All language subtitles for The.Pact.2021.DANiSH.DD5.1.RETAiL.DK.FiSUBS.1080p.WEB-DL.H.264-PTNK_track3_dan

- Tænk, at jeg skal møde hende.
- Hun er vel også bare et menneske.

- Tror du, hun har læst min bog?
- Hvorfor ellers skrive til dig?

Ikke?

- Du kan ikke komme på cykel!
- Ved du, hvad en vogn koster?

- Tag cykelspænderne af så.
- Det skal jeg nok.

- Kan du sige farvel?
- Farvel.

- De må være magisteren?
- Ja.

Baronessen er ved at lave
en radiooptagelse. De kan vente i stuen.

"Jeg kan en sang om Afrika,
tænkte jeg -

- om girafferne og om den afrikanske
nymåne, som ligger på ryggen -

- om plovene i marken og om
kaffeplukkernes svedte ansigter."

"Kan Afrika også en sang om mig?"

"Dirrer luften over sletten
nogensinde med en farve -

- som jeg har haft på, leger børnene
en leg, hvori mit navn forekommer -

- kaster fuldmånen en skygge
over gruset på indkørslen til huset -

- som ligner min?"

"Ser ørnene på Ngong ud efter mig?"

- Ja...
- Mange tak, baronesse.

Det var pænt af Dem
at læse højt af Deres roman.

- Vores lyttere vil elske det.
- Selv tak.

Kan De selv finde ud?

- Baronesse.
- Tilgiv mig forsinkelsen.

Men det er ti år siden, at min bog,
'Out of Africa', udkom i Amerika -

- og i den anledning havde jeg lovet
at læse op for deres radio.

- Velkommen til Rungstedlund

- Jeg har altid haft et ganske særligt
talent for at skænke vin op

Men i min alder kan jeg ikke længere
tage ansvar for min halvdel af flasken.

Det er så pænt af Dem
at invitere en som mig.

At kunne fortælle Dem, hvor meget
Deres bøger har betydet for mig...

Jeg har læst alt,
hvad De har skrevet, flere gange.

At kunne sidde her med Dem,
mellem Deres ting fra farmen i Afrika -

- gør kun det hele
endnu mere nærværende...

Jeg håber ikke,
at jeg sagde noget forkert?

Da jeg boede i Afrika,
mødte jeg for første gang mennesker -

- der forstod,
at deres storhed lå inde i dem selv.

Men herhjemme er det lige modsat.

Alle hvide mennesker har en frygt i sig,
som jeg ikke kan udstå.

Det er frygten for ikke at behage.

De prøver at smigre andre, i håbet om
at de så bedre vil kunne lide Dem.

Nej, magister.
Det interesserer mig ikke.

Prøv med noget andet.

Jeg er spændt på,
hvad De tænker om min bog...

Jeg har ikke læst den endnu.

Knud Vi. Jensens kone, Benedicte,
fortalte mig, det var en lovende debut.

Og det gav mig en idé.
- Om hvad

Deres digte blev godt modtaget, ikke?
- Jo.

Er De klar over, at min bog
blev hånet i den danske presse?

- Nej.
- Jo, men det gjorde den.

- I udlandet forstod de den.
- Det er jo længe siden...

For at det ikke skal være løgn,
er der nu -

- en nærgående, jovial tåbe,
der vil skrive en bog om mig.

- Så slemt er det vel ikke.
- Jeg vil ikke have det.

Næ, De skulle skrive en i stedet.

Om Dem?

- Måske kunne den udkomme først.
- Det ville jeg aldrig kunne nå.

Næ... Men vil De overveje det?

Selvfølgelig.

Den her grammofon fik jeg,
mens jeg boede i Afrika.

Den er en af kun tre ting,
der kan få mig til at tie stille.

De to andre er nymånen
og fru Carlsen.

Begge dele mødes bedst
med andægtig tavshed.

De er så ung endnu.

Lad mig hjælpe Dem lidt, magister.

Der er et sted
i et af Heibergs stykker -

hvor den unge pige
giver helten et tilbud:.

- "Nu, hvis du har mistet
troen på Gud.

...så tro på mig."

"Og jeg vil dig beskytte."

- Kender De det citat?
- Nej.

Jeg kan vejlede Dem.

De aner ikke, hvad det betyder.

Og tænk så over
mit forslag med bogen.

- Hvad vil du svare?
- Det ved jeg ikke.

Jeg er ikke den slags forfatter.

Tænk at være så stor
og så gå op i noget så småt.

- Er du skuffet over hende?
- Hun var fantastisk.

Hvad er der så?

Jeg er glad for, at hun vil have,
jeg skal skrive om hende, men...

Hun havde slet ikke læst min bog.

I forfattere...

Jeg vil i seng. Kommer du?

Jeg sidder lige lidt.

Huskede du at tage cykelspænderne af
og kalde hende "baronesse"?

Også det.

- Jeg lovede Bo, du ville give ham
et godnatkys, når du kom hjem

- Ja, selvfølgelig

Vær ærlig overfor hende,
hvis du ikke kan skrive den bog.

- Der er lidt penge i det.
- Vi kan klare os for min løn.

Det er gået indtil nu.

Fru Carlsen sagde,
jeg kunne finde Dem her.

Jamen, kom ind.

- Har De overvejet mit tilbud?
- Ja.

Ja, længe.
Og jeg værdsætter det virkelig...

Men De siger nej.

Jeg forstår godt, hvis det betyder,
at De ikke vil vejlede mig.

Jeg værdsætter Deres mod, magister.

Jeg så ikke modet i Dem
ved vores første møde, men det er der.

Ved De, hvorfor så mange
mennesker i dag er ulykkelige?

Fordi de ikke længere
bliver opdraget til at være modige.

Man må turde løbe risikoen
for at blive ulykkelig.

Og det skal der mod til.

Så De skal love mig en ting, magister:
aldrig at blive bange.

