.

Lægge noget, der ikke burde være der.

Og som en seniorbetjent,
der nu er afdød, engang sagde til mig:

"Fraser, du skal huske,

det er dårlige manerer
at tage til fest uden en gave."

Men på den anden side,
og ved mere end én lejlighed,

sagde Dennis: "Der er en pose narko.

De finder den. Kan du hente den
og tage den med?"

Og det bad han om
ved mere end én lejlighed,

og jeg afslog selvfølgelig
ved mere end én lejlighed.

Politiet fandt intet denne gang,

men razziaernes hyppighed steg.

Og Dennis begynder at se det
som katten efter musen.

Han holdt af at lave små numre,

hvor han vidste,
at politiet ikke kunne tage ham.

Hvis der findes et skydevåben
på din ejendom, er du i besiddelse af det.

Så Dennis gravede hul i køkkenhaven,

under hegnet og ind på næste ejendom,

stak våben og heroin derind,
og så fyldte han det.

Og selvfølgelig kom politiet og fandt dem.

"Hvad er det, Dennis?"
"Det aner jeg sgu ikke.

Det er ikke på min ejendom.
Jeg har aldrig set det før."

Så de ledte efter fingeraftryk på våbnene,

men han var for klog.

Ingen fingeraftryk,
så våbnene blev konfiskeret,

og 30 sekunder senere
havde han flere våben.

Da politiet til sidst finder stoffer
på Kaths naboejendom,

indser hun, at hendes søn ikke er for god
til at stikke hende for at redde sig selv.

Jeg kendte ikke til stoffer i haven.

Nogen fra banden lagde dem der.

Det var lige meget, om jeg blev anholdt,
bare Dennis var okay.

Alle kunne erstattes dengang.
Han var ligeglad, hvem det var.

Dennis var ligeglad,
så længe han var okay.

Selv hans mor. Hævn.

Fordi jeg ikke selv opfostrede ham,
var det hævn.

Hævn for at efterlade ham
hos ældre slægtninge

og at lade ham tro,
at hun ikke var hans mor.

Forholdet mellem Dennis og Kath
forværredes.

Dennis blev mere magtfuld, mere voldelig,

og Kath gled længere og længere
ud i periferien.

Faktisk sagde Dennis engang til mig:

"Jeg siger intet til den gamle krage,
fordi hun snakker."

Med andre ord sagde han,
at Kath ikke var til at stole på

med for mange hemmeligheder,
fordi hun ville snakke.

Som resultat af de konstante razziaer

formåede politiet at anholde Dennis
for stoffer og skydevåben.

Men hans efterfølgende retsmøder
og udnyttelse af systemet

hjælper ham med at undgå
at ende bag tremmer.

Jeg fik basale instruktioner fra Dennis,
og han behøvede ikke gentage dem.

"Udsæt, udsæt, udsæt,"
til du ikke kan udsætte længere,

"og lad så mig om det."

Det handler om at udsætte den onde dag

og at holde gang i forretningen.

En dag i retten sagde Dennis: "Sagen kan
ikke fortsætte. Jeg har det skidt."

Jeg sagde: "Vi har brugt den undskyldning,

og vi har brugt den så ofte,
at ingen køber den længere."

Så han sagde: "Okay."

Han sidder på tiltalebænken,
og det første, han siger...

Vi er ikke engang begyndt,

og så skriger han:

"Jeg skal kaste op!"

Han spæner væk fra tiltalebænken,

og man kan ikke høre andet
end opkast-trækninger i hele retssalen.

Dennis kommer tilbage
og tørrer sig om munden:

"Undskyld, jeg skulle ørle.
Kan vi komme i gang?"

"Ja, fint, lad os det."

"Jeg skal ørle igen," og ud løb han.

Dommeren blev meget, meget vred,

så han sagde: "Nu må du styre dig."

I næste øjeblik hører man
opkast fra tiltalebænken.

Han gad slet ikke åbne døren denne gang,

og han ser op, tørrer tårerne væk,

og han siger:
"Jeg har ørlet på mine nye sko"

og der lugter forfærdeligt
i hele retssalen.

Han fik sagen udskudt,
fordi ingen kunne klare lugten.

Han var en mand med mange evner.

Mens Melbourne betjente
fortsat jager Dennis,

udvikler narkobaronen et
gensidigt gavnligt forhold

til andre betjente for at sikre sig,
at han forbliver på fri fod.

