All language subtitles for Capital.in.the.Twenty-First.Century.2019.NORDiC.1080p.WEB-DL.H.264-RAPiDCOWS.da

Myndighederne har lovet
visse forandringer.

Krav om reformer har taget fart
og har øget opbakning.

Forskellen på kapitalisme
og kommunisme er så stor -

- atkun at beton og pigtråd...

Vi vil skabe en anden slags samfund.

På østtyske byers gader -

- blev horder af demonstranter
slæbt væk af...

Sikkerhedspolitiet slæbte individer væk -

- slog dem i hovedet og smed dem ind
i ventende lastbiler.

Jeg er født 1971 og var 18 år i 1989,
da Berlinmuren faldt.

Jeg sad klistret til radioen og lyttede,
da kommunistregimet faldt.

Som studerende rejste jeg
til Rumænien, Ungarn og Rusland.

Så jeg ved,
hvilke følger kollapset havde.

Jeg så et mislykket
økonomisk og socialt system.

Et politisk system,
der havde lovet personlig frihed -

- men som i stedet skabte elendighed
og politisk undertrykkelse.

Da det kommunistiske korthus faldt -

- forstærkede det
det kapitalistiske argument -

- men det gik for vidt.

Sovjetunionens fald førte til en evig tro
på deregulering af markederne.

Det blev ledsaget af en ny
glorificering af privat ejendom.

Konsekvensen blev øget ulighed -

- større nationalisme og fremmedhad -

- ligesom før første verdenskrig.

Det 21. århundrede skræmmer mig, for
når jeg sammenligner med historien -

- risikerer vi at vende tilbage
til et kapitalistisk system -

- som ligner 1800-tallet
og 1900-tallets ulige verden.

KAPITALEN I DET 21. ÅRHUNDREDE

Kapital: formue i form af penge
eller andre aktiver.

I Europa i 1700-tallet -

- var kapitalen fordelt
på en lille gruppe mennesker.

Adlen udgjorde én procent af befolkningen.

Penge begrænsede
den sociale mobilitet.

Hverken arbejde eller studier
tillod en at klatre særlig højt.

Ofte kan vi i litteratur,
film og populærkultur -

- se kapitalens betydning
gennem historien.

Det er en mørkere historie -

- end det idylliske billede
af udvikling og oplysning.

I 1700-tallet var de fattiges liv barsk.

Hvis man var heldig, var man tjener.

Alle andre var daglejere,
som fulgte jobbene -

- og som jordejerne kunne behandle,
som de ville.

Der var hverken understøttelse,
sundhedsvæsen, skoler eller noget.

Fattigdom var en dødsdom.

Gennemsnitslevealderen
i 1700-tallet var 17 år.

På den tid bestod kapitalen
af penge, lån og jordbesiddelser.

En mand sad på sit fort og forlangte
penge af dem, der dyrkede hans jord.

Det er gengivet
i flere forskellige film.

Jeg har knap nok råd til min parfume.

Har Roulet betalt sin leje?

- Roulet døde i sidste uge.
- Uden at have betalt sin leje.

- Hvad døde han af?
- Sult.

At sulte er et privilegium.

Gabelle, De er tilhænger af reformer.
De mener, at alle er lige meget værd.

Det er meget naivt af Dem.

De rige var besatte af arv.
Den ældste søn arvede kapitalen.

Han fik alt: pengene, huset, jorden.

Det gjorde ham ekstremt magtfuld
på grund af tilfældigheder.

De førstefødte sønner havde
også stor politisk magt.

Mange var parlamentsmedlemmer.
De var eliten.

De var altså drevet af ønsket om
at beskytte deres indkomst og verden.

Det faldt dem ikke ind,
at de fattige fortjente -

- en del af velstanden.
De var helt imod beskatning.

Sådan fungerede aristokratiet
i hele Europa.

Målet var at bevare magten.

Thomas Pikettys eksempel med
Jane Austen og Balzac er rammende.

Jane Austens bøger
handler kun om penge.

Og det er ikke penge,
som man har arbejdet for -

- men penge fra den arvede jord.

Mr. Darcy i "Stolthed og fordom"
har et enormt gods.

Han behøver ikke engang at være der.
Jorden tjener penge for ham.

Det var pænt af Dem at komme.

- Han ser nedtrykt ud, den stakkel.
- Ja, men hav ikke ondt af ham.

Han tjener 10.000 om året
og ejer halvdelen af Derbyshire.

Den elendige halvdel?

Jane Austen fantaserede om, at man
kunne blive rig, hvis man var sjov.

Men mr. Darcy ville aldrig gifte sig
med en pige som Lizzie Bennet -

- som ikke havde en familieformue.

Han ville gifte sig med en arving,
måske en kusine -

- for at skabe et endnu større gods.

Penge giftede sig med penge. Det
havde intet med kærlighed at gøre.

Det, vi ser nu, er
en tilbagevendelse til 1700-tallet.

I Storbritannien
betyder en arvet formue igen alt.

Én procent af befolkningen
ejer 70 procent af jorden.

Der har altid været en elite,
som viderefører sine privilegier -

- og monopoliserer økonomisk,
social og kulturel kapital.

Eliten beholder magten og fører den
videre til næste generation -

- ved at forme
vores måde at tænke på.

Økonomer hævder ofte,
at ulighed fremmer -

- udvikling og innovation.

Konkurrence betyder,
at mennesker anstrenger sig mere.

Problemet er, at ekstrem ulighed -

- øger det økonomiske,
sociale og politiske pres.

For hvis man har en elite, der gør
alt for at beskytte sin position -

- og umuliggør social mobilitet,
så ender det med revolution.

1700-tallet var ikke en statisk verden.

Nye politiske idéer krævede
lige rettigheder for alle -

- og et opgør med arvede privilegier.

Den franske revolutions motto var
"frihed, lighed og broderskab".

Alle skulle være brødre.
Alle skulle være frie.

Men efter kort tid
bestod regeringen af bankierer -

- som begyndte
at skabe endnu en elite.

Før sloges vores folk for frihed
Nu gælder kampen bare brød

Og når det handler om lighed
er alle lige, når vi dør

Rejs dig op! Tag chancen!
Vive la France! Vive la France!

Den franske revolution var
til dels baseret på dobbeltmoral.

Visionen om lighed var i bedste fald
optimistisk og lidt naiv -

- og i værste fald lidt kynisk.

Man foregav,
at der ville blive lighed -

- helt spontant,
lidt ligesom i et eventyr.

Men vi har brug
for politiske institutioner -

- et uddannelsessystem,
et sundhedsvæsen, transport -

- og et skattesystem, som fokuserer
på de højeste indkomster.

Under den franske revolution
fandtes de ting slet ikke.

I den industrielle revolution
sidst i 1700-tallet -

- blev mennesker erstattet
af maskiner.