For så kan De ikke blive lykkelig.

- Så De er slet ikke vred?
- Nej. Kender De Knud Vi. Jensen?

Jeg har selvfølgelig hørt om ham.
- Ham skal De møde

- Han har smag, penge, og han støtter
kunsten. Han vil kunne hjælpe Dem

Jeg inviterer til middag.

Jeg inviterer Knud, Benedicte, Thomas...
Der er mange, De skal møde.

- Det kan jeg ikke tage imod.
- Herregud.

At se mine venner forvandlet til vilde
dyr ved hjælp af dans og spiritus -

- det er en af mine få glæder.

- De tager Deres kone med, naturligvis.
- Mener De det?

Den glæde må De ikke nægte mig.
Hvad laver hun i grunden, Deres kone?

- Grete?
- Ja, Grete.

Hun er bibliotekar.

Det var aldrig meningen,
De skulle skrive den bog.

Der er en helt anden grund
til vores møde. Det ser jeg nu.

De har modet til noget stort i Dem.

Og det mod skal jeg hjælpe Dem
med at bruge.

Det er da fantastisk.

Det kan ændre alt.
Forstår du det, Grete?

Jeg kan skrive
uden at have dårlig samvittighed.

Jeg sagde,
du bare skulle være ærlig.

Vi skal til middag
på selveste Rungstedlund.

- Dig, mig
og de største kunstnere i landet

- Der skal også være nogen med Bo

Det kan vi bare få dine forældre til.

- Vil du ikke gerne møde hende?
- Jo, det vil jeg vel.

Og Knud
sætter vi her ved siden af mig.

- Bjørnvig?
- Den unge digter...

...sætter vi ved siden af Benedicte.
Så kan de tale om hans bog.

Og konen sætter vi overfor
på den anden side.

- Ingen kigger på skoene.
- Kvinder gør.

Og jeg er sikker på,
at baronessen lægger mærke til dem.

Du er smuk.

Du er altid smuk.
Lad os se at komme af sted.

Tak, fru Carlsen.

- Tak.
- Tak.

- Det må så være den unge digter?
- Det er mig. De må være Knud?

- Knud Vi. Jensen.
- Grete, den unge digters kone.

En fornøjelse. Tanne plejer at gemme
sig, til vi sætter os til bords.

Baronessen bad mig vise,
hvor der er redt op til Dem.

- Vi skal jo hente Bo.
- Måske dine forældre kan have ham?

Vi har ikke skiftetøj med. Jeg kan ikke
spise morgenmad i en fin kjole!

Baronessen vil synes, det er morsomt.
- Hun synes, De skulle have tilbuddet

- Sengen er lille,
men baronessen mente, det gik

- Vi skal hente den lille i aften.
- Nu ved De i hvert fald, hvor det er.

Jeg tror, folk er ved at gå til bords.

Susanne?
Du skal sidde ovre hos mig.

Her, Grete.
Du skal ikke være nervøs.

Du havde ikke forestillet dig, du skulle
sidde på den anden side af mig, vel?

Goddag. Benedicte.
Jeg er gift med Knud.

Thorkild.
Det er min kone, Grete.

Kære venner, velkommen.
Velkommen, alle sammen.

- Sæt jer nu endelig ned.
- Ja tak.

Tusind tak.

- De er digter?
- Ja.

- Jeg er inviteret på grund af Dem.
- På grund af mig?

Fordi De havde læst min bog og været
så betænksom at anbefale den.

Nå, sagde hun det?

Faktisk tror jeg,
baronessen har løjet lidt.

Hun ringede til mig og sagde, at jeg
skulle læse Deres bog til i aften.

Men jeg har ikke nået det endnu.
Det må De ikke fortælle hende.

Det lover jeg.

Vi viser lige, hvordan man danser.
- Thorkild

- Jeg taler med Tanne, så finder vi
ud af noget. Tak for i aften

- Kunne vi også gå nu?
- Jeg vil ikke fornærme hende.

- Bo har aldrig sovet ude før.
- Han er hos dine forældre.

Det er da også mærkeligt.
Vi kender hende ikke.

Måske jeg kunne blive?

- Tusind tak for i aften.
- Har De ikke fået vist Deres værelse?

Min kone bliver nødt til at hente
den lille, men jeg bliver.

- Jeg håber, De har moret Dem.
- Det har været aldeles vidunderligt.

- Tanne, jeg vil også sige tak for nu.
- Svigtet af ens nærmeste.

Det har været en pragtfuld aften.

- Har Deres bordherre været anstændig?
- Absolut.

Sikke dog en skam.

Tak for i aften.

Tak igen
for at have skrevet en vidunderlig bog.

- Godmorgen.
- Godmorgen.

- Har du overhovedet sovet?
- Et par timer. Har du?

Det var mærkeligt,
du sov hos en fremmed.

- Hun er ikke fremmed mere.
- Hallo, får man et kys, eller...?

- Hvor er alle mine dyr?
- Der er en ko. Hvad siger koen?

Bondehuset. Hvem bor der?
- Bondemanden bor her

- Bondemanden bor her?
Hvad siger bondemanden

Fru Carlsen?

- Bed chaufføren køre bilen frem.
- Det skal jeg gøre.

- Hvad er det, du har lavet?
- Baronesse?

Åh, magister.
De må komme og se her.

- Havde jeg bare vidst, De ville komme.
- Nej, sludder.

Jeg kom for at sige tak til Deres kone,
fordi jeg måtte låne Dem.

Og så faldt jeg over
det her lille vidunder.

Han ligner helt Picasso,
når han maler og tegner.

Han ligner en, der snart skal sove.

Er du træt, lille ven?
Kan du så drømme rigtig sødt?

Hvor er du kær.
Sov godt.

Jeg har talt med Knud,
og han vil gerne støtte Dem økonomisk.

Så De kan koncentrere Dem
om at skrive.

Virkelig?
Det kan jeg slet ikke tage imod.

