All language subtitles for Brainwashed.Sex.Camera.Power.2022.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264.AAC2.0-YOLO.dan

Som filmproducent og kvinde

begyndte jeg at drukne
i en kraftig malstrøm

bestående af visuelt sprog,
som det er meget svært at undslippe.

Lara, er du der?
Jeg venter bare på at høre fra dig.

Jeg vil blæse på, hvad klokken er,
for jeg har tænkt på alt det,

som kunne overgå dig
på grund af det her.

Du må ikke ødelægge
din skuespillerkarriere på grund af det.

De behøver bare kontakte SAG

og fratage dig dit medlemskab,
så du for resten af livet

ikke må arbejde, og så er det slut.

Dette visuelle sprog på film

bestemmer måder at se på,

som er så specifikke,
at det næsten føles som en lov.

Den store forfatter James Baldwin
sagde engang:

"Ikke alt kan ændres, men intet kan
ændres, før man konfronterer det."

I dag skal vi kigge på en række filmklip
fra anerkendte film.

Dem,
der vinder Gyldne Palmer og Oscars

samt kultklassikere
og andre betydningsfulde værker.

Vi skal kigge på måden,
køn filmes på.

INSTRUKTØR

Det vil sige, at mandlige og kvindelige
skuespillere filmes ganske forskelligt,

konstant forskelligt
og konstant på en bestemt måde,

som kan betegnes, spores og navngives.

Jeg ser personligt
en ganske tydelig forbindelse

mellem dette visuelle filmsprog,

jobdiskrimination mod kvinder,
særligt i filmbranchen,

og et miljø med omsiggribende
seksuelle overgreb og voldtægter.

I fjor fik jeg mulighed for at møde
Laura Mulvey,

"Original Gangster"-filmteoretikeren,

som identificerede
det mandlige blik for os alle.

Jeg brugte kun "det mandlige blik"
én gang i afhandlingen,

men det er det, folk husker.

FILMTEORETIKER

Jeg skrev afhandlingen,
fordi jeg elsker film.

VISUEL NYDELSE OG FILMFORTÆLLING

Den ubevidste måde,
patriarkatet har struktureret film på.

Jeg havde forladt universitetet i 1963

og brugte meget tid på at se film.

Først senere gik det op for mig,
at en del af min fornøjelse

kom af, at jeg så disse film
som en mandlig tilskuer.

Vi kender næsten alle udtrykket
objektivisering af kvinder,

men lad os lige analysere det.

Præcist hvad er et objekt,
og hvad er et subjekt?

Så lad os lige kigge
på basal grammatik i en sætning.

"Katten æder musen."
Katten er subjektet.

Han æder musen. Objektet påvirkes.

Ligeledes: "Manden ser kvinden."

Manden kigger aktivt,
og kvinden bliver kigget på.

Nu kommer hun.

Giv os en erklæring.

Udtrykket "blive-kigget på-hed"

blev gjort berømt
af Laura Mulvey i 1975.

Det beskrev kvinders grundlæggende
essentielle position på film.

Den kjole vil være moderigtig om 100 år!

Bare vent og se.
Tilbehøret er endnu sødere.

Over tid bliver kvindens krop
mere og mere seksualiseret,

men den basale måde at kigge på
forbliver den samme.

Mulveys grundlæggende værk
blev skrevet i 1970erne...

LÆRER

...men vi normaliserer stadig
det mandlige blik på film.

De fleste stiller ikke spørgsmålstegn
ved den måde at kigge på.

Det opfattes som banalt.

Det er noget, man tænker, at alle ved.

PRODUCENT/INSTRUKTØR

Det er i æteren, men det er æteren.

Så at identificere og vise det er noget,
som nok kan forandre verden.

Digterfilosoffen Ralph Waldo Emerson

sagde engang noget smukt,
som passer godt til situationen.

"Opfattelse er ikke finurlig, men fatal."

Folk ynder at sige,
at kreative værker og film er finurlige.

"Det er bare min vision, min idé.
Det er finurligt." Nej, det er alvorligt.

Det er fatalt og påvirker os meget dybt.

Som filmproducenter skal vi være modige
og villige til at være den kraft.

INSTRUKTØR

Vi skal sige, hvad vi tænker.
"Hov, vent lige."

"Hvad er der galt her?
Hvad fortæller du mig?"

"Hvad er denne visuelle retorik?
Den føles hverken god eller rigtig."

"Lad os genoverveje det her."

Hvad angår film, som anses for...

INSTRUKTØR

...at være kanoniske og de "bedste" film,

tøver folk med at stille spørgsmål ved,
hvordan de blev lavet,

og hvilke historier de fortæller.

Jeg synes, det er i orden,
at man stadig kan elske og se en film

og sige, den er fantastisk,
men har problemer.

Stiller vi ikke de spørgsmål,
svigter vi vores menneskelighed.

De fleste af jer kender nok

til idéen om, at der findes et sexistisk
element i manus, replikker og roller.

Vi foretrækker helst ikke at se kvinder,

som altid spiller
en tjenestepige eller en laber larve

i stedet for en direktør
eller noget i den stil.

Den slags kender vi godt til.

Det, som færre ved, er,
at selve billeddesignet

foreviger
disse forskellige magtpositioner.

Så hvad betyder det,
når vi taler om billeddesign?

Vi taler om subjekt, objekt,
det visuelle forhold,

framing, kamerabevægelse og lyssætning,

og hvordan alle disse teknikker bidrager
til rollernes position i fortællingen.

Så det første er subjekt, objekt.

Når vi ser denne form,
ved vi, at manden her kigger

på personen herovre,
som tilfældigvis er en kvinde.

Har jeg ikke set dig før?

Synsvinklen kan udføres
med én optagelse, sådan her.

Den glider ned og skal justeres.
Det er latterligt.

Jeg burde bare smide penslerne
og skide hul i det.

Fantastisk. Hvad siger du til det, mand?
Ret fantastisk. Jerry... Jerry!

Eller med to adskilte optagelser.

Jeg tænker meget på
at skabe synsvinkler.

Det er ikke kun optisk.
Det er perceptuelt.

INSTRUKTØR

Vi oplever...
Du putter publikum i karakterens sted.

Så de ser ikke kun præcis,
hvad karakteren ser.

De er på linje med dem emotionelt
og i deres tankeproces.

Det interessante
ved Robert Montgomerys

"Kvinden i søen" er,
at den er et ekstremt eksempel på,

hvad subjektivitet er.

Det bliver en optagelse af synsvinkel
i hele filmen.

Det retter sig ind med mine idéer
om en mandlig synsvinkel,

og hvad det mandlige blik er.
Afbildningen af en bestemt type

Hollywood-skønhed
eller et Hollywood-offer.

Framing.

Skuespillerinder optages tit
med fragmenterede kropsdele.

Den fragmenterede krop kan være
en del af en synsvinkel-situation.

I en optagelse er der en, som kigger.
I den næste er den fragmenterede krop.

-Hvad var det for en lyd?
-Der var ikke nogen lyd.

Eller det kan være én optagelse,
hvor synsvinkel-strukturerne gentages.

Noget andet, som er ret udbredt,
er en kvindekrop,

der udstilles for publikum,
uden at en specifik person kigger.

Det er
en generel fremvisning for publikum.

