All language subtitles for Survive DK

Sært, hvordan folk betragter
himmelrummet, som om det var Himlen.

Det er ikke Himlen, de ser.
Det er glemslen.

Kold, mørk, meningsløs, meningsløs...

-Mareridt?
-Flystyrt.

-Var han der?
-Jeg kunne ikke se hans ansigt.

-Men det var ham, ikke?
-Det er altid ham.

Jeg kunne ikke sove.

Jeg vil savne dig.

-Bed dr. M om at få nogle ekstra.
-Skråt op med dr. M!

Spiller det nogen rolle?
Jeg får slet ikke sovet, når du er rejst.

Kom.

-Du må ikke rejse.
-Du kan jo besøge mig, når du er rask.

-Du lyver. Lyv ikke for mig, Jane.
-Det gør jeg ikke.

Du siger det, du tror, jeg vil høre.
Det er at lyve.

Det ved du, jeg ikke ville gøre.
Det lover jeg.

Jeg har aldrig været god til at lyve.
Det har jeg altid været stolt af.

Men fortæller jeg hende om mine planer,
gør jeg hende til medskyldig.

Men inderst inde ved hun det.
Den måde, søstre ved det på.

Velkommen til Lifehouse.

Et hjem for de knuste,
trætte, triste og lidende.

Du er fortabt, glemt og mellem 14
til 22 år. Bare rolig. Det skal nok gå.

Vi ses.
Dr. M.

36 senge, pool, sauna
og et apotek til alle dine behov.

Smukke omgivelser
og en følelseslæge blot til dig.

Alt dette findes
i det nordlige Oregons skove.

Vi specialiserer os i dig.
De helt knuste skæbner.

Bipolare og borderline-patienter.

Bulimikere og anorektikere,
depressive og suicidale.

Folk med adfærdsforstyrrelser
og dem, der begår selvskade.

En kop tomhed til hende, en kop ro
til mig. Drik og slug din smerte.

Det er den gode læges recept,
men fik du læst det med småt?

Din smerte vil aldrig forsvinde.

Jeg hørte den gode nyhed.
Du må være spændt.

-Hvor lang tid er der gået?
-Knap et år.

-Det er lang tid hjemmefra.
-Jeg forstår.

Min mor bliver alt for begejstret.
Det gør mig nervøs.

Ja, mødre er krævende.
Det skal nok gå, når du er der.

Sådan her er vi virkelig.

En pige med et smukt, men knust sind.
En dreng med gift i årerne.

En ung, vred mand.
Og jeg, en pige hjemsøgt af et spøgelse.

Hold skraberen synlig og vend dig ikke
mod væggen. Det er en bare forholdsregel.

Jeg ved, du har det bedre nu.

Hvis jeg kunne,
ville jeg begå selvmord lige her og nu.

Spørgsmålet er ikke
hvorfor, hvordan eller hvornår.

Det blev besluttet før mig.

Før min far og hans mor.
Vi er forbandede.

Vi har det i blodet.
Det er vores skæbne.

Vi er alle født som fanger i vores
kroppe, og der findes kun én udvej.

Men det er meget sværere,
end man tror.

Den her engangsskraber, for eksempel.
Den er en opmærksomhedsmagnet.

Masser af blod, ingen reel skade.

Tiden er den sande fjende.

At forbløde tager meget længere tid,
end man tror.

Jeg kunne lave en scene som i fjor.
Masser af blod og drama.

Det var for syns skyld.
Jeg ville ikke dø. Jeg ville reddes.

Jeg ville have medlidenhed,
spille martyr, blive forstået.

Måske bare elskes.

Men denne gang...

...vil jeg bare dø.

Jeg er færdig.

Hvornår begyndte du?

Jeg forsøgte selvmord i fjor.
Men jeg har også brændt mig selv.

De fleste bliver aldrig færdige.
Det har jeg hørt.

-Jeg beklager.
-Det gør intet.

Jeg sårede virkelig min mor.

Min mor græder, hver gang hun ser mig.

-Hun prøver ikke at skjule det mere.
-Min lader, som om alt er normalt.

-Jeg ser sandheden i hendes øjne.
-Min mors øjne er et frygteligt spejl.

-Hvem sagde det?
-Mig.

Det synes jeg om.
Er du digter eller filosof?