Jeg lover at gøre mit bedste
og skrive hver dag.

Det er ikke nok at skrive, magister.
De skal ud af biblioteket.

De skal finde Deres retning,
ikke bare være som andre opfatter Dem.

- De skal finde Dem selv.
- Det er nemmere sagt end gjort.

- Derfor har De brug for et lille skub

- Kan De huske,
at jeg fortalte Dem om Heibergs stykke

"Nu, hvis du har mistet troen
på Gud, så tro på mig."

"Og jeg vil dig beskytte."

Selvfølgelig.

Det første år jeg var i Afrika,
fik jeg sådan et tilbud.

Jeg fik det af mine folk,
og jeg fik det af Afrika selv.

"Tro på os, og vi vil dig beskytte."

Og jeg tog imod tilbuddet
med at min kraft.

Og på den måde
blev det til en pagt imellem os.

En pagt?

Et helligt, et magisk løfte.

Og sådan en pagt vil jeg tilbyde Dem.

- Jeg er ikke sikker på, jeg forstår.
- En pagt om åndeligt troskab.

Hvor jeg lover Dem,
at jeg altid vil beskytte Dem.

Altid stå til rådighed for Dem.

De må forstyrre mig,
på hvad tid af døgnet De ønsker det.

Kast en sten på min rude,
hvis det brænder på.

Til gengæld skal De love
altid at stole på mig.

De skal stræbe efter
at blive den kunstner -

- det er meningen, De skal være.

Jeg har altid drømt om en,
der kunne vejlede mig.

Så tag imod mit tilbud.

Jeg tager imod.

Så lægger jeg min kappe over Dem -

- som tegn på, at jeg engang
vil lade min ånd blive hos Dem.

Hvis De så vil sige til Deres kone, at
hun ikke behøver være bekymret for Bo.

- Hvad meder De?
- Den smitter ikke mere, min sygdom.

Jeg ved ikke,
hvad baronessen taler om.

Den har skilt mig fra livet.

Ikke bare fra erotikken,
men fra alt det kropslige.

Det er ikke mere mit.
Men den er ikke farlig længere.

For andre end mig.

Vidste De,
at Nietzsche også havde syfilis?

- Det har jeg vist læst et sted.
- Så ved De, at han fik storhedsvanvid.

Hvis De ser tegn på det samme hos mig,
så må De love at advare mig.

De skal værne om min ære.

"Tro på mig, og jeg vil dig beskytte."

- Vi skal snart spise.
- Det lyder godt.

- Ingen digte?
- Ikke endnu, synes hun.

Kun breve.
Til hende, vel at mærke.

"Magisteren skal mærke verden først -

- så han ved, hvad han skriver om."

Aha. Kan magisteren måske mærke,
om han er sulten?

Thorkild?

Thorkild?

- Hvad siger du til det?
- Det lyder godt.

Hvad lyder godt?

- Du hører jo ikke efter.
- Undskyld.

Er det fra hende?

Hvad siger hun?

"De skal huske vores pagt. De skal
ikke skrive for andre mennesker."

"De skal ikke skrive
for en kulturkamp eller bevægelse."

"Skriv,
fordi De skylder guderne et svar."

- "Pagt"?
- Ja...

Det er bare det, hun kalder det.

Og hvad skal du så gøre i den pagt?

Ikke noget.

Eller, jeg skal ære pagten ved at stole
på hende, som hun stoler på mig.

Det er en tillidserklæring.

Et løfte om at hæve blikket.

- Du synes, det er tåbeligt.
- Nej.

- Hun hjælper mig.
- Jeg sagde nej. Det er ikke tåbeligt.

Hvad er det så?

Hvad tror du, der sker,
når du "hæver dit blik?"

Det eneste, jeg beder om, er,
at du ikke glemmer at kigge på mig.

Lover du det?

Det lover jeg.

Thorkild? Thorkild?

- Goddag.
- Goddag.

Han sover.
Han bliver glad for at se Dem.

Han er frygteligt deprimeret. Han tror,
han aldrig kommer til at arbejde igen.

Det må vi se at få gjort noget ved.

Det er en slem hjernerystelse.
Han skal have ro.

Men det er min skyld det hele.

Da jeg fik hans sidste brev,
og han igen beklagede sig -

- så blev jeg så forbandet,
så jeg hamrede hånden i bordet og råbte:

"Så gid at det her slag
må ramme magisteren i hovedet."

Det skete lige præcis
på samme tidspunkt som uheldet.

- Jeg har åbenbart slået for hårdt.
- Mon ikke det var et tilfælde?

Det, jeg gjorde, var magi. Det var
en forbandelse, og jeg undskylder.

Jeg vil gerne tilbyde magisteren,
at han kan komme sig på Rungstedlund.

- Det er det mindste, jeg kan gøre.
- Det er ikke nødvendigt.

- Han kan få fred der og hvile sig.
- Det kan han også derhjemme.

Der er tre ting, jeg er god til:
Fortælle historier, lave mad -

- og passe gale mennesker.

Så må jeg ikke, med Deres tilladelse,
tilbyde ham det?

Jeg lover, at jeg som en løvinde
vil passe på ham.

Og sørge for, at ingen,
ingen, forstyrrer ham.

Tak.

- Velkommen til.
- Tak, fru Carlsen.

Baronessen er optaget.
Hun bad mig føre Dem til Deres værelse.

Hun sagde, hun ville se Dem klokken otte
og skåne Dem til kedsommelighed.

Jeg skal nok komme med frokost.
Og aftensmad klokken syv.

Tak skal De have.

- Velkommen til, magister.
- Tak.

De må bruge hele huset.
De må bruge haven, som De har lyst.

Jeg vil besøge Dem hver aften klokken
otte og forlade Dem igen klokken ni.

Så vil jeg bruge dagen til
at finde på noget klogt at sige.