Man købte maskiner, der lavede
uld, bomuld og alle slags varer.

Det gik hurtigere,
varerne blev standardiseret -

- og man tjente mere.

Kapital var ikke længere
noget konkret, såsom ens jord -

- eller ens evne til
at låne penge ud.

Man fandt ud af, at man
kunne udvide sin egen fabrik -

- ved at sælge produkter,
beholde overskuddet -

- og investere det i fabrikken.

Det er det, som kapitalismen
i sin moderne form tillader.

Med kapital kan man blive ved
med at udvide.

Men kløften mellem lønninger
og produktivitet var stor -

- og de feudale arbejdslove
blev holdt i hævd meget længe.

Man måtte ikke forlade
arbejdsgiveren uden tilladelse.

Den lov fulgte man i 1800-tallet -

- i kapitalismens storhed i England,
verdens mest avancerede land -

- hvor arbejdere blev fængslet
og mishandlet.

Strejke var nemlig en forbrydelse.

STEMMERET FOR KVINDER

FRI BEVÆGELIGHED

Man ville væk
fra den gamle verden -

- og have et mere lige samfund.

New Zealand, Australien
og Canada blev skabt -

- af mennesker,
der flygtede fra Europa -

- da kapitalismen
virkelig vandt indpas.

Det var grunden til,
at folk forlod landene.

De søgte et mere ensartet samfund.

De ville fjerne klassesamfundet -

- men på en mildere måde.
Det var ikke en politisk bevægelse.

De velhavende dominerede
allerede fra starten.

For en hvid mand i 1800-tallet -

- var Australien og USA
de bedste steder at tage hen.

Vidtåbne grænser
og enorme jordområder.

Det eneste problem var
at skaffe arbejdskraft.

En lille godsejer
havde kun sine børn.

Men en slaveejer kunne tage
til New Orleans, tage et lån -

- købe slaver
på New Orleans slavemarked -

- bringe dem til Alabamas grænse
og begynde at dyrke bomuld.

Med overskuddet købte man
flere slaver og mere jord.

Så slaveøkonomien indgik nu
i akkumuleringscyklussen.

Men som slaveejer havde man ikke bare
adgang til arbejdskraft.

Man havde også
øget adgang til kapital -

- fordi slaverne kunne stilles
som sikkerhed.

Hvis man ville
låne penge ud til nogen -

- og de stillede slaver eller jord
som sikkerhed -

- var slaver bedst, fordi de kunne
flyttes og var lettere at sælge.

Det var på denne tid i 1800-tallet -

- at arbejdsfordeling, ulighed
og magt blev etableret i verden.

Først med slaver og derefter
med et voldeligt kolonialt styre.

Det er svært at sige, hvor meget
af Europas landes rigdomme -

- der stammer
fra deres koloniale fortid.

Men det overtag, man fik
under den industrielle revolution -

- hang sammen med militærets styrke.

Mellem 1870 og 1914 -

- ejede Storbritannien og Frankrig,
de store kolonimagter -

- så store dele af verden -

- at de høstede så store overskud,
renter, udbytter og lejer -

- at de blev ved med at investere
i andre dele af verden.

Resten af verden arbejdede for dem.

Det er nytteløst at øge produktionen,
hvis der ikke er købere -

- så mode drev
den industrielle revolution.

I 1800-tallet var mode overalt,
tilmed blandt de lavere klasser.

Selv arbejderklassens kvinder
forsøgte at følge moden.

Tanken, om at man ikke kunne gå
med tøj fra året før -

- ville personer
fra 1600-og 1700-tallet ikke forstå.

"Det fejler ikke noget.
Jeg tager det samme på."

Og den industri, der voksede mest
i 1800-tallet, var julen.

I 1700-tallet og 1600-tallet
var julen ikke noget særligt.

Man drak med venner og familie -

- og gaver gav man måske nytårsaften.

Men i 1850'erne havde vi
juleknallerter, julekort og juletræ.

Mennesker ruinerede sig selv
til jul -

- mens fabrikanterne
tjente enorme formuer.

Nyheder som jernbanen, telegrafen
og masseproduktion dukkede op.

Innovation og traditionel produktion
øgede uligheden.

Det er en tid med store konflikter.

Der var åben krig,
som for eksempel i Colorados miner -

- mellem strejkende og bevæbnede
vagter hyret af kapitalisterne.

Brugen af nationalgarden
var også strejkebrydende.

Og ligesom i dag
blev økonomien helt forandret...

...både med handel og teknologi -

- som har samme egenskaber
og skaber mange monopoler.

Endnu en gang opstod en lille klasse
med meget rige mennesker.

43 millioner. 75 millioner.

107 millioner dollars. Solgt!

Omkring 1914 i en by som Paris -

- ejede én procent af indbyggerne
70 procent af det, man kunne eje.

To tredjedele af befolkningen døde
uden at eje nogen aktiver.

Nationalismen voksede, og europæiske
lande begyndte at konkurrere -

- på grund af de ekstremt kraftige,
sociale spændinger -

- og en stagneret levestandard
og stor ulighed.

Konkurrencen mellem landene
og nationalismen -

- blev udnyttet af en elite, for at
man skulle glemme klassekonflikten -

- og i stedet samles
om en national identitet.

KNUS TYSKERNE

DET ENGELSKE UHYRE

AUSTRALIERE, REJS JER!
PATRIOTISK MØDE

KNUS DETTE VANVITTIGE UDYR

Det bidrog til udbruddet
af første verdenskrig -

- om sommeren 1914.

I Berlin ved tyskerne,
at hæderens time er inde.

Der opstod en slags
kulturel militarisme i Europa.

De konkurrerede om imperieterritorier
og handelsruter.

Krigsherren er utrættelig,
når han inspicerer sin hær.

Briterne havde
en fjerdedel af verdens befolkning.

De andre lande ville have
en bid af kagen, især Tyskland.

Mange af de nye kapitalister
havde en feudal tankegang.

Tyskland havde "Junker",
som var store industrimænd -

- som mente,
at en krig gavnede samfundet.

Briterne og deres allierede troede,
at de ville besejre Tyskland -

- på få måneder.

Men det stod på i flere år
og udtyndede begge befolkninger.

Første verdenskrig var
i bund og grund en kamp om kapital.

Efter krigen opstod der
en enorm økonomisk krise.

Så en ny tanke opstod,
mest fordi regeringen var bankerot -

- om at beskatning ikke
var så dårligt alligevel -

- og for at få penge ind
måtte man beskatte adlen.

Arbejderklassen og middelklassen
havde intet tilbage at beskatte.

Man begyndte at se starten
på enden for adlens magt.

I 1920'erne voksede kvinderne
og arbejderklassens magt også.

Begge grupper sagde til regeringen:

"Vi ofrede os for jer under krigen.
I må give os noget igen."