Politiet havde prøvet at arbejde på Dennis
uden stor succes.

De var hæmmet af det faktum,

at politiet bestemt bidragede til
Pettingill-familiens kriminalitet.

Hvis Dennis blev stoppet af politiet,

fortalte de politiet, at han var meddeler,

og at han var på opgave for dem,

og at de ødelagde opgaven,
hvis de ikke lod ham gå.

Det er kendt, hvem fra politiet
der samarbejdede med Dennis Allen

og Pettingill-familien på det tidspunkt.
Meget kendt.

Jeg og en fyr ved navn Paul Higgins

blev valgt til at gå derhen
og vinde Pettingill-familiens tillid

og se, om vi kunne bruge dem
som meddelere.

Første gang jeg mødte Dennis,
bankede jeg på døren på stedet:

"Hvem fanden er det?
Hvem er det? Hvem er du?"

Jeg sagde: "Jeg er fra Russell Street,
Brian Murphy."

"Hvem fanden er du?"
Han sagde: "Hvad vil du?"

Jeg sagde: "Jeg ville hilse på dig."

"Hvorfor?" Jeg sagde: "Intet specifikt."

"Du får ikke en skid ud af mig, så skrid!"

På trods af at Kath har lært
Dennis om underverdenens hellige kodeks,

forråder han det princip

og begynder at angive sine
medkriminelle til politiet.

Det var ved denne lejlighed,
at jeg talte med Dennis,

og jeg sagde:
"Jeg har lige set den og dens bil."

Han sagde: "Han er en rigtig nar,

og han har lige begået væbnet røveri,

og han kom løbende med
nogle af pengene fra banken.

Jeg vil sgu ikke have
hans penge eller stoffer."

Han sagde: "Jeg vil ikke have noget med
ham at gøre. Han er en hund."

Det er da absolut at angive nogen,
fordi man ikke bryder sig om dem.

Det var den første af de væbnede røvere,
han gav os.

Skurkene må udse sig en strisser.

De må have en strisser, de kan stole på.

Og de taler med dem,

og de fortæller dem ting,
fordi det gør dem glade,

og de ved, at de har nogen,
der kan gøre dem en tjeneste.

Der var ingen loyalitet i Dennis,
ikke i den kriminelle verden.

Han var ikke standhaftig,
faktisk gjorde han det modsatte.

Dennis var det, vi kaldte en "hund."

Det værste navn,
man kan give en forbryder, er en "hund,"

og en hund er én, der angiver andre.

Han var et udskud,
manden havde ingen anstændighed.

Meddelere er alle som gødning.

De lugter, de stinker måske endda,

men de giver gode grønsager,
og resultaterne taler for sig selv.

Over 12 måneder, tror Higgins og jeg,
at han fængslede 32 væbnede røvere.

Og væbnede røverier var der mange af
i den periode.

Det er utroligt,
at han kunne angive så mange.

Jeg var aldrig klar over,
at Dennis var meddeler.

Aldrig. Jeg ville ikke have troet det.

Jeg tænkte:
"Nej, sådan er vi ikke i underverdenen.

Sådan noget gør vi ikke."

Men han angav folk. Han angav folk.

Jeg følte mig forrådt.
Han var ligeglad med sin familie.

Som anklagerne mod ham voksede,

søgte Dennis efter andre måder
at garantere sin frihed.

Jeg så Dennis give en nu afdød betjent
en konvolut en dag.

Og han sagde: "Hvad tror du, der er i?"

Jeg sagde: "Tydeligvis penge."
Han sagde: "Hvor mange?"

Jeg sagde: "Det aner jeg ikke."

Han sagde, at det var tusind dollars
til ham og hans ven.

Tusind dollars om dagen i en uge.
Syv tusind dollars giver stor indflydelse.

Men for eksempel gav Dennis
mig to telefonnumre.

Ingen navne, kun to numre.

"Og hvis jeg blev anholdt,
så ring til de to numre.

Det er lige meget, hvad klokken er.

Alt, hvad du skal sige, er:
'Manden er på...

Hvilken politistation, ' og så lægge på.

Og så dukkede de betjente op i retten

og sagde,
at Dennis skulle løslades mod kaution.

Sidst i 80'erne efterforskedes
Brian Murphys partner, Paul Higgins.

Selvom der ingen beviser var for,
at Higgins blev betalt af Dennis,

sigtes han for korruption

og findes skyldig i at modtage
andre kriminelle betalinger.