-Bestemt digter. Og du?
-En filosofs datter.

Jeg tænker for meget ifølge lægerne.

-Hvad laver vi her?
-Beroligende terapi. Vi lærer at ånde.

-Det er bedre end at snakke.
-Ja, snak ødelægger det også.

Måske. Jeg har talt, siden jeg var 11 år,
og se, hvor langt jeg er nået.

Usædvanligt.

Hvis du tilbringer nok tid i Lifehouse,
lærer du alt.

Inklusive koden til apoteket.

Jane?

Sov videre.

Jeg sagde jo, at jeg ikke
var god til at lyve. Jeg løj måske.

Jeg tænkte på, at læger i middelalderen
benyttede sig af åreladning.

Ved at lade patienten bløde troede de,
at de kunne få sygdommen ud.

På en måde var det nok det,
jeg prøvede at gøre.

Da jeg skar første gang,
kunne jeg næsten mærke,

hvordan alt det forkerte
blev suget ud af mig.

Jeg mærkede faktisk...

Det må være svært at modstå,
men vi ved, det er som alle stoffer.

Du har jaget det i årevis. Euforien og
lettelsen føles ikke på samme måde mere.

Det er din tur nu, Phil.
Vil du ellers dele noget?

-Nej, jeg har det fint.
-Du skar dig selv. Du har det ikke fint.

-Lad ham være.
-Binder hun også dine sko, Phil?

Chad,
det er en ikke-konfronterende gruppe.

Behandl andre, som du selv vil behandles.

Munddiarré er en reel sygdom,
ikke sandt, Chad?

Så er det nok, allesammen.
Jane, det skal du ikke håndtere nu.

-Jeg har intet positivt at sige nu.
-Kom nu. Du har haft stærk indflydelse.

Okay.

Jeg planlægger. Hvis jeg ikke kan se det,
der ligger forude, bliver jeg skør.

Det er nok derfor, jeg er herinde.

Livet er umuligt at planlægge,
så jeg bliver hele tiden skør.

Jeg kommer fra en familie med selvmord.

Min bedstemor, min far...og nu mig.

Det eneste,
I behøver at vide om det, er...

Når jeg går om bord i flyet i aften,
kommer jeg aldrig hjem.

Min krop rejser hjem, men det gør
den luftige del af mig, sjælen, ikke.

Når lyset slukkes, og alle sover,
spænder jeg mit sikkerhedsbælte op,

går ud på toilettet
og tager en håndfuld glemsel,

så jeg bare kan sove for evigt.

Jane?

Er du okay? Vil du sige noget?
Det er sidste chance.

Ja.

Jeg vil savne jeres ansigter.

De har reddet mig mere end én gang.

Det er jeg evigt taknemlig for,
men jeg vil aldrig komme her igen.

Det betyder ikke,
at jeg ikke vil se jer igen.

Bare ikke her.

-Find et værelse, de damer.
-Klap i!

Nej, jeg skal nok komme.
Det er alt for sent.

Mor, hent mig ikke.
Jeg tager en Uber.

Hold nu op, Jane. Det er Newark.
Der er ikke sikkert sent om aftenen.

Jeg har planlagt en dag i New York.
Vi skal til den der chokoladebutik.

Frossen varm chokolade, med din far.
Jane?

Jeg ved det... Det er min skyld, mor.

Du har altid været god ved mig. Jeg...

Jeg er bare så forbandet nyttesløs.

-Det skal nok gå, Jane!
-Jeg går nu.

-Lad nu være.
-Men jeg elsker dig. Husk altid det.

Jeg så min mor i øjnene og vidste,
at det, jeg ville gøre mod hende,

ville blive meget værre end det,
han gjorde mod mig.

Jeg mente, min far var en narcissist,
fordi han forlod mig.

Men pigen, jeg ser foran mig,
forstår ham.

Men hvis smerten, jeg mærker nu,
er den samme, som han mærkede...

...så må jeg tilgive ham.

Træk vejret dybt.
Fortæl mig, hvad der sker.

Mine damer og herrer, flight 278 til
Albuquerque, New Mexico, er aflyst.

Vi beklager og vil arrangere nye rejser.

-Hans crossfit-træning giver pote.
-Stop så.