Ved De, at da det forfærdelige skete,
og jeg blev ramt af min sygdom -

- og der ikke syntes at være
nogen hjælp at hente hos Gud...

Og De må forstå,
hvor forfærdeligt det er for en kvinde -

- ikke mere at kunne elske
og favne den, man holder af.

Dengang...
Da lovede jeg djævelen min sjæl.

Og han lovede, at alt, jeg derefter
oplevede, skulle blive til historier.

Og De kan se, han har holdt sit løfte.

Nu skal De bare falde til.

Den musik, som jeg spiller for Dem -

- vil De komme til at høre
mange gange her.

Tonerne skal spinde Dem ind
og vugge Deres hjerte til ro.

Det vil være sådan, at når De
senere hen i livet genhører musikken...

...så vil De altid huske
på vores aftener her i stuen.

Jeg skrev i dag igen
for første gang.

- Lad mig høre.
- Det er ikke helt klart endnu.

Jeg vil ikke have, De tror,
det er det bedste, jeg kan gøre.

Jeg kendte en mand,
da jeg boede i Afrika.

Denys.

Denys ville aldrig have brudt sig om,
hvad andre tænkte om ham.

Jeg husker ham fra Deres bog.

Nogle siger,
at jeg kun omgås smukke mennesker.

Det er muligt. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved i hvert fald,
at alle mine venner har værdighed.

Og Denys...
Han havde værdighed.

Og så havde han en længsel i sig.

Og den længsel stod han ved.

Den dag hans fly styrtede ned,
talte han til mig om sin...

Han fortalte,
hvordan han lod den føre ham.

Også når den førte ham væk.

Også når den førte ham i døden.

Goethe beskrev den drivkraft
bedre end nogen anden.

Længslen som noget både smukt
og destruktivt. Som hos Denys.

Hvor gjorde han det?

Det sidste vers
af Salig Længsel.

- Lad mig høre det.
- Det er år siden, jeg har læst det.

De kan det da udenad, ikke sandt?

Hvis De ved, at den længsel, der slog
Denys ihjel, er beskrevet i et digt -

- så vil jeg så gerne høre det.

"Sig det ikkun til den vise -

- at ej mængdens hån mig rammer."

"Blandt de levende jeg priser -

- den, som vil forgå i flammer."

"Mørket holder dig ej mere fangen
i sit skyggefængsel -

- op til mere himmelsk parring,
driver dig på ny en længsel."

"Ingen afstand kan dig hæmme."

"Intet bånd du mere kender -

- og til sidst, antændt af lyset -

- som en sommerfugl, du brænder."

- Sådan er reglerne, Tanne.
- Det er jo idiotisk.

- Er det godt at være ude af fængslet?
- Jeg har ikke været herfra i fire uger.

Tannes metoder er specielle,
men effektive.

Det er på grund af hende,
jeg skriver igen. Og Deres penge.

Når man ikke selv har kunstnerisk
talent, må man finansiere dem, der har.

- En whisky, fru Jensen?
- Tak.

Sikke en fest.

- Holder De ofte fester?
- Ja, det er jo Knuds verden.

Han elsker at samle kultureliten
og sine forretningsforbindelser.

Altid i bevægelse, altid foretagsom.

Så er det bare at hænge på.

Jeg har forresten læst Deres digte.
De berørte mig meget.

Så smukt og dybt og vemodigt.

Det er den fineste kompliment,
jeg kan få. Tak.

Deres kone må være meget stolt.

Skal vi i øvrigt ikke være dus?

- Jo, lad os det. Skål du.
- Skål du.

- Jeg har tænkt på noget.
- Ja?

- De burde få Dem en affære.
- Det tror jeg ikke, er nogen god idé.

De burde forelske Dem.

- Jeg elsker min kone.
- Ikke elske, forelske.

Ægteskabet er ikke
det rette sted til forelskelse.

Næ, en skandaløs affære...

Noget, der kan løsrive Dem fra den
håbløse småborgerlighed, De lider af.

Lige meget hvad De gør,
og uanset om andre vil fordømme Dem -

- så kan De være forvisset om,
at jeg vil støtte Dem.

Godnat, magister.
Sov godt.

- Hvor er baronessen?
- Hun kommer i aften, som hun plejer.

- Hvis jeg gerne vil tale med hende nu?
- Hun er optaget.

- Skal vi ikke ringe efter en læge?
- Baronessen har været ved dem alle.

Jeg hører,
at De ikke kunne vente med at se mig?

Det var ikke min mening at forstyrre.

Jeg fik kviksølvstabletter
mod min sygdom.

Jeg fik for mange,
og jeg lever med en forgiftning.

Det er smertefuldt, men det er min sag.
.Jeg skal ikke have medlidenhed.

- Gid jeg kunne gøre noget.
- Det kan De ikke.

Hvad var så vigtigt,
at det ikke kunne vente?

Jeg har tænkt at tage hjem et par dage
og se min kone og Bo.

- Hjem?
- Ja.

Jeg troede, magisteren ville blive,
til han var rask.

- Får De ikke skrevet?
- Jo.

Har De glemt vores pagt?

Den siger ikke,
jeg ikke må se min familie.

_ "Tro på mig,
og Jeg vil dig beskytte."

- Tror De ikke på mig?
- Selvfølgelig tror jeg på Dem.

- Men får De ikke skrevet?
- Jo.

Derfor er det på tide
at se dem derhjemme.

Er det utænkeligt i Deres lille hjerne,
at Deres fremskridt måske skyldes -

- at De må undvære Deres familie?

At de skyldes, at De er her?

Har De skrevet noget,
De kan vise mig?

- Det er næsten færdigt.
- Er det næsten færdigt?

Det er måske manglen på frikadeller,
der er skyld i Deres ineffektivitet?

Eller skal en aften i middelmådighedens
selskab løfte Dem det sidste stykke?

Hvorfor vil De det så?

Jeg skal besøge Knud igen
i næste uge.