Vi må nok overveje, at det er
via det formelle visuelle sprog...

FILMPRODUCENT

...at vi kommunikerer betydning.
Og vi arver så meget underbevidst,

som kommer fra dette sprog.

Det har med at gøre,
hvordan optagelser arrangeres og frames,

hvordan de samles og opstilles
i en række optagelser.

Alt det bliver grammatikken og syntaksen,
som bibringer mening til publikum.

Så i en visuel kultur som vores,
hvor der er en glubende appetit

efter kvinden som et objekt...

Hvis kameraet er begærligt,
så er kulturen også begærlig.

Kamerabevægelse.

Noget udbredt, vi har set mange gange,
er en panorering af kvindekroppen.

Det kan naturligvis være
en vandret eller en lodret panorering.

Og man ser ganske ofte slowmotion
som en måde at understrege det på.

Og hvornår er der slowmotion for mænd?

Action og militær, ikke sandt?

Så mænd får slowmotion til action,
og kvinder får det til seksualisering.

Udbredelsen af den type optagelser
er en art global hypnose omkring,

hvordan maskulin kraft
giver tilfredsstillelse.

Om objektivisering af kvinder,
at dræbe eller at foregive at dræbe.

Det er patriarkatets propaganda.

Lyssætning er lidt mere subtil.

En mandlig hovedrolleindehaver
får normalt 3D-lyssætning

med skygge og dybde. Han er
et virkeligt sted, i et rum, vi forstår.

Men Rita Hayworth,
her i Orson Welles "Kvinden fra Shanghai",

optages i denne tidløse zone
med kvindelig skønhed.

Kvinder må ikke ældes

og må ikke have fuldstændige liv
som subjekter.

Jeg og andre instruktører

er blevet oplært til at præsentere
skuespillerinder...

INSTRUKTØR

...i det bedst mulige lys.

Så vi bruger dæmpet lys
og en fin telelinse

i en høj vinkel.
Vi skal ikke kigge op på noget.

Alle de forskellige måder
at filme kvinder på.

Det bekymrer mig ikke,
hvis en mand har rynker.

Så har han bare
markerede ansigtstræk oppe i årene.

Men sådan tænker man ikke om kvinder.

Må jeg kysse dig?

For nylig fik jeg en fantastisk film.

SKUESPILLER/AKTIVIST

Den ville have været skelsættende.
Men de valgte en, der var yngre.

Og... hvad kan man sige?

Så det sker ofte. Det gør det.

Jeg føler mig trist.
Bare når jeg taler om det...

For jeg elsker at arbejde.

Dette visuelle sprog bidrager

til kvindeligt selvhad og usikkerhed,
på betragtelig vis.

Det, som normaliseres som skønhed,
ses specifikt

og primært
gennem et mandligt blik.

Det forandrer vores måde at forholde
os til verden på, på negativ vis.

Billeddesign er metabudskabet.

Det er æstetikken,
som normaliseres på en lusket måde.

Her i "Super Fly",
kultklassikeren af Gordon Parks Jr.,

ser vi en række af de teknikker,
vi indtil nu har diskuteret.

Vi har manden som subjektet,

selv om de to hoveder
er filmet på samme måde.

Pludselig kommer musikken.

Uskarp belysning, slowmotion,

kropspanorering.

Da en af mine studerende så dette klip,
sagde hun:

"Når man ser
de to hoveder i badekarret,

begynder man at vente
på panoreringen over kvindens krop."

De er begge nøgne.
Vi ser ikke mandens krop.

Når man ser badekarsscenen...
Det er en skuespillers største frygt.

INSTRUKTØR

At de får et manus,
som de er gået med til at arbejde på.

Og så objektiviserer instruktøren hende
gennem valget af optagelser,

anbringelsen af kameraet
og valgene i klipperummet.

Alle teknikkerne, vi lige har gennemgået,

bidrager til karakterernes
placering i fortællingen.

Og meget tit på måder, som virker
underligt irrelevante for historien.

I en ideel verden,
ville vi se en enorm mængde

varierede film,
som fik lige så meget visning.

Så hvis du er en heteroseksuel mand
og vil filme en kvindes bag...

Jeg er ikke sædelighedspolitiet.
Jeg siger ikke, at du skal lade være.

Jeg påpeger blot det faktum,
at en hel masse

meget anerkendte instruktører
i årenes løb har gjort netop det.

Og fordi 96 % af filmene i årenes løb
har gjort netop det,

levner det ikke meget til os,
som er trætte af det og af resultatet

af den form for angreb
på vores personlighed.

Fordi kvinden ser de film...

PSYKOANALYTIKER

...vil hun gerne tilpasse sig
og blive blikkets objekt.

Men hun tænker: "En del af mig

passer ikke til det image.
Så jeg vil bare kassere det."

I det tilfælde bliver hun fortabt.
Hun føler sig tom.

Al hendes opmærksomhed eller energi
bruges på, eksternt,

at skabe sit image.

Men når hun sætter sig ned,
føler hun sig tom. Det er problemet.

En film af Jean-Luc Godard.

Her ser vi tydeligt
den fortællermæssige position

af kvinden og hendes
"blive-kigget-på-hed" skildret,

mens vi hører navnene
på alle de mandlige filmproducenter

og ser den mandlige fotograf
filme hende.

André Bazin sagde: "Film viser os
en verden, der opfylder vores lyster."

"Vores lyster."
De taler naturligvis ikke om mig.

"Jeg elskede dig i går"
er historien om den verden.

Traditionelt har man formodet,
at publikum var heteroseksuelle mænd

på linje med den heteroseksuelle
mandlige instruktør,

på linje med filmfotografen,
som styrer alle optagelserne,

på linje
med et mandligt subjekt i billedet.

Og de kigger alle
på det kvindelige objekt.

Dette er standard-identifikationslinjen.

Det er klart,
at hvis du ikke er heteroseksuel mand,

befinder du dig et andet sted
i denne identifikationsproces.

Afhængig af hvor du er, hvis du for
eksempel er en heteroseksuel kvinde

ligesom mig, hvordan udfolder det her sig
så? Hvordan påvirker det os?

Da jeg læste på UCLA-filmskolen
var jeg helt besat af mit arbejde.

Jeg var omgivet af mine film
og var en total stræber.

Hvis nogen var i vejen,
som når jeg skulle ind i lydrummet,

ville jeg sige: "Her får du 20 dollar.
Smut! Jeg skal arbejde."

Jeg var et totalt subjekt.
Det havde jeg det fint med.

Men når jeg prøvede at være romantisk
eller gå på en date, fik jeg problemer.

Jeg oplevede mig selv
som "blive-kigget-på-hed".

Som et objekt. Jeg var helt paf.
Det var ret forvirrende,

og jeg havde det ret svært med
at integrere alt det.

Så jeg skiftede position fra objekt
til subjekt og identificerede mig selv

med et mandligt subjekt
som en aktiv person.

Jeg anede ikke, hvordan jeg kunne være
kvinde, aktiv person samt sexet.

Det er kun isbjergets top omkring,
hvordan det her påvirker os personligt.

Her er den næste scene
i "Jeg elskede dig i går".

Ja.

Jeg ved, at scenen siges at være
en kritik af kvindelig objektivisering.

-Ja.
-De er ikke runde nok.