Nu bliver han flov!
Undskyld. Vi er lige blevet forlovet.

-Hvor er den smuk.
-Tak.

Den var Eddies mors,
men jeg fik en meget større sten i den.

-Noget i lommerne? Måske bæltespændet?
-Nej, det er jakken.

Vi skal giftes på en bjergtop nytårsaften.

-Det lyder hyggeligt.
-Den har så mange lynlåse.

Hvad kan det mon være?

-Er der noget galt?
-Mit fly letter snart.

Lad mig se dit boardingpas.

Der står kl. 17. Du har god tid.
Stil dig venligst i køen.

-Det kan jeg ikke.
-Hvad mener du?

Frøken?

Du, det er i orden.

Hun må godt gå før mig.
Jeg forsinker køen. Det er min skyld.

Det var nøglerne! Jeg har lommer overalt.

Pis, pis!

Træk vejret.

Fem, fire, tre, to, et.

-Hej, dr. M.
-Der er sket noget her.

Kara antyder, at du planlægger
at gøre noget. Passer det?

Hun kan ikke sove, når jeg ikke er der.
Spørg hende om det.

Kan du ikke sove?
Prøver du at forhindre hende i at rejse?

Okay. Jane, vent i lufthavnen.
Vi bør tale ansigt til ansigt.

Gid jeg kunne. Det er Kara.
Du ved, hvordan hun ter sig.

Hun er lystløgner. Hun vil ikke have,
jeg rejser, fordi hun har det dårligt.

Jeg hader dig, jeg hader dig!

Dr. M, jeg må lægge på nu.
Jeg skal om bord i flyet.

Hallo?

Hallo?

Er alt okay?

Hvad laver du her?

Et bedre spørgsmål er: Hvad laver du her?
Det er et herretoilet.

-Jeg skal nok holde tand for tunge.
-Tak.

Du?

Er du okay? Hvis du ikke vil være alene,
kan jeg godt holde dig med selskab.

-Julen er en frygtelig tid på året.
-Hvor er du sød. Tak.

Sød...

Flight 234 til Newark via Denver
er forsinket på grund af vejret.

Vi håber at have mere information
indenfor tre kvarter. Vi beklager.

Den søde mand er tilbage.

Så sød er jeg faktisk heller ikke.

De her smager virkelig godt.

-Har du smagt dem? Vil du...?
-Nej tak.

-Er vi forsinkede?
-Tre kvarter.

Vi kommer sikkert ikke herfra.
Vi må fejre nytår herinde.

-Åh gud.
-Manner...

Du går glip af noget godt.

-Sagde jeg noget forkert?
-Nej, du har...

Åh gud, hvor pinligt.

Der er flormelis over det hele. Tak.

-Jeg hedder Paul Hart.
-Rart at møde dig.

-Jane?
-Solace.

Hej, Jane Solace.

Jeg er tør i halsen.
Jeg har spist for mange kanelstænger.

-Jeg henter vand. Vil du have noget?
-Nej tak.

-Sært, hvad? Det er min plads.
-Jeg troede, jeg fik rækken for mig selv.

Beklager, at jeg trænger mig på.
Sikke et sammentræf, hvad?

Det siger rationalister,
når forudanelser går i opfyldelse.

Jeg tror ikke på sammentræf.
Kun skæbnen.

-Skal du hjem til jul?
-Ja.

-Du ser ikke spændt ud.
-Det er jeg skam.

-Tror du, det vil sne?
-Det håber jeg ikke.

De her stormsystemer fandtes ikke, før vi
begyndte at bruge fossile brændstoffer.

-Du tror vel på global opvarmning?
-Jo. Jeg ved ikke, om det påvirker mig.

Vi har passeret stadiet med børnebørnene.

I Vox stod der, at i 2050 vil somrene
i Eugene være som dem i Nevada.

-Åh gud.
-Det vil ske i vores levetid.

Jeg vil være 56 til den tid.
Hvad med dig?

Undskyld. Du er meget flink,
men jeg er bare ret træt.

Det gør ikke noget.
Jeg skal nok lade dig hvile.

Kære Paul.

Når du ser, hvad der skete, vil du tro,
det var din skyld. Det var det ikke.

Jeg er glad for, at du var
den sidste person, jeg talte med.

Du var god mod mig, og jeg håber,
at du får et velfortjent godt liv.