Så princippet,
om at arbejderklassen og kvinderne -

- skulle godtage samfundet,
som det var, forsvandt i 1920'erne.

Følg folkemængden til imperiebyen,
den vindblæste by, passionsbyen.

Følg folkemængden. Bliv rig.
To millioner. Fem millioner.

1920'erne var måske
en irrationel overflod.

Aktiekurserne steg vildt, men folk
blev ved med at handle med aktier -

- fordi de troede
på Wall Streets magi.

Der er en myte her i landet om -

- at det, der gavner Wall Street,
gavner alle, men det passer ikke.

Mange banker solgte produkter,
som de vidste var dårlige.

Skumle bankierer
gjorde skumle forretninger.

Der var ingen regulering.
Kapitalen var tilgængelig for alle.

Boblen i 1920'erne var som
alle andre bobler. Der var en eufori.

Aktierne steg. Man kunne låne
med dem som sikkerhed og købe flere.

Priserne steg endnu mere,
og alle følte sig overstadige.

Samtidig var der store forvridninger
på arbejdsmarkedet.

Mange blev rige, men der var mange
arbejdere i bunden og ingen i midten.

Man tilbød folk kredit
for at skjule kløften.

Kreditcyklussen forværrede boblen -

- som til sidst bristede.

Denne gang fik flere bankierer
faktisk fængselsstraf -

- og man indførte en del regler -

- såsom Glass-Steagall-loven,
som gjorde banksystemet tryggere -

- indtil den blev ophævet i 1999.

DER ER INTET BEDRE
END DEN AMERIKANSKE MÅDE

TAG TOGET NÆSTE GANG
SLAP AF

LUKKET

Efter krisen opstod der
en handelskrig i hele verden.

Man indførte afgifter, og det
førte til flere lidelser globalt.

Det førte til den store depression.

Hvis man læser
John Steinbecks "Vredens druer" -

- indser man, hvor stort chokket var,
da systemet brød sammen.

De bad mig bede Dem forsvinde.

Fra min egen jord?

Det er ikke min skyld.

Hvis er det så?

Ejeren,
Shawnee Land and Cattle Company.

- Hvem er det?
- Ikke nogen. Det er et firma.

De har vel en chef, der ved,
hvad et gevær bruges til, ikke?

Han er bare en bestyrer og har travlt
med at følge østkystens ordrer.

- Hvem skal vi så skyde?
- Det ved jeg ikke.

Jeg ved ikke, hvis skyld det er.

Ingen skal drive mig væk
fra min jord!

Min farfar slog sig ned her
for 70 år siden.

Min far blev født her. Vi er alle
født her, og nogle blev dræbt her!

Bankerne gik konkurs,
og folk mistede deres penge.

Efterspørgslen inden for
andre områder faldt -

- hvilket førte til konkurser
og arbejdsløshed.

ARBEJDSLØS
TAGER HVAD SOM HELST

Den store krise i 1930'erne
var så traumatisk -

- at offentligheden
og deres politiske repræsentanter -

- gav kapitalismen skylden.

Smerten i USA var blevet så enorm.
Alle var fattige.

Som konsekvens var man villig til
at skabe barske politiske løsninger.

Nationen kræver, at vi agerer,
og at vi agerer nu.

Fastsættelse af priser,
store lønningsforandringer -

- og alt, hvad Roosevelt indførte,
var noget nyt for amerikanerne.

Ny infrastruktur førte
til en utrolig distribution.

Det kommunistiske alternativ
tvang den kapitalistiske verden til -

- at tage fat
i den grundlæggende ulighed -

- for ikke at tabe kampen om idéerne.

Roosevelt lånte en del idéer -

- såsom at staten skulle være mere
involveret i det økonomiske system.

Hvis staten ikke forsøgte
at skabe flere arbejdspladser -

- og fordele midlerne bedre,
ville man ikke få social stabilitet.

Børskrakket forårsagede fattigdom
i USA og Storbritannien -

- men i Tyskland var det værre,
for landet var allerede fattigt.

Efter første verdenskrig måtte de
betale store krigsskadeserstatninger.

Det forårsagede en grusom inflation
i Weimarrepublikken.

En tønde fyldt med sedler
var ikke engang nok til et brød.

Sammenhængen mellem fascisme
og fattigdom i 1930'erne er tydelig.

Man forstår, hvor forførende
Adolf Hitler var, når han sagde:

"Jeg vil gøre Tyskland stort igen.
Vi skal være magtfulde."

Han sagde egentlig: "Vi er fattige
på grund af Storbritannien -

- USA og resten af Europa."

Folket led og var uhørt modtageligt
for fascismens idéer.

De var for racisme, ekskludering
og invasion af andre lande.

Ikke flere klasser.

Vi skal være et forenet folk.

Og I, mine børn, bliver dette folk.

En amerikansk flyvemaskinefabrik,
en af mange...

Et bombefly, tusindvis på vej...

En dødsengel.

Depressionen forsvandt
under optakten til anden verdenskrig.

Omfanget var noget,
menneskeheden ikke havde set før.

Staten overtog produktionen.

Det var en industriel krig,
så produktionen var afgørende for -

- om man vandt eller tabte krigen.

Arbejderbevægelsen
fik stor politisk magt.

Hvis man producerede til krigen,
skulle man anerkende en fagforening.

Skatterne steg
for at skaffe penge til det.

Det var feudalsystemets
sidste åndedrag.

Det var det, der skulle til,
for at adlen mistede sin magt.

Krig i sig selv ødelægger kapital.

Først er der bomberne,
som tilintetgør hele byer.

Men det er kun
en tredjedel af kapitalen.

Hvad er de to andre tredjedele?

En tredjedel er inflationen,
der har ødelagt statens gæld -

- til privatpersoner,
som har finansieret krigen.

Den sidste tredjedel er nye regler -

- som huslejekontrol, nationalisering
og finansiel regulering.

Men ødelæggelsen af kapital
var ikke kun en dårlig ting -

- for samfundets magtbalance
blev forandret.

KRIGEN ER FORBI

Alle er lige før døden.

Krig, på trods af alle ofrene
og håbløsheden -

- får os til at indse,
at vi alle er mennesker.

Den nye politiske sammenhæng
førte til sidst -

- til den oplysning og lighed,
som blev bekendtgjort i 1700-tallet.

Det sociale landskab var forandret
efter anden verdenskrig.

Der var en helt ny indstilling.

Det er slet ikke som før.
Det ved jeg.

Der vil være sygedagpenge
og arbejdsløshedsbidrag, pension -

- invalidepension, børnepenge,
enkebidrag og barselshjælp.

Man skabte et bidragssystem.
Der var sygedagpenge og feriepenge.

Briterne fik gratis sundhedsvæsen
fra vugge til grav.