Producenterne tvang vist Godard til
at vise mere af Brigitte Bardots bag.

Men om han gik efter
at være sarkastisk eller ej...

Reaktionen, når man ser sådan en film
og får at vide, at den er et mesterværk,

sammen med de andre film, vi skal se,
at det er lutter mesterværker...

Tænk på, hvordan det påvirker os inderst
inde som kvinder. Det er ganske intenst.

Denne slags snak
er på en måde provokerende,

men folk skal vide,
at den bygger på min tristhed.

-Det ved jeg.
-Den bygger på min kamp. Min tristhed.

Det er altså ikke noget smukt,
jeg taler om her.

Men Nina, tror du ikke,
alle kvinder mærker den tristhed?

Alle mine fiktionsfilm

har drejet sig om at udtrykke
den ydmyge kvinde

og såret, hun bærer inderst inde.

Det er et helligt sted at lave film.
Det er en hellig gerning.

Du kommer virkelig ind
i folks forestillingsverden

og psyke på en måde,
som bør behandles varsomt.

Det er et forstørrelsens sted,
næsten som at tale i mikrofon.

Det, du siger, forstærkes,

så det er meget vigtigt
bare at være opmærksom på det.

Forskerne Green og Brock,
fandt på et udtryk, "transport".

GRUNDLÆGGER AF
GLOBAL MEDIA CENTER FOR SOCIAL IMPACT

Det er effekten af film og tv

på seere, som flytter os fra,
hvor vi er,

når vi går i biografen,
til en ny verden.

Det tager os fra det velkendte,
langs et kontinuum, til et nyt sted.

Vi lægger vores kritiske sans på hylden.

I den tilstand opnår vi mest viden,
ændrer mest på vores holdninger

og ændrer mest vores adfærd
eller adfærdsmæssige intention.

Det er filmenes kraft.

I "Kvinden fra Shanghai"
ser vi mange af de kønsrelaterede

billeddesign-teknikker,
som fortsat præger filmproduktion i dag.

Det angår dig mere end andre, skat.

Her ser vi mændene
i 3D-belysning og 3D-rum,

som styrer fortællingen.

-Kendte du til det, skat?
-Nej.

Klap i, George.

Rita Hayworth har bikini på,
mens alle andre er helt påklædte.

Og vi har konstant det mandlige subjekt,
som kigger på det kvindelige objekt.

Rita Hayworth svæver
i et sært, forrykket rum.

Vi kan måske kalde det
det mandlige fantasirum.

I dette og de følgende klip ser vi,
at kvindens skønhed

har en vis magt.
Magten til at tiltrække blikket.

Vi hører altid, at man som kvinde
bliver magtfuld ved at være smuk.

Men som en respons på det,
vil jeg gerne citere Angela Carter,

som siger, at kvinder
skal forføres til kvindelighed.

Og hvad mener hun med det? Hun
mener faktisk forført til magtesløshed.

Hvordan bliver vi så det?

-Med glamour.
-Sådan. Bliv ved. Skønt!

Op med hovedet.

Ja, ja, ja!

Så efter min mening er glamour
et skalkeskjul og en slags salgsfidus

for magtesløshed.

En kvindes handlekraft afbrydes altid...

PRODUCENT/INSTRUKTØR

...af måden,
vi udstiller hende på samme tid.

Hvad hun end gør, så er det vigtigt,

at sikre sig,
at hun har en vis æstetik,

og et bestemt look,
som er specifikt seksuelt tiltrækkende

for et heteroseksuelt mandligt blik.

-Hvem er den pige?
-Hende, jeg talte om? Blondinen?

-Du prøvede ikke at bolle hende?
-Jeg prøver at bolle alt. Det ved du.

-Hun var ikke med på den?
-Nej.

-Naturligvis. Hun vidste bedre.
-Hvad mener du?

Hun vidste, du var et dyr.
Du ville ødelægge hendes ry.

-Jeg troede, han talte til dig, Vicky.
-Er det den samme fyr?

-Jeg smadrer ham.
-Han var her i går. Du så ham ikke.

Jeg var i huset i går.

Så som altid har vi mændene i et 3D-rum.

Mændene taler sammen om en kvinde.

Hendes ben er fragmenterede i slowmotion.
Alt det sædvanlige.

Der er dog noget interessant ved scenen,
som jeg gerne vil analysere.

Det er måden, lyden håndteres på.

I vil bemærke, at Robert De Niro kigger
på Vicky, og hun er langt væk fra ham.

Så det burde give mening,

at vi hører
ham og hans ven snakke sammen,

men vi hører ikke Vicky snakke,
for hun er langt væk. Eller måske ikke.

Vi researchede, hvordan scenen
blev optaget og fremlagde dimensionerne.

Robert De Niro sidder med sin ven
på den ene side af poolen.

Og Vicky er helt herovre.
Derfor kan vi ikke høre hende tale, vel?

Eller måske nej, for de to andre mænd,

som sidder ganske tæt på Vicky,
kan vi sagtens høre.

De er
på samme afstand fra Robert De Niro.

Så her har vi noget...
Når vi ser filmen,

bemærker vi det slet ikke.

Det infiltrerer vores bevidsthed
på en ubevidst måde.

Og måske er det grunden til,
når en ung kvinde dukker op

og pitcher en film til en mandlig chef,
så ser han kun hendes mund bevæge sig,

men han hører ikke ét ord af,
hvad hun siger.

Objektivisering af kvinder
påvirker ansættelsespraksis.

ADVOKAT

Jeg tror, at alle os, som udsættes
for seksuelt objektiviserende medier,

indlejrer det lidt i vores opfattelse af,
hvordan kvinder bør være.

Det bliver en måde
at have med kvinder at gøre,

som primært handler om deres seksuelle
værdi. Om du er tiltrukket af dem.

Det har alt at gøre med,
hvordan du bliver behandlet på jobbet.

Udfordringen er,
at diskriminering på arbejdspladsen

i underholdningsindustrien
ikke forhindres.

KØNSRATIO PÅ FILMSKOLEN

I filmskolen er kønsfordelingen 50/50,

og sådan har det været længe
i de bedste filmskoler i USA.

Men kvinder instruerede
kun 9 % af de 250 bedste film i 1998,

og i 2018 er vi nede på 8 %.

Folk er glade for, at kvinder...

INSTRUKTØR

...går på filmskole på lige fod med mænd,
så længe de poster penge i systemet.

Men når vi kommer ud
blandt de professionelle

og beder branchen betale penge
til kvinder, så smækkes dørene i.

Centralt for problemet og arbejdet,
jeg har gjort, er "Title VII",

loven om ligestilling på arbejdsmarkedet.

FORBYDER JOBDISKRIMINATION PÅ BASIS AF
ETNICITET, RELIGION, NATIONALITET OG KØN.

Hollywood har været
den værste lovovertræder her

af nogen branche i USA.
Endnu værre end kulminedrift.

Sådan var det ikke altid.
Den allerførste fortællende film,

som berettede en historie i stedet for
at dokumentere en eksisterende hændelse,

har en kvindelig hovedperson

og blev skabt af en kvinde,
producent, manusforfatter og instruktør,

Alice Guy Blaché i 1896.

I stumfilmenes æra

arbejdede en stor mængde kvinder
i den nye branche.