Jane.

-Undskyld.
-Er du okay?

Gå straks tilbage til dit sæde.
Er alt okay?

-Hallo?
-Et øjeblik.

Gå straks tilbage til dit sæde.

Undskyld mig. Spænd sikkerhedsbæltet.

-Hjælp!
-Gå tilbage til jeres sæder.

Er du okay? Er du okay?

Hjælp!

Det skal nok gå.

Hjælp mig! Hjælp mig!

Hjælp!

-Her.
-Løft!

-Jeg prøver.
-Løft, løft!

Jeg har dig.

Tag det, du kan bære.
Vi kan ikke blive her.

-Vi skal i læ!
-Her!

Er du kommet til skade?

Mine ribben er vist brækket.

-Åh gud.
-Pis!

-Her er iskoldt.
-Her.

Herover.

Mine hænder er iskolde.

Giv mig dem. Jeg holder dem.

Mine fødder er iskolde.

Det er okay. Jeg har dig.

Vi har tre poser peanuts, saltkringler,
powerbar, tre fjerdedele flaske vand.

-Schweizerkniv, tørklæde, handsker.
-Lommelygten er kaput.

Tag dem her på.

Jeg må finde mine ting i morgen.
Her er iskoldt.

Vi er på røven.

Jane!

Jane!

Jane!

Hvad... Hvem er det?

Kender du hende?

Er det en, du kender?

Hun burde grave min grav.

Hør her, Jane. Hun er død.

Hun er borte. Hun døde, vi overlevede.
Okay? Den er ikke længere.

Hun hedder Margaret.

Hun skal giftes på et bjerg. Hun har
en forlovet. Jeg kender ikke hans navn.

-Hun ville virkelig leve.
-Det vil jeg også. Okay?

Det vil du også. Men det er et faktum,
at Margaret er død.

Vi kan ikke gøre noget ved det.
I morgen er hun dækket til af sne.

-Det kan vi ikke lave om på.
-Godt, så gå.

-Nej, vi må holde sammen!
-Jeg har det fint med at dø her.

Hold nu op med det pis! Seriøst.

Jeg har én regel:
Nul drama, når der ikke er drama.

Vi kan ikke græde,
fordi vi har sårede følelser.

Vi kan ikke græde,
fordi en fremmed er død.

Vi kan ikke græde,
fordi vi er strandet på et bjerg.

Vi ser måske aldrig vores familier igen.
Hun var måske bedre end dig.

Eller måske ikke.
Men nu er jeg her med dig.

Vi er her sammen,
og jeg har brug for, at du overlever.

Og du har også brug for mig. Okay?

Efterlad hende, Jane.
Gå tilbage til flyet og få varmen.

Tag dem her på.

Jane, vi kan ikke blive her.

Vi skal over bjergene.
Der kommer sne. Vi bliver begravet.

Gå.

Vi er alt for udsatte her.
Det ved du vel godt?

Der kan gå flere dage, måske uger,
før de finder os.

Måske aldrig. Vi risikerer at dø her.

Jeg har intet imod at dø her.
Det lyder himmelsk.

Hvad?

Hørte du mig ikke?
Jeg har det fint med at dø her. Gå.

Jeg hørte dig godt.
Tag dine ting og kom.

-Væk.
-Tager du pis på mig?

Vil du have opmærksomhed? Skal jeg
trygle dig? Så har du mødt den forkerte.

-Bare...
-Nej, nej!

-Tag dine ting.
-Klap i og gå!

-Der er kun én sovepose.
-Jeg er ligeglad. Tag den og gå.

-Seriøst?
-Hold op med at være en skiderik.

Ved du hvad?

Så siger vi det. Du kan dø alene her.

Undskyld.

Det er okay. Det er fortid nu.

Du er ikke en skiderik.

Jeg håber, jeg har fået goodwill,
for du vil ikke synes om næste fase.

Hvad mener du?

Vi skal klatre ned.

Nej, det er umuligt.

Med henblik på at du ville dø...
Nu siger du sådan noget.

Jeg er her jo.

Vi skal ned i dalen.
Ellers fryser vi ihjel.

Vi går fra side til side og ned.
Følg efter mig.

-Jeg klatrer ikke ned.
-Ingen kommer og henter os!