Jeg tænkte, Deres kone kunne have lyst
til at besøge Dem her på Rungstedlund?

Så kunne fru Carlsen
lave middag til Dem.

Det er godt at se dig.

Mindre kunne ikke gøre det.
Baronessen insisterede.

- Hvor er hun?
- Hos Knud og Benedicte.

Han er blevet så stor lige pludselig.
Han er som et pudsigt voksent barn.

Forleden spurgte jeg ham, om
han var mere sulten, og så sagde han:

"Jeg er meget i tvivl."

Så eftertænksom og voksen
i sådan en lille krop.

- Hvad laver han?
- Han tegner meget.

Dyr, mest. Og flyvemaskiner.

Eller det siger han
i hvert fald, at det er.

Han har tegnet dig et par gange.

Jeg savner også ham.
Så forfærdeligt.

- Vil De have mere?
- Nej tak, fru Carlsen.

Det smagte dejligt.

Og her? Hvordan går det?

Jeg skriver mere,
end jeg har gjort længe.

Er det godt?

Det er jeg ikke
den rigtige til at vurdere.

- Synes hun?
- Hun har ikke set det endnu.

Hun holder sig mest for sig selv.

Vi ses en time hver aften.
Resten af tiden er jeg alene.

Grete...

Jeg troede, det ville gøre dig glad,
at jeg ikke var med hende hele tiden.

Jeg forstod på dig,
at hun er en verdensdame -

- og er der noget, hun kan,
er det at åbne ens sind.

Jeg troede virkelig,
at du gerne ville være i hendes selskab.

Men hvad siger det,
når du hellere vil være her alene?

Kom.

Det er ikke rigtigt, det her.
Du skal snart komme hjem.

Ja. Jeg snakker med hende.

Det er vel ikke noget, hun bestemmer.

- Eller er det en det af jeres pagt?
- Selvfølgelig ikke.

Men du ved, hvor meget hun kan gøre
for mig og allerede har gjort.

Hvis hun kan lide det, jeg har skrevet,
så tror jeg, hun vil forstå.

Godaften.
Jeg håber, De har haft en dejlig aften.

- Tak, baronesse. Det har vi.
- Skal jeg kalde på chaufføren?

- Jeg skal hilse fra Knud og Benedicte.
- Tak.

Benedicte fortalte, at I skrev sammen.
Det var jeg ikke klar over.

Nej, vi er vel blevet en slags venner.

Det var lige præcis det,
jeg håbede, De havde i Dem.

Jeg føler, jeg er i gang igen.

Og det er så dejligt.

Jeg har fået det skub,
jeg havde brug for.

Og som jeg er så taknemmelig for.

Det er tid til, at jeg flytter hjem.

Deres evner med ord rækker lige præcis
til, at De kan overbevise Dem selv.

Det var vel aldrig meningen,
at jeg skulle bo her fast?

Hvor er De dog en kujon.

Hvorfor indgik De en pagt med mig?

Var det ikke for at sætte Dem fri?

- Så De kunne følge Deres instinkt?
- Jo.

Hvorfor bliver De så ved at tro,
at De kan oplede den hellige gral...

...med en barnevogn?
©

Jeg kunne komme
en gang om ugen til middag.

Vi kunne fortsætte vores diskussioner,
hvor vi helliger os pagten.

Men jeg har også en pagt med min kone.

" Kone."

De, der læser
Nietzsche, Goethe, Rilke...

Hvornår har De sidst læst
det ord i et værk?

Kan De citere et eneste digt
med ordet "kone"?

Nej.

Og hvorfor tror De,
det ikke er tilfældet?

Jeg rejser i morgen.

Den have, Guds engle flyve i,
vil Jesus for os oplukke

Dans, lille barn, på moders skød

En dejlig dag er oprunden...

Jeg skal bare se, hvad det er...

Det er noget, jeg glæder mig til.

Et futtog!

Nu er det din tur.

Thorkild...

Kan du lide det?

- Var der noget fra hende?
- Nej.

- Sig til, hvis du vil have te.
- Ja tak.

"Dronningen takkede dem
for de fine gaver."

"Sælen stak hovedet op af vandet
og hilste fra havkongen."

- Du må kunne fungere uden hende.
- Jeg har da ikke sagt noget.

Hver aften, når klokken slår otte, er
du som en hvalp, når der kaldes på den.

- Grete...
- Hun er her, selv når hun ikke er her.

- Fordi jeg kigger på uret?
- Du ligger vågen om natten.

Du cirkulerer om postkassen.
Hver eneste dag uden brev fra hende -

-får dig mere og mere
til at ligne en, der...

En, der hvad?

Ikke noget.

Jeg viste Knud Deres nye digte,
og han er helt enig:

De bliver bedre og bedre, Deres digte.

Og så må jeg tilstå,
at jeg har savnet Dem... lidt.

) lo måde.

De har evnerne til noget spontant,
til noget oprørsk.

Til alt det,
som et ægteskab ikke kan give.

Længes De ikke efter det?
At være fri?

Jo. Men jeg ved ikke, om det,
jeg længes efter, findes.

Længslen i sig selv er et bevis på,
at det, De længes efter, er til.

Mit største ønske for Dem, det er -

- at De kunne prøve
at føle Dem svævende.

At De kunne tænke,
at i virkeligheden er alt muligt.

De ved godt,
at der ikke er noget, jeg hellere vil.

Gid jeg kunne forklare det til Grete
uden at såre hende.

- Forklare hvad?
- Hvor meget det her betyder.

- Hvor meget betyder det?
- Alt.

Jeg vidste det ikke,
før jeg var hjemme. Væk fra det.

Men... det betyder alt.

Tænk...
Tænk, hvis jeg havde været 25 år yngre.

Så ville alt have været anderledes.

Så kunne vi to være taget til Venedig
på en slags bryllupsrejse.

Knud fortalte om et stipendium i Bonn.

- Det burde De søge.
- Bonn?