FORFATTER

De havde en betragtelig magt
og kunstnerisk handlekraft.

Det er en ganske særlig tid
for kvindelige instruktører.

"Den røde kimono" af Dorothy Davenport

viser den indre, subjektive oplevelse
hos hovedpersonen,

som blev tvunget ud i prostitution.

Da overgangen til lyd finder sted,

involveres Wall Street, fordi
overgangen kræver betydelige summer.

Så Wall Streets maskuline kultur
begynder at strukturere Hollywood.

I dag er der mest brug
for at indlede kapitalstrømmen,

som holder industrien i gang.

Kvinder bliver gennet ud
af disse stillinger

med kunstnerisk og kreativ magt,
og i 40 år

lavede kun to kvinder film i Hollywood:
Dorothy Arzner og Ida Lupino.

Vil du græde nu?

Glo I bare. Jeg skammer mig ikke.

Le bare. Få noget for pengene.
Ingen gør jer fortræd.

I vil have, jeg flår tøjet af,
så I får noget for jeres 50 cent.

50 cent for at stirre på en pige
på en måde, jeres koner forbyder.

Så I kan vende hjem og stoltsere
foran jeres koner og kærester

og spille det stærke køn et øjeblik?

De gennemskuer jer nok ligesom os.

Dorothy Arzners kvinder
definerede sig selv ganske smukt.

Hun var desværre en undtagelse,

og et mandligt perspektiv
styrede fortsat filmene i årtier.

Hollywoods historie...

INSTRUKTØR

...har nok tit gjort ordet "instruktør"
synonymt med "mandlig instruktør".

Sådan har det været i mange år
og er det nok stadig i dag.

Jeg tænkte aldrig:
"Jeg vil studere og blive filminstruktør."

INSTRUKTØR

Det sagde man ikke dengang.
Jeg kunne måske blive klipper, scripter

eller et andet arbejde,
piger kunne have på en film.

Det slog mig aldrig i skolen,
lige til jeg fik min magistergrad,

at jeg kunne blive instruktør.

Nej, jeg ville tale med dig
om Dawns projekt, "Det rigtige liv".

Det er måske, hvad Cyrus søger,

og vi kunne få et stort navn
som instruktør. Måske Penny Marshall?

Hvad? Klap i og hør her. Undgå
kvindelige instruktører. De har ægløsning!

Da jeg begyndte at forberede
"Daughters of the Dust",

var jeg ganske bevidst om,
at jeg var kandidat fra AFI og UCLA,

og jeg var ganske bevidst
om synsvinkel og kameraplacering.

Så jeg placerede i høj grad
mit kamera inden for cirklen,

inde i kvindekulturen. Jeg ville skildre
noget, ingen havde set før.

Jeg så en lyserød satintaske
til rige kvinder i et udstillingsvindue.

Jeg havde ikke råd til den
og bad ingen om at købe den til mig.

Min i mit hoved
puttede jeg alle de dårlige minder

i tasken og forseglede dem der.

Jeg lader intet i den taske

eller nogen udenfor den fortælle mig,
hvem jeg er.

Ja, da vi var til Sundance i 1991,

og jeg havde "Daughters of the Dust",
og du havde "Queen of Diamonds",

blev vi skubbet i baggrunden.
Som i: "Godt gået, tøser. Vi ses senere."

Alle de andre filmproducenter der, som
var mænd, lavede mange film efter det.

Jeg troede, at ved århundredskiftet...

FILMTEORETIKER

...ville 50 % af dem,
der lavede film, være kvinder.

Og at hele måden at tænke
på billedet og kønsroller derfor

ville være ændret helt. Det virker
mærkværdigt, når man ser tilbage,

hvor få fremskridt der har været.

Da jeg kom til Sundance
med min første film,

kunne jeg hverken få
en agent eller en distributør.

Mandlige agenter skrev til mig

om at se filmen, og de skrev:
"Det er ikke det, jeg søger."

Og så kiggede jeg på deres navnelister.
Det var i 2013.

Jeg kiggede på dem,
og der var kun mænd.

Så vidste jeg jo godt, hvad de søgte.
Hvad er det dog for et kodesprog?

Der er stadig kun tre kvinder,
som dyster, ud af 21 film.

Filmfestivalens leder sagde:

"Vi leder blot efter de bedste film.
Det har intet med køn at gøre."

Med al respekt viser den udtalelse
ikke særlig meget forståelse

for idéen om diversitet og måden,
idéen om gode film skabes

via identifikation med det, som vises.

"Jeg elsker
og kan forholde mig til denne film,

fordi den taler til mig."
Sådan definerer vi, hvad en god film er.

-Brænd dem, Eldridge!
-Læg mobilen.

-Af banen!
-Jeg kan ikke ramme!

Kathryn Bigelows film "Hurt Locker"...

LÆRER

...som var den første film, hvor en kvinde
fik en Oscar som bedste instruktør,

handlede om mænd.

Man så mænd,
som sprængte ting i luften i slowmotion.

Det er også interessant, at alle
afdelingschefer i filmen var mænd.

Køn er tungtvejende,
når man kigger på filmproduktioner.

SKUESPILLER/KOMIKER

Kun lidt har ændret sig.
Det er mest hvide mænd.

Selv i mine egne produktioner,
som jeg finansierede,

ansatte jeg en hvid mand,
og han ansatte kun hvide mænd.

Jeg sagde: "Skulle jeg gøre det klart,
at vi skal være rummelige?"

Det er helt sikkert, at fordi
så mange mænd er filmfotografer, 95 %...

FILMFOTOGRAF

...så er det mandlige blik normaliseret
i vores samfund.

Selv når en kvinde
er hovedpersonen i en film,

bliver hun ofte
objektiviseret og udnyttet.

Her er åbningsscenen, hvor vi
møder Carrie, filmens hovedperson.

Vi lærer, hvem hun er.
Hun er kluntet til sport.

-Hun bliver mobbet lidt.
-Du æder lort!

Pludselig er vi inde
i pigernes omklædningsrum.

Slowmotion, uskarp lyssætning.

Nøgne kvinder.

Imens vi har navnene på de mandlige
filmproducenter på skærmen.

Sidste gang, jeg var i et omklædningsrum,
dansede jeg ikke rundt!

Når du ser, hvad der sker,
er det præget af begær.

Som Bell Hooks siger,
kræver det udviklingen

af oppositionsblikket
for ikke at skue hunden på hårene,

undersøge det lidt nøjere og spørge:
"Hvad kommunikerer det her?"

Så her har vi pigen, som blev mobbet

og var fortællingens subjekt,
i en total non sequitur-scene.

En studerende sagde: "I brusebadet
forestiller jeg mig, hvordan jeg ser ud,

når jeg er alene."

Du kan ikke engang opleve din egen krop
uden at se den

fra det underlige
perspektiv af... det der.

Mange af eksemplerne
ville jeg bare se og nyde...

DISKUSSION OM SEX OG MAGT

...som de burde være. De burde være sjove.
De skal være fængslende eller sexede.

Min første reaktion var bare at indtage
det sådan, for det var det nemmeste.

Jeg måtte bevidst vælge
at løfte min opfattelses slør.

Og det gjorde mig vred,

Jeg huskede,
hvordan min mor lærte mig

at tænke på min krop og måden,
hun så sin krop.