-Forventer du et julemirakel?
-Jeg tror ikke på julen.

-Hvorfor ikke?
-Ateist.

Ved du hvad? Nu skal du høre om noget,
du kan tro på.

Der er kun os to heroppe.

Lad os gå videre.

Okay, bare følg efter mig.

-Hold dig så tæt på som muligt.
-Ja.

-Pas på, hvor du sætter fødderne.
-Okay.

Jane, Jane!

Jeg har dig.

-Jeg har dig. Er du okay?
-Ja.

-Er du okay?
-Ja.

Kig ikke ned.

Pas på, hvor du sætter fødderne.

Pas på. Du skal svinge dig over.

-Der er ingen anden vej.
-Jeg kan ikke.

Jo, du kan. Du skal svinge dig over.
Vi kan ikke vende om!

Kig på mig. Jane. Jane.

Jo, du kan. Jo, du kan.
Kig på mig. Jeg har dig.

Jeg har dig. Du kan godt.

Jeg har dig.

Bare giv mig din hånd. Giv mig den!

Sådan!

Det gik godt.

-Pis.
-Hvad?

-Pis, pis!
-Hvad er der?

Der er ikke mere klippeafsats.
Vi kommer ikke længere.

Der er vel en løsning?

-Du vil ikke bryde dig om den.
-Hvad?

Stol på mig.

Du skal følge efter mig.

Paul!

Paul? Er du uskadt?

Paul, tal til mig!

Jane! Jeg er uskadt. Jeg klarede den!

Jane, du skal springe. Jane!

Du skal springe!

Jane, spring! Spring til træet.

Vi gjorde det. Vi klarede den!

-Er du uskadt?
-Ja.

-Du fløj.
-Ja, til jeg ramte grenene.

Mobilen er ødelagt.

Hvad er det, der faldt ud af din lomme?
Er de dine?

Hvad er det? Oxy? Sovepiller?

Jane?

Jag havde en plan.

-Hvad mener du?
-En plan om at finde en udvej.

Det var det, jeg mente før.
At det burde have været mig.

-Hvor mange har du tilbage?
-Jeg vil ikke tale om det.

Det vil jeg.
Det er inventar, så jeg skal vide det.

-Nok til at vi begge kan sove for evigt.
-Jane...

-Må jeg spørge hvorfor?
-Nej.

-Hvad skete der med dit håndled?
-Jeg skar mig, da jeg barberede mig.

Åh gud...
Ærlighed, Jane. Ærlighed!

Vi behøver hinanden her.
Jeg skal kunne stole på dig.

Jeg skal vide, at du ikke står af.

Nu er de dine,
så du må ikke stå af. Okay?

Vi må videre.
Vi skal gennem skyerne.

Jeg tager grejet.

-Jeg har brug for en pause.
-Den går ikke.

Vi skal holde os foran uvejret.
Vi kan ikke stoppe.

-Finder du bare på en masse pis?
-Ja, stort set.

-Må jeg også finde på ting?
-Ja, hvis du ved, hvad du taler om.

Jeg ved godt, du er vred.
Jeg kan til tider være lidt arrogant.

-Lidt?
-Som jeg sagde før:

Nul drama, når der ikke er drama.
Det er godt at huske på.

Koncentrér dig.

-Skynd dig.
-Gør det selv.

Videre. Jeg ser den.

Jane!

Fortsæt!

-Jane, Jane!
-Jeg kan ikke høre dig.

Jane, lavine!

Hjælp mig. Hjælp mig...

Hjælp mig!

-Jeg kommer!
-Hjælp mig...

Jeg er her!

Hjælp mig.

Jane? Gudskelov!

-Hvor længe var jeg bevidstløs?
-Nogle timer, tror jeg.

-Hvor er vi?
-I en grotte.

Jeg fandt læ.
Vi burde være i sikkerhed her.

-Der er så mørkt.
-Det er lidt skræmmende, men det går nok.

Tak for, at du fik mig ud derfra.

Det var så lidt.

Jeg har noget at fortælle dig.

Efter at jeg havde forladt dig
ved gaten...

...skiftede jeg plads.

Jeg så din billet og sørgede for
at kunne sidde ved siden af dig.

Ingen har skiftet plads for min skyld før.

Jeg er ikke en stalker!