De kunne skrive og gå til forelæsninger.
Og De kunne komme væk.

- Det vil De gerne, ikke? Væk?
- Hver anden dag.

At leve fuldt hver anden dag.
Hvor er værdigheden i det?

Jeg har skrevet hele ugen
Bedre end længe.

Når det fungerer så godt,
og vi kan ses, hvorfor så risikere det?

Jeg overholder jo bare
min det af pagten.

Jeg har lovet at føre Dem
til Deres bestemmelse, Deres formål.

- Vil De overholde Deres det?
- Det er ikke, fordi jeg ikke vil...

Så nej.

Jeg selv er svag,
og min forstand er formørket.

Og jeg forstår Dem ikke.

Da vores pagt går ud på
at stole på hinanden og ikke tvivle -

- så vil jeg foreslå,
at vi venter med at ses igen.

Hvordan gik det?

Det ved jeg ikke.

Hun...

Der er et stipendium i Bonn,
som hun mener, jeg bør søge.

Nå...

- Men kan du ikke bare sige nej?
- Jo.

Hvordan skulle det hjælpe
dine skriverier at rejse til Tyskland?

Hun synes, det ville være en god idé,
hvis jeg kom ud og så verden.

- Hvad er der at se i Bonn?
- Eller, ikke se ting...

Bare... komme lidt væk.

Fra hvad?

Fra hvad, Thorkild?

Grete...

Hun har fået den idé,
at jeg skal til Bonn.

- Da jeg sagde nej, blev hun rasende.
- Hvad sagde Grete?

- Hun har det ikke godt for tiden.
- Er det alvorligt?

Hun får nogle piller nu.
Lægen siger, hun har brug for hvile.

Det gør han vel.

Jeg tror, det vil gøre hende glad,
bare jeg kommer væk fra baronessen -

- og det vil gøre baronessen glad,
bare jeg kommer væk fra Grete.

Og dig, Thorkild?
Hvad ville gøre dig glad?

Fru Carlsen?
Grammofonen!

Magisteren tager til Bonn.

Jeg vil ikke lyde utaknemmelig over,
at De tilskyndede mig til at rejse -

- men jeg må også erkende,
at jeg rejste herned halvt i blindhed.

At jeg aldrig rigtig
havde mit hjerte med i beslutningen.

Som dagene går,
gør det det også sværere for mig -

-at se det fornuftige i at blive -

- idet jeg oplever tiden her
som dunkel og trist.

Som jeg befinder mig i et venteværelse.

Jeg ved, De har store forventninger
til mit eventyr i Bonn.

Desto mere er jeg bange
for at måtte skuffe Dem, når jeg siger -

- at jeg om muligt mest af alt har
lyst til snarest at afbryde opholdet.

Fru Carlsen?

- Ja?
- Vil De ikke invitere Benedicte herned?

Jo, selvfølgelig.

Magisteren er så ulykkelig,
og derfor blev jeg ked af det -

- da han skrev og spurgte,
om han kunne få lov til at komme hjem.

- Han skal vel ikke have tilladelse?
- Nej, selvfølgelig ikke.

Han spørger, fordi han har brug for
en grund til at blive. Lidt opbakning.

Så tag derned.
Måske et besøg ville gøre ham godt.

Jeg ved godt, jeg burde gøre det.
Men mit helbred er dårligt for tiden.

Jeg tror ikke, jeg kunne klare rejsen.

Og Grete har nok at se til.
Hun har sit job og lille Bo...

- Hvad med Dem?
- Mig?

Ja. De har da altid været
så glad for magisterens selskab.

Jeg vil ikke trænge mig på. Ville
Grete ikke synes, det var mærkeligt?

Grete snakker vi med.

Nej, jeg er helt sikker.
Det vil løfte magisterens ånd.

Det vil inspirere ham.
Jeg lover at tale med Knud.

Jeg er ikke sikker på,
han ville opdage det.

Hvad siger De?

Tja, jeg har aldrig set Bonn.

Og vigtigst af alt,
Bonn har aldrig set Dem.

Jeg har lovet at skrive og fortælle,
hvordan det går.

Ja, hun vil gerne følge med. I alt.

Jeg er blevet bedre til at skrive
på grund af baronessen.

Det siger Knud også.

Hvad lavede du, før du mødte Knud?

- Sagde jeg noget forkert?
- Nej, overhovedet ikke.

Jeg læste psykologi. Jeg har altid
interesseret mig for mennesket.

Men så dukkede Knud pludselig op,
og så blev jeg gift.

På vores bryllupsrejse fik Knud
den idé, at baronessen skulle med.

Jeg har aldrig før set så meget bagage,
som det hun slæbte med.

Og hun beklagede sig over fru Carlsen,
som havde pakket det forkerte tøj.

"Den forbandede tøs,
hun har glemt det vigtigste."

"Min lyseblå bluse og handsker."

"Hvordan skal jeg
gå til middag i aften?"

"Nej, jeg vil ikke ærgre mig over
det afskum til fru Carlsen -

- det unyttige væsen,
det vraltende kvæg."

Så fandt hun både bluse
og handsker i bunden af kufferten.

Som hun i øvrigt selv havde lagt ned.

Så hun var med på jeres bryllupsrejse?

Ja.

- Er suppen god?
- Mm. Du skal smage den.

- Tak for i dag.
- l morgen skal du se biblioteket.

- Det vil jeg glæde mig til.
- Godnat.

Sov godt, Thorkild.

Thorkild?

Se her.

Er det ikke et af hendes helt tidlige?

Godaften.

- Sikke et sted.
- Tanne insisterede.

Hun insisterede på, at jeg skulle dele
værelse med tre italienere.

Jeg fik brev fra hende i dag.
Jeg skulle hilse mange gange.

- Hvad skriver hun?
- Jeg skal sørge for, at du får god mad.

- Det gør du.
- Og at du bliver glad igen.

Det gør du også.