Det var et skridt
mod nationaliserede industrier -

- og mod beskatning
af arv, ejendom og formue.

Jeg lover, at det fungerer fint.

Fjernsynet, endeløs underholdning,
var en del af fredstiden.

En mageløs blanding af
privat opmuntring og public service.

I USA i 1950'erne
var der også kapitalstramninger.

Man indførte huslejekontrol
og begrænsninger for godsejere.

Kapitalen kunne ikke være fri.
Den skulle tøjles som en vild hest.

Det her er fuldblodets land.

Kapitalen skulle hjælpe menneskene.

At de rige måtte gøre,
hvad de ville med deres kapital -

- blev anfægtet i hele verden.

I 1950'erne var visionen,
at alle kunne blive rige.

Folk, der var født efter
anden verdenskrig, havde et liv -

- som ingen børn før dem
kunne have forestillet sig.

For første gang kunne man nå til tops
med hårdt arbejde og studier.

Goddag, mrs. Thatcher. Sid ned.

Min far gik ud af skolen,
da han var 12-13 år.

Han var ikke så heldig som jer
og mig, der kan læse videre.

Som forælder forsøger man altid -

- at give ens børn de muligheder,
man ikke selv fik.

Vil De have
en kvindelig premierminister?

Det afhænger af personen.

Jeg tror ikke,
at det vil ske i min levetid.

Margaret Thatcher var et eksempel
på en utrolig social mobilitet.

Hun var en butiksejers datter.
Hun studerede på Oxford -

- og blev den første
kvindelige premierminister og rig.

Det var muligt i det nye samfund
med social mobilitet.

Middelklassen og den lavere klasse
kunne nu besidde magtpositioner.

Hvis man følger ulighedens udvikling
i 1900-tallet -

- oplever den stærke middelklasse
den mest slående forandring.

Indtil 1914
var der ingen middelklasse.

Den var næsten lige så fattig
som de fattigste.

De første 30 år efter krigen
var der økonomisk vækst.

Købekraften steg voldsomt -

- især hos de lavere klasser
og middelklassen.

De kunne købe forbrugsvarer,
forbedre deres levestandard -

- og spare sammen til et hus
og skaffe kapital.

Køkkenet skal være her.
Så kan vi se børnene lege i haven.

Børnene? Hvor mange?
Ikke mere end seks, håber jeg.

De var ikke stenrige,
men heller ikke fattige -

- og havde en stor del
af landets kapital.

Men i de seneste årtier
er middelklassens kapital mindsket.

Lidt mere i USA end i Europa.

Den nye retning -

- kan være urovækkende, hvis vi
kigger mod det 21. århundrede.

En stor udfordring for fremtiden er,
om middelklassen stadig vil mindske -

- så vi får en fattig middelklasse
som for hundrede år siden.

Årtierne efter anden verdenskrig
var ret enestående.

Der var en social forståelse,
som skyldtes hele krigsindsatsen.

Der var en solidaritet -

- men den var baseret
på et lagdelt samfund.

Der var andre uligheder på den tid.

Det ændrede sig efter 1960'ernes
borgerrettighedsbevægelse -

- og de andre folkebevægelser,
der dukkede op derefter.

VI MARCHERER MED SELMA!

De sorte er stadig ikke frie.

VI KRÆVER LIGE RETTIGHEDER NU!

KRIG ER MODBYDELIG

Jeg tror, at det rent politisk
er vigtigt med en bred middelklasse.

Når indkomsten stiger,
udvikles der en middelklasse -

- som er bedre uddannet
og kræver at være mere involveret.

HVIS I ELSKER JERES EGET KØN,
SÅ REJS JER!

VORES KAMP ER KUN LIGE BEGYNDT

Det hele tog fart i 1970'erne.

Det her er "NBC Nightly News"
onsdag den 17. oktober.

Godaften. Krigen i Mellemøsten
påvirker nu hele verden.

Den arabiske verdens olieproducerende
lande bruger olie som politisk våben.

Kuwait annoncerede,
at oliepriserne ville stige -

- ganske voldsomt, indtil Israel
forlod de besatte områder.

Oliechokket ramte alle ilande.
Olie blev brugt til alt.

De bilfrie søndage starter
i næste måned.

Prisen på udenlandsk råolie er steget
fra 3 til 12 dollars per tønde.

Firdoblingen af oliepriserne
førte til en periode -

- hvor priserne steg, men lønningerne
steg ikke i samme takt.

Når fagforeninger og arbejdere
krævede højere løn -

- hævede firmaerne deres priser
for at udligne de højere lønninger.

Sådan opstod løn-pris-spiralen.

Det var en periode
med høj inflation og lav vækst -

- en såkaldt stagflation.

Globaliseringen begyndte.
Vækstmarkederne var med i spillet.

Europa var på fode igen,
og Tyskland producerede igen.

Det globale billede ændrede sig.
USA havde ikke verden for sig selv.

Men i 1970'erne
begyndte man at se -

- en isoleret finansiel tankegang
bag et firmas regnskab.

Mindsk omkostninger, styr kapitalen,
betragt de ansatte som en udgift.

Firmaerne hævede ikke lønningerne.

Der var et vejkryds, hvor Wall Street
gik den vej og folk den anden vej.

Tyskland og Japan valgte
en anden model.

Arbejderne sad i bestyrelserne
og havde mere indflydelse.

Man kunne dermed
udnytte deres ekspertise -

- og de tog markedsandele
fra amerikanske firmaer.

Da det begyndte,
var USA ikke forberedt.

De kom ad søvejen, små biler, der
ville forandre en nations købevaner.

Sikken fin bil. Hvad hedder den?

- Isuzu.
- Prosit.

Vejkrammende,
hjertehamrende, kølerflyvende...

- Vi er...
- ...Cadillac, prøv Subaru!

Stem på Reagan.

Japan fremstiller næsten
dobbelt så mange biler som USA.

Vi var engang
verdens førende bilproducent.

Sådan er det ikke længere.

Alle lande har behov for at fortælle,
hvorfor de er rigere end andre -

- eller hvorfor de er blevet fattigere.

Det fortalte Reagan og Thatcher deres
amerikanske og britiske vælgere.

Mange tak.

Kan nogen se på vores mindskede
indflydelse i verden i dag og sige:

"Lad os få fire år til med det her"?

Nej!

De, der har givet op,
skal have nyt håb -

- når vi begiver os ud på et korstog
for at gøre USA stort igen.

I USA havde man en følelse af,
at Tyskland -

- og Japan, de lande, der havde
tabt krigen, havde indhentet dem.

Reagan, og til en vis grad Thatcher,
understregede det og sagde:

"Se, de har indhentet os.
Vi må ændre noget, men hvad?"

"Det skyldes velfærdssamfundet,
som fulgte New Deal."

"Det har gjort os svage."