Jeg var bare betaget fra det øjeblik,
jeg så dig.

Jeg vil fortælle dig noget.

Grunden til at jeg gjorde det her...

Det er kompliceret, men så alligevel ikke.

-Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.
-Det behøver du ikke.

-Alle elsker jo julen, ikke?
-Det går jeg ud fra.

Jeg elskede den.

Jeg elskede følelsen julemorgen.
Det gør alle vist.

Jeg vågnede tidligt, før mine forældre.
Huset var mørkt.

Jeg sneg mig ned, og alle julegaverne
lå fint pakket ind under juletræet.

Mor havde skrevet
"fra julemanden" på dem alle.

Jeg var et af de børn,
som troede, virkelig troede

på ham, på julen.

At livet var godt og retfærdigt
overfor alle, som var gode.

Far?

Jane...

Det gør mig ondt.

Glædelig jul.

Der findes andre minder. Du må da have
nogle goder minder om din far.

Ja. Mange, faktisk.

Han plejede at kalde mig prinsesse.

Det savner jeg.

Ingen kalder mig det mere.

Han løftede mig og lod mig putte
stjernen på toppen af juletræet.

Han gav mig det her aftenen før sin død.

-Åh gud.
-Du burde føle dig unik.

Jeg har aldrig ladet nogen holde det før.

Det er smukt.

Det er underligt,
hvordan ét dårligt minde

kan præge en for resten af livet.

Men de tusind goder minder
forsvinder tilsyneladende.

-Jeg burde måske have forudset det.
-Du var et barn, Jane.

Jeg ved det. Jeg ved, at det er absurd.

Men det er sådan,
man efterhånden begynder at tænke.

Alle psykologer siger det samme:
"Bebrejd ikke dig selv. Du var ti år."

Hvorfor kan du så ikke tilgive dig selv?

Hullet i hans hoved...

Jeg var for ung til det syn.

Visse øjeblikke
kan vi bare ikke glemme igen.

Tak.

Jeg husker, da mine dæmoner
holdt mig i et jerngreb.

Jeg havde ikke turdet holde
sådan et stykke glas.

Sikken magt du engang havde over mig.

Det er svært at huske hvorfor.

Når jeg kigger på dig nu,
ser jeg blot knust glas.

Intet mere.

Vejret er ved at blive slemt derude.

-Er du okay? Er det brystet?
-Jeg har det fint.

-Lad mig se det.
-Nej.

Lad mig se det.

-Åh gud. Gør det ondt?
-Nej, det skal nok gå.

-Det tror jeg næppe.
-Lad os gå.

Vi bør måske vente til i morgen.

Nej, vi må hellere gå.

Ja, måske er det bedst.

Jeg fryser rigtig meget.
Det går gennem marv og ben.

Prøv ikke at tænke på det
eller tale om det.

Det hjælper ikke
at klage over det åbenlyse.

Okay. Nu ved jeg, hvordan jeg lyder.

Og det er irriterende!

Har vi stadig pillerne?

-Er der nok til to?
-Nok til hvad?

Vores sidste udvej.

Vi er jo i live.
Nul drama, hvis der ikke er drama.

Ved du, hvem der sagde det til mig?
Min mor.

Hun...

Hun døde, da jeg var ni år. Af kræft.

-Det gør mig ondt. Det vidste jeg ikke.
-Nej.

Men jeg kan lide, at du er sjov.
Det får vi brug for.

Jeg så hende ligge der i sengen.

Hendes krop så 95 år gammel ud.

Hun var 30.

Jeg prøvede ikke at vise hende,
at jeg græd, men det var så svært.

For hun var jo min mor.
Jeg havde kun hende.

Og hun sagde altid:
"Nul drama uden drama, Paul."

"Du kan græde, når jeg er borte."

"Men græd ikke, mens jeg er her.
Smil kun, så længe jeg lever."

Det hadede jeg hende for.

Jeg var ni år,
og min mor lå døende af kræft.

Og jeg måtte ikke græde.

-Hvor var din far?
-Væk, savnet. Aner det ikke.

Det taler vi om en anden god gang.
Paul Hart er vist ikke så sej, hvad?

Men du er sød og i live.

Ingen finder os i en snedækket grotte.

Vi burde ikke have forladt
nedstyrtningsstedet.