Og jeg tænker på,
hvordan jeg bliver lært

at tænke på min krop konstant.

Vi har sikret perimeteren,
men vi bør ikke gøre det for længe.

Når jeg ser "Avengers"-filmene,

selv når jeg ser Scarlett Johansson,
der er meget aktiv som Black Widow,

så føler jeg stadig, at kvinder,
selv så styrkede som de er i dag,

udsættes for det der begærlige blik.

Vi ser måske denne kvinde som stærk,
men vi ser jo

detaljer af hendes bryst, babser
eller numse, eller hvad ved jeg.

Så det kører i din hjerne
på en underbevidst måde.

Det har nok en effekt,
og vi er alle modtagelige for det.

Kommunisternes ledelse
kan ikke opretholdes meget længere,

og hvis der ikke kommer forandringer
snart, kan de relativt rolige protester

blive set som stilhed før stormen.

Min møgdag er vist blevet værre.

Selv i Patty Jenkins'"Wonder Woman"

ser skuespillerinden ud,
som om hun går ned ad en catwalk.

Det er latterligt at have stærke kvinder,
men de filmes,

og de stiliseres,
og de iføres kostumer for at ligne

endnu en postmoderne Barbie.

Hvis det er alt, vi ser, er det usynligt.
Det er luften. Du bemærker ikke luften.

Så en kvinde kan gengive de troper
i lige så høj grad som en mand.

Bemærk Bill Murray. Vi ser
hans ansigt og følelser. Han er i 3D-lys.

Han gennemlever
sin egen menneskelige oplevelse.

Men den kvindelige hovedperson
præsenteres i gennemsigtigt undertøj,

uskarp lyssætning, fragmenteret krop.

Man overvejer,
om det her skulle være hendes ansigt.

"Opgørets time" er interessant, for
filmens indhold er angiveligt feministisk.

Den handler om kvinder,
som blev sexchikaneret på arbejdet.

Så sagsøgte de Roger Ailes,
og de vandt faktisk.

Der er kun én scene, hvor vi ser

sexchikane,
som foregår foran kameraet.

Vis mig dine ben.

Lad os se,
hvordan scenen blev opbygget.

Det er et visuelt medie, Kayla.
Kom så.

Højere.

Kom så. Højere.

Udmærket, Kayla.

Jeg behøver ikke nævne, at optagelsen
ikke er fra Kaylas synsvinkel. Vel?

Hvordan ville du optage den scene,

hvor vi mærker, hvad Margot føler,

men uden at det bliver udnyttende
eller objektiviserer hende?

Skulle vi have insinueret det
og fokuseret på hendes ansigt?

Det havde været et alternativ.
Eller vi kunne vise hendes blik på manden.

Vi kunne have set hende se mere på ham.
Det kunne gøres på andre måder.

Som Audre Lord sagde: "Herrens redskaber
vil aldrig skille herres hus ad."

Det passer også
til det mandlige bliks måde at filme på.

Når du bruger de redskaber til at
forstærke, genopføre og genopvække

objektiviseringen af kvinder,
så har vi et problem.

Her er endnu en film.
Den er instrueret af en kvinde

og er beskrevet som feministisk.

Den viser objektivisering
af ganske unge piger.

Og når dit emne, som i "Danseholdet",

kan handle om objektivisering af kvinder
og piger, som i "Danseholdet",

kan du stadig forevige et billeddesign,
der approprierer det mandlige blik

og bare gentager det mandlige blik,
selv om du er en kvindelig instruktør.

Det er vigtigt at huske,
at det mandlige blik

på unge kvinder
ikke er et nyt fænomen.

"Pretty Baby" blev nomineret
til Guldpalmen i Cannes.

Leon, jeg er vist ved at falde for dig.

Det er min første gang.

Hvordan ved du det,
hvis du ikke har været forelsket før?

-Fordi jeg kan mærke det.
-Hvor?

I maven.

En lyst, som er rettet mod yngre kvinder,
er totalt...

Den findes overalt, er omsiggribende,
fejlagtig og skadelig.

Det er, som når rettens kendelse
er til fordel for sexforbryderen.

De siger: "Det var samtykkende."
Alt det med "samtykke".

Jeg tror ikke, den 13-årige vidste,
hvad der skulle samtykkes til.

Det er svært at huske eksempler,
hvor drenge filmes sådan.

Drenge hverves til det mandlige blik,
når de er meget unge.

Hoochie mama!

-Hvad betyder det?
-Aner det ikke, men det føles rigtigt.

Flot.

Det her er en mangeårig

og meget populær filmvinkel
på en kvindes krop.

Vi har selvfølgelig mange sexede
mandlige stjerner. Hvordan filmes de?

Næsten altid hele kroppen,
og de er involveret i en handling.

I "Crazy Rich Asians" er der en scene,
hvor den kvindelige karakter

kigger med lyst på kæresten.

Bemærk, at man ser hele hans krop,
og går i aktion.

I Cuaróns "Roma"
er der et usædvanligt tilfælde

af nøgenhed for en mandlig skuespiller.

Men vi ser konsekvent
hele kroppen,

og han er i gang
med militæragtig handling.

I dette eksempel har vi
et seksualiseret objekt for blikket.

Mænd, der optræder i en kvindeklub.

Men deres kroppe er ikke fragmenterede
i den lange sekvens.

Det er tabuiseret, at mandekroppen
blotlægges som et objekt for blikket.

Så han skal beskyttes
ved at have et energisk drive.

Men den kvindelige hovedperson
påtager sig rollen med at blive set.

-Narkose?
-Ja.

Og den mandlige hovedperson
styrer ofte historien fremad.

Han styrer folk,

styrer kvinden og får hende
under sin vilje og beslutsomhed.

-Hvad synes du om det?
-Perfekt.

Jeg tænker altid
på historien om Tornerose.

Eventyret, vi læste, da vi var børn.

Prinsen galopperer derudad
og fælder alle tornene

og når frem til Tornerose.

I en film som "Abefest for viderekomne"...

"Gud, det var som et voldtægtsstof."
At drikke folk fulde.

Den slags er vi blevet programmeret
til at acceptere

og faktisk tage til os og efterligne.

Du tog hende ikke først, vel?

Det passive objekts position
er så dybt indkodet som feminin,

og det feminine objekts passivitet
ses som meget seksuel,

til et punkt, for eksempel i denne
scene fra "Efter fyraften",

hvor det sexede passive objekt
er så passiv, for hun er faktisk død.

Jeg ligger død i sengen, og kameraet
bevæger sig langsomt ned ad min krop.

Nu ser jeg tilbage på det med stor undren.

Det var en del af det, man gjorde.
En del af fortællingen.

Historier
om meget smukke, bevidstløse kvinder

fortsætter med at fascinere folk.

Jeg anede ikke, at jeg som ung mand
blev oplært til at objektivisere kvinder.

Det, jeg lærte her, var,

at hvis denne kvinde er objektet,
og vi betragter hende

fra dette objektiv,
så vil vi se mange kvinder på den måde.

Så vi tror, vi kan få lige den,
vi vil have, ikke?

Og når den kvinde ikke
har en rolle med replikker,

ser vi hende... I "Raging Bull"
kan vi ikke høre hende tale.

Vi aner ikke, hvad hun føler,
eller hvem hun er som menneske.