Higgins afsoner fem år i fængsel.

Murphy efterforskes også,
men sigtes aldrig.

Selv i dag nægter han hårdnakket,
at han var korrupt,

eller at han tog imod bestikkelse.

Dennis Allen gav mig ikke en skid.

I løbet af årene har folk
beskyldt mig op i mit åbne ansigt,

de har sagt til mine bekendte,
at jeg var i lommen på Dennis Allen.

De har aldrig fundet beviser,
for der var ingen.

Jeg har aldrig hjulpet Dennis med at undgå
fængsel. Lad os få det på det rene.

Dennis var den ultimative taskenspiller.

Dennis var så skide snu.
Han var snu som 20 mænd.

De havde intet på mig,
fordi jeg intet havde gjort forkert.

Igen bruger Dennis sin snuhed
til at slå politiet og undgå fængsel.

Han har aldrig været mere magtfuld
og føler sig uovervindelig.

Så han går hårdere og hårdere
til stofferne.

Dennis tog aldrig heroin.
Speed var hans livs kærlighed.

Det gjorde ham vanvittig.

Dag og nat...

Han havde ingen nætter,
han holdt sig vågen i en uge ad gangen.

Han var bindegal på det.

Dennis brugte amfetaminmængder,

der nok havde slået
en normal person ihjel.

Han havde permanent et badekåbe-bælte
bundet om en arm,

så hans blodåre stod frem,
og det var lettere at injicere.

Han injicerede så ofte
som hver halve time.

Enorme mængder speed.

Speed gør én ude af stand til at sove,
så Dennis forblev vågen i dagevis.

Mod slutningen af disse stofmaratoner
var hans opførsel virkelig skræmmende.

Hele hans person var som en kæmpe,
blottet nerve.

Det sidste år, jeg arbejdede for ham,
var han komplet sindssyg.

Hans psykose var så slem,
at når man bankede på,

for han ud af døren...

...ned ad gaden, rundt om hjørnet

eller ind i nogens garage...
"De holder øje med mig."

Og det gjorde de.

Dennis er høj på speed og beruset af magt,
og han mister kontrollen,

han hengiver sig til vold og en voksende
fascination af tortur og mord.

Dennis var en person uden moral.

Han havde ingen kvaler ved at tage
et liv eller forårsage alvorlige skader.

Dennis angreb altid bagfra uden varsel.

Han skød, stak og dræbte folk

uden samvittighed eller konsekvens.

Og end ikke hans mor kan styre ham.

Det er Dennis, når han var tosset.
Han havde været vågen i dagevis.

Han var så desperat,
at han satte mig en pistol for hovedet,

det gjorde han, selvom jeg var hans mor.

Jeg har ikke været her i 30 år.

Dette er 35 Stephenson Street.
Det ser ikke ud, som da jeg boede her.

Og dette er nummer 37, Dennis' hus.

Det er her, jeg plejede at stå
og lytte til hans samtaler,

når han havde store pushere på besøg.

Han sad derinde og tog speed dagen lang.

Jeg ved ikke, hvordan det bliver,
når jeg træder ind.

Alle de dårlige minder.

Det var Dennis' værelse,
og han havde store træstykker på døren,

så han kunne stoppe alle,

der prøvede at komme ind, mens han sov.

Jeg ryster blot af at være i huset.

Det var blodigt og forfærdeligt,
og der var døde mennesker.

Herinde var det værste, jeg har set.

Dennis slog Wayne Stanhope
ihjel i dette lokale.

Der sad en masse mennesker her.

Dennis skød ham seks gange i hovedet.

Og så seks gange til i hovedet.

Og så skar han halsen over på ham.

Så han sikrede sig, at han var død.

Og så var han fræk nok til
at komme ind til mig

og kræve, at jeg stod op
og kom herind og gjorde rent.

Han vaklede altid,
fordi han ikke havde sovet i dagevis,

og han sagde: "Stå op, og kom derind,

for jeg har lige dræbt den og den."

Mod slutningen var der ikke en dag,
hvor han ikke var helt væk.

Han var bindegal af stoffer.

Når man tilføjer skydevåben til det...

...har man pludselig et dødsfald til.

Dennis' sadisme blev for meget til,
at Kath kunne ignorere det,

og hun greb endelig ind
for at redde ét af hans ofres liv.

Jeg gik ind til ham en aften,
og jeg gik forbi badeværelset,

og jeg kunne se blodet dryppe.