Jeg har følt mig så selvsikker hele tiden.

Jeg følte mig uovervindelig.

Jeg hørte om andres ulykker
og troede, det aldrig ville ske for mig.

Og selv hvis det skete,
skulle jeg nok overleve.

Selvfølgelig ville jeg klare mig.
Sådan opfostrede min mor mig.

Men da sneen rev dig med,
blev jeg bare...

Jeg blev bange. Jeg blev pissebange.

Jeg... Jeg kan ikke få vejret.
Jeg kan ikke få vejret.

-Kig på mig.
-Jeg prøver.

Kig på mig og tag ét roligt åndedræt.
Efter mig.

Et. Et til.

-To.
-To.

-Tre.
-Tre.

Fire.

-Fem.
-Fem.

Undskyld. Det har jeg aldrig prøvet før.

Nå, men for mig sker det regelmæssigt.

Vi kommer ud af denne grotte.
Sig det efter mig.

Vi kommer ud af denne grotte.
Vi kommer ud af denne grotte.

Tak.

Tak, for at du fortalte mig det.

Hold dig varm.

Lad os gå derop.

Pas på.

Vi skal fortsætte.
Holde os foran uvejret.

Lad os hvile os.

Dalen fører til en flod,
og floden fører til en vej.

-Er du okay?
-Ja, det tror jeg.

Jane...

-Er du bange for at dø?
-Nej, overhovedet ikke.

Er du det?

Ja.

Ja.

Det behøver du ikke bekymre dig om.

Lad os fortsætte.

Jeg kan se noget derovre.

Kom med hånden.

-Vent her. Jeg tjekker, hvad det er.
-Okay.

Hvad ser du?

Jane. Jeg ser den!

Det lykkedes os. Jeg kan se floden!

Paul!

-Kig på mig. Træk vejret.
-Jeg prøver.

Jeg kan ikke mærke min arm.
Er den brækket?

-Tænk ikke på armen.
-Er det slemt?

Du må lægge en skinne på.
Ellers mister jeg armen.

Hent en lige pind,
så vi kan binde knoglerne sammen.

-Jeg er her.
-Jane, du må skynde dig.

-Jeg ved det.
-Min smerte spiller ingen rolle.

Du skal gøre det hurtigt. Okay?

Jeg tæller til tre. Er du parat?
Tre, to, et!

Det skal nok gå. Tag nogle af dem her.
Det hjælper på smerten.

Åbn munden.

-Så du floden? Så du den?
-Ja.

Vi skal nok nå derhen. Det lover jeg.

Du. Jeg behøver dig.

Jeg vil snakke videre,
for jeg ved, at du kan høre mig.

Jeg hørte dig under al sneen.
Jeg ved, du kan høre mig nu.

Det skal nok gå.

Paul.

Paul?

Paul?

Paul!

Gud, jeg troede, du var død.

Stadig i live. Stadig i live.

-Vi skal...
-Pis!

Vi skal videre. Okay?

Du kan godt, gamle mand.
Vi er der næsten.

Åh gud.
Er du okay? Hvad sker der?

Jeg må stoppe.

Du må skaffe hjælp.

Lad os gå derover.
Du må lægge dig ned.

Lad mig se det.

-Jeg er vist døende.
-Nej.

-Du skal til floden.
-Jeg går ikke uden dig.

Jane! Jeg kan ikke fortsætte.

-Tæller det her som drama?
-Nej, du trækker stadig vejret.

-Undskyld!
-Det gør ikke noget.

-Du er nødt til at gå.
-Nej, Paul. Jeg forlader dig ikke!

Du er nødt til det.
Jeg kan ikke bevæge mig.

Jeg kan ikke få vejret.
Jane, du er nødt til at gå.

Du skal gå nu!

-Hvis jeg dør...
-Hold op med at sige det.

Hvis jeg dør...

Så var det ikke din skyld.
Spild ikke tiden på at gruble over det.

-Du må ikke føle dig skyldig. Okay?
-Okay.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Hvis smerten bliver for meget,
så tag dem her.

Men hvad du end gør, så sig ikke farvel.

-Du... Kom tilbage og hent mig.
-Det skal jeg nok.

Hvad siger det her om os?

Det her var vores tid og sted.
Vi er ret uheldige, ikke?