Så bliver det til: "Ja, jeg kan bare
objektivisere og udnytte kvinderne."

For i de billeder, jeg har set,

skulle jeg aldrig tænke over, hvordan
hun havde det med mine handlinger.

Harry Dean Stanton i total
3D-lyssætning. Hans øjne er lukkede.

Vi kan høre Nastassja Kinskis stemme,
men ikke se hende,

for det er kun hans synsvinkel.

Når han kigger op, ser vi
2D-versionen af den unge kvinde.

Er der noget, du vil tale om?

Jeg lytter bare, okay?
Det er jeg virkelig god til.

Vores opfattelse af film
vil altid ændre sig.

Der vil altid være et kulturelt øjeblik,
som lader os

overveje en films indflydelse.
Der er en nostalgi, som er farlig.

Når du putter en film
i et nostalgisk øjeblik,

så siger du,
at alt, den giver udtryk for, er perfekt.

Det er der, vi får problemer.

Smid klunset.

Mookie,
der er fandeme for varmt til elskov.

-Hvorfor bander du altid?
-Jeg bander fandeme ikke så meget.

Selvfølgelig gør du fandeme det.

-Du bander hele tiden.
-Nej.

Nå, men der bliver
ikke noget sjov i aften. Basta.

-Ikke noget sjov?
-Nej.

-Mookie, hold op. Jeg leger ikke med.
-"Jeg leger ikke med."

Spike Lee er jo filmens instruktør
samt hovedpersonen og subjektet.

Så han styrer historien
på mange niveauer.

Stå helt stille. Jeg er straks tilbage.
Bare bliv der.

-Bare bliv der.
-Jeg er straks tilbage.

Hvorfor skal jeg stå på sengen?
Hvor skal du hen?

Gudskelov for halsen.

Gudskelov for knæskallerne.

Gudskelov for albuer.
Gudskelov for lår.

Gudskelov for den højre brystvorte.
Gudskelov for den venstre brystvorte.

-Det føles godt.
-Du kan lide det. Hun kan lide det.

I dette klip har vi

mandens stemme, som beskriver
kvindens krop, mens hun er tavs.

Men der er
noget andet interessant ved klippet.

I scenens start prøver Spike Lee
at overtale kvinden til

at have sex med ham, og hun siger
kategorisk nej. Men i scenens slutning

har hun valgt at gå med til det,
og til slut lader hun til

at være meget glad for
at hun sagde ja.

Den slags scene,
hvor en kvinde siger nej,

og manden insisterer,
og hun til slut er glad,

kunne blive
til en ti timer lang forelæsning.

Vi kunne gå fra eksempel til eksempel.

Vise millioner af eksempler,
hvor den type adfærd

normaliseres og tilmed forherliges.
Det er også en meget vigtig grund til,

at vi har en epidemi
af seksuelt misbrug og voldtægter.

Den ændrede musik fortæller os,
hvordan vi skal have det med scenen.

Musik er
et meget vigtigt element i alle film,

men kun
5 % af filmkomponisterne er kvinder.

Nu kysser du mig.

Hørte du mig?

Slip mig løs, din skide spaghetti.
Så skal jeg vise dig...

Engelsk, tak.

"365 Days"
var en af de mest sete film

i 2020 på Netflix, og de er nu
i gang med at lave to fortsættelser.

Undskyld mig, frøken.

Hold kæft, hold kæft, hold kæft!

-Det gør ondt.
-Klap i. Ellers gør jeg dig fortræd.

Du lovede, at du ville komme tilbage.

-Det lover jeg.
-Du skal bare vide...

Jeg synes...
du er den sødeste fyr i verden.

Og den flotteste.

Sådan en scene bidrog bestemt til
studenterklub-mænd på Yale, som råbte

dette udenfor en kvindes kollegium.

Nej betyder ja! Ja betyder anal!
Nej betyder ja! Ja betyder anal!

-Nej betyder ja!
-Højere!

Udfordringen med mediebilleder
om seksuelle overgreb,

voldtægtskultur,
og hvordan kvinder udstilles, er,

at det normaliserer den type adfærd.

Så det, folk tager til sig, er via de
billeder, som om den adfærd er normal,

hvilket overføres til, hvordan
de behandler folk i virkeligheden.

SEKSUELT OBJEKTIVISERENDE MEDIER

Årtiers omfattende forskning har vist,

at efter at have set
seksuelt objektiviserende medier...

DEHUMANISERING AF KVINDER

...vil mænd med større sandsynlighed
begå seksuelle krænkelser.

SEKSUELLE KRÆNKELSER/MISHANDLING

Hvis der er repræsenterende systemer,

som altid undertrykker visse mennesker,
udstiller dem

filmer dem og altid gør dem
til objekterne for blikket

i stedet for handlekraftige personer,

er sandsynligheden større for en kultur,
som er modtagelig for voldtægtsmyter.

Den mandlige hovedperson
er subjektet, ikke objektet.

Han er helten, som vi ærer.
Det er svært at ryste af sig,

når en kvinde fortæller dig
sin sandhed og sin historie.

80 % af indholdet
i underholdningsmedierne,

som distribueres verden over,
produceres i Hollywood.

Billederne kommer fra en branche,
som bygger på en magtuligevægt,

der fører til sexchikane og overgreb
på arbejdspladsen, og det er cyklisk.

En af personerne fra studiet
ville mødes med mig til en middag.

SUPERMODELS STEMME

Han sagde: "Du kan få hendes roller.
Du bliver den næste."

Og jeg tænkte: "Ja, han har ret."
Og jeg elsker hende. Hun er storartet.

Men han sagde:
"Du skal dog gøre det her."

Jeg tænkte: "Jeg vil bare hjem. Gid
jeg ikke havde talt med ham i aften."

Jeg troede ikke, det ville ende godt.
Han talte hele vejen.

Han blev mere ophidset,
mens vi kørte,

fordi jeg stadig høfligt
afslog hans tilbud.

Han sagde:
"Du skal nøgen i jacuzzien med mig."

"Kan du komme lige nu?"
Det er latterligt.

Jeg begyndte at stige ud af bilen.
Han rakte armen over mig

og rørte vinduet ved min side
og blokerede mig med sin arm.

Han sagde: "Hør her. Jeg kan hjælpe dig
eller jeg kan fucking ødelægge dig!"

94 % AF KVINDER I HOLLYWOOD UDSÆTTES
FOR SEKSUELLE OVERGREB

Gennem MeToo-bevægelsen ved vi,
at 94 %,

hele 94 % af Hollywoods kvinder,

både skuespillerinder
og kvinder bag kameraet,

sexchikaneres eller voldtages.

Folk ser branchen som magisk, så
de husker ikke, at de folk er arbejdere.

Det er mennesker,
som er på din skærm.

Idéen om at skuespillerens krop
er fair play i og udenfor rollen...

INTIMITETS-KOORDINATOR

...har været en del
af branchens mentalitet.

Hvis en skuespiller
på nogen måde sagde nej,

blev de set som en kværulant.

De frygtede for deres arbejde.
De kunne kasseres.

Laura, er du der?

CASTER-AGENTENS STEMME,
"HIGH DESERT KILL"

Jeg håber at høre fra dig.
Jeg er ligeglad med, om det er nat.