- Kom. Lad os danse.
- Nu?

Ja.

- Det kan vi da ikke.
- Selvfølgelig kan vi det.

- Vi ses i morgen.
- Ja.

- Jeg henter dig klokken ti.
- Det er en aftale.

- Tak for i dag.
- Selv tak, Thorkild.

Hvad skal vi gøre?

Jeg ved det ikke.

- Hvornår kommer du hjem?
- Den 30.

En måned.

- Skriver du til mig?
- Hver dag.

Jeg er bange.

Jeg blev så overrumplet
over min forelskelse i dig.

Lykkelig over mildheden.

Fortryllelsen.

Den vidunderlige følelse af bevægelse
og frihed, vores kærlighed gav os.

Men så holdt bevægelsen
og friheden op.

Og vi blev ført til den indespærring,
vi er i nu.

Jeg frygter undergangen, fordi
vi ikke kan handle efter vores følelser.

Følelser,
som forhindrer os i at bevæge os.

Vi vil ikke gå bort fra hinanden, men
vi kan heller ikke bevæge os sammen.

Vores følelse har intet hjem i verden,
når den ikke kan handle.

I livet, i verden,
må man handle for at leve.

Fordi at leve er at bevæge sig.

Og må vores følelse ikke bruges,
trækker den mod døden.

Hej!

Godt at se dig.

Jeg har en gave til Bo.
Et modeltog.

Det bliver han glad for.

Og han har det godt?

Det er dejligt at være hjemme igen.

Hvornår tager du til Rungstedlund?

Hvem siger, jeg gør det?

Jeg vil så gerne, at vi kunne lade være
med at lade som om.

Jeg skal vide, hvad vi siger,
begrundelsen er denne gang.

Sygdom?

Arbejdsro.

Og Benedicte?
Var det et godt besøg?

Ja, det var rart.
Det hjalp mig meget.

Jeg har altid godt kunne lide hende.

- Og du har det godt?
- Du skal ikke tænke på mig, Thorkild.

Jeg øver mig også på
ikke at tænke på dig.

- Værsgo.
- Tak.

Velkommen hjem, magister.

De er en anden,
end da De tog af sted.

Ja. Det er jeg.

Sådan skal en rejse også være.

Nej, ikke så tungsindig, magister.

Det er altid det samme med Dem.

- Forsmåelse og smerte.
- De ved, det har været svært for Grete.

Det var ligesom, da De tog af sted.
Det er alt sammen ligegyldigt.

Det eneste, der betyder noget, er,
om Bonn kunne tjene Deres kald.

Og nu om mit ægteskab kan.

Hvordan skulle De
kunne udrette noget radikalt -

- når De er bundet til et menneske,
der vil det modsatte.

Nej, magister, fortæl mig nu:

Mærkede De ikke Deres kald
på en helt anden måde dernede i Bonn?

Gav tiden alene
og tiden med Benedicte...

...gav den Dem ikke følelsen af at være
i et frit, men vidunderligt fald?

Som evigt dalende sne,
der aldrig når jorden.

- Ja.:.

Har De fortrudt vores pagt?

De trænger virkelig
til lidt morskab, magister.

Jeg holder en middag. Jeg inviterer
Benedicte, Knud og dem alle sammen.

Deres kone er selvfølgelig
også velkommen.

- Godnat, magister.
- Godnat.

Undskyld mig.

Jeg tænker på dig hele tiden.

Tror du, at kærlighed er at føle -

- eller at gøre noget for nogen?

Hvad mener du?

Er det at sidde
og føle sig forelsket og lykkelig -

- eller er det
at gøre noget for den anden?

Kan det ikke være begge dele?

Hvis det er at gøre,
så skal jeg blive med Knud.

Jeg kan lide at gøre ting for ham.

Hjælpe og støtte ham i det,
som gør ham god.

Mon ikke du har det sådan
med Grete også?

Jo.

Men hvis det handler om at føle,
så skal jeg være med dig.

Jeg vil ikke hjælpe dig
eller gøre noget for dig.

Jeg vil bare være med dig.

Så nej, det kan ikke være begge dele.

I hvert fald ikke i vores liv.

Og nu må vi finde ud af, hvad det er
for os, for jeg er ved at blive skør.

Vi kan ikke være væk for længe.

Gå du ind først.

Benedicte?
De trængte til lidt luft?

- Jeg er lidt utilpas. Jeg må tage hjem.
- Skal min chauffør køre Dem?

Nej, jeg har Knuds bil. Det er ikke
så langt. Han kan tage en vogn.

Vil De tilgive,
hvis jeg ikke siger farvel derinde?

Kom her.

- Fortæl mig, hvad der nager Dem.
- Jeg vil ikke gøre Dem forlegen.

Den evne har jeg mistet
for mange år siden.

- Og jeg kan stole på Dem?
- Det kan De.

Det bliver mellem os to og djævelen.

- Det hele er så forfærdeligt.
- Hvad er så forfærdeligt?

- Jeg tænker, at De allerede ved det.
- Ved hvad?

- Eller har fornemmet det.
- Jo, måske.

Men fortæl mig det.

Thorkild og jeg, vi...

Herregud... En lille affære
er da ikke det værste, der kan ske.

I er unge.
I skal have lov til at nyde hinanden.

Det er ikke sådan... Vi...

Det er ikke sådan...

Det er dybere.

De vil gå fra Knud.

- Og han vil gå fra Grete.
- Ja.

- Så sig noget.
- Det må ikke ske.

Fordi det vil ødelægge Dem.

Det vil ødelægge ham.
Han vil aldrig nogensinde...

Heller ikke De vil nogensinde
kunne vise Dem her i mit hjem igen.

Det vil ødelægge alt.

- Jeg troede, De ville forstå...
- Det er så Satans tåbeligt!

Det er Dem, der skal forstå -

- at vi alle sammen
spiller en rolle i historien.