Nej. Nej, jeg synes...

Jeg synes sgu, vi er temmelig heldige.

Jeg kommer tilbage.

Jeg kommer tilbage.

Gå nu.

-Lever jeg?
-Ja, men hvad hedder du?

Jane. Solace.

-Hvor kommer du fra?
-New Jersey.

Du får noget smertestillende, Jane.
Du er i Montana.

Du blev fundet udenfor vildmarken. Du er
den eneste overlevende efter et flystyrt.

Ja... Paul? Hvor er Paul? Paul Hart?

-Paul. Jeg behøver ham!
-Overlevede Paul?

-Ja, han hjalp mig frem til vejen.
-Du får noget smertestillende.

Det skal nok gå.

Ingen ved, hvordan vores liv vil gå.

Hvad bliver der af os?
Hvad med barnet?

-Hej, far.
-Hvorfor er du oppe?

Du skal sove, prinsesse.

-Hvad med en gåde?
-Ja tak.

Her kommer den.

Jeg kan få dine øjne til at fælde tårer.
Få det glemte tilbage.

Få dig til at smile
og skrue tiden tilbage.

Jeg dannes på et øjeblik,
men varer et helt liv.

-Hvad er jeg?
-Det ved jeg ikke.

Mindet. Sande minder varer evigt,
for de findes ikke i hovedet.

De findes i dit hjerte.

Lyt.

Den lyd er mig. Hver dag.

Behold det for at huske mig.

-Godnat, far.
-Godnat.

-Jeg elsker dig.
-Jeg elsker dig, far.

Skæbnen fortalte dig,
at han var borte.

At hans liv var forbi.

Men nu forstår jeg,
hvad han prøvede at fortælle mig.

Jeg bør ikke lade frygten og
de skrækkelige tanker, den fremkalder,

overbevise mig om,
at døden var afslutningen.

Indtil nu har jeg bebrejdet ham
for al min tristhed.

Men under al sorgen, han forårsagede,
fandtes kun jeg.

Og jeg, personen,
som den uskyldige pige blev,

havde styrken til at forandre alt.

Lave verden om,
som hun lavede bjerget om.

Jeg er her nu og beder om tilgivelse.

Men jeg er også parat til at gå ind
i sollyset, hånd i hånd med hende.

Mor?

Hvor er jeg, mor?

På et hospital i Montana.

De fandt dig på en vej i skoven.

Du havde mistet meget blod.

-Hvor længe har jeg sovet?
-To dage.

Ingen
kunne være gået ned fra det bjerg...

Hør godt efter.
Der er en dreng. Han hedder Paul.

Hvad?
Hvorfor kigger du sådan på mig?

Paul.

-Paul Hart?
-Ja.

De fandt ham.
Morgenen efter at de fandt dig.

Det gør mig ondt.

Han efterlod noget til dig.

Han efterlod det her.

Hej, Jane.
Jeg fryser og er træt og sulten.

Jeg kan ikke tænke.

Gid du var ved min side. Jeg ved,
at du ikke giver op. Det ligger bag dig.

Bjerget gav os noget.
Det kan du ikke benægte.

Vi glemmer aldrig,
hvad det vil sige at være i live.

Jeg ved ikke, hvordan jeg ved det,
men du vil overleve.

For sådan er du. Sådan
har du altid været, og nu ved du det.

Jeg kan mærke det nu,
og det er all right.

Jeg fandt din seddel fra flyet.

Jeg er glad for, at jeg ikke
blev den sidste, du talte med.

Men jeg er taknemlig for,
at du blev min.

Det er pudsigt.

Hvis du havde gjort det den aften,
havde folk nok sagt, det var skæbnen.

Men fordi du ikke gjorde det,
fandt vi hinanden.

Og du fandt din skæbne.

Jeg håber, du vil leve
et godt liv for os begge, Jane.

Jeg er med dig, hvor du end er.

I dit hjerte, hvor minderne lever.

Det er mærkeligt, hvordan folk
kigger op mod himmelrummet.

Som om det er Himlen.

Det er ikke Himlen, de ser.

Det er kærligheden.

Når du lader nogen virkelig se dig...

...når du lukker
nogen ind i dit hjerte...

...så vil du se dem...for altid.

Tekst: Tage Poulsen