"Vi må vende tilbage til
1800-tallets mytiske kapitalisme -

- og få fornyet kraft."

Her kommer premierministerens
Rover med mrs. Thatcher.

Margaret Thatcher,
datter af en butiksejer -

- uddannet i Oxford med overklassen.

Vi har et stort arbejde foran os.

For at øge aktivernes værdi
og dermed øge investeringerne -

- og slippe kapitalen fri -

- var man nødt til
at undertrykke arbejdsstyrken.

ARBEJDE LØNNER SIG IKKE

Bunken er en del af det affald,
der er lagt uden for lossepladsen -

- som har været lukket i to uger
på grund af skraldemændenes strejke.

Lærerforbundet har fremlagt
et lønkrav.

33.000 skolebørn
må blive hjemme i Haringey.

Aflyste operationer betød
tomme senge på afdelingerne.

På den tid
så man anderledes på strejker.

Folk var vrede over, hvordan
nogle fagforeninger opførte sig.

Jeg koger vandet, for
spildevandsarbejderne strejker stadig.

Det kan være forurenet, og man
risikerer at få tyfus. Ikke sandt?

Man var nødt til at gøre noget
ved arbejdsstyrken mod kapitalen -

- og det var ikke nemt.

Statens grænser er rullet tilbage
og vil blive rullet mere tilbage.

Millioner er allerede
blevet aktieejere -

- i British Gas, British Airways
og britiske lufthavne.

Fly nummer 307 er aflyst
indtil videre.

Modstanden mod fagforeningerne
begyndte i 1980'erne -

- og blev meget tydelig,
da Reagan fyrede alle flyvelederne.

Til dem,
der ikke kom på arbejde i morges.

Hvis de ikke indfinder sig inden
for 48 timer, bliver de afskediget.

Det var alt.

Det gav en hel industri grønt lys.

Godaften. Præsidenten er begyndt
at fyre de strejkende -

- og regeringen er parat til
at genopbygge systemet uden dem.

Fem lokale fagforeningsledere
er blevet fængslet.

Det, der skete,
og som forværrede uligheden -

- var, at af alle pengene
i det økonomiske system -

- fik arbejderne mindre og mindre.
Lønningerne mindskede.

Men overskuddet, altså det,
som de, der ejede kapitalen, fik -

- voksede.

Det handlede om magt.

Jeg takker Dem, mr. Cromwell -

- fordi De lader Teldar Papers
største aktieejer tale.

USA er blevet en andenklasses magt.

Under det frie markeds tid,
da vi var en industriel stormagt -

- var der en ansvarlighed
over for aktionærerne.

Familierne Carnegie og Mellon
byggede dette industrielle imperium -

- fordi deres penge stod på spil.

Min pointe er, at grådighed,
i mangel af et bedre ord -

- er godt. Grådighed er rigtigt.
Grådighed fungerer.

Og grådighed, og det lover jeg jer -

- vil ikke blot redde Telda Paper,
men også foretagendet USA.

Mange tak.

Gordon Gekkos replik
"grådighed er godt" -

- var ment som en protest
mod systemet -

- men det kulturelle system
var forandret.

For nyuddannede,
der søgte job i banker -

- var udtrykket "grådighed er godt"
et motto i jagten på rigdom.

Det var yuppiernes tid.

Det var sejt at være iværksætter
og ride på bølgen.

At kræve højere skatter
og omfordeling blev umoderne.

Alt skulle dereguleres,
især bankservice.

Bankierer fik flere penge -

- og markedskræfterne
gjorde kapitalisterne rigere.

De store reformer
under Reagan og Thatcher -

- som sænkede skatten for de rige -

- fordi man antog, at det ville
gavne de fattige, fungerede ikke.

Deres politik bidrog bare
til uligheden.

De lovede en større kage.

Man ville få en mindre procent
af en større kage -

- hvilket gjorde stykket større.

På sin vis var det
ikke nogen overraskelse -

- at kløfterne voksede -

- men omfanget var meget større.

Når man ser på tallene,
er det ganske tydeligt.

De nederste 90 procent
oplevede en stagnation.

Det meste af væksten gik
til de ti procent i toppen.

Gennemsnitsindkomsten
for en amerikansk husstand -

- er omtrent det samme
som for 25 år siden.

Lønningerne,
som er justeret for inflation -

- er på samme niveau
som for 60 år siden.

Gennemsnitslevealderen er faldet.

Det økonomiske system fungerer ikke
for flertallet af amerikanerne.

I 1990'erne eksporterede
de amerikanske banker kapitalisme -

- til Europa og Asien.

Alle købte vores version -

- af en dereguleret kapitalisme.

Livet så ud til
at blive bedre i 1990'erne.

Systemets globalisering -

- gjorde ting billigere for normale
mennesker, som også fik kredit.

Under kreditopsvinget kunne
almindelige folk pludselig få kredit.

Pludselig kunne
fattige mennesker få kredit.

- Ansøg...
- ...per telefon.

Folk med dårlig kreditværdighed
fik kredit.

Der er ingen risiko.

Mennesker, der absolut ikke
burde få huslån, fik det.

Og investeringsbankerne
skabte flere kreditvarianter.

Man kunne opdele sin dårlige gæld
og skjule den.

Det holdt systemet i gang,
indtil det eksploderede i 2008.

Der er panik på Wall Street.
Hvordan gik det til?

22 procent af husejerne
kan ikke betale deres lån.

- ... kan ikke betale...
- Den amerikanske drøm er truet.

...højere renter...

Lad os se. Sidste afdrag.

37 procent rente per minut,
afgift for kontrakt-misforståelse...

Her er jeres nye månedsafgift.

Da du gav mig pengene,
skulle jeg først betale i fremtiden!

Det her er ikke fremtiden.
Det er det onde nu!

Tag det roligt. Dette land
tager sig af middelklassen.

TVANGSAUKTION

Vær ikke vred på bankerne.
Vi fyrede vores direktør.

Han fik knap 50 millioner.

Bankerne tør ikke
låne penge til hinanden.

- Kreditmarkedet er fastfrosset.
- Frygten vokser.

Frygten,
som jeg synes var velbegrundet -

- var, at kreditmuligheden og måske
også forretningsmuligheden -

- og betaling med kontanter
eller kort ville bryde sammen.

Den værste uge
siden børskrakket i 1929.

- Dow Jones faldt 500 point.
- Japan er næsten faldet ti procent.

Den britiske regering
gav USA's banker skylden.

Man spekulerede på, hvor meget
det ville sprede sig i hele verden.

Og om vi var tæt
på en ny stor depression.

I morges vågnede USA til nyheden om,
at deres penge skal indgå...

- ...i en stor redningspakke.
- Det kan ikke gå galt.

Centralbanken lånte bankerne
7,7 billioner dollars.