De kan flirte, De kan elske
fuldstændig, som De vil -

- men Deres rolle, den er hos Knud.

Jeg er et forfærdeligt menneske.

Hør nu her, lille pige.

Og hør rigtig godt efter.

Undskyld mig.

- Har De set Benedicte?
- Jeg er bange for, hun lige er kørt.

Vi havde en fortrolig snak,
og hun besluttede sig for at køre.

Hvad sagde De til hende?

Hvad sagde De til hende?

- Jeg sagde sandheden.
- Sandheden?

At De tilhører en anden.

Og hvem er det?

Kan De mærke -

- at det er, som om kløer
bliver slået i Deres hjerte?

Det er, som om De bliver
rusket og tumlet af et vildt dyr. Ja...

Jeg kender det.

Det er den største smerte,
der findes.

Men jeg har ikke ondt af Dem.

Jeg misunder Dem.

- Næ, jeg under Dem det af hjertet.
- De har taget hende fra mig.

Hvad har jeg taget fra Dem? Et pigebarn
med en sjæl på størrelse med en grønært.

Endnu et meningsløst forhold,
der ville have bremset Dem.

Jeg har givet Dem,
hvad jeg lovede i vores pagt.

Et liv uden ansvar
for andet end Deres kald.

En dag vil De kunne se det.

Hvor kørte hun hen?

Hvor kørte hun hen?

- Der er rart her.
- Hvad er det, der er så vigtigt?

Som De sikkert har hørt,
holdt baronessen en fest her til aften.

Baronessen trak mig til side
og sagde, at hun havde fornemmet -

- at der havde udviklet sig følelser
mellem Thorkild og mig.

Og hun havde ret.

Sådan er det.

- Men...
- Undskyld...

Jeg er så frygtelig ked af at såre Dem.

Det kan måske være interessant at vide,
at jeg forlader landet.

Knud og jeg har længe haft det svært,
og jeg har besluttet at gå fra ham.

Ikke for at være med Thorkild -

- men for at prøve at være min egen.

Jeg rejser til England.

Jeg har familie derovre, jeg kan bo hos.

Så De kommer ikke til at se mig igen.

De må gerne hade mig.

Jeg hader Dem ikke.

Hun vinder uanset hvad, gør hun ikke?
Hvis De fik Thorkild, ville hun vinde.

Hvis Thorkild ikke får Dem
på grund af mig, vinder hun også.

Thorkild elsker Dem højt.

Det betyder ingenting.

Jeg vil altid være den,
der stod i vejen.

Jeg skal ikke tage mere af Deres tid.

Undskyld.

Grete?

Grete! Grete...

Hun skal nok klare sig.

Hun skal hvile nu.
De kan komme igen i morgen.

- Og min søn?
- Han er hos hendes forældre.

Hvem fandt hende?

Velkommen hjem.

Vil du have noget kaffe eller te?

Sæt dig.

- Grete, jeg...
- Jeg vil gerne sige noget først.

Da jeg havde det værst på hospitalet,
begyndte jeg at læse hendes bøger.

Jeg ville se, hvem hun var,
den heks, der ødelagde mit liv.

Jeg så, hvem hun engang var.

Stor og levende.

Og jeg så,
hvad nederlaget gjorde ved hende.

Og smerten.

Jeg lovede mig selv, at jeg ville klare
smerten bedre end hun.

Det er vores job her i verden -

- at klare smerten
uden at skabe nye ofre.

Det kan hun ikke.

Du tror, du har brug for hende...

Det er hende,
der har brug for dig, Thorkild.

Og du må finde ud af,
om du vil lade dig bruge.

- Værsgo.
- Tak.

Hun har inviteret mig.

Hun vil gerne se mig en sidste gang.

Måske det kunne være fint
at få det lukket?

Fru Carlsen spurgte mig forleden,
hvorfor jeg havde inviteret Dem.

- Hvad sagde De?
- Jeg kunne have sagt alt muligt.

At vi skulle diskutere pagten.

Jeg kunne have sagt,
vi skulle tale lidt om Deres fremtid.

Men så kom jeg i tanker om et udtryk,
der engang gjorde...

...et dybt indtryk på mig.

Og det var?

Pourquoi pas?

"Hvorfor ikke?"

Hvis man alene spørger "hvorfor",
kan det lyde som jamrende klage.

En tabt sags stemme.

Der er noget negativt.

Men tilføjer man endnu et negativ,
det lille ord "pas", "ikke" -

- så bliver spørgsmålet forvandlet
til et svar -

- der rummer et svimlende håb.

Og Deres håb er,
at vi forbliver i vores pagt.

Jeg kan ikke... Jeg kan ikke bryde den.

Men det kan De.
Og nu må De finde ud af, om De vil det.

- Hvis jeg har været utaknemmelig...
- Jeg håber ikke bare på pagten.

Jeg håber,
at De vil overtage Rungstedlund.

Der er ingen af mine slægtninge,
der ønsker eller evner det.

- Jeg kan testamentere det til Dem.
- Det kan jeg ikke tage imod.

Her har de største digtere
i Danmark siddet.

De har altid ønsket at blive den næste.

Hvorfor skulle De give den plads
til en anden?

Blod er det stærkeste bånd
mellem mennesker.

Pourquoi pas?

Hvorfor ikke, magister?

Fordi jeg har et hjem.

Så bryd pagten.

Det er kun Dem, der kan gøre det

Giv mig fri.

Jeg giver Dem fri.

Djævelen lovede mig -

- at gøre alting til historier.

Til gengæld kunne jeg aldrig mere
få lov til kun at være én person -

- men må altid være den,
som historien kræver det af mig.

Men nu skal De svare mig, magister.

Hånden på hjertet...

Har De nogensinde tænkt på den maske,
jeg har båret?

Har De nogensinde tænkt,
at Deres underdanige rolle -

- kun findes,
fordi den har et modstykke?

Har De nogensinde tænkt på mig?

Måske ikke.