Jeg vendte mig og så en mand
med en machete i hovedet.

Jeg kunne høre Dennis og hans venner
drikke ved bordet,

de grinte, og jeg vidste,
at han ville slå knægten ihjel.

Så jeg fulgte ham hurtigt ud til bagdøren

og lukkede ham ud.

Det var én, han ikke fik.

Han var parat til at dræbe enhver.

Han dræbte angiveligt 13.

Jeg kunne ikke mere.

Jeg var dårlig...
Jeg ville selv slå ham ihjel.

Dennis havde intet kodeks.

Han var sin egen dommer, jury og bøddel.

Kaths forhold til sin førstefødte
er uigenkaldeligt ødelagt,

fortabt i Dennis' tåge af stoffer,
paranoia og lyst til mord.

Men så vælter Dennis' kaotiske styre
hele imperiet.

Hans krop giver op efter et livs misbrug
i en alder af 35.

Det var et forfærdeligt syn,

og jeg vidste, at der var noget helt galt.
Han jamrede.

Dennis! Dennis?

Jeg gik derind. Jeg så Dennis ligge
henover sengen og sit sengebord.

Kan du høre mig? Dennis?

Han lavede forfærdelige lyde, og jeg
gik i panik og ringede efter politiet.

Han havde fået et slagtilfælde.

Vær nu rar!

Dennis' enorme afhængighed af speed

gav ham en sjælden bakterieinfektion.

Der faldt åbenbart små stykker
af hans hjerte.

Hans bratte nedgang fører til
hans undergang på flere måder end én.

Nu da narkobaronen ikke kan tage sin hævn,

træder vidner
til Wayne Stanhopes mord frem...

MIN SØN "VAR EN MORDER"

...og beskylder Dennis for drabet, hvilket
fører til Dennis' eneste mordanklage.

Men før han blive sat for retten,

hjælper Kath Dennis med at undslippe
retfærdigheden en sidste gang.

Pludselig ser jeg på skærmen,
og den falder og falder.

Og så gik alarmen,
og sygeplejerskerne kom løbende.

Jeg sagde: "Stop, gør ikke noget.

Jeg vil ikke have ham i fængsel.
Jeg vil lade ham dø."

Jeg ville ikke have, at han overlevede.
Jeg ville have det afsluttet.

Kan du forstå, hvordan jeg havde det?

De måtte bare ikke føre ham bort.

Bare lad ham dø af sig selv.

Da Dennis døde, skabte det
et tomrum i Pettingill-familien.

De havde mistet den frontfigur,
de havde haft så længe.

Det er nok passende,
at han led, som han gjorde

i de sidste måneder.

Det er bare uheldigt,
at han ikke døde tidligere.

I årevis

drev Dennis en meget indbringende
heroinforretning,

men alt handlede om Dennis' forretning,

og alle var til en vis grad
underlagt Dennis.

Det var i så høj grad, at da han døde,
var det slut.

Det hele gik bare i stå
næsten fra dag til dag.

Dennis' død gjorde alt
fredeligt for os igen.

Og narkoimperiet var væk,
gudskelov for det.

Der var ikke længere noget

at bo eller være i Richmond for,

så jeg solgte Dennis' hus
og flyttede hertil for 29 år siden.

VENSKAB KOMMER FRA HJERTET...

Jeg måtte væk derfra
og væk fra al kriminaliteten

og de ting, der var sket.
Jeg havde fået nok.

Kath Pettingill fik syv af de værste børn,
man kunne forestille sig,

og nogle af landets værste
forbrydere nogensinde.

Som mor må hun leve med sig selv

og finde den karma, hun har brug for
mod slutningen af sit liv,

men ikke én gang har hun sagt noget
skidt om dem eller deres uhyrligheder.

Kath er gammel,
og lad os håbe, at hun snart forsvinder.

De kalder mig Bedstemor ond.

Jeg synes ikke, jeg er ond.

Jeg har aldrig gjort noget forkert.

Jeg har aldrig dræbt
eller gjort nogen fortræd.

Jeg vil altid blive kritiseret for,
hvad Dennis gjorde.

Jeg kan ikke stoppe dem,
når de er blevet voksne.

Hvorfor skulle jeg tage skylden for,
hvad de gjorde?

Jeg gjorde mit bedste.

Jeg så vel bare den anden vej.

Tekster af: Anders Langhoff