Kurserne steg efter nyheden.

Aktiemarkedet steg næsten 60 procent.

- Hong Kong over 8 procent...
- Aktiekurserne steg 15 procent...

Firmaerne kom og sagde:

"Giv os 700 milliarder dollars og alt,
hvad I har kært, ellers ..."

Til gengæld for de penge,
som ikke er løsepenge...

...bliver det amerikanske folk
de stolte ejere af værdiløse papirer.

Der kom ikke noget kollaps.
Systemet var intakt -

- og muligheden for at reformere det
blev skubbet til side.

Aktiemarkedet styrtdykkede
og steg så igen. Det var resultatet.

Desuden var de velhavende
involverede i aktiemarkedet.

De beholdt deres job og bonusser.

Deres business
blev ikke så hårdt ramt.

De tjente mere på aktieopskrivning og
udbytte, end de havde gjort i årevis.

Ifølge Bloomberg tjente bankerne
13 milliarder på rentemarginalen.

Deres andre aktiver steg
med 39 procent.

17 større banker gav topchefer
1,6 milliarder dollars i bonusser.

Wall Street og dets holdninger
havde overtaget landets politik.

Det var et stille kup.

Demokratier havner ofte nemt
i elitens hænder.

Hvis demokratiet ikke fornyes af en
ikke-elite, der gør oprør nu og da -

- vil demokratiet fortsætte
i samme retning -

- hvor magt og rigdom
er mere og mere koncentreret.

I hele verden er der nu oligarker,
som køber politisk indflydelse.

DETTE VALG ER IKKE TIL SALG

Når kapitalen bliver
for koncentreret -

- vokser indflydelsen i medierne -

- og finansieringen
af politiske kampagner og partier -

- som gavner dem bedst.

Deres motto "en dollar, en stemme"
eller "en euro, en stemme" -

- går imod demokratiets motto:
"en mand, en stemme".

Rationelt set giver det mening,
at jo mere man har -

- desto mere vil man
dele det med andre -

- men det er ikke det, vores research
og andres studier viser.

Vi brugte
fremmede testpersoner parvis.

Et møntkast afgjorde,
hvem der var rig og fattig i spillet.

Den rige spiller fik
dobbelt så mange penge -

- og slog med to terninger i stedet
for en og kom hurtigere rundt.

Når de passerede "Start",
fik de 200 dollars.

Den fattige fik kun 100 dollars.

Uligheden var straks tydelig
for spillerne.

Inden for et par minutter
blev dynamikken tydelig.

- Hvor mange femhundredlapper har du?
- En.

Er det sandt? Jeg har tre.

De rige spillere begyndte
at blive mere dominerende.

De rige spiste flere saltstænger.

Når de flyttede deres brik,
blev de mere højrøstede.

De slog brikken mod brættet.

Jeg vil købe det hele.

- De rige var mere uforskammede.
- Du har ikke penge nok.

De var mere tilbøjelige til at vise,
hvor godt det gik for dem.

- Livet er skønt.
- De var nedladende.

Du taber snart alt.

- De blev mindre medfølende.
- Ja! Jeg køber den.

Resultatet var det samme
hos hundredvis af testpersoner.

De, der vandt
på grund af et møntkast -

- opførte sig,
som om de fortjente at vinde.

Jeg investerede åbenbart godt.

Et spørgsmål, som vi stillede er:
"Hvorfor vandt du?"

Så burde den rige sige:
"Jeg vandt på grund af møntkastet."

"Jeg havde dobbelt så meget
af det hele."

Men ikke en eneste
af de rige spillere -

- erkendte,
at de havde vundet af rent held -

- som ved et tilfælde havde givet dem
den privilegerede position.

Mennesker, der føler,
at de fortjener at være succesfulde -

- er mere tilbøjelige til at tænke
på deres egne interesser end andres -

- og underminere andres velfærd
for at være et skridt foran.

Det er en ret skadelig
social konsekvens.

Men det handler ikke om at være rig.

Det er snarere oplevelsen af
at være bedre stillet -

- som påvirker alle på samme måde.

Ja! Vi har vundet i lotto!

- Peter, hvad er det, du har på?
- Et guldjakkesæt, Lois.

Jeg sloges med tre rappere om det.

Sådan er vi ikke. Pengene ændrer os,
men ikke, som vi håbede.

Jeg håbede, at du ville holde mund.

Når vi får fattige mennesker til
at føle sig rige -

- ser vi det samme resultat.

Vi behøver ikke
at bekymre os om regninger -

- og vi behøver ikke at spare.
Vi kan bare more os.

Interesseret?

Hold da op.

Den er smuk.
Er det en bloddiamant?

- Mon ikke. Børnene myrdede hinanden.
- Jeg elsker den.

Vi tolker opfattelsen af
at være bedre stillet end andre -

- som at være bedre end andre.
Hjernen opfatter det sådan.

Mennesker, der altid har rejst
på første klasse -

- altid har været beskyttet -

- og har huse i tre-fire lande,
hvor de kan flytte hen efter behov -

- hvad sker der med deres skat?

Der sker det, at en stor mængde penge
flyttes til udlandet.

I årtier har individer og firmaer
flyttet deres juridiske jeg -

- for at undgå at betale den skat,
som gavner dem, der arbejder for dem.

Så hvis man går ud af
den fine IT-virksomheds hovedkontor -

- falder og slår hovedet
og ligger i en blodpøl på fortovet -

- kommer der en ambulance,
som firmaet ikke har bidraget til.

Det er et nyt system
inden for kapitalismen.

Og det er uholdbart.

For at det skal fungere,
skal staten have adgang -

- til de riges indkomst
via beskatning.

EU har forlangt,
at Irland skal opkræve -

- næsten 15 milliarder dollars
i ubetalt skat af Apple.

15 milliarder dollars er mere
end Irlands fireårige spareprogram.

Amazons skattefordele er ulovlige.

Facebook betaler mindre i skat
end en lærer.

98.000 firmaer betaler ingen skat.

De rigeste undgår skatter...
Uretfærdigt... Google, Microsoft...

Det fungerer bedre for kapitalejere
end for almindelige mennesker.

De store teknologifirmaer kan have
folk og penge, hvor de vil.

De svæver 10.000 meter
over de nationale problemer.

De skaber færre arbejdspladser end
tidligere store industriselskaber -

- men de tjener meget mere.

Ironien er, at det,
der gør en smartphone smart -

- internet, GPS
og touchskærmsteknologi -

- findes takket være skattepenge
til statsbureauer som DARPA -

- men overskuddet kommer ikke
tilbage i økosystemet.

Irerne betaler et honorar
til Google Netherlands Holding BV.

- Er det for at spare kildeskat?
- Det tror jeg.

Det går til Google Holdings i Irland,
som drives fra Bermuda.