Hvad var så vigtigt,
siden du gjorde det mod dig selv?

Tænk over det og ring i nat,
for jeg tror, vi kan løse det her.

Hvis vi kan få dig i arbejde i tide,
så det ikke ødelægger dit liv.

Det er beskeden,
jeg kom hjem til i 1989,

efter jeg sagde nej til at lave
en sexscene, som ikke var i manus.

FORHENVÆRENDE SKUESPILLER

Det blev enden på min karriere
som skuespiller. Præcis som hun sagde.

Der vil altid være en magtdynamik
med folk på settet, ubevidst,

om de så vil udtrykke det eller ej.
Jeg mærker og har oplevet det.

Jeg har været i situationer,
hvor jeg prøver at improvisere,

og så siger instruktøren:
"Ned på knæ og sut den af på den mand."

Det var ikke med samtykke.
De talte ikke med mine repræsentanter

eller mig, så jeg var udsat.

Der er pres, og filmholdet kigger.
Hvad vil du sige?

Vil du tude og sige:
"Få mig ikke til det her"?

Problemet findes ikke kun i Hollywood.

Léa Seydoux,
stjernen fra "Adèles liv", sagde,

at de mange timer med nøgenhed
og optagelser af sexscener,

var ydmygende,
og hun følte sig som en prostitueret.

Filmen vandt De Gyldne Palmer i Cannes.

Måske er det grunden til, at i de
følgende film, "Mektoub My Love"-serien,

som fik premiere
til Venedigs filmfestival,

følte instruktør Keciche sig bemyndiget
til at bruge mere tvangsprægede metoder.

Efter sigende inkluderede det
store mængder alkohol

for at opnå
hans ikke-simulerede sexscener.

Og instruktører, der siger: "Jeg ville
have nogens autentiske reaktion."

Det hører ikke hjemme i dramaets verden.

Det er valget om at voldtage nogen
for kunstens skyld, i kunstens navn.

-Hvordan normaliseres voldtægtskultur?
-Det er i orden. Fortsæt bare.

Der er tre hovedelementer,
som vi ser på film og i virkeligheden.

Den første er
objektiviseringen af kvinders kroppe.

Så er der glamouriseringen af voldtægt,
især på film.

Den tredje er at ignorere
kvinders rettigheder og sikkerhed.

Selv hvis der ikke krummes
et hår på nogens hoved,

så er det elementerne,
der skaber et miljø,

som lader en gruppe opnå
og fastholde magt over en anden.

-Kan du svømme?
-Ja.

-Kan du briste i gråd på ti sekunder?
-Ja.

Har du det fint med en trekant?

Jeg ser tilbage på mit møde med
Harvey Weinstein på Beverly Hills Hotel.

Dav. Kom ind.

Han var iført sin hvide slåbrok
og han ville have, at jeg...

Hans penis kom ud af slåbrokken,
og han ville masseres.

Jeg sagde:
"Nej, men jeg henter en massøse til dig."

Mit hjerte bankede.
Hvordan kunne jeg komme ud?

Han sagde: "Du begår en stor fejl."
Jeg sagde: "Den pige bliver jeg aldrig."

MeToo-bevægelsen sagde højt,
hvad mange af os havde oplevet privat.

I mine egne fiktionsfilm
prøvede jeg tit at udtrykke,

hvordan det føles
at være et seksualiseret objekt.

"Magdalena Viraga" var min første film,
som jeg lavede på UCLA-filmskolen.

Min søster, som jeg længe har arbejdet
med, Tinka Menkes, har hovedrollen.

Den er en af de fem film,
vi lavede sammen.

Her spiller hun en særdeles
fremmedgjort prostitueret.

Problemerne, vi taler om,

er ikke kun billederne,
vi ser på film.

De er ikke kun,
hvem der er bag kameraet.

Det overordnede problem er også,
hvem der afgør, hvad der bliver set.

Det er mest mænd, som beslutter,
hvad der bliver distribueret.

Det, som kommer ud i verden,
arrangeres af et mandligt blik.

Hej, flotte.

Selv i denne vision af fremtiden

får vi det samme mandlige subjekt og
seksualiserede kvindelige objekt igen.

Du ser ensom ud.
Det problem jeg løse.

Dette visuelle filmsprog,
som omgiver os overalt,

kan virkelig føles som
voldtægtskulturens grundlæggende sprog.

Faktisk hedder
filmens kvindelige hovedperson,

som spilles af Ana de Armas,
Joy, "glæde".

Men de stavede det
interessant nok J-O-I.

I pornokulturen
står det for "gokke-instrukser".

Forestil jer, hvordan kvinder har det,
når de ser den film

og hører om
alle de Oscar-nomineringer, den fik.

Det er en skrækkelig cyklus,
Hollywood har.

Den tager, hvad folket har,
som er forgiftet, og giver det tilbage.

Det sætter gang i det og bringer
det tilbage. Det er en voldsspiral.

Det hele er forbundet.

Et feministisk hovedprincip var,
at kvindekroppen var en slagmark.

Men dette ændrede sig
til realiseringen om, at billedet

af kvindekroppen også var en slagmark.
Billedet refererer ikke til kvinder.

Det approprieres og produceres
af mandens bevidsthed.

Alle teknikkerne er bestemt tilsigtede.

Vi ved ikke, om de er bevidste
eller ubevidste, men de er tilsigtede.

Nogen besluttede,
hvordan den person skulle filmes.

Vi bør lige overveje,
at de objektiviserende kamerateknikker,

vi har diskuteret,
også til tider kan ses

i andre typer
meget afslørende kontekster.

I "Ondskabens øjne"
er Buffalo Bill i den maskuline zone

med brillerne, som morderen,
og Jodie Foster er hans bliks objekt.

Men når han feminiserer sig selv
og er i den såkaldte feminine position,

filmes han præcis som en kvinde.

Når man ser scenen med Buffalo Bill,
hvor selvet nærmest deformeres

for at opretholde
det hvide mandlige blik bag kameraet...

Det var internaliseret
sexisme og kvindehad,

som dukkede op for den karakter.

FORSKER I KULTURAL TRANSFORMATION

Ikke kun for kvinder men også for transer
og andre, som ikke passer til grænserne.

Jeg så scenen igen og huskede,

hvor mange traumer
en sådan scene har forvoldt.

Nu vil jeg vise jer en film, som ikke
er en A-film. Det er nok en B-film.

Roger Ebert har kaldt den noget
racistisk møg, og det er jeg enig i.

Men jeg vil kigge på scenen i dag,
idet den er relevant for vores analyse.

En hvid plantageejer beder en sort slave
om at komme til hendes værelse.

Hun siger,
at hvis han ikke vil dyrke sex med hende,

så vil hun melde ham for voldtægt.
En dødsdom for ham. Så hun voldtager ham.

Kameraet panorerer op
fra en fragmenteret kropsdel.

Bemærk, hvem der har tøjet på,
og hvem der bliver klædt af.

Kvinden styrer scenen
på mange niveauer.

Og til slut får vi
en lang, sexet kropspanorering.

Jeg har inkluderet klippet,
hvor tåkrummende det end er,

fordi det er undtagelsen,
der bekræfter reglen.

Og når vi taler om disse scener,
så handler de virkelig ikke om sex.