Hvis det er tilfældet,
havner overskuddet i Bermuda.

I 2015 havde Google Alphabet -

- et overskud på
15,5 milliarder dollars i Bermuda -

- men de laver ikke noget i Bermuda.

Det er et eksempel på, hvordan lande
stjæler skattebaser fra hinanden.

Et andet er en udviklet industri,
som tilbyder formueforvaltning.

Man sælger skuffeselskaber
og nummerkonti -

- beskyttet af bankdiskretion
til velhavende familier.

Man kan ikke beskatte det,
man ikke kan måle.

Vi lever i en statistisk tåge om -

- hvem der er rig, og hvem der ejer
bygningen i New York og Paris.

Når vi undersøger det,
finder vi skuffeselskaber.

Man kan bekæmpe skattely
på en såre enkel måde.

Man må indføre sanktioner mod lande,
som muliggør skatteunddragelse -

- og ændre beregningen af
skattemæssige overskud i alle lande.

Tag for eksempel Apple.

Lad os sige, at Apple
har 50 milliarder dollars i overskud.

Ti procent af salget sker i Frankrig.

Så skulle Frankrig kunne sige:

"Ti procent af Apples globale
overskud, fem milliarder dollars -

- skal beskattes i Frankrig."

I dag kan de multinationale selskaber
mørklægge deres overskud -

- men ikke, hvor kunderne er.

De er i Frankrig, Tyskland,
England og USA, ikke i Bermuda.

Globaliseringen åbnede op
for et globalt samfund -

- men det medførte også,
at selskaber flyttede jobbene -

- hvilket de har tjent
mange penge på.

Men arbejder-og middelklassen,
som det gik godt for -

- har mistet livskvalitet
og muligheder.

Deres regeringer og selskaber -

- har gjort meget lidt
eller ingenting for at takle det.

USA og Europa er mere opdelt nu
på grund af globaliseringen.

Det er Indien,
Filippinerne og Kina ikke.

Kineserne mener, at hvis de arbejder
hårdt, får deres børn et bedre liv.

Det stemmer nok der,
men sådan er det ikke længere i USA.

Hvis man tager til Beijing, Shenzhen,
Shanghai eller Guangzhou -

- eller nogle af Kinas
mere velhavende byer -

- som Shanghai, hvis indkomst per
indbygger er højere end Portugal -

- så møder man middelklassekinesere.

Jeg mener
globale middelklassekinesere.

Det er et helt andet Kina
end for ti år siden.

Kina er næsten
verdens største økonomi.

Det vil det være om ti år,
men det er stadig statskapitalisme.

Statskapitalisme indebærer,
at statsejede virksomheder -

- er økonomiens vigtigste aktører.

De forsøger at tjene penge
og opbygge deres varemærke -

- og nogle gange konkurrerer de
kontrolleret med hinanden.

Andre vigtige aktører i Kina er
privatejede statsgodkendte firmaer.

Staten støtter dem aktivt,
hvilket selvfølgelig gavner dem.

Desuden er der hundreder af millioner
af mennesker, som er ret fattige.

Men de vil have statskapitalisme -

- så længe de tjener nok til,
at deres børn kan få det bedre.

Siden sidst i 1970'erne er kinesernes
gennemsnitsindkomst steget -

- med 800 procent.
Det er voldsomt meget.

Men gennemsnitsindkomsten for de rige
er steget med 2000 procent.

Det er et land med vækst -

- men væksten er meget ulige.

Kina er et eksempel på, hvad fri
kapital gør ved indkomstfordelingen.

Kapital skal reguleres
meget strengere end noget andet.

Der er en grundlæggende forskel
på et liberaliseret kapitalmarked -

- og liberaliseret handel
med varer og tjenester.

Det var en af de store erfaringer
efter den store depression.

Moderne kapitalisme handler
om fri mobilitet af global kapital.

Og finanssektoren har ændret sig
gennem de sidste 40 år.

Finansindustrien er procentmæssigt
blevet dobbelt så stor.

Det har skabt langsommere vækst,
ikke hurtigere.

Da Adam Smith,
den moderne kapitalismes fader -

- fik idéen med det frie marked, -

- var verden meget anderledes.

Hvorfor ikke åbne sit eget? Det
kræver kun kapital, flid og en idé.

Små og mellemstore familiefirmaer
var normen.

Hvorfor kan man ikke købe
en pæn hat i byen?

Hvorfor ikke? Damehatte!
Mit eget firma!

Han mente, at finansmarkedet
blot var et mellemled.

De skulle tage alles sparepenge,
sætte dem i banken -

- og låne dem ud
til frisøren på gaden.

Det er lidt ligesom i
"Det er herligt at leve".

Adam Smith forstod sig ikke
på enorme banker -

- eller multinationale selskaber
med forretninger i 120 lande -

- med forskellige regler.
Det er en helt ny verden.

Statistikken viser,
at kun 15 procent af de penge -

- som finansinstitutter udlåner,
går til produktive lån.

Hvad sker der med de 85 procent?

De flyttes rundt
i et lukket finanssystem.

Dets aktiver købes og sælges
af de samme mennesker -

- og dets værdi stiger og stiger.

Det er lettest at holde sin formue
væk fra risikable aktiviteter.

Det skaber en ny social historie.

Det er lettest at opføre en bygning.

Man fylder den måske ikke,
og lejlighederne kan stå tomme -

- men efter fem år
er bygningen så meget mere værd -

- at man hellere vil sidde på aktiver
og håbe på en værdiforøgelse -

- end forsøge at tjene penge
ved at løbe en risiko -

- og åbne en fabrik
eller opfinde noget nyt.

Man tjener mere på at eje en bygning
end på at arbejde.

Så folk er blevet
ejendomsspekulanter.

Det ændrer hele boligsituationen.

Til sidst bliver det opdelt.

Boligkrisen i hele vesten
påvirker primært de unge.

Mange ser det som en kamp
mellem generationer.

De, der blev født under babyboomet,
købte huse, da det var billigt -

- og har det som en sikkerhed
til pensionen.

De unge kan derimod
ikke engang leje noget billigt.

Mennesker nederst i samfundet
er ret polariserede og vrede.

Bygningerne tjener flere penge
end dem, og de skal leje dem.

De fattige og middelklassen
kan kun håbe på -

- at deres hjem
stiger så meget i værdi -

- at alle problemer løses,
såsom at pensionen forsvinder -

- at de mister jobbet,
eller at børnene bliver fattige.

De unge er mere optimistiske -

- men de er i høj grad
bevidste om uretfærdigheden.

Hvorfor uddanne sig,
hvis man skal låne 50.000 pund?

Mange unge føler sig infantiliserede.

Hvorfor skal min smarte
26-årige svoger bo hjemme?

Det undrer
både ham og svigerforældrene.

Vi har fortalt folk: "I er ikke fattige."