De handler om magt, og personen,
som optages sådan

har ingen magt.

Eksemplet "Mandingo" viser,
at billeddesign systematisk foreviger

disse magtdynamikker,
som findes i vores samfund.

Så du ser de samme panoreringer
over hans krop, fragmenterne af ham.

Den sande essens af det, vi taler om her,
har at gøre med magt.

Og kommodificering af kroppe,
og hvordan kroppe forholder sig

til hinanden, hvad angår magt.

Når vi har, som Foucault siger,
ideologiske spindelvæv,

som er flettet sammen
og forstærker et bestemt verdenssyn

og en bestemt erfaring,
som du er udelukket fra,

så kræver det meget styrke at sige:
"Sådan opfatter jeg ikke tingene,

og jeg vil skabe noget,
som er anderledes."

Sexforbryderne i Amirpours film
møder en ganske uventet hævner.

Folk siger, at hvis man slap af
med alle sexforbrydere,

ville filmbranchen ikke eksistere.
Man måtte starte forfra. Det ler de ad.

De siger: "Vi måtte starte forfra!"
Jeg tænker: "Så lad os fucking gøre det."

Du skal bygge dit eget hus, og det
behøver du dine egne redskaber til.

Og dine redskaber
er din kreativitet, dit arbejde,

din arbejdsmoral
og din evne til at producere mere,

end hvad en anden råber på,
kan man sige.

Kvindelige instruktører
beskriver ofte deres karakterer

som fuldstændige subjekter
med deres egne intense behov.

Natur, natur, jeg er din brud.
Tag mig.

Dunyes "Watermelon Woman"
har så tætte nærbilleder,

at vi mærker følelsen af oplevelsen.

Vi kan ikke kigge
på den traditionelle måde.

Det er utvivlsomt,
at i hele filmens historie

er sexscener blevet optaget,
hvor det mandlige blik har approprieret

og objektiviseret kvinders kroppe.

Hvis det er, hvad vi gør,
så er der en mangel på fantasi,

vi selv må råde bod på.

I denne scene filmer Gus Van Sant
mænds og kvinders kroppe på lige fod.

Han hentede måske inspiration
fra Agnes Vardas film "Lykken".

I min egen film, "Phantom Love",

prøver sexscenen at fokusere
på kvindens psykiske, indre oplevelse.

Torkovskij-fans
vil bemærke min hyldest.

Jeg tænker
på digtet af Gwendolyn Brooks,

"Stadig beholder jeg
mit look, min identitet."

Hun taler om,
hvordan hver krop har sin kunst.

Hvordan de...
Om de er i en ynkelig tilstand

eller en ophøjet tilstand, så har de
stadig en indre menneskelig kvalitet.

I "Juniper Tree" fokuserer Nietzchka
Keene på sine karakterers indre liv.

Folk føler ofte, at de burde være fri

for alle de ting,
som ubevidst er sivet ind i vores sind.

De følelser
har altid hobet sig op et skjult sted.

Så det er delen, som er vrede
eller tristhed eller utilfredshed.

Alle de følelser er som madlavning.
Disse ting er ingredienser til dit måltid.

Så du hakker, du tilbereder
og gør en masse ting,

men du vil gerne stå
med en dejlig ret til slut.

Så det er
en transformation af disse råvarer,

som har en masse kreativ energi.

Kvinder har lavet
film om kvinders raseri

i mange generationer.
Så der er en historie, en arv.

I dag er der dog
noget helt andet i klimaet,

det sociale, politiske klima,
som har med de etablerede medier at gøre.

Så det er et virkelig unikt øjeblik
for filmskabere,

som er kvinder og vil prøve kræfter
med disse problemer.

-Hvad laver du?
-Bare rolig.

Hvad laver du? Hvad laver du?

Du! Jeg sagde, hvad laver du?

Hvad angår penge og muligheder,
må man gennemtvinge forandringer.

Jeg henvendte mig
om problemet til ACLU...

ACLU ØNSKER UNDERSØGELSE AF
HOLLYOODS ANSÆTTELSESPRAKSISSER

...som begyndte deres kampagne
for kvindelige instruktører i 2014,

og EEOC, kommissionen for ligeløn...

EEOC KONTAKTER
KVINDELIGE INSTRUKTØRER

...som begyndte
deres undersøgelse i 2015.

FBI UNDERSØGER
KØNSDISKRIMINATION I HOLLYWOOD

De angreb studiernes tegnebøger
for overtrædelse

af Title VII,
loven om ligestilling på arbejdsmarkedet.

FILMBRANCHENS ANSÆTTELSESPRAKSISSER
UNDERSØGES

Så lige nu, i 2021, begynder vi
at se resultaterne af denne handling.

I et historisk tegn på ægte forandring
vandt Chloé Zhao, en farvet kvinde,

en Oscar for bedste film
og bedste instruktør.

-Har du fundet noget interessant?
-Sten!

I hendes film ser vi
perspektivet hos en kvinde i 60erne.

Hvordan ser lyst ud,
når det ikke handler om subjekt og objekt?

Jeg tror,
vi er i gang med at opdage ting nu.

Hver af os opdager jo ting
på egen hånd i vores egne liv.

Som filmproducent spørger jeg mig selv:
"Hvor skal kameraet hen?"

Det spørger man jo om.
Hvor skal kameraet hen?

Hvem kigger jeg på? Viser jeg,
hvordan det føles at blive kigget på?

Viser jeg, hvordan det føles at se,
mens jeg bliver kigget på?

Hvad går heltindens færd ud på?

"Portræt af en kvinde i flammer"
ser på problemet

om subjekt og objekt
angående to kvinder,

der lader til
at længes lige meget efter hinanden.

Jeg ville hade at være i dit sted.

Vi er i det samme sted.
Præcis det samme sted.

Kom her.

Kom.

Tættere på.

Kig.

Hvis du kigger på mig,
hvem kigger jeg så på?

Her er spørgsmålet:
Hvad er et subjekt, og hvad er et objekt?

TO KVINDELIGE OBJEKTER

Og hvordan finder objektet en måde
at finde sin egen subjektivitet på

og blive et subjekt,
hvilket forandrer magtdynamikken?

I mine egne film,
når jeg arbejdede med Tinka,

brød hun ofte gennem den fjerde væg
og konfronterede kameraet.

Hun gjorde krav
på sin egen subjektive opfattelse

af både sig selv og verden.

Vil du have et lift?

Om du er heteroseksuel mand
eller en kvinde,

eller om du er noget
midt imellem eller på siderne,

hvordan oplever jeg
så rent faktisk lyst?

Hvordan oplever jeg
rent faktisk min dag?

Vi har lært, hvad tid er, hvad sex er,
hvad en mand er, hvad en kvinde er.

Vi har lært alt det,
og hvis vi bare accepterer det,

så er vi fanget
i den kollektive bevidsthed,

som har det med at være på et lavt plan.

Hvad sker der,
hvis man prøver at lytte indad,

hvis man prøver at stille ind,
på en meget, meget hårfin

og stille måde,
til det, man rent faktisk oplever,

og hvad ville rent faktisk være
det sande udtryk

af den oplevelse
overført til en optagelse?

FILMENS VISUELLE SPROG

JOBDISKRIMINATION

SEKSUEL MISHANDLING/VOLDTÆGT