"I er vordende millionærer. Så I
skal ikke fokusere på uligheden -

- men på at arbejde
og på løbe op ad bakken."

Og det er ironisk.

Samfund med større ulighed
har mindre social mobilitet.

Samfundsstigens trin
glider fra hinanden.

De, der har penge, sørger for,
at de bliver i toppen.

Det gør det sværere
for andre at klatre.

Det ser man igen og igen.

Systemet er påvirket.
Folk er ikke dumme. De ved det.

Man får en økonomi,
som er mere og mere produktiv -

- men overskuddet havner
hos en lille gruppe mennesker.

Der er arbejde
længere nede på rangstigen.

Det er dårligt betalte job,
som er utilfredsstillende.

Arbejdsmarkedet forandres.

Flere og flere klassificeres
som selvstændige.

Dermed har firmaerne ikke pligt til
at betale folks ferie og pension.

Arbejderne skal kunne tage vare
på sig selv, hvis de er syge -

- eller vil holde ferie.

Når Piketty siger,
at kapitalismens fremtid -

- har stor ulighed
og dårlig social mobilitet -

- så er den her allerede.

I USA vil den største
formueoverdragelse finde sted -

- når de, der tjente penge
efter anden verdenskrig -

- overfører deres formue
til deres børn.

Næste generation vil arve
omkring 12 billioner dollars -

- i løbet af de næste 10-15 år.

De penge vil blive investeret,
så de skaber mere rigdom.

I det 21. århundrede kan arv igen
blive lige så betydningsfuld -

- som i England og Frankrig
i 1800-tallet.

Arv betyder,
at en lille del af befolkningen -

- kan leve særdeles godt -

- fordi den arvede formue
skaber en indkomst.

Kapitalens afkast
har næsten altid været -

- højere end økonomisk vækst.

Hvis vi går tilbage til 1700-tallet -

- og frem til i dag i 2018 -

- er verdensøkonomien steget
med 1,6 procent om året i 300 år.

Det er meget mindre
end kapitalens afkast -

- som er fire-fem procent om året.

Er det en katastrofe?
Ikke nødvendigvis.

Hvis alle har en del af kapitalen -

- og hvis alle ejer en lejlighed
og aktier i en pensionsfond -

- er det ikke så alvorligt,
at afkastet er højere.

Problemet er
koncentrationen af ejerskab -

- og dermed også magten i samfundet.

Det fører til en reproduktion
af sociale hierarkier -

- og større spændinger
mellem arbejder-og middelklassen.

Studier viser,
at ud af ilandenes befolkning -

- er to tredjedele snart fattigere
end deres forældre.

Det er en enorm megapolitisk trend.

Folk på gaden begynder at sige:
"Vi har fået nok."

Spred jer! Ellers må vi bruge vold!

Nok af ulighed og af ikke at vide,
hvordan det kan blive bedre.

De rækker ud efter det nærmeste,
de kan holde fast i -

- som ofte er deres
identitet, etnicitet og religion.

Og de langer ud efter
den nærmeste fjende, de kan finde.

Horder af ufaglærte mennesker
strømmer ind i landet.

De bringer stoffer og kriminalitet.
De voldtager.

Bag den massive immigration er islam.

Bag den massive immigration
er terrorisme.

Men at give naboen skylden
gør ikke en rigere.

Der er altid politikere,
som fristes af -

- at udnytte den voksende ulighed.

Det var tydeligt allerede før 1914.

Jeg er bekymret
for det 21. århundrede.

For vi kan ikke regulere
international kapitalisme -

- eller få multinationale selskaber
og milliardærer til at betale skat.

I stedet lader vi vores vrede
gå ud over immigranterne.

Det skader os mindre
end at kritisere selskaberne.

Men sandheden er,
at for at løse den voksende ulighed -

- må vi beskatte kapital progressivt.

Og ejendomsret kan ikke være evig.

For hver generation
og tilmed hvert år hele livet -

- bør de, der har meget kapital
betale tilbage til fællesskabet.

En, to, tre, fem eller ti procent,
hvis man har mange milliarder.

Hvis man bliver ved med
at investere klogt med store afkast -

- kan man fortsat leve et godt liv.

Men hvis finansmarkedet giver afkast,
uden at man gør noget -

- vil skatten udhule den mekanisme.

På den måde kan vi kontrollere
koncentrationen af kapital -

- og dermed også den politiske magt...

...og endvidere ejendomsretten
for middelklassen.

VI VIL MØDES IGEN

Mange er ikke villige til at drøfte
beskatning af indkomst og arv -

- men uden det får forsøget på
at regulere kapitalismen -

- frygtelige konsekvenser
for os alle.

Hvis man vil tænke langsigtet -

- og se dystert på det,
skal man tænke på hestene.

Engang havde vi mange heste.

De betød alt for industrialiseringen,
og så gjorde de det ikke mere.

For man har industrielle processer,
som er mere effektive end heste.

Til teknologientusiaster, der siger, at
teknologi altid har skabt nye job -

- og vil fortsætte med det,
siger jeg:

"Ja, så længe man havde ting,
som mennesker kunne lave."

Men når teknologien begynder at
mestre menneskets grundfunktioner...

...bliver mennesket som hestene.

Det betyder ikke, at vi ikke
kan have meningsfyldte liv -

- men modellen skal ændres, for
kapitalisme handler ikke om arbejde.

Problemet er,
at det her er nært forestående.

Når man ser
på førerløse teknologier...

Transportsektoren er den største
eller næststørste arbejdsgiver -

- i alle USA's delstater.
Om ti år er de fleste af de job væk.

Så man må tage fat i kapitalen -

- for ellers får man
meget store problemer.

Vi går fra en industriel økonomi
til en postindustriel økonomi.

Vi må vælge,
hvilken fremtid vi vil have.

Man kan have overflod,
som fordeles skævt.

Robotterne kan gøre
hvad som helst -

- men robotternes ejere er
kun en lille del af samfundet.

Ligesom i "Elysium", hvor en gruppe
bor i beskyttede områder -

- og resten bor
i et hedt, modbydeligt svineri.

Det er et politisk problem.

Udfordringen med at skabe
et mere lige samfund -

- er anderledes end i 1900-tallet.

Det vigtigste er,
at det ikke er teknisk umuligt.

Det er en politisk
og intellektuel udfordring.

Hvis vi ser tilbage på historien,
kan vi være optimistiske.

Hvis vi vil have et samfund,
som er fredeligt og harmonisk -

- skal vi undgå,
at uligheden bliver for stor.

Jeg er for kapitalkontrol
og at komme længere end kapitalismen.

Med midler, som er mere
demokratiske og altfavnende -

- og som tillader os at se en fremtid
i det 21. århundrede.

Tekster: Malene Cramer
www.sdimedia.com